To Gange mødt
En Beretning.
I.
Han gik deroppe paa de norske Fjælde – en lang underlig Fyr i en luslidt'1 Dragt og med et ejendommelig, stillestaaende Smil.
Ingen havde rigtig rede paa, hvorfra han egentlig skrev sig, hvorfra han kom, og hvortil han gik. Men hver Gang den "lange Dansker" eller Stænglen – som de ogsaa kaldte ham – regelmæssig ved Vaar og Høst skridtede gennem Dalen med sin Voksdugsransel og lille stumpede Shagpibe under Næsetippen, kunde mange, hos hvem han beskedent bankede paa for at bede om en Kop Vand eller en Svovlstikke, ikke modstaa Fristelsen til at byde ham indenfor i Stuen, for at more sig over hans mange mærkelige Fortællinger og hele snurrige Figur.
At møde ham paa ensom Sti i Lierne eller Skovene skøttede man derimod ikke synderlig om. Der var noget underlig vildt i hans smaabitte, glødende og kulsorte Øjne, der plirede bag Brillerne. Smilet var ligesom heller ikke fuldt troværdigt. Og Haaret hang som en hel Manke ned over Ører og Nakke. – Jenterne paa Sæteren "skrek" højt af Skræk, blot han stak sin lange, lidt anløbne Næse ind til dem gennem Dørsprækken.
Nu var det, sandt nok, heller ikke let at begribe, hvorfor i Alverden han drev om her i fremmed Land for Lud og koldt Vand, da han dog et eller andet Sted maatte have et elsket Fædrenehjem, der vilde omslutte ham med moderlige Arme.
Nogle tænkte rent ud, han var lidt af "en Tulling"1. Andre mente, han kunde være rømt fra Hjemmet for en eller anden Udaads Skyld – kanske endog for Mord! Han saa', ærlig talt, ud til 102 allehaande, den Karl! Men spurgte man ham selv, skilte han blot de lange, blege Læber ad i en stum lille Latter, idet han paa sit besynderlige Sprog svarede, at der var saa "myket, myket gillere2 i Norje".
En Gang ved et stort Gildelag, hvor de havde budt ham ind fra Landevejen, havde man endelig faaet listet ud af ham, at han virkelig var fra Danmark, ja endog Københavner! Men da man derpaa spurgte ham, om han da aldrig længtes hjem eller tænkte paa at vende tilbage til sit Fødeland, havde der lagt sig en ejendommelig Rødme over hans skarpe Kindben; og idet han paa sær hemmelighedsfuld Vis saa' op i Loftshjørnet, havde han sagt:
"Jo – naar der bli'er Brug for mig."
Han var en Gaade. –
Mod Vinteren, naar Sne og Kulde drev ham ned fra Fjældene, søgte han ind til Kristiania, hvor han tog Arbejde i sin Profession: Bogbinderiet. Herinde kunde man da regelmæssig hver Aften se ham sidde nede i en tarvelig Kælderbeværtning for Haandværksfolk og Smaahandlende – altid i en og samme afsides Krog og uforstyrrelig bøjet over en Avis, der laa udbredt foran ham paa Bordet, og som han meget ivrig studerede fra Ende til anden, mens han indhyllede sig i en bestandig tættere Damp fra den lille sortbrændte Shagpibe, som overhovedet saare sjældent forlod hans venstre Mundkrog. Men saa snart det første Vaargny kom i Luften, vaagnede atter Rejselængslen ubetvingelig i hans Bryst. Han spændte sin Voksdugsransel og drog over Fjældene.
Nu sidste Sommer mødte han som sædvanlig o[p] paa de sædvanlige Steder, hvor man nu snart var bleven saa vant til hans Komme, at man syntes, han hørte med til Vaaren ligesom Stæren og Storken. Men der var denne Gang foregaaet en kendelig og besynderlig Forandring med hans Udseende.
Det var ikke alene det, at N[æ]seryggens Rødme i Vinterens Løb var stegen i en ganske foruroligende Grad, samtidig med at Kroppens Magerhed havde udviklet sig til det næsten skeletagtige. Men Smilet, der før laa som mejslet ind i det blege, uudgrundelige Ansigt, syntes nu adskillig mindre sikkert, og Blikket fra de smaa, mørke Øjne stirrede adspredt og aandsfraværende omkring, næsten uden at vækkes.
Paafaldende var ogsaa den Utrættelighed, hvormed han 103 saa godt som daglig spurgte om "nyt fra Danmark", – samt den Iver, hvormed han kastede sig over enhver Avis, der kom indenfor hans Synskreds, og bad om Forlov til at læse den.
Der var dem, som gjorde sig deres Tanker derom. Men begyndte man at tale til ham om Politik, om de fortvivlede Forhold der hjemme i hans Fædreland, om Provisoriet3, Kongen og Muligheden for en Revolution, saa tav han pludselig helt – og listede lidt efter stille bort.
… Da var det, den kom – hin 22de Oktober med det alarmerende Budskab fra København: Mordattentat! Skudt paa Ministeren!4
Det var en Efterretning, der rystede op selv mellem de norske Bønderhjem. Nu gaar det løs! tænkte de. Nu er Maalet fuldt! Og med Spænding tog de hver Dag Aviserne i Haanden og tænkte med Uro og Deltagelse paa deres gamle Broderland.
Men hvor var paa én Gang Stænglen bleven af? Hvem havde taget den "lange Dansker"? Lydløs som et Fnug var han pludselig blæst bort fra Hallingdølernes5 Øjne …. Ingen begreb hvorhen eller hvorfor. — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
Han var, straks ved første Rygte, over Hals og Hoved taget over Fjældene for ad korteste Vej at naa til Havet. Uden at hvile, hverken Nat eller Dag, var han vandret gennem Dale og Byer, Skove og Heder i et ukendt Landskab, indtil han efter tre Døgns møjsommelig Vandring ved Aftenstid naaede en lille Kystby paa Vestlandet. I en af dennes mange smaa, smudsige Sømandskipper6 langs Bryggen – som han øjeblikkelig eftersøgte – fandt han omsider en lille rødskægget, norsk Skipper, der netop laa med Skuden lastet for Riga, og som efter en Del Snakken frem og tilbage tilsidst gik ind paa mod en beskeden Pengeydelse samt tre Omgange Genever og en Flaske Rom at tage ham med som Passager til Københavns Red.
Allerede den næste Morgen tidlig lettede de Anker.
II.
Det var en klam, diset Novembereftermiddag, at Skibet stod Sundet ind under en skral7 Nordvest.
Reinald – saadan hed han, "Danskeren"; – stod under Masten paa det slibrige og pjaskjvaade Dæk, blaa af Kulde, med 104 de valne Hænder stukket ind i Ærmerne paa den blankslidte, stramt knappede Frakke, samt med Hatten trykket ned over det svære Haar, hvorunder de smaa, feberskinnende Øjne bevæget stirrede frem, hver Gang de gennem Taagen skimtede et Stykke af den hjemlige, efteraarsbrune Kyst, som de passerede.
I omtrent samme Stilling og paa selv samme Plet havde han tilbragt det meste af Tiden paa den langvarige Overfart. Undertiden havde han taget sig en lille Motion mellem Masten og Lønningen; eller han havde – naar Spændingen, Uro og Utaalmodighed overvældede ham – sat sig i en Rulle Ankertov paa Dækket, med Ansigtet trykket ned i sine Hænder. Endog Maaltiderne havde han indtaget ganske ene her eller i Forlukafet. Men om Natten sov han nede mellem en Matros og en forsoren Junggut, som tog sig et ordentligt Fnis af denne ubegribelige Passager, der kastede sig i Køjen som en fangen Fisk og skreg højt i Søvne.
For øvrigt havde der ikke været megen Lejlighed til at stifte nærmere Bekendtskab. Det havde været et Hundevejr, med Storm og Regn over Nordsøen og Taage i Kattegat. I hele to Døgn havde de maattet ligge ganske stille udfor Hesseløen og uafbrudt ringe med Vagtklokken. Og da Taagen endelig lettede saa vidt, at de turde sætte Sejl, maatte de atter standse under Kullen for at faa Lods. Først hen paa Formiddagen slap de indenfor Kronborg, – og nu laa Sundet omkring dem som en bly-graa, tungt vuggende Masse, hvorover Skibet langsomt sneglede sig frem. –
Det blev næsten Aften, før København dukkede op af Disen forude. Der gik et ejendommeligt Ryk gennem Reinalds Legeme, da han saa' de første Tinder tegne sig som spinkle Naale paa Horisontens graa Slør; og uvilkaarlig gjorde hans Haand en Bevægelse hen imod Lænden, som for at overbevise sig om, at hans lille, men skarpt slebne Tollekniv endnu sad i sin Læderskede under Frakken.
Hans Ansigt blev blegt. Hans lange Læber skælvede af Utaalmodighed, mens Taarn paa Taarn og Spir paa Spir traadte frem af Taagen: Vor Frelsers slanke Sneglehorn, St. Jakobs Murstenskegle og Marmorkirkens svulmende Kuppel; – og senere: Børsen, Frue Kors, Holmens gamle Mur-Kran og Svineslagteriernes snehvide Tage. 105
I tolv Aar havde han ikke set sin Fødeby; …. ikke siden hine bevægede Dage i Begyndelsen af halvfjærdserne, da han med sit brændende Ungdomsmod, sin flammende Begejstring havde kastet sig midt ud i Striden, – sikker paa, at Timen nu var kommen for det store Opgør, de lidendes, undertryktes og forurettedes dyre Hævn. Derinde mellem St. Petri og Vor Frue, i en lille fattig Stue med blaa Gardiner og lysegraa Vægge, med Blomster i Vindueskarmen og Sand over det altid renskurede Gulv, havde han slidt og stræbt hos sin stakkels bedragne og forladte lille Moder, hvis eneste Synd og Brøde han var. Derinde havde hendes blide, graa og sørgmodige Øjne daglig dryppet ham det bitre Had i Sjælen, der fik hans unge Kinder til at brænde, hans Hjærne til at gløde. Og derinde fra var det, han stormede ud til de store Fælledmøder, hvor han under selve Førernes Øjne holdt sine tændende Taler til de jublende Tusender.
Og saa var han rejst bort: – skuffet, knækket, fuld af Lede; – mærket af samtlige Papmagermestres sorte Kridt, fulgt af utro Kammeraters triumferende Grin og Politiets aarvaagne Øjne. Og da saa ogsaa hans Moder døde, brast det sidste Baand, der bandt ham til Hjemmet – og han havde heller ikke set det siden.
Men hvor end hans Fod færdedes – altid havde han det halve, lydhøre Øre og sit hele Hjærte vendt imod de gamle Steder … aarvaagent lyttende til hver mindste Larm, og grundende paa, naar den Tid vel vilde komme, da Maalet virkelig var fuldt.
… Og nu var det sikkert fuldt. Nu var endelig Taalmodigheden bristet, Øksen rede ved Ondets Rod! …. Eller – var det allerede hændt? Var Dommen kanske holdt? Der syntes ham at hvile en sælsom, begivenhedssvanger Stilhed over Byen, som den dér lidt efter lidt aabenbarede sig for ham med sine blege Lygterader under Fabrikskorstenenes tavse Silhueter'2.
Han sank ned paa Tovrullen. Fingrene dansede krampagtig inde under Frakkeærmerne. Og da Matrosen i det samme kom forbi, maatte han lægge Hovedet helt ned i Skødet for at skjule sin Bevægelse.
III.
Præcis paa Slaget seks kastede de Ankeret paa Inderreden.
Det var nu fuldkommen mørkt. Hundreder af Skibslanterner vuggede derude paa begge Sider af Trekroners gennemtrængende 106 Lys. En Sunddamper kom plaskende ind imellem dem med sit ilder-røde og katte-grønne Øje under en uafbrudt Piben og Hvæsen. Inde fra den illuminerede By lød et dumpt, fjærnt Røre.
Vaklende, næsten som i en Rus, steg Reinald ned i Jollen, der straks førte ham i Land.
Den første, han mødte over Toldbodtrappen, var et Bybud, der stod under en Lygte og læste i en Avis. Med bankende Hjærte sneg han sig i en Bue udenom ham, idet han ivrig undersøgte det blaa, opdunsede Ansigt. Men dette røbede intet. Ikke heller Toldbetjænten, en lille mut Fyr, der tavs undersøgte hans Ransel, bragte ham nogen Oplysning. Men idet han nu gennem Porten traadte ud i den øde, taagede Gade, hvor enlige Skikkelser ligesom sky strøg sig hen langs Murene under det matte Lygteskin, grebes han paany af denne mærkelige Tavshed, der fik Blodet til at standse i hans Aarer.
"Skulde det allerede være hændt?" tænkte han igen.
Og uvilkaarlig forstærkede han sine Skridt, idet han ængstelig skottede op til hver og en af de Lygtepæle, som han kom forbi.
Pludselig standsede han. Det forekom ham, at en stærk, sveden Brandlugt sænkede sig over Gaden. Han gik ud paa Kørebanen for at se sig omkring. Men i det samme ringede en sprukken Klokke lige bag ham, og fra en Brændevins Skænkebod væltede et Par højrøstede Gæster ud paa Fortovet.
Han skyndte sig bort og vilde just dreje ned ad Bredgade, da han gennem Taagen opdagede en Række store Plakater, der var slaaet op paa et Plankeværk noget derfra. Der gik paany et Stød igennem ham. Borgeropraab! fór det gennem hans Hoved, og med lange Skridt listede han over Gaden.
Men ved en fjærn Lygtes usikre Lysskær læste han derpaa: Fru Menter! Sidste Koncert! Teater! Ekvilibristen Tchjung-Tchang! Storartet Præstation i den højere Luftgymnastik! Musse kommer !!! … Væggetøj fordrives ! ….
Der lød en tør Hoste et Stykke fra ham. Han saa' sig omkring og skimtede en Politihjælm, der langsomt nærmede sig inde fra Grønningen …. Han sneg sig uset om Hjørnet og kom ind i Store Kongensgade.
Her var der fuldt af Lys og Folk. I tætte Skarer strømmede spadserende fra begge Sider hen over de smattede Fortove 107 – snakkende, leende, hostende i den forstærkede Taage, der her lagde sig mellem de høje Huse. Droskerne rullede gennem Gaden, Butiksklokkerne ringede, Drengene fløjtede "den glade Kobbersmed". Paa et Hjørne stod en tyk Betjænt og gabede.
Reinald studsede.
Han saa' paa disse unge Herrer, der strøg ham forbi med velplejede Moustacher og et veltilfreds Smil i deres nye Spadserepelse, …. paa disse Fruer og Frøkner, der, duftende af Parfume, lod deres blanke Øjne spille bag de kirsebærrøde Slør, … paa disse Børn, der legede "Kuk" bag Hjørnerne eller stod i Klynger foran de oplyste Butiksvinduer, … paa disse Tjænestepiger, der, koketterende med deres bare Arme og høje Skohæle, vimsede ind og ud hos Bager og Slagter. Han saa' paa disse Haandværkere, disse Handlende, disse Madamer og Svende, der stod i Døre og Porte og passiarede om Naboerne eller smøgede Tobak. Og han kikkede ind i Restaurationer og ned i Kælderbeværtninger, hvor Folk sad i tætte Masser og drak og lo.
Han forstod det ikke.
Dækkede den kanske over noget, denne Lystighed? Var den et Skalkeskjul, hvorunder Kuglerne hemmelig støbtes?
… Uden næsten selv at vide det, var han drejet ind til venstre i de folketomme Sidegader, hvor han længe gik tankefuld omkring.
Da vaktes hans Opmærksomhed med ét af et stærkt Lysskær, der fra et Hus noget foran ham strømmede ud over Gaden, og hvori Ekvipage paa Ekvipage rullede ind og standsede. En Skare Mennesker var stimlet sammen paa begge Sider af den overbyggede Indgang, under hvilken balklædte Damer og Herrer i hvide Slips hoppede ind i den festlige Vestibule.
"Hvad er det?" spurgte Reinald en fregnet Skomagerlærling, efter at han i nogen Tid forbavset havde betragtet dette Skuespil.
"Det er de liberale."
"De liberale? Hvem er det?"
"De liberale! Naada! … Maa vi bare være her!"
"Der er Faneindvielse," indskød nu en gammel Morlille i Kyse og Saloppe8 og nikkede højtidelig op til ham.
Han saa' ned paa hende, som om han ikke vilde tro sine egne Øren. – Faneindvielse! gentog han for sig selv … Men var der da vunden nogen Sejer? – Eller ….
108 Han tænkte paa at henvende sig til en godmodig udseende, ældre Herre med graa Hat, der stod ved hans anden Side og smaasmilte. Men da han, ved med Haanden til Hatteskyggen at bøje sig imod ham, fik tilkastet et Blik, der var adskillig mindre velvilligt, end han havde tænkt, svigtede Modet ham; og i Steden for at spørge, drejede han helt omkring – og drev bort.
Han følte sig ganske fortumlet. Han vidste tilsidst hverken ud eller ind, men sneg sig rundt i de mørke Gader uden Maal og Med.
Endelig standsede han tilfældig ved en dyb Kælderbeværtning. Og da han derved kom til at tænke paa, at han hele Dagen intet havde spist, gik han derned.
IV.
Det var et lille, smudsigt Rum med et overspyttet Gulv, men i Øjeblikket ganske tomt for Gæster. Midt under Loftet hang en døsigt brændende Petroleumslampe uden Kuppel eller Skærm, og i Krogen foran Skænken sad den tykke Vært i Skjorteærmer og snorkede fredelig. Han for sammen ved Lyden af Dørklokken og stirrede med søvnig Forundring paa den fremmede indtrædende.
Reinald satte sig paa Enden af Bænken ved Døren og bestilte en Portion Smørrebrød og en Flaske Øl.
Med stort Besvær og først efter et Par forgæves Forsøg kom den tykke endelig op af Stolen og slæbte sig over Gulvet hen til en Glug i Væggen, foran hvilken han derpaa i fem Minuter blev staaende og strakte sig og gabede, indtil det forlangte omsider blev stukket ind.
"Sløje Tider – hva'?" sagde han da, idet han atter sank ned paa en Stol lige overfor Gæsten og sørgmodig tog sig' en Pris.
Bøjet over sit Smørrebrød nikkede Reinald tavs.
"Ingen Skub i nogen Ting. Bare Falliter og Ulykker og Elendighed paa alle Kanter…..Er De strikkende Smed, med Forlov?" – han løftede det ene, tunge Øjelaag halvt i Vejret og saa' dvask paa sin Gæst.
Reinald rystede paa Hovedet.
"Naa, jeg tænkte det ellers" …. Laaget sank atter ned. – "Atisch!" – Han nøs, saa Rummet skælvede …. "Her var 109 nyssens en hernede – bare paa en Spids9, naturligvis! – Lutter Begrædelighed – naturligvis! Alting paa Assistensen10! Kone og Børn syge! Ikke Klæ'erne paa Kroppen! … Og saadan allevegne! … Det er ikke længer siden end i overgaars, at en Skomagersvend blev sat ud heroppe fra Kvisten. Kunde ikke længer betale Lejen, – naturligvis! En skikkelig Fyr for Resten, stræbsom og ordenlig – men mange Børn og ingen Arbejde. Hele Kassen smidt paa Gaden! … Vorherre maa vide, hvad Enden skal blive! … Og altsammen for den forbandede Politik!"
Ved dette sidste Ord begyndte Reinald at spidse Øren. Men ogsaa den tykke standsede med ét forsigtig, og skottede fra Siden med begge Øjne mønstrende paa den fremmede.
"Ja, hvad mener De om denne herre Politik?"
Reinald svarede, at han først denne Aften var kommen her til Byen fra Udlandet og ingenting kendte, men at han gærne vilde vide lidt Besked. Han havde hørt saa mange Rygter.
"Har De ogsaa hørt om de nye Provisoriummer?"
"Nej!"
"Om Gendarmerne? Og Politiet?"
"Nej …"
Den tykke rystede paa Hovedet. Han tog sig paany en sørgmodig Pris og sænkede den firdobbelte Hage ned mod sit svulmende Bryst, paa hvilket de foldede Hænder allerede hvilede som to store Fedtpuder, hvorover den nobrede og rynkede Hud laa løst som paa en Gaasegump.
"Er der … Er der da hændt noget? …. Jeg mener – saadan alvorligt …?" spurgte nu Reinald stammende.
"Ih, Vorherre fri os!" sprat den anden op i næsten grædefærdig Tone. "Hvad skulde der vel ske mere? Er det da ikke alvorligt nok i Forvejen?… . . Jeg befatter mig, Gud være lovet, ikke med Politik og de Dele, og jeg mener nu, at baade Højre og Venstre kan være lige gode hver for sig. Men hvorfor kan de inte enes? De skulde dog tænke paa, at det er vos næringsdrivende, som det gaar ud over. For hvad hjælper vel alle de her Anstalter? Spiser Folk mere Mad for det? Køber de flere Strømper og Sko – eller drikker de mere Øl for det? Naa! Og nu Beværtningerne? … Her har jeg i forrige Dage kunnet skænke baade en halv og en hel Tønde Øl paa en eneste Aften alene til Arbejdsfolk og Smaahaandværkere. Men nu holder Folk sig borte fra 110 offentlige Steder for ikke at komme i Forlegenhed for deres Mund. Nu bliver de hjemme hos dem selv – eller kanske i hemmelige Selskaber! … ja, for hvem véd, der er kanske mange af dem. Og er det bedre? Uden vi véd af det, har vi det maaske som ovre i Rusland … ."
"Tror De?" spurgte Reinald livlig.
Værten undersøgte atter sin Gæst med et forsigtigt Blik. Men derpaa klippede han et Par Gange med det ene Øjelaag og sagde i en besynderlig hemmelighedsfuld Tone:
"Man skal sku ingenting forsværge i disse Tider. Der kan kanske spørges nyt, før man aner det."
"Hvad mener De?"
"Hm! Jeg si'er ingenting," sagde han og saa' med vigtig Mine ud i Stuen. Men næppe havde han udtalt Ordene, før han vendte sig helt over imod Reinald og fortrolig lagde Haanden paa hans Arm.
"Her oppe paa anden Sal bor en af Førerne," sagde han med dæmpet Stemme, "af Oppositionen, forstaar sig – – "
"Her i Huset?"
"Paa anden Sal, ja ….. De kan tro, der er noget i Gære deroppe. Der har været et Rend op og ner ad Trapperne i den sidste Tid! Og de har tisket og hvisket og stukket Hovederne sammen, saa snart de kom ud paa Gaden. Forleden …. men ikke mine Ord igen! …. forleden var der et helt Møde, vist en hel Snes, Damer ogsaa – naturligvis! De kan være stødt paa, dér har Tingene været til Bedrøftelse, min Far! For dér har Politiet pænt maattet holde Næsen hjemme. Og Gendarmerne! Go' Morgen, mine blanke Støvler! De skulde vist snart været hældt ud, ikke sandt? …. Naa, godt man er udenfor det hele. Naar man passer sig selv og sin Forretning, kommer man da ikke i Forlegenhed, hvordan det saa gaar. Og jeg er hverken Nillehist eller Nillehér, men har nok med at klare for mig selv og Familjen …. Skal det være en Bajer til?"
"Nej Tak," sagde Reinald og rejste sig hurtig.
"En lille Knude?"
"Nej Tak. Hvor meget har jeg at betale?"
"To og fyrre Øre."
Han talte Pengene op – hans Fingre skælvede let – bød farvel og forlod Kælderen.
111
V.
Da han stod ude paa Gaden, saa' han sig først omhyggelig omkring. Derpaa sneg han sig igennem Porten og steg op ad Trapperne. Paa anden Sal forefandt han en meget stor Navneplade af Messing paa Døren. Han genkendte Navnet fra Aviserne og ringede sagte paa.
En Stuepige lukkede op og saa' forskrækket paa ham.
Om Herren var hjemme?
Jo, men han var ikke til at faa i Tale i Dag. Han skulde bort og var ved at klæde sig paa. Om det ikke kunde vente til i Morgen?
Nej, han vilde meget gærne tale med ham endnu i Aften.
Om det da ikke var noget, hun kunde sige ham?
Nej, han maatte nødvendigvis tale med ham selv.
Hun gik. Men forinden satte hun Sikkerhedskæden paa Døren og tog et Overblik over Frakkerne og Kaaberne paa Knagerækken.
Da hun kom tilbage, bad hun ham myndigt at tørre sig godt af paa Maatten, hvorpaa hun viste ham ind i et stort, smukt og fint møbleret Værelse med Tæpper, Fløjlslænestole, Kobbere og Malerier. Paa den ene Væg var en Portiere, og herfra indtraadte lidt efter en midaldrende, blond og fyldig Herre med en stor Knevelsbart, sort Kjole, hvidt Atlask Slips, Handsker og en Rose i Knaphullet.
"De ønsker at tale med mig?"
"Ja."
"Ah! Nu ser jeg! Det er om disse Kotillons11. Naa – har De saa faaet arrangeret Buketerne'3?"
"Nej – jeg er Bogbindersvend."
"Hvorledes?" – den blonde Herre fik sin Lorgnet frem – "Tør jeg da bede Dem være af den Venlighed at fatte Dem i Korthed. Min Vogn holder i Porten, og jeg maa nødvendigvis bort."
Reinald, der var bleg af Spænding, og hvem denne uventede Luksus og besynderlige Modtagelse gjorde endnu mer forvirret, kunde længe ikke faa et Ord frem. Endelig samlede han sig sammen, og med naiv Omstændelighed gav han sig til at gøre rede for sin Nærværelse. Han begyndte med sit Ungdomsliv, med 112 Fælledmøderne og Bortrejsen; fortalte om, hvorledes han først denne Aften var kommen herned fra Norge, hvor han de sidste ti Aar havde opholdt sig, hvorledes han deroppe havde fulgt Stridens Gang, og nu var kommen for at tilbyde "Sagen" sin Tjæneste.
Der lagde sig et opklarende Smil under den store, blonde Knevelsbart og i de lyse Øjne, der gennem Glassene mistænksomt havde hvilet paa den besynderlig udseende fremmede og nøje betragtet ham lige fra det store, viltre Haar til de udtraadte, tilsølede Sko. Han gik et Skridt hen imod ham og rakte ham hjærtelig Haanden.
"Hvad De her fortæller mig, fornøjer mig særdeles. I Tider som disse har Landet Brug for enhver af sine grundlovstro Sønner. – Ja, sandelig; det er, som De siger … vi har Krig her i Landet, Krig paa Kniven! Men netop derfor er det smukt, ja stolt af Dem, at De møder under Fanen i Farens Stund. Hjærtelig velkommen! Vær forvisset om, at vi ikke skatter Deres Hjælp ringe."
Han rystede atter hans Haand.
Men Reinald, som herved fik Mod, saa' sig nu omkring og sagde derpaa hviskende:
"Der er vel ingen, som hører os?"
"Nej, unge Mand! Men hvorfor?"
"Jo … jeg vilde nemlig … vilde gærne endnu i Aften vide, hvortil De kan bruge mig."
"Bruge Dem? … Hvorledes mener De?"
"De kan byde over mig. Jeg er parat til alt."
"Parat? … til hvad?"
"De kan trygt forlade Dem paa mig, Herre. De kan stole paa min Mund. Som jeg sa'e Dem: jeg har tiet før i Dag."
"Men hvad er det, den Mand mener?" udbrød endelig den blonde, idet han veg tilbage mod Skrivebordet og med en pludselig Forfærdelse stirrede paa denne blege, dirrende Skikkelse, disse to smaa, kulsorte Øjne, der glødede ham i Møde over de mørke Skægstubbe. "Hvad er det, De siger? Hvad er det. De vil? Hvad mener De?..... Er De fra Samlingen, Mand! – – Vil De…? Er det Deres Hensigt…? Kommer De her for…? Har De den … – – –
"Naa, naa, naa, ja, ja," afbrød han sig selv, da han saa' den forbløffende Virkning, hans Udbrud havde paa Manden – 113 han var ogsaa selv bleven echaufferet, men udstrakte nu beroligende Haanden …. "Det er naturligvis heller ikke Deres Mening. Selvfølgelig ikke! … Det er – jeg kender det fra mig selv, og forstaar det endelig saa godt – disse … disse stærke Tanker, som … i enkelte Øjeblikke … i disse Tider … naa! … Men – ikke sandt, kære Ven? lad os for Guds Skyld ikke lege med Ilden. Tag Dem derfor ikke mine Ord for nær. Det gælder fremfor alt om ikke at misforstaa hinanden."
Og da han nu først var kommen i Aande, vedblev han, vandrende frem og tilbage over Gulvet og ivrigt gestikulerende'4 med sit Lommetørklæde, som han af og til førte hen over sin endnu varme Pande:
"Som jeg sagde Dem, hvad De fortalte mig før glæder mig overordentlig. Nu maa alle grundlovstro Mænd slutte sig ubrydelig sammen. Vi lever for Øjeblikket paa bar Bund. Der er begaaet et Grundlovsbrud – et klart og utvetydigt Grundlovsbrud! Men – ikke sandt? – vi ville føre Kampen med Lovlighedens Vaaben, der vil, der maa, der skal sejre. Lad alle … alle usunde Tanker fare, kære Ven! Støt os efter bedste Ævne i vor Stræben paa den faste Grund. Mæld dem ind i Vælgerforeningen, støt vore Blade, stil flittig til Møderne, giv Deres Skærv til vore Fonds …. og De skal se: Sejeren bliver dog én Gang vor."
Lidt efter tøflede "Stænglen" ned ad Trapperne. Da han stod nede paa Gaden, rullede en Vogn ud af Porten. Han saa' længe efter den, og smilte smertelig.
Nu vandrer han atter deroppe mellem de norske Fjælde og aander deres rene, uforfalskede Luft.
HENRIK PONTOPPIDAN.
