Den første Gendarm
Det var en smeltende Junidag, at den første Gendarm holdt sit Indtog i Lillelunde By.
Budskabet om hans Komme bragtes af en kjørende Humlepranger, der paa sin Vej fra Kjøbstaden havde set ham sidde inde i Kroen, knap en halv Mil fra Byen. Hans opsadlede Hest havde staaet bunden i Rejsestalden, og i Kjælderstuen var der bleven sagt, at han agtede sig denne Vej.
Han kunde altsaa ventes, hvad Øjeblik det skulde være. Kom nu end denne Efterretning unægtelig noget hovedkulds over de gode Lillelunder, saa kom den alligevel ingenlunde uventet. Allerede for flere Uger siden havde den stedlige Politibetjent bragt Gjæring i Gemytterne ved at lade et Ord falde om, at der nu snart kunde ventes et Par "Blaamænd" her til Egnen, og der havde siden hersket en Uro og Bevægelse i hele Byen, som om der i Hemmelighed forberedtes noget afgjørende.
Endog Børnene havde haft Fornemmelsen af, at der var noget utrygt i Luften. De gjorde sig de æventyrligste Forestillinger om, hvad Gendarmer var, og hvad der vilde ske, naar de kom. De saa' dem for sig i urolige Drømme som et Slags Uhyrer med blodige Snuder og frygtelige Hugtænder; thi hver Gang de kom ind til de gamle Bedstemødre bag Spinderokkene med et forrevet Skjørt eller en tilsnavset Trøje, løftede de Gamle truende deres runkne Finger og sagde: "Ja, vent du blot, til Gendarmerne kommer, saa vil de nok æde dig, dit Utyske!"
Men de gamle Bedstemødre var selv ikke meget klogere, idet de gik omkring og forputtede i Smug deres Ejendele under Sengedynerne og i hemmelige Gjemmer, som om Fjenden virkelig var i Landet. Ja, om man kunde tro en Ytring af den indiskrete Politibetjent, var det aabenbart, at selv Herredsfogden, der var ny dér paa Egnen, slet ikke var ganske vel til Mode ved det forestaaende Sammentræf og endog ved Henvendelse til højere Steder havde søgt at forhindre de forhadte nye Ordenshaandhæveres Ankomst.
Sagen var den: allerede den Gang Egnen var bleven forbigaaet ved Gendarmernes første Fordeling i Landet, havde de krigerske Lillelunder ligesom følt sig forurettede – fordi de derved hindredes i at give disse den Modtagelse, de af deres inderste Hjærte ønskede dem. Højlydt havde de den Gang erklæret, at de var beredt paa enhver Modstand, og nu havde de højtideligt lovet hinanden, at den første Gendarm, der viste sig i deres By, ikke skulde komme helskindet igjennem den.
Det var derfor ikke saa underligt, at der hurtigt bredte sig en uhyggelig Stemning over hele Lillelunde By, da Humleprangeren indtraf med sit Budskab. I et Nu befolkedes den høje Bakke bag Smedien af den snadrende Sværm af Husmandskjællinger med Pattebørn eller Strikkestrømper, der altid først kom paa Benene, naar noget var paa Færde; og skjønt det var lige i Middagstiden, saa's snart ogsaa Folkene inde fra Gaardene komme ilende med Grøden endnu i Halsen, søge op paa Digerne eller til andre højtliggende Steder og med Haanden skyggende over Øjnene at stirre forventningsfuldt imod Nord.
Det varede da heller ikke længe, før man langt borte paa den hvide Landevej, der bugtede sig gjennem Dalstrøget, opdagede en lille Støvsky, der langsomt nærmede sig. Ovenover den saa's efterhaanden en Hest, og paa denne tilsidst – en lyseblaa Skikkelse.
Det var ham!
Der gik som et fælles Stød gjennem Klyngerne paa Smedebakken og Digerne. Roligt, Skridt for Skridt, skred han frem ad den støvede Vej – som En, der ikke haster, men véd, at han væsentlig har den Opgave at vise sig, og den Pligt at tage sig ud.
Dette sidste gjorde han uomtvisteligt, som han red dèr ganske ene midt i det store, fredelige Landskab, med Haanden krigerisk støttet paa Laaret, Solen lynende fra hans blanke Knapper og Vaaben. Selv Køerne paa Markerne saa' op fra deres Kløver, maalløse af Forbavselse.
Imidlertid havde en Flok af Byens Karle samlet sig inde i en aaben Gaardport ved Gadekjæret, hvor de indtog en truende Holdning med lange Porcellænspiber og med Kaskjetterne hængende udfordrende ned over det ene Øre. Bønderne derimod holdt sig endnu som en Slags Reserve henne i deres Lo-Døre, som de fyldte med deres brede Skikkelser, medens Kjøbmanden mod Sædvane havde gjort sig ganske usynlig, ja endog i Stilhed stænget Døren til sin Butik og bag et Gardin lavet sig et lille Kighul, hvorfra han i Sikkerhed kunde følge Begivenhedernes Gang.
Efterhaanden som Gendarmen nærmede sig, blev der saa stille over hele Byen, at man allerede i lang Afstand kunde høre Hovslagene af hans Hest og Klirren af hans Vaaben.
Saa red han endelig ind i Byen – strunk, rolig og selvsikker, fyldende Sindene med det Alvor og den Respekt, som en til Tænderne bevæbnet Mand uvilkaarlig breder omkring sig.
De første levende Væsner, han fik Øje paa, var en Flok Skolebørn, der frygtsomt kiggede frem fra et Plankeværk, bag hvilket de havde klumpet sig sammen. Idet han saa' dem, smilte han og hilste dem med et venligt Nik, hvorover de i den Grad tabte Besindelsen, at de skjælvende skjulte sig i Græsset, hvorimod andre af Gadens Beboere, der bag Vinduer og fra Gadedøre havde iagttaget denne Episode, saa' over paa hinanden, som om de vilde sige:
"Hm! Han lader ellers helt skikkelig. Han nikkede jo til Børnene!"
Da Gendarmen kom til Gadekjæret, red han et Stykke ud i dette for at lade Hesten drikke. Og her, midt i Solens fulde Lys, og over det blanke Vand, der klart afspejlede det hele straalende Billede, kom baade Hest og Rytter først rigtig til deres Ret. Alle maatte i dette Øjeblik imod deres Vilje erkjende, at det var et smukt Syn, der ligesom kastede Skjønhed over hele Byen. Men Gendarmen var nu ogsaa en flot Karl med opadbøjede Mustacher og en lille sort Hagefip. Den himmelblaa Uniform sad som et Brædt over den brede Ryg; han havde Ridestøvler op til Knæene og Korporalsnore paa Ærmerne.
To Piger, der stod ved et Gjærde, puffede hinanden i Siden, og den ene hviskede forsigtigt, for at ingen af de omstaaende skulde høre det:
"Hør, du – en kjøn Fyr er han ligegodt."
Nu var ellers Tidspunktet belejligt for de forsamlede Karle i Porten til at begynde den paatænkte Demonstration. Men ogsaa disse var bleven saa optagne af det nye i denne Fremtoning, at de ganske fortabte sig i Beskuen. Med hemmelig Misundelse betragtede de den raske Kepi med den lange, hvide Nakkesnor, den svære Ryttersabel, der skinnede som Sølv i Solen, Revolverhylstret og Patrontasken af spættet Sælhundeskind. Og ikke mindst maatte de beundre Hesten, en slank, lysebrun Valak med Forben som et Par Piskeskafter og et Haarlag saa fint og blankt, at man kunde spejle sig i det.
Da den var færdig med at drikke, klappede Rytteren den paa Halsen med sin behandskede Haand, hvorpaa han langsomt vendte den ind paa Gadejorden igjen for at fortsætte sin Vej.
Blandt Karlene i Porten blev der nu Bevægelse. Man rykkede truende sammen og saa' over til de andre Flokke af Byens Mænd, der efterhaanden havde samlet sig i alle Portene rundt om Gadekjæret. Da fik de Øje paa den store Lars Hedegaard, der i hele sin Bredde og med sit mægtige ildrøde Skjæg havde stillet sig op midt i sin aabne Lodør lige ved den Vej, som Gendarmen skulde passere, – og i det samme forstod de alle, at her maatte det begynde.
Ganske rigtigt standsede Rytteren ogsaa ud for ham, og saa dødsstille blev der i dette Øjeblik over den hele By, at man overalt tydeligt hørte, hvorledes Gendarmen spurgte, om dette ikke var Vejen til Bunkeby.
Den strunke Soldaterhilsen, der ledsagede Spørgsmaalet, og den uventet høflige Tone, hvori det udtaltes, forvirrede et Øjeblik den store Bonde, ja smigrede ham aabenbart. Han blev ganske rød i Hovedet og formaaede netop at demonstrere ved ikke at gjengjælde Gendarmens Hilsen og ved noget mut at svare, at "det var det vel nok".
Gendarmen takkede, gav sin Hest Sporen og travede under ligesom triumferende Vaabenklirren ud af Byen.
Karlene i Porten saa' raadvilde over paa hinanden. Nu var det yderste Øjeblik inde. En lille seminaristisk udseende Fyr med en stor Kokarde paa Hatten og et vildt begejstret Blik, der hele Tiden forsigtig havde holdt sig bagest i Flokken, løftede truende Haanden og raabte, bleg af Kamplyst:
"Fremad, Brødre!"
Men da forsvandt netop det sidste af Gendarmens snorebesatte Kepi under Bakken, og den store Lars Hedegaard havde slukøret trukket sig ind i sin Lo.
Der stod man! –
Da hørtes med ét et frygteligt Spektakel henne fra den Kant, hvor Gendarmen var forsvunden. Alle styrtede frem. Hvad var sket?
I det samme saa's igjen den blaa Uniform over Bakken, derpaa den stejlende Hest og en Pallask, der blinkede i Luften.
Det var i Begyndelsen ikke muligt at blive klog paa, hvem Kampen gjaldt, indtil man omsider fik Øje paa Kresten Skrædders lille arrige Bjæffert, der ude af sig selv af Forbitrelse dansede omkring Hestens Forben og nappede den i Kodeskjæget. Rytteren kunde ikke naa den med sin Klinge og havde ogsaa nok at gjøre med at holde sig fast paa Ryggen af sit skræmte og fyrige Dyr, der blev ved at stejle og vige tilbage for den lille Køters bestandig mere rasende Bjæffen. Tilsidst snublede Hesten over en Sten og – pladask! – laa Gendarmen midt i Landevejsstøvet.
Der rejste sig fra hele Byen en øredøvende Haanlatter.
Men nogle af Kvinderne blev blege; thi i Faldet havde Rytteren revet sin Kind, saa der kom Blod. Alligevel havde han haft Aandsnærværelse til ikke at slippe Tøjlerne; i et Nu svang han sig igjen i Saddelen, og idet han kastede et rasende Blik ud over Byen, satte han begge Sporerne i Siden paa det skjælvende Dyr og var i næste Øjeblik ude af Syne.
*
Men i Lillelunde kunde man nu hovere. Takket være Skrædderens Mops havde man holdt sit Løfte: den første Gendarm, der viste sig i Byen, var ikke kommen helskindet igjennem den. Og de Lillelunde Bønder brystede sig siden ikke lidet over denne Heltebedrift, hver Gang de i politiske Lag kom sammen med deres Meningsfæller, der da ogsaa beundrende klappede dem paa Skuldren og sagde:
"I gjorde sgu jeres Sager godt. Saadan skal de ha'e det, de Dagtyve!" –
