Statsstøtten til Henrik Pontoppidan
Harry Søiberg fastholder Kristian Bures Forslag
Harry Søiberg telefonerede i Gaar Aftes følgende Indlæg til os fra Gl. Skagen:
Mit Kendskab til Henrik Pontoppidan burde have advaret mig, da jeg tog Pen i Haand for et Øjeblik at drage en Mand frem af det Skjul, han med stedse større Forkærlighed har søgt sig. Det er ikke ukendt, at den gode Hensigt ogsaa kan gaa forkert i Byen. Efter Pontoppidans Erklæring har jeg kun at holde min Mund lukket om hans økonomiske Forhold, der – om end de tilfredsstiller ham selv – ikke absolut behøver at være, saaledes som de burde efter hans Fortjenester.
Bag min Artikel laa en Trang, som jeg véd, jeg deler med mange andre, til at fejre denne Digter, der vistnok er den mindst fejrede i dette Land. Der er Tradition for, naar vore store Mænd er tilpas graanede, da at holde offentlige Fester for dem og i vid Udstrækning sværte baade dem og Himlen til med Fakkelos og efterpaa holde et straalende Kalas for dem. At faa Pontoppidan stillet frem paa en offentlig Plads i et saadant Øjemed kan vist ingen levende Sjæl paatage sig.
Derfor forekommer Hr. Kristian Bures Forlangende om, at Staten skulde forhøje Pontoppidans Hædersgave paa Finansloven i Lighed med Carl Nielsens mig som den smukkeste Maade, hvorpaa det danske Folk ved Pontoppidans 70 Aars Dag kunde takke ham for hans Indsats i vor Literatur. Trods Erklæringen og Pontoppidans beroligende Ord gentager jeg atter dette Forslag med den Begrundelse, at en saadan Hædersbevisning vil blive bifaldet fra alle Krese.
Henrik Pontoppidan er sig selv lig, naar han anbringer sig ved den nederste Ende af Bordet, men derfor behøver man ikke i og for sig at være Muddergrøften fjernere. At Pontoppidan hører hjemme i vor Literaturs Kongerække, vil vist ingen anden end han selv gøre Indvending imod.
Harry Søiberg.
