Ungdom

Fortælling

1

Det havde sneet uafbrudt i fire Døgn. Og skønt det endnu var tidligt paa Vinteren, i Begyndelsen af December, var Sneen overalt bleven liggende paa Jorden, havde ophobet sig i Grøfterne, trykket sig sammen bag de lange Stendiger over Markerne og halvt begravet Landsbyernes Huse og Haver.

Og jo hvidere Jorden blev, des sortere blev endda Himlen, des lavere sænkede den sig ned over de tilhyllede Agre, de overføgne Træer, der ligesom i Frysen trak det hvide Lagen tættere og tættere omkring sig.

Der havde i det hele raset et Herrens Vejr paa denne Egn lige siden Midten af November. Ikke saa saare var Mortens-Nyet blevet tændt, og Bonden havde faaet Rodfrugterne vel af Markerne, før Himlens Sluser aabnede sig, og Stormene brød løs. Nat og Dag havde de siden raset uden Ophør. I mørkeblaa Skysække var de komne slæbende over Fjorden, hvis Vande de havde pisket som med et uhyre Sæberis, saa store gullige Skumflager var slynget langt ind paa Markerne. Her havde de paa deres Hærtog gennem Landet mange Steder ganske oprevet Vintersæden, nedtraadt Rørene i Moserne og tilstoppet Grøfterne med Jord og Sand, saa Vandet ikke kunde finde Afløb, men bredte sig ud over Marker og Veje. Det var et grufuldt Syn. Mange Steder laa døde Fugle, som Stormen havde slaaet mod Jorden og dræbt; overalt saas styrtede Træer, oprevne Sædstakke eller knækkede Telegrafstænger med de sprængte Metaltraade krummende sig som store Spiraler hen ad Vejen. Inde i Skibberup By var en Nat en gammel Ladelænge styrtet sammen med et saadant Brag, at Folk overalt i Byen af Skræk var sprungne op af deres Senge og i det blotte Linned styrtede ud paa Gaden; og i Vejlby havde Stormen væltet ikke mindre end fem Skorstenspiber og blæst alle Provstens Stærekasser ned fra Træerne i Præstegaardshaven. Det havde været en formelig Orkan.

End ikke Provsten selv havde de himmelske Magter skaanet, da han en Eftermiddag, mens Vejret var paa sit højeste, traadte ud paa Stentrappen for at tage Ødelæggelsen i Øjesyn. Uden Persons Anseelse havde Stormen løftet Hatten af hans hvide Hoved, slaaet den som en Boldt ned mod Jorden, trillet den som et Hjul ud gjennem Porten og trods alle Efterstræbelser ført den med sig i en ophvirvlet Støvsky – bort for alles Øjne. Først langt uden for Byen i en Grøft bag nogle Tjørn havde den sluppet sit Bytte for at kaste sig over en lille Pige ude fra Overdrevet, der stred sig grædende frem paa Hjemvejen fra Skolen, indbunden i et stort Shawl, saa kun den røde Næsetip saas. Vinden hylede omkring hende som en løssluppen Djævel, pustede sig op under hendes Klæder, trængte den lille udmattede Skabning bestandig længre ud imod Vejkanten, væltede hende til sidst helt over Ende og trillede hende under hendes Fortvivlelsesskrig ned ad Skrænten til en dyb Mergelgrav, paa hvis Bund nogle udsendte Folk Dagen efter fandt hendes Lig med et nyt Eksemplar af Balslevs lille Bibelhistorie trykket krampagtig beskyttende ind i Favnen.

I Mands Minde havde man ikke oplevet saadanne Dage.

"Vorherre bevare dem, der er paa Søen!" raabte Folk til hinanden gennem Uvejrsbraget, naar de mødtes paa Landsbyens Gade, kæmpende sig paaskøns frem imod Stormen eller bærende denne med sig paa deres Ryg.

"Godt for dem, der har vel tækket og godt spækket," tænkte de, der var hjemme i de halvmørke Stuer, hvor man selv midt paa Dagen næppe kunde se at læse en Avis, mens det peb og klaprede og brølede omkring en, som om alle onde Aander var slupne løs over Byen.

Inde i Staldene stod Hestene med oprejste Øren og rystede af Angest, hver Gang Vinden slog ned over Taget og for fløjtende forbi Gavlen. Køerne, som man havde maattet drive hjem fra Ævret, brølede hele Natten om Kap som under en Ildebrand; ja, selv Kattene gik og mjavede sygt, og Hundene krøb omkring med Halen mellem Benene og snuste uroligt.

… Da Vejret endelig stilnede en Smule, var det, at Sneen var kommen med sine hvide Horder som den fremstormende Hærs samaritanske Eftertrav, dækkende barmhjertigt al Ødelæggelsens Vederstyggelighed med sin Uskyldighedskaabe, skjulende de styrtede Træer ved Vejene, hobende sig op over de knuste Gærder og oprevne Straatage.

I samfulde fire Nætter og Dage stod Himmel og Jord i et.

Men mange var ogsaa de, der i disse Dage og Nætter hemmeligt ransagede deres Inderste og i Stilhed opgjorde deres Regnskab med Gud, som om Dommens Time virkelig stundede til. Selv da man om Aftenen paa den fjerde Dag endelig turde begynde at skovle Sneen fra sine Døre og feje tommetykke Snekager ned fra Vinduerne, tænkte mange af dem, der stod bag Ruderne og i det frembrydende Maaneskin saa ud over denne store, øde, blaahvide Sneørken, hvortil By og Land og Fjord var bleven forvandlet, hvad vel alt dette kunde "være imod", d.v.s om det dog ikke muligvis var et Varsel, en himmelsk Forkyndelse af en eller anden betydningsfuld Begivenhed, der i den nærmeste Fremtid skulle overgaa Byen eller Sognet eller maaske det ganske Land.

2

Inde i Provstens Studereværelse sad paa denne Aften en ung, fremmed Mand. Han var kommen hertil Dagen forud midt under Snestormens vildeste Rasen og efter forskellige Æventyr paa Landeveje og ufrivillige Ophold i Kroer formedelst Snehindringer.

Han var middelhøj og tynd af Figur, iført lange, ny, sorte Klæder, hvortil et Par moderne spidsnæsede Sko og et Par Tokrone-store Mansketknapper af Skildpadde dannede en aparte Modsætning. Hans Hoved var lidt lille i Forhold til Kroppens Længde, hans Ansigt blegt og fint, paa en Gang underligt barnligt og halvt gammelmandsagtigt, alt eftersom det skiftede Udtryk. Han havde fregnede Hænder, et smukt rødblondt, i Enderne svagt kruset Haar og bløde, lyse Dun paa Hagen og paa den øverste Del af Kinderne.

Lige over for ham i en pompøs Lænestol med Øreklapper og udpolstret Nakkepude – en fuldkommen Tronstol – sad Provst Tønnesen selv, en imponerende Prælatskikkelse, tre Alen høj, med et snehvidt, tæt studset Haar, hvorunder man overalt skimtede den røde Hovedbund, et glatraget blodrigt Ansigt med en opsvulmet, myndigt fremtrædende Underlæbe, lange, tætte, mørke Bryn, der hang som et Par Uvejrsskyer ned over Øjnene, og en stor kødfuld Næse, hvis Næseboer ligesom visse Rovdyrs var fyldt med stive graa Børster. De hængende Hudposer under Øjnene havde denne askegraa Farve, og Øjnene havde dette ubehageligt stikkende Blik som hos visse Folk, der lider af Galdeopstød. Hans korte, tykke Hals og blodsprængte Hud tydede paa Anlæg for Apoplexi. Men endnu var hans Holdning rank som en Høvdings og udtrykte den urokkeligste Selvtillid.

Hans Paaklædning var hævet over enhver Dadel. Man saa straks, at han satte en Stolthed i at bære et Linned uden Lyde, og at i det hele hans Persons Udstyr ingenlunde var ham ligegyldigt. Han bar en langskødet graa Klædesfrakke, en tynd Halskæde af Guld over en Vest af Bomuldsfløjel og en Karneolsring'1 paa den venstre Pegefinger, hvilket altsammen bidrog til at give hans Skikkelse forøget Glans. Endelig sad han og røg værdigt af en Kulpibe med langt stift Rør.

Mens Provsten var den, der uafbrudt talte, sad den unge fremmede tavs og med et uroligt anspændt Udtryk i sine smaa blaa underlig dybtliggende Øjne. Han sad med en udslukket Cigar i den ene magre, hvide Haand og drejede febrilsk og ligesom af gammel Vane paa nogle Haar i sit Overskæg, mens hans aandsfraværende saa snart paa Provsten, snart ret ud for sig i Stuen, som Studerelampens Skær fyldte med en grønlig Skumring. Ofte strøg han hastig sit lange Haar bort fra Panden, som for at bortjage forstyrrende Tanker. Men lige saa ofte sank han tilbage til sin forrige Stilling og stirrede med et adspredt Blik tværs igennem Provstens Hoved. Det var, som om Tanker og Beslutninger jagede hinanden i hans Indre og ikke lod ham Ro.

I Nærheden af ham stod Fløjdøren aaben ind til Dagligstuen, et stort hyggeligt Rum med Tæpper paa Gulvet og en Fremstilling af Kristi Lidelseshistorie i Litografier paa Væggene. Her inde sad Provstens Datter under en Hængelampe med rosarød Skærm og syede paa et Stramajbroderi.

Alt var stille rundtom. Det var, som om al fremmed Lyd var druknet i Snehavet der udenfor. Foruden Frostens kraftige Røst hørtes kun Kakkelovnsildens hyggelige Buldren og den ensformige Eftersnakken af en Papegøje, der sad i et Bur inde i Dagligstuen hos Frøkenen og pudsede sine søgrønne Fjer.

"Hvad jeg i denne Sammenhæng altsaa særlig og med Vægt har ønsket at udtale for Dem er da med faa Ord dette: Det er ikke alene vor Ret, men vor Pligt over for den Herre, vi tjener, og hvis Rige vi under Ansvar forvalter, at hævde Kirkens ubetingede Autoritet og Myndighed. Det skønne gamle patriarkalske Forhold, der forhen bestod mellem Menigheden og Sjælehyrden er – desværre! – snart en Saga blot! Og hvis er Skylden? Hvem er det, der nu i Aaringer systematisk om end – som man tør haabe – af Uforstand har undergravet Kirkens Autoritet og nedbrudt Folkets nedarvede Respekt for de guddommeligt indsatte Lærere? Er det de saakaldte Fritænkere? De aabenbare, frække Gudsfornægtere? Saaledes siges der vel. Men tro dem ikke! Det er falske Røster! Nej, det er inden for Kirkens egne Rammer, at Forraadnelsen finder Næring. Det er hin ulykkesvangre Strømning, der som en Pestluft er steget op af Folkebærmens Dyb, og som breder sin giftige Aande kvælende over Verden. Det er denne Djævelens Opfindelse, disse demokratiske Friheds- og Lighedsbestræbelser, der under forskellige Navne nu ogsaa har fundet Vej til Kirken og der begyndt deres opløsende Virksomhed, ikke ved enkelte ungdommelige Brushoveder, men – desværre! – ved selve den højestes Tillidsmænd. Hvad skal Enden blive? Jeg spørger Dem, Hr. Pastor Hansted, hvad skal Enden blive?"

Den unge fremmede var Provstens Kapellan, hvis Ankomst man ikke alene i Præstegaarden, men overalt i hele Sognet havde ventet med Spænding. Ikke mindst Provst Tønnesen selv havde i Stilhed forberedt sig til denne Modtagelse og i over en Uge daglig syslet i Tankerne med den Belæring, som han nu med bred Selvfølelse foredrog for sin unge Lærling. Det faldt ikke ofte i hans Lod at have en saa intelligent Tilhører, der forstod at vurdere en Tankes Klarhed og en Sætnings Form, og han gav derfor sin Veltalenhed frit Løb. Han var begyndt med at omtale de allerældste Patriarker, havde dernæst givet en Fremstilling af sit Syn paa hele Jødefolkets Historie og havde i denne Forbindelse udførlig omtalt nogle indre Stridigheder hos Makkabæerne, som han nemlig fornylig tilfældig havde læst noget om i et Tidsskrift. Efter dernæst at have "kastet et Blik" – som han udtrykte sig – paa Kristendommens Historie, paa Reformationen og Revolutionen, naaede han efter to Timers Forløb at blive færdig med, hvad han kaldte Fundamentet for sine senere Betragtninger, og gik da over til sit egenlige Emne: Sjælehyrdens Stilling i Nutiden i Forhold til Gud, i Forhold til Menigheden og til de verdslige Myndigheder.

Kapellanen var en ganske ung Mand, der netop havde fyldt 25 Aar. Og da det ikke var mere end faa Dage siden, at han af Bispen havde modtaget den højtidelige Indvielse til sin Præstegerning, var det alene af den Grund ret naturligt, at han villigt lod sin erfarne foresatte uafbrudt beholde Ordet og indskrænkede sig til en beskeden Tilslutning i Ny og Næ, naar Provsten ved en Standsning ligesom tilkendegav, at han ventede en saadan. I det hele følte han sig aabenbart endnu lidt trykket af sin ny Værdighed. Navnlig hver Gang Provsten ved direkte Henvendelser til ham benyttede sig af Tiltaleformen: "Hr. Pastor" blev han lidt rød og saa undseligt ned paa sin Støvlespids.

Provst Tønnesen vedblev:

"En af de fordærveligste Udvækster paa Menighedslivet for Tiden, om jeg saa maa sige en af Nutidskirkens Kræftknuder, er dette Kolportør-Uvæsen, disse prækende Skomagere og Skræddere, ganske uvidende Personer, der – læg vel mærke hertil! – af Præster sendes ud i Landet med Myndighed til at vidne i den hellige Kirkes Navn! Jeg begriber ikke den Blindhed, der maa have slaaet visse Embedsbrødre, at de ikke indser, hvor nedbrydende en saadan Fremgangsmaade er for den Værdighed, den Autoritet, som – det nytter mellem os dog ikke at nægte det – sandelig ikke kan undværes over for den menige Mand, der dog umuligt er i Stand til at vurdere den sande Overlegenhed og bedømme aandelige Egenskaber. Det er denne skæbnesvangre Mangel paa Disciplin, der for Tiden hersker inden for den danske Præstestand, hvorom slige Udskejelser bærer sørgeligt Vidne. Og hvad bliver Følgen? Ser vi ikke allerede Frugterne? Disse Skomager- og Skrædder-Vidner er de ikke i Folks Øjne blevne Vidundere af Veltalenhed, halve Profeter, som man alle Vegne flokkes om, og hvis Floskler og Fraser demoraliserer Menigheden, saa denne til sidst næppe længer har Øre for en ordenlig gennemtænkt og velformet Prædiken eller Sans for Gudstjenestens Højtidelighed. Det er saamænd ikke mere end faa Dage siden, at et saadant forløbent Individ med knap en ordenlig Skjorte paa Kroppen præsenterede sig for mig som en Kollega og oven i Købet – vil De tænke Dem! – havde den Frækhed at anmode om Tilladelse til at benytte Kirken til sine Præstationer. Dertil er vi komne! Landstrygere paa Prædikestolen, Forbrydere for Alteret! Skomagersvende og Læredrenge som Folkets aandelige Formyndere! Saaledes er Kirkens Glans blegnet. Dertil er dens Anseelse sunken. Hvor skal dette ende? Jeg spørger Dem, Hr. Pastor Hansted, hvor skal alt dette ende?"

Provst Tønnesen, der havde begyndt sit vel overvejede Foredrag i en rolig og værdig Tone, havde efterhaanden talt sig op til en stedse større Lidenskab. Saa længe han endnu bevægede sig paa de gamle Jøders og Makkabæeres fjerne Grave, gled hans Talestrøm frem med en selvbehagelig Dvælen ved enhver Sætning og en omhyggelig Akcentuering af ethvert Ord, som nød han i Stilhed selv sine Perioders Afrundethed og ligesom vejede paa Tungen sine Tankers Vægt, før han udtalte dem. Men saa snart han nærmede sig Tidens brændende Spørgsmaal, kom hans Blod i Kog. Brynenes fryndsede Uvejrsskyer trak sig sammen, hans mørke Øjne skød Lyn paa Lyn, og hans Stemme fik en truende Underklang – som af en sig langsomt nærmende Torden, der nu ved Omtalen af de ulykkelige Kolportører endelig brød løs i sin fulde Styrke. Blodet var steget ham voldsomt til Hovedet, og han formelig dirrede af Lidenskab. Ved de sidste Ord rejste han sig endog op fra Stolen i sin fulde Højde, som om han paa Stedet ville udfordre til Kamp.

Derpaa begyndte han at vandre snøftende frem og tilbage over Gulvet med drønende Skridt; stoppede – ligesom for at berolige sig – sin Pibe henne ved et Tobaksbord i Krogen, afrev en Fidibus fra en Kvast paa Pibebrættet og vendte med denne utændt i Haanden tilbage til Kapellanen, der imidlertid havde betragtet ham fra sin Stol med opskræmt Opmærksomhed.

"Jeg haaber", sagde han, idet han stillede sig foran ham og saa gennemskuende paa ham. "Jeg haaber, Hr. Hansted, at De baade forstaar og deler mine Betænkeligheder paa dette Punkt. Jeg vil nemlig ærlig sige Dem: ogsaa her i Sognet har jeg begyndt at spore en Gæring, en udskejende Tendens, som det gælder om at kvæle i Fødselen. Jeg har vist omtalt for Dem en vis Væver Hansen, en ganske enfoldig Person, der imidlertid har forstaaet at skabe et Slags Revolutionsparti her i Menigheden, en Flok af Skrydere og Ignoranter, der vover aabenlyst at sætte sig op imod mig. Men jeg taaler ingen Optøjer her inden for mine Sognegrænser. Jeg føler det som min Pligt at rense denne Ager for ethvert Ukrudtsfrø, og jeg siger Dem, Hr. Pastor Hansted, jeg stoler paa Deres Bistand i saa Henseende. Det er i det hele mit Haab, Hr. Pastor Hansted, at vi skal kunne forstaa hinanden, saa vor fælles Virken her kan blive Gud til Ære og Menigheden til Velsignelse."

"Jeg har intet højere Ønske", svarede den unge Mand oprigtig og bevæget.

Efter denne Tilslutning trykkede Provst Tønnesen betydningsfuldt sin Medhjælpers Haand. Der'2 var et Minut af tavs Højtidelighed.

Derpaa satte Provsten sig atter til Rette i sin Tronstol, tændte – synlig oplivet – Piben og gik over til, hvad han selv halvt spøgende kaldte "et lille Kursus i den praktiske Teologi". Med samme utrættelige Vidtløftighed gav han sig til at gøre Rede for de mere specielle Opgaver for den gejstlige Virksomhed, forklarede Fremgangsmaaden ved Barnedaaben, Altergangen og den almindelige Søndagsgudstjeneste, gav Vejledning med Hensyn til Prædikernes passende Længde, til Messen, Altertjenesten osv. og meddelte sluttelig forskellige praktiske Vink angaaende den rent ydre Anstand, "hvilken heller ingenlunde turde forsømmes".

Og ved denne Lejlighed naaede han at fængsle sin Tilhørers udelte Opmærksomhed.

"Der er nu f.Eks. dette med Hænderne, der ofte i Begyndelsen volder unge Prædikanter Bryderier. Som De ved, er der nogle Præster, der ynder at gestikulere meget stærkt, medens andre foretrækker at holde Hænderne roligt foldede. Det sidste giver unægtelig mere Inderlighed og er derfor navnlig paa sin Plads f.Eks. ved Brudevielser og større Begravelser, hvor man i Almindelighed mere søger at tale til Hjertet end just at vække Tilhørernes Skyldbevidsthed.

Ved andre Lejligheder mener jeg derimod, at en passende Gestikuleren er ganske tjenlig. Ved Ord som f.Eks. Herrens Forbandelse, Himmelens Vrede, Helvedes evige Pine er det dog ret naturligt, at man ledsager sine Ord med en rask Hævning af Armen, en Knytten af Haanden og lignende, for at tildele dem mere Kraft. En Ting maa De for Guds Skyld endelig lægge Dem paa Sinde, kære Ven. Naar De knæler ved Alteret, saa husk endelig at holde Fødderne godt samlede. Man er nemlig, naar man ikke tænker derpaa, tilbøjelig til at skræve med Benene, hvad der nede fra Kirken ser meget stygt ud og let forstyrrer Andagten. Jeg kunde i denne Forbindelse berøre en anden Ting, som min afdøde Ven, Præsten i Søborg, en Gang ikke tog sig tilstrækkeligt i Agt for. Historien bringer De jo ikke videre, og her mellem os tør vi jo nok tillade os en uskyldig Spøg med slige Ting. En Dag gik han nemlig til Kirke med fire ny Lapper under hver Støvlesaal, for han var i alle Maader en meget sparsommelig Mand. Da han derfor knæler ned paa Bedeskammelen, begynder Menigheden at fnise bag ved ham, og Byens Skomager, der netop var til Stede, rejser sig op og siger i Forglemmelse ganske højt, saa alle kunde høre det: "Ja, jeg sa'e det jo nok, at han skulde ladet dem helforsaale!"

Provst Tønnesen brød ud i en hjertelig Latter.

I det samme slog Klokken syv inde paa Taffeluret i Dagligstuen.

Lidt efter viste den unge Pige sig i Døren og bad Herrerne ind til Te.

"Ja, saa maa vi lystre!" udbrød Provsten og rejste sig straks. "Vi kan da fortsætte ved Lejlighed. Nu er jeg foreløbig glad ved at have stiftet Deres Bekendtskab, Hr. Hansted. Jeg er overbevist om, at vi nok skal komme ud af det med hinanden."

Han trykkede atter fortrøstningsfuld sin Kapellan i Haanden.

"Hvad nu ellers Huset her angaar, saa vil De snart erfare, Hr. Hansted, at vi lever et meget jævnt og stille Liv. Større Selskabelighed er her – som De kan tænke Dem – ikke Lejlighed til, da Befolkningen saa at sige udelukkende bestaar af Bønder. Vi lever da altsaa ganske for os selv, det kommer nu an paa, om De kan finde Dem i saadanne spartanske Vaner."

"Derom er jeg paa Forhaand overbevist," svarede den unge Mand med den samme aabenhjertige Alvor.

"Det skulde i saa Fald glæde os. Se, her i Huset regerer nu min Datter; og jeg vil sige Dem det straks, dersom De ikke allerede har mærket det: hun er en striks Kommandant. I Begyndelsen vil hun vel nok bære over med Deres Svagheder; hun ved jo, at Folk, der kommer inde fra det moderne Babylon, kun langsomt vænner sig til huslig Disciplin. Men frist ikke hendes Taalmodighed! Husk paa, jeg taler af Erfaring; og jeg vil sige Dem, som der staar: hun bærer ikke Sværdet forgæves!"

"Fader spøger naturligvis," sagde den unge Pige og rødmede velopdragent.

Saa gjorde hun paa ny en Haandbevægelse og gik foran ind igennem Dagligstuen.

3

Spisestuen var saadan som ethvert af Præstegaardens Værelser, et stort, herskabeligt Rum med Gibsstukkatur under Loftet og landskabelige Dekorationer over Dørene. Skønt Vejlby og Skibberup Sognekald langtfra hørte til de fede, og Beliggenheden tilmed var meget afsides, var hele Præstegaarden med Udbygninger opført i en Stil, der mere mindede om en Storproprietærs Herresæde end om en Bolig for en Kirkens Tjener.

Provst Tønnesens Formand havde nemlig været en hovedrig Mand, en Søn af en bekendt Finansmand fra Enevælden, der i sin Iver for at varetage Statens Interesser ikke heller havde forsømt sine egne. Han var første Gang kommen kørende hertil med Firspand for Vognen, og – skønt han imod Præsters Sædvane var og forblev ugift – havde hans første Gerning været den at nedrive den gamle beskedne Præstegaardsbygning fra Aarhundredets Begyndelse og i dennes Sted for egen Regning at lade opføre dette Palæ, der i sin Tid havde foranlediget formelige Valfarter fra de omliggende Sogne. Desuden havde han foretaget storartede Udvidelser ved Haveanlæget, bygget kinesiske Broer over en Bæk, der løb igennem det, og ofret Tusinder paa Udgrøftninger og Beplantninger.

I det hele havde de femten Aar, i hvilke denne Guldfugl residerede her, været som et Æventyr for det hele Sogn. Med den letsindigste Godmodighed havde han øst Penge ud til enhver, der tiggede ved hans Dør. Blot Bønderne kom til ham og klagede over Uheld med Kreaturerne eller Brand i Sæden, slog han straks smilende en Streg over deres Tiendeskyld og stak dem endda undertiden opmuntrende en Halvhundredekrone-Seddel i Haanden, idet de gik. Til Gengæld fordrede han kun, at deres Kvinder skulde vise ham visse Opmærksomheder, og da han var en lille fin, hvid og tavs Gamling med en blød Haand og et mildt Blik, og da Egnens Befolkning som Regel altid havde haft mindre Sans for Samvittighedens Renhed end for mere haandgribelige Goder, havde der i disse femten Aar hersket den bedste Forstaaelse mellem Menigheden og dens Overhoved.

Men Provst Tønnesen beklagede sig mangen Gang bittert over sin Formand, der ganske havde "ødelagt" Embedet og demoraliseret Befolkningen. Alle havde i den Grad vænnet sig til at betragte baade Tiende og Offerpenge, som noget, de kunde give eller lade være med at give efter Forgodtbefindende, at da Tønnesen forlangte ordnede Tilstande genindførte og endog med Strenghed fordrede de forskellige Ydelsers punktlige Erlæggelse, betragtedes det som en Krænkelse og gav Anledning til formeligt Mytteri, som blev den første Begyndelse til det spændte Forhold, der siden uafbrudt havde bestaaet imellem dem.

Derimod var Provst Tønnesen meget vel tilfreds med den fyrstelige Bolig, hans Formand her havde efterladt ham. Den svarede just til, hvad der efter hans Forestillinger var en passende Residens for Vorherre Kristi Statholder i Vejlby og Skibberup Sogne. Det kunde heller ikke nægtes, at hans egen Person jo var som skabt til disse Omgivelser. Naar man saa ham skride hen gennem disse Haller og hørte hans Røst runge under de høje Lofter, kom man uvilkaarlig til at tænke paa, at paa dette mægtige Gribbehoved vilde en ædelstensbesat Tiara have taget sig ud, og en Kaabe af Fløjl og Guldbrokade vilde have passet til disse Lemmer.

Provst Tønnesen var langt fra selv blind for sine personlige Fortrin. Det var overhovedet ikke hans Fejl at vurdere sig selv for ringe. Han tænkte tit med bitter Græmmelse paa, at han, der følte sig skabt til Leder og befalende, til at udkaste de store Vuer og udsige de afgørende Ord – at han skulde lide den Skæbne at maatte henslæbe sit Liv i denne ynkelige Afkrog og som magtesløs Tilskuer være Vidne til, at det stolte Kirkeskib ved de styrendes Uforstand søndersloges i Brændingen … og til Overflod bære den Ydmygelse Gang efter Gang at se langt yngre Præster rundt om ham flyttes til rige Kald, mens han selv forgæves havde indsendt Ansøgning efter Ansøgning om Forfremmelse.

Var der derfor i Aarenes Løb dryppet en bestandig stærkere Irritabilitet i Provst Tønnesens Sind, maatte det tjene til hans Undskyldning, at han i sit Præsteliv heller ikke havde danset paa Roser. Helt uforskyldt var dette nu imidlertid ikke. Han vidste godt selv, at han havde Ungdomssynder at afbetale paa, og endnu i hans ældre Alder hændte det gentagende, at han i sin Nidkærhed beklageligt forløb sig, saaledes ved en Gang i Ornat at smække en Bondekarl under Øret uden for Kirkedøren, fordi denne ikke havde hilst ærbødigt nok paa ham. Han fandt ikke selv, at sligt var noget at gøre Blæst af; men ved Landemoder og lignende Lejligheder maatte han holde mangen en Dyst især med de yngre Præster, blandt hvilke det var bleven Mode at have ham til bedste, og som kaldte ham "Uglen".

En Balsam til sine Saar fik han, da han for et Par Aar siden som Egnens ældste Præst blev udnævnt til Provst – eller "Amtsprovst", som han haardnakket fordrede sig kaldt af sine Sognebørn, fordi det syntes ham at lyde mere ualmindeligt og indgyde mere Respekt. I denne Stilling fik hans organisatoriske Talent endelig en Tumleplads, og han tog nu Oprejsning for alle lidte Forurettelser. Han udfoldede et sandt Tyranni overfor de ham undergivne Præster, Skolelærere og Kirkekommissioner, forfulgte dem med alle Slags Tilhold, med Skemaer, der skulde udfyldes, med Indberetninger og Forespørgsler … navnlig Skolelærerne rystede for ham, fordi han ved den mindste Uregelmæssighed truede med at jage dem fra Hus og Hjem. Selv levede og aandede han fra den Dag i Reskripter og Lovparagrafer, udarbejdede til Biskop og Ministerium arkelange Forestillinger, som han rigtignok aldrig siden hørte noget til, men som han ikke desto mindre trøstig lod efterfølge af endnu omhyggeligere fremsatte Forslag eller Protester, ja, undertiden endog af en i ganske dristig Tone holdt Kritik af selve Ministeriets Foranstaltninger.

Saaledes havde han da heller næppe denne Aften anbragt sig ved Tebordet, hæftet sin Serviet under Hagen og flækket det Surbrød, hvoraf hans Aftensmaaltid bestod, før han for sin ny Kapellan begyndte at udbrede sig over sine Planer og de Forbedringer, han agtede at indføre i sit Provsti. Han forudsatte som almindelig bekendt en Artikel, han for et Aars Tid siden havde skrevet derom i en Skoletidende, og lod i det hele forstaa, at naar han nu havde søgt sig Medhjælp til sin kirkelige Gerning, var det hovedsagelig for med desto mere Kraft at kunne vie sig til disse mere ledende Opgaver.

Kapellanen hørte paa ham med det samme fraværende Udtryk i sit Ansigt. Med sine lange, spinkle Fingre sad han og smuldrede et Stykke Brød paa Dugen uden egenlig at nyde noget. I det hele havde han i den Tid, han havde været her, næsten intet spist. Frøken Ragnhild havde ved Middagen spurgt ham, om han ikke var rask. Han havde da med et ejendommelig taknemmeligt Smil svaret:

"Jo, Tak, Frøken! Jeg tror netop, jeg er i Færd med at blive det."

Det gjorde da heller ikke Indtryk af, at han egenlig befandt sig ilde her. Det saa ofte ud, som om han henrykt sad og lyttede til Stilheden rundtom; og med ligesom vaagnende Nysgerrighed saa han sig omkring i Værelset, paa dets hyggeligt gammeldags Udstyrelse, paa Væggenes Hyrdeskilderier, paa Tebordets tarvelige, men nette Opdækning, og til sidst paa Husets Datter og Herskerinde, naar hun stod bag den dampende Maskine med et husligt Smækkeforklæde over Kjolen og syslede med Teens Tilberedelse.

Frøken Ragnhild Tønnesen var – i Modsætning til Faderen – lille af Vækst, men havde et blomstrende Udseende. Hun var ikke længer helt ung, havde et rødmusset Ansigt med en lille rund Pande under et kastaniebrunt, adstadig glatstrøget Haar, en lille Opstoppernæse og dette barnlige Smil om Munden, der ofte indfinder sig hos unge Damer, naar de har passeret de fem og tyve. Hun skæmmedes noget ved, at hun ingen Hals havde, en Mangel, der blev saa meget mere iøjenfaldende paa Grund af hendes ikke almindelige Fyldighed, navnlig en Overflod af Barm, og end yderligere fremhævedes af hendes ungdommelige Paaklædning, en mørkebrun, tætsluttende Kjole med et Læderbælte om Livet og en uhyre Halskrave med Hedebosyning, der laa som en Hagesmække helt ned paa Brystet og ud paa Skuldrene.

Hun var Provstens eneste Barn og hans Afgud. Allerede i femten Aars Alderen mistede hun sin Moder, og hele hendes Væsen var tydelig præget af, at hun siden havde haft Styret i Huset, havde været Præstegaardens unge, af alle berømmede og beundrede lille Husmoder. Provst Tønnesen selv betragtede hende som et Vidunderbarn. Han behandlede hende bestandig med næsten ridderlig Ærbødighed og underkastede sig hende saa fuldstændigt, som var hun virkelig et Væsen af en højere Art.

Endog i den fremmede Kapellans Nærværelse kunde han ikke lægge Skjul paa sin Tilbedelse. Da hun bragte ham Teen, greb han hendes buttede lille Haand og kyssede den næsten med en Elskers Henrykkelse.

4

De skulde just til at rejse sig fra Bordet, da Husets gamle halte Pige kom ind fra Køkkenet og meldte, at der holdt en med Slæde uden for Porten, som absolut maatte tale med Provsten.

"Paa denne Tid af Døgnet!" udbrød denne ildespaaende. "Hvad vil han?"

"Det ved jeg saamænd ikke noget om. Det kender jeg slet ikke noget til. Men for Resten sagde han, at det var til en syg, han skulde hente Provsten."

"En syg! I dette Vejr! Og nu midt om Natten! … Hvem er den Mand?"

"Ja, jeg kender ham saamænd ikke. Men han siger, at han er Anders Jørgensens Søn fra Skibberup."

"Hm! Saa det er den gamle Anders Jørgen, der skal bort …. Men Vejene maa jo være ganske ufremkommelige. Er det ikke et forrygende Vejr?"

"Ja, det kender jo en anden ikke noget til. Men ellers er det vistnok meget stille nu. Og naar han er kommen frem, kan han vel ogsaa komme tilbage."

"Naa, ja … Hvor er han henne da?"

"Jeg viste ham ind paa Kontoret."

Provsten drak ud af sin Kop, tørrede sig ærgerlig med Servieten om Hagen og rejste sig.

Idet han gik igennem Dagligstuen, fremdrog han af sin Baglomme en høj, snorebesat Silkekalot, med hvilken han yndede at smykke sig ved Lejligheder, hvor han ønskede at give sin Skikkelse forøget ærefrygtindgydende Glans. Efter tillige paa Vejen at have rømmet sig kraftigt et Par Gange, ligesom for at forberede den ventende paa sin Tilsynekomst, traadte han ind i Studereværelset eller "Studerekontoret", som hans Sognebørn kaldte det, og hvilket sjældent nogen nærmede sig uden med en Beklemmelse, som var det en af Helvedes Forgaarde.

Derinde stod henne ved Døren en lille Skikkelse, hvoraf i første Øjeblik kun et Par hvide Uldsokker skinnede frem af Halvmørket. Senere skelnedes et blegt Ansigt, en stor Kavaj og et Par Hænder, der krampagtig krammede en lodden Hue.

"Er det dig, der ønsker at tale med mig?"

Som Svar kom først et Nik og saa et Ja.

"Hvad er dit Navn?"

Knøsen nølede.

"Naa, saa tal dog! Du maa dog vel vide, hvad du hedder."

"Ole Kristian Julius Andersen," kom det endelig saa hæst som fra en Synder, der skal indføres i Fandens store Hovedbog.

"Er du en Søn af Anders Jørgen i Skibberup?"

"Ja."

"Var det dig, jeg havde til Konfirmationsforberedelse i Fjor?"

"Jo."

"Og nu kommer du for at anmode mig om at berette din gamle Fader … jeg ved jo, han har skrantet i nogen Tid."

Drengen syntes at ville gøre Indvendinger; han begyndte at trippe uroligt paa Sokkerne, og Huen løb som et Hjul mellem hans Hænder. Men Provsten mærkede intet og vedblev uforstyrret:

"Det er jo rigtignok noget sent paa Aftenen og under noget vanskelige Forhold. Men i Betragtning af Omstændighederne skal jeg ikke desto mindre alligevel indfinde mig … Hvad er der? Har du ellers noget paa Hjertet? Eller er der noget i Vejen med Føret? Er Sognevejene kastede?"

"Jo, men –"

"Er der maaske ryddet nede under Aasen?"

"Jo, Kasterne er der …"

"Godt! Gaa saa ud til Hestene, kør Slæden ind til Trappen og hold dig parat. Saa skal jeg straks være færdig."

Idet Provsten derpaa vendte tilbage til Dagligstuen og her fik Øje paa Kapellanen, der netop kom ind fra Spisestuen sammen med Frøken Ragnhild, fik han pludselig en lys Ide.

"Aa, Hr. Pastor! Nu skal De høre! Her er Bud fra en gammel Mand i Skibberup, der ønsker at berettes. Ved De hvad … jeg synes sandelig, det var en udmærket Begyndelses-Gerning for Dem, ikke sandt? Jeg kender godt den syge, det er en overordenlig agtværdig og fredsommelig Mand, for hvem et Par almindelige Trøsteord vil være tilstrækkeligt. Jeg er sikker paa, at det hele ikke vil volde Dem ringeste Vanskelighed."

Da Kapellanen forstod, hvad Præstens Mening var, blev han urolig og sagde:

"Dersom det er Provstens Ønske, skal jeg naturligvis gøre det. Men jeg er saa ganske uforberedt og vilde derfor rigtignok helst …"

"Aa, det har saamænd ingen Verdens Ting at betyde, De kan jo paa Vejen tænke paa, hvad De vil sige; det gør jeg altid selv. Vær De blot ved godt Mod, saa gaar det hele som Fod i Hose … Lone!" henvendte han sig derpaa til Pigen, der i det samme kom ind. "Læg min Rejsepels og Fodposen ud i Forstuen til Pastor Hansted. Sæt et Lys i Gangvinduet og sig til Kristoffer, at han lægger Agestolen paa Slæden derude og efterser, at der er paalidelig forspændt, og at alt er i tilbørlig Orden."

Da Kapellanen mærkede, at det var Provstens Alvor, forsøgte han ikke flere Indvendinger, men forlod stille Stuen og gik op paa sit Værelse for at iklæde sig Ornatet.

Provst Tønnesen gned sig i Hænderne. Nu følte han først det behagelige i at have en Kapellan. Idet han med sin dybe Bas muntert nynnede Melodien til "Jesus, dine Naadegaver", gik han ind i sin Stue for at hente Oblaterne og Kirkevinen.

Da han en Stund efter traadte ud i Forstuen for at overrække sin Stedfortræder disse Naademidler, var han uvilkaarlig nær kommen til at smile ved Synet af denne Yngling i den lange, alvorlige Præstekjole, med den skinnende Pibekrave og den ny Alterbog i Haanden. Kapellanen selv syntes at frygte, at han gjorde en komisk Figur. Han var forlegen og stærkt betagen, og hans Haand rystede kendeligt, da han modtog Etuiet med den lille Sølvkalk og Æsken med Oblaterne.

Provsten klappede ham opmuntrende paa Skuldren og sagde overlegent:

"Naa, kære Ven! Vær nu ikke forknyt, saa gaar det langt lettere, end De tænker. Det gælder blot om at have Ritualet klart i Hovedet og ikke lade sig konfondere. Gaa nu med Gud, kære Ven! Hans Velsignelse følge Dem!"

5

Da Provst Tønnesen vendte tilbage gennem Dagligstuen, gik Frøken Ragnhild omkring her og satte i Orden for Natten, lukkede Klaveret, lagde et Klæde over Papegøjens Bur, gav de sidste Ordrer til Pigerne og aabnede Kakkelovnsdøren, alt som en erfaren og betænksom Husmoder. Saa satte hun sig paa sin forrige Plads i en Gyngestol ved Bordet under den røde Lampeskærm og gav sig atter i Færd med sit Stramajbroderi.

Imidlertid havde Provsten stoppet sin Pibe inde i Halvmørket hos sig selv og begyndte nu dampende at vandre frem og tilbage gennem begge Stuerne. Nu og da kastede han i Forbigaaende et stjaalent Blik hen paa sin Datter. Det var, som om der svævede ham et Spørgsmaal paa Læben, han ikke rigtig vidste, om han turde komme frem med.

Om den fulde Sandhed skal siges, var det nemlig ikke alene for sin egen eller Embeds Skyld, at Provst Tønnesen havde bragt hin unge Mandsperson her til Huset. Ogsaa Hensynet til Datteren havde her været medbestemmende; thi nægtes kunde det jo ikke, at hun ikke længer var helt ung, og af alle Ubegribeligheder var for Provst Tønnesen denne den største, at Ragnhild trods alle sine Fuldkommenheder endnu ikke – saa vidt han vidste – havde haft et passende Tilbud. Han tilskrev dette udelukkende denne Afkrog, hvori de var fordømte til at leve, og følte det til sidst som sin Pligt at give hende Lejlighed til at stifte Bekendtskab med en ung Mand af hendes egen Stand og af passende Stilling.

Endelig tog han Mod til sig og standsede foran Datteren.

"Naa, lille Ragn!" udbrød han helt muntert og sendte en Røgsky op under Loftet. "Hvad siger saa du om vor ny Gæst? Tror du ikke, lille Ven, at han kan blive ganske flink at have her i Huset. Han er aabenbart en beskeden, uanfægtet ung Mand."

Frøken Ragnhild havde holdt op at sy og anbragt sig i sin Yndlingstilling med Albuen støttet med Stolens Armlæn, Pegefingeren under Kinden, seende tænksomt ud imod et Hjørne af Stuen, et Billede paa Forstandighed og Ynde.

"Jeg synes," vedblev Provsten usikkert, da hun ikke straks svarede, "jeg synes, han gør et ganske godt Indtryk, ikke sandt? Man maa jo ikke glemme, at Forholdene her er ham ny og fremmede … Jeg mener … man maa bære over med ham i Begyndelsen, indtil han bliver lidt mere fortrolig med sin Plads."

"Jeg synes," sagde hun endelig langsomt, uden at forandre Stilling og med et lidt syngende Tonefald, omtrent som et lille Orakkel, "det er vel ikke godt at bedømme et Menneske efter et saa kort Bekendtskab."

"Nej … Gud, mit Lam! Jeg mener blot, at det første Indtryk …"

"Desuden er han jo saa tilbageholdende. Jeg tror næppe, jeg har hørt ham sige tyve sammenhængende Ord."

"Ja, han synes at være noget indesluttet. En tavs Melankoliker maaske. Hvem ved, maaske bærer han paa en eller anden Sorg, paa en eller anden smertelig Erindring, som lidt venlig Omgang kan lindre for ham. Jeg tror nok, han har levet i noget ulykkelige Familieforhold, et lidt forstyrret Hjem … Moderen var, saa vidt jeg ved, en Smule exalteret … af meget anset og fornem Slægt, men vistnok ligefrem med en Skrue løs af en eller anden Slags."

"Hvad der maaske er gaaet i Arv til Sønnen?"

"Nej, kære! Han har et fuldt Laud til Attestats!" udbrød Provsten med en Beundring, der lod formode, at Ordet Laud vakte "smertelige Erindringer" hos ham selv. – "Hans Fader er, som du ved, den bekendte Oberst Hansted, der gjorde sig berømt under Krigen … i det hele en meget anset og aristokratisk Familie."

"Og ruineret, ikke sandt?"

"Aa, aa! … nej, det tør man virkelig slet ikke sige, Ragn! Hr. Obersten har, saa vidt jeg har hørt, nok levet paa en lidt stor Fod og maaske handlet lidt hensynsløst med den ikke ubetydelige Formue, han nok fik med Konen … men om en virkelig Ruin kan der slet ikke være Tale … paa ingen Maade Tale!"

"Naa, det er jo egenlig heller ikke noget, der vedkommer os. Og hvad Kapellan Hansted selv angaar, saa maa han jo ogsaa have Lov til at være, som han selv lyster. Det afgørende med Hensyn til ham, er jo dog alene – ikke sandt – om han kan gøre Fyldest i sit Kald, og før vi har haft Lejlighed til at bedømme dette, kan vi jo egenlig slet ikke tale om ham."

"Fuldkommen rigtigt, min Skat! Det er netop aldeles mine Tanker! Jeg er virkelig glad ved, at vi i det Punkt mener det samme. Du er en rigtig flink og forstandig lille Pige, er du."

Frøken Ragnhild modtog Faderens Hyldest uden Bevægelse, som en Tribut, hun vidste tilkom hende, og som hun var vant til daglig at inkassere. Da han lidt efter bøjede sig ned over hende og næsten ængstelig kyssede hende paa Panden til Godnat, slog hun til Gengæld barnligt begge sine Arme om hans Hals og klyngede sig ind til hans Kind.

"Godnat, mit Barn, min lille Ragn … min søde lille Engel," sagde han, ganske rørt over hendes Godhed, tog til sidst hendes Haand og kyssede den med øm Tilbedelse.

Da Frøken Ragnhild var bleven ene, lænede hun sig tilbage i Gyngestolen, lagde Armene samlede over Brystet og blev længe siddende saaledes, ubevægelig og henfaldt i drømmende Overvejelser.

Om den fulde Sandhed skal siges, havde ogsaa hun i sine hemmelige Tanker sat Kapellanens Ankomst i Forbindelse med sin egen Fremtid. Thi ogsaa hun følte i sit Hjerte, at den Tid begyndte at nærme sig, da det gjaldt om at skride til Handling. Det kunde vel ikke siges, at hun følte sig skuffet af Livet. Dertil var hun endnu alt for forhaabningfuld og troede alt for meget paa sin egen Tiltrækningskraft. Alligevel – noget havde det unægtelig forundret hende, at Livet hidtil ikke havde formet sig anderledes for hende. Hun vidste jo dog, at i Præstegaardenes unge Døtre havde den danske Kvinde sat sine huldeste Blomster, besunget af alle Digtere, Genstand for alle Ynglinges ømme Længsler. Specielt om sig selv havde hun alt for ofte hørt om sin Uimodstaaelighed, og lige siden sin Konfirmation havde hun derfor gaaet som i en stille, sød Forventning, beredt paa at modtage den Hyldest, der tilkom hende.

Da hun endnu var ganske ung, gik hun i Sommertiden halve Dage nede i Haven med Haaret hængende i to lange Fletninger ned ad Ryggen, med lyse Halvhandsker paa Hænderne og en Rose i Brystet, mens hun snart satte sig hen at drømme i Skyggen under et Træ, snart steg op paa Diget ud mod Vejen og med Armen skyggende over Øjet stirrede ud over det solflimrende Landskab, som om hun hver Dag for Alvor ventede, at to fodrejsende Studenter pludselig skulde dukke op i Horisonten. Hun forestillede sig levende, hvorledes de begge saa ud, og hvorledes alt vilde gaa til; hvorledes de, støvede og solbrændte, vilde kigge ind ad Havelaagen, og hvorledes Faderen da i det samme vilde komme ud fra Verandaen og byde dem ind; hvorledes de vilde blive røde og forlegne, naar han præsenterede dem for hende, og hvorledes de vilde blive der om Aftenen og synge bellmanske Sange ved Klaveret og Fædrelandssange ude i Maaneskinnet i Havens Gange; hvorledes til sidst den ene – ikke den lystige, men den stille, med det alvorlige Blik – ved Afskeden vilde trykke hendes Haand og stamme nogle forvirrede Ord om ikke at glemme ham og senere sende hende glødende Digte og endelig efter Aars Forløb vende tilbage som Kandidat med bedste Karakter og anmode Faderen om hendes Haand.

Men der kom aldrig Turister til denne Afkrog af Landet, og Sommer efter Sommer gik, uden at Æventyret viste sig.

Senere da hun blev modnere, var det andre Skikkelser, der fyldte hendes Fantasi. Hendes Drømme beskæftigede sig med sporeklirrende Helteskikkelser i straalende Uniformer og med drejede Snurbarter, vilde Løver, som hun tæmmede med sit fromme Blik. En Sommer havde nemlig en Afdeling af Hæren holdt Øvelser her i Egnen, og ved denne Lejlighed havde Præstegaarden haft i Indkvartering en Oberst og dennes Adjudant, hvilken sidste havde været en høj, smuk og fornem Skikkelse, en fuldendt Hofkavaler med lange, smalle Fødder og en Monocle i Øjet. Det havde været en Henrykkelsens Tid for Ragnhild og hele Præstegaarden. Mens Faderen om Aftenen underholdt Obersten inde ved Tobaksbordet, opholdt Ragnhild sig med Adjudanten ude paa Verandaen og fordrev Tiden med at søge Stjernebilleder og tale om Himmelklodernes Gang, mens Roserne duftede, og Nattergalene slog rundt omkring dem. Til hendes Forundring rejste han imidlertid uden at erklære sig, og heller ikke siden hørte hun det mindste fra ham.

Da Frøken Tønnesen blev 25 Aar, fattede hun pludselig en levende Interesse for Enken efter en Proprietær, der boede ikke langt fra Vejlby, og som hun til sin Skam opdagede hidtil ikke at have skænket videre Opmærksomhed. I Løbet af et Aar var der næsten et dagligt Rykind fra Præstegaarden til Proprietærfamilien eller omvendt, og da den sidste var meget velhavende, gik det ofte livligt nok til der. Men efter at Enkens eneste Søn havde forlovet sig med Datteren af en Forpagter der i Nærheden, indsaa Frøken Ragnhild, at det alligevel ikke var passende Selskab for hende, og at navnlig Sønnen var en Stud, der ganske manglede Sans for aandelig Overlegenhed, hvorpaa hun foragtelig vendte dem Ryggen.

Saaledes var hun da nu paa enhver Maade beredt paa Modtagelsen af sin Faders Kapellan, og ret naturligt havde hun paa det sidste været bestandig mere utaalmodig efter at erfare, hvilket Menneske han var.

Hun maatte nu indrømme, at det første Indtryk ingenlunde havde været ugunstigt. Han var ingen Skønhed, men hans Indesluttethed fandt hun interessant, og han havde noget fint og aristokratisk over sig, der tydeligt nok røbede ham som en Dattersøn af en Gehejmeraad.

6

Imidlertid var den unge Kapellan allerede kommen langt paa Vej ad Skibberup til.

Den Benauelse'3, der ved Provstens uventede Anmodning i første Øjeblik havde grebet ham, var hurtig svunden, da han først var kommen ud af Byen, og havde givet Plads for en pludselig Betagethed over det Natursyn, der her mødte ham.

Det var efter Solnedgang blevet fuldkommen stille. Himlen var klar og fuld af Stjerner. Kun langs Horisonten i Sydvest laa endnu en Mindelse om det bortdragne Uvejr i Form af en langstrakt Skybanke, hvorover Maanen krummede sig. Vejen løb højt til Vejrs, saa man kunde overse hele Egnen og Landet hinsides Fjorden, og over alt var der kun de tavse, blaalige Snemarker, hvori de smaa røde Skær fra oplyste Hytter og Gaarde blinkede som nedfaldne Stjerner.

Kapellanen sad hensunken i forbavset Beskuen. Han var et Købstadbarn og kendte kun Vinteren fra Byens Taage og Søle. Livet paa Landet kendte han kun fra korte Udflugter i Sommertiden, naar Skoven var grøn, og Kløveren duftede. En Vinter herude havde han altid tænkt sig som en lang levende Begravelse i et uendeligt Mørke med ufremkommelige Veje – og nu for han hen gennem et Æventyrland, et Ferige, hvor Træer og Buske ragede op ved Vejen som hvide Koraller; Hestene indhylledes af en sølvagtig Em, Kanebjælderne klingrede, som om hele Luften var fyldt med usynlige Klokker, og Slæden gled frem i en lydløs Vuggen, som svævede den paa lange bløde Vinger.

Det forekom ham alt som en Drøm. Alt, hvad han havde oplevet, siden han i den forrygende Snestorm havde forladt København, Togstandsningerne med de nødtvungne Ophold snart i enligt liggende Vægterhuse, snart i Landevejskroer mellem Slagtere, Handlende og Bønder, mens Vejene blev gjort ryddelige; endelig Ankomsten til Præstegaarden, dennes gammeldags Gæstfrihed og lune Hygge – alt var ham nyt, fremmed og forunderligt. Han syntes allerede, der laa en Evighed mellem før og nu. Naar han tænkte paa, at det kun var to Døgn siden, han havde sagt sin Fader og sine Søskende Farvel og vandret hjem gennem de københavnske Gaders Smuds, Tummel og Taage, hørt Sporvognene klinge og Muslingesælgerne raabe – saa forstod han næsten ikke, at det virkelig var ham selv, der nu sad her midt i al denne tavse Sne, omgivet af denne overjordiske Fred, paa Vej ud til en gammel syg Mand, som ventede paa hans Trøst.

Han blev atter stærkt bevæget. Hans afdøde Moders Billede steg op for hans Sjæl, og han ønskede inderligt, at hun kunde se ham i dette Øjeblik. Han vidste, det havde været hendes højeste Ønske at opleve den Dag, og uden hende havde han vel heller aldrig faaet Mod til det Skridt, han nu havde gjort. Havde han fulgt sine egne ungdommelige Lyster, havde han vel nu siddet som en gammeldags Mineralog eller Botaniker, begravet i Bogstøv og Musæumsmug, for en Gang at faa tilfredsstillet den Ærgerrighed at faa Titel af Professor og blive udødeliggjort i et Konversationslexikon. Faderen havde altid ønsket, at han skulde blive Jurist og gaa den "langsomme, men sikre" Vej til Ære og Anseelse gennem Ministerialbygningen, hvor Familiens Navn og gode Forbindelser vilde sikre ham et hurtigt Avancement.

I Begyndelsen af sine Studieaar havde disse Udsigter og Faderens ivrige Tilskyndelser faaet ham til at vakle; men da han mærkede den Angest og Sorg, han voldte sin Moder derved, bestemte han sig til at opfylde hendes Ønske. Hin Vinternat før hun døde, sad han ene ved hendes Seng, og idet de sidste Gang talte sammen, gav han hende det Løfte at ville blive Præst.

Og hvor var han nu ikke sin kære Moder taknemmelig!

Underligt nok, saa længe hun endnu levede, havde hans Kærlighed til hende været blandet med en barnlig Skræk. Hun var saa ulig alle andre i Væsen, i Levemaade, ja, lige til Klædedragtens tarvelige Snit og den ejendommelige Fløjelskappe, der omsluttede hendes blege og tungsindige Ansigt. Han huskede ikke nogen Sinde at have hørt hende le; hun omgikkes ingen af Familien, deltog aldrig i nogen Fest; men i Skumringen, naar de var ene, kunde hun sidde timevis hos ham og klappe ham kærligt over Haaret under underlige Formaninger, som han den Gang ikke forstod, og som næsten gjorde ham bange. Endnu under Opvæksten forekom hun at være for ham en Gaade, der bestandig beskæftigede ham og paa en Gang skræmmede og drog. Han huskede endnu det betagende Indtryk, det gjorde paa ham, da Faderen ved en Lejlighed, hvor hans Fremtid var paa Tale, heftig forlod ham med de Ord:

"Med dig er der intet Udkomme … du ligner i et og alt din Moder!"

Til Faderen havde Forholdet altid været køligt. Allerede som Barn havde han altid instinktmæssig følt, at denne bar Skylden for de Taarer, som han ofte havde set i Moderens Øje, naar han uventet havde listet sig ind i hendes Stue for – halvt ængstelig – at lægge Hovedet i hendes Skød; og han havde heller ikke været gammel, før han havde haft en Fornemmelse af den stumme Kamp, der førtes inden Hjemmets Vægge, og hvorunder Moderen til sidst segnede.

Heller ikke over for hans to Søskende havde Forholdet været godt. Han var dem i alle Maader saa ulig; de var ogsaa hurtig komne ganske ind under Faderens Indflydelse og betragtede Moderens Tilværelse næsten som en Skam for Familien. Efter hendes Død nævnte de aldrig'4 hendes Navn, og det var, som om de ikke kunde tilgive Broderen, at han saa ofte mindede dem om det.

Thi for ham var det, som om det først, da hun var død, begyndte at gaa op for ham, hvem hun var, og hvad hun havde villet. Først paa den anden Side af Graven fik hun den Magt over ham, som hun her nede havde attraaet; og jo ældre han blev, desto bedre syntes han, at han forstod hende og desto dyrebarere var ham hendes Minde. Hans Skæbne blev da ogsaa hendes. Familien vendte ham Ryggen; selv Faderen betragtede ham som uhelbredelig smittet af Moderens forrykte Ideer, og bestandig oftere var det kommet til heftige Sammenstød mellem dem.

Men nu var Kampen forbi. Hans Fader, der i den sidste Tid uvægerligt havde trukket i sin Snurbart og set haabløst op i Loftet, hver Gang han blot aabnede Munden, kunde nu faa Fred. Hans Broder, Garderløjtnanten, den vordende Kammerjunker, behøvede nu ikke længer at dreje om ad Sidegaderne for at undgaa at møde ham med en Hat, der ikke netop var efter nyeste Mode, eller en Frakke, der i Distraktion var knappet skævt. Og hans Søster, Fru Direktricen, der var saa forhippet paa at komme til Hoffet, at hun gerne gav sin Sundhed for at komme til at kysse Dronningen paa Haanden, og hvis Liv var en Drøm om Titler, Juveler og Diplomater, ogsaa hun skulde nu ikke længer "blegne" over hans Opførsel … Emanuel var rejst, "Profeten" var borte, og han vilde ikke mere komme igen.

Nej, han vilde ikke komme igen. Han saa sig omkring over de øde Snemarker og havde en Fornemmelse, som om han fra en dyb Brønd, fuld af hæsligt Kryb og onde Dunster var steget op til Tinden af et Bjærg. Blot denne ubesmittede Jord, denne Sneens hvide Enfold gjorde hans Hjerte godt, og han foldede i Stilhed Hænderne i sit Skød og takkede Gud.

… Vejen, der hidtil havde slynget sig mellem flade, vidt overskuelige Marker, dukkede nu ned for Enden af en Aas, der som et Stykke Kæmpevold dannede Grænsen mellem Vejlbys høje og Skibberups lavere og mere ujævne Jorder. Mægtige Driver af Sne havde her samlet sig under Skrænten, og Skridt for Skridt maatte Slæden bevæge sig frem mellem to taarnhøje Mure af opkastede Masser, der truede med at styrte sammen over dem.

Pludselig blev de raabte an af en Skare Mænd, der stod og støttede sig til Skovle eller skrabede Sne af deres Træsko, medens andre bag ved dem var i Færd med Rydningsarbejdet.

De troede i Begyndelsen, at det var Provsten, der kom, og holdt sig derfor i passende Afstand og uden at hilse.

"Vi er straks klar," sagde blot en med en mut Stemme og vendte derpaa Ryggen til.

Men da der paa denne Tiltale ikke fulgte en af Provstens sædvanlige Velsignelser, begyndte de at blive opmærksomme. Et Par gik endog hen foran Hestene og gav sig til at hviske med Kusken, hvorpaa de alle begyndte at strække Hals og kigge nysgerrigt hen til Agestolen.

Endelig traadte en med et stort Skæg frem og sagde:

"Undskyld! … Vi hører, det skal være vores nye Kap'lan. Saa maa vi dog ha'e Lov til at ønske Dem velkommen hertil."

Nu nærmede ogsaa de andre sig. Og før Kapellanen vidste Ordet af det, havde de med Tænderne trukket Lufvanten med den løst dinglende Tommeltot af Haanden og rakte ham nu en for en denne og sagde "Velkommen."

Kapellanen blev inderlig rørt over denne troskyldige Hilsen.

"Tak, tak, tak," sagde han og trykkede hjerteligt de store ru Næver. Han kunde ikke faa mere sagt, skønt han følte, at Lejligheden her var passende til et lille Ord, og frygtede, at de maaske ventede det.

I det samme blev der raabt henne fra Rydningsarbejderne forude, og Slæden satte sig atter i Bevægelse.

Da fandt han paa at sige:

"Jeg vilde være glad, om jeg altid fandt saadanne Venner til at rydde Vejen for mig. Tak for jeres Modtagelse. Det er mit Haab, at vi nok skal komme godt ud af det med hinanden."

"Det vil vi nok," svaredes der fra mange.

"Og vi trænger til det!" raabte en dyb, kraftig Røst helt bag i Skaren, efterfulgt af en bifaldende Mumlen.

Dette Ord og Tonen, hvori det udtaltes, gjorde et underligt Indtryk paa Kapellan Hansted. Hvad mon de mente? spurgte han sig selv, skønt han allerede anede, hvortil der sigtedes.

Lidt efter kørte de ind i Skibberup. Byen laa nede i en Fordybning og saas ikke, før man befandt sig saa at sige inde midt i den. Af enkelte smaa Hytter saas kun Skorstenspiben og det øverste af Straataget. De fleste Steder var man gaaet til Ro; men enkelte gik dog endnu og gravede sig Gange ud fra Dørene, og paa en Stenflise stod en gammel Mand med en Krykke og en lille Pibe og hilste, idet Slæden for forbi.

Ved dette Syn huskede han først paa, hvorfor han var kommen her, og i første Øjeblik blev han noget betuttet ved Tanken om, at han ikke havde faaet sig forberedt. Men han var bleven saa fortrøstningsfuld. Den friske Slædefart og Mødet med Snekasterne havde givet ham saa stort Haab, og han følte sig overbevist om, at Vorherre ogsaa nok her i det afgørende Øjeblik vilde lægge ham de rette Ord i Munden.

7

Slæden holdt ved en lille uanselig Halvgaard i Byens Udkant. Porten til Gaardsrummet var slaaet op og en osende Lygte hang og drejede sig langsomt rundt under Loftet derinde. Men Gaardsrummet var saa pakfuldt af Sne, at Slæden ikke kunde komme igennem det, og Kapellanen maatte derfor staa af i Porten og ad en snæver Sti, der var kastet gennem Snemassen, naa op til det gamle og lave Vaaningshus.

Fra to Vinduer i dette skinnede der Lys ud paa Sneen. Men han hørte ingen Lyd der inde fra, og ogsaa rundt omkring var der fuldkommen stille. Selv den sorte Puddelhund, der kom ud fra sit Hul i Porten og tavs snuste til hans Ben, syntes at have forstaaet, at her laa et Menneske og stred med Døden.

Først da han kom ind i Fremmerset og bankede paa ind til Stuen, hørte han en Dør aabnes derinde, og en Kvindestemme kalde sagte:

"Skynd dig, Anders … Provsten er her!"

Idet han traadte ind i den lave og gammeldags udstyrede Stue, rejste en halvgammel Mand med et graat, busket Hoved sig op fra et Klapbord henne ved Ovnen, hvor han havde siddet og læst i sin Avis ved et Talglys i en Messingstage. Han var i stribede Uldærmer og tog et Par Messingbriller fra Næsen, idet han forbavset og betuttet saa frem paa den indtrædende fremmede.

"De kender mig ikke," sagde denne. "Jeg er Provstens Stedfortræder. Han kunde ikke selv komme … Jeg er Provstens ny Kapellan, forstaar De altsaa."

"Aa, Kap'lanen!" udbrød den gamle hviskende ligesom for sig selv og spærrede Øjnene endnu højere op.

"Der er jo her i Huset en syg, der ønsker at berettes …. ikke sandt?"

"Jo … jo vist."

Der blev en Pause. Den gamle vedblev opmærksomt at betragte den fremmede fra Hoved til Fod; ogsaa Kapellanen blev forlegen og vidste ikke længer, hvad han skulde sige eller gøre.

"Er den syge meget lidende?" spurgte han endelig.

"Nej, det er ligesom lidt bedre nu. Men i Eftermiddags, da Doktoren var her, var det rigtignok saa ringe, at vi næsten tænkte, det kunde være forbi … Ih, saa det er altsaa Kap'lanen?"

I det samme aabnedes stilfærdigt en Dør, der stod paa Klem til den indre Stue, af en lille mager Kone i sort Kjole og med en sort Hue paa Hovedet. Hun tørrede sin flade Haand med et Strøg foran paa Forklædet og rakte Kapellanen den tøvende og ligesom sky med et hviskende "Velkommen."

"Jeg hører, det er vor ny Præst," sagde hun derpaa stille, idet hun stillede sig op ved Siden af Manden og ligesom denne opmærksomt og mistænksomt betragtede ham med sine smaa mørke, bekymringsfulde Øjne. "Ja, vi har jo nok hørt, De skulde komme … og at De var meget ung ogsaa. Og det kan man da ogsaa nok se paa Dem. Men vi vidste jo ikke, at Provsten var forhindret, for saa –" hun skiftede et hurtigt Blik med Manden – –. "Men nu er det jo for Resten ogsaa bedre her. Saa det var maaske forkert, at vi lod sende Bud."

"Aa, det har ingenting at sige. De maa for min Skyld komme paa alle Døgnets Timer … jeg skal altid være beredt til at yde den Hjælp, man ønsker af mig."

"Aa, ja, saamænd," sagde Konen og tav.

De stod atter et Øjeblik raadvilde over for hinanden. Til sidst sagde Kapellanen:

"Dersom De synes det, og alt er beredt inde hos den syge, skal vi da ikke begynde Handlingen?"

"Jo … jo vist," sagde Konen og saa atter spørgende hen paa Manden. Derpaa aabnede hun den Dør, hun var kommen af, og de kom ind i et mindre, halvmørkt Værelse, der laa et Trin lavere end Dagligstuen, og hvis Luft var fyldt med Lugten af stærke Medikamenter og en sygs Uddunstninger. To tændte Lys stod sammen med en Salmebog paa et lille Bord med en ren Serviet ved Hovedgærdet af en bred Søskendeseng, og i denne laa ikke, som Kapellanen havde ventet, en døende Olding, men en ung Pige paa 22 Aar og sov. Hun laa paa Bondevis'5 i bart Linned, og den tunge Dyne var i Feberheden gledet lidt ned fra de nøgne Skuldre.

"Men … hvad er det?" udbrød Kapellanen og vendte sig, rød af Undseelse, om imod Manden.

"Det er vor Datter."

"Men det var jo en ældre Mand … det var jo … hed han ikke Anders Jørgensen, der var syg?"

"Mig? Nej, jeg takker for Forespørgslen, men jeg er ellers rigtig frisk."

"Det er vor Datter Karen," forklarede Konen og nærmede sig nu mere tillidsfuldt. "Hun fik forgangen et saa farligt Hold i Ryggen, som gik op i Hovedet og ned i Benene og hverken gav hende Ro Nat eller Dag. Saa til sidst blev det helt galt med Feberen, og saa hentede vi jo Doktoren, og han sagde, at det jo kunde blive, hvad det skulde være … Hun ligger for det meste, saadan som De nu ser, og døser, og hun har ikke spist en Krumme Brød siden i Overgaars."

Kapellan Hansted var bleven ganske fortumlet. Han stod og saa ned og havde først, efter at Moderen havde endt sin Tale, Mod til at skotte hen til Sengen, hvor den unge Pige vedvarende laa lige ubevægelig. Hun var af kraftig Bygning, havde et smukt, næsten fint Ansigt med regelmæssige Træk og et svært, blond Haar, der var stoppet uredt ind under en lille blaatærnet Natkappe. Feberen havde farvet hendes Kinder stærkt røde; bleget hendes Pande og lagt mørke Skygger under Øjnene, men hele Skikkelsens gennembrydende Sundhed, dens Kyskhed og Ynde, gjorde et heftigt Indtryk paa den unge Mand.

Idet han nu sammen med Forældrene langsomt nærmede sig Sengen, vaagnede den syge og opslog et Par mørkeblaa Øjne, der forvildet og ligesom forfærdet fæstede sig paa den fremmede. Moderen bøjede sig ned over Sengen og fortalte hende, hvem han var, hvorpaa hun atter stille lukkede Øjnene, som for at sige, at hun havde længtes og var beredt.

Kapellan Hansted traadte nu helt hen til Sengen og foldede sine sitrende Hænder foran Præstekjolen. Moderen lagde Dynen til Rette omkring den syge, pudsede derpaa Lyset med sine vædede Fingerspidser og satte sig endelig paa en Stol med Hænderne foldede i sit Skød. Faderen havde stillet sig andægtig op ved Sengens Fodende, og henne i en mørk Krog af Stuen sad en forgrædt Skikkelse, en lille lyslokket Pige paa 13-14 Aar, og stirrede bleg og betaget hen paa Naadebrødet og den lille Sølvkalk, der var bleven sat frem paa Servietten. Selv den unge Knøs, der havde ført Kapellanen hertil, klemte sig i det sidste Øjeblik ind ad Døren og stillede sig op bag ved Faderen. Der hørtes ikke en Lyd uden den syges anstrengte Aandedræt og Bornholmerurets tunge Dikken inde i Dagligstuen.

Men over Kapellanens Læber kom ingen Stavelse. Disse uvante Forhold, Handlingens Højtidelighed, de andres Tavshed, hans egen Ubehjælpsomhed og denne unge Pige i Sengen foran ham fortumlede ham ganske, saa han ikke kunde samle en Tanke i sit Hoved. Han begyndte at blive bleg; det sortnede for hans Øjne; det var, som om han skulde besvime … Da faldt der ham pludselig i Tanken en Bøn, som hans Moder i hans Barndom havde lært ham; og som om hun selv kunde have steget ned fra sin Himmel og staaet ham bi, fremsagde han den med fast og rolig Stemme Ord for Ord uden at snuble.

Og da Begyndelsen dermed var gjort, glemte han snart al sin Frygt og reves efterhaanden saaledes med af den hellige Handlings Betydning og Skriftens og Ritualets Ord, at da han til sidst lagde sin Haand paa den syges Pande for at tildele Syndsforladelsen, syntes han skælvende at føle, hvorledes en stærkere Aand i dette Øjeblik meddelte sig igennem ham.

… Da han lidt efter atter med den klingrende Slæde var paa Vejen hjem, var det ham, som om der var foregaaet en Forvandling med ham, som om han var kommen Gud saa nær. Han saa op paa den stjernefyldte Himmel og hen over den snedækkede Jord og følte først nu ret Betydningen af fra Guds Barn at være bleven Guds Tjener. Han brændte af Nidkærhed, af hellig Iver efter at komme til at virke i hans Navn, og gjorde sig selv det Løfte med hele sin Sjæl og al sin Evne at hengive sig til hans Gerning.

Idet hans Øje faldt paa Knøsen foran ham, kom han til at tænke paa den uopklarede Forveksling, der havde fundet Sted, og spurgte ham, hvorledes det forholdt sig dermed.

Knøsen blev højst urolig, men fortalte til sidst Sammenhængen: han havde ikke turdet sige Provsten imod.

"Hvorledes? … Er du da bange for Provsten?"

I Stedet for Svar vendte Drengen sig om og saa paa Kapellanen med maabende Forbavselse.

Hr. Hansted lænede sig tilbage i Sædet; han begyndte nu bedre at forstaa Betydningen af det Ord, Snekasterne havde raabt efter ham.

8

Var Vinteren kommen tidlig dette Aar, lod til Gengæld heller ikke Foraaret vente længe paa sig. Allerede i Januar var al Sneen af Markerne; præcis paa Kyndelmissedag begyndte Lærkerne at slaa, og end ikke om Natten satte Gadekæret det mindste kendelige Spor af "Fløde", men laa allerede fra Morgenstunden farbart for Byens store, fede Ænder, der med Velbehag boltrede sig ude i det.

Det var en Søndag Formiddag i Midten af Marts. Gennem den fugtige, blikstille Luft hørtes langt borte Salmesangen fra Skibberup Kirke. Denne laa næsten en Fjerdingvej fra Byen, ensomt paa Toppen af en nøgen Bakke, der som et højt Næs skød sig ud i Fjorden. Blot en smal Ryg, hvorover Vejen gik, forbandt Stedet med det øvrige Land, og kun fattigt Græs og vejrblæste Tjørne dækkede Næssets Sand.

Til daglig laa den ældgamle Stenkirke derfor ganske uforstyrret og vogtede over sine Grave. Kun den gamle skindmagre Klokker, der gik under Navnet "Døden", kom hver Morgen og Aften langsomt vandrende herop fra Byen med sine lange Knokkelarme lagte over Kors paa Ryggen – for at ryste nogle sprukne Toner ud over Rævene, der luskede om mellem Tjørnene, over to Faar, der gik og græssede ved Kirkegaardsmuren, over de snadrende Vildfugle, der havde deres Tilholdssted ude i de sivfulde Vige, og nu og da over en enlig Fisker, der laa med sin Baad inde under de stejle Skrænter og drog Agn.

Om Søndagen derimod, især paa de store Festdage, blev der Liv paa det øde Sted. Saa myldrede Vejen herud fra Skibberup med Fodgængere i Gaasegang og raske Køretøjer – ja, selv enkelte af de fede Vejlby-Bønder, der havde deres Gaarde nær Sognegrænsen, kom sindigt agende herop med deres Heste og hovne Miner. Fiskerfamilierne kom over Fjorden i Baade og lagde til ved Strandens store Sten, hvorfra Mændene bar Kvinderne i Land paa deres Arme. Alle Fruentimmerne var i sorte Kirkeklæder og mange bar Kranse eller Blomsterkors, som de lagde ind paa de vejrblæste Gravsteder, foran hvilke de derpaa blev staaende stille og hensank i Tanker. Mændene derimod holdt sig mest i en Flok uden for Kirkegaardsmuren og røg Tobak og talte om Vejret og Sædpriserne – indtil "Døden" vendte sig fra sin Udkigpost ved Murhjørnet og med sit dystre Ansigt forsvandt ind i Taarnrummet, hvilket nemlig var Tegnet til, at Provstens Vogn havde vist sig i det fjerne paa Vejlbyvejen. Og mens nu Klokkerne atter rungede ud over Sletten, og fik hele Taarnet til at summe, samledes man med andagtsfuld Hosten og Harken inde i den klamme Kirke, mellem hvis af Fugt ganske grønne Kalkmure man selv en Sommerdag kunde faa Værk i alle Lemmer, og hvor det om Vinteren kunde være saa koldt, at Vandet frøs i Døbefonten, og Præsten maatte staa med Sivsko og store Bælgvanter paa Prædikestolen.

Dog – alt dette var nu en svunden Saga. Siden Provst Tønnesen var kommen til Sognet, havde Forholdene ganske forandret sig. Skønt der nu var bleven anbragt baade en stor Kakkelovn og tykke Gulvtæpper i Stolestaderne tordnede Provsten Søndag efter Søndag for tomme Bænke. Blot Degnen og en enkelt Tiende-Skyldner sad og sov i et fjernt Hjørne og vaagnede kun op, naar Tønnesen slog i Pulten med et Rabalder, saa selv St. Peter, der fandtes udskaaret i Træ paa Prædikestolens Side, en Gang tabte baade Næse og Mund af Forskrækkelse.

Men i Dag var det den ny Kapellan, der prædikede. Og derfor lød Salmesangen saa fuldstemmigt ud over Sletten og en hel Række af Vogne holdt udenfor paa Vejen med Heste, der vrinskede i den klare Foraarssol. Forrest lige ved Kirkegaardsporten holdt Provstens gamle højhjulede Kalesche med to brune, langbenede Genfærd af et Par Heste, og med en Kusk, der ikke ufortjent gik under Navnet "Maren". Med sit lille blege og skægløse Ansigt, der tittede frem af en stor gammeldags Kavaj, hvis øverste Del dannedes af mindst en halv Snes Slag, det ene mindre end det andet, lignede han ganske et Fruentimmer, og slemme Tunger vilde ogsaa paastaa, at det var en fuldkommen Misforstaaelse, naar han i Daaben havde faaet et Mandsnavn.

Blandt Bøndernes Kuske var det almindelig Skik at drive Løjer med ham, naar de om Søndagen drev om mellem Vognene og ventede paa, at Gudstjenesten skulde blive forbi. Mens nogle sad oppe paa Bukkene og fløjtede, og andre laa nede i Vejgrøften og fordrev Tiden med at ryge Tobak eller spille Styrvolt, samlede en Flok sig altid om Kaleschen og morede sig med at drille "Maren" med alle Slags nærgaaende Spørgsmaal, just ikke altid passende til Tidens og Stedets Hellighed.

Saaledes havde ogsaa i Dag en Skare af Skibberups muntre Karle samlet sig i en Klump ved Kirkegaardsporten, medens to tykke Bøndersønner fra Vejlby, der ansaa det for Gudsbespottelse at haane Præstens Karl, forsigtig holdt sig i Afstand og ligesom i Smug hørte til med enfoldigt forfærdede Miner.

En ung Fyr, der stod lænet op ad Portstolpen, sagde til sidst:

"Hør, "Maren"! – er det sandt, hvad de snakker om i vor By, at Frøkenen og Kap'lanen snart skal være Kærester?"

"Maren", der ellers altid saa stift ud over Hestenes Øren og paa Grund af sin gejstlige Stilling fandt det mest passende at lade, som om han slet intet hørte, vendte sig ved dette Spørgsmaal smilende om imod Taleren og sagde derpaa med sin lille kvindfolkeagtige Stemme, der regelmæssig fik alle Karlene til at juble i Kor:

"Kanske han gaar dig i Vejen, bitte Ole?"

I det samme sluttede Salmesangen, Kirkedøren aabnedes, og Folk begyndte at strømme ud. Karlene skyndte sig hen til deres Vogne, "Maren" lettede sig i Sædet, og mens de mandlige Kirkegængere samlede sig uden for Indgangsdøren for at oppebie Stævnet, og Kvinderne stille trak sig tilbage mellem Gravene, viste "Døden" sig med sin spøgelseagtige Cylinderhat og stillede sig op med sin Knokkelhaand i Brystet ved Siden af Kirkeporten, parat til at slaa Vogntrinet ned, saa snart Præsten viste sig.

Blandt de ventende Mænd foran Indgangsdøren var der især en, man maatte lægge Mærke til, dels fordi han var højere end de andre, og fordi han fra alle Sider var Genstand for særlig Opmærksomhed. Han havde et lille Hoved med et lysskægget Ansigt af en paafaldende sammentrængt Form, hvilket meddelte det et eget lurende Udtryk, som mindede om en Los. Han var klædt i almindelig Bondevadmel uden hvidt i Halsen og lignede i det hele en jævn Husmand. Men der var en uendelig Selvbevidsthed i den Maade, hvorpaa han trykkede sine Venner i Haanden og besvarede deres spørgende Blikke ved at se utilgængelig ud i Luften.

Pludselig delte Flokken sig og i den Gang, der aabnedes igennem den, viste sig nu Kapellan Hansteds ungdommelige Skikkelse. Skønt han allerede havde prædiket adskillige Gange, saa han bleg og anstrengt ud og hilste forlegent paa Forsamlingen, der da ogsaa trevent nok blottede Hovederne, idet han passerede. Manden med Los-Ansigtet rørte sig endog slet ikke, men fulgte ham med Øjnene lige til Vogndøren, mens hans Mund trak sig skævt op mod det ene Øre i et spydigt Smil.

Nu kom den unge Hjælpelærer hastigt ud og kaldte til Stævnet.

Skønt han ikke var mere end et Par og tyve Aar, var han ganske rund af Fedme og optraadte med en overlegen Rutine, der dannede en ejendommelig Modsætning til Kapellan Hansteds forlegne Ubehjælpsomhed. Han for med Haanden gennem sit store Polkahaar, rettede paa sit lange Skuespillerslips, saa sig omkring, som for at indkassere den ham tilkommende Beundring, og begyndte med fed Stemme Oplæsningen.

9

Der hjemme i Præstegaarden blev Kapellan Hansted modtaget af Provst Tønnesen, som i oprømt Stemning var vendt tilbage fra Gudstjenesten i Vejlby Kirke. Dette var et Paafund af Provsten, at de begge skulde prædike alle Søndagene, hver i sin Kirke. Næppe uden Grund havde han nemlig frygtet for, at den oprørske Menighed, der saa haardnakket var udebleven fra hans egen Forkyndelse, yderligere skulde demonstrere ved at strømme til Kirkerne, saa snart de vidste, at Kapellanen prædikede. For at forhindre dette, havde han da fundet paa denne List, idet han aldrig før i sidste Øjeblik aabenbarede endog for Kapellanen, i hvilken Kirke han selv ønskede at optræde; og Følgen heraf havde da ogsaa været, at begge Kirkerne i den sidste Tid havde været fyldte af Skarer, der hver for sig haabede paa at faa den ny Præst at høre.

Alligevel var der dem, især blandt Skibberupperne, der ikke undsaa sig ved uden videre at gaa deres Vej, naar de saa Provsten nærme sig. Men det var dog kun de færreste, der havde Mod til en saa aabenbar Opsætsighed; og naar Tønnesen havde faaet sin længe ventede Hjord vel indespærret i Stolestaderne og Kirkedøren forsvarlig lukket bag den, slap han den ikke, før han havde manet al jordisk Usalighed ned over den, forskrevet den til evig Baal og Pine og ladet alle dens Synder gaa i Arv baade til femte og sjette Led.

Efter denne Exekution vendte han altid hjem i et straalende Humør og med en Ulvehunger, som om virkelig dette sjældne Syn af hans forulykkede Lam havde vakt Rovdyrsinstinkter til Live hos ham.

En særlig Grund til hans oprømte Stemning var i Dag en Festlighed, der om Eftermiddagen skulde holdes i Præstegaarden. Ellers levede man her meget stille uden at deltage i eller selv bidrage til Egnens Selskabelighed, der efter deres Mening ikke passede sig for dem. Men regelmæssig to Gange om Aaret afholdt Provsten en større, ligesom officiel Bespisning, hvortil Repræsentanter for Menigheden, baade Bønder og Husmænd, blev tilsagte som til en Fyrstes Taffel, og ved hvilken Lejlighed Provsten og Frøkenen og hele Præstegaarden udfoldede en Glans, en beregnet Overflod og Pragt, der skulde ligesom vække Forestillingen om en paradisisk Aabenbaring.

For yderligere at styrke dette Indtryk, bestod Maaltidet altid af besynderligt udseende, for Bønderne ganske fremmede Retter, og af Vine af alle Farver, der vel var de billigste, Provst Tønnesen kunde opdrive hos sin Købmand i Købstaden, men hvis Navne syntes at tyde paa en Oprindelse fra fjerne Himmelegne. Og naar til sidst Maaltidets ufravigelige Glansnummer, den mægtige Plumbudding, blev baaret brændende ind paa Bordet, og Gæsterne saa Provsten skære sig et stort Stykke ud af Baalet og uskadt føre Skefuld paa Skefuld af denne "Helvedesild" – som man havde døbt den – helt ind i Munden, havde de virkelig en betagende Fornemmelse af at sidde til Bords med en Legemliggørelse af den Aand, der er alle Elementers Ophav og Betvinger.

Naturligvis faldt Indbydelserne til disse Bespisninger udelukkende i de endnu "rettroendes" Lejr – som en Slags Belønning for udvist Trofasthed og en Paamindelse om fortsat Aarvaagenhed overfor den Dæmon, der her i Sognet havde givet sig Væver Hansens Skikkelse. Tillige havde de den Opgave at vække Misundelse hos de forbigaaede og bringe disse forvildede til Eftertanke ved at holde dem for Øje denne Forsmag paa de himmelske Glæder, som de ved fortsat Haardnakkethed vilde fraskrive sig for Evigheden. At Festerne tilfældig blev henlagte til Tiderne umiddelbart før de store Offerdage, kunde kun de ondsindede Skibberupper tillægge egennyttige og smudsige Bevæggrunde.

Næsten hele den forløbne Uge havde man i Præstegaarden været beskæftiget med Forberedelserne til Selskabet. Provsten havde personlig forestaaet alle Indkøbene inde i Købstaden og endog, saa vidt Datteren tillod det, overværet Tillavningen af de kolde Retter ude i Køkkenet – ikke af overdreven Omhu for sine Gæster, men for at tilfredsstille den personlige Trang til at virke, til at styre, lede og arrangere, om det saa blot var Frugterne i en Skaal.

I denne Henseende havde Frøken Ragnhild fuldkommen slægtet sin Fader paa. Skønt hun regelmæssig begyndte med at vise sin dybeste Uvilje i Anledning af den megen Staahej for disse Par Bønder, hvis store røde Hænder, kejtede Manerer og af Svinestald lugtende Klæder hun saa inderlig afskyede, endte det altid med, at hun fuldstændig gik op i Arrangementet for at faa dette saa overraskende og blendende, at det nødvendigt maatte tiltvinge hendes Fader og hende selv og hele Præstegaarden den Respekt og Misundelse, som Befolkningen ellers var saa treven med at yde.

Hele denne Formiddag havde hun derfor haft saa travlt, at hun imod Sædvane ikke havde kunnet følge sin Fader til Kirke, og endnu ved Frokostbordet mødte hun i sin lyse Morgenkjole med en lille husmoderlig Kappe koket paa Hovedet, et stort Smækkeforklæde og et Nøgleknippe hængende i Bæltet. Hun vidste, at i denne Dragt var hun uimodstaaelig, og under hele Maaltidet skottede hun over Bordet til Kapellan Hansted, der imidlertid som sædvanlig sad tavs og adspredt, som om han hverken hørte eller saa, hvad der foregik omkring ham. Mens Fader og Datter udvekslede Meninger om Fest-Arrangementet sad han ogsaa i Tanker og smuldrede nervøst sit Brød paa Dugen; og naar en af dem nu og da af Høflighed henvendte Ordet til ham, f.Eks. for at forhøre sig angaaende hans Anskuelser om Kartoffelsalat eller Tærte, saa han fortumlet op, som om man havde grebet ham i en Forbrydelse.

Da sendte Frøken Ragnhild en klar, lidt forceret Latter op i Loftet og sagde:

"Der fangede vi Dem, Hr. Hansted!"

Men Provst Tønnesen rynkede misbilligende sine Bryn. Han fandt det ikke passende, at man var uopmærksom, naar han talte, selv om det kun var om Smør og Salater.

I det hele var han slet ikke saa fornøjet med sin Kapellan, som han i sin Tid havde troet at skulle blive. Han følte sig besværet af dette tavse Menneske, hvis Utilgængelighed næsten fornærmede ham, fordi han slet ikke syntes at paavirkes af hans aandelige Overlegenhed. Han havde haabet i denne unge Mand at faa en Slags Discipel, der vilde sidde lydhør ved hans Fødder og opfange Visdommen fra hans Læber; og i Stedet vandrede der omkring i hans Hus et Væsen, der syntes hverken at kunne høre eller se, ja, som af lutter Adspredthed næppe svarede, naar han blev adspurgt.

Navnlig var det dog Kapellanens Forhold til hans Datter, der gjorde Provst Tønnesen utaalmodig. I tre Maaneder var han nu bleven betragtet næsten som Søn af Huset, og lige til det sidste havde Provsten haabet at kunne forhøje Dagens Festlighed ved Deklaration af Forlovelsen. Men endnu havde Kapellanen tydeligt nok ikke gjort blot det indledende Skridt. Hvad tænkte han paa? Provst Tønnesen vidste ikke, om han skulde tilskrive det Undselighed eller Utaknemmelighed, men i begge Tilfælde forekom det ham, at han havde Grund til at beklage sig.

For dog intet at forpurre havde han dog hidtil holdt sin Misfornøjelse for sig selv, ja, endog for sin Datters Skyld tvunget sig til en stedse tydeligere Opmærksomhed mod sin Kapellan, omkring hvem overhovedet den hele Præstegaard efterhaanden ligesom gik paa Taa i et tavst Frieri.

Da Frokosten var endt, gik de alle tre ind i Dagligstuen.

Frøken Ragnhild, der var den sidste, lukkede omhyggeligt Døren ind til Spisestuen og trak yderligere den her ophængte Portiére helt for; puslede derpaa lidt nervøst omkring i Stuen og gjorde sig et Ærinde ind i det tilstødende Kabinet, som for at forvisse sig om, at der ingen befandt sig derinde; hvorpaa hun satte sig med sit Stramajbroderi paa sin sædvanlige Plads ved det ene Dagligstuevindue i Nærheden af Papegøjeburet.

Provsten tændte som sædvanlig sin Kulpibe og gik nogle Gange dampende frem og tilbage over det store Gulv, hvorpaa han lod, som om han pludselig kom til at erindre en Ting, han nødvendigt straks maatte tale med Gaardskarlen om, og forlod Stuen for at lade de to unge være alene.

Kapellan Hansted havde ogsaa gjort Mine til at gaa; men nu bød Høflighed ham at blive en Stund. Han gav sig halvt forlegen til at lugte til nogle udsprunge Blomster, der stod i Vinduskarmen. Udenfor skinnede Solen ned over den store, brolagte Gaardsplads, hvor en mægtig Hane gik og gjorde Kur mellem en Flok Høns. Der var et Øjeblik efter Provstens Bortgang saa stille i Stuen, at man kunde høre Lone skure en Gryde ude i Køkkenet.

Henne fra Papegøjeburets Krog betragtede Frøken Ragnhilds lysebrune Øjne ham med stjaalen Opmærksomhed over Broderiet.

"Var der mange Folk i Kirke i Dag?" spurgte hun til sidst.

"Aa ja – som sædvanlig, tænker jeg."

"Ja, det gode Vejr har sagtens lokket Folk ud."

"Ja – maaske," sagde han adspredt. Samtalen gik atter i Staa. Kapellanen saa ufravendt ud paa en Flok Spurve, der sad og badede sig i Solskinnet ovre paa Ladelængens Straatag; Frøken Ragnhild gav sig til at sy, mens en Blodstrøm langsomt farvede hendes Kinder stærkt røde, som om store Beslutninger gærede i hende.

Pludselig sænkede hun Sytøjet ned i sit Skød og sagde, idet hun lagde Hovedet blidt paa Siden og gav sin Stemme en næsten øm Klang:

"Maa jeg gøre Dem et Spørgsmaal, Hr. Hansted! – et Samvittigheds spørgsmaal, mener jeg."

Kapellanen vendte sig studsende imod hende og betragtede hende en Stund med næsten udfordrende Forbavselse.

"Et Samvittighedsspørgsmaal, Frøken?" sagde han derpaa og smilte tvungent.

"Fader og jeg har flere Gange talt til hinanden om, at De'6 vistnok ikke befinder Dem rigtig vel her ude paa Landet – og det er jo ganske rimeligt. De er jo født Købstadsbarn og længes naturligvis efter det mere afvekslende Byliv. Her ude har vi jo ikke megen Opmuntring at byde. De kan tro, jeg kan mangen Gang selv blive ganske melankolsk af denne Ensformighed, saa jeg forstaar saa udmærket godt, at De maa føle deres Ophold her trykkende – især da De jo lever saa meget for Dem selv."

"De tager fuldstændig fejl, Frøken Tønnesen," svarede Kapellanen forunderlig bevæget. "Jeg kan aldrig mere vende tilbage til Købstadslivet. De Tillokkelser, som dette maaske kan have for andre, og en Gang ogsaa har haft for mig – Afvekslingen, den livlige Bevægelse, det hele brogede Liv – giver jeg gerne Afkald paa. Jeg synes, at Livet paa Landet, trods dets Ensformighed, er tusinde Gange mere righoldigt og befrugtende."

"Er det sandt?" udbrød Ragnhild straalende. Men idet hun ligesom undselig greb sig i sin Uforbeholdenhed, lagde hun rødmende til: "Ja, De maa ikke forundre Dem over, at jeg bliver glad ved Deres Ord. Fader og jeg har saa ofte frygtet for, at De gik her og længtes. De opholdt Dem saa meget paa Deres Værelse, og vi vilde netop saa gerne skabe Dem et Hjem her, hvor der er saa lidt anden Lejlighed til Omgang med andre Mennesker."

Kapellan Hansted svarede intet herpaa. Det var, som om han slet ikke hørte, hvad hun sagde. Han stod adspredt og stirrede igen ud paa Spurveflokken, der boltrede og badede sig i Solskinnet.

Pludselig rev han sig ud af sine Drømmerier, bukkede'7 for Frøkenen og forlod Stuen.

Ragnhild sad ene tilbage, forstenet af Forundring. Hun forstod sig mindre og mindre paa dette Menneske. I Begyndelsen, syntes hun, havde han gjort alvorlige Tilnærmelser, og med fin Beregning havde hun da vist sig noget kølig overfor ham, for at den tilsyneladende Modstand skulde gøre ham ivrigere efter Sejren. Men tværtimod denne Formodning blev han efterhaanden mere og mere tilbageholdende, og da hun – af Frygt for, at han skulde have ladet sig skræmme – derefter forandrede sin Opførsel imod ham, blev mild og imødekommende og paatog sig dette forstandige, blide, husmoderlige Væsen, som altid havde fortryllet hendes Omgivelser, blev han end ydermere utilgængelig, næsten afvisende.

Hun vidste ikke sit arme Raad. Thi Frøken Ragnhild var imidlertid virkelig bleven alvorlig forelsket i dette Menneske, og næsten des hæftigere jo mindre han syntes at dele hendes Følelser. I sin Fortvivlelse slog hun atter om, blev sværmerisk, talte til ham om Nattens Dug, om Stjernerne paa Himlen og Christian Winthers Digte. Men alt forgæves.

Nu sad hun efter hans pludselige og uhøflige Bortgang længe og grundede, med Hjertet fuldt af Had, Misundelse og brændende Længsel.

Saa rejste hun Hovedet. Hun havde taget sin Beslutning. Det var gaaet op for hende, at Kapellanen hørte til disse vege, viljeløse Naturer, der maatte tages med en Trumf, og hun havde besluttet, at i Dag skulde denne Trumf spilles ud. Hun havde hidtil manglet Lejlighed til at vise sig i sin fulde Glans. Hun vidste, at hun kunde blænde, blot hun vilde – og nu skulde hun vise, at hun baade vilde og kunde.

10

Kapellanen var gaaet op paa sit Værelse. Det laa oppe paa Loftet, ensomt og stille, omgivet af et stort, tomt Loftsrum som en lille Verden for sig selv. Med sit lave Loft, sine fire kalkede Vægge og sit ene, mod Solen vendende Vindue, uden for hvilken en vild Vinranke snoede sig, mindede det om en Klostercelle, som af en Haand med sin Sands for Hygge var bleven omdannet til et moderne Præste-Boudoir. Over Gulvet laa et tykt Brysselertæppe af mørkegrønt Stof, Væggene var prydede med Kobberstik; en hvid Kristusfigur traadte frem fra en af de mørke Kroge som en Aabenbaring. Henne i Vinduesfordybningen fandtes et smagfuldt Arrangement bestaaende af en stor Lænestol med lyst Læderbetræk samt et lille rundt Bord med en Rose i et Glas og en opslaaet Bog. For øvrigt bestod Bohavet af flere, velfyldte Reoler, en Etagère med Nips, en lille Sofa og et stort Mahogni Skrivebord med Opsats og Skabe, der i sin Tid – som forøvrigt de fleste af disse Ting – havde tilhørt Kapellanens Moder, hvis Billede hang oven over det i en oval Ramme med gammel, brunlig Forgyldning.

Emanuel Hansted havde sat sig hen i Sofaen, hvor han var sunken sammen med Hovedet støttet i sin Haand. Hans Ansigt var blegt, som af Udmattelse, og han saa træt og lidende ud. Saa længe han færdedes mellem andre, bevarede han endnu nogenlunde Ligevægten. Her oppe i Ensomheden faldt Masken af ham. Hvert Træk talte om hans dybe, bitre Skuffelse.

Hele den lange Vinter havde han levet her oppe i denne Celle som en Eremit. Med den brændende Trang til Virksomhed, til at opofre sig for sit Kald, hvormed han var kommen her ud, havde han med Lidenskab kastet sig over sit teologiske Studium. Han havde fordybet sig i Kirkefædrenes Skrifter, læst gamle og ny Bøger, Levnedsbeskrivelser af hellige Mænd, Andagtsbøger og Prædikensamlinger – for ret at dygtiggøre sig til den Gerning, hvortil han nu havde viet sit Liv, og som det var hans inderlige Ønske at kunne blive værdig til.

Thi han følte snart, hvor uforberedt og umoden han endnu var, hvor uendelig meget han endnu havde at lære, før han kunde optræde med den sande aandelige Overlegenhed, som Provst Tønnesen saa ofte talte om, og som han nu ogsaa selv forstod var nødvendig.

Med særlig Forkærlighed havde han kastet sig over Udarbejdelsen af sine Prædikener. Han havde valgt de bedste og mest anerkendte Forbilleder, nedskrev omhyggeligt enhver Sætning, indøvede sig i Foredraget og slap ikke Arbejdet, før han havde fundet Udtryk netop for det, han vilde. Ofte omskrev han en Prædiken Gang efter Gang. Han tillod sig ingen Halvhed. Han vilde bestandig give det bedste han formaaede. Og naar han endelig Lørdag Aften gennemlæste de renskrevne Ark følte han da ogsaa en vis Tilfredsstillelse ved Periodernes Afrundethed, ved Sætningernes faste Bygning, Billedernes stundom poetiske Flugt og Tankernes Dybde og Klarhed. Men – –

Men i Kirken om Søndagen, overfor den store, snøftende og hostende Menighed, var det regelmæssigt, som om Aanden forlod ham, og alle Talens bevingede Ord faldt et for et til Jorden som døde Fugle. Han forstod det ikke; men han følte det, som om der mellem ham og hans Tilhørere aabnede sig et bredere og bredere Svælg, som hans Stemme forgæves anstrengte sig for at naa over. Med Fortvivlelsens Isnen i Hjertet hørte han sine kendte Ord klinge hen uden Genlyd som ud i et tomt Rum, mens han rundt om sig saa Folk døse sagte hen eller give sig til at adsprede sig med at læse i Salmebogen eller se op mod Solen paa Kirkeruden.

Og som det gik ham i Kirken, gik det ham ved Sygesengen og overalt, hvor han stod over for den Hjord, hvis Hyrde han var sat til at være, og for hvilken han brændte efter at give sig hen. De forstod ikke hinanden. Naar han spurgte i Øst, svarede de i Vest. Det var, som om de talte to forskellige Sprog.

Herfra skrev sig den dybe Forstemthed, det bitre Mismod, som Dag for Dag greb ham alt mere. Han begyndte at fatte, hvor haabløst det var at tro paa en virkelig aandelig Forbindelse mellem Mennesker saa ulige i Kaar, i Opdragelse, i alt.

Af denne Grund havde han heller ikke endnu færdedes meget ude mellem Befolkningen. Han følte noget, der var en underlig Blanding af Undseelse og Trods, hver Gang han tilfældig eller paa Embeds Vegne stødte sammen med nogen af sine Sognebørn. Han anede, at de indbyrdes omtalte ham haanligt, og dette gjorde ham mere bitter og nedslagen. Selv over for enhver stakkels Stymper af en Husmand, der med Hatten i Haanden kom for at bede om en Attest, følte han sig knuget af sin Umodenhed og kunde ikke finde Ord for, hvad han vilde sige; og af lutter Forlegenhed blev han da ofte baade kold og brøsig, saa han bag efter var ganske fortvivlet over sig selv.

Heller ikke nede i Provstefamilien befandt han sig længer vel. Den Tillokkelse, som Stuernes landlige Hygge og Ragnhilds forstandige Husmoderlighed i Begyndelsen havde udøvet paa ham, var slaaet om næsten i sin Modsætning. Han indsaa snart, at Luften i dette Hjem ikke var væsenlig forskellig fra den, han havde forladt. Han hørte her af Provstens Mund omtrent de samme Ord, han kendte fra sin Faders, og Ragnhild var af den samme Slægt af tomme, forfængelige Dukker som dem, han havde lært at afsky – blot mere kluntet og gennemskuelig. Det var her overalt det samme Hykleri, de samme snærende Hensyn, det samme brutale Overmod overfor de smaa, den samme feje Kryben over for det, der syntes stort og glimrende … Men hvad hans Hjerte længtes efter, var et Liv i Sandhed og Frihed, saaledes som hans Moder havde drømt om, – et jævnt, sundt, ærligt og virksomt Liv, der kunde fylde Tomheden i ham og skyde fast Grund ind under hans vaklende Fod.

Men hans Haab var bristet!

Han følte sig ofte saa bittert ene. Vinteren havde sneget sig hen for ham med Sneglefjed, og i hans Ensomhed gravede Tungsindet sig dybere og dybere ind i hans Hjerte. Ikke en forstaaende Ven havde han efterladt sig der, hvor han kom fra, og ikke en havde han fundet her, hvor hans Ære krævede af ham, at han skulde forblive.

Han følte sig saa bortstødt af begge Samfund – en Skifting, der intet Sted havde hjemme, som ingen vilde kendes ved, og som ingen havde Brug for.

Til denne Dag havde han sat sit sidste Haab. Han vidste, at der i Dag vilde komme mange Folk i Kirken, da det var den første Søndag i Fasten, og han havde derfor gjort sig den yderste Flid med sin Prædiken. Dette skulde være den endelige, afgørende Prøve. Han vilde dog endnu en sidste Gang forsøge, om det ikke skulde kunne lykkes ham at tage sine Tilhørere fangen under sit Ords, sin Bekendelses Magt. Hele den foregaaende Uge havde han gaaet om som i Feber. Han havde intet spist, næppe sovet, blot skrevet – om og om igen – og bønfaldet Gud, at han dog vilde give ham sin Bistand.

Men ikke saa snart var han i Dag kommen op paa Prædikestolen, før han fornam den samme Kulde slaa op imod sig fra Kirkens Gulv, den samme Taage lægge sig mellem ham og hans Tilhørere. Han begyndte at tale; men det varede ikke længe, før han saa – hist en, der begyndte at læse i Salmebogen, – her en anden, der gav sig til for Tidsfordriv at slibe en Lommekniv paa sin Støvlesaal, – her en tredje, der sad og stangede sine Tænder med en Svovlstik.

Alt var forbi! Han havde tabt!

Men hvor havde han dog kunnet tage saa aldeles fejl af sig selv og sine Evner? Saa fik de dog Ret der hjemme! Han var forblindet, forhekset, forvildet af en Tro paa noget, som ikke fandtes. Han havde grebet efter et Gøglesyn, et Drømmebillede. Men hvad havde da hans Moder ment?

Han rejste sig hastigt op og strøg sig over Haaret. Der var blevet hedt i Stuen, Solen bagede ind gennem Ruderne, og i Kakkelovnen buldrede en Tørveklods.

Han gik hen og lukkede et Vindue op, og idet han lænede sig med Skuldren til Væggen, blev han staaende her og saa ud.

Han kunde herfra overse hele Egnen syd efter – lige fra de høje Bakker med Skibberup Kirketaarn i Horisonten i Øst til Fjorden og dennes grønne, flade Bredder i Vest. Lige under sig – thi Præstegaarden laa højt og frit – havde han en Del af Vejlby, og over dennes Straatage kunde han med Øjnene følge Sognevejen, som den snoede sig frem mellem Agre og Kær, forbi Hytter og ensomme Gaarde, snart stigende, snart faldende, indtil den langt i Syd blev borte mellem de tre store, nøgne Jordbølger, bag hvilke Skibberup skjulte sig i sit Hul.

Han kom til at tænke paa hin Vinteraften, da han første Gang kørte ad denne Vej. Hvor havde hans Haab da ikke været stort? Hvor havde han da ikke følt sig stærk og tryg? Det var jo, som om Vorherre selv havde smilet ned til ham gennem alle sine Stjerner og givet ham sin Velsignelse.

Han huskede endnu tydeligt alt, hvad der den Aften var passeret; han saa endnu for sig det uendelige Snelandskabs æventyrlige Pragt, erindrede sig sit Indtryk af dets Stilhed, der syntes ham som en Forsmag, paa den evige Fred, – Snekasterne, der havde hilst ham med et saa hjerteligt Velkommen, den lille, hyggelige Bondestue, som han var kommen ind i, og frem for alt den unge blonde Pige, som han havde berettet.

Han havde ofte siden tænkt paa denne unge Pige, som han forekom sig særlig knyttet til, fordi hun var den første, til hvem Vorherre havde meddelt sig gennem ham. Han vidste jo, at hun igen var bleven rask. Blandt andet havde han et Par Gange set hendes Ansigt i Kirken, og han huskede endnu det underlige Indtryk, det gjorde paa ham, da han første Gang saa hende der. Han havde endog haft i Sinde ved Lejlighed at se ind til hende og Familien, naar han kom der forbi; han syntes, det vilde være passende for ham som deres Sjælesørger.

Men han havde endnu lige saa lidt haft Mod hertil som til at blande sig med de andre af Egnens Familier, som han paa Embeds Vegne havde besøgt. Og han havde allerede haft Lejlighed til at se ind i mange og mange Slags Hjem, lige fra de store, rige Bøndergaarde, hvor Rigdommen ligesom sad fast i Døre og Vægge, indtil de usleste Husmandsrønner, hvor Armoden gabede frem fra Revner og Sprækker. Men alle Vegne var han kun bleven en fremmed, – var kun kommen som Himmelens frygtede Skatteopkræver, der gjorde Folk bange ved sin Fordring paa Bod, Bøn og Omvendelse.

Derimod havde han i Vinterens Løb staaet her ved sit Vindue og stirret drømmende ud. Naar han var bleven træt af Arbejdet ved sin Bog, naar Tankerne blev for tunge af den idelige Syslen med prentede og skrevne Blade, gik han hen og ligesom drak sig ny Kræfter til ved at lade Blikket færdes ude over den store, bølgende Slette, med hvilken han efterhaanden herfra var bleven saa fortrolig, at han kendte hver Gaard, hvert Hus, hver Tjørn paa de lange Jorddiger, der inddelte Agrene. Han havde staaet her om Dagen og med Øjnene fulgt Fodgængerne, Køretøjerne, Plovspandene, der i Regn, i Storm eller straalende Sol bevægede sig over Veje og Marker. Og han havde staaet her om Aftenen og set ud paa de mange rødlige Lyspletter fra de oplyste Ruder, der talte om lige saa mange Hjem; og under Følelsen af sin egen Hjemløshed havde han digtet sig ind i disse Menneskers Liv, tryllet sig ind i deres jævne, trygge, af ingen Uro trykkede Tilværelse, som han i saadanne Øjeblikke misundte dem. Hvilket underligt Liv, det dog var – tænkte han mangen Gang. Det var som et underjordisk Folk, hvis Sprog han ikke kendte, og hvis Væsen var ham en Gaade. Hvor lærte man det Trylleord, der aabnede for denne sælsomt fremmede Verden, som han saa enfoldigt havde troet at kunne blive lukket ind i?

Som han stod der, hørte han pludselig en besynderlig Fløjten over sit Hoved.

Han saa op.

Var det muligt? Gode Gud! – var det ikke en Stær? – Var Stæren kommen? Var Vaaren virkelig saa nær – den Vaar han havde længtes saa meget efter og haabet saa meget af?

Der strømmede ham en varm Blodstrøm ud i Legemet. Han maatte ud! Nu saa han jo først, hvor Solen skinnede, hvor Agrene dampede i Middagsheden – og hør! – endnu en Stær – og en til – nu først mærkede han det – hele Haven var fuld af Vaar!

11

Han tog sin runde, brune Plydshat, fik sin Frakke paa og forsynede sig med en landlig Egekæp, som hele Vinteren havde'8 været hans tro Ledsager paa hans Spasereture.

For ikke at blive set og mulig standset af Provsten eller Frøkenen, gik han ikke over Gaardspladsen og ud gennem Gaarden, men lukkede sig ud af en lille Laage ved Stuehusets Gavl, der førte ind til Haven. Her fulgte han en lang Hasselallé, der løb langs med Havediget.

Præstegaardshaven var meget stor, næsten fem Tønder Land. Den bestod hovedsagelig af store, fuldvoksne Træer og lignede en Park. Af Blomsteranlæg fandtes kun lidt i en Græsplæne foran Havestuedøren. Den var anlagt paa et stærkt bakket Terræn, og en dyb Kløft delte den i to Dele, hvoraf den bageste gik under Navnet "Lunden". Over Kløften, der var fyldt med gammelt Siv, førte to kunstfærdige Broer i kinesisk Stil, som Provst Tønnesens Formand, "Million-Præsten", i sin Tid havde ladet bygge. Ham skyldtes ogsaa et mærkeligt, grundmuret Lysthus i Tempelstil og nogle gamle Sandstensfigurer, der var anbragte mellem Træerne.

Emanuel Hansted gik ud af en Laage i den yderste og højstliggende Ende af Haven, der førte ud til den fri Mark. Han befandt sig her paa Toppen af den Banke, ned ad hvis Skrænt Præstegaardshaven laa, og kunde overse Egnen til alle Sider.

Han standsede her et Øjeblik, støttet til sin Stok, og saa sig tankefuldt omkring.

Til alle Sider laa de første grønne Rugagre mellem det mørke Pløjeland og lyste i Solen. Der nede blaanede Fjorden mellem de dampende Bakker, og over hele Landet laa en Luft saa grødefugtig, saa foraarsblød, saa fyldt med Sol og forjættende Fuglekvidder, som kunde Sommeren holde sit Indtog, hvad Dag det skulde være. Paa Himlen var ikke en Sky, fra alle Hytter og Gaarde milevidt omkring steg Middagsrøgen lodret til Vejrs; ikke en Vind rørte sig.

Kapellanen fulgte en Sti, der steg langsomt ned ad Bakkeskraaningen og derfra gik over en Række øde Udmarker ud til Fjorden.

Her havde han i Vinterens Løb haft sin daglige Spaseregang. Naar Mismod og Træthed havde gjort hans Tanker tunge hjemme mellem Bøgerne, havde han søgt Trøst ude i Naturen. Her ude var alt ham saa nyt og forfriskende. Fra den Vinterstorm, hvori han i sin Tid var ankommen, og til den første Vaarbrydning i Mark og Skov, havde han iagttaget disse Skuespil saa interesseret som et Barn. Han havde aldrig troet, at der kunde være noget saa fængslende i selv en skygraa Himmels tunge Vandring. Hans Hjerte var formelig kommet til at banke, da han saa den første grønne Spire dukke op af en Grøftebund. Og den første Lærke! – Han kunde aldrig glemme, hvor lynslaaet han var bleven, da han en Dag allerede i Begyndelsen af Februar pludselig hørte den kvidre sommerligt over hans Hoved, mens alt endnu laa i stivnet Vinterdød omkring ham.

Nede ved Stranden havde han fundet sin Yndlingsplads. Her kunde han staa i timevis med Kæppen bag paa Ryggen og stirre ud paa Maagerne, der flagrede i Flok over Stenene, snart skrigende og kaade, snart kredsende stumme om et og samme Punkt i Luften, som om de tav med en vigtig Hemmelighed.

Dette fortrolige Samliv med Naturen gav ham Erstatning for hans Ensomhed eller bragte ham i hvert Fald til for et Øjeblik at glemme den. Naar han vandrede over de øde Marker med sin simple Egekæp, der efterhaanden var bleven ham kær som en trofast Ven, følte han, at han alligevel her havde fundet lidt af den Fred og Glæde, han havde længtes efter. Her var Frihed, her var Sundhed og Liv. Hvor han ynkede de Stakler der inde i Byerne, der ikke vidste, hvad det vilde sige at fylde Lungerne med ubesmittet Luft; der gik og pinte sig selv i Konvenientsens trange Snøreliv og hidsede sig op til al Slags unaturlig Lyst, fordi de ikke kendte den store enfoldige Glæde, som Guds fri Natur skænkede. Hvilket Liv! Og det havde han levet med! Han forstod det næsten ikke længer. Kun et forstod han – hvad der end maatte ske, aldrig vilde han vende tilbage til det. Tusinde Gange hellere vilde han leve hele sit Liv som Eneboer her, kun i Samkvem med sin Gud, end synke tilbage i den Elendighed, hvorfra han som ved et Under var bleven frelst.

… Han var kommen ned til Vandet og saa sig om efter Maagerne. Men i Dag var Stranden tom. Solen og Luftens Stilhed havde drevet Flokkene ud mod Fjordmundingen og Havet. Der var ikke en Fugl at se over hele den blanke Vandflade.

Saa stod han da og saa over mod de fjerne grønne Skrænter ovre paa den anden Side, der med Kirker, Møller og hvidkalkede Huse spejlede sig i Kystvandet. Der var en vidunderlig Klarhed i Luften. Skønt Afstanden fra Kyst til Kyst paa dette Sted var henimod en Mil, kunde han se endog Søndagsvognene, der kørte der ovre paa Vejene. En Fiskerbaad med rødbarket Sejl og to Aarer gled ud fra en lille By umiddelbart ved Kysten. Han fulgte den med Øjnene, indtil den forsvandt langt borte i Horisonten.

Pludselig vaktes han ved, at nogen rømmede sig bag ved ham.

Han vendte sig om og saa en lille tyk, halvgammel Mand med lodden Kabuds paa Hovedet, store Træskostøvler og en Aale-Kube paa Nakken.

"Goddag, Deres Velærværdighed!" sagde han og slog ud med den Haand, han havde fri. "Nej se, man skal træffe Velærværdigheden her!"

Emanuel blev forlegen over at overraskes i sine Drømmerier. Han var ikke vant til at træffe Folk paa disse øde Steder.

"Ja, Velærværdigheden kender mig maaske ikke igen," vedblev den tykke Mandsling og grinte bredt under nogle graahvide Skægstubbe.

"Nej – jeg tror ikke –"

"Det er ellers mig, de kalder for Lars Sejler, skal jeg sige Dem, saa har De vist nok hørt mit Navn nævne, tænker jeg. Men for Resten har vi da ogsaa snakket sammen før."

"Ja saa," sagde Emanuel raadvild og ledte i sin Hukommelse. "Jeg erindrer sandelig ikke i Øjeblikket – –"

"Kan Velærværdigheden ikke huske den Aften i Vinter, da Velærværdigheden agede over til Anders Jørgen i Skibberup – den Gang Pigebarnet havde den her slemme Syge. Vi var justement ude og kaste Sneen, om De husker det – vi Bymænd fra Skibberup. Kan Velærværdigheden ikke huske, vi var henne at hilse paa Dem, for vi havde jo den Gang ikke set Dem før – ja, vi var saamænd saa."

"Nej, virkelig var det Dem," sagde Emanuel oplivet og gik hen og rakte ham Haanden. "Ja, saa husker jeg Dem godt og har ogsaa hørt Dem omtale."

"Naa, lige saa præcis – og tak for Haandslag," sagde den gemytlige Tyksak og slog sin røde Næve ned i Præstens hvide Haand. "Ja, De kan se, jeg mener det ærligt. Det kan De spørge om ved alle Døre, at Lars Sejler er en Mand, der kender Tingene. Og det vil jeg sige Velærværdigheden, at Velærværdigheden rigtig skal have saa mange Tusinde Tak for den Prædiken, han gjorde i Dag. For det vil jeg sige, at nysseligere Tale har jeg aldrig i mine Dage hørt. Det var dejlige Ord – det ved Gud, det var! Jeg vil sige Velærværdig heden, saa sandt jeg staar her, en Synder for Vorherre – jeg havde Taarer i Øjnene, saadan gik de mig lige ind til Hjertebenet."

Emanuel var bleven rød. Hans eget Hjerte bankede. – Saa havde hans Ord jo alligevel fundet i det mindste en Sjæl!

"Det glæder mig, at De har haft noget Udbytte af at høre mig," stammede han og saa undseligt ned.

De stod nu lidt og talte om det milde Vejr, om Fiskeri og Sejlads, og med sin sædvanlige ivrige Gestikuleren og mange snurrige Ord fortalte Lars, at han nu skulde ud at nappe sig sin Aaleret, om han ellers kunde faa Lykke og Velsignelse til det.

Til sidst rakte han igen Kapellanen sin store røde Lab og sagde:

"Ja, nu skal Velærværdigheden have Tak for Gemenheden. Og skulde Velærværdigheden faa Brug for mig til et eller andet – De ved nok, jeg er baade Doktor og Dyrlæge og lapper ogsaa Sko – saa kan De bare sende Bud, saa skal Lars Sejler nok være paa Pletten."

Da Emanuel havde gaaet et Par Skridt, vendte han sig om og saa smilende efter ham.

Hvilke ejendommelige Mennesker, tænkte han. – Der gaar han, fattig og gammel, og dog lutter Smil og Glæde! – ligger der ude paa Vandet og plasker i halve Vinternætter for en eneste "Aaleret", og klager dog aldrig! Døjer Sult og Kulde og Nød, og takker dog Gud, fordi han gav ham et Straatag at dække sig under og en Strimmel Jord eller Vand til Næring.

Lykkelige Mennesker!

Og hans Prædiken havde han forstaaet! Den var gaaet ham til Hjertet, sagde han jo – virkelig til Hjertet!

Tankefuld fortsatte Emanuel sin Vej langs med Stranden.

Saa havde han jo dog en Sjæl – –

Han steg op ad en Høj, der hed "Hammerbakken"'9, lige ved Kysten. Ret neden under den laa Skibberup, omgivet af sine store, nøgne Muldbølger, med sit store Gadekær og sine mange smaa Fiskerhytter og Smaagaarde.

Det gav et lille Stød gennem Emanuel, da han fik Øje paa Anders Jørgens rødkalkede Halvgaard i Byens Udkant. Skønt han ikke havde set den siden hin Aften genkendte han straks de høje Popler rundt om Havegærdet, den lidt gammeldags Stuelænge, de ny opbyggede Udlænger, den tynde Flagstang og den tjærede Port.

Han fik paa ny en stærk Længsel efter at kigge der indenfor. Spasereturen, den friske Luft, Foraarssolen og Samtalen med Lars Sejler gav ham Mod.

Han trak en sort Handske paa den venstre Haand, børstede lidt paa Benklæderne og gik ned imod Byen.

12

Overalt hvor han kom frem i Byen, vakte han almindelig Opsigt. Det var saa usædvanligt at se ham her, at man mente, der et eller andet Sted maatte være noget paa Færde. Laa nogen for Døden? Havde nogen gjort Barsel? Hvem vilde han besøge, og vilde han i det hele taget besøge nogen?

Der kom Ansigter til alle Vinduer, og i Døre og Porte stod Folk, der netop var komne op af Middagssøvnen, og hilste ham med treven Høflighed. Selv løftede han sin mørkebrune Plydshat helt af Hovedet og førte den for hver enkelt – ja, selv for en nejende Klynge søndagspyntede Smaapiger, der stod ved Gadekæret – helt ud i strakt Arm, idet han gik dem forbi.

Der var vist over hundrede spørgende Øjne fæstede paa ham, idet han drejede ind gennem Porten paa Anders Jørgensens Gaard.

Han gik op ad Stentrappen, ind i Forstuen og bankede paa.

Ingen svarede ham.

Saa aabnede han forsigtig og traadte ind. Stuen var tom. Han blev staaende lidt og lyttede. Men han hørte ikke en Lyd i hele Huset. Alt var som uddødt'10.

Han saa sig om.

Han kendte igen den hyggeligt gammeldags Stue med de grønmalede Paneler, de smaa blyfældte Ruder, det gamle tikkende Skab-Ur i Krogen, Tintallerknerne under Loftet og den kunstfærdige Bilæggerovn. Det var, som om han traadte ind i et andet Aarhundrede. Over Døren hang en Kvast af henvisnede Urter. Han vidste, det var et Udslag af ældgammel Bondeovertro, og rørtes over at finde den saa trofast bevaret her.

En Ting slog ham. Det var den Orden, den næsten pertentlige Sirlighed, hans Øje mødte overalt. Ikke et Fnug paa det renskurede Gulv. Ovnen formelig straalede af Glans. I Vinduet stod en udsprungen Rose.

Han tænkte paa alt, hvad han – ogsaa i Præstegaarden – havde hørt om Bøndernes manglende Sans for Renlighed og Hygge. Hvor ofte havde Frøken Ragnhild ikke med himmelvendte Øjne sagt, at hun "døde", blot hun i to Minuter havde opholdt sig i en Bondestue. Selv havde han vel ogsaa hos Fattigfolk været Vidne til en Elendighed, der var falden ham som et Blylod paa Brystet. Men ellers havde han allerede haft Lejlighed nok til at erfare, hvor megen Uret man ogsaa paa dette Punkt havde gjort Landboen. Og her duftede det jo næsten af Renhed og Hygge!

Hans Øje faldt paa en Samling Billeder, der hang paa den ene Væg. Der var først – i Midten – et stort, slet udført Litografi, forestillende Frederik den Syvende, der underskriver Grundloven. Rundt om ham hang mindre Portræter af bekendte Folkeførere, Grundtvig, Tscherning og andre.

Emanuel huskede at have set disse sidste ogsaa i sin Moders Stue, og det gjorde et underligt Indtryk paa ham at møde dem netop her igen. Det var, som om de bragte ham en opmuntrende Hilsen fra hende. Han syntes, han kunde høre hende sige: Vær ved godt Mod, min Søn!

Han begyndte nu at banke paa forskellige Døre, men ingen Steder var der nogen, der svarede ham. Overalt var der tomt.

Til sidst kom han ud i Bryggerset, hvor blanke Kogekar og Mælkefade skinnede ham i Møde fra Hylderne. Over det brolagte Gulv var der strøet hvidt Sand, og alt saa saa pynteligt, næsten festligt ud.

En Kat, der sad paa Gruekedlen, idet han traadte ind, sprang ned og forsvandt ud gennem den aabentstaaende Dør til Gaardspladsen.

Samme Vej gik nu ogsaa Emanuel.

Idet han traadte ud paa Stenflisen'11, aabnedes en af Stalddørene, og en ung Pige med ophæftet Skørt, et Tørklæde om Hovedet og et Mælkeaag over Skuldrene kom nynnende hen imod ham. Hun opdagede ham ikke, før hun var ham ganske nær. Saa udstødte hun et højt Skrig, blev blussende rød og løsnede hurtigt Skørtesnippen fra Beltet og lod den falde.

Emanuel genkendte hende straks.

Kun blev han overrasket over, at hun var saa smuk. Han betoges ganske af denne kække, bugnende Skønhed, af disse friske, røde Kinder, som det omsluttende Tørklæde gjorde endnu trindere at se til. Han havde jo før set hende i Sygesengen. Derfor forstod han næsten ikke, at det virkelig var hende.

Han steg ned ad Trinene og rakte hende Haanden.

"Bliv ikke forskrækket … Goddag … det var jo Karen, De hed … ikke sandt?"

Hun tørrede sin Haand af paa Forklædet og rakte ham den nølende.

"Jo," sagde hun, endnu ganske rød og saa ikke paa ham. Hun huskede nok ogsaa, hvor han havde set hende sidst.

"Jeg synes dog, jeg en Gang skulde se indenfor og høre, hvordan De har det. De er da kommen Dem godt, kan jeg se."

"Jo, Tak …. Fa'er kommer vist ellers straks."

Hun stod og ønskede bare, hun kunde smutte ind. At han dog ogsaa skulde møde hende, lige som hun kom fra Malkningen! Hun havde vist Snavs paa sin Kjole. Og – hun skævede ned til sine Hænder – Gud, hvor de saa ud!

Men Kapellanen blev staaende. Og hun kunde mærke, hvor han saa paa hende. Hun var ved at forgaa af Skam.

"Det forekommer mig for øvrigt, at jeg har set Dem i Kirken en Gang …. Men maaske har jeg taget fejl … Det er snart længe siden, jeg var hos Dem her," skiftede han Emne, da hun ikke svarede.

Hun stod og saa ned paa sin højre Haand, der holdt om Krogen paa Aagets Reb. Emanuel syntes, han aldrig før havde set et saa rørende Billede paa kvindelig Undseelse.

Pludselig løftede hun Hovedet.

"Vil Pastoren ikke gaa ind i Stuen …. nu kommer vist Fa'er," sagde hun synlig lettet og styrtede med det samme forbi ham op ad Trappen, saa Mælken spildtes paa Trinene.

Inde fra Stalden kom ganske rigtig Anders Jørgensen sindigt vandrende paa et Par forsvarlige Træsko, hvis Trin gav Genlyd i hele Gaarden.

Idet han fik Øje paa Kapellanen, blev han ligeledes meget forfærdet og kastede fra sig et Bundt Kotøjer, som han bar paa. Han vidste, hvor man skulde skamme sig over at begaa Helligbrøde. Men skønt han vidste det, kunde Anders Jørgensen dog daarlig lade være med Søndag Eftermiddag at gaa og pusle omkring i Stalden mellem Kreaturerne; og ogsaa nu bar han sin gamle snavsede Frakke og sin grønskimlede Kasket – efter at han hele Formiddagen havde gaaet og følt sig fremmed for sig selv i sit blanke Søndagstøj.

Da Emanuel nu gik hen imod ham og gav ham Haanden, begyndte han at mumle Undskyldninger for sit Udseende og tørrede Næven af paa sit Bukselaar, før han rakte ham den.

"Kap'lanen maa undskylde … jeg er kanske ikke saadan helt anstændig … jeg mener …."

"Bryd Dem ikke om det, Anders Jørgen. Man skal ligne sit Arbejde," afbrød Emanuel med et af de mange gængse Mundsprog, han havde opfanget af Bondens Tale og samvittighedsfuldt ihukommet for ved passende Lejlighed at kunne anvende dem igen. "Jeg synes, jeg en Gang skulde se indenfor til Dem og høre, hvorledes det stod til. Deres Datter er jo kommet sig rigtig godt, ser jeg. Og De selv, Anders Jørgen. Hvorledes befinder De Dem?"

"Jo, ellers Tak. Vil Kap'lanen ikke være saa god at gaa ind i Stuen …. Vor Mo'er er vist inde."

"Nej, jeg kommer just derfra. Der er ganske tomt."

"Ja, saa … Hun er saa henne hos en Barselkvinde her ved Siden af. Men om Kap'lanen vil være saa god at gaa ind, saa kommer hun straks. Og saa maa Kap'lanen undskylde mig lidt … jeg skulde jo have renset mig … Men Kvæget maa jo passes, selv om det er Helligdag. Der er ikke noget at gøre ved den Ting."

"Deri har De Ret. Jeg beder Dem derfor ogsaa om ikke at lade Dem forstyrre, men fortsætte med Deres'12 Arbejde. Dersom De ikke har noget derimod, vilde jeg endog bede Dem, om jeg maa gøre Følgeskab. Det kunde more mig at se Deres Kreaturer. Jeg har hørt, De skal have en saa udmærket Besætning."

Anders Jørgensen skævede mistænksomt op til Kapellanen.

"Vil Pastoren – –?"

"Ja, jeg har altid holdt meget af Dyr," vedblev Emanuel paa den noget foredragsagtige Maade, han allerede havde lagt sig til, naar han talte med sine Sognebørn. "Jeg har altid følt, at et nøje Samliv med tjenende Husdyr maa kunne være til megen Glæde – og meget belærende ogsaa. Det staar jo ogsaa i Bibelen – –"

"Ja vist –" Anders Jørgensen vidste aabenbart endnu ikke ret, hvad han skulde tænke. Hans smaa graa Øjne hang raadvildt paa Kapellanen. – "Ja, dersom Kapellanen virkelig bryder sig om det, saa – –"

De kom først ind i Hestestalden. Der stod to smukke røde Heste og et loddent Sommerføl, der alle gav sig til at rasle med Grimeskafterne, idet de hørte Lyden af Anders Jørgensens Træsko. Han gav sig – lidt forlegent – til at fortælle Emanuel om Dyrenes Alder og Stamtræ, om deres Karakter og Opdragelse, aldeles som om det kunde være hans Børn, Talen drejede sig om. Føllet kaldte han ligefrem "Barnet der", og hver især klappede han faderligt over Krydset, mens han med øjensynlig Stolthed præsenterede dem.

Emanuel morede sig over dette Kærlighedsforhold mellem denne gamle Bonde og hans Dyr. Og i sit stille Sind tænkte han: her er det nok, man skal lede, om man vil finde disse Menneskers Tanker.

Da de kom ind i Kostalden, blev Anders Jørgensen endnu mere meddelsom. Her følte han sig tydeligt nok rigtig hjemme. Her glemte han til sidst hele sin Undseelse og gav en omstændelig Levnedsbeskrivelse af enhver af Køerne, fortalte, hvor meget de malkede, hvis Tyr han brugte, og meget andet.

Emanuel saa med Forundring paa ham. Han syntes, han med et blev som et andet Menneske. Var det virkelig den lille forpuslede Anders Jørgensen, der ellers saa saa enfoldig ud og næppe var til at faa et Ord af – var det virkelig ham, der her fik Snakketøjet saadan paa Gang?

Emanuel syntes, han lærte mere om Kvæg og Mælk og Korn i disse Minuter end i hele sit øvrige Liv. Anders Jørgensens Interesse forplantede sig uvilkaarlig til ham, saa han til sidst med udelt Opmærksomhed, næsten Andagt, lyttede til hans Forklaringer.

Men heller aldrig før var han bleven saa grundig indviet i en landlig Bedrift. Anders Jørgensen, der aabenbart var lige saa smigret som overrasket ved Kapellanens Interesse, blev efterhaanden ganske utrættelig i at vise ham rundt. De var i Lade og Lo, besaa Hakkelsemaskinen og Roekulerne – og Emanuel fulgte uden Modstand.

Først da de kom ind i Svinehuset, og Anders Jørgensen der i sin Ivrighed vilde have ham til at føle Grisene paa Flæsket, og selv begyndte at skræve over Indhegningen til Baasene, lagde Emanuel Haanden paa hans Skulder og sagde smilende:

"Tak, kære Anders Jørgen …. men det tror jeg, jeg maa bede om at have til gode til en anden Gang. Skal vi nu ikke gaa ind og hilse paa Deres Kone?"

"Jo – som Kap'lanen vil," sagde Anders Jørgensen slukøret. Han mærkede nu, at han var gaaet for vidt, og blev med et ganske tavs af Undseelse.

Inde i Stuen blev de modtaget af Else, hans Kone, der var bleven hentet hjem fra sin Barselvisit.

Hun var i sort Kjole og Gyldenstykkes Hue og saa helt statelig, næsten ungdommelig ud. Emanuel kunde næsten ikke kende hende igen. Først da hun begyndte at tale og ønske ham velkommen, genkendte han hende paa den utydelige Udtale, der skrev sig fra de manglende Tænder.

Bordet var dækket med en snehvid Dug, og Emanuel blev budt Pladsen i Sofaen. Lidt efter kom Karen ind med Kaffebakken. Hun var nu pyntet, havde faaet et renstrøget Forklæde paa, Haaret glat kæmmet med Vand. Der var nu heller ingen Undseelse længer at spore hos hende. Der var snarere en Smule Stolthed i den Maade, hvorpaa hun bar Hovedet – som om hun selv vilde protestere mod den Forfjamskelse, Kapellanen i første Øjeblik ude i Gaarden havde sat hende i.

Da hun havde budt Kaffen rundt og bragt Sukker og den tykke gule Fløde, satte hun sig hen paa en Stol under et af Vinduerne og gav sig til at hækle.

I Samtalens Løb saa Emanuel ofte hen paa hende. Han saa jo nok, at Hænderne, der hæklede, var tykke og røde, og at Ansigtets Linjer vel ikke var, hvad man kaldte "regelmæssig smukke". Men hele Skikkelsens robuste Kraft og fuldblodige Sundhed gjorde et ejendommeligt Indtryk paa ham, og mere end en Gang svarede han adspredt paa Anders Jørgensens frygtsomme Bemærkninger.

Karen blandede sig slet ikke i Samtalen og saa ikke heller op.

Pludselig bankede det paa Døren.

13

Den indtrædende var den høje, unge Mand med Los-Ansigtet, der om Formiddagen havde været Genstand for saa megen spørgende Opmærksomhed uden for Kirkedøren. Skønt han lod, som om han blev overrasket ved at se Kapellanen, var det dog tydeligt nok, at det var for hans Skyld, han nu kom, og der laa tillige i hans Mine, at han havde en bestemt Hensigt med sit Besøg.

Saa snart Anders Jørgensen fik Øje paa den fremmedes Skikkelse, blev han højst urolig. Han rejste sig og satte sig igen og sagde endelig, helt forfjamsket til Emanuel:

"Det er Væver Hansen."

Ogsaa Karen var bleven ganske rød i Hovedet over sit Hækletøj og skævede hen til Væveren, som for at læse hans Hensigt ud af hans Ansigt. Else listede straks forsigtig ud i Køkkenet. Det var tydeligt nok – der kom med denne Mand Sprængstof i Luften.

Paa Emanuel havde den fremmede straks ved Indtrædelsen gjort et alt andet end gunstigt Indtryk ved hele sin Person. Og dette Indtryk forbedredes ikke, da han nu erfarede, at det var den berygtede Væver Hansen, som Provst Tønnesen saa ofte havde omtalt som en usædvanlig forvorpen og lumsk Person, hvis største Glæde det var overalt at stifte Ufred og vække Forargelse.

Væver Hansen gjorde unægtelig heller ikke nogen overdreven Anstrengelse for at indsmigre sig hos Kapellanen. Han hilste blot Goddag med et lille haanlig-svedent Smil uden at give Haanden og satte sig straks paa en egen listende Maade hen paa en Stol under Vinduet, hvor han derpaa blev siddende ganske tavs og fikserede Emanuel med det samme stillestaaende Haansmil.

Emanuel fandt det mest passende ganske at overse ham og fortsatte – tilsyneladende uforstyrret – sin Samtale med Anders Jørgensen.

Men efterhaanden begyndte Væveren halvhøjt og ligesom til sig selv at gøre Bemærkninger til alt, hvad Emanuel sagde. Snart rømmede han sig, snart lo han næsten højt, snart saa han hen til Karen, der sad bøjet dybere og dybere over sit Hækletøj.

Anders Jørgensen sad urolig og gned nede mellem Knæene den ene knyttede Haand i den andens Huling. Han tilkastede nu og da Væveren et frygtsomt, halvt bedende Blik. Men denne lod, som om han ikke saa det og blev ved med sine forstyrrende Bemærkninger.

Til sidst tabte Emanuel Taalmodigheden. Han havde faaet Øje paa et Billede, der hang paa Væggen oven over ham, forestillende en Højskole med Lærere og Elever samlede foran den flagsmykkede Portal. Han havde blandt de sidste straks opdaget Karen, staaende fremmest i Flokken med en stor Rose i Brystet. Han var derved kommen ind paa at tale om Højskolebevægelsen, som han rigtignok kun kendte af Navn, men dog følte sig forpligtet til at udtale sine Anskuelser om.

"Hm!" lød det straks henne fra Væveren.

Emanuel lod endnu, som om han overhørte det, og vedblev:

"Jeg ser ingenlunde skævt til denne Bevægelse, som sikkert har udrettet meget fortjenstfuldt. Den Uvilje, som mange af mine Kolleger – jeg ved det – nærer imod den, kan jeg ikke dele, om end man vel kan frygte for, at den skal udarte. Vistnok har den ogsaa alt flere Skyggesider at opvise."

"Saa – aa – ja saa," kom det henne fra Væveren.

Emanuel blev bleg; men tvang dog endnu denne Gang sin Harme og fortsatte.

"Jeg har endnu ikke haft Lejlighed til personlig at stifte Bekendtskab med den. Men gennem min afdøde Moder, som stod dens ledende Mænd ret nær, har jeg i sin Tid hørt meget om den og – kan jeg sige – faaet Interesse for den. Der er jo nok meget i denne Retnings Maade at tage baade Folke- og Kristenlivet paa, der synes mig noget – hvad skal jeg sige? – overspændt, maaske usundt. Men alligevel – jeg mener –"

"Den har vi hørt før fra Tønnesen," lød det sagte fra Væveren.

Nu vendte Emanuel sig hastigt imod ham, og dirrende – halvt af præstelig Fortørnelse, halvt af drengeagtig Hidsighed – næsten raabte han:

"Jeg ved ikke, om det er Hr. Væver Hansens Mening at ville fortrænge mig her fra Stuen. Jeg vil sige Dem, at jeg taaler ikke Deres Forstyrrelser."

Anders Jørgensen var højst ulykkelig og søgte at lægge sig imellem. Men naar Emanuels Blod kom i Kog, var det ikke til at standse.

"Jeg kender Dem godt af Omtale, Væver Hansen, og ved, hvad De repræsenterer her i Sognet. Provst Tønnesen har fortalt mig om Dem. Og jeg vil sige Dem, at De skal tage Dem i Agt. Hverken Provst Tønnesen eller jeg vil for Fremtiden taale Deres Forsøg paa at bringe Splid og Ufred her i Menigheden. Hvad særlig mig angaar, vil jeg her lade Dem vide, at jeg agter at gaa frem med ubønhørlig Strenghed, i Fald De skulde vedblive med at forulempe mig i min Virksomhed. Jeg haaber, De nu har forstaaet mig og indset, at ogsaa min Godmodighed har en Grænse. Jeg havde troet – da jeg kom her til Sognet – at vi ved gensidig Imødekommenhed og Tillid vilde kunne komme godt ud af det sammen. Jeg ved, jeg har bestræbt mig derfor og ikke haft noget højere Ønske. Men er det Meningen, at her skal være Krig – nu vel! Saa tager jeg den op! Vi faar da se, hvem der er stærkest her. Men jeg agter ikke at give tabt!"

Han havde rejst sig op. Den sidste Del af hans Tale, under hvilken han havde hævet sig til en virkelig, respektindgydende Værdighed, var lige saa meget henvendt til de to andre tilstedeværende som til den revolutionære Væver. Thi ved tilfældigt at opsnappe de Øjekast, disse tre tilsendte hinanden, havde han med et begrebet, at der var en hemmelig Forstaaelse imellem dem. Og dette havde endelig ligesom revet et Bind fra hans Øjne. Han forstod, at han i sin Uerfarenhed var falden midt ind i en af Fjendens Fæstninger og nu var omringet. Selvopholdelsesdriften var vaagnet i ham. Nu vilde han Kamp.

Der var blevet dødsstille efter hans Ord. Anders Jørgensen sad og saa ned i sit Skød. Karen stak med Befippelsens Rødme paa Kinderne Næsen helt ned i sit Hækletøj. Else, som netop var kommen ind fra Køkkenet, saa bestyrtet fra den ene til den anden, som om hun ikke forstod, hvad der gik for sig.

Selv Væver Hansen sad ganske tavs, ligesom slaaet af Forbavselse. Det var aabenbart ikke faldet ham ind, at Kapellanen kunde blive saa vred. Men Kendsgerningen syntes at tiltale ham. Det skjulte, sarkastiske Smil forsvandt fra hans Ansigt. Han saa op – endog med en vis Bevægelse, og sagde efter en Stunds Tavshed – stille, langsomt, med en vis Overlegenhed, der ikke var stødende, fordi den tydeligt nok udsprang fra en dyb Overbevisning:

"Hr. Pastoren har ganske Uret. Dersom De ikke var saa ung og kendte os lidt mere, vilde De nok forstaa os bedre. Jeg vil ærlig bekende, at jeg kom her ind for at snakke lidt med Dem … vi har saadan talt sammen indbyrdes om, at vi dog vist skulde se at komme lidt i Lag med Dem. Da jeg fik at vide, at De var gaaet her ind til Anders Jørgen, syntes jeg, det var bedst, jeg kom ind og hilste paa Dem. Men det er nu saadan her i Skibberup, at vi tager det ikke med saa stor Højtidelighed … vi gaar altid saadan lige paa, og se derfor er De nu bleven vred – og saa siger jeg Dem, at jeg dog mindst tænkte paa at fornærme Dem."

"Jeg forstaar Dem ikke," sagde Emanuel koldt, skønt han i Virkeligheden var bleven formildet af den hjertelige Tone i Væverens Ord.

"Nej, det er netop Sagen. Hr. Pastor – De kender os ikke. Men det var netop det, jeg gerne vilde snakke lidt med Dem om, dersom De vilde unde mig en Samtale."

"Dersom De virkelig har noget at tale med mig om, skal jeg beredvillig staa til Deres Tjeneste," sagde Emanuel og satte sig igen. Han begyndte at føle, at han havde forivret sig, og var ogsaa bleven rent legemlig lidt mat oven paa det usædvanlige Vredesudbrud.

Først da Væveren havde forvisset sig om, at Emanuel havde sat sig rigtig til Rette igen, tog han atter sindigt og omstændelig Ordet.

"Ser De, Hr. Pastor," sagde han. "De nævnte før Deres Fru Moder. Ja, det kender Hr. Pastoren vel nok, at hendes Navn altid har haft en god Klang hos os, og at vi tabte meget, da hun døde. Hun var jo saadan i Hemmelighed lige som en Slags Moder for mange af os, for vore Højskoler og Friskoler og Foreninger. Hun hjalp os saa godt, hun kunde, og der sidder mangen Mand og Kvinde Landet over, som takker hende i hendes Grav. Ja, jeg har nu selv kendt Deres Moder rigtig godt, tør jeg sige."

"Har De?" udbrød Emanuel forbavset.

"Jeg har da ogsaa tit hørt tale om hende. Paa Højskolen havde vi hendes Billede," sagde pludselig Karen og saa op med af Begejstring blussende Kinder.

"Ogsaa De?"

Emanuels Øjne søgte uvilkaarlig den kendte Portræt-Samling paa Væggen. Han sad i stum Forbavselse.

"Og nu kan De jo nok forstaa, Hr. Pastor," vedblev Væveren. "At da vi fik at vide her, at det var Fru Hansteds Søn, som vi skulde have til Præst – saa kan det nok være, at vi blev glade. Vi tænkte jo, at det maatte da rigtig blive en Præst efter vort Hjerte. Og vi trænger til en saadan Mand her, … vi trænger rigtig saa inderlig til ham. Men se det kan De nu ikke rigtig forstaa. For De har nu levet der ovre i København, og derfor kan De jo ikke vide, hvad det er, vi Bønder trænger til. Og nu maa jeg jo nok have Lov til at sige ganske ærligt, at vi fandt ikke hos Dem, hvad vi ventede, og at det nu har gjort os saa meget bedrøvede. Vi troede, vi skulde have en rigtig frisk ung Mand, og saa fik vi … ja, nu maa De ikke blive vred … men De er jo dog ligesom Tønnesen og de andre. Og maaske er det netop saadan, at De skal være … men det er bare slet ikke for os. Vi Skibberupper'13 har nu en Gang saadan vor egen Smag, ved De nok."

Emanuel sad rolig og bed sig i Underlæben. Han hørte kun halvt Væverens Tale. Han var bleven helt underlig til Mode ved at høre sin Moder nævnet her i denne Stue og af disse Mennesker som en gammel Bekendt – som en, de fuldt forstod og mindedes med Taknemmelighed.

Da Væveren sluttede, sagde han, halvt i Tanker, og med endnu en Rest af sin forrige Fornemhed:

"Jeg forstaar Dem naturligvis ikke helt – men vil De sige mig: hvad forlanger De egenlig af den Præst, der skal tilfredsstille Deres Ønsker?"'14

"Ja, se det er ikke let at sige med et Par Ord, Hr. Pastor," sagde Væveren og fæstede nu sine smaa, skinnende Øjne paa ham. "Men vi mener da først, at vi maa have en Mand, der taler til os ligesom til andre Mennesker og ikke som til en Flok Kvæg, han er sat til at passe … saadan en Mand, der kender os og gaar imellem os ligesom en af vore egne. Se, nu f.Eks. med Prædikenerne … Ja, Pastoren maa nu ikke blive vred, men … skønt vi jo er glade ved, at De da ikke saadan skælder os ud som Tønnesen, og skønt vi jo meget godt kan se, Hr. Pastor, at Deres Prædikener er meget smukke og pæne og poetiske og saadan rigtig hvad man kalder vel holdte – for det er de – saa er det alligevel ikke noget for os Bønder. Vi kan ikke forstaa det. Men det ligger vistnok meget i, at saa mange gode Præster aldrig taler uden i Kirkerne, og derved kommer der denne Højtidelighedsfuldhed over alt, hvad de siger. Det er saamænd tit disse kolde og klamme Kirker, som har Skylden – det sagde ogsaa Højskoleforstander Nielsen her forleden."

"Troer De?" sagde Emanuel og smilte uvilkaarlig. Tanken slog ham flygtigt, og Væverens – om end betingede – Ros over hans Prædikener stemte ham til Velvilje.

"Ser De, Hr. Pastor – vi har nu f.Eks. en Foredragsforening her i Skibberup."

Ved dette Ord gik der som et Ryk gennem Anders Jørgen og Karen. Det var tydeligt: her var det, Tampen brændte. Denne Foredragsforening havde været den hvasse Torn i Øjet paa Provst Tønnesen; det Vaaben, der var bleven benyttet imod ham – og Emanuel vidste det.

Han lænede sig tilbage og lukkede Øjnene med utilgængelig Mine.

"I denne Foredragsforening," vedblev Væver Hansen roligt og forsigtigt. "Der taler vi saadan jævnt og ligefrem til hinanden om, hvad der ligger os paa Hjertet. Kapellanen ved vel nok, at der kommer mange fremmede Talere til os ogsaa; men ellers fortæller vi selv, hvad vi kan have at sige hinanden … saa har vi jo dog i alle Fald et sundt Tidsfordriv, som er bedre for Ungdommen end at sove de lange Aftener hen paa Bænken eller bruge dem til Drik og Svir. Men det forstaar sig af sig selv, at det, som vi kan have at fortælle hinanden, alligevel ikke er det, som vi trænger til at høre … Men se, dersom vi nu kunde have faaet en Mand som Dem, Hr. Pastor, til at fortælle os – saa var det en anden Sag. Jeg mener nu ikke nogen Prædiken eller saadan nogen Udlægninger eller af den Slags, som vi har hørt saa meget af lige fra vor Barndom af baade i Kirken og andet Sted og dog er bleven næsten lige kloge for det … Nej, naar en Mand som Dem vilde fortælle om Dem selv, og ikke om os – for der kan De dog ikke fortælle os noget nyt – men saadan rigtig om Dem selv, og om, hvordan nu De med al Deres Læsning og saadan var kommen til Deres Syn paa Folkelivet og Kristendommen og alle disse Dele … Se, det vilde vi nok kunne lære noget af. Det er det, vi trænger til. Vi Bønder, som lever her Dag ud og Dag ind paa samme Maade, vi har godt af at høre noget om, hvordan andre Mennesker lever og tænker og saadan – i alle Forhold. Og det var nu netop det, vi saa meget ønskede, at vor Præst skulde hjælpe os til. Men i Almindelighed faar vi blot at vide af vor Præst, at vi skal være gode og skikkelige og gudfrygtige og ikke bande og ikke lyve og ikke stjæle o.s.v. Det ved vi altsammen godt i Forvejen, og vi bliver ikke klogere deraf, om vi saa hver eneste Søndag fik hele den Lektie paa de smukkeste Vers … Ja, jeg ved ikke, om Hr. Pastoren kan forstaa, hvad jeg mener."

"Aa, jo," sagde Emanuel langtrukkent. Han var ufrivilligt hensunken i Tanker.

"Maaske vi saa maa anmode Hr. Pastoren om at komme til os en Gang og tale til os – der i vor Foredragsforening?"

Emanuel svarede ikke straks. Han følte sig saa underlig afvæbnet, saa ung og ubehjælpsom over for denne Mands Selvsikkerhed. Der kom igen over ham dette dybe Mismod, der udsprang fra Følelsen af Misforholdet mellem hans Ungdom, hans Uerfarenhed og hans ophøjede Kald som Folkets Lærer og Hyrde.

Han rejste sig op.

"Jeg skal tænke over det," sagde han, idet han forberedte sig paa at gaa. "Det kan jo gerne være, at jeg vil faa et eller andet at sige Dem, som jeg ikke saa godt kan udtale fra Prædikestolen … Jeg skal i saa Fald lade høre fra mig."

"Tak … Tusind Tak," sagde Væveren, som ogsaa straks havde rejst sig. "Jeg ved, at De vil gøre mange en Glæde derved, Hr. Pastor."

Emanuel svarede ikke.

Lidt forvirret tog han Afsked. Idet han gav Karen Haanden, saa han tilfældig op og mødte da hendes smukke, mørkeblaa Øjne, der straalede af forventningsfuld Glæde.

"Farvel," sagde hun højt og trykkede djærvt hans Haand, som om hun stiltiende tilføjede: og Tak for Løftet.

Synet af disse straalende, taknemmelige Øjne bragte Emanuels Hjerte til at banke. Han vendte sig endnu en Gang i Døren og sagde, med en Haandbevægelse mod dem alle:

"Og paa Gensyn!"

14

Da Emanuel kom tilbage til Præstegaarden, var Gæsterne allerede begyndt at samles. Til hans Forbavselse, var Tiden løbet saaledes fra ham, at han maatte skynde sig med sin Omklædning, for ikke at komme for sent til Festmaaltidet.

Netop som Dørene til Spisestuen blev aabnede, traadte han ind.

Provst Tønnesen sendte ham et højst unaadigt Blik, idet han skred ind til det festlige Bord i Spidsen for den højtidelige Procession. Frøken Ragnhild, der sluttede den, saa end ikke til ham. I sin violette Silkekjole og med Blomster paa Haaret skred hun ham forbi med dybt krænket Mine, som om han ikke længere eksisterede for hende.

Gæsternes Antal var 12. Der var Dyrlæge Aggerbølle, en svær Mand med et rødt Ansigt, et stort, brunligt Skæg, en mørk Mine og en lille vissen og forskræmt udseende Kone, der ligesom druknede i en falmet Silkekjole. Der var den gamle Skolelærer Mortensen, en høj, stivnakket Skikkelse, der syntes at lægge an paa at overbyde Provsten i højtidsfuld gejstlig Værdighed. Endvidere: den lille, blegfede, gesvindte Købmand Villing med sin unge, oppyntede Frue, der af alle kaldtes "den smukke Fru Villing". Dernæst: den unge Hjælpelærer med Skuespiller-Udseendet samt seks Bønder fra Vejlby. Derimod var der ingen fra Skibberup. Den sidste trofaste herfra var for nylig – til Provst Tønnesens dybe Sorg – bleven grebet som Tilhører i Væver Hansens Forsamlingssal.

Stemningen omkring Bordet var nærmest uhyggelig trykket. Det var saa godt som udelukkende Provsten, der talte. Han sad for Bordenden, prydet med sin Kalot og med Servietten under Hagen, og henvendte sig med forekommende Spørgsmaal nu til en, nu til en anden, tog Anledning af alt, hvad der forefaldt, til at fortælle sine Historier, snart fra sin Studentertid i København, snart fra en Udenlandsrejse, han i sin Ungdom havde foretaget i det sachsiske Schweiz.

Der begyndtes med forloren Skildpadde, hvilket straks foranledigede Tønnesen til at fortælle, at han en Gang havde spist ægte Skildpadde paa en Restavration i Berlin, hvor Bismarck den Gang var en daglig Gæst. Han havde endogsaa ved en bestemt Lejlighed set ham der – og han gav sig nu til omhyggelig at skildre denne mærkelige Persons Udseende, hans Holdning, Klædedragt, Liv og Vaner, og udviklede endelig – for at hans Fremstilling ikke skulde savne den nødvendige Moral, som han altid sørgede for til Slutning at indlægge selv i sine spøgefuldeste Fortællinger – hvad han kaldte "Bismarcks historiske Mission" som den vældige Bølgebryder mod det fremvældende Anarki.

Ved disse Ord saa han strengt ned til den nederste Bordende, hvor Bønderne sad og dukkede over deres Tallerkener.

Der blev kun spist lidt. Bønderne stak til de gaadefulde Retter som til døde Rotter og nippede til Vinen som til Medicin. De andre, især Købmanden og hans Frue, var maadeholdne for at vise Fornemhed. De vidste, det var fint at lade, som om man kun spiste for Selskabs Skyld og umulig kunde føle virkelig Sult. Alene den tykke, skæggede Dyrlæge Aggerbølle huggede tavst i sig med en gnaven Forslugenhed, ængstelig bevogtet af sin lille, visne Kone, der havde høstet sørgelige Erfaringer, med Hensyn til hvad hendes Mand i et Udbrud af sit onde Lune kunde finde paa at sige eller gøre.

Midt for en af de lange Bordsider sad den gamle Skolelærer og var – næst Provsten – den, som samlede den meste Opmærksomhed, skønt han under hele Maaltidet ikke aabnede sin Mund og paa en demonstrativ Maade lod Ret paa Ret passere sig forbi. Han var en høj, statelig Skikkelse, mager som en Mumie, med stift, hvidt Halsbind, afmaalte Bevægelser og en Mine, som han havde taget til Laans af en af Stiftets forrige Bisper, der var død for over en Menneskealder siden. Mellem Provst Tønnesen og den gamle Skolelærer herskede der et spændt Forhold.

Den sidste var fra "Millionpræstens" Tid vant til at herske eneraadig over Befolkningen, og denne havde nu i Aaringer set op til ham som til en Mand, der baade hvad Indsigt og Talegaver angik var Præsterne fuldt jævnbyrdig og dertil fortjente en særegen Ærefrygt paa Grund af sin høje Alder. Mellem Præstegaarden og Skolen var der derfor siden Provst Tønnesens Embedstiltrædelse ført en underjordisk Kamp, der blandt andet gav sig synligt Udslag derved, at Skolelærerens Frue altid meldte sig syg ved en Invitation til Præstegaarden, medens Frøken Ragnhild til Gengæld bestandig titulerede hende "Madam" Mortensen, naar hun omtalte hende ude mellem Befolkningen.

Det var derfor ubetinget det højtideligste Øjeblik under Festen, da Provst Tønnesen løftede sit Glas og med højtidelig Stemme bad om Tilladelse til at drikke et Glas med "mine Skolelærere".

For øvrigt slæbte Maaltidet sig hen under en særdeles trykket Stemning, skønt Provsten aabenbart anstrengte sig for at vise sig fra den elskværdigste Side. Selv det store Slutningstableau med den brændende Budding, der ellers aldrig undlod at gøre sin Virkning, faldt ganske mat ud. Det havde nu gentaget sig saa ofte, at Bønderne begyndte at finde det taabeligt. En hviskede endog forsigtigt til sin Sidemand:

"Hvem der bare havde sig en god Ævelskive. Desse hersens rygendes er vist ikke godt for en sulten Mav'."

Emanuel var bleven anvist Plads ved den nederste Bordende ved Siden af Frøken Ragnhild, der hurtig havde glemt sin Vrede og nu smilede og snakkede paa det huldsaligste, mens hun raslede med sine Armbaandskæder, tog sig til Blomsterne i sit parfumeduftende Haar og rettede paa Brystblonderne i sin stærkt udskaarne Kjole.

Ikke des mindre bevarede Emanuel en mørk og uigennemtrængelig Mine. Han svarede hende næppe, ja havde endog ondt ved ikke at give sin forbitrede Stemning Luft.

Han rugede endnu over Indtrykket fra det stille, ærbare Bondehjem, han nys havde forladt, og idet han sammenlignede Karens kyske Enfold med denne udmajede "Papegøjefrøken", fandt han hende modbydelig, ja fræk. Men ikke alene hende, – hele denne opstyltede Fest, Provstens nedladende Hovmod, Vinen, Retterne, alt forargede og oprørte ham. Det var, som om Væverens Ord, der endnu summede ham i Øret og fik hans Hjerte til at banke, pludselig havde revet et Dække fra hans Øjne. Hvilket Hykleri var ikke dette! Hvilket Afsind!

Da Provsten fra den anden Bordende højrøstet bad om at maatte drikke et Glas med "min Kapellan", løftede Emanuel vel Glasset, men førte det til sine Læber uden at drikke.

Efter Bordet blev Gæsterne budt ind i "Studerekontoret" for at ryge. Hver blev budt en Cigar, mens Provsten selv tændte sin Kulpibe, hvorpaa han anbragte sig i sin store Tronstol og bød de andre tage Plads omkring sig, saa vidt Stolene rakte.

Her inde blev Stemningen straks endnu mere trykket, ja næsten uhyggelig lummer. Man vidste, hvad der nu forestod.

Paa dette Tidspunkt plejede Provst Tønnesen nemlig at holde en Slags Formaningstale til sine Gæster. Idet han gik ud fra en eller anden nys forefalden Begivenhed, begyndte han i en let, underholdende Samtaletone, men bragte snart sin Kæphest – "den om sig gribende Demoralisation" – frem paa Arenaen. Og efterhaanden som han talte, blev hans Ord stedse varmere og heftigere, indtil han endte i sin sædvanlige Dommedagstorden.

Henne ved Kakkelovnen stod Emanuel og hørte efter med en Mine, der røbede den heftigste Sindsbevægelse. Han genkendte den samme Tale, han selv havde faaet hin Aften ved sin Ankomst til Præstegaarden, de samme Forbandelser over de fri Rørelser i det kristelige og folkelige Liv. Hvor lidt han den Gang havde forstaaet deraf! Og hvor godt han nu følte det Bedrag, som denne Skændeprædiken skjulte!

Han saa hen paa de Vejlby Bønder, der sad eller stod der i andægtig Kreds omkring deres Hyrde – ligesom frygtsomt dukkende under det Aag, Kirken i Aarhundreder havde lagt paa deres Skuldre. Aa, hvor han forstod det altsammen godt nu! Men han skulde hjælpe dem til at kaste dette Aag! Taagerne var nu løftede fra hans Øjne. Vejen laa klar for ham. Han kendte nu sit Maal, og intet skulde hindre ham i at følge …

Endnu samme Aften skrev han til Væver Hansen i Skibberup, at han næste Lørdag Eftermiddag vilde komme i Forsamlingshuset for at tale. Han vidste godt, hvilken Krig han med dette Skridt vilde indlede. Og dog havde han ikke længe følt sig saa lykkelig som paa denne Dag.

Han var endelig kommen til Klarhed over sig selv og sit Kald.

15

Nogen Tid efter fandt en Samtale Sted mellem Provst Tønnesen og Kapellan Hansted i den førstes "Studerekontor".

Allerede fra Morgenstunden havde man kunnet mærke i hele Præstegaarden, at der var noget usædvanligt paa Færde. Provsten havde i timevis vandret frem og tilbage i en af Havens Alleer – med en Mine, der tydeligt røbede en ualmindelig Ophidselse parret med grundig og alvorlig Overvejelse. Frøken Ragnhild havde i furievildt Raseri lukket sig inde i sit Værelse og end ikke vist sig ved Thebordet, mens den halte Lone var gaaet ganske rystende ud og ind fra Køkkenet, som om der forestod en stor Ulykke.

Kort før den sædvanlige Frokosttid havde Provsten ladet Kapellanen kalde, og som den, der er forberedt paa en Holmgang, traadte Emanuel lidt efter ind i Kontoret.

Han saa ualmindelig godt ud, var bleven ligesom rankere og havde faaet Rødme paa Kinderne.

Provst Tønnesen gik med stærke Skridt frem og tilbage over Gulvet og besvarede ikke hans Morgenhilsen. Han havde aabenbart ondt ved at holde sin Lidenskab saa meget i Tømme, at han ikke straks faldt over sin Kapellan med alle de Forbandelser, der kogte ham i Struben. Hans Læber og hele hans store Legeme sitrede, og han var sort under Øjnene af Sindsbevægelse.

"Provsten ønsker at tale med mig," sagde Emanuel.

Provst Tønnesen svarede bestandig ikke, men bød ham med en kort Haandbevægelse at sætte sig, mens han selv fortsatte sin Vandring over Gulvet.

Endelig standsede han foran Kapellanen og saa paa ham med to lynende Øjne.

"Jeg har denne Morgenstund ladet mig fortælle, at De i Gaar Aftes har … har optraadt i Væver Hansens Cirkus i Skibberup. Jeg kan ikke tænke mig, at De i den Grad skulde have glemt, hvad De skylder mig, Deres foresatte – men jeg ønsker dog gerne af Deres egen Mund at høre Bekræftelse paa, at Rygtet har faret med Usandhed."

"Dermed kan jeg desværre ikke tjene Provsten – al den Stund jeg virkelig i Gaar havde den store Glæde for første Gang at være sammen med min Menighed – i Væver Hansens Cirkus."

"Ja saa – ja saa – – saa det er altsaa virkelig sandt! … Og De har oven i Købet "haft den Glæde" … Ser man det! … Og det siger De mig uden videre – endogsaa med et Smil! Maa jeg udbede mig en Forklaring paa Deres Opførsel, Hr. Kapellan!"

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal forklare."

"Naa ikke! De har maaske glemt, i hvilken Stilling De befinder Dem her?"

"Ja, det har jeg sikkert gjort før – men jeg gør det ikke længer. I Gaar blev min Stilling mig klar. Det var derfor jeg sagde, at jeg havde været hos min Menighed "med Glæde"."

"Deres Menighed! Har man hørt Magen! Min Menighed – mener De; den De er sat til efter mine Ordrer at – –"

"Nej, Provsten maa undskylde – den Vildfarelse er jeg netop kommen ud af – –"

"Ti stille!" tordnede pludselig Provsten og blev kridhvid. "Hvad er det for en Tone, De tiltaler mig i! … Hvad er der i det hele gaaet af Dem i den sidste Tid, Pastor Hansted? Jeg kender Dem slet ikke igen. Hvorledes kan De være bleven saaledes … her i mit Hus? Jeg siger Dem, Pastor Hansted, baade som Deres foresatte og som Deres Ven … pas paa Dem selv. Det er en farlig Vej, De er ved at betræde. Vend om, mens det endnu er Tid, og alt skal igen være Dem tilgivet. De har ladet Dem forlokke og besnakke af denne Væver Hansen – dette gudsforladte Menneske! Hvorledes er det muligt! Hvorledes er det sket! Gaa dog i Dem selv … betænk dog, hvad De der indlader Dem paa, og hvad De sætter paa Spil – –"

"Det gør mig ondt," svarede Emanuel roligt og frejdigt. "Men jeg kan ikke fortryde, hvad jeg har gjort. I Gaar fandt jeg for første Gang det Ord, der ligesom en Nøgle lukkede mig ind til min Menighed … og den Lykke er saa stor, at jeg umuligt kan andet end være glad og taknemmelig. Og dette Ord fandt jeg netop – det føler jeg – fordi jeg var Gæst i Væver Hansens Forsamlingssal; fordi jeg der stod med mit Vidnesbyrd som et Menneske mellem andre Mennesker – og ikke som en Guds Dommer mellem Syndere – –"

"Ah! – saa vidt er det allerede kommet med Dem! Saa forstokket er De allerede blevet, at jeg skal høre alle Væver Hansens Floskler af Deres Mund … Nu vel! Er det saaledes fat med Dem, er De vel for bestandig fortabt for det gode Samfund …. Men saa ved De vel ogsaa," vedblev Provsten og traadte med hævet Hoved et Skridt nærmere – "Saa er De vel ogsaa forberedt paa, hvad jeg er nødt til at foretage … Kort og godt, Hr. Kapellan Hansted; De har at vælge – enten mig eller Væver Hansen."

"Det Valg er allerede truffet."

"Ja, saa. Meget godt! De taler dristigt! … Men saa ved De vel ogsaa, at Deres Tid her i Præstegaarden er forbi … uigenkaldelig forbi, forstaar De."

"Det har jeg netop tænkt mig, og derfor har jeg lejet mig en Stue i Skibberup, hvor jeg ønsker at flytte hen – helst endnu i Dag, om Provsten tillader det."

"Ser man det! De har forberedt Dem! En formelig Opsigelse fra Deres Side! De er kæk, min gode Mand! – Men De har misforstaaet mig. Jeg ønsker ikke alene, at De fraflytter Præstegaarden – men jeg har fra i Dag heller ikke længer Brug for Dem i min Embedsgerning, forstaar De?"

"Jeg har fuldt vel forstaaet det … men jeg har nu endelig ogsaa faaet min egen Gerning her i Menigheden, og derfor agter jeg at blive her."

"Ja saa! Saa De vil have Krig! Det er en formelig Krigserklæring!"

"Paa ingen Maade! Vi ønsker intet hellere end at faa Lov til at leve i Fred."

"Men jeg forstaar Dem ikke!" udbrød pludselig Provsten i forandret Tone, idet han veg et Skridt tilbage og slog Hænderne sammen i himmelfaldende Forbavselse. "Hvad er dog det, De er ved at indlade Dem paa … De vil bo i en lille Hytte i Skibberup?"

"Mellem Folket ja –"

"Naturligvis! For at dele Folkets Liv, dele Folkets Kaar osv. Væver Hansens Fraser!"

"Kald dem kun saadan. Det gør mig intet."

"Men hvad vil De foretage Dem der, om man tør spørge? Og hvorledes vil De leve? Blandt andet kan De dog vel ikke bo ene der. Hvem skal styre Deres Hus … Ah! Der gaar et Lys op for mig! Det er kommet mig for Øre, at De i den sidste Tid har haft Deres jævnlige Gang hos den gamle Anders Jørgen. Anders Jørgen har en Datter, erindrer jeg – den smukke Karen, som de kalder hende. De skulde dog vel ikke tænke paa – – Jeg kan dog ikke tro, at De i den Grad skulde – –"

"Jeg beder Provsten holde fremmede Personer uden for denne vor Samtale," sagde Emanuel hurtigt, mens en forræderisk Rødme farvede hans Kinder –

"Ah! Dér har vi maaske Gaadens Løsning!"

"Det har jeg ikke sagt," vedblev Emanuel forvirret. "Og dersom Provsten nu ikke har mere at sige mig, vil jeg tillade mig at byde Dem Farvel. – –"

Lidt efter var han ude af Døren. Provsten sank næsten forstenet ned paa en Stol.

"Aa, vor Tids Ungdom!" udbrød han og rakte Hænderne knyttede mod Himlen.

 
['1] < Kameolsring tilbage
['2] < Det tilbage
['3] < Benavelse tilbage
['4] < nævnte de tilbage
['5] < bondevis tilbage
['6] < de tilbage
['7] < lukkede tilbage
['8] < haade tilbage
['9] < "Hammerbækken" tilbage
['10] < uddød tilbage
['11] < Steflisen tilbage
['12] < deres tilbage
['13] < Skibberuper tilbage
['14] < Ønsker? tilbage