En Randbemærkning

Læsere af Edvard Brandes' sidste Bog "En Politiker"1 vil vistnok have undret sig lidt over den pudsérlige Ubehjælpsomhed, hvormed den ellers saa behændige Forfatter har indviet os i sine Personers Liv og Sædvaner. Næsten den ene Halvdel af Fortællingen er "Forhistorie". Indtil hen imod Midten af Bogen gaar Beretningen stadig Krebsegang.

Et Par Gange begynder Forfatteren vel at optage Fortællingens Traad og udvikle de videre Følger af den Rigsdagstale, der danner Fortællingens Indledning. Men instinktmæssigt sænker han sig straks igen som en Bjærgmand ned i Fortidens Mulm og belyser dens Mysterier med sin Fantasis rolige, klart brændende Fakkel.

Mange har bebrejdet Forfatteren denne idelige Fordybelse i en svunden Tid som en Fejl, en Mangel paa Teknik, der næppe heller er fremkommen ganske frivillig fra Forfatterens Side, idet han et Par Steder synes at gøre et let Forsøg paa at skjule den2.

Jeg indser dog ikke, hvorfor denne Fortællemaade absolut skal være mindre god end en anden, ja det forekommer mig endog, at den tilbageskridende Berettelse – konsekvent gennemført – netop særlig egner sig til den kritiske Sjæleanalyse, hvoraf de moderne Romaner jo hovedsageligt bestaar.

Man – Læseren – kommer nemlig ved denne Metode til at følge Forfatteren Skridt for Skridt den samme Vej, han i Almindelighed selv er gaaet i sine Undersøgelser. Thi det er vel næsten en Regel, at det er Fortællingens Slutning, selve Katastrofen, der først har staaet ham klar og inspireret ham. Fra denne har han fantaseret sig tilbage i sine Personers Liv, følgende de hemmelige Traade lige til Udspringet, fordybende sig i deres Karakter, deres Udvikling, i de Paavirkninger de har modtaget, den Slægtsarv, der ruller dem i Blodet – indtil han har loddet deres Væsens Bund, blottet selve den menneskelige Urgrund, hvorover der i Livets Løb lejrer sig saa mange Lag.

Hvorfor gaar han egenlig saa den modsatte Vej, naar han skal fremstille Resultaterne af sine Undersøgelser? Det er sikkert unaturligt og forplumrer let Forholdet mellem Digter og Læser.

Ligesom Videnskabsmanden, der skal forklare et Naturfænomen, gaar ud fra dette som det Givne, og af dettes Eksistens og ved Hjælp af én Gang fastslaaede Naturlove Led for Led beviser dets hemmelige Aarsager – saaledes burde ogsaa Sjæle-Analytikerne begynde deres Referater med det Udslag af menneskelig Sjælsrørelse, det er deres Hensigt at forklare, – med det Faktum, der fra først af slog dem selv, det endelige Facit, hvorpaa de dog bygger alle deres Udviklinger, og som de stadig har in mente, naar de anstiller deres Betragtninger, fordi der af disse kun maa komme ud, hvad der forud er givet.

Egentlig hviler den nu brugelige Fortællemaade paa lutter Taskenspilleri og Forstillelse. Mens Idealet dog skulde være, at Forfatter og Læser paa ethvert Punkt var som ét, er Forholdet nu det, at Forfatteren hele Tiden maa gaa rundt med Maske paa, maa lade, som om han ikke véd mere end Læseren, maa forholde denne Oplysninger, ja undertiden ligefrem lede hans Opfattelse paa Vildspor – alt under Paaskud af at genfremstille Livet.

Men det er taabeligt at ville genfremstille Livet. Det er i vore Dage kun Lægprædikanter og Variététeatrenes Professorer i højere Magi, der paastaar at kunne gøre Mirakler. Forfatteren kan dog kun fremstille det stærkt begrænsede Indtryk, Livet har gjort paa ham; kun gengive de to-tre Toner i Tilværelsens uendelige Symfoni, hvormed hans Hjærtes Strænge er stemt til Samklang. Men hvorfor stille sig an, som om man dirigerer et stort Orkester, da man i Virkeligheden kun blæser en beskeden lille Fløjte? –

Mange vil maaske mene, at Interessen for en Bog nødvendigvis maa tabe sig, naar Eksplosionen, der nu serveres En som en veltillavet Slutningseffekt, man under hele Læsningen kan glæde sig til, allerede i det første Kapitel brændes af under Næsen paa En. Naar man paa Forhaand kender Opløsningen, plejer en Gaade vanskeligt at kunne pirre Ens Nysgjerrighed.

Alligevel mangler vi jo i det virkelige Liv ingenlunde Interesse for Begivenheder, der kommer over os som et Styrtebad. Tværtimod. Hører vi en Morgen, at vor Nabo har hængt sig, plejer det i høj Grad at vække vor højst naturlige og nyttige Videbegærlighed. Hvorfor har han gjort det? Hvorledes gik det til? Hvad siger Konen? Har han efterladt sig noget Brev? – – det strømmer med Spørgsmaal, og vi stilles ikke tilfreds, før vi har faaet detaillerede Oplysninger om alt lige til Strikken om hans Hals.

Jeg indrømmer, at den Spænding, der kan frembringes af Bøger med en, mod en Slutningskatastrofe tilspidset, Handling er mere raffineret pirrende. Man har under Læsningen af en saadan Bog omtrent samme Fornemmelse, som naar man bevæger sig rundt om en ladt Kanon. Den sér egentlig saa fredelig ud – et koldt, smukt slebet Stykke Staal. Men Bevidstheden om, at den et eller andet Sted gemmer det Sprængstof, der skal faa os til at fare sammen, holder os i en bestandig Nervøsitet. Virkningen forhøjes ved, at vi selv er Vidne til, hvorledes Muskedonneren lades, uden at vi dog véd, hvad der er Krudt eller Kugle eller uskyldig Forladning. Thi som en ægte Taskenspiller betror Forfatteren os ikke, hvad Hensigten er med hans forskellige Fiksfakserier, f Eks. om en Person, han pludselig indfører, skal blive den tændende Lunte, eller om et Kærlighedsforhold, vi indvies i, er det, der skal sprænges i Luften; – vi har tilsidst blot en Fornemmelse af en alt mere nervespændende Ophobning af brændbart Stof og i hver lille Sky paa Himlen aner vi det sprængende Lyn. Vi sidder som med Hænderne parate, for med et Udraab at kunne holde dem op for Øret, naar Knaldet kommer.

Men alt dette maa dog vist være en Reminicens fra de ægte "Knald"-Romaners Tid. Og de siges jo nu at være forbi.

Urbanus.

 
[1] En Politiker kan downloades som pdf fra KB. tilbage
[2] Mange har bebrejdet: En Politiker var udkommet en måned før, i ugen ml. 13. og 19. september. tilbage