Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 31. oktober 1929
Brandes: hans Storhed og Skrøbelighed
Holmegården
31.10.29.
Kære Henri Nathansen!
Som De vist kan vide, har det været Dem og Deres Bog1, der næsten udelukkende har beskæftiget mig i de sidste Dage. Jeg har læst den ikke blot én, men to Gange, og endda kan jeg ikke sige, at jeg er færdig med den. Jeg må stadig læse så ét, så et andet Afsnit af den om igen for at få et samlet Indtryk af den. Sagen er den, at Minder fra mit eget mangeårige Bekendtskab med G.B. stadig dukkede op under Læsningen og har – samtidig med at bekræfte Deres Skildring – undertiden vævet sig ind i den på en lidt forstyrrende Måde. Men det er jo altid den store Vanskelighed for den, der fremstiller en offenlig kendt Person, 2 der så nylig gik lyslevende omkring imellem os, især da når det gælder et Menneske som Brandes, der var så mangfoldig og aldrig den ene Dag som den anden. Men det er ikke mindst Bogens Fortjeneste, at den uigendrivelig√ fastslår, hvorledes og hvem Brandes virkelig var, og ikke giver Kretis og Pletis overfladiske Opfattelse af ham Tid til at danne sig til Myte (som det f.Eks er sket med Drachmann). De har ikke ladet Dem afskrække, hverken af Vanskeligheden ved at samle og forklare de mange hinanden modsigende Træk i hans Fysiognomi, eller for den Fare, De udsatte Dem for ved at trodse den Forargelse, der sikkert ikke vil udeblive blandt hans Ildtilbedere, fordi De ikke har indskrænket Dem til at fremstille ham√ i hans Storhed men også vist ham i hans Skrøbelighed. Også Skadefryden vil jo nok af samme Grund røre 3 på sig hos hans Modstandere; men ingen kan uden Hykleri mistænke Dem for at ville sætte en Plet på hans Eftermæle. Dertil lyser Deres Beundring for ham og Deres Kærlighed til ham altfor tydeligt ud af hele Bogen, ligesom hans mange Breve til Dem vidner om det varmeste gensidige Venskab.
Bogens bedste og klogeste Partier synes den midterste Del mig at indeholde, således i Kap. III Sammenligningen mellem de to, hinanden så ulige Brødre; dog kan jeg ikke se på E.B. med den kraftige Uvilje, som De har lagt for Dagen overfor ham. Men her spiller vistnok personlige Momenter ind for mit Vedkommende. I det store og hele ser vi vist nogenlunde ens på de to berømte Brødre; men jeg vil ikke her gå nærmere ind på Enkeltheder i Bogen. Det vilde blive for omstændeligt, og må vente, til vi igen 4 tales ved. Jeg har blot med disse Linjer villet sende Dem min Lykønskning til det store Værk, som De så heldigt har fuldendt, og dertil bringe Dem min Tak, både for selve Bogen som for den hjertelige Hilsen, hvormed De ledsagede Tilsendelsen. De véd, at Venskabet er gensidigt også mellem os.
De har kaldt Deres Bog et Portræt. Der vil vistnok være dem, der vil kalde den en Obduktion og dermed mene at sige noget ondskabsfuldt om Dem og bebrejde Dem Mangel på Pietet. Sikkert er det jo, at her fremdrages Hjerte og Nyrer (og Hjerne også). Men det sker med nænsom Hånd og minder mig i sin ædle√ Hensigt om De gamle Ægypteres Balsamering, hvor også alle den Dødes indvendige Dele blev taget ud for at bevare ham > hans Træk√ for Evigheden.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
