Henrik Pontoppidan
Født 1857. – Slægten. – Ungdomsaar. – Polytekniske Studier. – Første Udenlandsrejse. – Ingeniørexamen. – Højskolegjerning. – Paa Landet. – Rejse til Italien. – Debutarbejder: "Et Endeligt". – "Kirkeskuden". – "Stækkede Vinger". – "Sandinge Menighed". – "Landsbybilleder". – "Fra Hytterne". – Smaa Romaner: "Ung Elskov". – "Mimoser". – "Isbjørnen". – "Spøgelser". – "Minder". – Fortsat Produktion: "Skyer, Skildringer fra Provisoriernes Dage". – Hovedværkerne: "Det forjættede Land" og "Lykke-Per". – "Nattevagt". – "Den gamle Adam". – "Højsang". – "Lille Rødhætte". – "Det ideale Hjem". – "De vilde Fugle", et Skuespil. – Fortællinger, I-II. – Nye Oplag og nye Udgaver.
591 Naar en Gang en fremtidig Literaturhistoriker skal til at sigte alt, hvad der er skrevet af dansk Skønliteratur i de sidste Aartier af det nittende Aarhundrede og Begyndelsen af det tyvende, vil han faa et langvarigt og besværligt Arbejde. Der bliver vel endel at skyde ud, og Vægtskaalen vil næppe vise ganske det samme Op og Ned, som den præsenterer for vore Øjne. Men det vil ogsaa hænde, at hin fremtidige Literaturgransker nu og da kommer til en Forfatter, der lige fra sin første Fremtræden staar med saa sikre og klare Linier, at der ikke bliver synderligt hverken at trække fra eller lægge til, undtagen for saa vidt som Tiden plejer at give et yderligere Plus til de Værker, hvis Levedygtighed erkjendes som ubestridelig, og som derfor bliver staaende uanfægtede og snarest voxer sig større, jo flere Aar de tæller.
Et saadant Forfatterskab er Henrik Pontoppidans. Fra første Færd er det sig sit Maal bevidst; det har ingen Svinkeærinder til nogen Side, rolig og støt, Led for Led bygges det op, indtil det staar som en murfast Bygning, rummelig inden Døre, høj til Loftet og med vidt Syn ud over Landet. Hvis man med et eneste Ord vilde sætte et Slags Motto over Porten paa denne Bygning, saa kunde man vælge det samme, som Pontoppidan kalder en af sine Fortællinger: Muld. Gjennem hele hans Produktion er det dansk 592 Jordsmon, der trædes paa, og i alle de Karakterer og Figurer, han har skabt, er det nationale Træk og Ejendommeligheder, der belyses.
Samler man saa denne Mangfoldighed af jydske og sjællandske Landskaber med deres Befolkning af Præster og Bønder og Højskolefolk, og alle Kvindetyperne, unge som gamle, med deres Oplevelser og Skæbner, saa faar man et Stykke af Nutidens Danmark saa stærkt og levende belyst som ingen anden Forfatter har gjort det. Og heri ligger maaske Henrik Pontoppidans allerstørste Betydning. Han er sanddru som meget faa andre, han betænker sig ikke paa skaanselsløst at blotte Hulhed og Humbug og al Slags paaklistret Flitter, hvor som helst han finder det, selv om han derved kommer i Opposition til, hvad der skal gjælde for ideale Livsmagter. Men han er ikke nogen kold Spotter. Han behager sig ikke i sin Satire; han er langt snarere som Lægen, der blotter Saaret for at helbrede det. Han ser paa én Gang ædrueligt og varmhjærtet paa Tingene; han synes, at der er saa overordentlig meget, der burde være anderledes, men han ved ogsaa, hvor vanskeligt det er, og hvor langsomt det gaar med at reformere Verden. Saa indskrænker han sig til at fortælle om Fænomenerne, saaledes som han kjender dem efter nøje Prøvelse, og hans Skildringer faar det Præg af Sandhed og Liv, hvormed de brænder sig ind i Erindringen.
Ligesaa selvstændig som han er i sine Iagttagelser og i sit Livssyn, er han ogsaa i sin kunstneriske Form. Fra Begyndelsen af sin Forfatterbane strider han mod enhver Art af Paavirkning; han er udelukkende sig selv, og han udvikler sig hurtig til at blive vor betydeligste Prosadigter. Hans Stil er klar og distinkt, paa samme Tid som den ejer Varme og Styrke, og den er i Ordets bedste Forstand fornem, fordi den holder sig lige fjærn fra det banale og det søgte. Dette hænger nøje sammen med Henrik Pontoppidans hele Forfatterpersonlighed, der er saa velgjørende fri for alt blødagtigt Koketteri. Hans Digtning har al den mandige Styrke og al den kunstneriske Vilje, som hører til for at rejse en Bygning, der vil blive staaende uanfægtet, naar meget andet er sunket i Grus.
Navnet Pontoppidan har fra gammel Tid Klang i dansk Literatur, og Traditionen er bleven bevaret af Navnets Bærere indtil den nyeste Tid. Foruden Henrik Pontoppidan har ogsaa hans Brødre, Præsten og Højskolemanden Morten P. og Lægerne Erik og Knud P. vundet literært Ry. Deres Fader, Præsten Dines Pontoppidan, var en flittig teologisk Forfatter, der bl. a. har meddelt en Række interessante "Aktstykker af H. A. Brorsons Liv og Virken som Biskop i Ribe". Han stod den grundtvigske Retning nær og nævnes som "en stræng og alvorlig Mand, men hjærtensgod som faa". – Henrik Pontoppidan er den yngste af de fire, her nævnte Sønner og er født den 24de Juli 1857 i Fredericia, hvor Faderen paa den Tid var Sognepræst. I 1863 blev Dines P. Sognepræst for St. Mortens Kirke i Randers, og her tilbragte H. P. de fleste af sine Barndomsaar, medens han frekventerede Byens Latinskole. Efter syv Aars Skolegang tog han i 1873 Realafgangsexamen og i 1874 Adgangsexamen til Polyteknisk Læreanstalt. Hans Biograf, Forfatteren Niels Møller siger om ham: "Her som i Skolen 593 holdt han af visse Lærere og deres Fag, andre hadede han. Mod Studiefællerne viste han ofte en stærk Tilbageholdenhed, der pludselig kunde slaa om til kaad Lystighed og aaben Fortrolighed. Der var svært Humør i ham den Gang, han levede sorgløst og nød Verden."1
Først og fremmest synes han allerede paa den Tid at have en stærk Vilje og en betydelig Uafhængighedstrang. Nitten Aar gammel gjorde han paa egen Haand og med knappe Midler en Rejse gjennem Rhinegnene til Schweiz. Efter sin Hjemkomst, 1877, tog han Ingeniørexamens første Del, og tre Aar efter, 1880, indstillede han sig til anden Del, men forlod Examen. Fra nu af saa han sin Fremtidsgjerning ligge i andre Spor end de, han fra først af havde tænkt at følge. Han blev Lærer ved Broderens, Morten P.'s Folkehøjskole i Hjørlunde, omgikkes meget med Egnens Bønder og giftede sig et Aars Tid efter med en ung Gaardmandsdatter. Hans Lærergjerning ved Hjørlunde Højskole varede henved fire Aar, afbrudt af en Rejse til Italien; derpaa flyttede han i 1884 til Østby (i Horns Herred), der var hans Hustrus Hjemstavn, og her, ligesom i Hjørlunde, levede han sig stærkt sammen med Befolkningen.
Men ligesaa lidt i sine Ungdomsaar som senere hen opgav han noget af sin udprægede Selvstændighed. Opholdet i Hjørlunde Højskole "gjorde ham ikke til Grundtvigianer, og det nære Samliv med Landbefolkningen paavirkede ikke hans egen Personlighed udover den Befrugtning, som kunde vindes ved et Friluftsliv og ved de Iagttagelser, det gav rig Lejlighed til; disse Iagttagelser kom til at danne Grundlaget for en væsentlig Del af hans Digtning.
Henrik Pontoppidans Debutarbejde var den lille rørende Fortælling "Et Endeligt", der første Gang stod trykt i Ugebladet "Ude og Hjemme", Septbr. 1881. Den handler om et fattigt Husmandshjems Opløsning. Gamle Niels Ingvor dør, hans Kone, gamle Else, kommer paa Sognets Fattighus, og Barnebarnet Johanne rejser ind til sin Kondition i Kjøbenhavn, efter at Indboet er solgt ved Auktion, og den ældgamle Hest, "Stjerne", der har tjent Familien tro i mange Aar, har endt sit Liv hos Hesteslagteren. I denne lille Historie ligger i fuld Spirekraft Frøet til Pontoppidans Forfatterskab: Billedets Virkelighedstroskab og dets Understrøm af Medfølelse. Ogsaa Stilen har sin særegne Farve. Man vil huske Fortællingens sidste Optrin, hvor Johanne følger gamle Else Ingvors til Arbejdshuset:
– – En kroget Kone lukkede Døren op for dem, og strax slog en kvælende, muggen Luft dem i Møde. – Johanne saa' sig om. Det var et stort, men lavt og mørkt Rum med mange smaa Vinduer. Ved hvert af disse sad en gammel, smudsig Kone og kartede – med Bunker af Uld og Pjalter foran sig, der udbredte en ulidelig Stank.
Da de to Fremmede traadte ind, standsede de i deres Arbejde og i den smudsige Historie, som den lille, væmmelig vanskabte Kone i Krogen gav til Bedste. Johanne saa' disse stumptandede Munde og nysgjerrige Øjne stirre ædende hen paa sig, og gjøs.
Kun en af Stolene var ubesat, men Johanne vendte Ansigtet fra den. Hun kunde ikke udholde den forfærdelige Tanke, at det var her, det Liv skulde endes, som hun elskede højest i Verden. I fortvivlet Graad klyngede hun sig til hende og gjemte for sidste Gang sin lille frygtsomme Sjæl hos den Gamle.
"Mormor dog! Mormor dog!"
"Bryd dig ikke om mig, Lille," sagde den gamle Kone, og glattede hende over Haaret.
594 Udenfor ventede Vognen, der skulde føre hende ud i den store, vildsomme Verden. Vejen faldt just forbi det lille Hus paa Marken, hvor man allerede var i Færd med at bryde ned paa Væggene. Men Johanne vendte Ansigtet bort; hun vilde ikke se det.
Men ogsaa hun tænkte paa, da de kjørte forbi, om ogsaa Verden i alle Ting var skabt saa "saare godt"? –
Et Par Aar tidligere havde Pontoppidan skrevet Fortællingen "Kirkeskuden", som han kalder "en to og tyveaarigs første Penneprøve". Det er en vel gjennemkomponeret Historie med fængslende Karaktertegning baade af Sognepræsten, hans lille forskræmte Hustru og den myndige Svigerinde, og af "lange Ane", der har siddet i Tugthuset, og hendes Søn Ove, der bliver Præstefolkenes Plejebarn. De to nævnte Fortællinger tillige med to kjøbenhavnske Smaaskitser: "Efter Ballet" og "Tête à tête", udgjør Indholdet i "Stækkede Vinger", hvormed Henrik Pontoppidan i 1881 havde sin egentlige Debut og strax vakte Opmærksomhed.
Et Par Aar efter, 1883, udkom Fortællingen "Sandinge Menighed", hvis Hovedmotiv er Modsætningen mellem det lyse og glade, grundtvigianske Højskoleliv og den Tyngsel, der kan være over Almuesfolks Livsvilkaar. Forf. stiller sig stærkt tvivlende overfor det førstes Evne til at lykkeliggjøre, og gjennem sin Skildring af Fattigmandsbarnet og hendes Skæbne paaviser han Kontrasten i al dens Skarphed.
Med disse første Bøger havde Pontoppidan taget sin egen Jord i Besiddelse; han førte sin Folkelivsskildring videre i "Landsbybilleder" (1883) og »Fra Hytterne" (1887), og han behersker nu sit Stof som en Mester. Hans Lune er af en egen bister Art, men det er som en blodrensende Drik, og hvert Billede, han tegner, af en Figur eller et Landskab, tindrer af Liv og Virkelighed. Man kan vælge i Flæng mellem de Fortællinger, der indeholdes i "Fra Hytterne, Skyggerids fra Landsbyen". Der er først Historien "Naadsensbrød", der handler om, hvordan "Stine Bødkers kom paa Kassen", d.v.s. paa Fattighuset, og videre den simple, hjærtegribende Fortælling, "Knokkelmanden", om to brave og stræbsomme Husmandsfolk, Simon og Ane, der slider og slæber for deres tarvelige Hjem, og da endelig den Dag er kommen, da de mener at have Lov til at nyde Frugten af deres Arbejde, træder den grimme Død imellem dem. Saadanne Historier fortæller Pontoppidan uden det fjærneste Stænk af Sentimentalitet, næsten med en vis Barskhed, som synes at gjøre deres Sanddruhed endnu mere kjendelig. Man glemmer ikke en Scene som den i Lægens Konsultationsværelse, hvor Simon og Ane er kommet for at søge Raad. – Af Samlingens øvrige Fortællinger maa nævnes "Et Grundskud" (Væverfamiliens Ulykkesdag, da deres Haab og Stolthed, Fedegrisen, lider en forsmædelig Selvdød), "En Fiskerrede", "En Bonde", "Ane-Mette", "Idyl" og tilsidst "En Vandringsmand", der danner Samlingens Epilog.
En Bog som denne, med dens Skildring af Almuesfolk, aabner et langt større Perspektiv end de enkelte Individers Skæbne; thi gjennem Enkeltskildringen belyses en hel Samfundsklasse med dens Trængsler, Sorger og fattige Glæde. Pontoppidan kjender meget nøje de Mennesker, han fortæller om, deres ydre Kaar og de Tanker og Følelser, som rører sig hos dem, og hvad mere er: han lærer sine Læsere at forstaa dem og vækker derved hos 595 Læseren noget af den Samfølelse med alt menneskeligt, som han selv i eminent Grad besidder.
Medens Pontoppidan i de nærmest følgende Aar ret jævnlig skiftede Opholdssted – han boede snart i forskjellige Egne af Sjælland, snart i Kjøbenhavn og var snart paa Rejse i Udlandet – skrev han en Række smaa Romaner, der er af uens Støbning og af ulige Værd i Henseende til Indhold og Motiv, men som alle røber den udmærkede Fortæller. 1885 udkom "Ung Elskov, Idyl", 1886 "Mimoser, et Familieliv", der handler om to følsomt opdragne Kvinders Skibbrud i Kjærlighed og Ægteskab, og 1887 "Isbjørnen, et Portræt", en ypperlig og fantasifuld Skildring af en forunderlig Vildmandsskikkelse, der i mange Aar har været Præst højt oppe i det nordlige Grønland, levet Eskimoernes Liv med Renjagter og Hvalfangst, og som nu efter sin sene Hjemkomst har yderst svært ved at finde sig til Rette i et civiliseret, hjemligt Præstekald; en højst snurrig Patron har han været lige siden sin Ungdoms Dage. Karakteristiken af denne mærkelige Skikkelse og hans Omgivelser – deriblandt Kapellanen Hr. Ruggaard – er givet med en Sikkerhed, der lader hver Enkelthed skinne lyslevende frem, uden noget Sted at gjøre Brud paa den velgjørende rolige Stil med dens rytmiske Tonefald, der her som altid kjendetegner Pontoppidans Skildring.
Rækken af de smaa Romaner fortsattes med "Spøgelser, en Historie" (1888), "Natur ("En Bonde" og "Vildt", 1890) og "Minder, af Mag. Globs Papirer"'1 (1893). Af disse er den sidstnævnte den betydeligste. Selve Fablen er en nydelig fortalt Ungpigehistorie, gjengivet paa Baggrund af Erindringer fra Randers By, hvor Forf. havde tilbragt sin Barndom, og af hvis Lokaliteter, gamle og ny, han giver højst indtagende Billeder. Over hele Skildringen er der en sart Stemning, en Mindernes Kolorit, som virker med særegen Finhed.
Men forinden "Minder" udkom, havde Pontoppidan udgivet nogle andre, meget betydelige Arbejder. 1890 udkom "Skyer. Skildringer fra Provisoriernes Dage", og derefter fulgte i 1891 "Muld, et Tidsbillede" og 1892 "Det forjættede Land", som danner de to første Led i den store Trilogi, som har Fællestitlen "Det forjættede Land". – Til samme Periode hører ogsaa den lille Samling ejendommelige og aandfuldt fortalte "Krøniker" (1890), der indeholder bl. a. "Menneskenes Børn", "Ørneflugt", "Morgendug", "Den kloge Mand", "Muldskud", "Naar Vildgæssene trækker bort"2.
"Skyer" indledes ned en Prolog: "Ilum Galgebakke", der er barsk i sin Satire, men som tillige har en fantasifuld Styrke, der hæver Stoffet op over al Slags Tendens. Der begyndes med denne lunefulde Skildring af et dansk Landskab:
596
– – Tæt udenfor Landsbyen Ilum ligger den saakaldte Galgebakke. Man kommer derop ad en smal Sti, der snor sig mellem Pløjemarker og unge Plantninger af Gran og Fyr. For hvert Skridt, man stiger tilvejrs, vider Synskresen sig ud omkring en; og har man tilsidst naaet Højens skaldede Top, ligger hele Herredet milevidt udbredt for ens Øjne – til de tre Sider omgivet af Landets gamle Vogter, det gendarmblaa Hav.
Der hviler en egen fredelig Hverdagsstemning over det tætbefolkede Landskab.
Ingen dristigt svungne Linjer, ingen himmelstormende Tinder eller svimlende Afgrunde.
I tunge, fede Muldbølger skyder Landet sig frem fra Stranden og bærer smaa Skove, Landsbyer, Kirker og Møller paa sin brede Ryg, eller det reder trygge Lejer for trægt flydende Bække og sindige Aaløb.
Kommer man herop en stille Sommeraften, naar den synkende Sol lægger et Skær som af smeltet Smør over hver lille Vandpyt; naar Kirkerne rundtom paa Bakkerne begynder at kagle som Høns, der lægger Æg, og naar rundkindede Piger gaar syngende henad Markstierne med Mælkeaaget over de kraftige Skuldre; naar rødhovedede Karle lunter ud fra Landsbyerne paa Ryggen af tunge Heste, med Træskoen lystigt dinglende ude paa Storetaaen; naar Moserne begynder at brygge og Engene at spinde, og Frøerne at dreje deres Kværn – – kan man tro sig hensat til selve Slaraffenland, hvor alt aander Fred og evigvarende Lykke. –
Blandt Samlingens øvrige Stykker maa fortrinsvis nævnes Fortællingen "Tro til Døden" (Bondemanden Peter Brusgaard, der dødssyg møder paa Valgstedet for at afgive sin Stemme) og "Et Offer", hvori Forf. fortæller om Skomager Holleufers kortvarige Glansperiode og kranke Skæbne som politisk Agitator.
I 1895 udkom "Dommens Dag", og hermed afsluttede Pontoppidan sin Trilogi "Det forjættede Land", I-III Bd., der staar som et af Hovedværkerne i hans Produktion. Denne store Roman er en af de betydeligste Tids- og Samfundsskildringer, vor Literatur ejer; men det bør tilføjes, at dens kulturelle Værdi ikke paa noget Punkt bryder Fortællingens mønsterværdige kunstneriske Form. Emanuel Hansteds Udvikling og Livsskæbne, fra det Øjeblik man ser ham som den nys ankomne, forlegne unge Kapellan sidde i Provst Tønnesens Studereværelse, indtil han efter det store Folkehøjskolemøde føres til Sindssygeanstalten, er fortalt gjennem en fængslende Begivenhedsrække, hvori Traaden intet Øjeblik slippes. Romanen har et overordentlig rigt Galleri af typiske Figurer, en Mængde fine og stemningsfulde landskabelige Skitser, og alt er saa sikkert og harmonisk afstemt, at det føjer sig sammen til et lydefrit Kunstværk.
Et ligesaa betydningsfuldt Resultat har Pontoppidan naaet med sit andet store Værk, Romanen "Lykke-Per", hvis første Bind udkom 1898, og som i 1904 afsluttedes med ottende Bind. Ogsaa her faar man gjennem Skildringen af et Menneskeliv med dets Brydninger, Udvikling og endelige Opgjør Udsigt over en bestemt Tidsperiode med de ejendommelige Typer og Karakterer, den fostrer; thi Hovedpersonen Per Sidenius er med al Spaltningen og Uroen i hans Væsen et ægtefødt Barn af den Tid, han tilhører, og hvad han lever og lider skyldes ikke udelukkende Afstamning og Slægtsarv. Meget højt baade som Menneskeskildrer og i den rent kunstneriske Udformning af Stoffet er Pontoppidan naaet i dette literære Storværk, hvis klare og modne, ofte dybsindige Redegjørelse bringer Bud om saa meget af det, der rører sig i Forfatterens Samtid. –
I de mellemliggende Aar udsendte Henrik Pontoppidan endnu følgende 597 "smaa Romaner": "Nattevagt" og "Den gamle Adam" (begge i 1894), "Højsang" (1896), og senere fulgte "Lille Rødhætte, et Portræt" og "Det ideale Hjem" (begge i 1. og 2. Oplag 1900). Desuden udkom Skuespillet "De vilde Fugle" (1902). – I 1902-03 udkom et Udvalg af Pontoppidans smaa Fortællinger og Romaner under Fællestitlen "Fortællinger" (I Bd. indeholdende: "Fra Hytterne", "Isbjørnen", "Krøniker" og "Minder", II Bd.: "Skyer", "Nattevagt" og "Den gamle Adam"). Størsteparten af hans øvrige Skrifter er udkommet i nye Oplag og nye, gjennemsete Udgaver.
Det er blevet et rigt Forfatterskab, og man tager næppe fejl ved at paastaa, at dets Styrke og Frodighed for en stor Del skyldes den Omstændighed, at Pontoppidan næsten gjennem hele sit Digterliv har bevaret sin Frihed og Uafhængighed. Niels Møller siger i den ovenfor citerede Biografi: "… Pontoppidan har sin Families voldsomme Selvstændighedstrang. Den sande og eneste paalidelige Lykke er for ham den absolute Uafhængighed af andre. Herfra hans Sky for at gro fast og hans Tilbageholdenhed. Han gaar ikke i Flok, men har ikke nødigt at maje sig ud med Særheder for at hævde sin Selvstændighed. Den har fra Barnsben gjort ham til en stor Oprører; hans Haand er mod Mængdens eller Modens gængse Fraser og helligede Billeder og navnlig mod, hvad han kalder Lyrik, det Skum af store Ord og Følelser, der lægges om Tingene og forvrænger dem og gjør Folk rusende, saa de ikke kunne staa fast. Han elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt. Han har Jydens aarvaagne Forstandighed og dermed en Karakter, som ikke svinger for Stemningernes Vindstød …"
Med Undtagelse af en kort Tids Medarbejderskab ved Dagbladet "Politiken" og ved "Børstidende", har Pontoppidan ikke bundet sig til nogen fast Virksomhed. Han har villet være en fri Fugl, der kunde bygge sin Rede, hvor det bedst lystede ham. – I 1892 indtraadte han i nyt Ægteskab med Antoinette Elise Kofoed, Datter af Kontorchef, Justitsraad K. I de sidste Aar har han havt sit Domicil i Frederiksborg, men saa ofte Lejlighed gives, rejser han gjærne til andre Steder enten herhjemme eller i Udlandet for uforstyrret at kunne arbejde. Som hans Digtning er ogsaa han Personlighed mandig og helstøbt; begge hører til dem, man trygt kan stole paa. Forhaabentlig venter der ham endnu en vid Arbejdsmark.