Arv og Gæld, kapitel 6
93
Sjette Kapitel
Sommeren efter var jeg igen paa Vandring1 og atter denne Gang i Jylland, hvis milelange Landeveje og vide Udsigter altid paany drog mig dertil. Jeg havde tilmed et bestemt Ærinde derovre denne Gang. Der var i København bleven afholdt et skandinavisk Kunstnermøde i Forbindelse med en stor Udstilling, som skulde holdes aaben hele Sommeren. Efter Mødets Afslutning og Udstillingens festlige Aabning var flere af de fremmede Kunstnere taget til Skagen og var bleven saa begejstret for det store Ørkenlandskab, at de havde slaaet sig ned der for nogen Tid for at male.
Fra Borchsenius havde jeg i den Anledning faaet Opfordring til at rejse derover og skrive et Par Sommerbreve til hans Blad, og da jeg ikke havde været i Skagen siden 94 mine Drengeaar, havde jeg god Lyst til at gense Byen, og fulgte Opfordringen.
E181 Jeg vidste jo nok, at det gamle Skagen ikke eksisterede mere, at Byen i de senere Aar var bleven omskabt fra en i Sandet halvt begravet Fiskerrede til en ret anselig Handelsplads og – i Sommertiden – til et moderne Badested, et Nordens Ostende i begyndende Udvikling. Men alt dette gjorde mig blot yderligere opsat paa at komme derop og ved Selvsyn overbevise mig om den mærkelige Forandring. Og der var ingenting, der hindrede mig. For helt at ofre mig for min egen Udvikling havde jeg ved Vinterskolens Slutning opsagt min Stilling som Lærer ved Skolen2, hvor Forholdene forresten ogsaa var bleven mig lidt for brogede.
Jeg var dog ikke flyttet bort fra Egnen. Jeg havde saa nylig faaet eget Hjem der og holdt oprigtigt af Naturen deromkring, havde desuden slidt saa mange Støvlesaaler op paa dens Landeveje, at jeg vilde føle det, som om jeg efterlod noget af mig selv paa dem, dersom jeg rejste derfra.
95 Skønt det var en Omvej gjorde jeg Rejsen over Kalundborg-Aarhus. Jeg vilde gerne benytte Lejligheden til ogsaa at besøge Viborg og se dens genrejste Domkirke, som netop var bleven færdig3. Der var mange Mennesker med Toget, og da jeg sammen med de andre Passagerer stod ud af Kupéen i Kalundborg, stødte jeg undervejs til Damperen paa selve Georg Brandes, der var kommen med det samme Tog4. Han var for ikke længe siden vendt tilbage fra Berlin5, hjemkaldt af en Vennekreds, der havde sikret ham en Aarpenge omtrent svarende til Lønningen i den Professorstilling, Regeringen stadig forholdt ham.
Jeg havde en enkelt Gang truffet ham i det Hegelske Hus6; men Brandes var af dem, der kunde huske et Ansigt, blot han havde set det én Gang, og i Reglen ogsaa straks var paa det rene med, hvem det tilhørte, og – maaske især – med sit eget Forhold til Vedkommende.
Vi fulgtes ombord, og under hele Overfarten sad vi sammen paa Dækket godt beskyttet 96 mod Trækken af en varm Skorsten. Nu var det jo saadan med Brandes, at naar han ikke havde en Pen i Haanden, maatte han lade Munden løbe. Selv da vi var kommen ud i Understrømmen fra Storebælt og Skibet begyndte at gynge, talte han uden Ophør. Dersom jeg ikke i Forvejen havde hørt saa meget om denne ubændige Trang til at meddele sig, vilde jeg vistnok have antaget den for en ejendommelig Form af Søsyge.
Der var aabenbart ikke saa faa af Passagererne, der vidste eller havde faaet at vide, hvem han var. Der kom stadig flere og flere forbi og begloede ham. Han talte selv ironiserende derom, men var vist forresten E182 slet ikke ked af den Opsigt, han vakte, syntes i hvert Fald ikke generet af den. Han talte meget om sit Opbrud fra Berlin og om de store Fester, der var bleven holdt til Ære for ham ved Afskeden, og som ogsaa flere af Aviserne herhjemme havde berettet om7. Men han fortalte det altsammen paa en halvt sarkastisk Maade, som jeg ikke rigtig kunde finde Bund i. I samme Tone talte han om 97 Kejserfamiljen, der havde interesseret sig for hans Forelæsninger og undertiden ladet sig repræsentere ved dem af en Hof-Kavaler. Nu var han efter Indbydelse paa Vej til Aarhus, hvor han – som han sagde – til Afveksling skulde tale til en Forsamling af jyske Idioter8.
Jeg hørte paa ham med voksende Forbavselse. Talte han saadan i naiv Tillid til, at denne Form for Selvros ikke lugtede? En Hensigt med hele sin ejendommelige Façon maatte han vel have. Iøvrigt beklagede han sig heftigt over de mange Besværligheder, der fulgte med det at have vundet en Smule Navn i Verden – sine "ægyptiske Plager", som han kaldte dem. Idet han strakte Armene frem og vred sig som en Orm, jamrede han over den Skruptudseregn af dumme Breve, som daglig skyllede ned over ham med Anmodninger fra tossede Autografsamlere, der tryglede ham om hans Haandskrift, og fra forskruede Fruentimmer, som "paa deres Knæ" bønfaldt ham om en Lok af hans Haar.
98 Det var med denne Tone, han skuffede og forargede saa mange, der kun kendte ham fra hans Bøger; og jeg maa tilstaa, at ogsaa jeg følte mig ilde berørt af den. Ja trods al min Beundring for ham som Skribent gik der adskillige Aar, før jeg helt forvandt mit Indtryk af ham fra denne Sejlads i det Per Paarske Farvand9.
Ældre Folk, der havde truffet H. C. Andersen og – som de fleste – havde følt sig frastødt af hans Selvoptagethed, sammenlignede gerne Brandes med ham og kaldte dem for to lige store Narre. Og hvor gik der ikke den Gang megen Snak allevegne om Andersens Forfængelighed, hans Spejlesyge og hele uhyggelige Karakter. Det var en Latterliggørelse uden Skaansel. Men som alle nu forlængst har tilgivet vor store Eventyrdigter hans Naragtigheder og kan læse ham og nyde hans Kunst til Trods for dem, ja uden at skænke dem en Tanke, saadan vil det ogsaa gaa Brandes. Naar en Gang vi, der har vore Indtryk'1 af ham fra et flygtigt Bekendtskab10 – og det er jo de fleste – ikke 99 er mere, vil Opholdet i Skærsilden være forbi ogsaa for ham, og det kan der nu ikke være ret længe til.
E183 Jeg rejste fra Aarhus videre nordpaa og gjorde undervejs et Ophold i Randers. Det havde oprindelig ikke været min Hensigt at stoppe op der. Jeg havde jo saa nylig været der og ikke følt mig rigtig opbygget af Besøget; men der var i Mellemtiden sket noget, der trak mig dertil. Kort før jeg rejste hjemmefra var det blevet mig betroet, at jeg i Løbet af Efteraaret kunde vente at blive Fader11. I min store Glæde derover var Erindringerne fra min egen Barndom bleven saa levende i mig, at jeg slet ikke længer kunde tænke mig at rejse Randers forbi uden at standse.
Det blev da ogsaa med ganske andre Følelser end sidst, jeg denne Gang gensaa Byen. Det var med Tanken paa det ventede Barn, at jeg nu gik omkring i de kendte Gader; og 100 da jeg tilsidst stod ved den gamle Tørvebrygge, hvor en lang Række flade Gudenaa-Pramme laa fortøjet ganske som i tidligere Tid, drømte jeg om den Dag, da jeg maaske skulde staa her med en lille Drengehaand i min og fortælle om alt det, jeg havde oplevet i denne By og paa Aaen og Fjorden, den Gang jeg selv var Barn. Bagefter spaserede vi sammen i den smukke Tøjhushave og hørte paa Musikken foran Pavillonen paa Skovbakken.
Det meste af en Uge blev jeg der i Byen. Jeg kunde ikke løsrive mig fra Minderne, og alting syntes mig denne Gang saa dejligt uforandret. Hele min Barndom, ja hele mit Liv genopstod i denne Tid for mig som i Lyset af en ny Dag. Men Følgen blev, at jeg maatte opgive Turen til Viborg og den tre Dages Hedevandring, jeg havde tænkt at gøre derfra. For at fremskynde Rejsen til Skagen, hvor jeg ventedes, maatte jeg fra Randers tage direkte til Frederikshavn med Jernbanen.
Turen derfra til Skagen – fem Mil – 101 maatte endnu den Gang gøres enten tilfods eller med den offenlige Postbefordring, en aaben Dagvogn, der paa den sidste Strækning – fra Fiskerlejet Aalbæk, omtrent midtvejs – var en tung og tarvelig Fjællevogn uden Fjedre. At begive sig med en almindelig Fjedervogn, endsige med lukket Vogn, ud i det vejløse, ofte fygende Sandhav, der fra Aalbæk strakte sig lige til Skagen, var risikabelt baade for Mennesker og Heste. Det var hændet, at et saadant Køretøj var kommen ud i Kviksand og bogstavelig bleven'2 opslugt af det. Ikke heller var det altid raadeligt at køre i Havstokken eller paa de saakaldte "Dopper", smalle Engstrimler, der i temmelig stor Afstand fulgte Kystlinjen og med Paalandsvind straks overskylledes af Bølgerne.
I Aalbæk skulde de Rejsende altsaa skifte Vogn. Naar Vognene E184 syd- og nordfra ved Middagstid mødtes her, kunde der i den halve Time, Opholdet varede, blive ganske livligt i den lille Fiskerby. Navnlig nu i Sommertiden, da der ofte kom baade to og tre 102 fyldte Køretøjer dertil fra hver Side, blev der et formeligt Markedsrøre paa Pladsen foran Kroen.
I denne Sværm af mange forskellige Slags Mennesker fik jeg Øje paa en yngre Mand med Malerkasse over Skuldren, der var kommen med en af Skagensvognene. Jeg havde en Gang kendt ham, men nu ikke set ham i flere Aar. Vi kiggede lidt paa hinanden; men da han aabenbart ikke kunde eller ikke vilde genkende mig, og da Opholdet var saa kort og vi skulde hver sin Vej, blev det gamle Bekendtskab ikke fornyet, i hvert Fald ikke ved denne Lejlighed.
Jeg havde for en Del Aar siden truffet ham paa Samsø, da jeg en Sommer besøgte en gift Søster og hendes Mand, som var Birkedommer derovre12. De boede i Tranebjerg, Øens Hovedstad, der havde et anseligt Ting- og Arresthus, Dommerbolig, Apotek og andre Bygninger, som gjorde den til noget mere end en almindelig stor Kirkelandsby. En Dag dukkede et ungt Menneske op her og indlogerede sig i Gæstgivergaarden tilsyneladende 103 i den Hensigt at slaa sig ned der for længere Tid. Ingen kendte ham. Han udgav sig for Kunstmaler, men af en eller anden Grund vilde ingen tro paa, at han virkelig var det. Maaske var det hans Bagage eller hans Garderobe, som Gæstgiverfolkene ikke havde fundet rigtig tillidsvækkende, og Mistroen havde saa fra dem bredt sig ud i Befolkningen.
Min Søster og Svoger havde mange Børn, smukke og sunde allesammen, og en Dag præsenterede den unge Mand sig i Dommerboligen og tilbød at male et stort Billede af hele Flokken. Min Søster og Svoger saa' jo lidt mistænksomt paa ham, men følte sig tiltalt baade af hans Ydre og Væsen. Han var aaben og ligefrem, tilmed mærkelig barnlig i Forhold til sin Alder. Da det Honorar, han forlangte, desuden var yderst beskeden, blev der truffet et Arrangement, og det fremmede unge Menneske fik saaledes en Tid sin daglige Gang der i Huset.
Han talte aldrig om sig selv, blev i det hele ret ordknap, naar min Søster søgte at 104 faa lidt Rede paa hans Forhold. Imidlertid havde min Svoger ad sædvanlig politimæssig Vej søgt Oplysninger om ham, og da det viste sig, at han var Søn af en københavnsk Smaahandlende med Borgerskab som Marskandiser, blev hans Tillid til ham som Kunstner ikke saa lidt rokket. Han var maaske, naar det kom til Stykket, bare en almindelig Malersvend. Da han nu tilmed ikke var videre flittig E185 ved Arbejdet men holdt mest af at sidde for sig selv paa en Bænk i Haven og stirre ud i Luften eller spille Kroket med Børnene, blev det efter nogle Ugers Forløb nødvendigt at faa en Ende paa Sagen. Min Svoger foreslog ham at opgive selve Maleriet og lade det blive ved det Par Portrætskitser, han havde naaet at faa gjort. Men nu viste det sig, at han alligevel ikke var mere barnlig, end at han kunde blive for Alvor vred, naar det gjaldt hans Kunstnerære. Han brød hastigt op og forlod Øen.
De af Børnene, der ikke naaede at blive malet af ham, fik senere god Grund til at føle sig forurettede. Det unge Menneske var – 105 eller rettere blev – vor nu europæisk berømte Maler og Billedhugger J.F. Willumsen.
Jeg fandt ikke Skagen helt saa forandret, som jeg havde ventet. Den var stadig en Ørkenby, hvor man overalt vadede i Sand til op over Anklerne. Ganske vist talte man om Byens "Gader" og havde endogsaa givet dem Navne, men for en Fremmed var det altsammen spredt Bebyggelse. Endnu saaes ogsaa enkelte af disse ældgamle, tangtækkede Lerhytter, der i Stedet for Skorsten havde en saakaldt "Lyre", et af et Vindbræt skærmet Hul i Tagryggen, hvorigennem Røgen fra Husets aabne Ildsted kunde slippe ud. Ogsaa de store Stejlepladser, hvor lange Rækker af smaa Flyndere hang til Tørring, fandtes endnu allevegne, og ligesom tidligere lugtede hele Byen regelmæssigt to Gange daglig af stegt Fisk.
Byens gamle Gæstgivergaard – det nu saa berømte og helt moderne Hotel Brøndum 106 – fandt jeg helt erobret af den skandinaviske Kunstnerkoloni. Der var ikke det smalleste Natteleje at opdrive der. Heldigvis kendte jeg lidt til Michael Ancher, som var bosiddende Borger i Byen og besvogret med Familjen i Gæstgivergaarden. Han havde i sin Tid været Middagspensionær hos den samme Pølsemager paa Nørrebro, hvor jeg i mit første Københavnsaar var daglig Spisegæst. Ogsaa senere havde vi af og til truffet hinanden i Hovedstaden. Han skaffede mig et Værelse hos en flink Fiskerfamilje og udvirkede desuden, at jeg blev Kostgænger i Gæstgivergaarden sammen med Kunstnerne og paa den Maade blev optaget i deres Kreds. Jeg havde forøvrigt ventet at træffe Holger Drachmann der, men til min og mange af de andres Skuffelse var han af en eller anden Grund flygtet derfra. Jeg oplevede overhovedet aldrig at se ham paa Skagen. Da E186 jeg en Gang mange Aar efter – det var i Vinteren 190813 – igen kom dertil, var det for at være med at bære ham ind i hans Gravklit deroppe.
107 Men ogsaa uden Drachmann blev denne Kunstnersommer en for Skagen stor og festlig Tid, som der gik Ry af længe efter. Byens Historieskriver, Fru Alba Schwartz, fortæller derom i sin Bog14:
En munter Institution – undfanget af Krøyers geniale Hjerne – var "Aften-Akademiet". Navnet kunde maaske være lidt misvisende, kunde lede Tanken hen paa alvorligt Arbejde i Kunstens Tjeneste; men dets Maal var Fester – Sold og Glæde. Undertiden strakte Møderne sig over hele Døgnet. Bordene blev dækkede, og de blev afdækkede, mens Akademiets Medlemmer, indhyllede i Tobaksrøg, drak og diskuterede. Med Henrykkelse greb man enhver Lejlighed (i Nødsfald ogsaa de sørgelige) til at feste. Der var jo stadig denne store, skandinaviske Kunstudstilling inde i København, og kom der nu Meddelelse om, at et af Akademiets Medlemmer havde solgt et Billede, maatte den lykkelige Begivenhed jo fejres. Men selv om et saadant ventet Bud udeblev, benyttedes ogsaa dette 108 til at slaa Gækken løs; thi da skulde man jo trøstes."15
Ved Gæstgivergaardens lange Spisebord havde jeg faaet Plads ved Siden af Nordmanden Christian Krohg16, og dette Naboskab førte til, at han og jeg ogsaa udenfor Maaltiderne og Aftenakademiets Møder var en Del sammen. Han, som i sin Kunst var en af Naturalismens Banebrydere i Norden, var af Skikkelse en blond Kæmpe med Vikingeskæg ned over Brystet. Naar han efter at have spist hængte sine Malergrejer paa sig for at gaa ud i Klitten og arbejde, opfordrede han mig undertiden til at følge med, og jeg gjorde det i Almindelighed gerne. Foruden at være en fremragende Kunstner var han et egenartet Menneske, vidt berejst, i det hele med megen Verdenserfaring, saa jeg havde altid Udbytte af at være sammen med ham.
Af de danske Malere var det især Krøyer, jeg følte mig tiltrukket af. Jeg kendte ham i Forvejen fra det Hegelske Hus, som han var nær knyttet til. Han malede denne Sommer 109 sit bekendte store Gruppebillede "Sommeraften", nogle Fiskere, der har lejret sig paa Stranden en lille Tid efter Solnedgang. Den Naturstemning, der her skulde gribes var saa flygtig, Belysningen saa kortvarig og ubestandig, at der skulde hele hans fænomenale Dygtighed til for at fange den ind paa Lærredet. Længere end en god halv Time lod det sig overhovedet ikke gøre at arbejde paa Billedet. Hver Aften stod der nogle af de fremmede Malere bag ham som Tilskuere, mens han malede. I andagtsfuld E187 Tavshed fulgte de hans Pensels fyrige Bevægelser, og bagefter udtalte de sig altid med den største Beundring om Resultatet.
Blandt Nutidens Kunstnere er Krøyer jo ikke synderligt skattet. Det er andre Værdier end det faglige Mesterskab, som i Øjeblikket tilstræbes af de unge. Nu vel, den naive Dilettantisme har ogsaa en Opgave i Kunsten og skal have sin Tid. Men naar den er forbi, vil Krøyer igen blive en af dem, der faar Plads i Højsædet.
Vort Bekendtskab fortsattes ogsaa efter 110 Skagensopholdet. Med Venskabsforholdet til Christian Krohg17 fik det derimod en brat Ende. Vi laa en Dag ude i Klitten og drev, begge to temmelig medtagne efter en stor Nattefest, som "Akademiet" i Anledning af et Medlems Fødselsdag havde arrangeret under aaben Himmel med kulørte Lamper og Begfakler. Den havde varet til langt ind i den lyse Morgen, og Krohg18, der altid drak tæt, var i sit sletteste Lune. Dette ytrede sig i Almindelighed paa den kedelige Maade, at han blev stortalende og drillevorn. Selv har jeg velsagtens heller ikke været altfor medgørlig. Jeg var begyndt at faa nok af al denne evindelige Festen og længtes hjem. Havde jeg haft svært ved at finde mig i Omgangen med saa mange "Renaissancemennesker" om Hverdagen – ved de store Gilder og bagefter, naar de havde deres uundgaaelige Tømmermænd, kunde jeg slet ikke holde dem ud. Med Krohg19 havde jeg dog hidtil haft det godt.
Men nu var vi bleven uens om et eller andet. Jeg husker ikke, hvad det var. Det 111 ene Ord tog det andet, og det blev til et larmende Mundhuggeri, der endte med, at vi skiltes som forbitrede Uvenner.
Dagen efter rejste jeg.
Saa stod jeg da en solgylden Morgen atter i mit landlige Hjem, hilst velkommen af alle dets levende Væsener lige til Duerne paa Taget og Hanen, der ude paa Gaardspladsen opløftede et frydefuldt Gal ved Lyden af min Stemme. Men næppe var jeg rigtig kommen til Sæde, før der tildrog sig noget, der var nærved helt at betage mig Glæden ved Hjemkomsten. Det var et Brev, der bragtes mig fra en i Egnen velkendt og agtet Mand, en Rundskrivelse til "Højskolens Venner" med Opfordring til at tegne sig for Bidrag til Opførelse af den Kirke20 paa Skolens Grund, som min Broder saa længe havde talt om. Jeg blev her paany kastet ind i noget, som jeg troede mig for bestandig færdig med.
112/E188 Jeg maatte igen ud at vandre paa Landevejene og i Skovene for uforstyrret at tænke over, hvordan jeg skulde forholde mig i Sagen. Jeg vidste jo, hvor magtpaaliggende det var for min Broder at faa den Kirke rejst, og at han sikkert vilde tage sig det nær, muligvis endogsaa betragte det som en sort Utaknemlighed af mig, dersom jeg ikke vilde være med ham her. Maaske regnede han stadig med, at jeg kunde have forandret Standpunkt til Sagen, fordi jeg i flere andre Henseender jo ikke helt var den samme nu som tidligere21. Men i mit Forhold til Kirkelivet var jeg den, jeg altid havde været, og det vilde være et grimt Hykleri, dersom jeg her bidrog til at virkeliggøre et i mine Øjne saa urimeligt Paafund. Stadig forstod jeg ikke de Mennesker, der var i Stand til at hygge sig og opløftes ved de kirkelige Ceremonier, men det var dog hverken af Ondskab eller Misundelse, at jeg betænkte mig paa at være med til at bygge nye Tilholdssteder for den gamle Overtro. Jeg var nu en Gang skabt saadan. Og jeg ønskede 113 heller ikke at blive anderledes. Hvorfor skulde jeg ogsaa gøre det? Til Trods for min ret urolige Gang gennem Livet kunde jeg jo ofte selv have Øjeblikke, hvor jeg følte mig som i en Helligdom, – store, festlige Øjeblikke, da en trist Hverdag pludseligt oplystes som af straalende Kjerter og Højsangstoner fyldte mit Bryst. Øjeblikke, da mit gamle Tungsinds Spøgelser og Trolde, der endnu stadig laa paa Lur efter mig, sank dybt i Jorden.
Resultatet af mine Overvejelser blev da ogsaa, at jeg sendte Manden hans Bidragsliste tilbage uden mit Navn. Saa maatte min Broder og Egnens Folk dømme derom, hvad de vilde. Maaske kunde Følgen blive, at jeg nødtes til at flytte bort herfra. Det skulde gøre mig ondt, for jeg var kommen til at holde af Egnen og mit lille Hus og dets Have. Men det var der altsaa ikke noget at gøre ved.
114 Det var blevet Efteraar. Og nu oprandt den store Dag22, da et Barn kom til Verden i mit Hjem.
Det er selvfølgeligt Kvinderne, der har det sværest i den Situation; men vi Mandfolk har det heller ikke altfor rart og pines ofte grimt af Samvittighedsnag. Fra det Øjeblik, jeg havde set Jordemoderen tage sit store, hvide Smækkeforklæde paa og med haandfaste Ryk binde det om sit trinde Liv, havde jeg ikke Ro paa mig noget Sted. Jeg gik ud paa mit lille Jordstykke og gav mig til at grave Kartofler op og kule dem til Vinterbrug, idet jeg haabede ved en saadan rent mekanisk Beskæftigelse E189 at kunne bevare min Fatning. Men der gik Time efter Time, og skønt jeg hyppigt standsede Arbejdet, løftede Hovedet og lyttede anspændt, var der stadig ikke mindste Lyd at høre indefra Huset. Jeg vidste jo nok, at Landbokvinder gennemgaaende satte en Ære i at føde deres Børn uden at klage sig; men alligevel – denne skrækkelige Stilhed – .
Jeg maatte tilsidst stikke Spaden i Jorden og gaa ind for at høre, hvordan det stod til. 115 Men jeg blev mødt i Døren med den Besked, at jeg gjorde bedst i endnu en Tid at holde mig paa Afstand. Der skulde blive kaldt paa mig, naar alt var overstaaet.
Jeg gik saa tilbage til mine Kartofler. Mens Koldsveden sprang mig ud af Panden arbejdede jeg igen en Time eller to uden rigtig at vide, hvad jeg foretog mig. Og stadig var der ingenting at høre. Ikke en Lyd. Endelig – ved Solnedgang – blev et Vindu smækket op, og jeg kaldtes ind. Det var en lille Pige.
Hun havde store, havblaa Øjne, der allerede efter nogle faa Ugers Forløb fik Moderens udtryksfulde Blik. Jeg sad en Dag i Middagsstunden alene ved Vuggen og betragtede Barnet i dets svære Kamp med Søvnen. Med længere og længere Mellemrum løftede det de tunge Øjenlaag for at se, om jeg endnu sad der. Stuen var fuld af Sol, og jeg syntes aldrig, den havde skinnet mere rigt og forjættelsesfuldt. Da Søvnen endelig overmandede det lille Væsen, gled jeg selv ind i lykkelige Solskinsdrømmerier.
Jeg var begyndt at forstaa – og virkelig 116 at tro paa – hvad en gammel Talemaade udsiger, at en Mands egenlige og afgørende Kald her i Livet er at blive Fader og gøre Fyldest som saadan. Jeg havde ikke tænkt paa det før. For det er jo i de fleste Tilfælde saadan, at Faderlykken kommer til unge Mænd som en Overraskelse. De tør knap rigtig tro paa den, fordi de – ikke helt uden Grund forresten – synes, at den ikke tilkommer dem men ligesom Jeppe paa Bjergets Paradisglæde i Baronens Seng er "saa ganske uforskyldt".
Ak, fortjent eller ufortjent! Hvor vilde vi Mennesker ikke alle være ilde farne, dersom vi altid skulde nøjes med, hvad der strengt retfærdigt tilkommer os. Selv de af Skæbnen mest begunstigede, endogsaa Verdens rigeste og mægtigste Mænd gaar ud af denne Tilværelse som insolvente Skyldnere. Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi allesammen af Kærlighedsgaver. Den, som ikke kan erkende dette, har aldrig virkelig levet.23
(Fortsæt til Familjeliv)
