Dagbog

[Af Henrik Pontoppidan]

Den unge svenske Forfatter Axel Lundegård, der i flere Aar har opholdt sig i Kjøbenhavn og her tilsidst blev en ret kendt offenlig Person har i dette Efteraar udgivet en ny bog, en Roman med den lokkende titel "Røde prinsen".

Lundegårds Navn har man hidtil oftest set i Forbindelse med afdøde Ahlgrens (Fru Victoria Benedictson^'1), sammen med hvem han har udarbejdet to Skuespil og en større Fortælling¹. Helt for egen Regning havde han indtil nu kun udgivet en Række smaa fortræffelige Studenter-Skitser, der i Sverig ikke nær vandt den Paaskønnelse, som den udsøgte Stil og sørgmodige Ynde gjorde dem fortjente til.

Medarbejderskabet med Ernst Ahlgren er lidt vanskelig at forstaa, da de to Forfattere synes ganske forskelligt anlagte.

Ernst Ahlgren var en frisk, energisk Fortæller med et opskræmt Blik og en beundringsværdig Hukommelse. Hun opfangede og erindrede sig hver enkelt af en drukken Mands eller en undselig Bondekones Miner og Gebærder saa detailleret og forstod at gengive dem med en saadan Anskuelighed, at Skikkelserne blev levende for Læserne. Hun var Ingen overlegen Aand; men hun sad inde med en Del – mest bitter – Erfaring og havde ved en utrættelig Energi lært sig at drive det haandværksmæssige i Kunsten næsten med Mesterskab. Hendes Sympati og Livsvilkaar førte hende til at skildre Livet paa Landet, og navnlig omfattede hun med varm Deltagelse dem, hvis Kaar det er at sidde allernederst paa Samfundsstigen – som den Ballast, der skal sikre Stigen mod at vælte. Hun var en oprigtig Demokrat og prækede en jævn, borgerlig Lykkemoral.

Axel Lundegård forsmaar som Kunstner at lægge Hovedvægten paa at tegne sine Figurers ydre Omrids. Maaske mangler han ogsaa Evnen til at give skarpe og præcise Billeder. Hans Talent er af lyrisk Art. Han tegner "i Stemninger". Der hviler over hans Bog en snart graa, snart rosenrød Stemningstaage, hvori Personerne undertiden ganske drukner. Og den Lære, som Bogen prædiker, er ikke demokratisk. Det er den om moderne Aristokratisme², som jo ogsaa er bleven indvarslet her i Landet.

Denne Lære kan for Litteraturen være præcis lige saa god som enhver anden. Det kommer jo kun an paa, med hvilken Overbevisning og i hvilken kunstnerisk Form, den forkyndes.

Lundegaards Bog mangler ikke Lidenskab. Den er et, aabenbart længe tilbageholdt, Udbrud – næsten et Skrig – af en let fornærmelig, mimoseagtig Idealist, hvem den demokratiske Nutids Smaalighed og Fordømmelse har krænket og ægget. Men den er ogsaa kun et Udbrud, en lyrisk Udfordring, om hvis Berettigelse man ikke føler sig overbevist, i Fald man ikke i Forvejen er bleven overbevist af andre. Hovedpersonen, Repræsentanten for det moderne Aristokrati, er ikke en saa overlegen Person og formaar ikke at indgyde Læseren en saadan Respekt, at den megen bitre Haan mod Tidens Bonde- og Arbejderforgudelse, der udgaar fra hans Mund, ikke gør et noget kunstlet Indtryk. Man leder uvilkaarligt i sin Hukommelse og finder, at man kender mangen Demokrat, selv blandt de foragtede Bønder, der hvad Højsind, Originalitet, Fordomsfrihed, Opofrelse og Finfølelse angaar ikke paa nogen Maade staar tilbage for denne moderne Aristokrat.

Det forekommer mig, at man i det hele er begyndt at gøre Bønderne Uret. Efter at have hævet dem til Skyerne som Landets Marv, dets sande gamle Adel, Riddere uden Frygt og Dadel osv. – er man slaaet om til at kalde dem Landets Fordærv, Aandsfrihedens Undertrykkere osv. Fra én Døgns sød Hvile i Baronens Paradeseng er Jeppe³ atter kastet tilbage paa den Mødding, hvor han siges retteligst at høre hjemme.

Jeg nægter ikke, at jeg synes, Forgudelsen – om end uberettiget – var hundrede Gange retfærdigere end den nu saa almindelige Fordømmelse.

Vi har dog alle Bonden meget at takke for. Er det sandt, at han er træg og vanskeligt tilgængelig for alt, hvad der er nyt og uprøvet, er det ikke mindre sandt, at han ved sjælden Trofasthed bevarer og værner om det, han engang har erkendt og optaget i sig. Ligesom Mulden trods Vinter og Frost gemmer Spirer fra Vaar til Vaar, bevarer Bonden Følelser og Tanker, saa man hos ham igen kan finde dem, naar man tror dem forlængst uddøde.

Og netop de gode Følelser og ædle Tanker har stedse hos Bonden haft den villigste Jordbund og der sat sine uoprykkellige Rødder.

Hvad var det vel bleven til med Fremskridtet her i Norden, om vi ikke havde haft det Frihedsfrø, som trods hundredaarig Underkuelse var bevaret i Bondens Bryst? Lad være, at dets Vækst blev en Skuffelse. Vi skylder dog Bonden – og ikke "Intelligensen" – de faa Frugter, Friheden hidtil har baaret.

Urbanus