Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 15. juli 1930

Så snart Solen skinner, må jeg ud


15.7.30.
Holmegården.

Kære H.N!

Det er jo en Smule for tidlig at lykønske til Fødselsdagen; men jeg gør det nu alligevel, at det ikke skal gå mig som for to År siden, da jeg helt glemte den. Jeg er nu kommen tilbage til min Hule her; men rigtig Ro på mig har jeg ikke fået endnu. Så snart Solen skinner, må jeg ud. Hver Dag, når Vejret tegner godt, tager jeg med Tog 1444 til Springforbi. Herfra vandrer jeg over Eremitagesletten 2 og gennem Dyrehaven hjem. Kort efter, at jeg er kommen til Springforbi, ankommer et Tog dertil fra Espergærde. Hvad om vi en Dag satte hinanden Stævne dér og fulgtes ad? Og bagefter indtog et tarveligt Middagsmåltid (med den fattige Mands store Snaps til) her i Holmegården? Tænk på det! Og send mig et Par Ord, når Meteorologien spår Sol og blå Himmel. Jeg møder da på Pletten. Efter denne prægtige Sommer har vi ikke Lov til at stille for store Fordringer til Vejret; men Skylregn skulde det jo nødig være.

Hilsner til Hjemmene på begge Sider Landevejen.

Deres hengivne
H.P.