Tilbageblik
I.
Det var Paaskelørdag 1885 i en lille jysk Købstad.
Kirkeuret havde allerede slaaet ti, og paa denne Tid plejede Torvet nedenunder at være et bølgende og larmende Hav af Bønder med deres Torvføring, en broget Stimmel af Æggehandlere, Grøntkoner, Smørprangere og Hønsekræmmere, hvorimellem købslaaende Fruer og kurvebelæssede Tjenestepiger næppe kunde trænge sig frem.
Men endnu fandtes der paa hele Pladsen ikke stort andet end et Par Landslagtere og nogle Gartnervogne fra de omliggende Herregaarde. Og i hele Byen saa's næppe en eneste af de sædvanlige velnærede, vadmelsklædte Skikkelser med Tobakspiben i den ene Haand og Smørbrikken i den anden.
Købmændene stod i deres aabne Butiksdøre og kastede lange Blikke op og ned ad Gaden.
Men der viste sig slet ingen af disse svært belæssede Vogne, der ellers om Lørdagen rumlede i lange, gravitetiske Rækker ind i Byen – med store smældfede Heste tungt dansende under de strammede Liner, Fruentimmerne optaarnede, den ene over den anden, bag paa Agesædet, indsvøbte i store Hovedklæder og tykke, grønne Hvergarnskjoler.
Det var tydeligt nok – denne Udeblivelse var Bøndernes foreløbige Svar paa det Provisorium, som Købstæderne saa villigt havde hjulpet Ministeriet med at sætte i Værk.
Blandt Smaahandlende og Beværtningsdrivende bredte der sig en Smule Benauelse i den Anledning. De tænkte, at skulde det blive saadan ved, kunde denne Statsomvæltning blive farlig nok, selv uden Blodsudgydelser.
I de store Købmandsgaarde og paa Grossererkontorerne lo man derimod af denne tomme Demonstration. Dér kendte man for godt Bøndernes Forhold. De flestes Navne stod opførte paa den venstre Side af de store Hovedbøger og ikke sjældent med Beløb, der holdt vedkommende fast som med en uafrystelig Lænke, der hvert Øjeblik, det skulde være, kunde forvandles til en Strikke om hans Hals.
Derfor smilte de høje Herrer, naar Folk traadte ind til dem i Kontorerne og med betænkelige Miner fortalte om den uhyggelige Tomhed paa Torvet og i Gaderne.
"Det har ingen Ting at betyde," sagde de fortrøstningsfuldt. "Vore gode Mads'er og Kresten'er kommer nok igen, skal De se. ... De kommer snart igen!"
Inde i Byens fineste Barberstue (i hvis Vindue der altid om Lørdagen til Underretning for Bønderne blev ophængt et Skilt med Ordene: "Kun velklædte Personer betjenes her") sad der paa denne Formiddag to af Byens Bedsteborgere vel indsæbede, med Servietter under Hagen og omsorgsfuldt behandlede af Barberen og hans Dreng. En tredje, der saa' ud som en ældre, velstaaende Haandværksmester, havde taget Plads henne ved Vinduet, hvor han med dyb, eftertænksom Mine læste en Avis gennem et Par Briller, der hang ham helt ude paa Næsespidsen.
Den ene af de Indsæbede var en lille blussende Tyksak, hvis Ben var saa korte, at han maatte have en Skammel under Fødderne for at støtte dem. Med Hænderne foldede over sin Hængemave, Øjnene tillukkede, og et Par Hornbriller skubbet op paa sin skaldede Isse, gav han sig som med Velbehag hen til Barbérdrengens Behandling, idet han af og til udstødte et kort Grynt, der tilkendegav enten hans Mishag eller Tilfredshed med de førte Strøg af Kniven.
Den anden derimod var en høj og ganske statelig Skikkelse med et bredt Ansigt og svære graa Bakkenbarter. Hele hans Mine og den krybende Maade, hvorpaa Barbéren betjente ham, røbede straks, at man dér havde en af Byens Matadorer for sig. Med et Udtryk af den lette Ophidselse, der i disse Dage kunde spores hos saa godt som alle, stirrede han skiftevis op paa Loftet og hen paa den læsende Mand ved Vinduet, hvis Minespil han med synlig Interesse studerede; og ikke saa saare løftede Manden Øjnene op fra Bladet, før han livfuldt udbrød:
"Hvad siger De til det, Hansen! .... Saa gammel De er, har De vist ikke sét den Slags Artikler før. Og det af en af Ministeriets egne Embedsmænd – ja oven i Købet en Præst!"
Den Tiltalte lagde stille Avisen sammen, tog Brillerne af Næsen og vendte Hovedet lidt bort, som for at unddrage sig den andens Blik.
"Ja, hvad skal man sige –" mumlede han derpaa.
"Man skal Fanden gale mig sige, Hansen, at det er den stiveste, der endnu er leveret .... Men det er ikke andet, end præcis, hvad jeg for længe siden har spaaet. Fra den første Gang, jeg saa' vor gode Pastor Hornung, har jeg sagt, at han gik paa Venstreklør. Nu har vi faaet Syn for Sagen! .... For Resten gik der jo allerede saa megen Snak om ham fra hans forrige Kald. Laa han ikke dér i evige Spektakler med Provster og Kirkesyn, ja selv med Bispen, saa han en Gang var nær ved at blive sat fra Embedet for sin Mund. Jeg siger det rent ud – han er en rigtig fræk Karl!"
"Et Bondebæst!" gryntede det henne fra Tyksakken.
"Bravo! Netop Ordet, Hr. Overlærer! ... Men kan De forklare mig, hvordan det da er gaaet til, at vi har faaet ham her til Byen. For den Snak, at han var ved at sulte ihjel med sin Redefuld af Unger derude paa Landet – hvad kommer det os ved? Skal vi derfor have hans Spektakler her. Det er en Skandale for hele Byen. – – Gjør mig kun færdig, Raff!"
De sidste Ord var henvendt til den lille fedladne Barber, der straks, saasnart hans anséte Kunde begyndte at tale, havde trukket sig tilbage med sin Kniv.
"Det er sandt, Raff!" vedblev han, idet han atter lagde sig tilbage i Stolen. "Har Hr. Berthelsen været her i Dag?"
"Nej, Hr. Konsul! – endnu ikke. Men han maa bestemt være her om et Øjeblik."
"Er det sikkert?"
"Ganske sikkert, Hr. Konsul! Hr. Berthelsen er saa regelmæssig som Solen. Man kunde saamænd gærne stille Kirkeuret efter ham."
"Godt. Saa kan man da forhaabentlig faa Rede paa, hvordan det forholder sig ... For De har vel hørt det, Hr. Overlærer, at der skal have været svære Optøjer ovre i Kjøbenhavn i Nat. Der fortaltes nede paa Toldkammeret, at der var kommet Telegrammer derom til Bladene. Det er nok ude paa Nørrebro – De véd, Socialisternes Valgkreds – og Soldaterne skal have skudt."
"Skudt!" udbrød pludselig Manden henne ved Vinduet og skiftede Farve. "Ja – men det kan de da ikke ha'e Lov til."
"Ikke ha'e Lov til!" gentog Konsulen og førte i det samme med Haanden Barbereren bort for at rejse Overkroppen og tale med mere Eftertryk. "Hvem Pokker skulde forbyde dem det, Hansen? Imod Oprørere og Tumultuanter. Det manglede sgu bare! ... Hvad siger De, Hr. Overlærer?"
"Øf!" lød det henne fra den anden Stol, hvilket skulde udlægges: "Naturligvis".
"God Morgen, mine Herrer!" sagde i det samme en Stemme henne ved Døren.
Det var den ventede Hr. Berthelsen, Redaktøren af Byens Stiftsavis, en ældre utrolig lang Herre med en pergamentgul Teint og et rødt Lommetørklæde ud af Baglommen.
"Naa!" udbrød straks Konsulen og rejste sig halvt af Stolen – ja endog Overlæreren spærrede Øjnene op og saa' forventningsfuldt paa den Indtrædende – "Naa! Hvad Nyt? Er der hændt noget? Er det sandt, at Socialisterne har gjort Optøjer i Nat, og at Soldaterne har skudt? Eller er det en af Toldbodrotternes sædvanlige Krøniker? Der fortælles, at De har faaet Telegram. Hvordan forholder det sig? De har jo ikke udsendt Løbesedler."
Redaktøren trak omhyggeligt sine Bomuldshandsker af og puttede dem i Baglommen med den uigennemtrængelige Mine, som han altid paatog sig, naar han ingen Ting vidste.
"Nu?" gentog Konsulen utaalmodig.
"Jeg beder Dem, Hr. Konsul –" sagde han endelig og løftede afværgende sin ene store Haand.
"Aa Snak, Berthelsen! Hvad skal det Hemmelighedskræmmeri til. Lad os høre! Er der skudt?"
"Vigtigpraas!" mumlede Overlæreren, mens Manden henne ved Vinduet stirrede paa Redaktøren med alle Tegn paa den hæftigste Beklemmelse.
Men trods Konsulens vedvarende anmassende Fordringer om "klar Besked" bevarede Hr. Bertelsen urokkelig sin diplomatiske Tavshed.
"Hr. Konsulen maa pardonnere mig," sagde han, idet han med en uhyggelig Knagen gned sine tørre Hænder. "De Meddelelser, der er komne mig i Hænde, er foreløbig af fortrolig Karakter. Hr. Konsulen kan være overbevist om, at Stiftstidenden øjeblikkeligt vil bringe til sine Abonnenters Kundskab, hvad der faktisk er passeret. Af Gaarsdagens Løbeseddel vil De saaledes have erfaret, at Tropperne allerede siden i Torsdags har været consignerede i Kasernerne, at der er uddelt Patroner til Mandskabet, og at det har opkørt Batterier uden for Slottene. Jeg tror at kunne tilføje, uden at gøre mig skyldig i nogen Indiskretion, at Avtoriteterne – de militære saa vel som de civile – i det hele er fuldt beredte paa uden Skaansel at kvæle ethvert Oprørsforsøg i Fødslen."
"Bravo!" raabte Konsulen og rejste sig, idet han strøg sig med Servietten om Hagen. (Barbéren havde med et Skrabud tilkendegivet, at han var færdig.) – "Ja, Gud ske Lov, vi endelig har faaet en stærk Regering, der ikke er bange for at vise sin Magt. Naar den nu bare vil blive ved at gøre Brug af den, saa skal vi snart faa Fred her i Landet for det Rak og Pak, der har faaet Lov at skyde til Vejrs."
"Ja, lad dem bare plaffe dygtigt løs paa dem," snøftede Overlæreren, der ligeledes havde rejst sig og stod og tørrede sig foran Spejlet. "De Karle er saamænd ikke for gode til Kanonføde. Men lad dem ikke glemme Førerne!"
I det samme rejste den stilfærdige Mand ved Vinduet sig og gik hen imod Døren.
"Gaar De, Hr. Hansen?" spurgte Barbéren forundret. "Jeg troede, at Hr. Hansen skulde rages."
"Nej Tak – jeg har ikke Tid længer," sagde han kort og var i det samme ude af Døren.
De Tilbageblevne saa' alle paa hinanden i største Forbavselse.
"For Pokker!" udbrød tilsidst Konsulen. "Hvad gik der af Hansen? Jeg tror, ved Gud, at han fik ondt! Han var jo ganske bleg! ... Eller – han skulde da vel ikke – jeg kan da ikke tænke mig – –"
"Hr. Hansen holder "Morgenbladet", Hr. Konsul!" hviskede Barbéren fortroligt, idet han indsmigrende nærmede sig med Fingerspidserne for Munden. "Jeg véd det ganske bestemt ... Det er en af hans Svende, der holder Bladet for ham og bringer ham det hver Aften ... Jeg har det fra min Brodersøn, der kender Svenden."
"Hansen!" raabte Konsulen og slog Hænderne sammen over Hovedet. "Men – du himmelske Gud og Skaber! – er Folk da blevne ravruskende gale i den sidste Tid? ... Og det var Hansen, som jeg for ikke otte Dage siden i Byraadet skaffede den store Bestilling. Hm! Jeg skal dog snakke lidt med den Fyr og spørge ham, om han ogsaa véd, hvad han gør! Har man hørt Mage! – –"
Henne fra Vinduet hørtes i det samme Barbérdrengen næsten betuttet sige:
"Dér kommer Pastor Hornung!"
Alle vendte ved disse Ord hurtig Hovedet – og virkelig! – ovre paa det modsatte Fortov kom Præstens høje Skikkelse vandrende med sikre Skridt, der larmede, omtrent som om han gik med Træsko. Han var en Mand paa godt et halvt Hundrede, tarveligt, næsten fattigt klædt, med et skægløst Ansigt, der paa Grund af, at Øjnene kneb sig sammen mod Lyset, fik et frastødende Udtryk af Selvfølelse. Han holdt den ene ubehandskede Haand paa Ryggen; i den anden havde han en Bomuldsparaply, som han for hvert Skridt med Kraft stødte ned mellem Stenene.
"Bondebæst!" snærrede Overlæreren igen foragteligt henne fra Spejlet.
"Ja, var det ikke for hans forsultne Ungers Skyld" – istemte Konsulen – "kunde man ønske, at der maatte blive lettet alvorligt ved ham. Og det bliver der vel ogsaa nok! ... Det bliver der saamænd nok!"
II.
Pastor Hornung fortsatte sin Gang hen ad Gaden, hvor han overalt var Genstand for den samme lidet smigrende Opmærksomhed. Bag ham stak Folk Hovedet ud af Vinduet og kiggede efter ham med opspærrede Øjne. Og foran ham trak de Handlende sig tilbage fra deres Døre, for ikke at være nødte til at hilse, naar andre saa' det.
Idet han gik over det lille Torv foran Raadhuset, traadte Byens Politimester netop ud herfra med en Protokol under Armen. Det var en lille rund, glatraget Mand, der lignede Overlæreren paa Barbérstuen som en Tvillingbroder.
Pastor Hornung løftede Haanden op til Hatten for som sædvanligt at hilse. Men i Steden for en Genhilsen tilkastede Politimesteren ham et saa bistert og hadefuldt Blik, at Præsten uvilkaarligt blegnede.
Ja saa! – tænkte han og sænkede Hovedet lidt, idet han fortsatte sin Vej. –
Da han kom hjem i sin Studerestue, aabnede han straks Døren til den øvrige Lejlighed og raabte ind, om Posten var kommen. Et Kor af Barnestemmer svarede Nej. Saa lukkede han igen og gav sig under synlig Uro til at vandre sin sædvanlige Gang op og ned ad de mange forskellige Tæppestykker, der var lagte over Gulvet for at dæmpe Lyden af hans Skridt.
Henne paa Pulten ved Vinduet laa Begyndelsen af hans Paaskeprædiken i Manuskript og ventede paa Fortsættelse. Men han kunde i Øjeblikket ikke faa sig selv til at beskæftige sig dermed. Hans Hoved var opfyldt af bekymringsfulde Tanker, der laa Opstandelses-Evangeliet fjærnt. Han tænkte paa Politimesterens hadefulde Blik, hvis Kulde endnu ligesom gennemrislede ham; men allermest tænkte han paa de Rygter, der ogsaa var komne ham for Øre denne Morgenstund – Rygterne om Opstandsforsøg i Kjøbenhavn og om Vaabenmagtens Indskriden. Han kunde ikke faa sig selv til at tro, at det virkelig var sandt. Han havde saa sikkert stolet paa, at Befolkningen ikke vilde lade sig forlede til Udskejelser, men modtage Grundlovsbruddet med den værdige Ro, der alene kunde vække Magthavernes slumrende Samvittigheder. – Men maaske havde Gæringen alligevel været for stærkt!
Han kastede sig ned i en lang Kurvestol, der strakte sig ud fra et Hjørne af den halvmørke Stue, og sank et Øjeblik i dybe Tanker. Saa rejste han sig atter op og saa' utaalmodigt paa sit store Sølvur.
Hvor blev dog den Post af.
I det samme ringede det ude paa Entrédøren, og et Par Minutter efter stod han ved Vinduet med Byens "Folkeblad" mellem sine udbredte Arme og gennemløb i Hast Telegrammerne fra Kjøbenhavn.
Men der stod intet, hverken om Opløb eller Militærets Udrykning. Han tog da "Stiftstidenden" – men heller ikke her fandtes noget derom. "Alt roligt". "Befolkningen rolig" stod der overalt.
"Gud ske Lov!" udbrød han ganske højt og lukkede Avisen sammen.
Saa satte han sig ned ved Bordet for i Ro at gennemsé den øvrige Post.
Først var der to Breve fra selve Byen, af hvilke det ene, hvis aabenbart fordrejede Haandskrift straks bragte ham til at studse, kun indeholdt de fire Ord: "De er en –." (Paa Tankestregens Plads fandtes et Udtryk, som Velanstændigheden forbyder at gentage her.)
Med et medlidende Smil, hvori der dog var et Stænk af Bitterhed, krammede han Brevet sammen og puttede det i sin Papirskurv. Han havde deltaget i en offenlig Debat før og var derfor vant til at faa den Slags formummede Stinkpotter kastet ind ad Døren.
Det andet indenbys Brev, der var skrevet af en flot Forretningshaand paa et stort Stykke rudret Papir, indeholdt følgende:
"Hr. Pastor J. Hornung
hersteds.
Begrundet paa Omstændighederne tillader jeg mig at underrette Hr. Pastoren om, at min Datter, Angelica, som jeg i forrige Uge indmeldte til Hr. Pastorens Konfirmationsforberedelse, efter nøjere Overvejelse herved bedes atter udslettet, da det er saa vel min Datters som min Hustrus og mit eget Ønske, at hun skal overgaa til Hr. Kapellan Bohses Vejledning.
Jeg finder Anledning til at tilføje, at dette Skridt er begrundet i den Artikel, som det i Gaar Aftes udkomne Ekstranummer af "Folkebladet" indeholdt af Hr. Pastoren.
Samtidig tillader jeg mig at præsentere medfølgende specificerede Regning paa Manufakturvarer, som Fru Pastorinden i det forløbne Kvartal har modtaget gennem min Forretning, og vilde det meget glæde mig at faa Beløbet tilstillet inden den 15de d. M.
Imødeséende Deres Ærede, tegner
med Agtelse
P. C. Hansen,
Manufakturist."
Ogsaa overfor denne Skrivelse havde Pastor Hornung i første Øjeblik kun et Smil tilovers. Men da han anden Gang gennemlæste den, formørkedes hans Ansigt. Et Udtryk af dyb Smærte og Tungsind rynkede bestandig stærkere hans Bryn; og idet han tilsidst lagde Haanden op paa sit endnu kraftige, graasprængte Haar, lænede han sig et Minut tilbage i Stolen og lukkede Øjnene.
Hvor svært det dog var at være ærlig i dette Land! Den dybe Forargelse over Regeringens og dens Venners Færd, som han nu endelig havde givet Luft, havde aarevis hemmeligt hvilet over hans Sind som en uhyggelig Mare. Efter Regeringens sidste voldelige Skridt syntes han ikke, at han havde Lov til længere at tie. Samvittigheden bød ham at kaste enhver Forklædning. Og dog! – havde han anet, hvad dette Skridt skulde bringe over hans Hoved, havde han maaske endnu en Stund tvunget sit Hjærte til Tavshed. Ikke for sin egen Skyld! Han var vant til at tage mod drøje Stød af Verden og havde Skuldre til baade at bære dem og give dem tilbage. Men burde han ikke have tænkt paa sine uskyldige smaa Børn? Thi det blev sikkert ikke let herefterdags at være Pastor Hornungs Barn. Disse to Breve, Politimesterens giftige Blik, og hele Befolkningens Holdning – det ene Partis hensynsløse Foragt, det andets underlig skadefro Tilnærmelser – alt viste ham tydeligt, hvad han og hans gik i Møde.
Han aabnede Øjnene og gav sig atter i Færd med sin Post.
Der var et Par ministerielle Skrivelser i store blaa Konvolutter, et Brev fra en fjærntboende Mand, der ønskede en Udskrift af Kirkebogen, og en Ansøgning om en Legatportion. Nederst laa et almindeligt aabent Brevkort, som han hidtil ikke havde bemærket og derfor greb med en vis Ivrighed.
Ogsaa paa dette stod kun et Par Ord, skrevet med en fin og sirlig Haand.
Næppe havde Præsten kastet et Blik paa det, før han med et: "Men du gode Gud!" fór op af Stolen og stormede ud af Stuen. Hurtig skridtede han gennem en Mellemting af en Forstue og et Kabinet og slog Døren op til den store, tarveligt møblerede Dagligstue, hvor alle hans Børn sad og legede med Sand, klippede Papirsdukker eller hang over Vindueskarmene.
"Hvor er Mo'er?" raabte han. "Anna, Peter, lille Line ... skaf mig i en Fart fat i Mo'er. Men sig hende, at hun maa skynde sig – det haster."
De smaa Kroppe paa Stole, Skamler og Forhøjninger kom i den livligste Bevægelse. Men i det samme traadte Fru Hornung'1 gennem en Tapetdør ind fra Køkkenet.
Hun var en lille, endnu ganske køn og buttet Kone med mørkt Haar, Kappe og stort Smækforklæde.
"Her er jeg! Hvad er der, Hornung?" spurgte hun og saa' paa sin Mand med urolig og bekymringsfuld Mine – som om hun var forberedt paa at modtage onde Tidender.
"Nyheder! Store Nyheder, min Ven!" svarede han og rakte Brevkortet højt i Vejret. "Kan Du tænke Dig – dér sidder jeg inde og læser saa meget dumt Tøj og er lige ved at blive ganske melankolsk, indtil jeg faar fat i denne lille ... ja, nu skal Du høre, hvad der staar (Pastor Hornung fik næsten Taarer i Øjnene, idet han atter læste følgende): "Kære gamle Ven! Jeg kommer i Morgen, Lørdag, Eftermiddag med Toget 3,22, din hengivne – –." Ja, gæt nu selv!"
"Det er da ikke Krøger?" spurgte hun med ét glædestraalende.
"Jo, vist! Er det ikke mageløst! – Han er naturligvis paa en af sine sædvanlige Inspektionsrejser og tager afsted igen i Aften. Men hvor er det prægtigt af ham at kigge ind til os paa Vejen! Sandelig! – jeg kunde ikke have drømt mig nogen smukkere Overraskelse! Han kommer, som han var kaldet, den kære Dreng! Hvor har jeg længtes efter at faa en Passiar med ham! ... Sad jeg ikke nys derinde og følte mig ganske forladt! Men saadan er det altid. Naar Trængslen er størst, er Trøsten nærmest ... Du kan tro, Kristine, han har læst min Artikel – Du véd, "Folkebladet" spredes vidt omkring – og nu kommer han, for at vi kan tale om Tingene. Han har haft den samme Trang som jeg – den kære gamle Dreng! ... Men hør nu, Kristine!" udbrød han pludselig i forandret Tone og standsede sin Gang over Gulvet. "Nu maa vi sandelig ogsaa vise ham, at han er velkommen. Han skal blive modtaget som en Fyrste, skal han. Middagen sætter vi naturligvis ud til Klokken fire – eller bedre fem! Jeg véd, han plejer at spise paa den Tid. Og – lad mig se! – kan Du ikke skaffe en god Ret Karudser, Kristine? Kan Du huske, hvor henrykt han blev over dine Karudser, da han sidst besøgte os i Vejrløse ... aa, han er en Lækkermund, den gamle Knægt!"
"Men, Hornung – hvor skulde jeg skaffe Karudser fra her?"
"Nu, ja – men Fisk maa vi ha'e. Det er hans Livret, véd Du! Han er saa forliebt i Fiskemad, den gamle Pebersvend, som en Mus i en grøn Ost. Og en god Flaske Vin skal han sandelig heller ikke undvære. ... Hør Du, Peter, spring hen til Schneider og køb en Flaske Bourgogne til en Krone – men skynd Dig, min Dreng! Kan Du huske Navnet? ... Aa, vent lidt – Du kan med det samme springe indenfor hos Callisin'2 og faa seks Cigarer til femogtredive – men af de fine, skal Du sige! ... Og I, Smaapiger dér – Karen, Hanne, lille Line – lad mig sé, I rydder godt op her og hjælper Mo'er med at gøre det rigtig pænt til Fa'ers gamle Ven kommer! Saadan – det er flinkt! – I kære, søde Børn!"
Pastor Hornung var som forvandlet. Ingen skulde kunne se paa ham, at han for faa Minutter siden var nær ved at falde sammen i træt Modløshed.
Tilsidst gik han hen og lagde sine store Hænder om sin Hustrus Hoved og kyssede hende ømt paa Panden.
"Min lille Kristine! Jeg véd det – Du har været urolig og bekymret i disse Dage. Men Du skal se – med Guds Hjælp vender alt sig til det bedste."
III.
Pastor Hornungs og Postrevisor Krøgers Bekendtskab stammede fra Studenterdagene. Tilfældigt var de i sin Tid blevne Kontubernaler paa Regensen, hvor de havde stiftet et sjældent inderligt Venskab, der aldrig siden var bleven brudt.
Man kunde sige om dette Venskab, at det var blevet knyttet ved Modsætningernes Tiltrækning. Thi vanskeligt skulde man finde to Mennesker, der i Sind som i Skind var hinanden mere ulige end disse: Marius Krøger var lige saa lille og undersætsig, som Frederik Hornung var lang og ranglet; lige saa samvittighedsfuld og pertentlig, som Hornung var selvraadig og skødesløs; lige saa tilbageholdende og eftergivende, som Hornung var paatrængende og stridslysten. Blandt Kammeraterne kaldtes de gærne for Spøg "Supplementerne", der tilsammen dannede "det fuldkomne Menneske".
I deres daglige Samliv erstattede nu virkelig den enes Dyder meget heldigt den andens Mangler. Krøgers solide Egenskaber kom især den fælles Husholdning tilgode. Medens Hornung, naar Maanedens Midte var naaet, aldrig havde en Skilling i Lommen og aldrig kunde begribe, hvad Vej hans Penge gik, forstod Krøger, skønt uden Paaholdenhed, at forvalte sine ikke store Indkomster paa en saadan Maade, at de forslog nogenlunde til dem begge. Ogsaa var det bestandig ham, der skulde gøre det godt igen, naar Vennen – som det ikke sjældent hændte – ved sit kantede og frastødende Væsen havde lagt sig ud med andre af Alumnerne eller paa anden Maade var kommen i Forlegenhed'3 for sin Stridbarheds Skyld. Thi Hornung havde i en meget ung Alder givet sine oppositionelle Tilbøjeligheder Luft. Saaledes optraadte han altid som Taler ved Studenterforeningens Generalforsamlinger, hvor han regelmæssigt blev udhysset under stort Spektakel; og i det hele havde denne uovervindelige Lyst til overalt at træde frem og gøre sig bemærket forskaffet ham mange Genvordigheder og Nederlag, for hvilke han altid maatte søge sin sidste Trøst hos sin godmodige Kontubernal. Thi medens denne selv hellere vilde lide enhver Forurettelse end udsætte sig for at krænke andres Overbevisning, og var ængstelig som en gammel Jomfru for at blive Genstand for Kritik, beundrede han – med svage Naturers kvindelige Hang til Forgudelse af Styrken – sin uforfærdede Ven, der saaledes havde Mod til at stille sin Person til Skue for en hel Forsamling, ja optræde som dens Angriber og Dommer. Hans Hjærte svulmede af Stolthed over ham, naar han fra sit Skjul i en Krog af Studenterforeningens Sal saa ham med løftet Hoved stige op paa Talerstolen og purre sig i sit store Haar uden med en Mine at røbe Usikkerhed trods de Hyl og Brøl, der øjeblikkeligt modtog hans kendte Skikkelse.
Det var i det hele absolut Hornung, der var det oplivende og befrugtende Element i dette Studentersamliv, som de siden begge mindedes med den største Kærlighed, ja undertiden med vemodig Længsel. Ofte sad de sammen til langt ud paa Natten i deres tarveligt-hyggelige Hybel og talte om Litteratur, om Kvinden, om Studierne og deres egen Fremtid, men først og sidst om Politik, om den vaagnende Frihedsaand, om Orla Lehmann, Hall og Ploug, der var deres Afguder og Helte. Mens Hornung ustandseligt vandrede op og ned ad det lille Gulv i en laset Slobrok og med en to Alen lang Tobakspibe i Haanden, fyldende Rummet med en uigennemtrængelig Damp, talende og gestikulerende, sad Krøger henne i Hjørnet af Sofaen og fulgte ham med sit beundrende Smil. Egenlig var det ikke saa meget Tingene selv, som det var Vennens Begejstring og Optagethed af dem, der interesserede Krøger. Han applauderede Hornungs Kraftudbrud mod Reaktionen, fordi disse klædte ham, og nød sin egen Forfærdelse over den Dristighed, hvormed Vennen satte den enevældige Konges Navn i Forbindelse med de laveste Udtryk fra Gadesproget. –
Efter fem Aars Forløb tog Hornung sin Eksamen med bedste Karakter. Og da han allerede havde forlovet sig som Student, søgte han snart et Embede som Præst og Skolelærer paa en af vore afsidesliggende Smaaøer. Krøger derimod forlod sit juridiske Studium og gik over til Postvæsenet, i hvis Tjeneste han paa Grund af sin sjældne Samvittighedsfuldhed og Akkuratesse temmelig hurtigt steg til en betroet Plads ved Revisionen i Kjøbenhavn. De to Venner skiltes saaledes. Men, skønt der kunde gaa Aar hen, uden at de saa' hinanden, og ogsaa ofte lange Tider, uden at de vekslede Breve, bevarede de Venskabet for hinanden med en Trofasthed, som Studenters Fostbroderskab sjældent kan rose sig af.
Dette havde for Krøgers Vedkommende noget sin Grund i, at han ikke giftede sig, hvorfor ogsaa det glade, hyggelige Regensliv bestandig kom til at staa for hans Erindring som hans Livs Solskinsdage. Hornung glemte aldrig sin gamle Ven, fordi hans ejendommelige, for Fremmede frastødende Væsen gjorde ham det vanskeligt at skaffe sig nye Venner, og fordi hans Selvfølelse smigredes af den Beundring, som Krøger – trods Tidens Forandringer – lige villigt blev ved at yde ham. Navnlig gottede det den aldrende Kontormand, der selv var et Mønster paa den strængeste Disciplin og Pligtopfyldelse, at høre om de Skærmydsler, hvori Hornung idelig laa snart med Amtsraad, snart med Provster, ja selv med de højeste Avtoriteter. Han kunde gnide sig i Hænderne af Henrykkelse og Stolthed over sin gamle Ven, naar han i dennes Breve læste om den Uforfærdethed, hvormed han sagde baade Bisp og Skoleraad Sandheden lige i Øjnene.
"Kære gamle Frederik!" kunde han skrive tilbage, opflammet af Vennens Ord. "Du har særdeles fornøjet mig med din humoristiske Beskrivelse af din Holmgang med en vis Hr. Peder, ogsaa kaldet Bisp Nicolas, Jeg forstaar mig jo ikke paa Sagen, men er fuldtud overbevist om, at Du har Ret. Ja, rusk kun dygtigt op i de gamle Parykblokke! Jeg giver Dig fuldstændig Medhold i, at her trænges til en alvorlig Udluftning i den hele Administration. Bare der vilde komme en rigtig Storm! Selv har jeg ingen Ævne til at gøre mig udtilbens; men des mere glæder det mig, naar jeg sér andre, der har Mod til at afsløre den gamle Slendrian" – –
Krøger havde ogsaa hidtil været den eneste, til hvem Hornung havde betroet de Bekymringer og den stigende Harme, som Regeringens Politik i de senere Aar havde fremkaldt hos ham. Men skønt den stilfærdige Postmand var temmelig indifferent paa dette Punkt, havde han straks paa Hornungs første Antydninger svaret tilbage i en mere alvorlig og betænkelig Tone, end han plejede; og i det sidste Brev, Hornung for et Par Maaneder siden havde modtaget, stod der endog:
"Jeg haaber for din egen Skyld, kære Ven, at Du ikke røber dine kætterske Meninger om vor – dog sikkert fuldt hæderlige – Regering til andre, og navnlig ikke til fremmede. Du kan dog heller ikke være blind for de Farer, der truer Landet fra den anden Kant, og Du kan sikkert umuligt for Alvor mene, hvad Du skriver, at Du snart "hales ind i den rødeste Republikanisme". Det faar Du mig ikke til at tro, kære Ven, før jeg hører det af din egen Mund."
Det sidste Udtryk havde den Gang slaaet Pastor Hornung. Og han var forberedt paa nu at faa mange og alvorlige Skænd af sin gamle Ven for det Skridt, hans Samvittighed havde tvunget ham til at foretage.
Men han kendte ogsaa sin kære, milde Marius godt nok til at vide, at han vilde forstaa hans Bevæggrunde og og anerkende hans Ærlighed!
IV.
Paa Slaget tre var Præstegaarden allerede beredt til at modtage sin Hædersgæst.
Alle Fløjdørene i den ret ansélige Lejlighed var slaaede op som til Fest, og frem og tilbage gennem Stuerne gik Hornung med rungende Skridt og Armene korslagte paa Ryggen, søndagspudset, d.v.s. med rent hvidt Halstørklæde og iført sort, tilknappet Klædesfrakke i Steden for den grove graa, der var hans sædvanlige Hjemmedragt.
Af betænksom Hensynsfuldhed mod sin Ven havde han bestemt sig til ikke at modtage ham paa Banegaarden. Han forestillede sig, at Krøger under de nuværende Forhold maaske kunde ønske, at hans Besøg gik saa ubemærket hen som muligt, fordi det let vilde kunne skade ham, om hans Navn i disse Dage blev sat i for nøje Forbindelse med den oprørske Præsts. Og han vilde ikke bringe sin loyale Ven i Forlegenhed! Desuden yndede han ikke disse tvungne Modtagelsesscener for alle Folks Øjne. Han ønskede at give Vennen sit Velkommen uden Tilskuere – det vidste Krøger ogsaa godt, og han vilde derfor næppe blive forundret over ikke at finde ham paa Perronen.
Inde i Dagligstuen puslede Fru Hornung lidt beklemt omkring og lagde den sidste ordnende Haand paa Værelsets Oprydning. Hun havde haft et besværligt Arbejde med saa vidt muligt at dække over Tapetets Mangler og Bohavets Brøst, med at lægge de hæklede Stykker over Stolene saaledes, at Hullerne paa Betrækket ikke saa's, og ordne Gardinernes Folder paa en Maade, saa Stopningerne skjultes. Hun vilde saa gærne, at Hornungs Hjem ikke skulde gøre et altfor fattigt og falmet Indtryk paa hans Ungdomsven. Og idet hun nu, med Hovedet lagt paa Siden og de smaa buttede Hænder foldede foran sig, lod Blikket glide langsomt rundt i Stuen, syntes hun selv, at her saa' ret pynteligt og hyggeligt ud. Hun havde købt et Par Blomster til Opsatsen paa Bordet; de hæklede Stykker var i Hast blevne baade vaskede og strøgne, og Luften var fyldt med en fin Duft af tørrede Rosenblade, som hun havde henlagt paa Kakkelovnspladen.
Selv var hun ogsaa pyntet og saa' hel smuk og næsten ungdommelig ud med en lille Kappe paa Hovedet og en Granatbrosche – Hornungs Bryllupsgave – i Halsen. Og alle Børnene, der var forsamlede i Stuen, var blevne kæmmede og vaskede og havde faaet rene Sirtses Forklæder paa. De sad henne omkring Forhøjningen eller stod ret op ved Vinduerne og var ganske tavse af Spænding og Forventning. Det hændte saa sjældent, at der kom Fremmede her til Præstegaarden, endog af Byens egne Folk; og disse ualmindelige Forberedelser, Vinflasken bag Kakkelovnen, Blomsterne paa Bordet, Moderens Granatbrosche, som de yngste ikke kunde mindes at have set hende bære, Faderens Oprømthed og Stine Kokkepiges Forfjamskelse – alt fyldte dem med en Andagt, saa de næppe turde røre sig. Hvert Øjeblik saa' de op til Uret under den store Glaskuppel paa Chiffonieren, og hver Gang de hørte Skridt paa Fortovet eller Rumlen af en Vogn, fo'r det igennem dem.
Inde fra sin Studerestue kom Faderen igen vandrende med sine stærke Skridt.
"Naa!" udbrød han ved Synet af Børnene. "Er I der nu allesammen, Smaavenner?"
"Ja!" svaredes der i Kor.
"Godt! Det er godt! ... Lad mig nu sé, Børnlille, at I forholder jer pæne og rolige, naar Fa'ers gamle Ven kommer. Kan I det?"
"Ja," svarede de igen allesammen.
"Naa – det var Ret. Sig mig saa –" vedblev han, idet han nu indskrænkede sin Vandring til Dagligstuens Gulv. "Hvad er det saa, Fa'ers gamle Ven hedder?"
"Krøger!"
"Rigtigt! rigtigt, Børnlille! Kan I saa ogsaa huske, hvad det er, han er?"
Her blev Flokken Svar skyldig, indtil endelig den ældste, betænksomme Louise sagde:
"Revisor."
"Bravo, lille Lisemoer! ... Du er jo flink!" udbrød Præsten, idet han standsede foran hende og med begge Hænder klappede hendes Kinder, saa Barnet blev ganske rød i Hovedet af Undseelse. "Men kan Du nu da ogsaa forklare mig, hvad det Ord Revisor betyder? ... Nu, tal kun dristigt!"
Denne lille kønne Pige stod med sine lyseblaa Øjne dybsindigt fæstede paa et Punkt af Loftet, mens hun stumt bevægede Læberne og talte paa sine rosenrøde Fingre.
Men i det samme hun skilte Hænderne for at svare, udbrød en af Drengene ved Vinduet:
"Fa'er! Der staar en Mand ude paa Gaden og kigger ind til os."
"Hvad er det, Du siger, Dreng!" raabte Præsten og skyndte sig til Vinduet. "Staar der nogen og kigger herind!"
Ja, virkelig! Ovre paa det modsatte Fortov stod en Person og stirrede op og ned ad Præstegaardsbygningen. Det var en lille sirligt paaklædt Mand med et venligt Ansigt, smaa graa Bakkenbarter og firkantede Nikkelbriller. Han bar en brun Rejsehat, lyse Gamascher og en Plaid over Armen.
"Men det er jo ham! Nik dog Børn, – nik!" raabte Præsten og skyndte sig ud for at modtage sin Gæst.
V.
Den fremmede havde imidlertid bemærket og genkendt Børnene og skraaede i det samme over Gaden. I Entrédøren mødtes de to Venner. Med et højt "Velkommen, Gut!" omfavnede Hornung sin gamle Kammerat og kyssede ham bevæget paa begge Kinder. Og uden at give ham Tid til at lægge hverken Plaid eller Hat, slog han straks Armen om hans Skulder og førte ham i Triumf ind i Dagligstuen.
"Her er han, den gamle Dreng!" raabte han straalende. "Og her sér Du hele Flokken ... Ja, Kirstine kender Du vel nok igen. Hun har ikke forandret sig! Men Kompagniet dér er vel næsten kommet i Reden, siden Du besøgte os sidst. De lange Drenge er jo borte ... Vi har jo Dusinet fuldt nu, véd Du!"
Fru Hornung kom frem og rakte hjærteligt Haanden til den lille sirlige Mand, der under synlig stærk Forlegenhed modtog disse mange Ytringer af uforbeholden Venskab og Gensynsglæde.
"Sæt Dig nu her i Sofaen, Marius!" vedblev Præsten. "Du kan være træt efter Rejsen. Og jeg længes sandelig efter at faa en Passiar med Dig igen ... Men kære, Du staar jo endnu i Overtøjet! – Peter, Svend – kom dog og hjælp! Og Line – tag Hatten dér!"
"Nej Tak – Tak!" sagde Hr. Krøger, idet han pludselig – som i en Slags Skræk – rettede sig i Vejret og holdt sin behandskede Haand afværgende ud mod de tililende Børn. "Gør jer ingen Ulejlighed – jeg maa straks gaa. Jeg vilde blot se inden for et Øjeblik – –"
"Hvad siger Du?" udbrød Præsten.
Først nu saa' han rigtig paa sin gamle Ven og studsede over. hans forandrede Udseende.
"Men hvad er der, kære? Er Du syg? Du sér ikke rask ud ... Sæt Dig dog!"
"Tak, jeg befinder mig meget vel," svarede den anden med aabenbart vanskeligt tilkæmpet Fatning, og saa' undvigende til Siden. "Men jeg maa nødvendigvis bort med næste afgaaende Tog ... det er mig desværre umuligt at opholde mig her længere."
Han satte sig paa den anviste Plads i Hjørnet af Sofaen, men beholdt Handsken paa den venstre Haand som for at slaa fast, at her kun var Tale om en almindelig Høflighedsvisit.
"Allerede med næste Tog!" udbrød Hornung og lod sig synke ned i en Lænestol, der stod saaledes, at Bordet kom imellem dem. "Men du maa da blive her til Middag, ikke sandt? ... Kirstine har forberedt sig derpaa – og hun har gjort store Anstalter, vil jeg sige Dig!"
"Jeg beklager meget, om jeg har gjort Fruen forgæves Ulejlighed," sagde Krøger med en høflig Bøjning mod Fru Hornung, hvis urolige og bekymringsfulde Mine tydeligt røbede, at hun straks havde forstaaet alt. "Men mine Forretninger tillader mig desværre ikke at nyde godt af Deres Gæstfrihed. Jeg tør ikke tøve længere end højst nødvendigt."
Tonen, hvori disse Ord udtaltes, aabnede endelig ogsaa Hornungs Øjne.
Der fløj et Smil op over hans Ansigt; og idet han udstrakte Haanden, raabte han:
"Du har læst min Artikel! Tilstaa det kun! Jeg kender din Stemme, naar Du er vred. Naa – skænd paa mig, om Du synes, jeg fortjener Skænd."
"Jeg nægter ikke," vedblev den anden, bestandig lige utilgængelig for Hornungs kammeratlige Tone. "Jeg har læst en Avisopsats, hvorunder jeg fandt dit Navn. Nogle Herrer, med hvilke jeg sad i Kupé, talte om den – og den ene af dem laante mig Bladet."
"Nu ja, kære Ven – overrasker det Dig egenlig? Jeg vil sige Dig – jeg kunde ikke andet. Det maatte en Gang ské!"
"Ja saa – saa er det altsaa virkelig din Mening," sagde Krøger med dirrende Stemme og saa' op med et Blik, der mindede Hornung paafaldende om det uhyggelige, som han om Formiddagen havde mødt fra Politimesterens Brilleglas – "Det er altsaa virkelig ikke en Spas?"
"Spas!" udbrød Hornung og rynkede Brynene.
"Ja, ærlig talt – jeg vilde dog først høre det af din egen Mund, før jeg vilde tro paa, at Du havde fundet din Plads mellem Oprørerne mod Lov og Orden, mellem Folk, der hverken agter Fædreland, Moral eller Religion: der systemastisk lægger an paa at undergrave Tilliden til enhver Avtoritet; der – –"
"Hvad er det, Du siger!"
"Kun hvad der er Sandhed ... kun hvad enhver, der ikke er forblindet af Fanatisme og forhærdet i Selvgodhed og Trods, vil og maa sige. Du kender mig godt, Frederik – jeg har aldrig været falsk imod Dig – men derfor kan jeg heller ikke tie med, hvor smærteligt det har været for mig at sé Dig mellem den – den Hob, hvis tøjlesløse Færd i disse Dage gaar over alle Grænser. Jeg haaber for din egen Skyld, at Du har handlet af Uvidenhed, at Du ikke har vidst, hvad Du har gjort, naar Du har angrebet en Regering, hvis Retskaffenhed og Uegennytte ingen har Lov til at drage i Tvivl. Og véd Du nu, hvad det er for Folk, hvis Sag Du støtter? Véd Du, at dets Førere er lutter Usselrygge, Lykkejægere eller aabenbare Forbrydere, der kun er værdige til alle rettænkende Menneskers Foragt."
Pastor Hornung hørte næppe Vennens Ord. Han sad som himmelfalden alene ved Synet af hans blege Ansigt, af disse opspilede Øjne, disse stramme og sitrende Læber. Var det muligt! Var det virkeligt hans milde, sagtmodige Marius, der sad her foran ham og dirrede af Had og Lidenskab? Hvordan var dog dette gaaet til?
"Marius!" udbrød han tilsidst og rejste sig op i Forfærdelse. "Hvad er der sket med Dig, gamle Ven! Jeg kender Dig jo ikke igen ... Eller – skulde det være muligt? – véd Du ikke, hvad der er sket? Véd Du ikke, at den Regering, Du saa højt lovpriser, har begaaet en skændig Handling – en Handling, der raaber til Himlen af Uretfærdighed! Eller hvad kalder Du maaske det Provisorium, der har kuldkastet Rigets Grundlov, tilsidesat Folkets Krav og Ret, og med – –"
"Det har de ikke! Der staar intet i Grundloven om Folkets ubetingede Ret – –"
"Staar det der ikke –?"
"Nej – hvor maaske? – det staar der ikke. – Derimod staar der tydeligt og klart i Paragraf 57 –"
"Det véd jeg godt – men det har aldrig været den grundlovgivende Forsamlings Mening, at denne Paragraf skulde – –"
"Jo, det har det netop – den har netop villet sætte en Stopper for –"
"Det er Løgn" tordnede med ét Hornung, idet han kridhvid i Ansigtet bøjede sig helt ind over Bordet, mens han støttede de udspilede Hænder paa dets Plade. "Det er det forbandede Opspind, Du har læst i din Smudspresse – det er den forargelige Komedie, som er spillet her – –"
"Nej, dette taaler jeg ikke!" skreg Krøger og stødte sin Stok mod Gulvet, idet han rejste sig. Han var ganske ude af sig selv; og det saa' næsten ud, som om det kunde være kommet til et korporligt Sammenstød mellem de to ophidsede Mennesker, ifald ikke Fruen, der havde staaet angst og fortvivlet henne ved Døren og sét hen paa de af Forfærdelse ganske lamslaaede Børn, i det samme var styrtet til.
"For Gud i Himlens Skyld!" raabte hun hændervridende, mens Taarerne løb hende ned ad Kinderne. "Hold dog op! Hold dog op! – Skammer I jer ikke? – Sé paa Børnene! –– O, den ulykkelige, den ulykkelige Politik!"
Fruens Mellemkomst bragte vel øjeblikkeligt de stridende Parter til Tavshed, og Krøger bøjede endog Hovedet og fremmumlede en Undskyldning, fordi han havde forløbet sig i hendes Nærværelse. Men det var ikke just noget Fredsblik, de to fordums Kammerater sendte hinanden over Bordet, idet de atter satte sig.
Men Fru Hornung vilde ikke lade sig nøje med en halv Forsoning. Hun rakte en Haand til hver af dem og sagde indsmigrende mens Taarerne endnu blinkede i hendes Øjenhaar:
"Ja, om jeg kunde forstaa, hvordan to gamle Venner kan blive saaledes overfor hinanden. Har I da rent glemt alle de gode Minder, som I har tilsammen, alle de glade hyggelige Dage, I har tilbragt sammen? Lov mig nu ét – begge to. De, Krøger, bliver her i Dag og tænker ikke paa Deres Forretninger. Og alle glemmer vi i disse Timer den ulykkelige Strid, der skiller Jer. Tro mig – I vil begge have godt deraf! – Vi vil have det hyggeligt og godt som i gamle Dage. – – Nej, nej, Krøger, jeg slipper Dem ikke, før De siger ja – vil De ikke nok blive her?"
"Tak!" sagde han sagte og saa' beskæmmet mod Jorden.
"Det var Ret! – Og ræk nu hinanden Haanden som Tegn paa, at I har tilgivet hinanden, og som Løfte om, at I for i Dag vil glemme al Strid."
Hornung, der havde siddet som hensunken i Tanker, rejste sig pludselig beslutsomt op og sagde:
"Du har Ret, Kirstine! – – Tilgiv mig, Marius!"
Han fremrakte sin Haand, som Krøger, der ligeledes rejste sig, trykkede stiltiende.
Men der var mindre af Tilgivelse end af dyb Bedrøvelse i det Blik, hvormed de saa' paa hinanden. –
Lidt efter stod de inde i Præstens Studereværelse, hvortil de havde trukket sig tilbage, mens Fruen forberedte Middagen.
"Vil Du ryge?" spurgte Hornung med et Forsøg paa at genoprette den gamle kammeratlige Tone.
"Ja, Tak, lidt Tobak var maaske – –"
"Vil Du have Pibe eller Cigar?"
"Tak – maaske en Cigar."
De satte sig hver i sin Ende af Stuen – Krøger i Hjørnet af Sofaen, Hornung i den lange Kurvestol. Begge Ansigter bar endnu Spor af den forrige Ophidselse, og de undveg tydeligt nok hinandens Blik.
"Du har det ellers godt?" spurgte Hornung.
"Jo, Tak – og Du befinder Dig ogsaa vel her?"
"Ja, det kan jeg just ikke sige."
"Ikke? – Hvorledes det?"
"Ja, Tiderne er jo vanskelige – og naar man ikke just samstemmer med Befolkningen, saa – –"
Tavshed.
"Det var et uhyggeligt Vejr, vi havde fornylig", begyndte endelig Krøger. "Ja, I har vel ogsaa mærket det her."
"Javist! Landmændene klager allerede."
Tavshed.
"Er der gennemgaaende gode Jorder her omkring?" begyndte igen Krøger.
"Ja, her er et meget stort og frugtbar Opland. Det var i sin Tid nogle af Landets rigeste Bønder, der boede her."
"Men nu er maaske Rigdommen forbi?"
"Jeg tror i hvert Fald, den er svunden."
"Ja, der er vist i det hele ikke den Soliditet blandt vore Bønder mere, som der var i gamle Dage."
"Ja, hvorfor mener Du?"
"Aa, jeg véd ikke – –"
Tavshed.
"Der blev vel høstet jævnt godt her paa Egnen sidste Aar?" fortsatte igen Krøger.
"Aa ja – en Middelhøst vel".
"Ja, det blev det vel i det hele de fleste Steder."
"Ja, hvor de ikke fik Midsommerregnen, var det vel snarere under."
"Ja, dér var det maaske snarere under. – – Men Priserne er til Gengæld ret gode, hører jeg? – – Og dog havde de vist høstet godt i Udlandet, saa vidt jeg véd – – det afhænger det jo ogsaa meget af."
Men denne Gang svarede Hornung ikke. Han rejste sig op og gik lige hen til Krøger.
"Marius!" sagde han – dæmpet og meget bevæget. "Skal vi ikke afbryde denne Samtale? Jeg synes, at vort Venskab er baade for gammelt og for godt til denne Forstillelse. Lad os sé Sandheden lige i Øjnene. Vi kan ikke længer være i samme Stue. Derved er nu intet at gøre. Men lad os i det mindste skilles uden Maske."
"Du har Ret," sagde Krøger og rejste sig.
De gav hinanden Haanden.
"Tro mig," sagde Hornung, idet han holdt om Vennens Haand. – "Vi er næppe de første og bliver ikke de sidste gamle Venner, hvem disse Dage skiller."
Krøger saa' op og nikkede. Der hang to Taarer i hans ærlige Øjne.
Saa bøjede han Hovedet:
"Hils din Hustru – Farvel!"
Da Fru Hornung kort efter aabnede Døren for at melde, at der var serveret, saa' hun sin Mand sidde sammensunken i Stolen.
"Hvad er det?" spurgte hun forundret. "Er Du alene?"
"Ja – nu er jeg alene."
