Dagbog

16de Avgust.

I en Artikel af Leo Tolstoj: "Hvori bestaar Lykke?", som jeg idag har læst, udvikles der i Lighed med, hvad Forfatteren i alle sine senere Arbejder nu snart til Trivialitet har forfægtet, hvorledes den moderne Civilisation, de store Byer, Velstand og Lediggang er Skyld i alle Tidens Ulykker, medens den sande og varige Livsglæde alene er at finde i Livet paa Landet, hos Jordarbejderen og især blandt dem, der – som man siger – akkurat har "til Dagen og Vejen" eller fra "Haand til Mund".

Teorien er jo langt fra ny, og heller ikke i Nutiden er Tolstoj den eneste Sjælelæge, der skriver den lidende Menneskehed vidtløftige Recepter paa det gamle Universalmiddel "Naturen". Det er da ikke selve Tankerne, men de forskellige Former, hvorunder han udtrykker dem, der undertiden slaar os ved deres Originalitet og blænder os ved deres Kraft eller Skønhed.

I den ovennævnte Artikel skriver han blandt andet:

Man behøver kun at mindes alle de rige Folk, man kjender, og man vil faa at se, at største Delen af dem ere syge. Et virkeligt sundt Menneske, der ikke til Stadighed eller regelmæssig hver Sommer underkaster sig en Kur, er en lige saa sjælden Undtagelse her, som en syg imellem den arbejdende Befolkning. Alle [disse] Lykkens Udvalgte [¹] ere [de] tandløse og blive graahaarede eller skaldede i en Alder, da den unge Arbejder først ret begynder at samle Kræfter. Næsten alle lider de af Nerve-, Mave- eller Kønssygdomme, som en Følge af Fraadseri, Drukkenskab, Usædelighed og Medikamenter, og de, der ikke dø i en ung Alder, tilbringe Halvdelen af deres Liv med at lade sig kurere [²] … eller henleve som nogle forkrøblede elendige Skabninger. [p. 128]

Men er alt dette nu virkelig ogsaa rigtig sandt?

Jeg ser mig om i min hyggelige Stue. Udenfor strømmer Regnen, Stormen slaar Reveille paa Ruden, og jeg tænker paa, om det virkelig skulde være sundere og behageligere i dette Øjeblik at færdes ude i Taagerne paa en mudderblød Brakmark, gennemvaad, halvt af Regn, halvt af Sved, for ved Aftenstid at krybe ind i en muggen Lerhytte, til ufordøjelig og ofte fordærvet Føde og en Seng, der er fuld af Utøj – end at sidde her i et højloftet, vel ventileret Rum, skærmet mod Blæst og Kulde, læse en Timestid, øve sig paa et Par Sonater for derpaa efter et friskt Bad, en halv Times Fægteøvelse eller en Ridetur langs med Sundet at sætte sig til et let, men kraftigt Maaltid.

Naturligvis er det sundere i den rigtige Sommertid at ligge og dase i en Kløverstak eller en Vesterhavsklit end at indaande Byernes lumre Forraadnelsesluft. Men er det ikke netop det, den velhavende Befolkning gør?

Man behøver da heller ikke at have bevæget sig vidt omkring i Landet for at have erfaret, at Tolstojs Paastande i alle Fald ikke passer paa Forholdene her i Danmark. De danske Bønder er saamænd ikke saa kærnesunde, som mange vil gøre dem til, og det danske Aristokrati er langt fra en saa forkrøblet og udlevet Race, som saa ofte paastaas.

Tværtimod. Gaa en Væddeløbsdag rundt paa Sadlepladsen ved Ermitagen, hvor man vel nemmest ser alle dem, som Tolstoj ironisk kalder "Lykkens udvalgte", i én Samling – og det er min Tro ingen Hospitalsforgaard man dér faar at se. Om det maaske ikke altid staar saa vel til med Intelligensen, Kroppene lider sjældent af alvorlige Skavanker. Baade Aristokratiets Mænd og især deres Kvinder er i Almindelighed fuldendte af Skabning, ranke og straalende af Sundhed og Kraft. Selv i den høje Alderdom bevarer de ofte deres Skønhed, den blomstrende Ansigtsfarve, den strunke Holdning og sikre Gang, medens en stakkels Jordarbejder allerede ved halvtredsindstyve Aars Alderen er stiv i alle Lemmer og krum i Ryggen og furet i Ansigtet som en Olding. Naar saa' man vel ogsaa sidst en tyveaarig Bondepige med blot ti Tænder i Munden? Derimod vil man let finde Kurtisaner, der har alle deres nogle og tredive i smukkeste Behold.

Det er da vist en Overtro, at det altid skulde være forbunden med saa megen Fare at "leve". Derimod synes snarere Arbejdet, ved Siden af sin Velsignelse, at bære en hurtigt følgende Straf i sig selv.

Men selve denne Arbejdets, Forsagelsens og Fattigdommens Velsignelse, og den Lykke, Tolstoj spaar enhver, der blot vil klæde sig i Kittel og Træsko og drage Stude over en Mark eller kløve sit eget Brænde – hvorledes forholder det sig egenlig med den? At en saadan Beskæftigelse til Afveksling kan være ganske oplivende for Digteren og Greven Leo Tolstoj er endda forstaaeligt (og at han trods sin høje Alder endnu formaar den, modbeviser bedst hans egen Paastand om den Affældighed, hvori lystige Libertinere hurtig synker ned). Men Sagen er en anden for en stakkels Bondemand, der ikke har Minderne fra et broget Ungdomsliv at tære paa; som Dag ud og Dag ind et langt Liv igennem har gaaet de samme Skridt op og ned ad de samme Agre; hvis Øje og Øre ikke er opladt for Solens Spil paa Taagerne over Engen eller den fine Sølvklang i Lærkens Stemme; for hvem Stormen og Regnen og Solen ikke opfører interessante Skuespil, men for hvem det altsammen er onde eller gode Magter, der giver ham, hvad han skal æde, eller styrter ham og hans ned i Nød og Elendighed.

Men selv om vi har mere vakte Sanser, hvorfor skal vi da absolut drives ud i Mark og Skov for at nyde Naturen og paavirkes af dens Trylleri? Hvorfor taler Tolstoj saa foragteligt om dem, "der kun to Gange i deres Liv har set Solen staa op [...], og ellers "kun omgiver sig med Stoffer, Sten og Træ forarbejdet af Menneskehænder, og overalt kun hører Lyden af Maskiner, Ekvipager, Kanoner og musikalske Instrumenter."³ Kan da ikke et Torv fuldt af Mennesker, af Farver og Liv, være et ligesaa ophøjet Skue som en Solnedgang? Og, ærlig talt, jeg hører i Længden hellere Rubinstein spille Klavér end en gammel hæs Krage skræppe.

Men det har vist heller ikke altid saa meget paa sig, naar Digterne saaledes lovsynger Naturen. En Vinter, da jeg selv boede paa Landet, havde jeg Besøg af en ung Natur-Digter⁴, der regelmæssig begyndte sine Skildringer med begejstrede Udbrud som: "O, jeg er atter paa Landet, Himlens frie Kuppel hvælver sig atter over mit Hoved", eller: "Hanen vækker mig med sin Kalden, jeg maa op, jeg maa ud –"

Skønt Vejret i de Dage var ganske henrivende, med blaa Himmel, og Sol over nyfalden Sne, viste den unge Natur-Digter sig imidlertid højst utilbøjelig til at forlade de lune Stuer, og kun med største Besvær fik man ham op af Dynerne henimod Middag. Den meste Tid tilbragte han med at gnubbe sig opad Kakkelovnen, og mens alle andre færdedes lystigt ude paa Skøjter eller i Slæde, gik han og snudskede i Bogreoler og gamle Avisbunker, som om han egenlig rettest hørte hjemme mellem de Maddiker, der her fører deres lyssky Tilværelse.

Jeg blev derfor noget forundret ved nogle Dage efter hans Bortrejse at modtage et Brev, hvori der fandtes følgende:

"Det var herlige Dage … den frie, yndige Natur … Jeg kvæles her af Røg og Støv … det er, som om disse Murkolosser, der spærrer for mine Længsler, vil falde ned og knuse mig … Hils Skoven, hils de vide Marker, de dejlige Banker⁵…"

Jeg har siden haft mine Anfægtelser, hver Gang jeg læste om Digternes Naturdyrkelse. Og efter at have set et Billede af Grev Tolstoj, hvor han har ladet sig fremstille i Bondedragt bag et Spand Stude, synes han mig at staa Naturen fjærnere, end da jeg alene tænkte mig ham som kæk Officer eller i Selskabsdragt med hvide Handsker.

Det er den gamle Historie med Kong Nebukadnezer, der for en Forandrings Skyld steg ned fra sin Guldtrone for at æde Græs med de umælende.

Urbanus.