et skalkagtigt og skrapt Lune

Pontoppidan, Henrik, f. 1857, Forfatter. P. er født i Fredericia 24. Juli 1857, Søn af ovfr. nævnte Sognepræst Dines P. Faderen forflyttedes 1863 til Randers, og P. kom 1866 i den lærde Skole der. 1873 tog han Realafgangsexamen, 1874 Adgangsexamen til Polyteknisk Læreanstalt. Her som i Skolen holdt han af visse Lærere og deres Fag, andre hadede han. Mod Studiefællerne viste han ofte en stærk Tilbageholdenhed, der pludselig kunde slaa om til kaad Lystighed og aaben Fortrolighed. Der var svært Humør i ham den Gang, han levede sorgløst og nød Verden. 1876 gjorde han en Rejse langs Rhinen til Schweits. 1877 tog han Ingeniør-Examens 1. Del, i 1880 indstillede han sig til 2. Del, men forlod Examen. Dette Uheld virkede stærkt paa ham, hans Livssyn ændredes; nu vaagnede der vistnok en Trang i ham til at søge ud blandt Bondefolk. S. A. kom han til Broderen Morten P.s Højskole i Hjørlunde og blev Lærer i Naturfag og Landmaaling. 2. Dec. 1881 ægtede han Mette Marie Hansen (f. 17. Nov. 1855), Datter af Gaardejer Hans Nielsen i Østby, Horns Herred. Efter en Rejse til Italien opholdt han sig endnu et Par Aar i Hjørlunde, men flyttede o. 1884 til Østby. I Egnen her skal han have fundet Modeller til mange af sine Bondefigurer.

Han havde begyndt at skrive Fortællinger, allerede før han opgav sit Studium. Det første, han fik trykt, var Bondehistorien "Et Endeligt" (i "Ude og hjemme", Sept. 1881). Men forinden havde han skrevet "Kirkeskuden", en "22aarigs første Penneprøve" (2. Udg. 1898). Disse Fortællinger og et Par Skitser af kjøbenhavnsk Selskabsliv samledes i hans første Bog, "Stækkede Vinger" (1881). P. havde aldrig været Grundtvigianer, og paa Højskolen blev han led ved meget af Grundtvigianernes Væsen. "Sandinge Menighed" (1883) præges af denne Uvilje. Men Bønderne tiltrak ham. Fra deres Liv tog han Æmner til et Par af sine bedste Bøger fra 80erne: "Landsbybilleder" (1883), "Fra Hytterne" (1887). Ringere Værd have gjennemgaaende hans smaa Romaner "Ung Elskov" (1885; i "Ude og hjemme" 1884), "Mimoser" (1886), ("Isbjørnen" (1887), "Spøgelser" (1888).

P. bosatte sig o. 1886 i Havreholm ved Hornbæk og flyttede sidst i 80erne der fra til Kjøbenhavn. Siden har han næppe haft blivende Sted. Der er en rastløs Vandretrang i ham. Snart gjemmer han sig i Byen, snart i en Afkrog paa Landet, snart rejser han bort, til Tyrol eller Sverige eller Tyskland (i 1890 for det Anckerske Legat). Han søger ikke til Udlandet for at studere Folk og Sæder; han er for ærlig til at ville skildre fremmede Forhold. Han rejser for at komme til nye Steder og for at skrive i Ro. Han har maattet arbejde meget. I 1890 udgav han 3 Boger ("Skyer", "Krønniker"[sic!] og "Natur") og skrev desuden en Del i "Børstidende", mest under Mærket "Urbanus". For 2 af hans Artikler blev Bladets Redaktør tiltalt. Den ene (i "Børstid." 12. Dec. 1889) ansaas ved Højesteretsdom af 10. Dec. 1891 for at indeholde en Forhaanelse af den kristne Kirkes Troslærdomme. Redaktøren idømtes 300 Kr.s Bøde; det kunde efter Dommen ikke fri ham for Ansvar, at "en anden i Forventning af, at Ansvaret derved skulde komme til at paahvile ham, under Sagen havde angivet sig som Forfatter til Artiklen". Paa Grund af denne Sag og nogle andre Artikler i "Børstidende" nægtede Kultusministeren i 1892 P. Fornyelse af den Forfatterunderstøttelse, han havde faaet fra Finansaaret 1889—90; et Par Aar efter skaffede Folketinget ham den igjen. P.s Ægteskab opløstes ved kongl. Bevilling af 8. April 1892; d. 9. s. M. ægtede han Antoinette Caroline Elise Kofoed (f. 25. Juni 1862), Datter af Justitsraad, Kontorchef Hans Peter K.

P.s Hovedværk er Romanen "Det forjættede Land" ("Muld", 1891, "Det forjættede Land", 1892, "Dommens Dag", 1895); den vil skildre de demokratiske Strømninger paa Landet fra 70erne til 90erne (2. gjennemsete Udg. 1898). Samtidig med dette Værk kom "Minder" (fra Randers) 1893, "Nattevagt" og "Den gamle Adam" 1894, i 1896 "Højsang". Derefter paabegyndtes "Lykke-Per", en Roman i 6 Bind (de 2 første udkom 1898, 3. 1899). Et Par Scener i 1. Bind ere tagne fra "Folkelivsskildringer" (1888). Lykke-Per er en, der ikke tør gribe Lykken fat, gamle Minder og Lærdomme gjøre hans Haand valen. Romanen er ingen Selvbiografi, men den giver i fri Omdigtning noget af P. og hans Oplevelser. — P. har sin Families voldsomme Selvstændighedstrang. Den sande og eneste paalidelige Lykke er for ham den absolute Uafhængighed af andre. Herfra hans Sky for at gro fast og hans Tilbageholdenhed. Han gaar ikke i Flok, men har ikke nødigt at maje sig ud med Særheder for at hævde sin Selvstændighed. Den har fra Barnsben gjort ham til en stor Oprører, hans Haand er mod Mængdens eller Modens gængse Fraser og helligede Billeder og navnlig mod, hvad han kalder Lyrik, det Skum af store Ord og Følelser, der lægges om Tingene og forvrænger dem og gjør Folk rusende, saa de ikke kunne staa fast. Han elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt. Han har Jydens aarvaagne Forstandighed og dermed en Karakter, som ikke svinger for Stemningernes Vindstød. Dog er han selv et Stykke af en Fantast. Der er en god Del Romantik i hans Bøger. Hverken hans Personer eller hans Landskaber ere nøjagtige Naturbilleder. Stundum springer han ud over al Virkelighed (som i "Arv"). Hændelserne og Figurerne hos ham kunne være helt gammeldags romanagtige (som i "Mimoser" eller "Spøgelser"). P. er ikke bedst som Sjæleskildrer eller Karakterskaber. Men han er bleven en ypperlig Fortæller, hans Sprog er smukt og sundt og klart, han har et skalkagtigt og skrapt Lune og ser og husker godt. Hans Tanke er solid og bred, maaske ikke synderlig sleben eller dyb, han er en uforsagt Livskritiker og til Tider Poet.

Nils Møller.