En Vinterrejse

Nogle Dagbogsblade

5

ET FORORD'1

Julen tjener jo ikke blot til Opbyggelse for Sjælen. Som ved alle kirkelige Højtider faar ogsaa Maven sin rigelige Del af Glæden. Og mon der noget Sted i Kristenheden spises saa fedt og godt til Jesusbarnets Ære som i Danmark? Den brunstegte Gaas, fyldt med Svedsker og Æbler, er bleven Julens Sindbillede hos os. Dersom vi kunde kigge lidt i de himmelske Regnskaber, vilde det sikkert vise sig, at det ikke er Helligaanden men Spisekammerdjævlen, der indfanger de fleste Sjæle i Tiden mellem Jul og Helligtrekonger.

For at undfly hans lumske Anslag brød jeg engang'2 op midt under Festen, rystede Københavns søvnige Jule-Regnvejr af mig og flygtede op til det snedækkede Norge.

Her faldt jeg imidlertid for en anden Fristelse. Jeg rejste alene, og til Underholdning 6 for mig selv hengav jeg mig til den konfirmandagtige Sysselsættelse at føre Dagbog. Jeg maa dog tilføje, at det nu er en Del Aar siden.

Det er en Udskrift af denne gamle Rejsejournal, jeg her trods Papirnøden drister mig til at offenliggøre. Jeg har ikke engang den Undskyldning, at mine Oplevelser har været ualmindelige. De er tværtimod ganske hverdagsagtige. Der er ikke det mindste eventyrlige ved dem. Ikke saa meget som en stakkels Bjørnejagt kan jeg pirre Læsernes Nerver med. Under andre Forhold vilde jeg maaske have imødekommet Tidens Smag for det morderiske ved at forsøge paa at tildigte en saadan ligesom hin Ærværdige, der skrev sit berømte, bloddryppende Jungle-Poem "Tigerdræberen" paa Indtrykkene fra sine Loppejagter i Uldtrøjen. Men dette er altsaa ingen Digtning. Det er en slet og ret Meddelelse, et løsrevet Kapitel af min Levnedsbog, og bør derfor være præget af den strenge Sandfærdighed og den Sky for Overdrivelse og Selvbesmykkelse, der plejer at udmærke den Slags Værker.

7 Har jeg saaledes kun ringe Haab om at kunne interessere de Læsere, der nu ogsaa af Juleliteraturen forlanger at faa Gaasehud paa Kroppen, kan jeg dog maaske gøre Regning paa, at andre vil tilgive mig Udgivelsen af disse hengemte Blade og forstaa, at den ikke er ganske hensigtsløs.'3

***
 

8 Første Stoppested: Kristiania. Byen skal efter Sigende rumme halvtredjehundrede tusinde Mennesker foruden tre kongelige Personer. Jeg begriber bare ikke, hvor de alle sammen er henne. Byens Promenade, den brede Karl Johan-Gade, ligger øde og forladt i et gyseligt Snesjap. Der er ingen i Butikerne, ingen i Barberstuerne. Ogsaa Kafeerne er tomme. Jeg har siddet en Time paa Grand som en enlig Flue i et Spind af otte Opvarteres forbavsede Blikke. Jeg har spaseret omkring i Museet og følt mig som en af de sidste Efterlevende i en til Døden viet By.

Altsaa videre!

*

Ad Bergen til med den nye Højfjeldsbane. I Løbet af nogle faa Timer er jeg 9 bleven løftet fra Kristianias Taage og Søle op til den evige Sne og en Vintersol, der trods femten Graders Kulde føles helt foraarsagtig paa Kinden. Heroppe har jeg fundet Hovedstadens udvandrede Befolkning paa Ski. Her vrimler af Ungdom, der i disse Feriedage har taget de store Sommerhoteller i Besiddelse lige til Tagbjælkerne. Her skrider disse norske Buksedamer, hos hvem det nationale Sportsliv har udviklet en egenartet Flanen, hvor Skistaven og Topluen spiller samme Rolle som Viften og Mantillen hos Sydens Koketter.

Hver Station heroppe paa Fjeldryggen er for Tiden en Slags grønlandsk Dyrehavsbakke med arktiske Forlystelser af forskellig Art. Her er Telte med Honningkager og Appelsiner. Her er et Par gulbrune Lapper med deres Skindslæde, som trækkes af Rensdyr og udlejes til opskruet Pris'4. En Rundtur over Snemarkerne med disse garanteret naturægte Fjeldmennesker'5 er omtrent lige saa eventyrlig som et Ørkenridt paa Dromedaren i en zoologisk Have.

Ogsaa nogle Landsmænd har jeg truffet her, norsk kostymeret i Raggsokker og med 10 lange Stave. Et Par af dem staar nok'6 saa godt paa Ski som Størsteparten af de Indfødte, og Damerne tager sig alle smukkere ud end de norske, der gennemgaaende er lovlig grønlandske i Form og Bevægelser'7. Men "Karl Johan" griner naturligvis af'8 dem, fordi de er danske. Hvad vil de ogsaa her? Hvad vil jeg selv her?

Altsaa videre!

*

Forinden jeg rejste hjemmefra, lovede jeg et Par ulykkelige Forældre, at jeg overalt skulde'9 forhøre mig om deres Søn, en ung dansk Student, som Norges Natur har forkoglet. I snart to Aar har han flakket om her i Landet uden at lade høre fra sig. Kun i Ny og Næ sender han Forældrene et Par Ord paa et Postkort. Altid de samme Ord: "Har det godt." Aldrig mere. Ingen Oplysning. Ingen Adresse. Ingen Hilsen.

Forgæves søgte jeg hans Spor i Kristiania'10. Ogsaa her paa Stationerne'11 ved Bergensbanen har jeg overalt'12 spurgt efter ham'13. Det er nu næppe heller'14 paa den Slags Steder, han holder til. Efter alt, hvad jeg har 11 hørt fortælle'15 om den ekcentriske unge Mand, sidder han snarere gemt i en eller anden Afkrog af dette vældige Stenrige som en Bjergtagen, der i Huldrens Favn har glemt Hjemstavn og Slægt.

*

Bergen – Regnvejr. De to Ord er uadskillelige som Degnen og Amen. Der skal i Frankrig findes en Dalstrækning, som paa Grund af de hyppige og heftige Regnskyl, der hjemsøger den, af et vittigt Hoved er bleven døbt Himlens Kammerpotte. Men dette Navn'16 er et Ran. Æren maa sikkert'17 tilkomme den Klippekedel, i hvis Bund Bergen ligger. Aaret rundt driver vandtunge Skyer herind fra Havet og udtømmer deres Indhold med forfærdende Vedholdenhed.

Idag er der til Afveksling blandet Sne i Regnen. Til Tider vælter den ned som et tæt Drys af store Gaasedun. Man vandrer gennem Gaderne i et slubrende, graagult Ælte. Nede paa det berømte Fisketorv, mellem de lange Rækker af Boder, ligger Sneen som en blodig Gelé. Vældige Kroppe 12 af Helleflyndere, Kæmpetorsk og andre Søuhyrer gaber En glubsk imøde. Man har en Fornemmelse af at befinde sig paa Havets Bund.

At denne undersøiske Tilværelse er Befolkningen hjemlig, skønnes alene af Paaklædningen. Oljetøj og Sydvest er Nationaldragten her. Selv Børnene bærer den. Drengene sjapper afsted i Gummi-Overtræk og Kanonstøvler som pudsige smaa Fiskermænd.

Et Sted i Nærheden af den gamle "Tyskebrygge" staar en Statue af Holberg. Den staar der for saa vidt med fuld Ret som hin sprudlende Latterkilde'18 jo virkelig havde sit Udspring her i denne sorte Klippegryde'19. Ogsaa Holberg har i sine Drengeaar sjappet om mellem disse tjærede Fiskeboder som en lille Ulk, har spillet Klink opad de gamle hanseatiske Pakhusgavle og købt Sirupsdutter hos en Morlille i Slippen.

Alligevel gør dette norske Æresminde et underligt Indtryk paa en Dansk og føles halvvejs som en Tilsnigelse. Hvorfor? Det ligger velsagtens i den Maade, hvorpaa Holberg her er fremstillet. Denne adstadigt 13 promenerende Borgermand'20 med Kniplingsmansjetter og Spændesko, denne baroniserede Professor giver et falskt Billede af Holbergs Forhold til hans Fødeby og Fædreland. En saadan Statue kunde tilnød passe i København. Her i den øde norske Natur, som han forlod i Tyveaarsalderen, og hvortil han – den vidt omflakkende Verdensborger – aldrig droges tilbage af nogen Hjemlængsel, her skulde han staa som en rejsesyg Yngling, der stirrer ud i Regnmulmet med store, urolige, livshungrige Øjne.

*

Endnu en Rundgang gennem Byen, inden Mørket falder paa. Det er idag Aarets sidste Dag. Ud af alle Huse lugter det igen af Jul. Ogsaa her paa Hotellet staar en fed Stegeduft af Gaas og Gris op gennem Trapper og Gange.

Hvordan er det i Grunden gaaet til, at netop Kødet af'21 disse to Dyr'22 er bleven ophøjet til at være Nordens Helligdagsspise? Ikke Lam, ikke Duer eller andre af Bibelens symbolske Offerdyr, men Grisen, 14 Sindbilledet paa alt, hvad der er skiddent og lugter ilde, og Gaasen, Dumhedens Symbol, denne mæskede Fugl, Svinet iblandt Fuglene, der bliver fed og faar Mave, fordi Flyveevnen er den nægtet.

Der ligger ude i Havnen et Ruteskib med Dampen oppe. Det sejler i Aften og skal nordpaa helt op til Hammerfest, ja videre derfra ind til Russergrænsen. Jeg har været ombord og besigtiget Lokaliteterne. Skal jeg tage med? Jeg har engang før tumlet over Ishavet i en Snestorm og gyser lidt ved Tanken. Men naar jeg, som det synes, dog ikke kan blive Julekvalmen kvit, foretrækker jeg den rigtige, naturlige Søsyge og Sindets Stormgang for denne Stegekælder-Svimmelhed.

Jeg gaar ombord.

*

Det blev silde, før vi fik de sidste Melsække væltet ned i Lasten og stod ud af Fjorden. Det var bælgmørkt. Endnu gaar vi med sagtnet Fart. I enkelte Øjeblikke standser Maskinen næsten helt. Der høres da kun Rorkættingens tunge Raslen frem 15 og tilbage paa Dæksplanken. Lyden virker som et Faresignal. Den forkynder, at vi nu er paa Vej gennem en vanskelig Snevring.

Vi er ialt kun fire Kahytspassagerer. Fire kedelige Mandfolk, der saa vidt muligt undgaar hinanden. Ved Aftensbordet, hvor dog baade Kaptajnen og Styrmanden var tilstede, blev der ikke mælet et Ord. Det er formodenlig'23 norsk Skik, at der ikke tales, naar man spiser. Jeg kender i hvert Fald ikke noget saa gravalvorligt som et saadant aabent Bord i Norge. Vi fortærede vor Nytaarsnadver – Ribbenssteg med Surkaal – under en dyster Stilhed, som var det en virkelig Offerhandling. Sauceskaalen vandrede fra Haand til Haand med en Højtidelighed som en hellig Kalk.

Bagefter satte jeg mig ind i Rygesalonen, hvor jeg fik Lov at være alene Resten af Aftenen. Hver Gang en af mine Medrejsende kiggede derind og saae, at der var optaget, trak han skyndsomst Hovedet tilbage med en forfærdet Grimace, som om jeg var en Spedalsk'24.

Lidt før Midnat gik jeg ud paa Dækket 16 for at være under aaben Himmel, naar Aaret drog sit sidste Suk. Det sneede ikke mere; men det var en Nat saa sort som sejlede vi langs med Dødens Strande. Ikke en Stjerne paa Himlen, ikke et Lysglimt fra Land. Kun saaes nu og da forude et blodrødt Lys, der et Sekund farvede Vandspejlet og forsvandt igen. Det var en af de roterende Fyrbøjer, som afmærker Sejlløbet ud gennem den bugtede Fjord.

Efterhaanden som Øjnene vænnedes til Mørket, skelnede jeg Omridsene af Fjeldmasser, der nærmede sig spøgelseagtigt'25 snart fra den ene snart fra den anden Side som natlige Skygger, et endnu sortere Mulm. Og pludselig hørtes en underlig Klang. Den mindede om Lyden af en Kirkeklokke og syntes at stige op dybt nede fra en sunken Verden.

Kort efter rundede Skibet et usynligt Næs, og i det samme illumineredes Havet forude pragtfuldt af en lang Række Lys. Det var en lille Handelsplads, hvis oplyste Vinduesruder spejlede sig i den blanke Havflade. Og derinde fra Næsset var det, at den mystiske Klokkelyd kom. Det var Byens 17 Kirke, der med en Midnatskimen ringede det gamle Aar ud.

Efterhaanden som Skibet nærmede sig, kunde man se, at der var mange Folk paa Benene derinde. De bevægede sig foran de oplyste Vinduer som mørke Skygger. Et Sted syntes der at være en større Sammenstimling. Der var aabenbart en, der holdt en Tale. Thi pludselig lød Hurraraab ledsaget af Bøsseskud og Knaldbomber. Vi for vort Vedkommende tudede med Dampfløjten, og Ekkoet oppe paa Fjeldet svarede med en Hujen som en Troldelatter.

Vi stoppede op midt i Sejlløbet. En Baad dukkede frem af Mørket og lagde til ved Skibssiden. En gammel Graaskæg sad i Bagstavnen med en Lygte paa Knæet. Skæret faldt hen over Tofterne, hvor der sad et Par andre gamle Skæggemænd med Skindhuer og Lufvanter.

Skibets Faldtrappe blev sænket. Nogle Postsække udveksledes, og der kom en Passager ombord.

Det var en høj Kvinde med et Tørklæde omkring Hoved og Skuldre. Da hun stod 18 paa Faldtrappen, vendte hun sig om, og et sovende lille Barn blev rakt op til hende i et Sjal. Skæret fra den gamle Mands Lygte dernede omskinnede et Øjeblik Barnets Hoved som en Glorie.

Det var, som om vi med dette hemmelighedsfuldt tilhyllede Barn'26 fik det nyfødte Aar bragt ombord.

Nu sidder jeg nede i min lille Kahyt og skriver ved en ubehageligt dirrende Skibslampe, der er skruet fast i Loftet. I Aarets første Time sender jeg en Hilsen hjem til Venner og Uvenner og lykønsker til de næste 365 Omdrejninger af den store Markedskarussel, som vi bliver ved at klamre os til trods alle Kvalmefornemmelser. Jeg ser i Aanden min ærede Samtid fare mig forbi paa Ryggen af vælige Kæpheste, der strækker Hals og sparker ud, som var det Livet om at gøre at blive første Mand i denne Rundfart paa Stedet. Midt i Vrimlen opdager jeg min Uven, Hr. Adonis Slidder-Sladder, i blankstrøgen Silkehat og Glacéhandsker som Gentlemanrytter paa sin glasøjede Pegasus. Fred være ogsaa med ham! Han leve længe! Det kan i mismodige Øjeblikke 19 være til stor Trøst at vide sig hadet af en Usselryg.'27

Lirekassens Horn skratter, Hjulene knager, Maskinen hvæser. Man kan ingenting høre for bare Spektakel. Hov! Der sank En ned ad Sadlen med et Skrig og forsvandt i Mørket. Og atter En! – Ligemeget! Vi andre klamrer os blot endnu mere krampagtig fast. Og næste Nytaarsnat, naar Jordens Kirkeklokker kimer og Verdenskarusellen atter synes at staa stille et Minut, fordi Tiden paa ny har barslet, vil alle de, alle vi, der oplever den store'28 Stund, igen storme ud paa Gaden og med Hurraraab og Kanonslag hylde den høje Moder og hendes nyfødte Pode.

"Vi hilser dig, du Evige, paa vor Vej mod Undergangen!"

*

Nytaarsmorgen sover man altid længe. Jeg kom først op paa Dækket, da vi ud paa Formiddagen fortøjede i en Havn. Det var en halvstor Købstad ude i de yderste Skær ved selve det aabne Atlanterhav. Det kunde mærkes, at vi havde nærmet os et 20 andet Himmelstrøg. Der var en frisk Kulde i Luften, der gav Nordlands-Anelser. I Havnen laa tilisede Baade, og Fjeldene rundt omkring lyste af Sol og Sne.

Inde paa Bryggen, der aabenbart var Byens Langelinje, spaserede den søndagsklædte Befolkning. Alle hilste hinanden, mange standsede og trykkede hinandens Hænder med denne lidt upaalidelige Venskabelighed, der kendetegner Borgerskabet i alle smaa Sladrekøbinger Verden over. Byen laa i tre Etager opad en brat Fjeldside. Husene i de underste Gader sendte Skorstensrøgen lige ind ad Forstuedøren til dem, som boede ovenover. Til Gengæld havde disse den Fordel, at de fra deres Vinduer kunde holde Øje med alt, hvad der foregik indenfor de andres Plankeværker. Ingen kunde gaa med Nøglen over Gaarden eller have Stævnemøde i en Kælderhals uden at blive observeret.

Det faldt mig ind, at dersom min bortflygtede danske Student havde gemt sig her, kunde han umuligt være forbleven'29 ubemærket'30. Jeg tænkte derfor paa at gaa i Land for at forhøre mig hos en eller anden af 21 de Spaserende. Men inden jeg fik bestemt mig, blev Landgangen taget, og vi dampede videre.

Jeg har nu i Stedet'31 udspurgt Kaptajnen og begge Styrmændene, der Aaret rundt sejler her langs Norges Vestkyst og kender hver Smaaby, som om de havde hjemme der. Jeg har beskrevet den unge Mands Udseende for dem, saadan som jeg selv har opfattet det af andres Beskrivelse'32. Ogsaa hans Omflakken har jeg fortalt om. Men ingen af dem erindrer at have hørt noget om ham. Det undrer mig ikke. I dette uhyre Land maa et enligt Menneske let kunne finde sig usporlige Skjulesteder. Jeg kan vistnok lige saa godt først som sidst opgive al Efterforsken.

Det gør mig ondt for den unge Mands Forældre. Tilfældigt traf jeg Grosserer Hornung og Frue'33 i et Selskab kort før Jul. Et Par stilfærdige Familjemennesker, der kun har dette ene Barn. Moderen græd, blot hun nævnede Sønnen. Han skal have været en lovende ung Mediciner og en passioneret Sportsmand. Som en rig'34 Mands eneste Barn'35 rimeligvis en Del forkælet og 22 forvænt. For to Aar siden arvede han en lille Sum efter en Bedstefar, og kort efter afbrød han sit Studium, forlod i al Stilhed Hjemmet og København for at leve som Vagabond. Ingen af Forældrene kunde fatte Grunden, og det var navnlig dette gaadefulde i hans Forsvinden, som de begge stadig kom tilbage til.

Nu er det allerede igen blevet Aften, og jeg sidder hernede i mit lille Lukaf opslugt af Mørket og Ensomheden som salig Jonas, da han sad i Hvalfiskens Bug. Min Pen ryster. Maskinens Stempler dunker gennem det store Skibslegeme som Søuhyrets tunge Hjerteslag. Lugten af Sildeolje fra Maskinen og af Tran fra Lastrummene fuldstændiggør den bibelske Situation.

Første Styrmand spurgte mig idag, hvor langt jeg agtede mig hen'36. Hvad skulde jeg svare? Det kunde dog ikke nytte at fortælle ham, at jeg rejser for at komme af med en haardnakket Julekvalme og vil blive ombord, indtil det er lykkedes mig'37. Farten gaar vedblivende mod Nord og ender først ved Russergrænsen. Det er alt, hvad jeg foreløbig veed om Fremtiden. Og mens jeg sidder her 23 og tænker paa den bjergtagne danske Student, føler jeg mig halvvejs selv som en saadan usalig forlokket, hvem en eller anden Huldre eller Heks trækker efter sig ved Haarene – jeg veed ikke selv hvorhen.

*

I tre Døgn har vi nu sejlet gennem Fosens, Helgelands og Saltens Øhav. Af og til har vi fortøjet ved en Handelsplads, hvis rødtjærede Søboder stod paa Stylter ude i Vandet, har'38 faaet Kasser med Smaasild ombord og til Gengæld efterladt en Brygge fuld af Petroleumstønder og Melsække. Trods den ringe Befolkningsmængde er Handelsomsætningen stor heroppe. De fleste Livsfornødenheder skal i disse øde Egne tilføres udefra. Men er Landet fattigt, saa er Havet rigt og kan betale Indførslen med sin Overflod.

Mine Medpassagerer er da ogsaa væsenlig Forretningsrejsende. De skifter stadig, men sjelden er vi mere end en halv Snes Stykker, ja til Tider har jeg en fyrstelig Fornemmelse af at gøre en Lystrejse med mit eget Skib.

24 For det meste gaar Sejladsen indenskærs. Snart manøvrerer vi gennem Snevringer, hvor Omgivelserne taarner sig op omkring os, saa det undertiden ser ud, som om Skibet skulde klemmes inde mellem Klippemurene. Snart damper vi frem over en stille Bredning, der spejler de omgivende Snefjelde med himmelsk'39 Klarhed.

Hele Dagen følges vi af nogle store, tavse Maager, der holder sig over vort Kølvand. Men hver Gang vi nærmer os det aabne Hav, omflagres Skibet af skrigende Søfugle ude fra de yderste Skær. De kan samle sig omkring os i saa umaadelige Skarer, at Himmel og Hav hvidner af dem.

Jeg husker Højsommeren her, naar alt er Farve og vild Glød hele Døgnet rundt. Nu ved Vintertid synes Naturen at ligge bunden'40 i Dvale. Søvntungt glider Landet forbi i sin tykke Snepels. Fjeldbækkene, der om Sommeren larmer og skummer ned ad Klippesiderne, har Frosten bragt til Tavshed. Store Flokke af Ederfugle ligger ubevægelige paa det sorte Vand og flytter sig ikke, før Skibets Stævn næsten berører'41 dem. Saa basker de sig et lille Stykke bort i en 25 saa lav Flugt, at det ser ud, som om de i Søvne ruller sig hen over Havfladen.

*

Vi er nu kommen over Polcirklen, har taget Afsked med Solen og glider dybere og dybere ind i Polarnatten. Endnu varer Daglysningen dog omtrent tre Timer. Ved Middagstid hviler en ømt forenet Morgen- og Aftenrøde langs den sydlige Horisont. Forøvrigt sejler vi i Skæret af Nordlys og en vidunderligt funklende, grønblaa Stjernehimmel.

*

Nordmændene kan trøstigt indbyde Alverdens Turister til at tage deres Land i Øjesyn. Dets Skønhed er af den Art, der falder enhver i Øjnene og kan nydes uden Forudsætninger. En dannet Pariser og en Hottentot vil overfor disse Naturvidundere hensættes i samme Tilstand af Betagelse. Nordmændene har ingen Grund til den Slags Ængstelse, som vi Danske undertiden kan føle overfor det Fremmedbesøg, en ihærdig Reklame i de senere Aar har tilført 26 os. Sandt nok, vi har Havet, og for et Indlandsfolk som Tyskerne er dette et mægtigt Trækplaster. Men hvor ofte gribes vi ikke af Forlegenhed ved Synet af disse forventningsfulde Englændere og Amerikanere, som med søgende og uforstaaende Blikke spaserer om paa de Steder, vi selv elsker mest, og først lever op, naar de har fundet Vej til et af de store Kysthoteller og sidder vel anbragt ved en halv Hummer og en isafkølet Akvavit'42.

Nordmændene er jo heller ikke i Tvivl om, at de ejer Jordens skønneste Land. Jeg var forleden uforsigtig nok til inde i Rygesalonen at indlade mig i en Diskussion derom med en af mine Medrejsende, en ordrig Herre, der vistnok var Skolemand eller Politiker eller Redaktør, maaske snarest et Ruskomsnusk af alle tre Dele. Da jeg nævnede Schweiz som Konkurrent til Skønhedsprisen, satte han mig en udspilet Næve med gule Kinesernegle'43 op for Ansigtet og opregnede forretningsmæssigt alle Norges Fortrin, idet han for hver Post bøjede en Finger ned mod Tommeltotten. Laa Schweiz 27 ved Havet? Bød Schweiz eller noget andet Land i Verden'44 paa en Skærgaard som den mellem Frederikshald og Varanger?'45 Tre hundrede norske Mile lang! Utalte Tusinder af Øer'46. Fiskepladser og Fugleklipper i hundredvis. Schweiz! Saae man sprøjtende Hvaler i en Spytteklat som Vierwaldstädtersøen? Eller Bjørn og Los paa Rigi?

"Hev ho osse Norjes ljose Sumernatt? Og Midnattssoli – ka'?"

Hertil kunde jeg jo svare, at Schweizerbjergene til Gengæld løfter En nærmere Himlen; at Modsætningen mellem Højalpernes Istids-Øde og Dalenes sydlandske Frodighed er af rigere Skønhedsvirkning end Norges graa Ensformighed; at en Vandring over et Bjergpas i Schweiz, hvor man i Løbet af faa Timer kan naa fra den evige Snes Regioner ned til Vinmarker og blomstrende Ferskenhaver, lever festligere i Mindet end disse endeløse Dagmarcher gennem en uddød Verden af vejrsprængte og afsvedne Stenmasser.

Og alligevel! Selv naar man bærer paa en gammel Ungdomskærlighed til det helvetiske Højland, nødes man til at give den 28 norske Mand Ret. Nede i Sogn eller Søndmøre, ja selv i Jotunheimen kan man endnu tvivle. Men naar man fra Bodø sejler ud over Vestfjorden og ser Lofoten blaane frem med sine hvide Tinder, bliver man tavs. Selv en saadan halvmørk Vinterdag midt i det berygtede Vestfjord-Gab, hvor Atlanterhavsdønningen sætter ind med sin fulde Kraft, føles det her, som om man lagde Virkelighedens Verden bag sig og styrtede ind i Drømmenes luftige Rige. Denne svømmende Fjeldrække, der fra Norges krumme Nakke er slynget ud i Havet som en flyvende Manke, bevogter Indgangen til et Eventyrland. Derinde ligger Finmarken i al sin uberørte Herlighed. Balsfjorden, Lyngseidet, Tanenfjord. Det bliver saa højtideligt stille i En, bare man nævner Navnene.

Vi gik i Nat gennem Tjelde Sund, og i Morges naaede vi Tromsø. Her skal vi ligge Dagen over for at tage Kul ind.

Da jeg henved Klokken ti i Formiddags gik fraborde, rugede Nattemørket endnu over Byen. Gadelygterne brændte, og i Butikerne var der Lys. Men kort efter rødmede det i Syd, og Stjernerne slukkedes.

29 Tromsø er Nordlands Hovedstad. Her er baade Amtmand og Bisp. Hotellet hedder Grand Hôtel og viste sig at svare til Navnet i det mindste'47 for Prisernes Vedkommende. Nordmændene, der med saa god Grund er stolte af deres Lands Skønhed, veed ogsaa at vurdere den i Penge. Heller ikke heroppe udstilles den til gratis Beskuelse for Fremmede. Der maa betales Entré.'48

Byens Liv præges helt af Søen. I Havnen og paa Reden ligger mange Smaaskibe, navnlig Russere, der kommer oppe fra det hvide Hav med Korn og Mel og sejler tilbage med Sild, Hvaltran og andet godt af Havets Fedme. Butikeme er fulde af Søfolk. Næsten allesammen høje, blaaøjede Mænd med Brystet dækket af et Vikingeskæg. Mellem disse Kæmper tager de smaa, gulblege og sortsmudsede Lappefolk sig helt underjordiske ud.

Nu er Klokken halvto, og Dagen er atter sunket ned i Mulm. Vi havde klart Vejr indtil Middag. Da føg Himlen til med svære Skyer, og nu sner det.

— — —

*

30 Det bliver ved at sne. Natten er mørk, og jeg har lukket mig inde i mit lille Lukaf med den dirrende Skibslampe.

Der findes her ombord en lille Bogsamling til Underholdning for Passagererne i de mange af Døgnets Timer'49, man paa Grund af Mørket og Kulden nødes til at opholde sig under Dækket. Straks den første Dag tog jeg et Bind af Wergelands Skrifter'50 og har heri fundet'51 en Boganmeldelse fra 1834, som er et interessant Dokument.

Den store norske Poet og Sandsiger smykker'52 med Udødelighedens Krans en svensk Lyriker, hvis Navn forlængst er glemt – Ridderstad hed han – og langer samtidig af sit gode norske Hjerte tølperagtigt'53 ud efter Datidens danske Skønliteratur. H. C. Andersen kanøfles, Heibergs Digtning kaldes "en Række Flauserier, der vækker Foragt". Om det saa er vore to Salmedigtere Ingemann og Grundtvig, spares de ikke for et Par Ribbensstød. Hele vor berømmelige Guldalderpoesi betegnes som en "Sofaliteratur", der alene har magelig Underholdning 31 til Maal og derfor hurtig vil slettes ud af Folkets Erindring, medens Hr. Ridderstads Aand vil lyse og lyne over Norden til evig Tid.

Denne profetiske Dom er jo ikke bleven'54 godkendt af Historien'55. Det er et Uheld'56, der kan hænde'57 selv de største Profeter uden at deres Anseelse lider'58 noget Skaar derved. Men Dommens himmelskrigende Uretfærdighed kan undskyldes, naar man husker, hvilken dominerende Indflydelse dansk eller rettere københavnsk Bykultur havde faaet i Norge, særlig ved den Øhlenschläger-Heibergske romantiske'59 Digtning. For Datidens norske Læseverden var det danske Digtersprog bleven Gudernes sande Tungemaal, og kun hvad der kom fra København eller i det mindste havde ladet sig præge i dette Nordens Athen, anerkendtes som virkelig Poesi. Naar da en national Vækker som Wergeland behandlede de danske Digteres Lavrbærkrans som en udkogt Suppevisk og sparkede den hen i Skarnkassen, var det berettiget Nødværge.

Forholdet har forandret sig. Efter trekvart Aarhundredes Forløb er Bøtten bleven 32 vendt. De norske Digtere har underlagt sig Danmark og trængt vor egen Literatur'60 ind i Skammekrogen. Fjeldet har hævnet. Huldren har spillet for os allesammen, har trolddomsagtigt besnæret vort Slettebo-Sind med sin Langelek og forledt os til Troløshed baade mod vor Natur og vort danske Sprog.

Hvor lød det ikke forlokkende, naar vi i Ungdommens Dage læste i de norske Bøger om Gutten, der hører Jenten sin hauke borte i Lierne! Hvorimod det føltes beskæmmende fladt, naar den hjemlige Digter skrev: "Da hørte han Maren raabe ude paa Marken." Hvor vildt og stort blev ikke Havet, naar Søerne "glæfsede" og Stormen "rautede"! Hvilken eventyrlig Vinterstemning fremmanede ikke de ljomende Dombjælder og Bredslæderne, der gnissede og gnurede og ulede i Sneskavlerne!

Vi har slugt mange fæle norske Kameler i den Ragoût.

Ibsens Verdensberømmelse laante det norske Parnas et Skin af universel Betydning, i hvis Afglans dets mindre Aander nu soler sig. Stadig forsamler det godtroende danske 33 Publikum sig om ethvert ligegyldigt norsk Digterværk med en Andagt som til en Højmesse i Aandens Tempel, mens Størsteparten af vor egen Literatur kummerlig frister Livet ved Læsetaskernes Naade.

Ilde var det, og værre er det blevet.'61 Paa en Tid, da'62 man i Norge mere og mindre aabenlyst sætter'63 Gift for alt, hvad der er'64 dansk, forfalder'65 vi til en godfjottet Dyrkelse af det norske, forgaber'66 os i Fjeldmennesket og dets danske Abekatte, efterligner'67 det i ugenert Omgangstone og giver'68 vore Børn og vore Sommerhuse, vore Lystbaade og Sportsklubber ravnorske Navne.

Saa pinegalt er Forholdet efterhaanden blevet, at ogsaa vore Fædrelandssange, ja selve Nationalsangen er i Færd med at fortrænges af norske Toner. Er det ikke til at blive syg af, naar man paa Møder og i Folkeoptog, hvor det slet ikke er Meningen at flage med skandinaviske Følelser, hører Forsamlingen tankeløst udjuble "Ja, vi elsker dette Landet!"

Gang efter Gang i disse Dage har jeg hørt Wergelands Triumflatter runge mellem Fjeldene.

34 I den evropæjske Manege synes vi danske mere og mere at gaa op i Rollen som den altid applauderende Klovn. Og Takken for vort beredvillige Bifald er som for alle dumme August'er Spark og Knubs fra alle Sider. Men selv naar det regner ned over os med tørre Prygl, bevarer vi Artigheden og applauderer. Det kan naturligvis være Tegn paa et fromt Sindelag, at man vender den venstre Kind til, naar man har faaet et Slag paa den højre. Men det kan ogsaa have en anden Aarsag. Det kan skyldes, at man ved Vanens Hjælp som et Æsel har mistet Evnen til at føle Smerte.

*

Nu har vi for Alvor faaet Polarhavets Isaande over os. Byger af Sne jager hvert Øjeblik over Skibet, og Kulden er idag saa voldsom, at det næsten er umuligt at opholde sig paa Dækket. I et Nu bider den sig gennem min tykke, lammeskindsforede Vams og æder sig videre indefter, fortærer Stykke for Stykke af min øvrige Beklædning, saa jeg efter et Kvarters Forløb har en Fornemmelse af at gaa omkring 35 uden en Trevl paa Kroppen. I en saadan'69 Luft, der er som opfyldt af Isnaale, batter kun Huder og Skind fra inderst til yderst.

Middagstimernes Daglysning er i dette Vejr et kortvarigt, skummelt Tusmørke. Natten er stjerneløs, og Nordlyset viser sig i det højeste som Lynblink, naar det paa sine Farter gennem Himmelrummet nu og da farver Skyernes Rande.

Begynder jeg at føle Hjemlængsel? Jeg vaagnede i Nat, fordi jeg drømte, at jeg sad paa min Sommerbænk under det store Bøgetræ i Udkanten af Skoven derhjemme og saae ud over Hans Jensens Udlod ned imod Fjorden. Løvkronens Skygge laa blødt omkring mig paa den saftiggrønne Skovbund. En fin, honningagtig Duft strøg mig af og til forbi fra en dræende Rugmark i Nærheden. Nede'70 paa Engen gik Hans Jensen selv og flyttede sine røde Kvier. Jeg vaagnede med en Fornemmelse af at have været i Paradis.

Lad mig tilstaa det. Jeg begynder at blive træt af dette store Istids-Øde og disse endeløse Nætter. Det kan være meget sandt, at det danske Landskab er en fed Pandekage 36 i Sammenligning med det norske Stenrige; og der er ikke noget at sige til, at den travle'71 Turist jager det uænset forbi. Lad ham fare! En almindelig dansk Grøftekant bringer alligevel den Andægtige i et fortroligere, et mere hjerteligt Forhold til Naturen end alle disse Naturvidundere, hvor man bliver borte i Drømmesyner eller i den rene, maabende Beskuelse.

Det gaar os i Længden med al denne livløse Pragt ligesom med Stjernehimlen eller Oceanet. Synet kan betage og fortrylle, eller det kan flygtigt gribe os med Forfærdelse. Men inderst i Sjælen lades vi'72 ligegyldig og kold. Her mangler naturlig Tilknytning. Vi kan ikke gaa op deri med den Broderlighed'73 i Følelsen,'74 hvormed vi betragter det'75, hvori Livet gror eller visner.

*

Vi naaede i Aftes Hammerfest, hvor vi skal blive det meste af et Døgn for at losse, og her er der hændet mig noget meget mærkværdigt. Ved et sært Tilfælde er jeg kommen den bortflygtede danske Student paa Sporet.

37 Da jeg ved Ankomsten i Aftes fik at vide, at der var en selskabelig Sammenkomst paa Hotellet, gik jeg i Land. Det var Byens Ungdom, der mødtes til et Foreningsbal eller hvad det nu var for noget, og da Selskabet ogsaa lagde Beslag paa Restavrationslokalet, var man nødt til at betragte Hotellets tilfældige Gæster som selvskrevne Deltagere.

Dansen var endnu ikke begyndt, da jeg kom. De unge Piger vandrede parvis omkring i Stuerne med hinanden om Livet, mens Kavalererne – mest Ishavsfiskere i blaagraat Vadmel – sad langsmed Væggene og tyggede Tobak. Man gav sig god Tid. Og der var heller ingen Grund til at være utaalmodig. Man havde en'76 lang Nat for sig.

Endelig spillede Musiken op inde i Salen, og Par efter Par dryssede derind med hinanden i Haanden. Efter endnu nogen Venten drønede Gulvet under de første Bamsetrit af tunge Begsømsstøvler.

I det samme anbragte en af de faa rigtig balklædte Damer sig i Nærheden af mig paa den Bænk, hvor jeg havde taget Plads 38 som Tilskuer. Det var en lille korthalset og rødhaaret Trold med Næseklemmer. Efter i nogen Tid at have taget mig kritisk i Øjesyn begyndte hun frimodigt et Forhør. Hun vilde vide, hvad jeg hed, hvad jeg var, og hvorfor Pokker jeg opholdt mig i "denne Fillebyen'77" nu ved Midvinters Tid, naar jeg'78 ikke var Forretningsmand.

Det sidste Spørgsmaal havde jeg jo ikke let ved at besvare. Jeg spurgte hende saa, om hun ikke selv boede i Hammerfest. Men da rejste Trolden Børster og lod mig vide, at hun var fra Lillehammer og kun opholdt sig her paa Besøg.

Nu er Lillehammer jo heller ikke nogen'79 Verdensstad. Da jeg fortalte hende, at jeg havde været der nogle Gange og kendte de fleste af Beboerne, blev hun urolig og tilstod, at hun ikke var fra selve Lillehammer men fra Vaage inde i Gudbrandsdalen. Og samtidig huskede hun, at hun sidste Vinter, da hun var hjemme, havde set en Landsmand af mig, en ung Mand, der hed Hornung.

Ved at høre Navnet fik jeg som et Stød for Brystet. Jeg blev ganske stum af Overraskelse. 39 Paa mit Spørgsmaal om, hvordan den unge Mand saae ud, gav hun en Beskrivelse'80 der temmelig nøje svarede til det Signalement, jeg havde faaet af hans Forældre. Et Par og tyve Aar gammel, lidt over Middelhøjde, blond og slank. Hun kaldte ham "en Raring" og fortalte, at han boede for sig selv og altid var paa Farten oppe i Højfjeldene. Ogsaa det kan'81 passe. Han skal være'82 menneskesky.

Om hans nuværende Opholdssted kunde hun desværre'83 ikke meddele noget. Han var rejst fra Vaage sidste Sommer. Andet vidste hun ikke. For saa vidt er jeg altsaa lige vidt. Men nu har jeg bestemt mig til at gøre Alvor af Efterforskningen. Jeg vil lægge Hjemrejsen om ad Vaage for at søge Oplysninger der. Min egen Omflakken vil paa den Maade faa et Maal, og skulde det lykkes mig at finde ham, maaske ovenikøbet at overtale ham til at tage med hjem, vilde den hele Rejse uventet faa en Slags dybere'84 Mening.

Jeg husker Vaage som en større Landsby eller halvstor Flække højt oppe i Øvre-Gudbrandsdalen. Den ligger ved en stor Indsø 40 tæt inde under Jotunfjeldenes nordlige Udløbere. For at naa dertil paa denne Aarstid maa jeg gaa fraborde i Trondhjem og derfra tage Jernbanen ned gennem Østerdalen. I Lillehammer kan jeg saa hilse paa gamle Bekendte. Jeg vil gense Gubben Collet1 ved sit Staffeli midt i Sneen foran det tilfrosne Mesna-Falds2 Drypstenshuler. Jeg vil træffe Erik Vullum med sin møllestensstore Hat og Fru Margrete Vullum, Forfatteren Mons Lie3 og Fru Lubben, Malerne Lars Jorde4, Wetlesen5 og Gud veed hvem andre af den livfulde Kunstnerkoloni, der samles her om Vinteren i Fru Breiseths hyggelige lille Hotel som i et Familjeskød.

*

Jeg har bestemt'85 mig til at blive her i Hammerfest. Jeg gik fraborde i Middags og bor paa Hotellet. Jeg vil bie paa et af Hurtigrutens Skibe, der ventes hertil iovermorgen, og som paa et Par Dage kan bringe mig tilbage under Solen.

Det er holdt op at sne. Jeg har vadet mig en Tur gennem "Fillebyen", der ligger ved 41 Foden af en næsten lodret Fjeldmur og virkelig ikke kan svare til sin Verdensberømmelse. Den er i Grunden bare en Række mørke Træhuse i Hesteskoform omkring Havnen. Her er et Par større Trankogerier, og Havnen er fuld af Fiskefartøjer. Men naar Alverdens Skolebørn skal kunne staa paa eet Ben og nævne Byens Navn, dens Indbyggerantal og Beliggenhedens Breddegrad, er det jo kun, fordi den er – eller var – Jordklodens nordligste.

Det mærkes nu ogsaa her i langt højere Grad end i Tromsø, at man befinder sig ved Civilisationens Grænse. De fleste Huse har Græstørvstag, og i Byens Udkanter findes endnu beboede Jordhytter, "Gammer", hvor de fattigste Lappefamiljer har tilhuse. Men samtidig ejer Byen en saa moderne Indretning som et Elektricitetsværk, og det gør et besynderligt Indtryk at se Lyset fra en kommunal Stander straale foran en af disse Stenalderboliger.

Her vrimler af Lapper med rødkantede Vadmelstrøjer og Snabelsko af Rensdyrsskind. De fleste af dem ser elendige ud, svarer aldeles ikke til de Forestillinger, man i 42 Almindelighed gør sig om dette halvvilde Nomadefolk, der gaar mod Ulv og Bjørn med et simpelt Spær i Haanden og endnu for faa Aar siden trods Lovforbud dyrkede deres hedenske Guder ved blodige Ofringer. Det har overhovedet undret mig at træffe dem som bosiddende Borgere og høre dem tale norsk.

Forholdet skal være det, at der findes to Slags Lappefolk, Fjeldlapper og Sølapper, og det er kun de første, der lever som friherrelige Besiddere af Fjeldvidderne paa begge Sider af den norsk-svenske Grænse heroppe i det høje Nord'86. Her kuer de'87 i snedækkede Huler, om Sommeren i Telte, og'88 driver med deres store Renflokke fra Fjeld til Fjeld. Kun i Ny og Næ kommer de ned til Handelspladserne for at tiltuske sig Mel, Sirup, Brændevin, men især Kaffe og Tobak for Rensdyrshuder, Ulve- og Bjørneskind og hvad de ellers kan afhænde.

Af ægte Fjeldlapper skal der forøvrigt ikke være mange tilbage. Det menes, at der kun er nogle faa Hundrede i Norge. Og jo færre de bliver, des mere fortyndes Blodet ved Ægteskab mellem nærbeslægtede. Racen 43 dør ud af Ælde. Ogsaa Sølapperne, der lever ved Kysten og i Byerne som en Pariakaste, sygner hen, naar de ikke ved Giftermaal opsuges af den øvrige Befolkning. Den Dag er da maaske ikke fjern, da denne sidste Rest af Nordens mongolske Urbefolkning helt forsvinder. Maaske vil allerede det næste Slægtled opleve, at vor sidste Nomade fremvises i et Markedstelt, hvor han forlyster et højtæret Publikum med at synge de gamle Runesange og for uigenkaldelig allersidste Gang i Verdenshistorien besværger Fjeldviddens onde Aander med sin Troldtromme.

*

Vi har i Aften en vidunderlig Stjernehimmel og et Nordlys saa vildt og uroligt, at det næsten forfærder. Det staar paa Nordhimlen som en lav, bleg'89 Lysbue, en Dødninge-Portal'90, der indrammer et fuldkommen stjerneløst Mørke. Saadan omtrent kunde man tænke sig Nedgangen til Helvede. Og over Lysbuens Rand spiller sære Flammer, der snart er røde, snart hvidlige eller svovlgule. Flygtigere Straaler jager 44 vidt ud over Himlen, ruller frem og tilbage under Stjernerne som glødende Dampe, der ogsaa stadig skifter Farve ligesom i et Genskin af den'91 uudslukkelige Ild. Det er Skæret fra saadanne Lysdampe, som undertiden kan lue'92 over København.

Det skyldes velsagtens Fænomenets Uforklarlighed6, at det i al sin Pragt kan virke lidt opskræmmende og uhyggeligt ligesom Solformørkelser og lignende Naturfænomener paa vilde Folkeslag. Man kan til Tider daarligt frigøre sig for den Forestilling, at der sidder nogen deroppe ved Nordpolen og ransager Verdensrummet med en uhyre Lyskaster eller morer sig med en mystisk Laterna magica.

*

I Dag i Middagslysningen'93, da jeg kom ned til Havnen, laa der en lille Damper fortøjet ved Bryggen. Det var en af de smaa Baade, der besørger Lokaltrafiken her. Den var lige kommen inde fra en af Finmarksfjordene, og jeg hørte, at der blandt Passagererne ogsaa'94 havde været en Stamme Fjeldlapper.

45 Jeg fandt den foran et halvaabent Skur paa Havnepladsen, hvor Mændene havde bragt Føringen i Sikkerhed. Et Par af dem slæbte endnu Bylter derhen fra Skibslasten. Det var sammenbundne Huder, Sække med Mos, Rensdyrshorn og noget ufatteligt Skrammel, som vistnok var Husholdningssager. Ialt var der vel en fjorten-femten Personer af begge Køn.

Ogsaa Fjeldlapperne er et Dvergfolk. Men det er ikke alene Skikkelsernes puslingeagtige Lidenhed, der vidner om, at Racen har overlevet sig selv. Ogsaa det matte Blik, det hele livløse Udtryk i de flade, mumieagtige Ansigter beretter om en langsom, en tusindaarig Henvisnen. Kvinderne havde sat sig til Hvile paa Bylterne og holdt deres Børn tæt om sig. En ung Mor havde et sovende Spædbarn liggende paa sit Skød inde i et stort Horn af Træ, der skulde værne det mod Kulden. Med den Moderynde, der er ens paa alle Breddegrader og i alle Tidsaldre, holdt hun Hornet i en sagte vuggende Bevægelse ved at løfte og sænke det ene Knæ.

Mændene bar slidte Skindklæder og havde 46 langt, vejrbleget Haar, som hang dem ned over Skuldrene. Kvinderne var tavse og gjorde et sløvt Indtryk. Børnene trykkede sig forsagte ind til dem. En lille Pige paa tre-fire Aar, der aabenbart for første Gang var kommen udenfor det hjemlige Fjeldøde, hulkede af Angst. Hver Gang en Fremmed nærmede sig, gemte hun sit Ansigt i Moderens Skød og vovede ikke at se op.

*

Det er Søndag i Dag. Da jeg ved Ellevetiden i Formiddags var ved at gaa ud, begyndte Kirkeklokken just at ringe til Gudstjeneste. Jeg saae Byens Folk arbejde sig op mod Stormen med store'95 Salmebøger under Armen, og nede i Gaden kom Præsten i vor egen velbekendte danske Embedsdragt med Pibekrave og høj Silkehat.

Det gjorde et ejendommeligt Indtryk at træffe denne hjemlige Figur i disse Omgivelser. Kirkeskikkene er overhovedet et af de faa Omraader, hvor Norge ikke helt har udkradset Sporene af sin danske Fortid, og her havde en stedlig Tilpasning maaske netop været mest paa sin Plads. Det gøs'96 47 i mig ved at se Mandens nøgne Ører, der maa have været døde af Kulde. Den fodside Præstekjole slog ham paa latterlig Maade omkring Benene, og for at beholde Hatten paa Hovedet maatte han trykke den ned med begge Hænder.'97

Inde i Kirken, der som næsten alle Bygninger her er af Træ, brændte der Lys som ved en Aftengudstjeneste. Menigheden var en mærkelig Blanding af blege Stue- og Kontormennesker, vejrbarkede Sømænd og smaabitte gulbrune og skævøjede Lapper i deres brogede Søndagsdragter.

En af de sidste, en midaldrende Mand, tog Plads ved Siden af mig paa den bageste Bænk. Han havde et sygeligt Udseende og udbredte en bedøvende Tranlugt. Han var ogsaa en meget urolig Nabo. Uafiadelig vædede han sin brune Tommelfinger og bladede frem og tilbage i Salmebogen uden nogensinde'98 at'99 finde det rigtige Nummer. I det hele røbede han en konfirmandagtig Usikkerhed og Forfjamskelse overfor Gudstjenestens Ceremoniel. Sandsynligvis var han en Nyomvendt'100, der foreløbig ikke begreb stort af det hele.

48 Ogsaa under Prækenen viste han trods Andagtsminen og de samvittighedsfuldt foldede Hænder den barnligste Adspredthed. Hans smaa, skæve Øjne var idelig paa Rundfart omkring i Kirken, og regelmæssigt blev de hængende hos mig med sprækkefærdig Nysgerrighed, undersøgte mine Klæder, mine danske Støvler og min Skindhue, der laa imellem os paa Bænken.

Hvad der dog allermest optog ham, var nogle store Plakater med Forbud mod "Tobaksspytning", der var slaaet op rundt om paa Kirkens Vægge,'101 – en Forholdsregel, der ikke kan forundre, naar man har set de mørkebrune Indsøer, som Almuen heroppe efterlader overalt, hvor den blot har opholdt sig nogle faa Minutter. Min lille Nabo sad og stirrede op'102 paa disse Plakater med et hunde-ydmygt og tankefuldt Udtryk, som om al Kristendommens mystiske Visdom, ja selve Salighedsvilkaaret var sammenfattet i dette Forbud.

I lang Tid holdt han sig ogsaa Budet strengt efterretlig, skønt han aabenbart havde Munden fuld af Tobak. Men jeg kunde se paa hans stadig ynkeligere Mine, at Fristelsen 49 uafladelig var over ham, og at Forsagelsen ikke vilde vare til Enden. Det slog ogsaa til. Midt under Prækenen blev han pludselig frygtelig urolig og skottede ængstelig rundt til de omkringsiddende, særlig til mig, og da han et Øjeblik troede sig ubemærket, sendte han bag sine foldede Hænder behændigt en sortebrun Spytstraale ind under Bænken.

I det næste Nu sad han med Blikket gudhengivent rettet mod Præsten som et Billede paa den altforglemmende Andagt. Men Fortabelsens Vej var nu engang betraadt, og med stadig kortere Mellemrum hørte jeg herefter den lille hvislende Lyd, der forraadte en ny Overtrædelse. –

Klokken er nu to om Eftermiddagen, og det er bælgmørkt. Jeg sidder her uhjælpeligt indspærret i mit triste lille Hotelværelse, hvor jeg steges paa den ene Side af den glohede Kakkelovn, mens en iskold Træk fra Vinduet lægger Dødsstivhed over den anden. Jeg føler mig slet ikke hyggeligt tilmode. Og alligevel! Mens jeg sidder her og skriver til Akkompagnement af Stormens Bjørnebrummen i Kakkelovnsrøret, er jeg 50 nærved at fortryde, at jeg har besluttet mig til at rejse herfra.

For lidt siden hørte jeg nede i Skænkestuen om en Plads dybt inde i Altenfjorden, hvor der nu ved kommende Fuldmaane skal være Marked. Det varer i fire Døgn, og der ventes Pelsjægere og Handelsmænd fra hele Finmarken. Saa meget forstod jeg af Samtalen, – og'103 mere behøves der ikke for at jeg skal føle mig fristet til en videre Fart ind i Istids-Ødet.

Jeg er kommen'104 til at tænke paa en Livsskæbne, jeg en Gang har læst om. For en Menneskealder siden var der i Kristiania en ung og smuk Skuespillerinde, der fortryllede Publikum i Lystspillene'105 som den eftertragtede unge Dame'106, som'107 i sidste Scene ufejlbarlig synker overvunden til sin lykkelige Bejlers Bryst. I denne Kulissernes Skinverden brød en skøn Dag Livets Virkelighed ind i Form af en uforstilt Kærlighed. Som veritabel Brud afbrød hun Primadonnaens Dans paa Roser for at følge en Mand, en Læge, der havde Ansættelse heroppe i en af Finmarkens barskeste Fjorde. Hun gjorde det i det hemmelige Haab, at 51 Forvisningen fra den By og den Scene, der hidtil havde haft hendes hele Hjerte, kun skulde vare et Par Aar. Hun blev heroppe i atten; og siden længtes hun bestandig tilbage. Hun har selv fortalt derom i nogle indtagende Smaabøger, der er højst mærkelige Vidnesbyrd om disse øde og vilde Egnes Trolddomsmagt over det menneskelige Sind.

Jeg tænker paa, om jeg maaske selv'108 engang er bleven mærket af Isjomfruens Kys. Det maa i saa Fald være mere end tredive Aar siden; men endnu spøger Polarfeberen mig i Blodet. Hvorfor sidder jeg ellers her? Hvorfra denne beskæmmende Fornemmelse af at være bleven berøvet Evnen til Beslutning? Hele Tiden har jeg jo følt det, som om jeg mod min egen'109 Vilje fortsatte denne hensigtsløse Langfart, som om jeg Mil for Mil blev narret herop af en hemmelighedsfuld Erindring, et forborgent Løfte, et eventyrligt Haab – jeg veed ikke selv'110 hvad.

Men imorgen kommer mit Skib.

***
 

52 Af Trondhjem, hvor jeg gik fraborde, saae jeg kun nogle snefyldte Gader i Lygtebelysning. Det var mørk Aften, da jeg kom dertil, og mørk Morgen, da jeg rejste derfra med Toget. Burde jeg have ofret Byen en Dag for at se, hvor langt man er kommen med Domkirkens Genopbyggelse siden sidst? Det er jo et Storværk, der skabes her, og man begriber, at det norske Folk har følt det som en national Æressag at rejse denne Nordens berømteste Kirkebygning af Gruset.

Alligevel! Det er og bliver en ulykkelig Passion at ville gøre Fortidens store Gerninger om igen. En ærværdig Ruin burde være sakrosankt'111. Trods den moderne Tekniks Fuldkommenhed og al vor arkæologiske Viden lader Historiens Ædelrust sig ikke eftergøre. Det kan man overbevise sig om mange Steder i Evropa, hvor Forsøget 53 er gjort. De svundne Tiders Aandepust flygter bort som en Fugl, hvis Rede en Fremmed har rørt, og vender ikke tilbage. Man tænke sig blot, at en eller anden amerikansk Trustkonge fandt paa at tilbyde Italien eller Grækenland nogle hundrede Millioner til Genopførelse af Forums Paladser eller Parthenon. Der vilde løfte sig et Rædselsskrig fra hele den civiliserede Verden.

Jeg kørte ned gennem Østerdalen i sydlandsk Solskin og tyve Graders Kulde. Og nu sidder jeg vel forvaret i Lillehammer, hos Fru Breiseth. Da jeg kom hertil, havde Hotellets lille faste Stok af Vinterpensionærer lige rejst sig fra Aftensbordet og var gaaet ind i Dagligstuen paa den anden Side Forgangen. Døren stod aaben, og den første, jeg fik Øje paa, mens jeg hængte mit Tøj op paa Knagerækken derude, var Fru Vullum, der sad i en Lænestol og læste i en Avis. I Hjørnesofaen bag det runde Bord sad den gamle, pensionerede Sorenskriver og havde allerede lagt Kortene op til sin uundværlige Aften-Kabale. Collet, Vullum og en yngre, svulmende Dame, som jeg ikke mindes tidligere at have set her, sad omkring 54 Bordet som interesserede og andægtige Tilskuere. Jeg blev staaende en lille Tid derude for at betragte dem. Det store Spejl, der hænger bagved Sofaen og hælder lidt forover, gengav Scenen som et Maleri. Gamle Collet sad rank med Armene over Brystet og strøg sig eftertænksomt ned over sit lange, rødgraa Lionardo-Skæg. Hver Gang Sorenskriveren flyttede et Kort, gav det et Ryk i de andre af indre Trang til heftig Indsigelse. Navnlig kneb det øjensynlig for Vullum at lade være med at fare op og bjæffe. Men Sorenskriveren er en kolerisk gammel Herre. Han tillader ingen Indblanding og forstaar at sætte sig i Respekt. Hvor jeg husker ham! Først naar Stillingen begynder at blive kritisk, faar Tilskuerne Lov til at give Raad; og er det allersidste Haab om et gunstigt Udfald bristet for ham, rager han tavs og i dyb Modfaldenhed Kortene sammen, mens der bryder et Skænderi løs mellem de andre'112, som'113 i Hidsighed efterhaanden'114 frakender hinanden alle borgerlige Dyder.

Er vi hjemme i Danmark forfaldne til Spil'115, saa raser Kabalen i Norge. Det maa 55 vel komme af den Ensomhed, som Naturforholdene her tvinger saa mange ind i. Jeg hørte for nylig om en gammel Præst, der levede som Enkemand i Kvikne, et af Norges barskeste og mest afsides liggende Sogne, at han om Vinteren af bare Kedsomhed gik i Seng Klokken seks om Eftermiddagen. Paa hans Natbord laa der altid et Spil Kort, og i et Paraplystativ ved Siden af Sengen stod seks meterlange Piber, som han havde stoppet inden han lagde sig. Hver Gang han i Aftenens og Nattens Løb'116 vaagnede, tændte han Lys, anbragte et Bræt tværsover Sengen og lagde en Kabale. Dertil røg han en Pibe. Og han stod ikke op, før de alle seks var udrøgne.

"Og den Kar blev nitifem Aar," forsikrede min Hjemmelsmand. "Jeg veed det, for han var Far min!"

*

At træffe Fru Vullum, Orla Lehmanns Datter, og høre hende tale, er som at føres tilbage til vore Bedsteforældres Dage. Den statelige Dame, som slet ikke gør noget bedaget Indtryk men tværtimod endnu har et paafaldende 56 ungdommeligt Udseende, tilhører et Danmark, der for længe siden'117 er uddød hjemme hos os selv. I mere end en Menneskealder har hun haft sit andet Fædreland her; og naar hun taler om Norge, føler man, at hun har givet Landet og Folket sit Hjerte.

Kort og godt: denne engang saa fejrede danske Ministerdatter og Højskolefrue hører ogsaa til de Bjergtagne, som Norge har frakoglet os. Og det var endda ingen imponerende Aandskæmpe men en af Dovregubbens uvorneste Sønner, som i dette Tilfælde rørte Huldrespillet.

For et Aarstid siden saae jeg hende i København, hvor hun var paa Besøg. Folk stod stille paa Gaden og stirrede forbavset efter hende. Med sine gammeldags Hængekrøller og sin grundtvigiansk-folkelige Paaklædning skred hun forbi som en Aand fra Graven – en Legemliggørelse af selve Aanden fra Anno 48. Ogsaa hendes Maade at tale paa, der i al sin Stilfærdighed altid er højstemt, ofte stærkt patetisk, vækker Erindringen om vor gotiske Fortid med dens svulmende Retorik.

Men kan det for os danske se ud, som 57 om Tiden har staaet stille for hende i alle disse mange Aar, saa har dog hendes Liv tværtimod været rigere paa Omskiftelse end de flestes. Og mens hun derhjemme alene mindes som Orla Lehmanns Datter og sine Sønners Mor, er hun her i Norge kendt og elsket for sin egen Skyld, hædret for sit Højsind og sin uforandrede Frihedsbegejstring. Hun har levet med i alle de sidste tredive Aars politiske og sociale Bevægelser heroppe, har selv skrevet i Bladene, holdt Taler og agiteret.

Nu henlever hun sin Alderdom ved sin Mands Side som graanet Bohèmienne, uovervunden, trofast mod sin Skæbne. Naar hun bor i Kristiania, spiser hun paa "Dampen" sammen med Arbejdere, Sypiger og fattige Studenter. I Øjeblikket har hun ikke noget andet Hjem end sit lille Hotelværelse her.

*

Jeg er nu blevet forestillet for den fuldbarmede Dame, der i Aftes var Tilskuer ved Sorenskriverens Kabalelægning. Det viser sig, at ogsaa hun er dansk, en Nutidsbohèmienne frisk ankommen fra 58 Købenavn'118. Hun er Koncertsangerinde og desuden Billedhuggerinde og Komponist'119. Af'120 Alder midt i Trediverne, robust af Væsen som af Skikkelse. For saa vidt passer hun godt nok ind i denne norske Fantelejr. Kun med sin elegante københavnske Paaklædning og sine ædelstensbetyngede Fingre stikker hun løjerligt af her, hvor Collet møder ved Middagsbordet i islandsk Trøje og Begsømssko, og hvor Vullums Serviet hænger ham under Hagen koloreret af Rødvinspletter, Æggerester og brun Sauce som en Malers Paletklud.

Hun skal efter Sigende være rejst herop for sit Helbreds Skyld. Det undrer mig'121, da hun synes at strutte af Frodighed og Levelyst. Jeg hører ogsaa, at hun nylig er'122 bleven skilt fra sin tredje'123 Mand og om kort Tid skal'124 giftes med den næste'125. Hun skal selv have fortalt det. Det er da muligvis denne sidste, der har interneret hende her.'126

I Mørkningstimen, da kun hun og Fru Vullum og jeg sad i Dagligstuen, satte hun sig til Klaveret og sang en Række Kærlighedssange med en Lidenskab, saa Luften i Stuen tilsidst føltes hvidglødende'127. Det var et sandt Elskovsraseri. Blandt andet sang 59 hun nogle Vers, "Stævnemødet", hvortil hun selv havde sat Musik. Bagefter forærede hun mig en Afskrift af sin Komposition.'128

Solen daler. Snart vil Natten komme.
Hør! En Landsbyklokke stille melder,
at den lange, lange Dag er omme.

O, velkommen, gyldne Aftenrøde!
Naar du falmer bag de mørke Skove
skal jeg glad min ranke Elsker møde!

Ømt omslynget skal vi sammen vandre
i den lune Sommernat langs Havet, –
han og jeg og ingen, ingen andre!

Kærligt skal vi hvile hos hinanden
gemt i Klitten midt i Bølgebruset,
hvor den tunge Brænding slaar mod Stranden.

Han vil kysse mine Øjenlaage
og min Mund, indtil jeg sødt henblunder
i det store Kærlighedens Under.

Vær velsignet, fjerne Kirkeklokke,
for det Lykkebud, du lønligt bringer
paa din Tones blide Englevinger!

Det lille erotiske Stemningsbillede sang hun sønder og sammen med bakkantisk fortissimo furioso, saa jeg havde ondt ved 60 at kende mine egne Vers igen'129. Jeg kom til at tænke paa en af disse Afklædningsscener, der nu er bleven almindelige i vore Teatre, hvor en Skuespillerinde for aabent Tæppe lader Klæderne falde Stykke for Stykke. Hun havde tilsidst ikke det mindste paa.

Jeg skottede hen til Fru Vullum. Hun sad med Haanden tankefuldt'130under Kinden og saae lidt forlegen ud. Nu skulde man ogsaa vanskeligt kunne forestille sig større Modsætninger. Det var som et Billede af to væsensforskellige Tidsaldre. Jeg kom til at tænke paa Tizians berømte Maleri af de to Kvinder, en nøgen og en paaklædt, der er bleven kaldt for den jordiske og den himmelske Kærlighed. Som Fru Vullum sad der i sin enkle, sorte Kjole, alvorsfuldt hensunken i sig selv, mindede hun om en Præstinde, en trofast Tempeltjenerinde, der vogter en hellig Ild.

*

Jeg er nu paa Vej op gennem Gudbrandsdalen. Det har snet fra Morgenstunden, og endnu fnugger det. Og det er saa mørkt, at jeg maa bøje mig frem imod Kupévinduet, 61 naar jeg vil læse eller skrive. Først i Aften sent naar jeg Otta. Derfra gaar Rejsen videre imorgen med Slædeskyds til Vaage. Atter en Dagsrejse!

Banen løber langsmed Elven, der flere Steder er tilfrossen, saa Folk kan køre over den. Andre Steder styrter det blaahvide Jøkelvand afsted fra Fald til Fald. Til begge Sider stænger bratte Fjeldskrænter med nedsneede Naaleskove eller ganske nøgne'131.

Ved de fleste Stationer har vi bare udvekslet et Par Postsække. Her er næsten ingen Rejsende. Lige fra Lillehammer har jeg været ene i Kupéen. I Faaberg fik vi dog et helt Begravelsesfølge ind i Toget, ialt en Snes Personer, hvoraf flere var døddrukne. Dette Syn er jo ikke ualmindeligt her i Norge trods de store Vanskeligheder, man har lagt Spiritussalget i Vejen. Selv paa Egne, hvorfra der er en Dagsrejse eller mere til nærmeste Udsalgssted, ser man hyppigt fulde Folk dingle henad Landevejen. Og man forstaar denne Trang til voldsom Selvbedøvelse, naar man en saadan mørk Vinterdag kører gennem Landet og Mil efter Mil ser den samme Fjeldvæg glide forbi 62 med Sne eller dødstriste Skove, ser de ensomt liggende Gaarde og de endnu ensommere Husmandshjem.

Hvilken sørgelig Egn! Og dette er endda Gudbrandsdalen, der har Ord for at være en af Landets rigeste!

Som allevegne i Norge ligger Bøndergaardene vidt spredte, ikke som hos os samlede i hyggelige Landsbyer. Til Gengæld er de fleste norske Gaarde saa store i Udstrækning, at de hver for sig udgør en hel lille By med indtil en Snes forskellige Bygninger, deraf et Par Stykker med to eller tre Stokværk. Vi vilde i Danmark kalde en saadan Gaard for et Herresæde.

Mange af Daglejerhytterne kan derimod bedre sammenlignes med vore elendigste Svinehuse'132. Vi kørte just forbi et saadant Hjem. Det laa ganske alene paa en uendelig Snemark, hvorfra graa Klippeblokke overalt ragede frem. Væggene var stablet op af en Slags Skifer og saae ikke engang ud til at være murede. Jeg vilde ikke have troet, at det var en Bolig for Mennesker, dersom jeg ikke havde set Røg stige op af Skorstenen.

63 Og dog lever der maaske et eller andet frugtbart Sted i Amerika eller Australien en udvandret Familje, velstaaende Folk maaske, for hvem denne Rønne og dens Omgivelser er et tabt Paradis'133, der om Natten stiger frem i deres Drømme'134, fordi de har haft deres Barndomshjem her.

*

I en lille lokal Avis "Gudbrandsdølen" finder jeg tilfældigt en Notits, der muligvis vil bringe lidt Forstyrrelse i mine Rejseplaner. Det meddeles, at der næste Søndag vil blive holdt et Foredrag i Forsamlingshuset inde i Østre-Grusdal til Fordel for et Par forældreløse Børn, og Foredragsholderen er ingen ringere end Bjørnstjerne Bjørnson. Der kunde jeg nok have Lyst til at være tilstede.

Jeg har kun een Gang hørt Bjørnson tale. Det var i København for længe siden. Trods'135 Aarene har Indtrykket holdt sig ganske friskt.

Dersom man med Veltalenhed forstaar Evnen til at give sine Følelser et uvilkaarligt Udtryk, at henrive ved Ord og Tanker, 64 der fødes af Øjeblikkets Stemning, saa kan Bjørnson næppe kaldes nogen veltalende Mand. Denne Improvisationens Kunst er jo overhovedet bleven sjelden i vore Dage'136. Paa Talerstolen spiller nu Papiret Hovedrollen.'137 Selv den professionelle Folketalers Svada bryder ikke ofte'138 direkte frem fra Hjertets Dyb men bringes med i Brystlommen eller i Hukommelsen'139.

Trods sit stemningsbevægede Sind er ogsaa Bjørnson som Foredragsholder bunden af det nedskrevne Ord, om end han lader, som om han improviserer. I hvert Fald var hans Tale dengang nøje forberedt, var lært udenad Sætning for Sætning og indstuderet som en Rolle. Det var helt og holdent'140 Teater. Men som saadant var det saare pragtfuldt og rev Gang efter Gang den tætfyldte Sal op til Begejstring.

Emnet var en Rejseerindring fra hans unge Dage i Rom: en pavelig Messe i Laterankirken Juleaften. Han havde haft Plads højt oppe paa Murgangen og begyndte derfor med en Udmaling af det store, festlig illuminerede Kirkerum i Fugleperspektiv. Han beskrev Synet af den tætpakkede Menneskemasse, 65 som fyldte Gulvet paa begge Sider af Midtergangen, tredive tusinde Andægtige, der stod Hoved ved Hoved og ventede paa Pavens Komme. Han talte om Schweizergarden med deres sort-gule Pludderhose-Dragter og blinkende Hellebarder og om de andre pavelige Soldater, der stod opstillet i dobbelt Række fra Forhallen op til Højaltret for at holde Passagen fri. Hver Gang Portalens Sidedøre aabnedes og en Kardinal i Silkeskrud skred op mod Koret med sit Præstefølge, lød en Kommando. Hvorpaa Geværkolber og Hellebarder stødte rungende mod Gulvets Stenfliser, og Trommerne rørtes.

Med den klogeste, den underfundigste Beregning føjede han Træk til Træk i det tilsyneladende vilkaarligt og skødesløst henkastede Billede, indtil det lyste af Farver og blev levende for Tilhørernes Øjne. Hvor Ord ikke syntes ham at kunne'141 forslaa til at skabe den fulde Illusion, greb han til de forvovneste Virkemidler. At Schweizergardens Trommer rørtes blev saaledes ikke slet og ret meddelt. Han gjorde det Kunststykke at efterligne Lyden. Med'142 Tungefærdighed 66 frembragte han en minutlang Hvirvel, et øredøvende Bulder, der lidt efter lidt sank i Styrke, saa det var, som hørte man tilsidst Ekkoet dø hen oppe under Kirkens Hvælvinger.

Forbavsende var det, hvor lidt det sporedes, at han var paa Rundrejse med Foredraget. Aften efter Aften havde han gentaget det omkring i Skandinaviens Storbyer. Og endda var det nok ikke første Gang, han var ude med det.'143 Men hans Optagethed af Emnet, hans kunstneriske Glæde ved at mærke, hvordan han med sine Ord og Billeder magttog Tilhørernes Fantasi, syntes uformindsket.

Et Mesterstykke af Illusionskunst var især Skildringen af selve Pavens Indtog i Kirken, af det store Øjeblik, da Midterportalens tunge Kobberfløje blev slaaet op og den hvidklædte Kirkefyrste under Menneskemængdens ekstatiske Jubel viste sig i sin gyldne Bærestol omgivet af sine middelalderlig klædte Kammerherrer og det øvrige Pavehof. Jeg havde dengang ret nylig selv overværet en Pave-Modtagelse i Peterskirken; og det var mig, som om jeg nu igen 67 saae og hørte den store Procession'144 op gennem Kirken med Paafuglevifte-Bærerne i Spidsen, de tredive tusinde Menneskestrubers Leveraab for Il papa re, de pavelige Sølvtrompeters Fanfare, Trommebuldret og Kastratsangernes Pavehymne fra Pulpituret, hvis Begyndelsesord Tu es Petrus i det samme lyste frem i Ildskrift rundt om paa Kirkens Vægge, – Bjørnsons Ordkunst gav ikke tabt overfor Optrinnets Vælde. Jeg maatte tænke paa en af disse Tusindkunstnere fra Markederne, der spiller paa syv-otte Instrumenter og ganske alene udgør et helt Orkester.

Nu kan jeg altsaa faa Lejlighed til at høre ham igen og beriges med et nyt, festligt Minde. Bjørnson er jo ganske vist i Mellemtiden gaaet ind i Alderdommen. Men nylig læste jeg en Bladartikel af ham, der viste hans endnu uformindskede Evne til at gøre alt, hvad han rører ved, til Kunst – eller i hvert Fald til Kunststykke.

*

Det ser næsten ud til, at det virkelig skal lykkes mig at finde min Livingstone. Jeg 68 kom i Aftes her til Vaage, og allerede nu veed jeg, hvor den unge Hornung opholder sig.

Han flyttede i Høst op i en tom Bjælkehytte ved Bredden af Lemmonsøen i Jotun. Her skal han'145 leve ganske som en Eneboer. Den gamle Rensdyrjæger Jens Tronhus, godt kendt af mange Sommerturister, er hans nærmeste Nabo. Der er halvanden Mil imellem dem. Alle de Folk, jeg har talt med, anser ham for at være'146 forrykt. Efter Aftale sender Købmanden ham Levnedsmidler med Bøndernes Folk, naar disse lejlighedsvis henter et Slædelæs Hø hjem fra Sæterladerne deroppe. Det er en Rejse paa to-tre Døgn.

Man tilraader mig at lægge Vejen om ad Hedalen, hvorfra Opstigningen skal være lettere. Men derved forlænges Turen igen med et Døgn, og hvordan skal jeg saa naa tidsnok til Bjørnsons Foredrag?

Lige meget. Jeg vil opsøge Flygtningen. Om en Time holder Slæden for Døren.

*

Egnen omkring Jotun, der i de to Sommermaaneder er saa belejret af Fremmede, 69 at hver Gaard i den Tid er et overfyldt Hotel med Storstadspriser, hver Skydsstation et livfyldt Karavanserai, som genlyder af Alverdens Tungemaal, faar med Efteraarsmørket sin Urtids-Fred tilbage. Fjeldbonden genoptager sin tilvante Levevis og sine nedarvede Skikke, deriblandt ogsaa den at give enhver Veifarende Husly ved Nattens Frembrud.

Jeg befinder mig i Øjeblikket højt oppe i Hedalen. Jeg er bleven modtaget med Gæstfrihed af en yngre Bonde, hos hvem min Skydskarl udenvidere kørte ind, da det mørknede. Der blev straks lunet op i et af de mange tomme Værelser, og nu har jeg spist til Aften sammen med den hele Husstand: Spegekød og store Skiver Blodpølse, derefter syrnet Mælk med Fladbrødsbrokker i. Og saa naturligvis Kaffe, denne verdenserobrende Drik, hvis forførende Magt synes at forøges med Afstanden fra dens Voksested.

Det har været en drøj Dag, især for Hesten. Skridt for Skridt har vi arbejdet os herop fra Skydsstationen, hvor jeg sidst overnattede. Det tog fem Timer. Gang efter 70 Gang maatte vi staa af Slæden for at komme over Snedriverne. Og saa er det endda en af de lette "Spidsslæder", der som Befordringsmiddel svarer til Sommerens Karjol. Skydskarlen staar bagpaa, og selv sidder man'147 overskrævs paa en Slags Saddel og har Fødderne paa Mederne. Med en almindelig Slæde kommer man ikke frem paa disse Kanter.

Men ogsaa Hesten er nu bleven godt beværtet, og imorgen ved første Daggry kravler vi videre tilvejrs.

Efter Aftensmaaltidet sad jeg med Husets Herre foran den brede Pejs, som har to eller tre Ildsteder. Noget Køkken findes nemlig ikke. Al Maden bliver kogt i store Jerngryder, der hænger ned over Baalene. Vi kom blandt andet til at tale om Landets Storvildt, navnlig om Dyrenes Konge her i Norden, Bjørnen; og paa sin stilfærdige og troværdige Maade fortalte han da, at han selv engang'148 havde skudt en Bams, hvis Spor han en tidlig Høstmorgen havde set udenfor Gaarden i den nyfaldne Sne. Sammen med sin Karl havde han forfulgt Sporet, indtil de næsten en Mil derfra overraskede 71 Dyret i Udkanten af en Skov, hvor det laa i al Magelighed og fortærede en Ged, som det holdt mellem Forlabberne.

Om Bjørnens lunefulde og uberegnelige Sind hører man i Norge mange ejendommelige Historier. I den ene Time kan den lokke en Tyr ud i Hængedynd og knække Ryggen paa den'149; i den næste flygter den sky ved Synet af et Barn. I Sommer skal det være hændt, at en gammel Kone, som gik og samlede Multebær i en Mose, overraskedes af en mægtig Hanbjørn. Den stod pludselig ved Siden af hende og brummede. I sin Rædsel kastede hun sig paa Knæ og anraabte den med foldede Hænder om Barmhjertighed. Godmodig stak den sin sorte Snude ned i hendes Kurv og tømte denne for Multer. Hvorpaa den forlod hende med et stort Ræb. Den havde lige sat en Kvie tillivs og havde bare trængt til lidt Dessert.

Alligevel er det vistnok fuldt saa meget Elgen som Bjørnen, der staar i Eventyrets Tegn. Det mægtige Dyr med det store, ludende Hoved, der hele Aaret vandrer om i Skovenes 72 mørkeste Tykninger, beskæftiger hans Fantasi, og det ikke alene paa Grund af dets umaadelige og stærkt eftertragtede Kødmasser. Dyrets Ensomhedstrang og Tungsind omgiver det med et Skær af Hellighed, som de strenge Fredningsbestemmelser yderligere forhøjer.

Iøvrigt er jeg i Aften bleven berøvet en kær Indbildning. Da jeg fortalte, at jeg engang for nogle Aar siden havde mødt en Los i Næverskoven ovenover Espedalsvandet, rystede min elskværdige Vært tvivlende paa Hovedet og sagde smilende, at jeg i saa Fald næppe var kommen helskindet fra Mødet, siden jeg havde været alene og ubevæbnet. Han gik derpaa ud og hentede sine Jagttrofæer, deriblandt Kraniet af en "Gaupe", som Lossen hedder her. Da jeg saae den store Hovedskal og de vældige Tigerkæber, maatte jeg indrømme min Vildfarelse.

Det Dyr, jeg havde set, kaldte han en Jærv. Og naar han føjede til, at ogsaa den var en af Skovens blodtørstigste Røvere, var det vistnok mest for at trøste mig. Men sent vil jeg alligevel glemme hint Øjeblik, da jeg i den tætte Vildskov opdagede det 73 stridhaarede, rødgule Bæst, der stod stille ikke tolv Skridt fra mig og viste Tænder. Med et Øjepar, der lyste i Skovskumringen som grønligt Glas, stirrede det glubsk paa mig, men syntes iøvrigt lige saa overrasket og forbløffet som jeg selv. Og pludselig snoede Dyret sig omkring og forsvandt i Underskoven.

*

Jeg har i Dag kørt over den bundfrosne Lemmonsø, og jeg veed nu, hvordan det maa føles at dø af Forfrysning. Den to Mil lange Isflade udaandede en Kulde, der trængte gennem Finsko og Skindpels ind til Blodet. Min tapre lille Fjordhest havde det vistnok ogsaa ondt. Dampen stod den tæt ud af Mule og Flanker, og over dens vinterlodne Ryg laa som et Perletæppe af frosne Sveddraaber. Selv havde jeg store Isklumper i Skægget. Knut – Skydskarlen – holdt sig ilive ved at synge. Hans Næse var saa blaa af Kulde, at jeg frygtede for at skulle se den fryse af'150.

Og saa har vi endda allesammen frosset forgæves! Jeg har ganske vist fundet Flygtningens 74 lille Bjælkestue paa det opgivne Sted, men den var tom. Jeg har set hans Spor i Sneen, men selv var han fløjet; og det er vist mere end tvivlsomt, om det vil lykkes mig at træffe ham, endsige at føre ham levende'151 hjem til Danmark. For faa Dage siden skal han være taget ind i Jotun, hvor der denne Vinter undtagelsesvis bor Mennesker. Men Forsøget paa at indfange ham i Bessæter eller Gjendin kan kun gøres af en Skiløber. Med Slæde eller paa Hesteryg kommer jeg nu ikke længere.

Det blev hen paa Eftermiddagen, før vi naaede over Søen til hans Tømmerstue, der ligger nær Bredden inde under en lille Skov. Da jeg paa Frastand havde set, at der ingen Røg stod op af Skorstenen, var jeg forberedt paa at finde Huset tomt; og naar jeg skal være ærlig, gjaldt mine Skuffelser i første Øjeblik allermest Pejsen og den skoldhede Kop Kaffe, jeg i min forkomne Tilstand havde glædet mig til.

Rundt om Huset saaes Skispor og ret friske Mærker af Fodtrin, ligesom der i Nærheden fandtes uforkastelige Vidnesbyrd om, at der for nylig havde boet et Menneske 75 med en naturlig Fordøjelse. Herpaa tydede ogsaa en anselig Køkkenmødding, der i Stedet for Stenalderens Østers- og Muslingeskaller indeholdt tømte Konservesdaaser. Gennem en lille Rude, hvis øverste Halvdel ragede op over Sneen, kiggede jeg ind i Stuen. Jeg skimtede en sværtet Pejs, en Stabel Brænde, et tarveligt Sengested og under Vinduet et Bord, hvorpaa der laa nogle Bøger og en Shagpibe.

Nu sidder jeg vel forvaret hos Jens Tronhus og er ogsaa bleven nogenlunde optøet ved Hjælp af mange Kopper Kaffe. Men det var'152 Aften, inden jeg naaede hertil. Over alle de hvide Fjeldkroner laa et sølvmorsagtigt Skær fra den tynde Maanebue, der sejlede ud over Himmeldybet som et Skib'153 for fulde Sejl.

Familjen er allerede gaaet i Seng. Jeg sidder ved et Spiddelys alene med min egen Skygge, hvis Tilstedeværelse jeg aner paa Væggen bag ved mig. I mange Miles'154 Omkreds hviler alt i stivfrossen Ro. Jeg befinder mig paa Højder, hvortil ikke en Lyd fra Verden kan trænge op. I selve Huset kan jeg høre en svag Dunken, som jeg længe 76 ikke kunde forklare mig, indtil det gik op for mig, at det er mit eget, kaffeberuste Hjertes Hamren.

Om Student Hornung har jeg faaet at vide, at han hyppigt tager paa lange Skiture ind i Jotun. Jens Tronhus mener ikke, at han kommer tilbage, saa længe Vejret holder sig. Med andre Ord: vil jeg oppebie hans Hjemkomst, maa jeg opgive Bjørnsons Foredrag. Det er et vanskeligt Valg.

Jeg syntes at kunne forstaa baade paa Tronhus og hans Kone, at de ligesom Folkene nede i Vaage anser ham for lidt forrykt. Men jeg fik ogsaa en Fornemmelse af, at de alligevel godt kan lide ham og er glade for hans smaa Besøg. Om hans daglige Liv kan de ikke fortælle mig synderligt. Som Udlænding har han ikke Lov til at færdes med Bøsse uden at betale en uforholdsmæssig Afgift. Derfor gaar han ikke paa Jagt. Men engang imellem fanger han nogle Ryper i Snare, og saa kommer han gerne hertil med dem for at faa dem ordentlig stegt. Forøvrigt mener de, at han fordriver Tiden med at ryge Tobak, lave Mad og hugge 77 Brænde i Skoven. Der kan ofte gaa Uger, uden at de ser noget til ham.

À propos Bjørnson, saa er der et Spørgsmaal, der er kommen mig helt paatrængende ind paa Livet i disse Dage. Hvorledes kan det være, at denne benaadede Mand, som dog virkelig hører til de enbaarne, ikke har faaet større Indflydelse paa Aandslivet i Skandinavien eller ude i Verden? Maaske har Norden aldrig frembragt en mere overdaadigt udrustet Natur. Det Drengebarn, der hin kolde Decembernat 1832 utaalmodigt sprællede sig ind i Verden'155 deroppe i Kvikne Præstegaard under den store og den lille Bjørns Stjernebilleder, fik i Vuggegave sine Navnefætteres Overmaal af Kraft og Snildhed. Et Vidunderbarn var født, en ung Gud, der ogsaa hurtigt blev Nordens store Haab. Allerede som Student tændte jo Bjørnstjerne Bjørnson en Berømmelsens Glorie omkring sit komiske Navn, der fra først af maa have taget sig ud'156 som fabrikeret til en Parodikomedie. Hele hans Liv helt op til Alderdommen 78 har formet sig som en straalende Sejrsgang.

Naar det alligevel ikke blev ham, der kom til at præge Tidens Følelsesliv paa nogen afgørende Maade, – hvad er da Grunden?

*

I Formiddags, da jeg sad i den solfyldte Stue og paany overvejede, om jeg skulde blive her eller rejse, stak Tronhus Hovedet ind ad Døren og sagde, at nu kom Hornung. Jeg skyndte mig til Vinduet men saae ingen. Tronhus, der stod udenfor og flækkede Brænde, pegede saa med Øksen op mod Fjeldkammen, der kan ses over Skoven.

Deroppe paa den hvide Snekrone havde han om Morgenen gjort mig opmærksom paa nogle mørke Prikker og forklaret, at det var en Flok Vildrener. Nu opdagede jeg et enkelt sort Punkt, og kunde ogsaa se, at det bevægede sig nedefter. Da jeg fik Kikkerten frem, viste det sig at være et Menneske i Følge med sin langstrakte Skygge. Sneen bag ham var levende som et Kølvand. Han strøg en god Fart og slæbte Skistaven efter sig. Et Par Gange bøjede 79 han sig i Knæ og gjorde et Hop. Saa blev han borte for mig bag en Fjeldknast.

En god halv Time senere kom han gaaende op ad den Bakke, som Huset her ligger paa. Hans Udseende overraskede mig lidt. Han var en Del'157 mindre, end jeg havde forestillet mig. Men maaske var det de vældige Omgivelser, der lod ham synes saa uanselig. Med sin vejrgarvede Ansigtshud og sine tynde, stramt omviklede Ben mindede han mig om de smaa Fjeldlapper, jeg havde set nordpaa.

Udenfor Indgangen spændte han Skierne af og stillede dem op mod Husvæggen. Lidt efter bankede han paa.

Jens Tronhus var imidlertid gaaet over i Stalden for at varsko Konen, der malkede Gederne. For nu var der jo'158 igen en kærkommen Anledning til en ekstra Kaffetaar. Jeg var derfor ene i Stuen'159.

Da han kom ind og'160 opdagede en Fremmed, saae han sig meget utilfreds omkring; gik derpaa over Gulvet hen til Bryggersdøren og kiggede ud'161.

"Her er nok ingen hjemme," sagde han som for sig selv og vilde gaa igen'162.

80 Nu gik jeg hen og hilste paa ham, og da han hørte, at jeg var dansk, blev han tydelig mistænksom og anede Uraad. Han maalte mig med et Øjekast, der paa en Gang var sky og glubsk. Jeg kom'163 til at tænke paa mit Møde med Jærven inde i Næverskoven ovenover Espedalsvandet. Det var det samme livsfjerne og livsfjendske'164 Blik fra den dybe Ensomhed.

I det samme gik Døren op for Jens Tronhus. Og da Konen lidt efter kom ind med Kaffen, nødtes han til at blive'165.

Vi tog Plads omkring Bordet. Han fortalte Tronhus om sin Tur og om et Uheld, han havde haft undervejs, idet to Ski-Bindinger var sprunget for ham, saa han maatte tage til sin Reserve. Derfor havde han været nødt til at vende hjem. Han var gaaet over Gjendin, sagde han, og bragte Hilsen fra Bessæter, hvor han havde overnattet.

Han var synlig nervøs. Hvert Øjeblik tændte han Piben paany, og jeg kunde se, at hans Haand rystede. Desuden henvendte han sig udelukkende'166 til de andre, som om jeg ikke var tilstede.

Senere kom vi dog til at tale sammen'167 uden 81 Vidner. Tronhus og hans Kone viste den Forstaaelse at lade mig være lidt alene med min unge Landsmand. Det var forøvrigt ganske omsonst. Vi havde ikke vekslet mange Ord, før det blev mig klart, at det var haabløst at forsøge paa nogen Overtalelse. Der stod en Dødens Kulde af ham, der gjorde mig tavs'168.

Da jeg'169 fortalte ham, at jeg havde truffet hans Forældre, sagde han blot:'170 "Jeg kan tænke det." Paa mine hensynsfulde'171 Spørgsmaal om Aarsagen til hans Verdensfiugt, svarede han med haanlige'172 Floskler. Menneskene kedede ham, sagde han. Han havde opdaget det tomme Rums Tiltrækning. Forøvrigt var han ikke helt alene. Han havde en Musefamilje hjemme i sin Stue. Det var ham Selskab nok.

Jeg iagttog hans Ansigtsudtryk, mens han talte, og fik Medlidenhed med ham. Jeg anede, at der laa et bristet Livshaab begravet under den anstrengte Ufølsomhed. Jeg forstod, at han'173 var flygtet bort fra Verden for at glemme den.

Her er'174 da igen en af Tidens mange'175 Sørgmodige, som dør af indre Forfrysning. Denne 82 Toogtyveaariges Hjerte har allerede stormet sig træt. Som en dødsviet Munk har han strøet Aske over sit Hoved for at fremskynde den endelige Udfrielse.

Nu er han borte. Jeg stod ved Vinduet, da han tog herfra.

Jeg saae denne moderne Skovbroder stryge hjemad til sit Enebo som en Fugl, der lykkeligt er undsluppen en opstillet Snare.

Jeg tænker paa hans Forældre, hvem jeg skal bringe en saa nedslaaende Efterretning. Vil de stadig intet forstaa? Rimeligvis har de aldrig selv kendt det Tungsind, der kan indspinde et Menneske i vore hyggelige Dagligstuer, den syge Længsel efter Ensomhed og Frihed'176, der selv'177 under de lykkeligste Familjeforhold kan blive saa stærk, at den blotte Berøring af en kærlig Haand vækker Lede og rejser Vildmands-Aanden. Eller ogsaa har de en Gang for alle heldigt overvundet den Slags Følelser, og dermed glemt dem.

*

Efter næsten en Uges Eskimoliv vendte jeg iforgaars tilbage til Civilisationen. 83 Det vil sige: jeg naaede ned til Gudbrandsdal-Banen og fik atter Hjul under mig. Men fra Tretten Station, hvor jeg overnattede, maatte jeg igen ty til Slæden. Jeg skulde jo ind i Østre Gausdal og høre Bjørnson. Tiden var knap, og Dagen er kort. Jeg maatte afsted fra Morgenstunden.

Med Vejret var jeg atter heldig. Det frøs vistnok adskillige Grader; men Luften var ganske stille og føltes slet ikke kold. Desuden sad jeg nu igen i en lun Bredslæde med Benene beskyttet af en dyb Fodpose.

Om Sommeren kan Turen over Fjeldet gøres i al Magelighed ad en fortræffelig Kørevej. Paa faa Timer ruller man da i Stolkærre eller "Trille" (Karjolen er jo næsten forsvunden) op til det bekendte Sanatorium, der troner paa Højderyggen omtrent tre tusinde Fod tilvejrs. Om Vinteren, naar Chausseen ligger gemt under et alenhøjt Snelag, skumples man Fod for Fod afsted i et Spor, der overalt er slemt opkørt og udhulet af de tunge Tømmerslæder, som til Stadighed passerer her. Efter hvert Snefald trædes Vejen hurtigt til igen og gulnes 84 af Hestepærer, mens Sneen ligger hvid og blød og uberørt paa begge Sider.

En Hund, der fulgte med fra Skydsstationen, maatte gribe til Svømmetagene, naar et Harespor eller en forbiflyvende Fugl lokkede den udenfor Vejbanen. Mødte vi et Tømmerlæs, der tvang os ud til Siden, sank Hesten i til Bugen. To Gange hændte det, at vi væltede og blev liggende med den tunge Slæde over os, saa Mandskabet fra det andet Køretøj maatte hjælpe os paa ret Køl. Det var saa meget mere forsmædeligt for min lange Skydskarl, som han forinden Udfarten, for at dokumentere sin Duelighed, med megen Overlegenhed havde fremvist et blankt poleret Tyvekronestykke, der hang ved hans Urkæde. Det var en Drikkeskilling fra Kongen, hvem han engang havde skydset.

Jeg havde været i den samme Situation en Gang tidligere under Rejsen og vidste, at den ikke var livsfarlig. Alligevel irriteredes jeg af Fyrens uanfægtelige Ro og Selvtilfredshed, og efter den sidste Kolbøtte sagde jeg ham Besked. Men da blev han højtideligt fornærmet; følte sig krænket paa sit 85 Lands og sin Konges Vegne. Under hele Resten af Turen mælede han ikke et Ord. Til Gengæld ytrede han sig rigelig ved Spytten, og mumlede nu og da for sig selv noget om dansk Skidtvigtighed.'178

Langsomt kravlede vi op ad Bjergsiden, indtil vi efter næsten fire Timers Forløb naaede det tilskoddede Sommer-Sanatorium. Herfra gik det videre i lidt hurtigere Skridtgang mellem skovklædte Aasrygge, hvor hist og her en blaalig Røg steg tilvejrs fra skjulte Hjem. Overalt laa den hvide og bløde Sne som et Duntæppe over Jorden. Flokke af Krager flagrede over Skovbrynene og gav Hals.

Underligt var det at komme fra Jotuns udslukte Verden ned til denne vinterlige Hygge. Jeg følte mig hensat til det Søndagsland, hvori Bjørnsons yndefulde Bondenoveller foregaar. Og jeg fortrød nu, at jeg ikke var gaaet den unge Hornung stærkere paa Klingen. Jeg kunde ikke lade være med at tænke paa ham. Havde jeg blot faaet overtalt ham til at følge med herned og høre Bjørnson, skulde denne store Livsbekræfter og Fortryller nok have hjemkaldt 86 hans Sjæl fra det hvide Dødningeland deroppe.

Nu var vi kommen over Bjergryggen, og fra samme Øjeblik gik det Hop i Hop nedefter alt hvad Remmer og Tøj kunde holde. Vejbanen hævede og sænkede sig i Bølger, og Slæden foer op og ned som paa en Rutschbane. Jeg maatte klamre mig fast med begge Hænder for ikke at blive slynget af.

Ved et Vejsving rulledes pludselig hele Gausdalen op for Synet. Dybt under os laa den; og skønt jeg for nogle Aar siden havde boet dernede en hel Sommer, kunde jeg ikke genkende Egnen paa Grund af Vinterdragten. De store, perlemalede Gaarde, der om Sommeren bryster sig i de grønne Lier, blev borte for Øjet i alt det andet graa og hvide. Heller ikke de drageblodsfarvede Udhuse eller Husmandshytterne oppe under Skoven traadte tydeligt frem, fordi de laa halvt begravede i Sne.

Nede ved Elveløbet laa et enligt Hus. Det tog sig deroppe fra Højen ikke større ud end et Hundehus; men da der var hejst Flag paa det, forstod jeg, at det maatte 87 være Forsamlingsbygningen. Rundt om Stedet var Sneen sortprikket som en Kommenost. Det var Mennesker, der færdedes dernede; Folk, der var paa Vej til Foredragssalen.

En halv Time senere var jeg selv imellem dem.

*

Der sad vel to-tre hundrede Mennesker paa Bænkerækkerne, da Bjørnson gik op paa Talerstolen. Mange flere kunde der heller ikke rummes i Salen. Jeg antager, at Størsteparten af Østre Gaudals Befolkning var samlet der.

Om Bjørnsons "Kæmpeskikkelse" er der talt og skrevet meget overdrevent. Han er i Virkeligheden ikke stort over Middelhøjde. Kun i siddende Stilling virker han større, fordi Overkroppen er uforholdsmæssig stor og bred. Det er da ikke udelukkende Kunstnerens Skyld, naar Bjørnsons Statue foran Nationalteatret i Kristiania ikke tilfredsstiller. I en saadan fritstaaende Figur kommer hans Skikkelses Majestæt vanskeligt til sin Ret, naar Skikkelsen skal være naturtro'179. Men hvilket dejligt Hoved! Ikke engang de usalige 88 Briller kan skæmme det. Disse Professor-Attributer lægger ingen Pedantmaske over Ansigtstrækkenes naturgroede Kraft.

Han begyndte med nogle Bemærkninger om et kirkepolitisk Spørgsmaal, som for Tiden optager Sindene her i Norge. Det var et lidt skolemesteragtigt Formaningsord fremsat med oprakt Pegefinger og nogen Salvelse. Men fra det Øjeblik, han gik over til sit egenlige Emne, foldede han Digter-Vingerne ud med et Sus, der mindede om Opsvinget hos visse store Fugle, som efter nogle ubehjælpsomme Manøvrer langsmed Jorden stiger tilvejrs under et mægtigt Fjerbrus.

Det mærkedes ogsaa snart paa Forsamlingen, at han havde faaet den i sin Magt. Den sad som rørt af en Tryllestav, – lutter opspærrede Øjne og Munde. Selv led jeg derimod en alvorlig Skuffelse. Bjørnson havde ikke talt mange Minutter, før det gik op for mig, at Foredraget nøjagtigt var det samme, som jeg i sin Tid havde hørt i København: Pavens Modtagelse i Laterankirken Juleaften. Jeg kendte det igen Træk for Træk. Der var den samme prægtigt tilrettelagte Skildring af det illuminerede Kirkerum; 89 der var Gengivelsen af de pavelige Soldaters Trommehvirvler og alle de andre oratoriske Kunststykker lige til det Fingerknips, hvormed han en Gang efter en lille Pavse ledsagede et særligt malende Udtryk, som om en lykkelig Inspiration fødte det i samme Nu. Naar jeg lukkede Øjnene, kunde jeg godt indbilde mig, at jeg fik den hele Skildring genfrembragt af en Fonograf. "Pladen" var i de forløbne Aar bleven noget slidt ved Brugen, men der manglede ikke en Stavelse.

Det var noget mere end Ærgrelse over et Uheld, jeg følte derved'180. Saa rørende det end var, at denne store Digter og berømte Mand, der i Skandinaviens Storstæder samlede Tusinder om sin Talerstol, ikke holdt sig for fornem til at underholde en lille Forsamling Landboere, naar han dermed kunde tjene en god Sag, saa var der dog ogsaa i denne Villighed til at optræde, i denne uformindskede Glæde ved at agere, noget, der vakte til Eftertanke og'181 virkede forstemmende. Mens han talte, følte jeg det, som fik jeg her en Slags Svar paa det Spørgsmaal, jeg i disse Dage har gjort 90 mig selv hvorfor'182 Bjørnsons Indflydelse paa nordisk Aandsliv ikke er bleven'183 dybere.

Jeg kom til at tænke paa Historien om den vilde Skovbjørn, et Pragteksemplar af Racen, der som ung indfangedes i en Snare og afrettedes til Publikums Forlystelse. Den endte sine Dage som en graanende Markedsbjørn, der straks ved Synet af Mennesker rejste sig paa Bagbenene og gjorde sine Kunster. Det Naturbarn, der hin Decembernat fødtes til Verden heroppe i det høje Nord under Styrkens og den enfoldige Visdoms Himmeltegn, har vistnok ogsaa paa et tidligt Tidspunkt faaet Ring i Næsen.'184 Var der ikke straks i Bjørnsons allerførste Fortællinger en lidt betænkelig Jongleren med Ord, der røbede, at han allerede da havde taget Skade paa sin Oprindelighed? Hans berømte "Stil", der var Datidens Goethe-Grækere en Daarskab og Farisæerne til Forargelse, – har den ikke ogsaa mangen Gang været lovlig meget af en Behændighedskunst, en Linedans med brændende Sandhedsfakler henover Hovedet paa et forbløffet Markedspublikum?

I en berømt Bog af Vilh. Andersen, hvori 91 denne sindrige Literaturfortolker sammenstiller Nordens dionysiske Aander efter Størrelsen som i en hellenisk Gavlgruppe, har Bjørnson faaet en fremtrædende Plads'185. Men beror dette ikke paa et Fejlsyn? Har Bjørnson overhovedet noget at gøre i det Selskab? Den Vilje og Evne til Selvforglemmelse, der er den dionysiske Verdensflugts Forudsætning, er ham vistnok nægtet. Blev i hvert Fald tidlig svækket hos ham.'186 Som han ynder at leve sit Familjeliv for aabne Døre, har han tydelig nok ogsaa under sit Arbejde stadig Offenligheden in mente, ja inspireres netop af Bevidstheden om at have Verdens Øjne eller i det mindste sit eget Folks spændte'187 Opmærksomhed rettet mod sig. Men en saadan Aand er fremmed for den dionysiske Henrykkelsestilstand, der udelukker Forestillingen om Tilskuere. Dionysisk Tale, det er Enetale. Men hvornaar var Bjørnson helt alene med sig selv i sin Digtning, helt uden Attitude, tusinde Mile borte fra Tanken om et Publikum?

Da Talen sluttede, slog en Storm af kraftige Haandklap mig om Ørene. Det er jo blevet Brug at lønne Foredragsholdere med 92 Teaterbifald. Maaske er den Tid ikke fjern, da man ogsaa vil høre Applaus i Kirkerne efter en vellykket Præken. Underligt var det alligevel at finde denne Uskik indført i en Forsamling af træge norske Bønder i en afsides Fjelddal. Men rimeligvis har man vidst, at Bjørnson vilde blive glad for Ovationen.

Nu ja – "det bør sig enhver at vide, at selv det største Menneske er skabt af Ler." Uheldigt er det kun, at de smaa Aander, som danner sig i de stores Billede, oftere forgaber sig i disses'188 Unoder end i deres Dyder, og anser sig selv for genialske, naar de efterligner et Geni i hans Udskejelser. Med sin kunstlede Stils Forvovenhed har Bjørnson til egen Ulykke'189 skaffet Affektationen og Skaberiet Borgerret paa det norske Parnas. Med'190 sit Væsens gigantiske Fripostighed har han'191 dannet Skole i Literaturen og udenfor den, har fra sin Ungdom været fulgt af'192 et skiftende Narrefølge af literære Ekvilibrister og stærke Mænd, af politiske Gavtyve og Bondefangere, der optraadte i Forklædning som Sandhedsriddere og Forkyndere.

For os'193 derhjemme har han været 93 den ideale Kamphane, der ved hvert'194 Besøg har sat Hønsegaarden paa den anden Ende. Man genkender Træk af hans Væsen hos mangen stoltserende Hanekylling'195, der knap har lært at kykle, før de rejser Kam og straks ved Synet af en Medbejler sætter sig bredbenet i Positur, strækker Halsen og skriger ud over Gaardspladsen:

"Der – maa – ikke – være – andre – Haner – paa – Møddingen – end – mig!"

Efter Foredraget fandt der en "Kurveauktion" Sted, en vistnok ejendommelig norsk Form for Basar, der er meget nydelig. Til en saadan Velgørenhedsfest medbringer hver unge Kvinde en Spaankurv fyldt med hjemmebagte Kager, og denne bortauktioneres paa den Maade, at den højstbydende erhverver sig Ret til bagefter at nyde Kurvens Indhold i Selskab med Giverinden. Herved fremkaldes en ridderlig Kappestrid mellem de tilstedeværende unge Mænd til Bedste for det gode Formaal.

Just som Legen var kommen i Gang, maatte jeg bryde op. Det var begyndt at mørkne, og det var nødvendigt at være tilbage 94 over Fjeldvidden, inden Maanen gik ned.

Da jeg sad i Slæden og atter var paa Vej opefter, glemte jeg efterhaanden mit kedelige Uheld over Aftenens vidunderlige Skønhed. Fod for Fod gik det opefter ad den samme slyngede Vej, hvor jeg for nogle Timer siden var fløjet ned med saa store Forventninger'196. Frosten var taget til nu, da Solen var borte. Sneen skreg under Mederne. Snart laa Gausdalen atter under mig med sine spredte Lys.

Umærkelig var den snelyse Skumring gleden over i maaneklar Nat. Og da Maanens Eventyrskib forsvandt bag Fjeldkammen, vældede Stjernerne frem i en Rigdom og Pragt, der genkaldte Mindet om Polarlivets natlige Herlighed. De lyste paa det grønligt mørke Himmeldyb som smaa Sole og sendte lange Straaler ned gennem den tynde Frostluft, saa det var, som om Himlen dryppede af Guld.

Mine Tanker gik paany til den unge Flygtning deroppe i Isørkenen. Velsagtens sad han nu ved Pejse-Ilden i sin lille Bjælkestue og røg sin Pibe, ene med sig selv og 95 sine livsfjendske Tanker. Jeg mindedes hans fjerne, følelsesløse, halvt udslukte Blik, der allerede syntes at tilhøre en anden Verden'197, og havde den oprigtigste Medlidenhed med ham.

Og dog!…

Jeg kender hans Skuffelse. Jeg veed lidt'198 om Grunden til, at saa mange af Tidens unge Mænd – og netop de bedste –'199 med fortvivlet'200 Hjerte flygter op paa Ensomhedens og Livsforagtens golde Vidder.

Jeg indser ogsaa'201 godt nu, at det ikke vilde have nyttet noget, om jeg havde faaet ham lokket herned til dette Møde med Bjørnson. Jeg er jo ikke langt fra at fortryde Rejsen for mit eget Vedkommende. Har jeg maaske'202 selv har været for meget'203 under Stilhedens og Stjernenætternes Fortryllelse i disse Dage'204? Maaske.'205

Derfor vil jeg ogsaa hjem nu. Tilbage til Torveskriget og vore egne Markedsbjørne.

 
[1] Collet: maleren Frederik Collett (1839-1914). tilbage
[2] Mesna: Collett blev så betaget af lysspillet over elven Mesna at han de sidste 30 år af sit liv stort set ikke malede andet. En bro over elven er opkaldt efter ham. tilbage
[3] Mons Lie: (1864-1931) – søn af Jonas Lie. tilbage
[4] : (1865-1939). tilbage
[5] Wetlesen: Wilhelm Wetlesen (1871–1925). tilbage
[6] Uforklarlighed: allerede længe før Pontoppidan i 1920 skrev En Vinterrejse havde nordmændene Birkeland og Størmer forklaret nordlysfænomenet i hovedtrækkene. tilbage
['1] ET FORORD: overskriften er strøget i B. tilbage
['2] engang > denne Gang tilbage
['3] de tre sidste afsnit af forordet (fra: Her faldt jeg...) er strøget. tilbage
['4] til opskruet Pris > til Lysthavende tilbage
['5] med disse garanteret naturægte Fjeldmennesker > i en saadan "Pulk" tilbage
['6] nok > fuldt tilbage
['7] og Damerne tager sig...: strøget. tilbage
['8] af > ad. tilbage
['9] jeg overalt skulde: strøget. Komma foran at strøget. tilbage
['10] Forgæves søgte jeg hans Spor i Kristiania > I Kristiania søgte jeg forgæves hans Spor tilbage
['11] her paa Stationerne > paa Stationerne her tilbage
['12] overalt: strøget. tilbage
['13] tilføjet: uden Resultat. tilbage
['14] Det er nu næppe heller > Men det er heller næppe tilbage
['15] fortælle: strøget. tilbage
['16] dette Navn > det tilbage
['17] sikkert: strøget. tilbage
['18] hin sprudlende Latterkilde > han tilbage
['19] havde sit Udspring her i denne sorte Klippegryde > er kommen til Verden her tilbage
['20] Borgermand > Herre tilbage
['21] Kødet af: strøget. tilbage
['22] to Dyr > to fede Dyr: tilbage
['23] formodenlig > formodentlig tilbage
['24] en Spedalsk > Fanden selv tilbage
['25] nærmede sig spøgelseagtigt > spøgelseagtigt nærmede sig tilbage
['26] Barn > lille Væsen tilbage
['27] Midt i Vrimlen opdager jeg ... Usselryg.: strøget. tilbage
['28] store > højtidelige tilbage
['29] forbleven > bleven tilbage
['30] tilføjet: af Befolkningen tilbage
['31] i Stedet > i Stedet for tilbage
['32] opfattet det af andres Beskrivelse > faaet det opgivet tilbage
['33] Grosserer Hornung og Frue > dem tilbage
['34] Som en rig > En velstaaende tilbage
['35] Barn > Barn, tilbage
['36] mig hen > at rejse med tilbage
['37] det er lykkedes mig > den er væk tilbage
['38] komma > punktum efter Vandet. I næste sætning er et Vi indsat før har. tilbage
['39] himmelsk > overjordisk tilbage
['40] bunden: strøget. tilbage
['41] berører > rører tilbage
['42] Akvavit > Aalborg-Akvavit tilbage
['43] med gule Kinesernegle: strøget. tilbage
['44] Verden > Kristenheden tilbage
['45] ... Varanger? Tre hundrede... > Varanger – tre hundrede... tilbage
['46] Øer > store og smaa Øer tilbage
['47] og viste sig at svare til Navnet i det mindste > men svarer ikke til Navnet undtagen tilbage
['48] Nordmændene, der med saa god Grund...: de sidste sætninger strøget. tilbage
['49] af Døgnets Timer > Timer af Døgnet, da tilbage
['50] tilføjet: komma efter Skrifter. tilbage
['51] fundet > blandt andre Kuriositeter fundet tilbage
['52] smykker > smykker her tilbage
['53] tølperagtigt: strøget. tilbage
['54] bleven > blevet tilbage
['55] Historien > Literaturhistorien tilbage
['56] et Uheld > et af den Slags Uheld tilbage
['57] kan hænde > ikke sjælden hænder tilbage
['58] lider > dog lider tilbage
['59] romantiske: strøget. tilbage
['60] tilføjet: som en fattig Per Eriksen tilbage
['61] Ilde var det, og værre er det blevet.: strøget. tilbage
['62] Paa en Tid, da > Paa samme Tid, som tilbage
['63] sætter > satte tilbage
['64] er > var tilbage
['65] forfalder > forfaldt tilbage
['66] forgaber > forgabede tilbage
['67] efterligner > efterlignede tilbage
['68] giver > gav tilbage
['69] saadan: strøget. tilbage
['70] ...Nærheden. Nede... > ...Nærheden, og nede... tilbage
['71] travle > amerikanske tilbage
['72] lades vi > lader det os tilbage
['73] Broderlighed > Inderlighed tilbage
['74] tilføjet: den broderlige Medleven, tilbage
['75] det > alt tilbage
['76] tilføjet: tyve Timers tilbage
['77] Fillebyen > Filleby tilbage
['78] tilføjet: altsaa tilbage
['79] ikke nogen > ingen tilbage
['80] komma tilføjet. tilbage
['81] tilføjet: vistnok tilbage
['82] skal være > maa være bleven tilbage
['83] desværre > dog tilbage
['84] dybere: strøget. tilbage
['85] har bestemt > bestemte tilbage
['86] heroppe i det høje Nord: strøget. tilbage
['87] tilføjet: om Vinteren tilbage
['88] og > mens de tilbage
['89] lav, bleg: strøget. tilbage
['90] Dødninge-Portal > grønbleg Portal tilbage
['91] den > Underverdenens tilbage
['92] lue > ses tilbage
['93] Middagslysningen > Middagsbelysningen tilbage
['94] Passagererne ogsaa > Dæks-Passagererne tilbage
['95] store: strøget. tilbage
['96] gøs > gøs lidt tilbage
['97] Ører, der maa have været døde ... med begge Hænder > Ører her, hvor alle Mændene bærer Kabuds og Kvinderne har Hovedet tæt indbundet. Med begge Hænder maatte han holde Hatten paa Hovedet, og Præstekjolen svøbte sig paa komisk Maade om hans Ben. tilbage
['98] nogensinde: strøget. tilbage
['99] at > at kunne tilbage
['100] Nyomvendt > af Menighedens sidste Proselyter tilbage
['101] Plakater med Forbud mod "Tobaksspytning", der var slaaet op rundt om paa Kirkens Vægge > Plakater, der var slaaet op rundt om paa Kirkens Vægge, med Forbud mod "Tobaksspytning" tilbage
['102] op: strøget. tilbage
['103] Saa meget forstod jeg af Samtalen, – og > Ak, tilbage
['104] er kommen > kommer derved tilbage
['105] fortryllede Publikum i Lystspillene > i Lystspillene fortryllede Publikum tilbage
['106] eftertagtede unge Dame > unge Pige tilbage
['107] som > der tilbage
['108] Jeg tænker paa, om jeg maaske selv > Jeg spørger mig selv, om ikke ogsaa jeg maaske tilbage
['109] egen: strøget. tilbage
['110] selv > selv om tilbage
['111] sakrosankt > sakrosant tilbage
['112] bryder et Skænderi løs mellem de andre > mellem de andre bryder et Skænderi løs tilbage
['113] som > hvor de tilbage
['114] efterhaanden: strøget. tilbage
['115] Spil > Bridge og andet Kortspil tilbage
['116] Aftenens og Nattens Løb > Løbet af den lange Nat tilbage
['117] for længe siden > forlængst tilbage
['118] Købenavn > "Strøget" og Kaféerne deromkring tilbage
['119] og desuden Billedhuggerinde og Komponist: strøget. tilbage
['120] [punktum] Af > [komma] af tilbage
['121] Det undrer mig > Besynderligt tilbage
['122] Jeg hører ogsaa, at hun nylig er > Hun er nylig tilbage
['123] tredje > anden tilbage
['124] om kort Tid skal > skal om kort Tid tilbage
['125] næste > tredie tilbage
['126] Hun skal selv...: de sidste sætninger strøget. tilbage
['127] hvidglødende > glødende tilbage
['128] Bagefter...: sidste sætning strøget. tilbage
['129] saa jeg havde ondt ved...: sætningen strøget. tilbage
['130] tankefuldt: strøget. tilbage
['131] ganske nøgne > i fuldkommen Nøgenhed tilbage
['132] Svinehuse > Hedeskure tilbage
['133] et tabt Paradis > Verdens dejligste Sted tilbage
['134] tilføjet: som et tabt Paradis tilbage
['135] siden. Trods > siden; men trods tilbage
['136] i vore Dage > paa vore Dages Talerstole tilbage
['137] Paa Talerstolen ... Hovedrollen.: strøget. tilbage
['138] ikke ofte > sjelden tilbage
['139] i Brystlommen eller i Hukommelsen > fra et i Brystlommen gemt, omhyggeligt udarbejdet Manuskript tilbage
['140] helt og holdent > fra først til sidst tilbage
['141] ham at kunne > at tilbage
['142] tilføjet: forbløffende tilbage
['143] Og endda ... med det.: strøget. tilbage
['144] tilføjet: vandre tilbage
['145] Jotun. Her skal han > Jotun, hvor han skal tilbage
['146] tilføjet: lidt tilbage
['147] man > jeg tilbage
['148] engang > nylig tilbage
['149] tilføjet: med et eneste Dask tilbage
['150] saa blaa af Kulde, at jeg frygtede for at skulle se den fryse af > kornblaa af Kulde. Jeg blev tilsidst bange for, at den skulde fryse af tilbage
['151] levende: strøget. tilbage
['152] var > blev tilbage
['153] et Skib > en Baad tilbage
['154] Miles > Mils tilbage
['155] Verden > Tilværelsen tilbage
['156] sit komiske Navn, der fra først af maa have taget sig ud > sit Navn, der fra først af maa have taget sig ret komisk ud – tilbage
['157] en Del > ikke saa lidt tilbage
['158] jo > altsaa tilbage
['159] tilføjet: [komma] da han kom ind tilbage
['160] Da han kom ind og > Idet han tilbage
['161] Fremmed, saae han sig meget utilfreds omkring; gik derpaa over Gulvet hen til Bryggersdøren og kiggede ud > Fremmed derinde, fik han et sky og modvilligt Udtryk tilbage
['162] sagde han som for sig selv og vilde gaa igen > mumlede han og saa sig utilfreds omkring tilbage
['163] Øjekast, der paa en Gang var sky og glubsk. Jeg kom > uvenligt Øjekast, der fik mig tilbage
['164] Det var det samme livsfjerne og livsfjendske > Et verdensfjernt og livsfjendsk tilbage
['165] Og da Konen lidt efter kom ind med Kaffen, nødtes han til at blive > Og lidt efter kom ogsaa Konen ind tilbage
['166] udelukkende > hele Tiden tilbage
['167] tilføjet: et Øjeblik tilbage
['168] der gjorde mig tavs > da jeg bad ham om en Samtale tilbage
['169] Da jeg > Jeg tilbage
['170] sagde han blot: > hvortil han blot sagde tilbage
['171] hensynsfulde: strøget. tilbage
['172] haanlige > Skuldertræk og tilbage
['173] tilføjet: virkelig tilbage
['174] er > var tilbage
['175] tilføjet: vildt tilbage
['176] Ensomhed og Frihed > en Død i Ensomhed tilbage
['177] selv > netop tilbage
['178] Hele afsnittet fra Jeg havde været i den samme Situation... er strøget. tilbage
['179] naar Skikkelsen skal være naturtro: strøget. tilbage
['180] Det var noget mere end Ærgrelse over et Uheld, jeg følte derved > Hvad jeg følte derved, var noget mere end blot Ærgrelse over et Uheld tilbage
['181] tilføjet: efterhaanden tilbage
['182] hvorfor > om Grunden til, at tilbage
['183] tilføjet: større og tilbage
['184] Himmeltegn, har vistnok ogsaa paa et tidligt Tidspunkt faaet Ring i Næsen. > Himmeltegn – har ikke ogsaa det paa et altfor tidligt Tidspunkt faaet Ring i Næsen? tilbage
['185] faaet en fremtrædende Plads > – til Forundring for mange, men med Rette – ikke faaet nogen fremtrædende Plads [jf. Vilh. Andersens brev til HP af 17.11.1920. tilbage
['186] Men beror dette ikke paa et Fejlsyn? Har Bjørnson overhovedet noget at gøre i det Selskab? Den Vilje og Evne til Selvforglemmelse, der er den dionysiske Verdensflugts Forudsætning, er ham vistnok nægtet. Blev i hvert Fald tidlig svækket hos ham. > Den Evne til Selvforglemmelse, der er den dionysiske Verdensflugts Forudsætning, er ham nægtet. tilbage
['187] spændte: strøget. tilbage
['188] disses > deres tilbage
['189] Med sin kunstlede Stils Forvovenhed har Bjørnson til egen Ulykke > Som Bjørnson med sin Stils Forvovenhed har tilbage
['190] det norske Parnas. Med > Parnasset, har han med tilbage
['191] har han: strøget. tilbage
['192] i Literaturen og udenfor den, har fra sin Ungdom været fulgt af > baade i og udenfor Literaturen, har været Fører for tilbage
['193] For os > Ogsaa for os tilbage
['194] hvert > ethvert tilbage
['195] Man genkender Træk af hans Væsen hos mangen stoltserende Hanekylling > Han er Forbilledet for visse stoltserende Hanekyllinger tilbage
['196] med saa store Forventninger > som en Fugl tilbage
['197] [komma] halvt udslukte Blik, der allerede syntes at tilhøre en anden Verden > Blik tilbage
['198] Jeg veed lidt > Nu véd jeg lidt mere tilbage
['199] – og netop af de bedste –: strøget. tilbage
['200] fortvivlet > sønderrevet tilbage
['201] ogsaa: strøget. tilbage
['202] Har jeg maaske > Er Grunden den, at jeg tilbage
['203] meget > længe tilbage
['204] i disse Dage: strøget. tilbage
['205] Maaske: strøget. tilbage