Arv og Gæld, kapitel 3

39 E160

Tredje Kapitel

Oppe i det lille Loftskammer, som min Broder ogsaa i den nye Skolebygning havde ladet indrette til mig, sad jeg denne Vinter Aften efter Aften og læste eller skrev ved en lavfodet Petroleumslampe, der hen paa Natten gerne gik ud for mig, idet den rakte en lang sort Tunge ud gennem Glasset og ligesom haanligt sagde Godnat med et Knald. Det havde jo fra første Færd været en Aftale, som min Broder ogsaa trofast overholdt, at jeg udenfor Undervisningstimerne var min egen Herre og kunde indrette mig og pleje mine private Interesser, saadan som det nu en Gang passede mig. At det var hans Haab, at jeg med Tiden vilde knytte mig stærkere til den Gerning og navnlig til den Livsanskuelse, hvori han selv med voksende 40 Iver og Alvor gik op, kunde jeg dog ikke undgaa at mærke, og det var med virkelig Bekymring, jeg tænkte paa den Dag, da han forstod, at han i den Henseende vilde blive skuffet.

Saa langt fra at nærme mig hans Standpunkt i de store Spørgsmaal, der skilte os, blev jeg tværtimod stadig mere overbevist om, at det ikke var mig, men ham og de andre, der legede med farlige Fantasier og forraadte den Støvets Verden, vi Mennesker allesammen fødtes til at tjene. Ikke en Gang hans høje Tanker om Grundtvig kunde jeg dele med ham. Trods al min Respekt for Digteren i Grundtvig var jeg ude af Stand til at anerkende ham som Folkevækker, eller blot som en virkelig Folkets Mand. Han, som aldrig selv havde gaaet bag en Plov eller personlig levet med Menigmand, men altid siddet indemuret i Studerekammeret og begravet sig i gamle Skrifter som en Klosterbroder, kunde aldrig blive Forbillede og sand Profet for et Fremtidsfolk som det, jeg drømte om.

41 Underligt nok havde jeg disse Tanker paa et Tidspunkt, da jeg af voksende Trang til at faa mit eget Livssyn solidt underbygget selv var godt paa Vej til at blive en rigtig Læsehest, en literær Krybbebider. Hele denne Vinter1 kom jeg ikke til København undtagen for at bytte Bøger paa Bibliotekerne derinde. Den lange Række af Kierkegaards, Høffdings og mange andre tungt fordøjelige Forfatteres Skrifter slæbte jeg hjem og satte tillivs med Fingrene stoppet i Ørene. Ogsaa Georg Brandes' Bøger fik jeg nu endelig gjort rigtig Bekendtskab med, og det blev Vinterens største Oplevelse for mig. Havde Schaff tidligere nu og da aabnet et Vindu ud til et og andet værdifuldt Stykke fremmed Literatur, saa fik jeg nu ved Brandes' Bøger E161 oprullet et stort Rundskue over den hele Verdensliteratur og det med en Kunst, der virkede blændende. Denne trolddomsagtige Evne til at levendegøre en Personlighed og klarlægge Indholdet af et literært Storværk – hans "Underholdningstalent", som Schaff'1 spottende havde kaldt 42 det – gjorde Læsningen af hans Skrifter til en enestaaende Nydelse samtidig med, at den gav mig en vidunderlig Fornemmelse af solid, aandelig Berigelse.

Senere hen forstod jeg jo nok, at det maatte være i denne altfor bekvemme Tilegnelse, Schaff havde set en Fare. Mange unge Mennesker forledtes vistnok ogsaa bagefter til en bedragerisk Forestilling om, at de selv havde baade læst og gennemtænkt det altsammen og derfor i mange Tilfælde lod sig nøje med denne behagelige Indbildning. De vidste velsagtens tilsidst ikke selv, naar de med saa stor Frimodighed udtalte sig om Literaturen, at det altsammen var Brandes' Tale, hans Lovprisninger og Sarkasmer, der hang dem ordret ud af Halsen.2

 

Det "moderne Gennembrud" – Brandes' eget Navn for det aandelige Røre, han havde vakt – fik vel iøvrigt sin største og varigste Betydning ved den af hans Virksomhed 43 fremkaldte usædvanlige'2 Strøm af Oversættelser, som forøgede vort den Gang højst mangelfulde Kendskab til Samtidens evropæiske Literaturer, hvor der virkelig flere Steder var foregaaet betydningsfulde Gennembrud. Endogsaa den hidtil næsten ukendte men saa værdifulde moderne russiske Literatur blev nu gjort tilgængelig for den danske Læseverden ved fortræffelige Oversættelser og bidrog væsentlig til en Fornyelse indenfor vor egen unge Digtning. J.P. Jacobsens ornamentale Ordbroderi, som en Tid havde paavirket de fleste af den yngste Forfatterslægt saa betænkelig stærkt, tabte pludselig i Indflydelse. Disse Russere med deres ganske ukunstlede Sprog og hele folkelige Fortællemaade aabnede vore Øjne for, at det ikke var stilistiske Finesser og sproglig Akrobatik, som frembragte det lødige Kunstværk, men den magtfulde Udformning af et Emne til en organisk Helhed.

Flere af disse Russere, og netop de bedste – Dostojewski3 f. Eks. – gjorde endogsaa ret 44 ubekymret Tilegnelsen af deres Værker ganske vanskelig for Læserne, skaanede dem ikke for ret meget af den Møje, hvormed de selv havde tilkæmpet sig Sejren over et genstridigt Stof. Under Læsningen af deres bindstærke Romaner kunde man mangen Gang have en Fornemmelse af at befinde sig i en arbejdende Billedhuggers Værksted og være Vidne til, hvordan den ene Skikkelse efter E162 den anden ligesom modstræbende blev til under hans Hænder. Det røg En om Ørene med Stumper og Splinter, og nu og da spurgte man sig lidt beklemt, hvad der vel sluttelig skulde komme ud af al denne Rasen. Men saa dæmpedes Hammerslagene, og ud af Marmorblokken traadte tilsidst en monumental Menneskegruppe med faste Former og aandfulde Træk – et fuldbaaret, et uforglemmeligt Kunstværk4.

**
*

Da Vinterskolen sluttede, kom der for mig en længere Ferietid. Sommerskolen havde 45 nemlig kun kvindelige Elever, og der var da ikke Brug for en Lærer i Landmaaling, Jordbundskemi eller andre af de Naturfag, jeg underviste i. Denne fuldkomne Frihed kom mig godt tilpas, fordi det stod ret daarligt til med mig dette Foraar. Vinterens lange Nattearbejde ved daarlig Belysning havde skadet mine Øjne'3, og hvad der var værre, ogsaa mit indre Menneske var kommen ud af Ligevægt. I Stedet for den tilstræbte større Klarhed over mig selv og mit Forhold til Livet og Døden havde den megen forskelligartede Læsning forvirret mig, skabt et Kaos, hvori jeg famlede om som i Blinde. Jeg havde nu besluttet at kaste alle Bøger til Side og begive mig ud paa Vandring. Jeg vilde tilbage til Jylland, til min gamle Barndomsegn omkring Randers og i Djursland og til "Landet mellem Fjordene". Jeg trængte til at mødes med mit fordums Jeg i Minderne fra min glade Ungdom.

Paa Vinterens Biblioteksrejser til København havde jeg undertiden besøgt Borchsenius, 46 med hvem jeg stadig stod i Brevveksling5. Han var en Mand i Slutningen af Trediverne6 og havde været gift med en af hele Byen forgudet Skuespillerinde, som han var bleven skilt fra7. Han boede nu i en Ungkarlelejlighed paa Kvisten i en af Bredgadekvarterets herskabelige Ejendomme8, og her samlede han hyppigt Venner fra sin store Bekendtskabskreds i Literaturens og Kunstens Verden til fornøjelige Aftenselskaber, der gerne varede til den lyse Morgen.

Ogsaa jeg fik et Par Gange Indbydelse. Endnu før jeg selv havde faaet nogetsomhelst Navn i Literaturen, lærte jeg her baade Drachmann, Schandorph, Erik og Amalie Skram og andre af Gennembruddets Mænd og Kvinder personlig at kende. Og disse muntre Gilder, hvor det flød med Vin og forvoven Tale, og hvor hele Selskabet med Drachmann som Forbillede udfoldede et renaissanceagtigt Livsovermod, som min egen modfaldne Sindsstemning kun passede daarligt E163 til, disse natlige Orgier havde sikkert ogsaa bidraget til den indre Usikkerhed, 47 som jeg nu vilde forsøge at befri mig for ved at gribe til Vandrestaven.

 

Djursland var jo i Tidernes Morgen, da store Dele af Danmark endnu laa meterdybt under Vand, en Gruppe Øer adskilte ved sejlbare Sunde. Efterhaanden som Landet hævede sig og Sundene lukkedes, blev den gamle Havbund til de frodige Engdrag, der nu bugter sig mellem Bakkerne som grønne Floder. Sommeren igennem staar her fedrygget Kvæg i Græs til over Knæet, og overalt ligger stolte Herresæder saa tæt som Musereder i en Hvedemark. Hist stiger et marmorhvidt Slot yndefuldt op fra spejlblanke Kanaler som en Nymfe af Badet; ikke langt derfra ligger et andet prægtigt Herresæde, en Jagtgaard med stort Gevir over Indgangen, godt kendt fra Danmarkshistorien, fordi en af vore Konger for et Par hundrede Aar siden herfra en Nat bortførte en ung Adelsdame, en Begivenhed, som der er skrevet flere Romaner om. Et tredje Sted skjuler en ældgammel taarnløs Borg sig ligesom med 48 ond Samvittighed mellem store, mørke Skove, og om denne skumle Rede havde jeg i mine Drengeaar selv digtet en grufuld Røverhistorie i Carit Etlars Manér fuld af Spøgeri, Mord og anden Gyselighed, men ogsaa med middelalderlige Billeder af Ridderfærd og natlige Fester i Fakkelskin, af myldrende Jagttog med hundreder af Mænd og pragtfuldt klædte Kvinder til Hest. Vi Randersdrenge var uhyre stolte af vor By og dens Omegn. Vi dyrkede ivrigt dens gamle Historie, særlig Personalhistorien fra den Tid, da Djurslands Indre endnu var næsten dækket af tæt Skov, og da Ulv og Bjørn i maaneklare Nætter indjog Kvinder og Børn Skræk med deres vilde Tuden.

Her levede den Gang Mænd som hin Oluf Pedersen Gyldenstjerne, om hvem en af Egnens Krønikeskrivere beretter, at hans egne Søstre, Fru Elsebet og Jomfru Lone, forklagede ham ved Viborg Landsting "for den store Forfang og Uret, han gjorde dem, i saa Maade, at han slog og jagede dem og deres Folk med dragen Sværd og slog deres 49 Huse om og tog deres Gods voldelig fra dem". Og her huserede omtrent paa samme Tid en anden Herremand, den af Djævlen besatte Jørgen Arnfeld, der fra sit Soverum lod bygge Lydrør ned til Slottets Fangekældere for at have den Glæde fra sin Seng at høre Angstskrigene og Jammeren af de ulykkelige, der pintes af hans Bøddelknægte.

Intet Under derfor, at det mellem gamle Folk paa Egnen hed sig, E164 at der endnu i natlige Timer kunde høres Klirren af Lænker, Raslen af Vaaben og andet uhyggeligt Spøgeri i Luften deromkring.

**
*

Efter et Par Ugers Omstrejfen i Djursland og et Besøg i Randers lod jeg mig en tidlig Morgen fra Voer Færgested, hvor jeg havde overnattet, ro over Fjorden for at fortsætte Vandringen nordpaa gennem det høje, magre Land "mellem Fjordene". Ogsaa denne Egn var jeg godt fortrolig med fra de unge Dage. I en af dens Landsbyer 50 havde en Slægtning9 af mig den Gang været Præst. En ualmindelig stor og frugtrig Have hørte til Præstegaarden, og skønt Vejen derud fra Randers var lang – næsten tre Mil – havde jeg været en hyppig Gæst der fra det Øjeblik, da Frugterne begyndte at modnes. Jeg følte mig da ogsaa her i hjemlige Omgivelser og tilsmiledes mange Steder undervejs af lyse Minder, – hist af et fintløvet Hasselhegn, hvorunder jeg en Gang havde siddet og spist min medbragte Mellemmad, her af en Skrænt med blomstrende Tjørn, der genvakte Erindringen om en sød lille Pige i min egen Alder, som jeg en Sommer havde truffet i Præstegaarden og gjort fornøjelige Strejfture med omkring i Egnen.

Men Dagen var hed, og Solen brændte, hvad der føltes trykkende i dette skyggeløse Land. Allerede før Middag blev jeg træt og underlig døsig. Jeg satte mig paa Grøftekanten for at hvile lidt, og ikke mange Øjeblikke efter faldt jeg i Søvn.

Jeg blev vækket af et Kobrøl. Ude paa Vejen kom et gammelt Kvindemenneske 51 trækkende med et usseligt magert Kreatur, krølloddentover hele Kroppen og med et Par skrækkelig vanskabte Horn, der i Stedet for at krumme sig opad ragede det ned over Øjnene. Jeg, som nu saa længe havde haft Kvæget fra Djurslands fede Græsgange for Øje, blev næsten forskrækket ved Synet. Jeg havde glemt, hvor jeg var.

Da Konen opdagede mig, standsede hun og løftede Armen skyggende op til Panden. Men da jeg hilste Goddag, tog hun frygtsomt Blikket til sig og gik videre uden Genhilsen. Denne Skyhed næsten endnu mere end hendes og Koens elendige Udseende gjorde mig det rigtigt klart, hvor langt jeg allerede var kommen bort fra det frugtbare Djurslands folkerige Landsbyer og snaksomme Befolkning. Jeg saa' nu ogsaa, at det træløse Landskab flere Steder havde løftet sig til en betydelig Højde, og da jeg var kommen paa Benene og fortsatte E165 min Vandring, forstærkedes overalt Indtrykket af Egnens Magerhed og Fattigdom. Der stod tilsidst næsten flere Faar og Geder paa Markerne 52 end Køer. Ogsaa Lyngpletter viste sig hist og her.

Efter et Par Timers fortsat tung March i Middagsheden dukkede et rødt Tegltag op forude. Ligesom nysgerrigt kiggede det frem bag en Bakkekam. Snart efter aabenbarede der sig samme Sted andre Tegn paa bymæssig Bebyggelse, og ved en pludselig Drejning af Vejen kom tilsidst en hel lille By til Syne mellem Bakkerne, en By med Kirke, Torv og et Lystanlæg. Det var Mariager. Den Gang – og maaske endnu – Danmarks mindste Købstad.

Havde Randers skuffet mig lidt paa Grund af nogle store, moderne Forretningsejendomme, der havde rejst sig i de senere Aar og gjort et helt Kvarter af Byen fremmed for mig, saa mødte mig her i Mariagers tre-fire Smaagader det Syn af uberørt Fortid, som jeg havde længtes efter at husvale mig ved: hyggelige énetages Familjehuse med Gadespejle foran Vinduerne og hist og her en Kat eller en Hund, der fredeligt solede sig paa Trappen foran Indgangsdøren. Glade 53 Børn legede sorgløst midt paa Kørebanen, i det hele et Gadeliv saa idyllisk, at naar en af Byens Borgermænd nøs paa det ene Fortov, svaredes der med et "Gud velsigne Dem" ovre fra det andet.

Da jeg om Aftenen ved Sengetid sad ved Vinduet i mit Hotelværelse og her – for første Gang siden mine Drengeaar – hørte Vægtersang nærme sig i den stille Gade, greb dette mig saa stærkt, at jeg formelig fik Hjertebanken.

"Gud Fader os bevare,
de store med de smaa;
hans hellig Engleskare
en Skanse om os slaa!
Han vogte Byen vel,
vort Hus og Hjem
har han i Gem
vort ganske Liv og Sjæl."

Mens jeg lyttede til de kendte gamle Toner, mindedes jeg min Mor, der altid sagde, at kun i den lille By kunde der leves et virkelig menneskeværdigt Liv. Hun var selv født og opvokset i Provinsen, og det var et 54 af hendes mange Mundheld, at vigtigere end at stræbe efter det store og opsigtsvækkende var det at kunne skønne paa de mange smaa Goder, Livet skænkede os, men som Verden ringeagtede. Ved de E166 store Drikkegilder hos Borchsenius med deres tilstræbte renaissanceagtige Overmod i Livsnydelsen havde jeg flere Gange maattet tænke paa dette Ord og paa hendes egen Evne til at leve efter det. Trods al legemlig Skrøbelighed efter sine 16 Barnefødsler og trods Hjemmets saare beskedne Forhold var hun et stueglad Menneske, hvem blot et Solstrejf paa Væggen en mørk Vinterdag eller Skumringstimens stille Hygge, naar det vifteformige Skær fra Kakkelovnsspjældet lyste ud over Gulvet, kunde bringe Glæde og fylde med Taknemlighed. I denne sidste Tid, hvor jeg havde været saa bekymringsfuldt optaget af mig selv, havde hun daglig været i mine Tanker; og altid gjorde jeg mig det Spørgsmaal, om jeg med min plagsomme Uro i Sind og Tanker overhovedet lignede hende det allermindste. Jeg havde ofte haft 55 mine alvorlige Tvivl. Men maaske havde jeg alligevel arvet mere af hendes aandelige Sundhed og Styrke, end jeg turde tro paa. I hvert Fald – et "Renaissancemenneske" var jeg sikkert ikke.

(Fortsæt til kapitel 4)

 
[1] Hele denne Vinter: HP sammenpresser her en årelang udvikling til vinteren 1880-81. tilbage
[2] Jf. hertil Lykke-Per A VI, s. 37-38. tilbage
[3] Dostojewski: HPs private stavemåde. Allerede fra den første oversættelse til dansk i 1884 staves han Dostojeviskij. tilbage
[4] Marmorblokken: I Randglose [25] var det Hans E. Kinck sammenligningen gjaldt. tilbage
[5] Brevveksling: Det synes som om Borchsenius skrupuløst gemte alle forfatterbreve. Hvis det også har været tilfældet med Pontoppidan, var der ingen breve fra denne mellem det første fra soldatertiden og det næste bevarede: et brev fra februar 1881. tilbage
[6] Trediverne: Borchsenius var født 17.3.1844, var altså i vinteren 1880-81 36 år. tilbage
[7] skilt: Borchsenius blev skilt fra Betty Borchsenius i 1879. tilbage
[8] Ejendomme: Amaliegade 14 . tilbage
[9] Slægtning: præstens og landsbyens navne (Landmark og Hald) fremgår af et brev til Inger Holt 4.8.1932. Niels Landmark (1810-83) var præst i Hald 12 km nord for Randers fra 1853 til sin død. Han var gift med Christiane Daniele Klenov (1808-81), hvis mor Sophie Magdalene Koller var en halvsøster til Henrik Pontoppidans morfar Morten Oxenbøll (1796-1868). Landmark og hans kone var – ligesom Oxenbøll – født og opvokset i Nyborg, og det er sandsynligvis de to der har fortalt Pontoppidan om slægtskabet. tilbage
['1] Schaff: < Scharff. ms= Schaff. tilbage
['2] usædvanlige: < usædvanlig. ms= usædvanlige. tilbage
['3] Øjne: havde HP arvet sin faders svage øjne? tilbage