Klørknægt

Et Fragment. Med Illustrationer af H.A. Brendekilde.

Klokken slog fire paa Uret over Chiffonnieren i Sogneraadsformand Jensens himmelblaa Stadsestue … en bitterkold Vintermorgen.

Lysene paa Spillebordet – skjønt i Nattens Løb to Gange fornyede – var atter brændt ned næsten til Stagen, og inde i Værelset ved Siden af, hvortil Døren stod aaben, klukkede en døende Hængelampe i den sidste Draabe Olie over et fedt dækket Bord, bag hvilket Sogneraadsformandens Kone – en lille forvoxet, udpyntet og forfængelig Skabning – nattebleg krøb sammen i et uldent Shavl ved Kakkelovnen.

De fire spillende – Dyrlægen, Skolelæreren, Byens Kjøbmand og Værten selv – var nu endelig ogsaa begyndt at blive møre. Den beklumrede Luft i Stuen, Osen fra Kakkelovnskullene og den tætte, blaa Tobaksdamp, i hvilken de nu paa syttende Time sad indespærrede, havde omsider formaaet at knække Fjedren i deres Lidenskab.

Der mæltes ikke et overflødigt Ord. Rent mekanisk, næsten som i en magnetisk Søvn, spillede man Kortene ud, tog sine Stik hjem og gav paa ny. Selv den lille Kjøbmand Villings smaa, stilkede Øjne, der ellers altid var paa Færde overalt for om muligt at udspejde et eller andet af de medspillendes Kort, hang ham stive og blodunderløbne ud af det fede Hoved som paa en død Flynder, og egenlig fortsattes Spillet kun, fordi man endog manglede den fornødne Kraft til at bestemme sig for et endeligt Opbrud.

Den eneste, der endnu holdt sig lige tapper, var Skolelærer Mortensen.

Men den Mand var nu i det hele ikke til at spille træt. Fra det Øjeblik, han udspilede sine lange Frakkeskjøder for at anbringe sig ved Spillebordet, og indtil man rent ud betydede ham, at det maatte være forbi, sad han lige strunk og biskoppelig med sit hvide, ærværdige Hoved og ulastelige Halsbind – skjulende den stille Feber, hvori Synet af Kort og Penge altid satte ham, bag et mildt, menneskevenligt Smil, medens kun en let Skjælven ved Mundvigene samt en uafbrudt Knirken af hans gamle tørre Støvler forraadte den Sindsbevægelse, hvori han befandt sig.

Nu og da strøg han sig ogsaa højtideligt med Lommetørklædet hen over sin høje Pande, der var varm og fugtig, og som i kritiske Øjeblikke perlede som i virkelig Feber. Paa Bordet foran sig havde han sine 10- og 25 Øre-Stykker omhyggelig opstablede i regelmæssige Tutter med en Krone i hver. Og naar han sagde: "Spurgt" eller især "Solo", lukkede han gjærne Øjnene, som om han i sit stille Sind tilføjede et: i Jesu Navn!

Ved hans venstre Side sad Sogneraadsformanden selv og stred fortvivlet med Søvnen, der hvert Minut var paa Nippet til at overmande ham.

Han var en lille, ubetydelig Stump af en Bondemand med et tyndt, vandkæmmet Haar, Hovedet lidt paa Hæld og et skægløst, fladnæset Ansigt, hvis rødkantede Øjne – naar de var vaagne – beundrende hang ved enhver, der førte Ordet, og hvis Stemme – naar han en sjælden Gang opløftede den – klang saa forsagt og ubehjælpsomt, at man kun vanskeligt skulde formode, at man her havde Sognets rigeste Mand for sig.

Han var temmelig ny i Spillet og sad derfor almindeligvis og famlede raadvild med Fingrene i sine Kort, som han forsigtig optog et for et, efterhaanden som der blev givet. Naar han spillede ud eller havde stukket, saa' han regelmæssig rundt paa de andre, som for at erfare, om han mulig havde gjort en Dumhed; og naar Spillet var til Ende, vidste han sjælden ret, om han havde vundet eller tabt.

Han havde denne Aften tilmed ikke været heldig og sad derfor for anden Gang i Spillets Løb med blankt Bord foran sig. Men han var vant til at blive plukket. Ja, i Virkeligheden var det kun under denne stiltiende Forudsætning, man overhovedet havde optaget ham i Partiet.

Selv tog han det imidlertid med stor Sindsro og var i Hjærtet saare stolt og lykkelig over at have lært dette ædle og vanskelige Spil "Lummer", hvilket i hans Øjne hævede ham højt over hans Standsfæller, og han gav med Glæde denne Tribut for den Triumf den næste Dag at kunne tale derom inde i Byen.

… Endnu en halv Timestid slæbte Spillet sig frem paa samme Maade.

Da begyndte med ét Skolelærer Mortensens gamle Støvler en Helvedes Knirkekoncert under Bordet, hans Ansigt skiftede Kulør, og under de buskede Bryn gled Blikket uroligt frem og tilbage mellem hans Kort og de fire sorte 25-Ører, hvortil Indsatskoppens Indhold imidlertid var reduceret. Der var aabenbart noget usædvanligt i Gjære.

"Solo paa Koppen," sagde han endelig meget stille og med en Ydmyghed i Tonefaldet, der ligesom skulde bejle til Gudernes Gunst.

Det gav et Stød i de søvndrukne Kroppe. Dyrlægen, der var sunken hen i sløv, mørk Grublen, rejste sit tunge, buskede Hoved og fòr sig skudrende med Haanden gjennem sit tykke, stride, rødgraa Skæg.

"Hvad hedder han?" mumlede han.

"Kløver," sagde Skolelæreren, næsten undskyldende.

Der blev kjøbt i Tavshed. Mortensen havde tre Matadorer smaat fjerde i Trumf, dertil Konge, Dame, tredje i Hjærter samt to smaa Spadere. Han havde tillige Forhaanden, og som en forsigtig General sendte han først Hjærter Dame i Ilden.

Dyrlægen, som var renonce, smagte lidt paa den og saa' prøvende op paa Spilleren.

"Det er vist en Farisæer," brummede han derpaa og stak med Trumf.

Paa Skolelærer Mortensens blege Pande begyndte allerede de første klare Perler at springe frem.

Dyrlægen spillede en lille Spader. Sogneraadsformanden stak først med Ruder, derpaa med Trumf og endelig, da han blev gjort opmærksom paa Fejltagelsen, med Spader Konge. Skolelæreren bekjendte.

Men nu kom der – rent tilfældig – Hjærter igjen fra Sogneraadsformanden. Mortensen vilde fordele Stikkene og gik under med sin lille Hjærter. Men Dyrlægen stak igjen med Trumf og spillede derpaa Spader Dame ud.

Nu forstod Skolelærer Mortensen, at han var fortabt. Hans Støvler holdt med ét op at knirke og hans Hænder skjælvede.

Da lod han ubemærket sin lille Spader falde ned i sit Skjød og derpaa glide mellem Knæerne ned paa Gulvet, hvor han behændigt satte Foden over den. Og da denne lille Uregelmæssighed lykkeligt var sat i Scene, stak han Damen med sin lille Trumf.

Men nu kom de tre Matadorer hurtig efter hinanden ud paa Bordet og tilsidst Hjærter Konge, og da smed Dyrlægen foragtelig sine Kort og brummede mørkt:

"Aa – gaa ad Helvede til!"

Dermed var Spillet endelig forbi.

I det samme slog Uret ogsaa fem smaa mindelige Slag oppe fra Chiffonnieren. Og mens Skolelærer Mortensen fromt og ligesom adspredt smilende samlede sine Pengestabler sammen og derpaa puttede den vel spækkede Læderpung i sin dybe Buxelomme og omhyggeligt knappede over den, lænede de andre sig et Øjeblik i Tavshed tilbage i Stolene, idet de som med en dump Følelse af Skamfuldhed stirrede frem for sig i den tykke, blaa, røgopfyldte Luft, der indhyllede dem.

Nu var det egenlig ganske tilgiveligt, om man endelig følte Trang til en Vaabenhvile; thi de sidste otte Døgn havde været mere end almindelig anstrengende selv for disse fire Kæmper, der dog ellers var vant til Dysten. Den foregaaende Søndag havde de tilfældigt truffet hinanden inde hos Kjøbmanden, og siden havde de hver Dag – snart hos den ene, snart hos den anden – taget Kampen op paa ny med stedse større Hidsighed. Saaledes gik det dem i det hele almindeligt, at naar de først havde faaet Blod paa Tanden, kunde intet længer holde dem fra hinanden, og de hælmede sjældent, før Vaabnene saa at sige sank dem ud af Hænderne af Udmattelse.

Pludselig rejste Dyrlægen sig med en frygtelig Ed og et Næveslag i Bordet.

Bedst som han sad, var han kommen til at huske paa en syg Ko fra Øverrød, som han havde lovet at se til, og som allerede i flere Dage havde ventet hans Hjælp. Da han ved Middagstid satte sig her ved Spillebordet, havde det været med det bestemte Forsæt at bryde op inden Solnedgang, for at han kunde naa derhen før Mørkets Frembrud. Men i Spillets Løb var dette komplet gaaet ham af Minde.

Sligt hændte forøvrigt ikke saa sjældent Dyrlæge Aggerbølle.

Regelmæssig hver Formiddag drog han ud fra sit Hjem i en lille overstænket Gig med et gammelt, musøret Øg og selv udstyret med Rejsepels, Faareskindshue, Medicinkasse og store Lufvanter, som om han havde bestemt sig for en Nordpolsfart. Men han kom sjældent meget længere end til den første Gaard, hvor der var Mulighed for et Slag Kort; og naar han stampede ind med sine tunge Kravestøvler, der lugtede surt af harsk Tran, vidste Folk, hvad Klokken var slaaet. Sjavs, Firkort, Polskpas, Piber og Trommer, Brus, Napoleon, Sexogtreds og L'hombre … det var ham altsammen lige meget, blot Pengene kom paa Bordet, og det hele gik lidt villigt fra Haanden og uden for meget Vrøvl og Snak. Selv tog han aldrig udenfor sin egen Stuedør uden et gammelt, fedtet Spil Kort i hver Baglomme. Han foragtede Sommeren som en ørkesløs Dvaletid, der kun var skabt til virksomme Menneskers Plage; men onde Tunger vilde ogsaa paastaa, at han Vinterdage bragte mere hjem fra Spil og Dobbel¹ end fra sin egenlige Haandtering.

… Inde fra Nabostuen kom Sogneraadsformandens Kone nu til Syne i Døren og bød Herrerne ind "til en lille Forfriskning."

Man fulgte Opfordringen; men der var ingen Lyst til Mad. Først da Skolelærer Mortensen med den gode Samvittigheds sunde Appetit og urokkelige Sindsligevægt gav sig i Kast med et Stykke grønsaltet Flæsk og et Par Spejlæg, mente man for Skams Skyld at maatte gjøre ham Selskab.

Et Par røgede Sild, et Stykke Flæskesylte, en varm Bøf, en Ende Medisterpølse og lidt Røræg samt nogle Snapse og lidt Øl – det var det hele.

Tillige tog man en Kop Kaffe med et Par Kognakker og tilsidst paa Falderebet en Flaske Portvin samt en Bittersnaps med Kandissukker, hvorpaa man stiltiende tog Afsked og gik hver til sit.

Da Skolelærer Mortensen laa hjemme i sin Seng, foldede han stille Hænderne over Dynen og bad sit Fadervor.

Ved Siden af ham laa hans Kone og vendte sin tunge Krop i Halvsøvne, saa det formelig sukkede og stønnede i Sengen under hende.

Omsider blev hun saa vidt vaagen, at hun med snøvlende Stemme kunde spørge:

"Vandt du noget, Mortensen?"

Mortensen bad rolig og uforstyrret sit Fadervor til Ende, og sagde derpaa:

"Sex Kroner – min Bedste!"

Hvorefter han mildt og fredeligt slumrede ind. –

Imidlertid var ogsaa Kjøbmand Villing naaet tilbage til sit Hjem.

Han havde gaaet og sovet indvendig paa Vejen; men idet han nu aabnede Døren ind til sin Bod og fornam den hjemlige, ramme Duft af Sæbe, Rosiner og gammel Skraatobak i sin Næse, var det, som om der vaagnede et Instinkt hos ham. Hans fede Hoved løftede sig, hans stilkede Øjne trak sig ind i sine Huler. Forsigtig strøg han Støvlerne af sine Fødder, tændte et Tællelys paa Disken og gav sig lydløst til at eftertælle Kobberskillingerne i Pengeskuffen. Derpaa eftersøgte han Svedskeskuffen og Glasset med de brune Sukkerstænger, klistrede et ganske lille Papirsmærke foran Rosinerne og listede endelig paa Taaspidsen og med Haanden skyggende for Lyset ind i det lille mørke og fugtige Aflukke bag Kramboden, hvor den "snottede Lodevig", Butiksdrengen, laa og snorkede højt med Næsen i Vejret, randsagede her dennes Gjemmer, vendte hans Lommer, og forføjede sig tilsidst ind i den bageste Gang for at lytte op gjennem Loftslemmen og stikke Lyset ned i Kjælderrummet. – Først da han paa denne Maade havde forvisset sig om, at intet mistænkeligt forefandtes, gik han tilbage gjennem Butikken og ind i Sovekamret, hvor hans unge Kone smilende ventede ham. –

Dyrlæge Aggerbølle var den, der havde længst til sit Hjem. Han beboede et lille forsømt Hus paa den anden Side af Gadekjæret med en nedtraadt Have og et knækket Stakitværk, hvis Stolper ragede op over Sneen som en Hær af mørke Spøgelser.

Jo mere han nærmede sig dertil, des kraftigere blev den Skala af Eder, hvormed han uafbrudt havde underholdt sig selv paa hele Hjemvejen. Han havde gjort saa sikker Regning paa denne Aftens Gevinst til Betaling af en gammel Gjældspost, som Ole Skomager Gang efter Gang havde krævet ham for, og som han endelig ganske bestemt havde lovet at afvikle denne Dag; men i Stedet for med den ventede Gevinst kom han nu hjem med lumpne 75 Øre som hele sin Fortjeneste, mens Degnen – den fordømte Hykler! – havde indkasseret alle Sogneraadsformandens blanke Kroner lige for Næsen af ham. Inden ret mange Timer vilde Skomageren sikkert være her. Hvad skulde han saa finde paa at sige ham?

Da han traadte ind i Sovekamret, der var fuldt af Børnesenge og et halvt Dusin sovende Børn, forekom det ham, at hans Kones Øjenlaag i det samme lukkede sig tættere til. Men da han var kommen i Seng og hviskende spurgte, om hun var vaagen, svarede hun ikke. Han vendte sig da beroliget om paa den anden Side og faldt øjeblikkelig i Søvn.

Men det blev ingen rolig Søvn. Uafbrudt kastede han sig omkring paa Lejet i stygge Drømme. Snart saa' han sin Kones blege Billede svæve sig forbi med et anklagende Blik, snart en syg, rød Ko, der brølede efter ham. Til andre Tider traadte Ole Skomager ind ad Døren med sin spidse, røde Næse og sin fedtede Regning, – og da vendte han sig i Sengen og slog i Søvne med Armene. Men mest var der Kort – altid Kort. Først var der kun de to sorte Esser, der fra det fjærne stirrede ned paa ham som et Par onde Øjne. Men snart kom flere til, Kongen, Damen, Toen – "Solo!" raabte han i Søvne – og tilsidst den hele Sværm, dansende en vild "St. Veitsdans" foran ham. Han spillede videre i Søvne, gav Kort, kjøbte, skovlede Penge ind og lo – – indtil han endelig op paa Formiddagen vaagnede med et Skrig, badet i Sved af det frygteligste Nolo-Mareridt.

Det var højt op paa Dagen, da Dyrlæge Aggerbølle – i Skjorteærmer og Tøfler – traadte ind i sin Dagligstue, hvor en munter Februarsol kiggede gjennem Ruden og ubarmhjærtigt fremhævede Stopningerne i de tynde Bomuldsgardiner, de slidte Kanter paa de falmede Møbelbetræk og Hullerne i den Damaskes Dug, der som en trist Erindring om svunden Velstand dækkede Bordet, paa hvilket Kaffen taalmodig stod og ventede ham.

Ved Vinduet sad hans Hustru med Briller for Øjnene og lappede Børnetøj. Hun var en lille, mager, indesluttet og udslidt Skabning med blege, tungsindige Træk og et roligt, gjennemtrængende Blik.

"God Morgen!" raabte han med en Stemme, hvis Rust han efter Evne søgte at gjøre frejdig og tillidsfuld, mens han stjaalent og sky skelede hen paa Hustruens tavse, falmede Skikkelse i Solglansen.

Hun bevægede netop Læberne, men saa' ikke op fra Naalen.

"Ha, ha!" lo han muntert og gned Hænderne, idet han satte sig ved Bordet. "Det trak nok ud i Nat – ha! ha! – Den gode Sogneraadsformand maatte sandelig ud med Krebsene! Naa – Gudskelov! – han har jo Raad dertil, en rigtig behagelig Mand i det hele .... Det er sandt," afbrød han sig selv kjærligt, da Hustruen sad lige tavs, "hvor er Børnene, lille Misse? Hvor er de Smaa?"

"De fik Lov at gaa ud og se paa Karlene. Det er jo Fastelavnsmandag i Dag."

"Ja vist, ja vist," sagde Aggerbølle og rokkede paa Hovedet. Indtil dette Øjeblik havde han rigtignok svævet i den Tro, at det endnu var Lørdag; og mens han betænksomt smurte sig et Stykke Smørrebrød, faldt han i Staver over det Spørgsmaal, hvor i Alverden de to mellemliggende Dage da kunde have forputtet sig.

Endelig tog hans Kone Ordet.

"Jeg maa ikke glemme at sige dig, Bernhard," sagde hun roligt og tonløst, "der var ridende Bud i Gaar Eftermiddags fra Anders Jensen i Øverrød. Du havde nok lovet at komme der til en syg Ko."

"Jeg!" udbrød Dyrlægen og saa' op.

"Budet skulde blot bringe den Besked, at det nu kunde være det samme, for Koen var død. Men du skulde heller ikke for Fremtiden gjøre dig nogen Ulejlighed, føjede han til."

Dyrlægens Ansigt blev blodrødt. Pludselig rejste han sig, satte Stolen haardt i Gulvet og begyndte – saaledes som det var hans Vane, naar noget kogte i ham – at vandre op og ned i Stuen, med det buskede Hoved stukket ned mellem Skuldrene og Hænderne dybt i Stiklommerne.

Tilsidst gik han henimod sin Kone og huggede Knoerne rasende i Bordpladen.

"Du kan bande paa, Misse – det skal ogsaa være forbi nu. Du kan bede Fanden ta'e dig paa, at det herefterdags skal komme i en anden Gænge. Nu har jeg faaet nok af disse Tølpere … dette Rakkerpak … det…"

"Vil du ikke have mere Kaffe?" spurgte Hustruen uforstyrret.

"Du kan være overbevist om, Misse … jeg skal nok vide at holde mig de Karle fra Livet. Jeg har desuden længe været kjed af det … det véd Gud, jeg har, Misse! Men det er denne lange Degnerad, det skinhellige Asen, den fejge Hund – jeg skal – – " han knyttede rasende Næven og bed Tænderne snerrende sammen som en Hyæne. "Jeg tør dø paa, han gjør Rævestreger og Kikserier i Spillet! Men jeg skal lure ham, kan han bande paa. Jeg skal … du kan tænke dig, der sidder han med en Solo … Spadille, Manille, Damen i sort, to Konger og ikke et Øje mere. Villing har Basta fjerde og Hjærter Konge, og jeg sidder i Baghaanden med ...."

Men i det samme blev han afbrudt af Musik og Hurraraab ude fra Gadekjæret.

Det var Fastelavnskarlene, der i et pragtfuldt Optog med flagrende Baand og pyntede Heste kom ridende ind i den snedækkede og solbeskinnede By.

Forrest red en flot Fyr med Guldgaloner ned ad Buxerne og et stort Dannebrogsflag i Haanden. Bag ved ham kom to Blæsere til Fods, og derpaa – hilset af Hundegjøen og Ungdommens Jubel – den lange Række Ryttere med store Knipler i Hænderne og Masker for Ansigtet. De fleste var i hvide Skjorter og Underbuxer, behængte med røde Sløjfer, Uldgarnsblomster eller Flitter. Enkelte, af de fattigste, var i islandsk Trøje og Træskostøvler og havde sværtet Ansigtet. Men alle sad de ligesom og sejlede paa Hesteryggen efter en solid Fælles-Frokost hos Kresten – Æg med Sylte, Snaps og Æggesøbe i Spandevis, – svingede med Kniplerne og skreg hæst for hver Gaard de kom forbi.

Først red de to Gange omkring det islagte Gadekjær, og drejede derpaa ind i Gyden, hvor Tønden var ophængt i et Reb mellem to Husgavle.

Saa gik det løs. Mens Musiken spillede og Ungdommen skreg og Pigerne klappede i Hænderne og skoggerlo, fór de rædde Heste skummende afsted, stejlede og rystede i Dødsens Angst, hver Gang de halvdrukne Karle med Knippelslag drev dem frem under Tønden.

En Karl, der var klædt ud som Pige med Storhue og Korslin, vakte navnlig megen Jubel, naar han løftede Skjørterne op over Hovedet og derpaa, staaende i Stigbøjlerne, fremviste en stor hvid Underbuxebag, hvorpaa der med sorte Bogstaver var malet Ane Pers – Navnet paa en Slags Fælleskjæreste for Karlefolkene der i Byen. En anden var udstafferet som Pjerrot med en høj, spids Hat og et stort Tudehorn, hvormed han hvert Øjeblik kaldte Rytterne sammen om en gammel Mand, der udskjænkede Brændevin af en Træflaske.

Saaledes gik der en Timestid, og Bønderne, der havde staaet samlet i en Klynge noget borte og ængstelige betragtet deres respektive Heste, begyndte nu at trække sig tilbage til en stor, rød Gaard foran Gadekjæret, hvor Flaget vajede over Taget, og hvor det store fem Dages Bøndergilde dette Aar skulde holdes.

Endnu blev Karlene ved en Stund, skjønt baade de selv og Hestene tilsidst var saa udmattede, at de stønnede derved. Flere forlod deres Pladser i Rækken og red ind imellem Pigerne eller stod helt af deres Dyr. Den store Brændevinsflaske tømtes til Bunden, og den Fruentimmerklædte blev Gjenstand for stadig ømmere Tilnærmelser, indtil Pjerrot drog hende af Hesten, væltede hende omkuld i Sneen og under forskjellige Slags Hvin og Tilraab gav en Scene tilbedste, som kun de allermindste ikke forstod.

Da hørtes med ét et lystigt Spektakel henne fra Gildesgaarden. Med Latter og Raaben kom alle Bønderne – selv de graahaarede – stormende ud ad Porten, den forreste med et stort Reb i Haanden, og allerbagest selve gamle Lars Larsen med sin rokkende Krykkestok og et mimrende Grin i sit ubarberede Dødningeansigt.

Det var unge Jens Kristians Gaard, Toget gjaldt; og det oplystes snart blandt Mængden, at det var unge Jens Kristian, der endnu ikke var kommen til Gildet, og som derfor efter gammel Skik skulde hentes i Reb.

Fire af Bønderne stillede sig paa Post rundt om Gaarden, og to besatte Porten, mens tre med dragne Knipler drog ind i Gaarden.

Herfra kom de saa lidt efter atter ud under Hurraraab – med Synderen snurret ind i Midten af det lange Reb, akkurat som de havde fundet ham: barhovedet, i Skjorteærmer, med et Barberspejl i Haanden og den ene Kind hvid af Sæbeskum .... og nu gik det lystigt tilbage til Gildesgaarden.

– – Fra sine Vinduer, hvorfra han kunde overse hele Gadekjæret og Gaardene deromkring, havde Dyrlæge Aggerbølle iagttaget denne Scene og lét hjærteligt, … indtil han pludselig mente at gjenkjende Skolelærer Mortensens brune Plyschhat midt i Mennskesværmen. Da skjød Blodet op i hans Kinder, og hans Øjne blev røde som en Tyrs. Han kunde ikke se denne Mand, der Gang for Gang bestjal ham for hans Gevinst, uden hans Fingre kløede som af Hexeild efter at sætte ham ni store Nolo-Beter paa ét Bræt og faa hans Ansigt til at blegne som et Lys. Og selv da han saa', han havde taget fejl, blev han ved at mumle mørk for sig selv:

"Ja bi du, din Hykler – din lange Satan – din – –"

I det samme aabnedes Døren, og en lille, snavset, pjaltet og frostblaa Tjenestetøs stak Hovedet ind.

"Ole Skomager er herude," sagde hun. "Han siger, han skal tale med Dem."

"Det maa vel være med dig, Bernhard!" sagde Fru Aggerbølle, som endnu sad ved Vinduet.

"Med mig? .... Gud véd, hvad han kan ville mig?" mumlede han, ligesom for sig selv, idet han blegnende gik ud af Stuen.

Henrik Pontoppidan