Henrik Pontoppidan


I en smuk og lærerig > tiltalendeny Bog af Nordmanden√ Hjalmar Christensen, Fortællingen Et Liv, er for ganske nylig den Anskuelse udtalt "at Danmarks nuværende Livsbetingelse er aarlig at gøre Noget af Lidet, at revidere det historiske Lager, at bruge Forstørrelsesglasset flittigt og omtænksomt – mens Nordmændene til Nød kan ta femti Aars Hvil, eftersom Skogen voxer".

Denne Dom forekommer mig i sin Strenghed ubillig. Alle Folkeslag kaster Blikket tilbage over det, de historisk har frembragt, for at forstaa sig selv og deres Nutid bedre; og Skoven voxer vel ikke blot i Norge; den grønnes, blomstrer, dufter i Danmark neppe mindre frodigt end før.


I Skønliteraturen har Danmark visselig ikke saa |2| store Forfattere som dem, der i det forrige Aarhundredes sidste Aartier har bragt Norges Navn over Jorden; men vil De f. Ex. sammenligne Danmarks moderne Digtning med den tyske, forekommer det mig ikke, at den staar synderligt√ tilbage, og naar man betænker, at Tyskland og Østerrig er 80 Millioner Tyskere, mens√ Danmarks Indbyggerantal er 2½ Million, saa burde den tyske Skønliteratur proportionelt være 32 Gange bedre, hvad dog vel Ingen kan kalde den. Den er ingenlunde blot dobbelt saa rig.

Og hvilken Opmuntring for Talentet er det ikke at have en umaadelig Læserkres for Øje, mens mangt og meget forener sig om at nedslaa Modet hos den danske Skribent.


Ikke desmindre er der meget Talent i Danmark. |3| Det nyere Tidehvervs største Evner er gaaede bort, først J. P. Jacobsen, saa Holger Drachmann.

Men det er ikke for meget sagt, at der efter deres Tid er opstaaede en tredive-√ fyrretyve Personligheder i dansk Skønliteratur med større eller ringere, men udpræget digterisk Evne, og desuden adskillige med en historisk Begavelse, der ligger den digteriske nær.

Blandt alle disse Digtere har jeg foretrukket at tale til Dem om Henrik Pontoppidan, fordi der ikke gives nogen Forfatter, gennem hvem De > man lærer det moderne Danmark at kende som gennem ham.


De véd, at der i nogle Aar > nogen Tid har hersket en Tilbøjelighed til at dele Literatur og Kunst i Rubriker; de enkelte Kunstnere henførtes til hver sin –isme, saakaldt Naturalisme, Idealisme, Realisme, Symbolisme. Saavel i Sverig som i Frankrig har man først lovprist, |4| saa bekæmpet Virkelighedsgengivelsen under Navn af Naturalisme.

Ingen virkelig Kunstelsker fortaber sig i dette doktrinære Vrøvl. Det er Ingen forment at stige lyrisk op over Dagliglivet, som Drachmann og talrige, der skriver udmærket,√ og er ulige ham. Vi glæder os over dem, der formaar at kaste et hemmelighedsfuldt Skær over Existensen, som Otto Rung har formaaet det ypperst i sin Skyggernes Tog. Det Centrale i al Poesi > indenfor Poesien er det Lyriske i den; men det Centrale i en hel Literatur er dens Forhold til Livet, som det leves ikke blot i Digteren, men udenfor ham. Kærnen i den udgøres forsaavidt ikke af skøn Lyrik, men af Virkelighedsmaleriet, hvad enten det gives i lystig Karikatur (som af Wied), i skarp Monografi (som af Karl Larsen), i dramatisk Extract (som hos Sven Lange, Helge Rode, Henri Nathansen, Otto Benzon√), eller med omfattende Hjemme-Kunst som i Pontoppidans Noveller og Romaner. – Han selv morer sig med at indføre > lade Poesien bryde ind√ i Prosaen som den Kongelige Gæst.


Hvis man spurgte, hos hvilken dansk Forfatter man faar det rigtigste og mest omfattende Begreb om dansk |5| Væremaade, Følemaade, Tænkemaade, om repræsentative Personers Holdning i Danmark i den sidste Menneskealder, og det ligeligt for Landbefolkningens og for Bybefolkningens Vedkommende, saa er der ingen > neppe Tvivl om, at Svaret maatte lyde: Hos Pontoppidan.

 

Han kender den danske Bondestand som faa, den jyske, som opvoxet i Jylland, den sjællandske, fordi han lang Tid har levet iblandt den; han kender Provinsbyerne, da han er født i én Provinsby, opdraget i en anden og har havt Ophold i mange > flere. Han har endelig været en mangeaarig Iagttager af Livet i Kjøbenhavns Embeds-, Købmands- og Kunstnerkrese. Dog er det det ikke-kjøbenhavnske Danmark som indtager Hovedparten > langt den største Plads i hvad han har frembragt. Først sent naaede han til Hovedstaden som Studie-Genstand. Men han kender den, hvad en |6| anden, betydelig Skildrer af Bondestanden, Jakob Knudsen, ingenlunde gør.


Een Stand er der, som han ganske særligt har iagttaget, fordybet sig i og fremstillet, det er Gejstligheden i Danmark, de protestantiske Kapellaner, Præster og, Provster og Bisper√. Som den lidt ældre franske Romanforfatter Ferdinand Fabre i sine Romaner har nedlagt et dybtgaaende Studium af Frankrigs katolske Præstestand med dens mange forskelligartede Typer, saaledes har Pontoppidan lagt en før uset Sjælekundskab til Danmarks lutherske Præstestand for Dagen. Han har kendt et stort Antal Præster, er selv en Præstesøn og nedstammer gennem Aarhundreder fra Præstemænd med Pibekraver.


I halvtrediehundrede Aar har hans Slægt havt Navn i dansk Litteratur. En Erik Pontoppidan, der fødtes i Shakespeares Dødsaar, har paa Latin skrevet den første danske Grammatik og udkastet Forslag til Forbedring af |7| den danske Retskrivning, der endnu i vore Dage ikke fuldt er gennemførte. Han vilde saaledes afskaffe de store Forbogstaver i Hovedord1. Han var Theolog, Slotspræst, tilsidst Biskop i Trondhjem, en stiv Ortodoks, der ved enhver Lejlighed betonede Christi Martyrium, svælgede i Blod og Vunder. Den næste Erik Pontoppidan, der fødtes 80 Aar efter, var en af Pietismens Hovedmænd, from som bare Fanden ogsaa han√, men ikke helt ortodoks; han√ var som Historiker i sine Kirkehistoriske Annaler ikke heller√ helt nøjagtig. Da Fejlene paavistes, gik han jamrende til Kongen og fik Kritiken af hans Bøger√ forbudt. Hans Forklaring til Luthers Katekismus√ har været mange Slægtleds magre aandelige Næring. I sin RomanMenoza ivrede han mod Skuespil og Dans.


I Modsætning til ham advarede > har Henrik Pontoppidans Fader Dines som teologisk Forfatter advaret√ mod pietistisk Ensidighed, men var forøvrigt en strengt rettroende Mand.

|8| Man maa mindes den > denne Afstamning for ret at forstaa den Alvor, hvormed de religiøse Sjælstilstandes Væsen behandles hos Pontoppidan, det Omfang, Fremstillingen deraf har i begge hans to store Romaner, og den Revolte (mod Religionen i dens kristne√ Skikkelse), hvori hans Sjæleliv var > er udmundet, en oprørsk Sindsstemning, der i Grunden kan spores hos ham fra allerførste Færd, men som stadig er blevet mere udpræget, mere barsk og besk og afgjort.

Der gives neppe nogen dansk Digter, hos hvem denne Grundstemning, som iøvrigt stadigt er behersket, nu og da fremtræder saa uforbeholdent. Pontoppidans Forfædre har vendt sig i deres Grave, ifald de har kunnet høre Jeg sigter ikke til hans√ Lykke-Pers Pistolskud mod Crucifixet i Tirol√, der iøvrigt ikke er mere end et Umodenheds-Symptom. [tilføjet:] snarere til hans Jakobes Udtalelser.


Men den Revolte, som ligger paa Bunden [sætningen gentages og fortsættes s. 8b nederst] |8b| Jeg skulde tro, at Pontoppidan har maattet forelægge sig selv det Spørgsmaal, om det var andet end Unatur > naturstridigt, at hans nordiske Forfædre antog en fremmed asiatisk Religion istedenfor at udvikle deres egen, som Asiaterne har udviklet og tillempet Buddhismen, Afrikanerne og Asiaterne Islam.√ Den religiøse Frembringelsesevne er i Norden tidligt bleven gold; hvad vi kjender som nordisk Mytologi har allerede√ optaget baade romerske og kristne Elementer. Der var ikke i Norden Aandskraft nok til at fastholde den nationale Religion og humanisere den eller rationalisere den. Det nordiske Hedenskab var ikke udviklingsdygtigt.√ Man antog efter Sydeuropas Exempel en fremmed Religion√, der avlede Unatur og Hykleri. Da man endelig i Tilslutning til den tyske Reformation gav sig til at bedsteborgerliggøre den, tabte den sin Skjønhed, sin Farveglæde, blev verdslig,√ embedstro og sandsefjendsk.


Den Revolte, som ligger paa Bunden af Pontoppidans |9| [egentlig fortsat fra s. 8 nederst] af hans Sind strækker sig langt videre end til det Religiøse, den breder sig til det Politiske og Sociale, til Stat og Samfund.

Vel at mærke Pontoppidan taler aldrig i eget Navn; han hører til de virkelige Digtere, der lader enhver Personlighed, de frembringer, tale ud fra sit eget Væsen, med sin Ensidighed, sine Overdrivelser og Vildfarelser, sin Begrænsning. Aldrig bruger han uden videre en Skikkelse som Talerør, saaledes som det bestandig skete i ældre dansk Poesi. Frederik Paludan-Müller har i sin store Roman Ivar Lykke et Par udmærkede Mænd, en Auditør og en Etatsraad Dannemand, der siger nøjagtigt, hvad Digteren vil indprente. Saadan bærer Pontoppidan sig ikke ad. Der er ingen enkelt Person oprørsk Person, med hvem han identificerer sig. Det er Aanden i hans |10| Bøger, som er oprørsk.


Det drejer sig i dem udelukkende om indre Forhold i Danmark. Aldrig deri et Ord om Danmarks Forhold til Udlandet, om Udenrigspolitik. Medens der i en saadan gl Roman som Ivar Lykke stadigt drøftes Danmarks Stilling til Tyskland, og mens den politiske Skandinavisme dèr af Enkelte forsvares, men af Digteren angribes, føles det tilfulde hos Pontoppidan, at Danmark i hans Tid er blevet et Land uden Udenrigspolitik, oprevet af indre Stridigheder.


Dog, dvæler han end udelukkende ved Danmarks indre Liv, saa sker det ikke med den Hensigt nationalistisk at skildre fremstille√ dette Liv som mønsterværdigt. De kjender Smigrernes Remse: Jordens mest civiliserede Land. Nej, hans ramme Satire revser dette Liv, endog til Overdrivelse. Han har skildret vore Fiskere som Strandrøvere i Fortid, Bjergningsmænd i Nutid, aldrig som Redningsmænd. Men Stoffets Begrænsning |11| gør aldrig Fremstillingsmaaden bornert. De hjemlige Ejendommeligheder, Modsætninger, Fortrin og Laster er opfattede som almenmenneskelige. Mest ser han det Hjemlige under Synspunktet: Natur, frit udfoldet Natur – imod ufrisk, blodløs, livsfjendtlig Kultur.


I en lille Fortælling fra 1887 Isbjørnen skildrer han en svær, stor, kejtet Fyr, mislykket som teologisk Studerende, men en Kraftkarl, der som Præst i Grønland akklimatiserer sig og bliver en Ven og Fader for Eskimoerne, gifter sig deroppe og trives fortræffeligt, men efter sin Eskimokvindes Død vender hjem til Danmark, hvor han bliver Præst og faar en lille bleg, bebrillet, pedantisk Kapellan til Husspion. , som efterhaanden > Denne fortrænger ham efterhaanden√. Isbjørnen maa fortrække; hans rige, velgørende Menneskelighed i dens drøje Former passer ikke ind i et dansk |12| Præsteembed. Han tager tilbage til Eskimoerne efter paa sin Dør med Kridt at have skrevet denne Afskedshilsen til sin Menighed og til Danmark: I har de Tyranner, som I fortjener.

Han er den første Vildmand, hvem√ Pontoppidan med fuld Sympati har malt om det danske Vaaben. Der fulgte andre.

I Samlingen Skyer, Skildringer fra Statsomvæltningens Dage i Danmark (under Estrups Forfatningsbrud), er denne almindeligt oprørske Stemning bleven drejet i særlig politisk Retning. Den er lagt i Munden paa en Mandsling, en omvandrende Bissekræmmer, der har set og oplevet meget, været i Berlin under Opstanden 1848, i Paris under Opstanden 1871, hans eget Blod havde > har flammet med Oprørernes, og alt hvad der er af Harme over Forfatningsbruddet i Landet, gærer i hans Sjæl.


|13| Han vil ryste Støvet af sine Fødder og forlade Danmark, hvor Luften er for ham for kvalm, efter at han forgæves har forsøgt at ægge Bønderne ved at√ haane Bønderne > deres√ Spaghed. Han har dannet sig den Overbevisning, at Friheden aldrig vil blive sikret af dem, for hvem den kun er et højtideligt Evangelium, men kun af dem, hos hvem Frihedstrangen endnu er dyrisk, instinktsikker, uovervindelig; det egentlige Proletariat, hvad man kalder Bærmen, Krapylet. Krapylet har for ham altid været Frihedens Erobrer og dens Livvagt; det skylder vi den Smule Frihed, vi har. Det alene sætter nemlig√ Livet ind og slaar løs, det, som sulter, fryser og udstaar al menneskelig Elendighed, nedstammer fra Forbrydere og ikke gaar af Vejen for at bruge raa Magt – en Anskuelse, som omtrent stemmer med Kropotkins, kun at han siger Folket. |14| Mandslingen har Ret, forsaavidt kun magre Fortvivlede nogensinde gør Revolution i et lille fedt Land som Danmark, men Uret i sin Tro paa en Frihed, sikret af de Raaeste.


En Omvæltning kan vel sjældent lykkes uden Massernes Rejsning. Det lærer det moderne Ruslands Skæbne. Den væbnede Hærs Tilslutning er dog vigtigere end de uvæbnede Massers. Det lærer den tyrkiske Revolution.

Lykkes kan endelig Revolutionen uden Masserne, ja, imod Masserne, rent fra oven naar Chefens Avtoritet er stor og kraftig. Det lærer Japans Omslag fra østerlandsk Lehnsvæsen til vesterlandsk Modernisme.


Men selv om Omvæltningen har de lavest Staaende behov, Friheden har i dem ringe Støtte. De trænger mindre til Frihed end til Velvære og har ingen Interesse for Andres Frihed, kun Sans for deres egen. |15| Men den Tankegang, Pontoppidan har ladet sin Bissekræmmer angive paa Ilum Galgebakke, er kun den strenge og yderste Konsekvens af hans Tro paa Demokratiet, vor Tidsalders politiske Religion. Den har tildels afløst den nærmest foregaaende Tids Tro paa Nationaliteten og stadige Sysselsættelse med Nationalitetsprincipet.

Den almindelige Stemmeret er i vore Dage hvad den lille Flaske i Reims med himmelsk Salvningsolie var under Kongedømmet i Frankrig. Dens Kaarne er de Udkaarne. Det turde være en Overtro som den anden.

Hvis ogsaa skarpt tænkende Mænd i vore Dage er Demokrater, saa er de det uden Begejstring; de er det, fordi af flere forskellige skrækkelige Onder Demokratiet synes dem det ringeste.

Hovedsagen turde være, at de Afgjørelser, som træffes, er saa forstandige som muligt, hvorledes Regeringsformen end er, og især, at der regeres saa lidt som muligt.


|16| Fire Aar senere varierer Pontoppidan sin Yndlingsskikkelse i Fortællingen Nattevagt (1894). Her er Oprørsinstinkternes Talsmand en Kunstner, Jørgen Hallager kaldet. Han er et Almuesbarn, der har de grove Forurettelser at hævne, som hans Fader har lidt. Han er som Kunstner-Zigøjner paa Kant med hele det officielle Samfund. Han er som ultramoderne Menneske løjerligt nok en Afskyer af Renæssancen, som han har forset sig paa og hvis inderste Væsen han øjensynligt aldrig har forstaaet.

Som Virkelighedselsker er Hallager Hader af al Lyrik. Han tror paa Kunstens Sendelse som Virkelighedsgjengiver og Nyttestifter. Kristian Krogh forfægtede i Firserne en lignende Tro. Han Hallager√ svarer i vor nordiske Literatur til hvad Bazarov (fra Turgenievs Fædre og Sønner) er i den russiske.

Romantiken, den gamle som den ny-opkogte, er ham en Gru.


|17| I Fortællingen er Talen om en Digter, der har slaaet om og nu forkynder det Modsatte af, hvad han oprindeligt forkyndte > forherligede, og den Talende er en ung Kunstner, der paa lignende Maade har skiftet Ideal. Jørgen Hallager udbryder: "Du og Sahlmann er to halve Alen af samme Stykke Lammedüffel. Som ægte Sønner af vort velsignede lille Vejrmølle-Land drejer I Jer derhen, hvorfra Vinden blæser. Det er det, I kalder for at være en lyrisk Natur . . . Der er i vore Dage intet saa godt som at have en retskaffen Fortid at bede om Forladelse for."

Kunstneren svarer: "Det er netop i mine Øjne Sahlmanns store Fortjeneste, det bedste Bevis paa hans Geni, at han før nogen Anden herhjemme sagde sig løs fra alt Principrytteri og lod sin Pegasus tumle sig frit, hvor den selv lyster, i Stedet for at binde den som Trækdyr for Tidens sociale, politiske eller moralske Omnibus."


|18| "Ja vist . . . jeg kender Jer, Kæltringer," svarer Jørgen. "Hele Romantikens Katekismus i nyt Oplag! At se og tænke klart, det er Tegn paa Dumhed! At kalde sort for sort og hvidt for hvidt – det er Mangel paa aandelig Overlegenhed. Derfor op med Løgn og Gøgl og Svulst og Humbug! Hvad rager det Jer, at Millioner af Jere Medmennesker dør af Sult, at Friheden trædes i Støvet, at Sandheden krænkes? I er raske Svende, der rider paa Jeres Pegasus op paa de blaa Bjerge og drikker Dus med Guder og Gudinder! Hyp! Hyp! Tiden tørster efter Skønhed! Tiden tørster efter Glæde. Er det ikke saadan, de nye Stikord hedder?"

"Jo – netop."

"Netop, ja. Og straks er I Taskenspillere ved Haanden som Publikums adrætte Kellnere. En Gang Glæde – værs'artig – . Ønsker Herskabet Skjønhed – om to Minutter. Og Publikum er henrykt, og Kellneren faar et Ridderkors i Drikkepenge."


|19| Som De ser, er Pontoppidan en Modstander af Kants og Goethes og Romantikens Lære om Kunsten som sit eget Formaal, der dog har meget for sig, og var > er vred paa Danmarks største Lyriker for hans Omslag. I flere af Pontoppidans Bøger gøres han under forskellige Navne til Genstand for lystig eller skarp Satire, skønt Pontoppidan begyndte og endte med Beundring for hans rige Talent. Der er en Slags Kjærligheds-Had heri. [Indskud mellem linierne, der igen er strøget:] Hans Efterligning af Drachmanns Stemme. Jeg troer Lykke-Peer i Slægt med Frithiof Jensen. Han bekæmper i ham sit eget lyriske Hang. Der findes i hans Bøger talrige indstrøede lyriske Digte, næsten altid anførte i satirisk Mening til Latterliggørelse. Rimeligvis var de fra først af alvorligt mente, da han skrev dem.

Pontoppidan har overhovedet reageret heftigt mod sine nærmeste Forgængere. Den store√ Enevoldsen, der skriver fire Linjer i en Maaned, og døer under Udarbejdelsen af en Eftersætning,√ er en drøj Karikatur af Jacobsen. I Højsang kaldes Drachmann for Liebmann og hans Manér efterlignes skemtsomt: "Hurra min Pegasus! holla min lystige Fole!"


|20| I Lykkepeer endelig er han Marinemaleren Frithiof Jensen, og hans Jargon i et lystigt Lag er morsomt eftergjort. Lykke-Peer forbauses og forfærdes en Nat, da Frithiof pludselig kaster Vildmands-Masken, raser mod den moderne Tid med dens Industri og dens Nyttelære og "aabenbarer sig som en spag og skælvende Konfirmand."

Paa det Tidspunkt havde netop en enkelt, hidsigt fritænkersk yngre Digter omvendt sig til Katholicisme.

Lykke-Peer, den unge, evnerige Polytekniker, harmes derover og over at selv den største tekniske Opfindelse i et Land som Danmark vækker mindre Opmærksomhed end "en lille lyrisk Luseknækkers" Eventyrspil.

Der udviklede sig i disse Aar hos Henrik Pontoppidan øjensynligt en heftig Foragt for den Kunst, som var blot Luxus (omtrent som hos Tolstoj og en Tid lang hos Strindberg), men især for den overstrømmende, danske rent artistiske Lyrik.


|21| I sit Skuespil Asgaardsrejen fra Aar 1906 har Pontoppidan > han indført en vis Otto Kall, forhenværende Journalist og Lystspildigter, en barsk ældre Herre, der personligt saa temmelig har lidt Skibbrud i Livet, men har alle sin Ungdoms Krav og Idealer i Behold, og som derfor er gennemsyret af en kraftig Menneskeforagt. For ham læser et Par unge, ret slappe Mennesker et lyrisk Digt, der ikke synes Tilskueren værre end lyriske Digte er flest – det er et Marinemaleri, maaske en Smule > noget uklart og noget preciøst i Stilen:

Hør Bølgernes Skrig!
Som fraadende Munde,
der aabner og lukker for blodfyldte Svælg;
som kæmpende Hunde,
hvis Rygbørster flyr fra den flængede Bælg,
de knurrer og glammer
i Vellyst og Jammer,
mens Himmel og Hav staar i Flammer.


|22| Den unge Mand siger > udbryder: Er det ikke vidunderligt levende? Og den Rytme! Man har aldeles Fornemmelse af at staa paa et gyngende Skibsdæk. – Hvad siger du, Onkel?

Otto Kall.

Du har ganske Ret. Jeg begynder virkelig at faa Kvalme.

Frits.

Skaal Onkel! Du er uforbederlig.

Otto Kall.

Hvem siger din Hvalp Skaal til? – Du skulde ikke glemme, hvem du taler til. Og maaske vi saa kan blive fri for mere af den Lirumlarum. Det skal være Poesi. Ordskvalder er det! Artistgøgl! Behændighedskunster! Jeg spytter (skider) paa den Ungdom, der lar sig byde saadan noget Bavl.

De andre springer op med truende Holdning.


Han fortsætter:√ Skønhed! Aa Gud hjælpe mig os! I er nøjsomme, stakkels Børn! I vil snakke om Skønhed og har aldrig været med til saa meget som at til slaa |23| en Dumhed for Panden. I ligner godt nok Jeres Ophav, salig Konferensraaden paa Frederiksberg, og de andre dionysiske Bedsteborgere paa det danske Parnas. Skønhed! Ja vel! Skal jeg sige Jer, hvad der er skønt, ja hvad der er det skønneste i Verden? Aa nej! I begriber det dog ikke, I sølle Belletrister! Men jeg skal sige Jer, hvad der er det usleste, det lumpneste, det mest nederdrægtige af Alt. Det er at sidde som traurige Aber og lyske med Hovedet paaskæve og lyske sig, naar der rundt om i Verden staar Kamp paa Liv og Død for Menneskenes Frihed. Og I vil kaldes Ungdom! Det skal være Fremtiden! Paa Skraldevognen med Jer! Der hører I hjemme.

Paa dette Punkt er det næsten, som hørte man Digterens > Pontoppidans egen Stemme igjennem, og man faar et levende Indtryk af, hvorledes han opfatter sit Kald.


|24| Disse løsrevne Brokker giver kun et Begreb om Understrømmen i Pontoppidans Sjæl, slet intet om hans Væsen som digterisk Fortæller. I Samlingerne Landsbybilleder, Fra Hytterne, Skyer fra hans unge Dage er der en sjelden Evne til med faste Træk og med Stilens Fynd at male grangiveligt Livet som det leves paa Landet, i Byen og ved Havet, mest med Sortsyn, idet Grumhed og Bestialitet ved Stranden, Hykleri og Hovmod hos Gaardmandsklassen, Fattigmands Nød og udsatte Stilling, Rædslen for Fattighuset og Vandringen til det, bryder Idyllen.

Her møder os snart Bonderaahed med Svir og Drik, snart Bispedumhed, der forfærdes over den uskyldige, saakaldt sekteriske Indskrift paa en Husmandshytte: "Jeg og mit Hus vil tjene Herren" – en Indskrift, der har gjort saa stærkt et Indtryk paa Pontoppidan, at den, som vækkende gejstlig Forargelse, atter forekommer i Lykkepeer.


|25| Den mesterlige lille Samling Skyer er Svøbeslag, som rammer det politiske Frasemageri hos Førerne som hos Landsby-Matadorerne og er√ stilfærdig Forherligelse af den politiske Alvor og Troskab hos Menigmand, dels√ hos den fattige Bonde, der dødssyg overbringer sin Stemmeseddel og saa døer (mens Partiet af Splidagtighed lider Nederlag), og dels hos√ den frivilligt landflygtige unge Haandværker, der fra Norge vender tilbage, da han efter Attentatet paa Estrup tror, at nu gaar det løs, og melder sig til Tjeneste, men afvises. Ved Siden af Spotten har Pontoppidan imidlertid det gode Humør, det danske Lune, Latteren parat, som den muntert klinger i Fortællingen Et Offer om den sølle Lands Købstads-Barber, der af Beregning fra Socialist√ bliver højkonservativ, først lovsynges i de fine Aviser, saa forsmaas og glemmes.


|26| Der findes etsteds i Pontoppidans Gemyt et paradoxalt Element, som undertiden bryder frem. Det overrasker, fordi der i ham, med hans Had til de Afveje, hvortil Lyriken i Sindet kan lede, synes at være en Grundsum af sund, om end stridbar Fornuft. Han bliver aldrig > stundom paradox som Bernard Shaw eller Frank Wedekind eller Strindberg√ af Hang til Overdrivelse eller af den blotte Modsigelseslyst og Tilbøjelighed til at overdrive og√ forbløffe, som dog især√ af et kritisk Hang til at prøve og forkaste det Vedtagne og af en Trods, der driver ham til at forfægte en Grundanskuelse, selv om han véd, den ingen Tilslutning kan finde. Og Netop i√ disse sine Paradokser røber han sig som sand Poet; selv om han har anderledes blivende Værdi, hvor han trodser paa det Fornuftige. Thi trodse gør > maa han.


|27| I Landsbybilleder undrede i sin Tid En Kærlighedshistorie (fra 1883), fordi den utvetydigt vilde godtgøre Urimeligheden af at sætte en ung Bondepige den Anskuelse i Hovedet, at Ægteskab bør grundes paa Kærlighed. Hun tvinges af sin Moer til at indgaa en Forbindelse, for hvilken hun gyser tilbage, og som derfor af hendes unge borgerlige Veninde og dennes Mand, Præsten, stemples som usædelig. Men da det kommer til Stykket, viser det sig, at hun efter Aars Forløb er mere tilfreds end Damen, som giftede sig formedelst Forelskelse > af Elskov > Tilbøjelighed. At det kan gaa saadan, vil intet erfarent Menneske modsige, men derfor bliver et Ægteskab, grundet paa legemlig Aversion, lige fælt. Pontoppidans Lyst til at modsige > Uvilje mod overspændte Elskovsforestillinger, hentede fra Ingemanns Romaner, har her |28| ført ham noget vel vidt og bragt ham til at modsige Synsmaader, han ellers andensteds forfægter, idetmindste betinget,√ som i Højsang og Vilde Fugle, Lidenskabens Tragikomedier.


I en lille Roman fra Pontoppidans yngre Dage, kaldet Ung Elskov, som oprindelig havde en helt forskellig Karakter, har han senere lagt nogle beslægtede Slutningsord (om det alt for store Væsen, der gøres af denher Kærlighed) i en Bondekones Mund, saa det viser sig, at Paradokset har ligget ham paa Hjerte.

I Parenthes: han er en frygtelig hensynsløs Omarbejder. Af Ung Elskov er neppe en Side bleven staaende som den var, og Fortællingens Gang, som Fortællingens hele Form, er gjort om – vel i det Hele vel i Reglen til det Bedre, Ordknappere, Mandigere, men dog saaledes, at Den, der kender den tidligere Formning, savner meget.

Af en gammel Roman, Spøgelser, han ellers synes at have kasseret, har han reddet en Scene om en gammel Taarnvægters Runde over i Fortællingen Den lille Rødhætte. – En Digter bør helst forbedre sig i et følgende Værk, ikke gerne i det samme2.


Pontoppidans næste paradoxe, iøvrigt meget morsomme Bog |29| hedder Mimoser (fra 1886). Den gaar med stor Tapperhed den Mandensnetop i de Dage saa hidsigt krævede Troskab og stik imod det netop i hine Dage saa hidsige Krav til Mandens Renhed og Troskab i sexuelle Forhold. (Bjørnsons Handske stod paany paa Dagsordenen.)√  Nogle altfor uverdsligt opdragne unge Kvinder bliver gaar paa Grund af deres højtspændte Krav > Idealer glip af den√ huslige Lykke, der var dem beskaaret.√ Den ene opløser i fuldt Hysteri sit Ægteskab for en ussel Histories Skyld√ mellem hendes herkuliske Husbond og en Malkepige, den andens Ægtefælle√ er ved at afmandes i Hjemmets Luft, til han under Paavirkning af sin dristige Moder redder sig ud af den > Ødelæggelsen sammen med en fin og smuk Veninde.

Bogens vilde Moral udtales af Moderen, der til den kvindelige Repræsentant for en "Forening til Sædelighedens Fremme" svarer:


"Jeg troer, at er der noget Punkt, hvor dette velsignede Lands Kræftbyld ligger, saa turde det maaske netop være disse saa meget lovpriste og besungne Hjem, du brugte om |30| hvilke du ogsaa selv for et Øjeblik siden bemærkede et eller andet smukt. Du brugte [om hvad du kaldte Glædespigers Opholdssteder] Ordet "Venushuler" – men de er mulig netop vore egentlige Venushuler, der udmarver vore Mænd, stjæler deres Energi og gjør vore Kvinder svage og enfoldige. Dér murer vi os inde med vore Uvaner og Taabeligheder."

Det tredie og mest paafaldende, mest udæskende Paradoks rummes i Bogen Det ideale Hjem, som kort at sige er et Indlæg for Matriarkatet mod Ægteskabet, idet Romanen vil godtgøre, at en Mand helst bør tage sig af sine nære√ Slægtninges Børn, ikke opdrage sine egne. Den mandlige Hovedperson udgiver her et Skrift om hvad han kalder "Elskovens Vornedskab", vel i Stil med et af Hans Jægers. Frigørelsen vil gengive 1) Afkommet Elskovsbørnenes Sundhed – med den er det som bekendt i Reglen saare skralt bevendt –√ 2) Kvinderne deres Renhed og Stolthed 3) Mændene deres Bejlerkraft.


|31| Dog, dette er underordnet i Sammenligning med Bogens egen Tendens, som er den at vise, hvilken Lykke det vilde være, om Børn aldrig lærte deres Fader at kende, men lærte at betragte sig alene som Afkom af Moderen, en Frugt af hendes Hengivelse til Alnaturens Vilje. Thi – hedder det yderst subtilt –√ i Forholdet til Faderen vækkes der let hos Barnet en forstyrrende Mistanke om at det ikke særlig var dets Fremkomst, han tilstræbte i sit Samliv med Moderen. , hvis > Hendes Attraa kan√ derimod let kan opfattes kun som den første Kærlighedsytring overfor det vordende Barn.3

Ikke at Bogens mandlige Hovedperson mangler Kærlighed til Børn, tvertimod, han elsker dem; men, han medens han anser det for Pligt og Lykke at opdrage sin Søsters Børn, anser han sine egne bedst tjente med en anden Plejefader. Moral: Opdrag Neveu'er og Niècer!

Da Pontoppidan selv i to Ægteskaber har vist sig som en mønsterværdig Fader, der som jeg véd, endnu nylig [fortsættes s. 32] > Det Paradoks, hvori Digteren her har behaget sig, rummer sikkert nok ikke noget Skriftemaal og er ikke noget Selvforsvar.


|31a| Nej!

Hans Vredes Tordensky hardriver > sejlet over hans Digtnings Himmel fra den Dag, den > denne først udspændte sig. Hvor vil Lynet slaa ned? Han véd det endnu ikke selv. Den > Skyen glider langs vore Kyster og over Landets største By. Vil Skyen > den udlade sig der? Endnu ikke. Den glider langs vore Kyster, og et Lyn slaar strejfende ned i den Kyst-√ Befolkning, for hvem en Stranding er et Bytte, og en > en forønsket Lejlighed til Plyndring, den standser over et andet > et andet Lynglimt strejfer den Del af√ Landbefolkningen, der syntes hellig, men er hovmodig og nærig. Saa standser Skyen paa hans Bud over Søsterstæderne, Religionens Sodoma og Politikens Gomorrha, hvor Alt hvor Alt er lullet til Ro i Fraser og Frygt > Forsagthed, i Stakkelshed og Snobbethed og Virkelighedsflugt. Og paa hans Vink revner |31b| hans Harmes Sky og aabner sit Ildsvælg.

Et Haglvejr af Gnister Spottens Gnister, en Regn af kølig Haan styrter ned og > en Ildregn af glødende Haan Foragt styrter ned og rammmer Politikere og Præster, Fiskere > Bjergningsmænd og Storbønder, Kunstnere og Digtere, slappe√ Familiefædre og nervøse Fruer og Mødre, indtil alle Afguder i Hjemmene, som i Kirkerne, paa Valgtribunerne som paa Børsen, er sme > smelter som Voks, mens de lystige Flammer omspænder, blænder antænder Fantasien, stundom√ blænder Fornuften, omspænder og opbrænder Humbug og Bedsteborgerlighed√ som var det Blaar.

|32| [fortsættelse af det overstregede nederst s. 31:] har lagt stor Opofrelse for Dagen imod en voxen Søn, er det Paradox, hvor han her har behaget sig, i det er ganske sikkert√ mindste ikke noget Skriftemaal bevidst eller ubevidst Selvforsvar.


I hans Hovedværker er imidlertid ethvert Paradox forsvundet. Det er sunde og dybe Bøger. De er to: Tre-Binds Romanen Det forjættede Land og den oprindeligt i 8 Bind udkomne senere noget√ sammentrængte Lykke-Per, to Bøger om det moderne Danmark, der svarer til hinanden som Land til By, begge udmærkede Værker (maaske paa sine Steder lidt vel brede), der graver dybt i Karakteristiken af Personer som af Milieu.

Tilfælles har de det ene, at det danske Folks religiøse Tilstand, især forsaavidt den er Arv og stadigt tilbagevendende Atavisme, er hvad der med særlig Inderlighed her√ er studeret.

|33| Det forjættede Land behandler Forholdet > Modsætningen mellem to Klasser, Bondefolk og Byfolk, og viser, hvorledes endog det mest begejstrede Forsøg paa Sammensmeltning af dem√ kommer til at strande. Lykke-Per behandler Forholdet > Modsætningen mellem to Stammer, to Grundanskuelser, og viser, hvorledes selv et Forhold, baaret af Lidenskab fra den ene Side, stødvis tilbagevendende Ømhed fra den anden, indenfra brister, naar Grund-Uligheden er der.√ I den første Roman gifter den unge Præst sig med en Bondepige; i den anden forlover den unge Ingeniør sig med en Jødinde, og begge Forbindelser gaar over Styr.


Til Det forjættede Land hører, som en Art Prolog, en lille Roman fra 1883 Sandinge Menighed, som overraskede, fordi det Billede, her var givet af grundtvigianske Krese, var ganske nyt. Tidt havde |34| man set Grundtvigianismen railleret ud fra det gamle Højres Opfattelse og tidt forherliget som Sandhed og Ædelsind ud fra de indviede Krese; men det Nye var, at her talte en Indviet og en i mange Maader sympatisk stemt, saaledes, at den Grundtvigian Synsmaadens og Livsførelsens Brøst hos Grundtvigianerne√ blev aabenbar.

Fru Gylling, de folkelige Vækkelsesbestræbelsers store kjøbenhavnske Beskytterinde, som kommer tilstede overalt, hvor der skal bygges en Forsamlingssal eller indvies en Højskole, havde > har en egen orakelmæssig Maade at smile paa, naar man spurgte > spørger hende; hun kunde > kan trække saa dybsindigt om Skulderen og kaste et saa beaandet Blik op i Loftet, at hun havde > har faaet Ord for at være Landets aandfuldeste Kvinde.


Hun tager sig af en ung, forsømt√ Bondepige, der i Førstningen overbevistes > overbevises om, at det virkelig var > er sandt, hvad de altid havde > har sunget om derhjemme paa Skolen, at alle Mennesker nu var > er blevne lige for hinanden, at Fødsel, Stand |35| og Rigdom ikke betyder noget længer, men snart, udsat for et raat Forførelsesforsøg af Husets Søn og for en kraftig Afvisning som Svigerdatter af selve Fru Gylling, kommer til at sande, hvor dyb Kløften mellem Stænderne endnu er.

Dog, dette er blot et Anslag af Tonen. Det forjættede Land er Historien om en ung dansk idealistisk Kapellan, der i mange Maader føler som en Tolstoj eller√ en Frederik van Eeden4 eller en Tolstoj, vil leve i Landalmuen og med den, baaret oppe af en stærk Følelse af sit Kald, men som, trods sin Noblesse og sin Offervillighed, viser sig udygtig til Livet det virkelige Liv og derfor ender som en stakkels vanvittig Taabe.


Medens Emanuel Hansted hele Bogen igjennem er behandlet med mild Sympati, virker den Opfattelse af ham, som en gammel livslysten Præst, tilsidst udtaler, |36| som reves med Magt et Bind fra Læsernes Øjne og som fulgte en tordnende Dom: Til den Ytring, at han > Emanuel altid har havt en underlig Magt over Menneskene, svarer Præsten: Ja, den Magt, som Enfoldighed og Vanvid desværre altid har over ubefæstede Sjæle. Paa hans Gravsten burde skrives:

Herunder hviler Don Quichote's Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan, men troede sig en Profet og Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt, ansaa enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen og forfuskede Alt, hvad han fik mellem Hænder, men ikke desmindre indtil det sidste betragtede sig som Forsynets Udvalgte, der skulde berede Tusindaarets Komme.


Hans Undskyldning var den at være Barn af en forskruet Tid, et forfjamsket Aarhundrede, der som intet andet har fremelsket Enfoldigheden og sat Præmie paa Daarskaben, |37| hvor overspændte Idéer, hysterisk Lamenteren og al Slags excentrisk Vindmageri blev beundret som Udtryk for den sande, gudbenaadede Genialitet. Han var et Produkt af den lyriske Forraadnelsesproces, hvori den gamle Verdens Samfund for Øjeblikket er ved at gaa til Grunde.

Her har Pontoppidan Ram paa Tidsalderens Idiottilbedelse, samtidig florerende hos Richard Wagner i Parsifal og hos Dostojevski i Idioten, senere hos Théodor de Wyzewa i hans evangeliske Fortællinger√.


Med Undtagelse af Hansteds bondefødte Frue og den kloge, skønhedselskende, kølige Præstedatter Ragnhild er de øvrige Personer i denne Bog – saa godt de end er gjorte – maaske ikke fængslende nok, har noget udviskede Konturer, saa de ved en Oversættelse√ neppe vilde√ interesserer Evropa.

Anderledes forholder det sig med Pontoppidans Hovedværk, i mange Maader et Mesterværk, Lykke-Peer. Her er Trækkene i de vigtigste Aasyn saaledes gravede ind i Læserens Sind (og det uden omkvædsagtig Gentagelse) at enkelte Skikkelser ved Livagtighed overgaar Alt, hvad der er |38| mig bekendt af alvorligt opfattede Skikkelser i nyere dansk Poesi.

Pontoppidan har aldrig gjort noget Forsøg paa at skrive impressionistisk, dramatisk som Jonas Lie eller Herman Bang. Han fortæller paa gammeldags Maade, kun at han aldrig selv er tilstede som Fortæller. Hans Sprog er marvfuldt, ikke fantastisk, ikke søgende nye Ord, og skyende de fremmede. Hans Billeder er simple, slaaende, aldrig sparkende, som det nu beundres. "Som en rødkammet Hane mellem sine Høns knejsede Kirken midt i Flokken af straatækte Huse".

Der er vel en Smule Selvbiografi i Romanen. Det latiniserede Pontoppidan (Broby)√ er blevet til Sidenius, og det hedder bittert, at Sideniusserne troer at hæve sig selv ved at lade haant om det Eneste, der er en Livskamp værd.


Lykke-Peer er Præstesøn, et blandt talrige Børn, Polytekniker, som Digteren selv. Han er paa det tekniske Omraade Opfinder. Han har sin Digters grundige Uvilje mod alt blot Artistisk. Han har sin Digters vemodige Grundsyn paa Danmark, "et dødsdømt Land, der i Løbet af et Menneskes Liv var svundet ind til Ruin, sygnet hen til et unyttigt Rudiment |39| paa Europas svulmende Legeme". Aldrig før er der gjort et saa dybtgaaende Studium af det egentlig danske Naturel i dette gamle Vikingeland, der i Aarhundredernes Løb var blevet det forgældede√ Degneland. Lykke-Per er tilsyneladende en Naturkraft, en Bamse, stærk og hensynsløs, besluttet paa at erobre Skatten, men han aabenbarer sig efterhaanden som et Menneske uden Lidenskab, uden stærk Selvopholdelsesdrift, eller rettere han besidder kun Lidenskabens negative Egenskaber, den kolde Natside, Trodsen, Selviskheden, Hævngerrigheden, ikke dens stormende Higen, ikke dens uovervindelige Længsel, ikke dens hærdende og lutrende Flamme.


Han er (siger Pontoppidan)√ Landets ægte Søn, et fuldbaarent Barn af det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og de frygtsomme Sind – Bakketroldene, der ikke kunde > kan se mod Solen uden at komme til at nyse, men som i Skumringen sætter sig paa deres lille Jordtue for med Fedel eller ved fromt Klokkespil at fremkogle straalende Syner. 40 Et Puslingefolk med store tænksomme Hoveder, men et Barns kraftløse Lemmer; et Tusmørkefolk, der kan høre Græsset gro og Blomsterne sukke, men som forputter sig i Jorden, hver Gang Morgenhanen galer.5

Fra Pers første Barndom er Livet kristeligt blevet mistænkeliggjort for ham, baade i Hjemmet og paa Skolen; Gravens Korsmærke er blevet tegnet paa hans Pande og hans Bryst fra den første Dag, han saá Lyset.


Det viser sig hans Liv igennem. Straks den første Gang en yppig Kvinde hengiver sig til ham, stødes han ikke ved hendes virkelige Laster, hendes Skaberi f. Ex., men han√ væmmes ved hendes Temperament. Alt Holdningsløst, alt√ kamæleonsagtigt Omskifteligt har noget Tiltrækkende for ham, hvor > som det f. Eks. møder ham i Frithiof Jensens Kunstnerpersonlighed, hvorimod Forstandsklarhed og |41| fast Ensidighed, som det møder > træder ham i Møde√ hos hans jødiske Forlovede, i Længden støder ham tilbage.

Saa begærlig han stødvis√ er, begærlig efter Penge i den Grad, at han staar paa Nippet til at > med Glæde forstøde > forstødte sin dog rige > velhavende Kjæreste > Brud, ifald han kunde faa hendes Kusine, der ejer 50 Millioner, skønt han end ikke kjender denne, saa "huser han dog inderst inde en middelalderlig Klosterbroder, for hvem asketisk Levevis og haardføre Vaner har noget skjult Tillokkende". Han ender da ikke heller som en Adam Homo√, ogsaa > men rolig og stilfærdig√ som fattig Eneboer.

Men hans > Hans Væsens Sammensathed er grebet med Mesterhaand. Han er det moderne Produkt af to Faktorer√: Danskhed og Barndoms-√ Kristendom.


Alligevel er det ikke Pers Skikkelse, som giver Værket dets Tiltrækning, det er de øvrige lyslevende Figurer i Bogen, fremfor alle Jakobe, den |42| fornemme og faste unge Jødinde, styg af Ansigt med sit Ørne- eller Papegøjenæb, men højst ejendommelig > karakteristisk, saa hun bliver En uforglemmelig i sin Særegenhed. Slank og fin. Overstrømmende i sanselig Betagethed, der bliver Elskov. Af Stolthed saa reserveret, at hun end ikke meddeler Per, at hun er med Barn. (Jeg troede dette Træk usandt; saa oplevede jeg det selv med en ung Kvinde, der betroede sig til mig).

Ved sine sikre Omrids, sit rige indre Liv, ved√ den Fortættelse af Figuren, som er Digterens vanskeligste Kunst, rager Jakobes Skikkelse op over hele Danmarks nyere Literatur.

Der er overhovedet en plastisk Styrke i Bogen. Læs Stedet, hvor Peer ser sin Moders fattige Kiste hænge i Kranen paa det Skib, der skal føre Liget til Jylland, og ser den som en anden Vareballe sænkes ned i Lasten.


Ikke Alt i Bogen er mig lige kjært. Handlingens Anslag er unaturligt. Ingen testamenterer sin Formue til en heldig Medbejler. Ingen Neergaard dræber sig for en Dusinkvindes Skyld. Præsteskikkelserne Blomberg og Fjaltring |43| fortjener ikke den Plads, der i Bogens Slutning√ ødes paa dem; og Dr. Nathans Person synes mig ikke > langtfra heltsynderlig vellykket; men Værket er rigt og lærerigt.

Efter denne Bog er der hos os√ skrevet en anden stor Roman i flere Bind, der giver et Billede af Nutidens Danmark, Laurids Bruuns fortjenstfulde Af Bygernes Æt. Den har fremfor Pontoppidans Roman ét Fortrin, den mere Dramatik i Kompositionen, og det Pletskud, at alle Heltens Forhaabninger, hans hele Stilling, bryder sammen, fordi han ikke vil overtage den arvede Formue, han arver efter sin Svigerfader, da han erfarer, den er vunden ved politisk√ Corruption. Maaden, hvorpaa denne Corruption betragtes af Omgivelserne, og Maaden, hvorpaa man lader ham > Helten falde, da han er formueløs, er betegnende for de sidste Tiaars Danmark.


|44| [herfra og ud skrevet med sort blæk og en mere fast og regelmæssig skrift (en renskrift?)] Men ingen Skikkelse er her fortættet og fremstilt i højt Relief som Hovedfiguren i Lykke-Peer; ingen kan maale sig med Jakobe.

Den anden omfattende Roman, der lader sig sammenligne med Pontoppidans Bog, er Martin Andersen Nexø's Pelle Erobreren. Den er helliget Pontoppidan og dens første Bind udkommer to Aar efter at Pontoppidan har udgivet sit > Lykke-Peers sidste. Det er vor Literaturs første store Proletar-Roman, skrevet en for Hovedpartiernes Vedkommende oplevet Bog, indeholdende en overvældende Masse af Enkelt-Iagttagelser, hvis Sandhed umiddelbart fornemmes og et rigt Galleri af indtrængende forstaaede mandlige og kvindelige Individualiteter. I sin Fremstilling af den kjøbenhavnske Socialismes Udvikling er den uhistorisk og fantastisk og i sit Slutningsbind er den udenfor Virkeligheden og udenfor hvad Værket var anlagt til at skulle bevise, Proletariatets Sejr ved egen Kraft. Bogens Grundsyn > Synsmaade er desværre |45| Menigmands alene; Repræsentanterne for Overklassen stedmoderligt behandlede. Her fattes Solblikket ovenfra.


Pontoppidans Roman har med sine Ufuldkommenheder en sikrere Holdning, et videre Blik. Den er som Bog Mindesmærket over en Danskhed, der har hersket i Aarhundreder – lige saa længe som Pontoppidan'ernes literært-teologiske Dynasti – men som Henrik Pontoppidan maaske mere energisk end nogen anden har stræbt at skrinlægge for bestandigt, paa det at højere Livsformer af dansk Aand kan spire og trives i dens Sted.

———

Georg Brandes  

 
[1] Hovedord: Georg Brandes brugte hovedord i betydningen substantiv (se ODS, Hoved-ord 2.2). tilbage
[2] i det samme: jf. Georg Brandes til Edvard Brandes i brev fra august 1881 (BBB brev nr. 57):

Der gives to Maader at forbedre sig paa:

enten som jeg selv pleier at gjøre uophørlig Omarbejden, den mest trættende Maade

eller som V. Hugo siger: jeg retter mig selv i mit næste Arbejde.

tilbage
[3] det vordende Barn: Det refererede sted i Det ideale Hjem lyder (i udgaven fra 1900, s. 232-33/Smaa Romaner 1893-1900, s. 577-78):

Han tænkte i det hele ofte paa, om det ikke vilde være en Lykke for Børn aldrig at lære deres Fader at kende, alene at betragte sig som Afkom af Moderen, en Frugt af hendes Hengivelse under Alnaturens Vilje. I Forholdet til en Fader vaktes der let hos et |233| lidt ældre Barn en forstyrrende Mistanke om, at det ikke særlig var dets Fremkomst, han havde tilstræbt i sit Samliv med Moderen. Anderledes med Moderen selv, hvis sanselige Attraa jo ikke var andet end hendes første Kærlighedsytring overfor det vordende Barn..

tilbage
[4] Frederik van Eeden: hollandsk læge, forfatter og socialreformatør (1860-1932) hvis bog Den lille Johannes (De Kleine Johannes, 1887) i 1903 blev oversat til dansk; GB skrev en artikel om ham og den. I foredragets trykte udgave, se Samlede Skrifter, bd. 17, s. 186-89. Det er Alfred Ipsen der har skrevet om ham i Salmonsen, bd. V, 1896. tilbage
[5] galer: GB citerer efter LP A VI, s. 157. Teksten flyttet og lidt anderledes i B kap. 20 (III. bd. 1905, s.47.) tilbage