Muld
Et Tidsbillede
Første Bog
3
I.
Det var i et Aar henimod Slutningen af halvfjerserne.1
Der havde i otte Døgn raset et Herrens Vejr over Egnen. Paa vildt forrevne, sorteblaa Skyvinger var Stormen kommen jagende fra Øst og havde gennempisket Fjorden, saa store Skumflager var kastet højt op paa Markerne. Her havde den mange Steder fuldstændigt oprevet Bondens Vintersæd, nedtraadt Rør og Siv i Moserne, afsvedet Engene og tilstoppet Grøfterne med Jord og Sand, saa Vandet, der ikke kunde finde Afløb, bredte sig ud over Agre og Veje. Overalt saas styrtede Træer, knækkede Telegrafstænger, splittede Sædstakke og døde Fugle, som Orkanen havde slaaet mod Jorden og dræbt paa Stedet.
Inde i den lille Landsby Vejlby, der laa ganske ubeskyttet paa Toppen af en høj Banke, var en gammel Ladelænge en Nat blæst over Ende med et saadant Brag, at Folk overalt i Byen var sprunget op af deres Senge og i det blotte Linned styrtet 4 ud paa Gaden. Tolv Skorstenspiber var samme Nat væltet ned af Tagene, og inde i Præstegaardshaven var hele Blomsterbede oprodede og alle Stærekasserne blæst ned fra Træerne. Ja, end ikke Provsten havde de himmelske Magter skaanet; da han en Eftermiddag, mens Vejret var paa sit højeste, traadte ud paa Verandaen for at tage Ødelæggelsen i Øjesyn, havde Stormen løftet Hatten af hans hvide Hoved, slaaet den som en Bold ned mod Jorden, trillet den som et Hjul hen ad Vejen og trods alle Efterstræbelser ført den med sig i en ophvirvlet Støvsky. Først langt ude paa Landevejen havde den sluppet sit Bytte i en Grøft bag nogle Tjørn for at kaste sig over en lille Pige ude fra Overdrevet, der stred sig grædende frem paa Hjemvejen fra Skolen. Med Hyl og Hvin som hundrede løsslupne Djævle svøbte Blæsten sig om den lille udmattede Skabning, pustede sig op under hendes Skørter, trængte hende bestandig længere ud imod Vejkanten, indtil den tilsidst væltede hende over Ende ved en Afvisersten og under hendes fortvivlede Skrigen trillede hende ned i en vaad Mergelgrav, paa hvis Bund nogle udsendte Folk Dagen efter fandt hendes lille sammenbøjede Lig, med en ny Katekismus trykket krampagtigt beskyttende ind i Favnen.
5 I Mands Minde havde man ikke oplevet saadanne Dage.
"Vorherre bevare dem, der er paa Søen!" raabte Folk til hinanden gennem Uvejrsbraget, naar man mødtes paa Landsbyens Gade, mens man Skridt for Skridt kæmpede sig hen ad Vejen med fremover bøjet Overkrop, eller fløj afsted med Stormen paa sin Ryg.
"Godt for dem, der har vel tækket og tæt spækket," tænkte de, der sad hjemme i de halvmørke Stuer, hvor man selv midt paa Dagen næppe kunde se at læse sin Avis, mens det peb og tudede rundt om, som om alle onde Aander var slupne løs over Byen. Inde i Staldene stod Hestene med rejste Øren og rystede af Angst; Køerne brølede omkap, som under en Ildebrand; selv Kattene gik og mjavede sygt, og Hundene krøb omkring med Halen mellem Benene og snuste uroligt.
Da Vejret endelig stilnede lidt, kom Sneen tumlende i hvide Horder; – og skønt det endnu var tidligt paa Vinteren, i Begyndelsen af December, blev den overalt liggende paa Jorden, samlede sig i Grøfterne, skjulte de styrtede Træer ved Vejene, dyngede sig op over de knuste Gærder og oprevne Straatage.
6 I samfulde tre Dage og Nætter stod Himmel og Jord i ét.
Men da var der ogsaa adskillige, der i Stilhed begyndte at ransage deres Inderste og gøre deres Regnskab op med Gud i den Tro, at Dommens Dag maatte stunde til. Selv da man endelig om Aftenen paa den tredje Dag kunde begynde at skovle Snedriverne bort fra Portene og feje de tommetykke Snekager ned fra Ruderne, tænkte mere end én af dem, der i det frembrydende Maaneskin stod i deres Dør og stirrede ud over den øde, blaahvide Sneørken, hvortil Land og Fjord var bleven forvandlet, hvad vel alt dette kunde "være imod", d.v.s., om det ikke muligvis alt sammen var et Varsel, en himmelsk Forkyndelse af en eller anden betydningsfuld Begivenhed, der i den nærmeste Fremtid skulde overgaa Byen eller Sognet eller maaske det ganske Land.
II.
Inde i Provstens Studereværelse sad paa denne Aften en ung, fremmed Mand, som Dagen forud var naaet hertil midt under Snestormens vildeste Rasen.
7 Det var en høj, slankt bygget Skikkelse i lange, sorte Klæder og med et hvidt Slips i Halsen. Fra et blegt og barnligt Ansigt stirrede et Par ganske lyseblaa Øjne frem med et aabent Blik. Over Panden, der var høj og udadhvælvet, bølgede et smukt blond, i Enderne svagt kruset Haar; paa Spidsen af Hagen og langs den nederste Rand af Kinderne groede fine, lyse Dun.
Lige over for ham sad Provst Tønnesen i en stor, gammeldags Lænestol med Øreklapper og Nakkepude. Han var en smuk, kæmpebygget Prælatskikkelse med et mægtigt formet Hoved og et snehvidt, kort studset Haar, under hvilket man overalt skimtede den rosenrøde Hovedbund. Bag et Par langt nedhængende, endnu ganske sorte Bryn lyste to mørkegraa Øjne, der tillige med Næsens og Læbernes fyldige Former gav det skægløse Ansigt et halvt sydlandsk Udseende. Hans Paaklædning, lige fra det skinnende hvide Kammerdugs Halstørklæde til hans mønstrede Silkevest og blankt pudsede Støvler, aabenbarede en hos Landsbypræster usædvanlig aarvaagen Sans for den ydre Anstand. Ogsaa hans Holdning, og Maaden, hvorpaa han nu og da i Talens Løb nippede til en langskaftet Kulpibe med tykt Rav-Mundstykke, røbede den selvbevidste Verdensmand.
8 Ved Siden af ham stod Fløjdøren aaben ind til Dagligstuen, et stort, herskabeligt udstyret Rum, hvor Husets Datter, en rødblond Dame, sad og syede ved en højstammet Lampe med søgrøn Silkeskærm.
Alt var stille rundt om. Det var, som om al Lyd var druknet i Snehavet deruden for. Foruden Provstens tonende Bas hørtes kun Kakkelovnsildens Buldren og den ensformige Eftersnakken af en Papegøje, der sad i et Bur inde hos Frøkenen i Dagligstuen.
Den unge Fremmede var Provstens nye Kapellan, hvis Ankomst man ikke alene i Præstegaarden men overalt i Sognet havde ventet i største Spænding. Især havde Provst Tønnesen i den sidste Tid gaaet usædvanlig tankefuld omkring og forberedt sig paa at modtage sin unge Lærling og Medhjælper; og ikke saa saare havde man i Dag rejst sig fra Middagsmaaltidet, før de to Præster trak sig tilbage til Studereværelsets grønlige Halvskumring, hvor de nu sad paa fjerde Time og drøftede allehaande Ting, deres fælles, ansvarsfulde Gærning vedrørende.
Det var saa godt som udelukkende Provsten, der havde Ordet. Kapellanen var endnu en ganske ung Mand paa seks og tyve Aar, og det var ikke 9 mere end faa Dage siden, han af Bispen havde modtaget den højtidelige Indvielse til sin Sjælehyrdegærning. Han følte sig øjensynligt ogsaa endnu lidt trykket af sin nye Værdighed. Hver Gang Provsten henvendte sig til ham under Tiltaleformen "Hr. Pastor", blev han rød i Kinderne og saa' forlegent ned paa sin Støvlesnude.
Provst Tønnesen havde begyndt sit Foredrag i en roligt belærende Tone, hvori han lidt unødigt dvælede ved Ordene, som om han selv i Stilhed nød sin Stemmes ualmindelige Velklang og sine Sætningers Formfuldendthed. Det faldt ikke ofte i hans Lod at have en saa intelligent Tilhører, og han modstod derfor ikke Fristelsen til at give sin Veltalenhed en noget vid Tumleplads. Efterhaanden som han kom ind paa en nærmere Omtale af Nutidskirkens Stilling, og især da han kom til at berøre Tidens forskellige stridende Strømninger inden for Kirken, blev hans Tone dog mindre rolig, hans Sprog langt mindre behersket. Tilsidst bøjede han sig helt fremover og sagde med kraftigt Eftertryk, idet han saa' Kapellanen stift i Øjnene:
"Hvad jeg derfor, Hr. Pastor Hansted, i denne Sammenhæng særligt og alvorligt har ønsket at sige Dem, er da i faa Ord dette: Det er ikke alene Præstens Ret men hans hellige og ubrydelige 10 Pligt over for den Herre, som han tjener, og hvis Rige her paa Jorden han under Ansvar forvalter … jeg siger, det er Præstens uafviselige Pligt ved enhver Lejlighed at hævde Kirkens ubetingede Myndighed. Det skønne gamle patriarkalske Forhold, der forhen bestod mellem Sjælehyrden og Menigheden er – desværre! – snart en Saga blot. Og hvis er Skylden? Hvem er det, der nu i Aaringer systematisk har undergravet Kirkens Avtoritet og nedbrudt Folkets nedarvede Respekt for dets guddommeligt indsatte Lærere? Er det de saakaldte Fritænkere? De aabenbare, frække Gudsfornægtere? Saaledes siges der vel. Men tro det ikke! Nej, det er inden for Kirkens egne Rammer, at Fordærvelsen har fundet Næring. Det er disse ulykkesvangre Strømninger, der under Navn af demokratiske Friheds- og Lighedsbestræbelser er stegne op fra Folkedybet, og som nu har fundet Vej ogsaa til Kirkens hellige Haller … og ikke alene ved enkelte ungdommelige Brushoveder, men – desværre! – i den sidste Tid endog ved Kirkens højeste Tillidsmænd. Jeg behøver vist ikke at forklare mig nærmere. De véd sikkert, hvortil jeg her sigter. … Men hvorledes skal dette ende? Er det ikke at tage selve Antikristen, Verdens gamle Oprørsaand, i sin Sold? Hvad er 11 vel disse saakaldte Grundtvigianere med deres Vennemøder og deres Højskoler, som i den sidste Tid understøttes endog af Staten? Og hvad er dette Kolportør-Uvæsen, disse prækende Skomagere og Skræddere, ganske uvidende Personer, der – læg vel Mærke hertil! – af Præster sendes ud i Landet med Myndighed til at vidne i den hellige Kirkes Navn? Jeg begriber ikke den Blindhed, der har slaaet visse af vore Embedsbrødre, at de ikke indser, hvor nedbrydende en saadan Fremfærd er for den Værdighed, den Avtoritet, som vi – det nytter dog ikke mellem os at nægte det – sandelig ikke kan undvære overfor den menige Mand, der umuligt er i Stand til at vurdere den sande Overlegenhed og rettelig bedømme aandelige Egenskaber. Det er denne skæbnesvangre Mangel paa Disciplin, der for Tiden hersker inden for den danske Præstestand, hvorom slige Udskejelser bærer sørgeligt Vidne. Og hvad bliver Følgen? Ser vi ikke allerede Frugterne? Disse Skomager- og Skræddervidner – er de ikke i Menigmands Øjne Vidundere af Veltalenhed, halve Profeter, som man alle Vegne flokkes om, og hvis Floskler og Fraser demoraliserer Menigheden, saa den tilsidst næppe længer har Øre for en ordentlig gennemtænkt Præken eller Sans for Gudstjenestens Højtidelighed. … 12 Det er saamænd ikke mere end faa Dage siden, at et saadant forløbent Individ præsenterede sig for mig her som en "Kollega" og oven i Købet havde den Frækhed at anholde om Tilladelse til at benytte Kirken til sine Præstationer. Dertil er vi komne! Landstrygere paa Prækestolen, Forbrydere for Alteret! Skomagersvende og Læredrenge som Folkets aandelige Formyndere! Saaledes er Kirkens Glans blegnet! Dertil er dens Anseelse sunken! … Hvor skal dette ende? Jeg spørger Dem, Hr. Pastor Hansted, hvor skal dette ende?"
Provst Tønnesen havde talt sig op i en bestandig voldsommere Lidenskab. Hans Ansigt var blevet askegraat, hele hans Legeme sitrede. Ved de sidste Ord rejste han sig op i sin fulde Højde og rettede sin Kæmpekrop, som om han paa Stedet vilde udfordre til Kamp.
Fra sin Stol betragtede Kapellanen ham i stum Forbavselse, og inde i Dagligstuen vendte selv den unge Dame Hovedet om med opskræmt Opmærksomhed, mens Papegøjen begyndte at skrige og baske med Vingerne.
Ganske ude af sig selv af Sindsoprør gav Provsten sig til at vandre frem og tilbage over Gulvet med Skridt, der gav Genlyd i Stuen. 13 Da han efter et Par Minutters Forløb vendte tilbage, stillede han sig op foran Kapellanen og betragtede ham med et gennemtrængende Blik, der flammede under de mørke Brynduske som Lyn bag en Uvejrssky.
"Jeg haaber," sagde han med endnu stærkt skælvende Stemme, "jeg haaber, Hr. Pastor Hansted, at De tilfulde forstaar mine Bekymringer med Hensyn til den Sag, jeg her nævnede. Jeg haaber, De med mig deler de Betænkeligheder, som enhver samvittighedsfuld Gejstlig maa nære over for disse Bevægelser. … Jeg vil ikke skjule for Dem, at ogsaa her i Sognet har jeg begyndt at spore en Gæring, en udskejende Tendens, som det gælder om uden Skaansel at kvæle i Fødslen. En vis Væver Hansen, en lige saa uvidende som fræk Person, der er det sørgelige Produkt af denne saakaldte Højskolebevægelse, har i de sidste Aaringer forsøgt at skabe en Slags Revolutionsparti her i Menigheden, en Flok af Skrydere og Ignoranter, der vover aabenlyst at sætte sig op imod mig og ved alle Slags Optøjer søger at forstyrre Freden i Menigheden. Men jeg taaler ikke sligt! Jeg føler det som min Pligt med ubønhørlig Strenghed at kue denne Oprørsaand, og jeg haaber, Hr. Hansted, at jeg fremtidig tør stole ogsaa paa 14 Deres Bistand i saa Henseende. Det er i det hele mit Haab, Hr. Pastor Hansted, at vi i alt væsentligt skal kunne forstaa hinanden, saa vor fælles Virken her kan blive Gud vor Herre til Ære og Menigheden til Velsignelse!"
"Jeg har intet højere Ønske," svarede den unge Mand stille og saa' mod Gulvet.
"Derom var jeg ogsaa overbevist," vedblev Provsten, synlig tilfreds med Kapellanens Svar. "Alligevel er jeg glad ved at høre Bekræftelse derpaa af Deres egen Mund. … Jeg tvivler i det hele ikke paa, at vi ved gensidig Imødekommenhed nok skal komme til Rette med hinanden."
Efter dette Ordskifte genvandt Provst Tønnesen snart sin forrige Ligevægt. Han gik hen og stoppede sin Pibe i en Krog af Stuen, tændte den ved en Fidibus og tog atter Plads i sin Lænestol for at fortsætte sit afbrudte, saglige Foredrag.
Idet han gik over til, hvad han selv halvt spøgende kaldte "et lille Kursus i den praktiske Teologi," gav han sig til at gøre Rede for de mere specielle Opgaver for den gejstlige Virksomhed. Han omtalte saaledes Fremgangsmaaden ved Barnedaabshøjtideligheden, ved Nadvertjenesten baade i Kirken og ved Sygesengen; gav dernæst sin unge Elev Vejledning med Hensyn til Prækenernes 15 passende Længde, til Messen, Altertjenesten o.s.v., og meddelte sluttelig forskellige praktiske Vink angaaende den rent ydre Anstand, "hvilken heller ingenlunde turde forsømmes".
"Der er nu f. Eks. dette med Hænderne, hvilket ofte i Begyndelsen volder unge Prædikanter Bryderier. Som De véd, er der nogle Præster, der ynder at gestikulere meget stærkt, medens andre foretrækker at holde Hænderne roligt foldede. Det sidste giver unægtelig mere Inderlighed og er derfor navnlig paa sin Plads f. Eks. ved Brudevielser, hvor man i Almindelighed mere søger at tale til de blide Følelser end just at vække Tilhørernes Skyldbevidsthed. Ved andre Lejligheder mener jeg derimod, at en passende Gestikuleren er ganske tjenlig. Ved Ord som f. Eks. Herrens Forbandelse, Himmelens Vrede, Helvedes evige Pine, o.s.v., er det dog ret naturligt, at man ledsager sine Ord med en Hævning af Armen, en Knytten af Haanden eller lignende, for at tildele dem mere Kraft. … En Ting maa jeg bede Dem endelig at lægge Dem paa Sinde, kære Ven – –"
I dette Øjeblik slog Klokken otte paa et fint klingende Taffelur inde i Dagligstuen. I det samme 16 viste Provstens Datter sig i Døren og bad Herrerne ind til Te.
"Ja, saa maa vi lystre!" udbrød Provsten livfuldt og rejste sig. Og idet han lagde sin Haand paa Kapellanens Skulder, tilføjede han spøgende: "Som De maaske allerede har lagt Mærke til, Hr. Hansted, er det nemlig min Datter, der regerer her i Huset – og jeg vil sige Dem, hun er en striks Kommandant! … Naa, vi kan jo altid fortsætte ved Lejlighed. Kom nu ind og tag til Takke med et landligt Nadverbord."
III.
Spisestuen var – ligesom de fleste af Præstegaardens Værelser – et højt, herskabeligt Rum med Gibsstukkatur under Loftet og Landskabs-Dekorationer over Dørene. Skønt Vejlby og Skibberup Sognekald langtfra hørte til de fede, var hele Præstegaarden med tilhørende Udbygninger opført i en Stil, der mindede mere om en Storproprietærs Herresæde end om en Bolig for en Kirkens Tjener.
17 Provst Tønnesens Formand i Embedet havde nemlig været en hovedrig Mand, hvis første Gærning i Sognet bestod i at nedrive den gamle Præstegaardsbygning til Grunden og i dennes Sted for egen Regning at lade opføre dette Palæ, hvis Kostbarhed den Gang havde givet Anledning til formelige Valfarter fra hele Amtet. Sin Formue havde han erhvervet ved Giftermaal med en ældre, pietistisk Baronesse, der havde taget det Løfte af ham, at han – i det mindste til sit halvtredsindstyvende Aar – vilde vedblive at være Præst; og skønt Baronessen var død faa Aar efter Bryllupet, havde han trofast opfyldt hendes Ønske, indtil den aftalte Aldersgrænse var naat. Der gik endnu de fabelagtigste Fortællinger om den Letsindighed, hvormed han bortødslede sine Penge. Blot en Bonde kom til ham og beklagede sig over Uheld med Kreaturerne eller Brand i Sæden, slog han straks en Streg over hans Tiendeskyld og stak ham endda undertiden en Halvhundrededalerseddel i Haanden, naar han tog Afsked. Til Gengæld fordrede han blot, at man lod ham i Fred mellem hans Bøger og Kunstgenstande; og da Egnens Befolkning altid havde haft adskillig mindre Sans for Religionens Skatte end for mere haandgribelige Goder, havde der i de femten Aar, "Millionpræsten" 18 residerede her, hersket den bedste Forstaaelse mellem Menigheden og dens Overhoved.
Imidlertid havde Provst Tønnesen god Grund til bittert at beklage sig over sin Formand, der ved sin Fremfærd ganske havde forplumret Begreberne hos Menigheden. Alle havde i den Grad vænnet sig til at betragte baade Tiende og Offerpenge som noget, de kunde give eller lade være med at give efter Forgodtbefindende, at da Tønnesen forlangte ordnede Tilstande genindførte og endog med Strenghed fordrede de forskellige Ydelsers punktlige Erlæggelse, betragtedes dette som en for en Gejstlig usømmelig Pengegriskhed og gav Anledning til et Mytteri, der blev den første Begyndelse til det spændte Forhold, som siden uafbrudt havde bestaaet mellem Præstegaarden og en vis Del af Menigheden.
Dette fjendtlige Sindelag mod Provsten havde netop i de sidste Dage givet sig et nyt og karakteristisk Udslag; og Erindringen herom var den særlige Grund til det Udbrud af Heftighed, der nys havde overfaldet ham under Samtalen med Kapellanen. Da nemlig de sammensvorne Bønder igen havde nægtet at betale Offer, og Provsten i den Anledning lod pante hos dem, havde de alle efter forudgaaende Aftale ladet deres gamle Møgvogne 19 og Gumpekarrer2 udskrive som Pantegods, hvorpaa de en Dag i et højtideligt Optog kørte disse Genstande hen foran Præstegaarden, hvor Tvangsavktionen skulde afholdes. Her tilbagekøbte de under stor Munterhed deres Ejendele, som de derpaa atter kørte bort i et hoverende Triumftog.
Havde Provst Tønnesen saaledes skellig Grund til at være misfornøjet med sin Formands Forhold til Menigheden, var han ham til Gengæld dobbelt taknemlig for den fyrstelige Bolig, han havde efterladt ham. Denne svarede just til, hvad der efter hans Forestilling var en passende Residens for vor Herre Kristi Statholder i Vejlby og Skibberup Sogne; og den var da heller ikke uden Skyld i, at han endnu hensad i dette – i Forhold til hans Alder og Anciennetet – temmelig tarvelige Embede. Hertil bidrog dog ogsaa en formentlig Krænkelse, der var bleven ham tilføjet fra højere Steder, og som han antog skyldtes personligt Nag hos hans nærmeste Overordnede, den saavel i kirkelig som politisk Henseende sjælden frisindede Bisp, til hvis Udnævnelse han for et Øjeblik siden i sin Samtale med Kapellanen havde hentydet. Det var nemlig ikke Provst Tønnesens Fejl at værdsætte sig selv for ringe; og da han et Par Gange var bleven forbigaaet ved Besættelsen af Landets større Embeder, 20 betragtede han dette som en bevidst Forurettelse og besluttede ikke oftere at søge om Forflyttelse under sin nuværende Bisp – en Beslutning, som hans Husstands Lidenhed og Renterne af en lille Privatformue havde sat ham i Stand til at gennemføre uden større Selvfornægtelse.
Lidt Balsam for sit Saar tog han dog imod, da han for et Par Aar siden lod sig udnævne til Provst – eller "Amtsprovst", som han haardnakket fordrede sig kaldt af sine Sognebørn. I denne Stilling fik hans opsparede Handlekraft endelig en passende Tumleplads, og hans Selvfølelse tog her Oprejsning for alle lidte Krænkelser. Han levede og aandede fra den Dag i gamle Reskripter og Lovparagrafer, udarbejdede med lidenskabelig Omhu arkelange Forestillinger til Stiftsøvrighed og Amtsraad, tilstillede ved enhver Lejlighed de ham undergivne Præster vidtløftige Forespørgsler og var i Særdeleshed en Skræk for Provstiets Skolelærere, hvem han forfulgte med en Uendelighed af Indberetningslister og Skemaer, hvis Udfyldelse blev dem paalagt med Tilhold om den punktligste Nøjagtighed. Thi navnlig overfor Skolevæsenet havde han i høj Grad skærpet den gejstlige Kontrol, og paa dette Omraade betragtede han sig ikke uden Grund som særlig sagkyndig, idet han i sine 21 yngre Dage i en længere Aarrække havde været ansat som Adjunkt ved en af Landets lærde Skoler.
Med alle disse organisatoriske Foranstaltninger underholdt han nu ved Tebordet sin Kapellan, idet han tillige lod forstaa, at naar han allerede nu havde søgt Medhjælp til sin kirkelige Gærning her i Sognet, var det hovedsageligt for med des større Kraft at kunne vie sig til disse mere ledende Opgaver.
Kapellan Hansted forholdt sig bestandig tavs og hørte stille paa sin Foresatte, mens han i Tanker smuldrede sit Brød paa Dugen uden at nyde noget. I det hele havde han i det Døgn, han nu havde tilbragt her i Præstegaarden, saa godt som intet spist. Alligevel gjorde han slet ikke Indtryk af at befinde sig ilde her. Tværtimod var der et Udtryk af Glæde og Taknemlighed i hans lyse, milde Øjne, naar han nu og da løftede Blikket og lod det glide rundt i Stuen for til sidst at lade det dvæle et Øjeblik ved Husets Datter, der stod bag den dampende Selvkoger i Færd med at tilberede Teen.
Frøken Ragnhild Tønnesen var – ligesom Faderen – en statelig Skikkelse og i det hele dennes udtrykte Billede. Hun havde de samme store, udtryksfulde Øjne – kun en Kende lysere –, 22 den samme sydlandsk formede Næse og yppige Mund. Men hendes Figur var slank, næsten indtil Magerhed, og ikke heller havde hun arvet Provst Tønnesens sunde, mørkladne Ansigtsfarve. Tværtimod var hendes Hud saa sart og bleg – næsten maaneskinsagtig – som havde den aldrig kendt hverken Sol eller Blæst. Derimod var hendes fornemme Holdning og afmaalte Væsen atter ganske Faderens, ligesom Familieskabet kunde spores i den ualmindelige Omhu for den ydre Person, som røbede sig gennem hendes smagfuldt elegante og ganske moderne Klædedragt.
Frøken Ragnhild var fire og tyve Aar gammel og Provst Tønnesens eneste Barn. Naar hun i første Øjeblik maaske gjorde et noget ældre Indtryk, laa det til Dels i hendes Optræden, der bar Vidne om, at hun allerede længe havde haft Styret i sin Faders Hus. Endnu mens hun var Barn, havde Provst Tønnesen mistet sin Hustru; og det var just under det overvældende Indtryk af dette Tab, at han i sin Tid havde besluttet sig til at afbryde sin lovende pædagogiske Løbebane og flytte ud i en stille Præstegaard paa Landet for dér at søge Trøst og Ro for sig selv og sit Barn.
23
IV.
De skulde just til at rejse sig fra Bordet, da Husets gamle, halte Pige stak Hovedet ind fra Køkkenet og meldte, at der uden for Porten holdt en Slæde med en Person, der absolut skulde tale med Provsten.
"Paa denne Tid af Døgnet!" udbrød Provsten og rynkede ildevarslende sine Bryn. "Hvad kan han ville, Lone?"
"Ja, det kan en anden jo ikke vide," svarede det gamle Tyende surt. "Men for Resten sagde han, at det var til en, der var saa meget syg, at han skulde hente Provsten!"
"Til en syg! I dette Vejr! Og nu ved Nattetid! … Hvem kan det Menneske være, Lone?"
"Ja, det kender en anden jo ingen Ting til. … Men ellers siger han, at han er Anders Jørgens Søn fra Skibberup."
"Hm! Ja saa!" mumlede Provsten med mørk Mine og nikkede. "Herregud! Saa er det altsaa den gamle Anders Jørgen, der skal bort nu. … Hvor er Budet henne?"
"Jeg viste ham ind paa Kantoret."
Provsten drak ud af sin Kop, tørrede sig med Servietten om Hagen og rejste sig.
24 Paa Vejen ind gennem Dagligstuen fremdrog han af Baglommen en sort Silkekalot, med hvilken han plejede at bedække sit Hoved, forinden han fremstillede sig for sine Sognebørn. Efter tillige at have forberedt sin Tilsynekomst ved en kraftig Rømmen, traadte han ind i Studereværelset – eller "Studerekantoret", som Folkene i Sognet gærne kaldte det.
Her, i det grønlige Halvmørke henne ved Døren, stod en lille Skikkelse i en alt for stor Slagkavaj, hvorfra kun en lys Haartop, to blaarøde Hænder og et Par Fødder i hvide Uldsokker stak frem.
"God Aften!" sagde Provsten venligt og slog ud med Haanden. "Er det dig, der ønsker at tale med mig?"
Som Svar kom først et Hik og derpaa et frygtsomt hvisket Ja.
"Hvad er dit Navn, min Ven?" vedblev Provsten.
Man hørte et Øjeblik kun Fyrens Tænder klapre. Endelig kom det hæst og hurtigt:
"Ole Kristian Julius Andersen."
"Er du en Søn af gamle Anders Jørgen i Skibberup?"
"Ja."
25 "Saa var det altsaa dig, jeg havde til Konfirmationsforberedelse i Fjor, ikke sandt?"
"Jo."
"Og nu kommer du for at anmode mig om at tage hen og berette din gamle Fader. … Jeg synes jo nok, jeg har hørt, at han har skrantet i nogen Tid."
Ved disse Ord gik der som et Ryk gennem Knøsen. Han begyndte at trippe uroligt paa Sokkerne, og Skindhuen løb som et Hjul mellem hans Hænder.
"Det er jo rigtignok noget sent paa Aftenen og under vanskelige Forhold," vedblev Provsten uforstyrret. "Men i Betragtning af Sagens Alvor skal jeg dog ikke vægre mig. … Hvad er der? Har du ellers noget paa Hjærtet? Føret er vel nogenlunde fremkommeligt nu? Er Sognevejen kastet?"
"Jo – men –"
"Er der ogsaa ryddet nede under Aasen?"
"Snekasterne er derude –"
"Godt! Gaa saa ud til dine Heste og hold dig parat! Jeg skal da straks være færdig."
Med disse Ord hilste Provsten atter med Haanden og vendte tilbage til Dagligstuen – uden at give 26 Agt paa det Par raadvildt opspilede Øjne, hvormed Drengen fulgte ham henne fra Døren.
Da Tønnesen traadte ind i Dagligstuen og her fik Øje paa Kapellanen, der i det samme tillige med Frøkenen kom ind fra Spisestuen, fløj der pludseligt et Smil over hans Ansigt.
"Hør, jeg faar en Idé!" udbrød han livligt. "De hørte jo nok, Hr. Hansted, at her var Bud fra en ældre, syg Mand i vort Anneks, der ønsker at berettes. Sandelig – jeg kan ikke tænke mig en bedre Lejlighed for Dem til at begynde Deres Gærning her end netop denne. Jeg kender godt den gamle – det har altid været en særdeles agtværdig og stræbsom Mand, for hvem et Par almindelige Trøsteord sikkert vil være tilstrækkelige. Jeg er overbevist om, at det hele ikke vil volde Dem ringeste Vanskelighed."
Provstens Anmodning satte den unge Gejstlige i synlig Forlegenhed. Farven paa hans Kinder skiftede hurtigt et Par Gange, og han begyndte at fremstamme Undskyldninger. Provsten havde – sagde han – lovet at staa ham bi i den første Tid, indtil han havde opnaaet mere Øvelse – desuden var han ganske uforberedt –
Men Provsten afbrød ham hastigt:
27 "Aa, det har saamænd ingen Verdens Ting at betyde. De kan jo paa Vejen derhen tænke over det Par Ord, De vil sige. Det gør jeg altid selv, og – som sagt – nogle almindelige Trøsteord vil i dette Tilfælde være mere end tilstrækkelige. Vær blot ved godt Mod, kære Ven, saa gaar det hele saamænd nok. Det gælder blot om at have Ritualet klart i Hovedet og ikke lade sig konfundere. Gaa De med Gud, kære Ven! Og stol altid trygt paa hans Velsignelse!"
Kapellanen gjorde efter disse Ord ikke flere Indvendinger. Han forlod stille Stuen og gik op paa sit Værelse for at iføre sig Ornatet.
V.
Et Kvarterstid efter var Kapellanen taget afsted, og Præstegaarden faldt atter tilbage til sin sædvanlige Stilhed og Fred. Frøken Ragnhild gik omkring inde i Dagligstuen og satte i Orden for Natten. Hun lukkede det store Flygel, der stod i et Hjørne under en lavrbærkranset Beethoven-Buste, samlede Noderne ind i et Skab og kyssede 28 den allerede halvt indslumrede Papegøje paa Næbet, inden hun hængte det sorte Klæde over dens Bur. Saa satte hun sig paa sin vante Plads ved Bordet under Lampens søgrønne Silkeskærm og gav sig atter i Færd med sit Stramajbroderi.
Imidlertid havde Provsten stoppet sin Pibe inde hos sig selv og begyndte at vandre frem og tilbage gennem bægge Stuerne. Nu og da skottede han ligesom ængsteligt hen til Datteren, mens han med spidset Mund udstødte ualmindelig svære Røgskyer i Luften omkring sig.
Endelig standsede han foran hende og sagde med en noget forstilt Munterhed:
"Naa, lille Ragnhild! Hvad synes saa egentlig du om vor nye Gæst?"
Den unge Dames Ansigt fik et endnu mere koldt og tillukket Udtryk. Spørgsmaalet berørte hende øjensynlig ubehageligt.
"Aa – han gør jo et ret vakkert Indtryk," sagde hun ligegyldigt.
"Ja, ikke sandt? Det forekommer ogsaa mig, at der er en velgørende Umiddelbarhed … noget barnlig friskt over ham, hvilket i vore Dage virkelig er en Sjældenhed. Nu til Dags er unge Mennesker paa tyve Aar jo allerede gamle livstrætte 29 Oldinge .... Det glæder mig virkeligt, Ragnhild, at ogsaa du synes om ham. Han er jo dog fra nu af vor daglige Husfælle."
Den unge Dames Bryn trak sig sammen.
"Ja, det er vel for Resten ikke værd at dømme for meget efter det første Indtryk," sagde hun kort. "Det vigtigste er jo desuden, om han har de rette Evner til sin Gærning … det faar vi nu se."
"Naturligvis! Naturligvis!" udbrød Provsten og fortsatte igen sin Gang over Gulvet. "Deri er jeg ganske enig med dig – ganske enig! – – Hm! – – Naa!" – afbrød han sig selv, idet han saa' paa sit Ur. "Jeg ser, at Klokken er bleven mange. Det er nok paa Tiden, jeg kommer ind til mit Arbejde."
Han kyssede sin Datter paa Panden til Godnat og gik ind i sin Stue.
Næppe havde han lukket Døren efter sig, før Døren ind til Spisestuen knirkede, og den gamle halte Tjenestepiges tørvebrune Ansigt viste sig i Aabningen. Da hun saa', at Frøkenen var alene, sneg hun sig ind i Stuen, hvor hun gav sig noget at bestille henne ved Kakkelovnen, mens hun idelig drejede Hovedet tilbage og ivrigt betragtede Ragnhild med et forslagent og nysgærrigt Blik. Tilsidst 30 humpede hun paa sine Strømpefødder hen til Bordet, hvor Frøkenen sad.
"Naa" – sagde hun her med hviskende Stemme og kneb Øjnene polisk sammen. "Hvad tykkes Frøkenen saa om ham?"
"Om hvem?" spurgte Ragnhild, idet hun hastig løftede Hovedet og saa' stift paa det gamle Tyende.
"Ih! Natyrlig ham – Kap'lanen!"
Fra Frøken Ragnhilds blaagraa Øjne fór et Lyn, der bebudede en artig Torden. Men pludseligt betænkte hun sig, slog sin Vrede hen, tvang sig endog til at smile og svarede derpaa hurtigt og ligesom i hjærtelig Overgivenhed:
"Jo, Tak skal du have, lille Lone! Jeg synes rigtig udmærket godt om ham. Jeg er allerede helt forelsket i ham. I Morgen forlover jeg mig med ham, og paa Torsdag tænker vi at holde Bryllup. Dersom lille Lone paa Søndag otte Dage vil gøre os den Fornøjelse at komme til Barselstads hos os og holde vor Førstefødte over Daaben, vil baade min Mand og jeg være dig meget taknemlige. – Er du saa tilfreds?"
Den gamle Pige stak fornærmet sin store Underkæbe frem; og med sit sædvanlige skulende 31 og surmulende Udtryk trak hun sig smaamumlende tilbage mod Døren.
VI.
Imidlertid var den unge Kapellan allerede kommen et godt Stykke paa Vejen ad Skibberup til. Den Benauelse, der i første Øjeblik havde grebet ham ved Provstens uventede Anmodning, var hurtig forsvunden. Han var ved godt Mod og havde lænet sig mageligt tilbage i den store Agestol, mens han overrasket betragtede det vidtstrakte Vinterlandskab omkring ham. Luften var efter Solnedgang bleven blikstille. Himlen var mørkeblaa og oversaaet med Stjerner. Kun langs med Horisonten i Vest laa endnu en Mindelse om det bortdragne Uvejr i Form af en langstrakt Skybanke, hvorover Maanens gyldne Horn krummede sig.
Paa Kapellanen virkede hele dette Syn som en Drømme-Aabenbaring. Han var et Købstadbarn og kendte kun Vinteren fra Byens Kulos, Taage og Søle. Endnu for halvanden Døgn siden havde han vandret omkring i de københavnske 32 Gaders tommetykke Smuds, bedøvet af Droskernes Rumlen, af Sporvognenes Klingren og Muslingesælgernes hæse Raab – og nu sad han her i Provstens store Bjørneskindspels og gled hen gennem et Æventyrland, et luftigt Ferige, hvor Træer og Buske ragede op over Markerne som hvide og blaalige Koraller, mens Slæden fór frem i en lydløs Vuggen, som svævede den paa lange, bløde Vinger.
Han blev med ét stærkt bevæget. Hans stakkels afdøde Moders Billede steg op for hans Sjæl, og han ønskede inderligt, at hun kunde se ham i dette Øjeblik. Han vidste, det havde været hendes højeste Ønske at opleve denne Dag; og han følte i denne Stund stærkere end nogen Sinde, hvorledes han skyldte hende mere end nogen anden, at han havde faaet Mod til at følge Kaldet som det hellige Ords Forkynder. Og hvor var han hende ikke taknemlig derfor! .... Det nyttede nu ikke længer hans kære Fader Etatsraaden at ryste paa Hovedet af hans "vilde Idé". Loddet var kastet! Hans muntre Broder Garderløjtnanten, den vordende Kammerjunker, kunde nu ogsaa for Fremtiden spare sig den Ulejlighed at dreje om ad Sidegaderne af Frygt for at møde ham med en Hat, der ikke netop var efter nyeste Mode, eller med en Ven, der "ikke hørte til Selskabet". 33 Og hans gode lille Søster, Fru Generalkonsulinden, – heller ikke hun behøvede nu længer at fælde Taarer over hans Mangel paa Selskabstone og slebne Manerer … Emanuel var rejst, "Seminaristen" var borte, og han vilde sikkert ikke saa snart vende tilbage.
Nej, han vilde sikkert ikke vende tilbage. Han saa' sig lykkelig omkring over de vidt strakte, blaaligt skimrende Snemarker, og han havde en Fornemmelse, som om han fra en mørk og dyb Brønd var stegen op til et Land, der laa Himlen ganske nær. Rundt om paa Markerne saas smaa, rødlige Skær fra Hytternes oplyste Vinduer, der blinkede i Sneen som nedfaldne Stjerner. Over hele Naturen hvilede en overjordisk Fred. Der hørtes under Himmelbuen ikkun Lyden af Hestenes rustne Bjælder; men i den uendelige Stilhed lød denne Kimen med en tusindstemmig Klang, som om Luften hang fuld af usynlige Klokker.
Han faldt hen i Tanker .... Her var altsaa nu hans Hjem! Over disse Marker skulde han vandre, ind i disse Hytter skulde han træde som Herrens udkaarne Tjener! .... Han saa' sig allerede siddende derinde i de smaa, lavloftede Hjem, mellem fattigt klædte Mænd og Kvinder, og han følte, hvorledes han vilde elske dem, hvorledes 34 han, selv i den usleste Vraa, – ja netop i den, – vilde føle sig hundrede Gange mere lykkelig end i sin egen Faders Pragtgemakker …
Han var saa opfyldt af disse Tanker, at han slet ikke lagde Mærke til, hvorledes den unge Fyr, der var hans Kusk, gentagne Gange vendte sig halvt om imod ham, som om han vilde tiltale ham, og derpaa igen dukkede hurtigt ned i sin store Kavaj, som om han alligevel ikke turde. Men pludseligt blev han vækket af et højt, mangestemmigt Raab forude paa Vejen. Slæden var kommen ned i en dyb Hulvej, hvor Sneen havde samlet sig i saa mægtige Driver, at Hestene maatte bevæge sig Skridt for Skridt mellem de alenhøje Snemure, der var opkastede til bægge Sider. Kusken holdt øjeblikkeligt Hestene an, og i Skæret fra den sidste Stump af Maanen, der endnu tittede op over Skybanken i Vest, saa' Kapellanen et halvt hundrede Alen forude en Flok Snekastere i travlt Arbejde. Noget nærmere, kun en Snes Skridt borte, stod en anden Skare Mænd, som støttede sig til deres Skovle, og disse Mænd var det, der havde genkendt Provstens Agestol og derfor blev ved at raabe:
"I kan vel bie lidt, hvem I saa er .... I ser vel nok, at Sneen er skreden her .... Vi er klar om et Øjeblik .... Hvem er I for Resten?"
35 "Jeg er Præsten!" raabte Kapellanen tilbage – lidt forlegen, fordi det var første Gang, han nævnede sin nye Titel højt. "Vi er paa Vejen til en syg."
Lyden af hans Stemme bragte Mændene til at studse. De saa' alle paa én Gang op, gav sig til at stikke Hovederne sammen, hviske og strække Hals. Til sidst gik en af dem hen foran Hestene, hvorfra han begyndte at snakke sagte med Kusken; og snart kom der Bevægelse i hele Flokken. Tøvende og ligesom med ængstelig Nysgærrighed nærmede den sig Slæden fra bægge Sider. De fleste af Mændene var smaa, tætbyggede, bredt smilende Skikkelser, hvis Øjne lyste som Sølvknapper i de røde Ansigter. Nogle vraltede frem i store Søstøvler, andre havde Træsko og lange hvide Uldstrømper, der var trukne uden paa Bukserne og naaede højt op over Knæene. Størsteparten bar store, lodne Huer med Klapper ned over Ørene; en enkelt havde Sydvest.
Kapellan Hansted følte sig lidt underlig til Mode ved pludselig at se sig omringet af denne Skare nysgærrigt stirrende fremmede. Han tænkte paa, om han skulde tiltale dem. Det var dog aabenbart hans Sognebørn.
Da traadte en høj, svært beskægget Mand frem 36 af Flokken – en Kæmpe at se til imellem de andre og tydeligt nok ogsaa den, der var vant til at tage Ordet mellem dem. Med sine hvide, kraftige Tænder trak han en stor Tommel-Vante af den højre Haand og sagde derpaa med stærk Stemme:
"Undskyld vos .... vi er de Bymænd fra Skibberup, og vi hører, at det skal være vores nye Kap'lan .... og saa maa vi dog have Lov til at tillade os at byde Dem velkommen her. – Velkommen, Hr. Pastor Hansted!"
Nu traadte ogsaa de andre hastigt til, – og før Kapellanen fik sig besindet, saa' han sig omgivet af en halv Snes store, røde Næver, der raktes frem imod ham med trohjærtige "Velkommen".
Hr. Hansted blev et Øjeblik ganske forvirret. Han følte, at han maatte sige noget, og mærkede ogsaa, at Mændene ventede det. Men det hele var kommet saa uforvarende paa ham, at han intet andet kunde finde paa, end at gentage sit "Tak – Tak", mens han hjærteligt trykkede de fremstrakte Hænder.
I det samme blev der raabt henne fra Rydningsarbejderne, at Vejen var farbar. Kusken rykkede i Tømmerne, og Slæden satte sig i Bevægelse.
Da fandt Kapellanen i sidste Øjeblik paa at sige:
37 "Farvel, Venner .... og tak for jeres Velkomst! Jeg vilde prise mig lykkelig, om jeg altid fandt saadanne Mænd til at rydde Vejen for mig! Det er mit Haab, at vi skal komme godt ud af det med hinanden!"
"Det vil vi nok!" svaredes der tilbage fra mange Munde.
"Og vi trænger til det!" raabte en dyb, truende Røst bagest i Flokken – efterfulgt af en bifaldende Mumlen.
Dette Ord og navnlig Tonen, hvori det udtaltes, bragte Kapellanen til at studse; – og mens Slæden atter fløj vuggende hen over Sneen, hensank han i Grublen over, hvad Manden egentlig havde ment.
Saa længe sad han og tænkte herpaa, at Slæden naaede Skibberup By, uden at han anede det. Ved Synet af de første Huse fór han forskrækket op, … han havde undervejs ganske glemt den syge Mand og endnu ikke faaet overvejet, hvad han skulde tale til ham om. Men han beroligede sig snart. Mødet med Snekasterne havde gjort ham fortrøstningsfuld, og han tvivlede ikke paa, at Vorherre ogsaa nok nu i det afgørende Øjeblik vilde lægge ham de rette Ord i Munden.
38
VII.
Skibberup laa nede i en Lavning, omgiven af en Krans af mægtige Bakker, der kun aabnede sig mod Øst, ud mod den nærliggende Fjord. Hvad der straks vakte Kapellanens Forbavselse, var den ualmindelige Mængde smaa Huse og uanselige Halvgaarde, hvoraf Byen hovedsagelig bestod. Der saas næppe en eneste virkelig stor Bondegaard; men rundt om et vidtstrakt Gadekær, der – midt i den hvide Sne – spejlede Stjernehimlen i sit mørke Vand, laa henved et halvt hundrede Hytter malerisk grupperede under Bakkerne, nogle gravede ind i selve Skrænterne, ligesom en Sæterby omkring en Fjældsø. Forøvrigt var Byen halvt usynliggjort af de uhyre Snemasser, som Stormen havde ført herind ude fra Fjorden. Af flere Hytter stak kun et Par Rygtræer og en sodet Skorstenspibe op. Fra enkelte Steder skinnede der endnu Lys ud af Vinduerne, og paa en Dørflise stod en gammel Mand med en Krykke og svingede muntert med sin Hue, idet Kapellanen fór forbi.
Slæden holdt udenfor en Halvgaard, der laa lidt for sig selv i Byens sydlige Udkant. De tjærede Portfløje var slaaet op, og inde under 39 Loftet i Portrummet hang en døsig Lygte og drejede sig langsomt rundt i en Snor. Under denne Lygte maatte Kapellanen stige af; thi Gaardspladsen var saa pakfuld af Sne, at Slæden ikke kunde komme frem. Ad en smal Sti, der var kastet gennem Driven, begav han sig op til det lave Vaaningshus. Overalt var der dødsstille. Kun henne fra Stalden hørtes en svag Raslen som af et Jærntøjr, og et Sted bag en Mur gik en Kat og mjavede. Først da han traadte ind i Forstuen, hørte han en Dør indenfor blive aabnet og en dæmpet Kvindestemme sige hastigt:
"Jeg syntes, jeg hørte Klokkerne .... Provsten er her vist!"
Han bankede paa Døren, og et Øjeblik efter stod han inde i en lav og dyb, gammeldags udstyret Stue med smaa Vinduer, Bjælkeloft og mørkt Lergulv. Et tyndt Talglys stod og brændte med krum Tande paa Enden af et svært Egebord, og herfra rejste sig ved hans Indtrædelse en lille, halvgammel Mand med strid, graasprængt Haarmanke og et Par irrede Messingbriller paa en bred Klumpnæse. Manden havde siddet og læst i en Avis, som han nu – synlig betuttet – skyndte sig at gemme inde under Bordet; og da han i det samme kom til at huske paa sine Briller, rev han 40 disse fra Øjnene med en forlegen Mine, som om han var bleven greben i en Naragtighed. Idet han derpaa vilde nærme sig den formentlige Provst, gik han pludseligt bagover af Forskrækkelse og stirrede med maabende Mund paa den fremmede Mand, der stod dèr ved Døren og med venlig Stemme hilste Godaften.
"Bliv dog ikke bange!" vedblev Kapellanen og nærmede sig. "Jeg er Provstens Stedfortræder – hans Kapellan – og kommer til Dem efter hans Anmodning – –"
I det samme aabnedes Døren varsomt inde fra Sideværelset, og et sværtbygget, midaldrende Fruentimmer med staalgraat Haar og store, lyse, udhvælvede Øjne traadte ind. Ogsaa hun standsede straks i stum Forfærdelse og maalte et Øjeblik den fremmede Præst med et just ikke venligt Blik .... Men pludseligt fløj et lyst og hjærtensgodt Smil over hendes Ansigt, og idet hun uden Forlegenhed nærmede sig Kapellanen og rakte ham sin kødfulde Haand, sagde hun med en ejendommelig barneblød Stemme:
"Det er da ikke muligt, at det er vor nye Kap'lan? … Nej, saa skal De da have ret saa mange hjærtelige Velkommen! … Nu har jeg aldrig tænkt mig det saa godt! … Saa er De 41 virkelig endelig kommen hertil! … Nej, det var da det fornøjeligste, det … saa det er virkelig vor nye Præst! … Og saadan er det altsaa, at De ser ud! … Ja, det havde jeg jo netop tænkt mig … Nej, det er da det fornøjeligste, det …"
Hun havde stillet sig op et Stykke fra ham, med bægge Hænder hvilende paa sin svære Mave, og blev ved at gentage sine Udbrud, mens hun henrykt betragtede ham fra Hoved til Fod.
Kapellanen, der tilsidst følte sig lidt genert ved denne Mønstring, gav sig til at spørge om den syges Befindende.
Men hun kunde ikke komme sig af sin glade Overraskelse eller løsrive sig fra sin Beskuen. Først da Manden bag fra havde rykket hende et Par Gange ængstelig i Skørtet, besvarede hun Kapellanens Spørgsmaal.
"Jo, ellers Tak," sagde hun da i forandret Tone og saa' hen imod Døren, som hun havde ladet staa paa Klem efter sig. "Nu er det da, Gud være lovet, blevet noget mildere … Men ved Middagstid var det ellers grumme simpelt3, og da saa Vejret bedrede sig, saa syntes vi jo, at det var rigtigst at skikke Provsten Bud .... Men kanske skulde vi hellere have ladet det være, for der er da vistnok nu ingen Fare længer … og 42 det er jo ingen Plasér for Præsten saadan at tage ud ved Nattens Tid og i et saadant Vejføre …"
"Aa, tag Dem ikke det nær!" afbrød Kapellanen hende. "For min Skyld har det ingen Ting at sige. De maa tilkalde mig naar som helst, og jeg skal altid være til Deres Tjeneste .... Og dersom De nu synes det, og dersom alt er beredt inde hos den syge, skal vi saa ikke – –"
Konen aabnede varsomt Døren ind til Sideværelset, og alle tre traadte stille ned i et aflangt, svagt oplyst Kammer, der laa et Trin lavere end Dagligstuen. Ved Hovedgærdet af en bred Seng, der optog den ene korte Væg, stod et lille Bord med en Natlampe, en Medicinflaske og en Salmebog. I Sengen laa en brunhaaret ung Pige med tungt tillukkede Øjenlaag og en mørk Feberrødme paa Kinderne.
Den unge Præst vendte sig hastigt omkring og udbrød forvirret:
"Men .... hvad er det?"
"Det er vor Datter," svarede Konen og saa' forundret paa ham.
"Hvorledes? … Men Provsten sagde jo" – Kapellanen begyndte at stamme. Han vendte af Undseelse stadig Ryggen til Sengen; thi den unge Pige laa paa Bondevis i det blotte Linned og havde 43 i Feberheden kastet bægge de nøgne Arme op paa Dynen. – "Det var jo en ældre Mand, der var syg … Provsten sagde, at det var … hed han ikke Anders Jørgen?"
"Mig?" udbrød Manden ved Lyden af sit Navn og saa' fortumlet op med sine smaa, halvblinde Øjne. "Jeg takker for Forespørgslen .... men jeg er ellers rigtig frisk."
"Jamen, saa maa jo det hele bero paa en Misforstaaelse …"
"Ja, det er vor Datter Hansine," vedblev Konen roligt og gav sig til at fortælle om, hvorledes Sygdommen for tre Dage siden var begyndt med Smerter i Ryggen og over Lænderne. I Begyndelsen havde de ikke troet, at det havde videre at betyde; men saa var Smerterne gaaet op i Nakken, og forrige Nat var Datteren pludselig bleven saa daarlig, at de havde maattet hente Doktor. Doktoren havde rystet paa Hovedet, og endnu i Middags havde han sagt, at det kunde blive til, hvad det skulde være .... Men nu troede de alligevel nok, at det værste var forbi.
Under denne Fortælling fik Kapellanen Tid til at komme sig nogenlunde af sin Overraskelse. Han følte endog en vis Skamfuldhed over sin Forvirring, og idet han med Magt samlede alle sine 44 Tanker om den hellige Handling, der forestod ham, nærmede han sig atter Sengen.
I det samme vaagnede den syge og opslog et Par mørkeblaa Øjne, der i Febervildelsen fæstede sig paa den fremmede Mand med et stift og ligesom uvilligt Blik. Moderen bøjede sig ned over hende og fortalte, hvem han var .... og da drog den unge Pige et langt, ligesom lettende Suk og lukkede atter Øjnene stille i med et Udtryk, som om hun vilde sige, at hun havde længtes og var beredt.
Moderen lagde varsomt Dynen tilrette omkring hende, tog Salmebogen fra Bordet og satte sig paa en Stol ved Hovedgærdet for at være hende behjælpelig, naar hun skulde drikke af Kalken. Den gamle Fader havde stillet sig andægtig op bag Sengens Fodende, og i sidste Øjeblik klemte ogsaa den unge, lyslokkede Knøs sig ængstelig ind ad Døren, hvor han blev staaende op ad Karmen, med Læberne bævende af tilbagetrængt Graad, mens han ufravendt stirrede hen paa Naadebrødet og den lille Sølvkalk, som Kapellanen imidlertid havde taget frem af Etuiet og stillet paa Bordet under Lampen.
Alt var højtideligt stille. Der hørtes kun Lyden af et tungt dikkende Perpendikel-Ur henne fra Krogen og den syges anstrengte Aandedræt.
45 Den unge Præst var traadt hen til Sengen og foldede Hænderne til Bøn.
Men enten det nu skyldtes Synet af den unge Pige eller den Sindsbevægelse, hvori den hellige Handling satte ham … eller om Grunden var den pludselige Overgang fra den friske Frostluft til den beklumrede Sygestue .... han kunde ikke samle en Sætning i sin Hjerne. En forunderlig Svimmelhed betog ham mere og mere, Tungen vilde ikke tale, og han følte, hvorledes den kolde Sved begyndte at prikle frem paa hans Pande.
Da kom han med ét til at mindes et lille Vers, en Aftenbøn, som hans Moder havde lært ham, da han var ganske lille. I mange Aar havde dette Vers været ude af hans Erindring. Nu steg det ned til ham som en Engel fra Himlen. Han havde en Fornemmelse, som om nogen stillede sig ved hans Side og tog ham ved Haanden. Næsten som en fremmed hørte han derpaa sig selv tale varme, følte Ord om Naaden fra Herren, om Guds Algodhed, om Jesu Død for Menneskenes Synder. Selv Ritualets kendte Sætninger blev ligesom nye og levende i hans Mund, og idet han til sidst lagde sin Haand paa den syges Pande for at tildele hende Syndsforladelsen, fornam han med 46 hele sin bævende Sjæl, at Guds stærke Aand i dette Øjeblik meddelte sig igennem ham.
VIII.
Samme Nat sad fire Mennesker inde i Sogneraadsformand Jensens himmelblaa Stadsestue og spillede Kort.
Der var – foruden Værten – Egnens Dyrlæge Aggerbølle, den gamle Skolelærer Mortensen og Købmand Villing. Alle fra Vejlby.
Siden Klokken ti om Formiddagen havde de siddet her ved det samme Bord – uden andre Afbrydelser end dem, som Maaltiderne krævede. Nu var Klokken bleven tre. To Gange var Lysene brændt ned i Stagerne, og fire Gange i Aftenens Løb var der bragt nyt, varmt Toddyvand ind fra Køkkenet. Endnu syntes dog ingen at tænke paa Opbrud, skønt den spritholdige Kognak, Osen fra den rødglødende Kakkelovn og de tætte, blaa Tobaksdampe, der halvt usynliggjorde dem for hinanden, kendelig havde slappet Fjedren i deres Lidenskab.
Der mæltes ikke et overflødigt Ord. Halvt mekanisk spillede man Kortene ud og tog Stikkene 47 hjem. Selv den lille Købmand Villings stilkede Øjne, der ellers altid var saa travlt paa Færde overalt for om muligt at udspionere de medspillendes Kort, hang ham stive og blodunderløbne ud af det fede Hoved som paa en død Flynder, og i det hele fortsattes Spillet kun, fordi man endog manglede den fornødne Kraft til at bestemme sig for en endelig Afslutning.
Den eneste, der endnu holdt sig tapper, var den gamle Skolelærer Mortensen.
Men denne Mand var nu ogsaa som født til et L'hombrebord. Fra det Øjeblik, han omstændeligt udspilede sine rummelige Frakkeskøder for at indtage sin Plads, og indtil man rent ud betydede ham, at Spillet var forbi, sad han lige strunk med sit ærværdige, sølvhvide Hoved og skjulte den Feber, hvori Synet af Kort og Penge altid satte ham, under en ubevægelig Alvorsmaske, mens blot en ubetvingelig Skælven af Mundvigene og en uafladelig Knirken af hans gamle, stive Støvler forraadte den Sindsbevægelse, i hvilken han befandt sig. Nu og da strøg han sig med et rødt Silkelommetørklæde over sin høje Pande, der i kritiske Øjeblikke perlede af Sved; og vovede han sig efter omhyggelige Overvejelser endelig til et "Spurgt", lukkede han 48 gærne samtidig Øjnene, som om han i sit stille Sind tilføjede et: "I Jesu Navn".
Ved hans venstre Side sad Værten, Sogneraadsformand Jensen, og stred fortvivlet med Søvnen. Han var en stor, tyk Bonde, med et højtblussende Ansigt, hvorfra en blød, blaarød Næse hang ned imod Munden som en Kalkunsnabel. Han var Egnens "rige Mand", og hele hans Holdning og Klædedragt røbede ogsaa, at han regnede sig for noget mere end en almindelig Bondemand. Af sine medspillende tituleredes han ogsaa sædvanligvis "Proprietær Jensen" eller Hr. Jensen – uden Fornavn. Til Gengæld gav han dem Lov til at plukke ham efter Evne og opslog endog regelmæssig en Slags hoverende Latter, hver Gang han maatte tage et nyt Kronestykke op af sin Bukselomme. Selve Spillet interesserede ham ikke synderligt; men han følte sig smigret ved de andres griske Bejlen til hans Pengestykker og slængte Kronestykkerne hen til dem med en Mine, som om han fodrede en Flok Grise.
Lige over for ham sad Dyrlæge Aggerbølle – en kraftig, bredskuldret Mand, med et stort, rødbrunt Haar og Skæg, der hist og her var isprængt med smaa Totter af graat. Han sad med Haanden under Hovedet, hensunken i en mørk, sløv Grublen. 49 Nu og da fór han sig skudrende4 med Haanden gennem sin buskede Manke og bankede sig paa Panden, mens han for sig selv fremmumlede bitre Forbandelser. Toddyerne var stegne ham til Hovedet, og han havde ikke været heldig denne Aften. Af Sogneraadsformandens Sølvskillinger havde kun en forsvindende Del fundet Vej til hans Vestelomme, – og for Dyrlæge Aggerbølle var Kortspil ikke som for de andre et letsindigt Tidsfordriv, men en Kamp paa Liv og Død, af hvis Udfald hele hans Families Eksistens afhang.
Pludseligt begyndte Skolelærer Mortensens gamle Støvler en lidenskabelig Knirkekoncert inde under Bordet. Bag de lange, sølvgraa Bryn skelede hans Blik ængsteligt hen til en Underkop med 25-Ørestykker, der stod midt paa Bordet – den saakaldte "Solokop".
Til sidst strøg han sig med Lommetørklædet ned over sit blege Ansigt, lukkede et Øjeblik Øjnene, som naar han om Søndagen læste i Kordøren, og sagde stille:
"Solo paa Koppen!"
Det gav et Sæt i de søvndrukne Kroppe. Dyrlægen løftede sit tunge Hoved og saa' paa ham med grædefærdig Forbitrelse.
"Hvad hedder hun?" brummede han.
50 "Kløver," svarede Skolelæreren.
Der blev købt i Tavshed. Dyrlægen rettede sig kampberedt i Vejret, drak ud af sit Glas og strøg sig neden fra op over Skægget med sin pudeformede Haand. Hans Øjne var røde som en Tyrs. Han vilde dog endnu engang forsøge en Dyst med Lykken. Blev nemlig denne Solo vunden, var Spillet af sig selv til Ende, og alt Haab dermed ude for denne Nat.
Mortensen havde "tre Matadorer, smaat fjerde" i Trumf; desuden Kongen, Damen, tredje i Hjærter og to smaa Spadere. Dertil havde han Forhaanden. Som en forsigtig General holdt han sin Hjærter Konge tilbage og sendte først Damen i Ilden.
Dyrlægen, der var renonce, lod sig imidlertid ikke føre bag Lyset.
"Det er vist en Farisæer!" brummede han og stak med Trumf.
Paa Skolelærer Mortensens Pande begyndte allerede de første klare Svedperler at piple frem.
Dyrlægen spillede en lille Spader; Købmanden stak med Kongen; Mortensen maatte bekende.
Men nu kom der Hjærter igen fra Villing; Mortensen bekendte med sin Konge, Dyrlægen stak med Trumf og spillede Spader Dame ud.
51 Nu forstod Mortensen, at han var fortabt. Hans Støvler holdt pludselig op at knirke, og hans Ansigt blev blegt som et Ligs.
Da lod han ubemærket den lille Spader, han skulde bekende med, falde ned i Skødet og derfra glide mellem Knæene ned paa Gulvet, hvor han behændigt satte Foden over den. Samtidigt stak han Damen med en lille Trumf. Derpaa kastede han sine tre Matadorer paa Bordet saa hurtigt efter hinanden, at han kunde faa Lejlighed til usét at erstatte det manglende Kort med et andet fra sit indvundne Stik; og i den almindelige Omtaagethed lagde ingen Mærke til, at Trumf-Seks fra hans første Stik gik igen i det sidste.
Skolelærer Mortensen vandt sin Solo, og Spillet blev endelig afsluttet.
I det samme slog ogsaa det lueforgyldte Ur oppe paa Chiffonièren fire smaa mindelige Slag. Med et fromt Smil samlede Mortensen sine mange, i lige store Tutter opstablede Pengestykker i en gammeldags Skindpung og forvarede denne paa Bunden af sin dybe Bukselomme, idet han omhyggeligt knappede over den.
I Døren ind til Sideværelset viste sig i det samme Værtens lille forvoksede Kone, der havde 52 siddet inde ved Kakkelovnen og sovet i et stort Uldshawl. Med en næppe hørlig Stemme, der skulde lade fornem, og en kejtet Bevægelse af sin Haand bød hun Herrerne ind til "en lille Forfriskning". Samtidig rejste ogsaa Sogneraadsformanden sig og gentog paa sin larmende Maade Indbydelsen:
"Ja værsgo', D'herrrrer! En lille Forfriskning, mine Herrrrer! … Det kan gøre godt at faa noget i Livet efter al denne hersens Strabadseren!"
Den lille Forfriskning, der var anrettet inde i Sideværelset, viste sig at bestaa af et fuldt opdækket Bord med Flæskesylte, Skinkesteg, Medisterpølse, Spejlæg, Leverpostej, forskellige røgede Varer foruden – som Forret – en varm Bøf med Løg; dertil Brændevin og bajersk Øl i Overflod. Skønt Gæsterne i Løbet af Dagen og Natten havde indtaget fire solide Maaltider ved det samme Bord, satte de sig med god Vilje omkring Anretningen og tømte efterhaanden baade Brændevinskaraflen og de fleste af de velfyldte Fade. Bag efter blev der serveret Kaffe med Kognak.
Midt under Maaltidet brød Dyrlæge Aggerbølle ud i en halsbrækkende Ed og huggede sit Brændevinsglas mod Bordet, saa Foden knækkede. Han var pludseligt kommen til at tænke paa en syg Ko, 53 som han havde lovet at se til i en af Nabobyerne. Det var netop paa Vejen hen til den, at han om Formiddagen var falden herind hos Sogneraadsformanden, der da straks havde foreslaaet at sende Bud efter Skolelæreren og Købmanden for at faa et Slag Kort; og da Aggerbølle netop var i stærk Forlegenhed for nogle Kroner til at betale en Bagerregning med, havde han hurtigt ladet sig overtale til at blive, idet han haabede i et Par Timers Tid at kunne vinde, hvad han trængte til. I Spillets Løb var da den syge Ko som alt andet i Verden ganske gaaet ham af Minde.
Sligt hændte i øvrigt ingenlunde sjælden Dyrlæge Aggerbølle. Hver Formiddag drog han ud fra sit Hjem i en lille bitte, af Vejsmuds overstænket Gig, højtidelig opfyldt af det Løfte til sig selv og sin Kone, at han vilde gøre en Rundrejse til alle sine Patienter. Men sjælden kom han længere end til den første Gaard, hvor der var Udsigt til at faa et Slag Kort og tjene Kontanter. Hans Liv var en uafbrudt vild Jagt efter en eller to Tikronesedler, som han nødvendig skulde betale inden fire og tyve Timer til Slagter, Bager eller Skomager; og da Sygebesøgene ikke gav ham Penge i Haanden, modstod han aldrig Fristelsen 54 til at forsøge paa ved et raskt Greb i Lykkens Pose at bringe sig ud af sin Forlegenhed.
… Han sank nu hen i en fuldstændig Sløvhedstilstand. Uden selv at vide det, tømte han Glas efter Glas og faldt til sidst med aaben Mund tilbage paa Stolen, hvor han først vaagnede, da den lille Købmand Villing lagde Haanden paa hans Skulder og sagde:
"Kom nu, Aggerbølle … Klokken er fem!"
IX.
Da Skolelærer Mortensen laa hjemme i sin bløde Dunseng, foldede han Hænderne over Dynen og bad sit Fadervor. Ved Siden af ham laa hans Kone og vendte sin store, tunge Krop i Halvsøvne, saa Sengebunden knagede under hende.
Endelig blev hun saa vaagen, at hun med snøvlende Stemme kunde sige:
"Vandt du noget, Mortensen?"
Mortensen bad uforstyrret sit Fadervor til Ende og svarede derpaa:
"Tolv Kroner, min Bedste!" – hvorpaa han mildt og fredeligt slumrede ind.
55 Imidlertid var ogsaa Købmand Villing naaet hjem til sin Bod, der laa omtrent midt i Byen i Nærheden af Gadekæret. Han havde gaaet og halvsovet paa Vejen; men idet han nu traadte ind i Butikken og fornam den vante, blandede Duft af Sæbe, Rosiner, Kaffe og Skraatobak, gjorde denne ham med ét lysvaagen. Han blev et Øjeblik staaende i Mørket med spidsede Øren og lyttede til en tryg Snorken, der lød inde fra et lille Aflukke bag ved Kramboden, hvor Butiksdrengen sov. Derpaa tændte han en Lysestump, der stod og ventede ham paa Disken, eftertalte lydløst Bytte-Skillingerne i Pengeskuffen, undersøgte Svedske- og Rosinkasserne, kiggede op gennem Loftslemmen og stak Lyset ned i Kælderrummet. Først da han paa denne Maade havde forvisset sig om, at der intet mistænkeligt forefandtes, gik han ind i Sovekammeret.
Her rejste hans unge Kone sig i det samme over Ende i Sengen, gned sine Øjne og begyndte straks paa en omstændelig Beretning om alt, hvad der i Dagens Løb var hændet i Butiken; om Mølleren, der havde været der med Gryn, om Hans Jensen, der havde købt et Anker Brændevin, om gamle Søren Skrædder, som hun havde krediteret for et Pund Kandis o.s.v. Hun var en lille 56 buttet Skabning med et kønt, rundt Barneansigt indrammet af en stor, fornuftig Natkappe.
Villing klædte sig imidlertid hastig af og gav nu og da lydeligt sit Bifald til Kende. "Godt … meget godt, lille Sine … fuldkommen rigtigt gjort, lille Ven," indskød han uafbrudt, mens han sprang om paa Gulvet i Hosesokker og Underbenklæder, som om han var paa Jagt efter sin egen Skygge, der snart krøb sammen som en Tudse henne i en Krog, snart strakte sig som et Spøgelse op ad det lille Kammers lave Vægge.
Endnu længe efter, at de havde slukket Lyset, blev de ved at snakke nede under Dynen om Kaffepriser, Mel og Kredit. Selv i deres ømmeste Øjeblikke kunde disse to fornuftige Mennesker ikke slippe deres Butik og Forretning af Tankerne. Under de varmeste Omfavnelser kærtegnede de hinanden med forhaabningsfulde Beregninger over Indtægt og Fortjeneste; deres Kys var Beseglingen paa vellykkede Forretninger, og naar de omsider faldt i Søvn, og deres runde Hoveder laa dér ved Siden af hinanden paa Puden, med halvaabne Munde ligesom to Sparebøsser, fyldtes deres Drømme med skønne Syner af lange Talrækker, store Varelagre og vægtige Kassebøger. –
57 Dyrlæge Aggerbølle var den af de tre Nattevandrere, der havde længst til sit Hjem.
Han beboede et forsømt Hus en halv Fjerdingvej fra Byen, paa Vejen ud imod Kysten. I længst forsvunden Tid – for femten Aar siden, da han som nygift flyttede her til Egnen – havde han med Forsæt valgt sig dette afsides liggende Sted for her i romantisk Ensomhed at nyde sin Kærlighedslykke. Fra Vinduerne var der en vidt strakt Udsigt over Fjorden og Stranden, og mangen stille Foraarsaften og mangen maaneklar Høstnat havde han og hans unge Hustru sværmet her mellem de tavse Bakker, Arm i Arm og Kind mod Kind, mens Hjærterne bankede af Fryd og sommerlyse Haab.
Nu bandede han mangen Gang den lange Vej, naar han i mørke Nætter – ør af Drik og Spil – tumlede hjemad til Fods gennem Pløre og Sne. Hans Gig blev nemlig gærne staaende Natten over paa det Sted, hvor han i Dagens Løb var strandet, da han i Almindelighed ved Hjemfartstid var i en saadan Tilstand, at man ikke turde betro ham Styret af en Hest.
Heller ikke denne Nat havde Sogneraadsformanden villet udlevere ham hans Køretøj, skønt Luften var lys paa Grund af Sneen, og Vejen 58 desuden kastet næsten helt ud til hans Bolig. Men Aggerbølle fulgte rigtignok heller ikke Vejen. I store Buer svinglede han ud over Markerne, i Sne til op over sine store Knæstøvler, standsede hvert Øjeblik med en høj Veklage, bankede sig med den knyttede Haand paa Panden og udstødte Forbandelser mod sig selv og hele Verden. Aldrig – syntes han – havde Skæbnen været ham saa grum som netop i Dag! Aldrig – syntes han – havde han elsket sin Kone og sine Børn saa hjærteoprivende som just nu, da alle Sunde lukkede sig for ham! I Morgen vilde Bageren komme for tredje Gang med sin Regning. Allerede sidste Gang var han bleven truet med Foged og Stævning. Hvor skulde han nu finde en Udvej? Han ejede jo næppe nok en Strikke til at hænge sig i! … Han standsede igen i en stor Snedrive, knappede sin Frakke op, tog med sine valne Fingre ned i sin Vestelomme og fremtog herfra nogle Smaamynter, som han lagde ned i sin hule Haand. En Stund stod han og gennemtalte dem nøje. Saa drog han atter et højt, hylende Suk, knyttede Hænderne og svinglede videre.
Da han endelig naaede Hjemmet og havde fundet Laagen i det halvt nedtraadte Havestakit, 59 gjorde Frygt og Skamfuldhed ham – som sædvanligt –et Øjeblik ganske ædru. Inde i Forstuen trak han forsigtigt sine tunge Skaftestøvler af Fødderne, hvorefter han paa Strømpesokker listede sig ind i Sovekammeret. I dette, der var opfyldt af Barnesenge, brændte en nedskruet Natlampe paa en Stol henne ved hans Hustrus Hovedgærde.
Han udstødte et Gisp af Lettelse. Hans Kones Øjne var tillukkede, hendes magre Haand laa let krummet under den blege Kind; hun syntes at sove trygt. Men næppe var han begyndt at afklæde sig, før han hørte hende bevæge Hovedet paa Puden, og idet han saa' derhen, mødte han Blikket fra hendes store, mørke Øjne, hvis blanke Glans tydeligere end Ord fortalte, at heller ikke for hende havde Natten haft Søvn.
"God – god Aften, lille So-fie!" hikkede han kærligt, idet han støttede sig til Sengestolpen.
"God Morgen!" svarede hun roligt.
"Hæ! Naa, ja –" sagde han med et Forsøg paa en frejdig Latter. "Det er nok ogsaa blevet noget sent … eller tidligt, hæ! … Men det er denne Mortensen … du véd nok … han er en ren Hund ved et Spillebord … en ren Hund!"
Hun svarede ham ikke, lukkede blot atter Øjnene tungt i, aabnede dem derpaa igen og sagde:
60 "Her har været ridende Bud fra Anders Jensen i Egedet. Du havde nok lovet at komme derhen til en syg Ko."
"Jeg?" udbrød han, blussende rød, og søgte at se hende stift i Øjnene. "Det véd jeg ikke noget om … det maa være en Fejltagelse!"
Hun vedblev uforstyrret:
"Buddet skulde blot bringe den Besked, at det nu kunde være det samme, for Koen var død. Men du skulde heller ikke for Fremtiden gøre dig den Ulejlighed at se derhen, lagde han til."'1
Dyrlæge Aggerbølle blev tavs. Han stod lænet op mod Sengestolpen og saa' mod Gulvet, – med blaat opsvulmede Aarer i Panden og sammenpressede Læber.
Paa én Gang rettede han sig i Vejret med en frysende Bevægelse, fór sig med Haanden gennem sit buskede Haar, gik derpaa med faste Skridt hen til sin Hustru og rakte den højre Haand ud imod hende.
"Her har du mit Haandslag paa, Sofie, at det denne Nat er sidste Gang, jeg har rørt ved et Spil Kort .... Du kan stole paa mit Ord denne Gang .... Jeg sværger dig til, at jeg fra denne Dag skal blive et andet Menneske .... Hører du, Sofie .... Du skal stole paa mig .... 61 Du skal stole paa mig denne Gang," blev han ved at gentage, mens Graaden begyndte at presse sig frem. "Jeg sværger dig til … det skal altsammen blive godt. Og jeg skal lønne dig, Sofie – jeg skal lønne dig for alle de onde Dage … for alt, hvad du har lidt for min Skyld … for Børnenes Skyld … for – – Aa Gud! Aa Gud!"
Rusen havde atter taget ham. Han sank ned paa Knæ ved sin Hustrus Seng og begravede Hænder og Hoved i Dynen som et Barn, mens en forfærdelig Hulken gennemrystede hans svære Legeme.
Hun laa et Øjeblik ganske stille, med fast tillukkede Øjne. Saa løftede hun sin matte Haand fra Dynen og lod den stryge henover hans Haar; – hun kunde ikke lade det være, skønt hun mere end hundrede Gange havde hørt den samme oprivende Angergraad og ladet sig skuffe af de samme dyre Løfter. Til sidst fyldtes ogsaa hendes Øjne med Taarer, og idet hun lagde bægge sine Hænder om hans store Hoved, trykkede hun det ind til sit indfaldne Bryst.
"Min stakkels – stakkels Bernhard!"