Fra Byen
Hjærtensfryd
Der fejres aarlig mange Festdage hos min Vært, pensioneret Højbaadsmand Olufsen i Hjærtensfrydgade.
For det første er der alle de store og almindelige Hellig- og Bededage, som vi alle kjender og ærer. Saa er der Aarsdagen for Kanariefuglen "Peter"s højtidelige Indlemmelse i Familien, endvidere Mindefest for Højbaadsmandens salig store Taa, som for tredive Aar siden blev klippet af for Bénedder, samt Madammens Kopsætningsdag, der gjærne indtræffer ud paa Foraaret, naar Varmen kommer i Luften.
Endelig er der Majestætens Fødselsdag og Skipper Mortensens Ankomst.
Hvad Selskabet ved disse Festligheder angaar, saa bestaar det regelmæssig af de samme gode, gamle Venner, som nu i fyrretyve Aar har gaaet paa Omgang hos hinanden, hver Gang der i Familierne har været en Højtid, der skulde fejres – nemlig: pensioneret Tømmermand Bendz fra Tulipangaden, pensioneret Kvartérmand Mørup fra Delfingaden, Overkanoner Jensen og Bolteslager Fuss fra Krokodillen – alle med Madammer. Og da nu hver af disse Familier i lignende Anledninger har et tilsvarende Antal Festdage at højtideligholde – (med Undtagelse af, at Kvartérmand Mørup for visse Aarsagers Skyld foretrækker at lade sin – noget hastige – Madamme kopsætte hver Maanedsdag) – saa vil man forstaa, at man herude i det mindste ikke dør af Mangel paa Selskabelighed.
Selve Sammenkomsternes Forløb synes, i alt Fald hos Olufsens, én Gang for alle at være fastslaaet. Paa Slaget sex aabner Olusen Døren ind til "Salen", hvor Bordet staar dækket, idet han med en staaende Vittighed beder Gjæsterne træde ind og "putte noget i Ansigtet". Naar man derpaa er kommen til Ro paa Pladserne, og Værtinden sætter den dampende Gaas eller Skinke paa Bordet, udbryder Bolteslager Fuss lige saa regelmæssigt, idet han som i overvældende Forbavselse og med Hænderne i Siden falder tilbage mod Stoleryggen: "Naada, Madam – dér har De lagt et ordentligt Æg!" hvorpaa Madammen smilende kalder ham et gammelt Vrøvl og beder Gjæsterne lade, som de var hjemme.
Dermed er Begyndelsen gjort. Og efterhaaanden som Knive, Gafler og Glas kommer i Virksomhed, stiger Lystigheden gradvis.
Paa et bestemt Tidspunkt hæver Tømmermand Bendz som Alderspræsident (han er 84) sit Snapseglas for at udbringe "Jubilarens" Skaal – og gjør det med samme trohjærtede Højtidelighed, enten Jubilaren er Kanariefuglen "Peter" eller Højbaadsmandens Storetaa eller selve Majestæten. Men først ud paa Aftenen, naar Punschebollen og Æbleskiverne kommer paa Bordet, naar Festen sit Højdepunkt.
Indtil da har man siddet forholdsvis rolig paa sin Plads og fordrevet Tiden efter Bordet med Afsyngelse af forskjellige Selskabs- og Fædrelandssange, hvortil navnlig Madam Fuss medbringer en smuk Diskant; men efter at et Par Glas af den stærke, varme Rom-Essents er skyllet ned til den halve Snes 250 otte Graders Snapse, der allerede er sat under Vesten, antager Munterheden en mere opløsende Karaktér.
Madammerne løser Kappebaandene og trækker ugenert Manchetterne af de faste Arme. Og da de endnu er blomstrende Skikkelser, og da Mændene, trods deres Alder, endnu ikke er fremmede for erotiske Følelser, udbreder der sig snart en Stemning af Ømhed og Galanteri, – indtil Punschen, gjærne henad Klokken to, fuldstændig har taget Magten, og Mændene begynder at fortælle Fruentimmerhistorier. Da flytter Konerne krænket ind i den forreste Stue, hvor Kaffen serveres med Kandissukker og Kirsebærratafia.
Endelig henad Morgenstunden sejler de hjemad, hver til sit, i en Lyksalighedstilstand, fra hvilken der endnu Dagen efter hviler et Skjær over dem, som fra en nedgaaet Sol. – –
Af alle disse aarlige Fester er der dog ingen, der imødeses med en saadan Spænding og fejres med en saadan Fryd som Skipper Mortensens Dag.
Denne indtræffer hen paa Efteraaret, naar Olufsen, med Messingbrillerne paa Næsen, ved den daglige Gjennemlæsning af "Telegrafen" faar konstateret, at Skipper Mortensen fra Flensborg med Sluppen "Flyvefisken" har passeret Toldbodbommen og lagt ind ved Børsen.
Det første, der i den Anledning bliver foretaget, er, at Chatolskabets hemmelige Skuffe aabnes af Madammen og Sparekassebogen efterses, hvorpaa Olufsen, der ikke gjærne bliver betroet Omgang med Penge, sendes til Byen for at opsøge Didriksen.
Didriksen er en anden gammel Ven af Huset, der er Droskekusk og boer i St. Brøndstræde, og som – i Følge en snart halvhundredaarig Skik – til denne Fest beredvillig stiller sig selv og sit Kjøretøj til de gamle Venners Disposition.
Dette er dog saaledes at forstaa, at den nulevende Didriksen, "unge Didriksen", ikke er den virkelige, men en Søn af den gamle Didriksen, som Højbaadsmanden en Gang i dennes Orlogstid frelste for "Kat", og som af Taknemmelighed derfor aarlig viste dem denne lille Venlighed.
Men den unge Didriksen har som en god Søn gjort sig en Ære af at overtage den afdødes Forpligtelser, – og desuden véd han, hvad der ved denne Lejlighed ventes.
Til den fastsatte Tid – gjærne Klokken 11 Formiddag – stiller han da ogsaa præcis i Hjærtensfrydgade, med et Kjøretøj saa blankt og pudset som til et Grossererbryllup i Helliggejst.
Oppe hos Olufsens, der beboer Salslejligheden, har der imidlertid siden den tidlige Morgen hersket den forskrækkeligste Travlhed. Snart har Højbaadsmandens hvide Hoved, snart Madammens Sirtses Natkappe strakt sig ud af Vinduet og med Spænding set ned ad Gaden Og den første farer endnu i ynkelig Ubehjælpsomhed rundt i Underbuxer og uknappet Manchetskjorte, da Didriksens Pisk høres om Hjørnet.
Endelig kommer de ned – Madammen i "Wienershawl" og med Vindruklaser paa Hattekysen, Olufsen med Tjenestemedaille og Dannebrogsordenens Sølvkors paa Frakkeopslaget samt et Uhyre af et sort – en Smule rustanløbet – Skorstensrør paa Hovedet.
Under højtidelig Stilhed blandt Børnene, der har samlet sig om Vognen, stiger de til Sæde. Og efter at Madammen hemmeligt har set sig omkring, som for at forvisse sig om, at ogsaa alle Gadens Øjne virkelig er i Vinduerne, ruller de ud af "Boxerne" og ind i St. Kongensgades Menneskemylr.
Det er et virkelig stolt Syn. Især er Olufsen Gjenstand for alles Blikke. Stiv og alvorlig, med den i Manchetskjorten nu helt indknebne Hals, som han ikke tør bevæge af Frygt for at sprænge Knappen, og Hænderne urokkeligt hvilende over Paraplyskaftets Hornhaandtag, faar hans høje, indskrumpede og lidt krogede Skikkelse, fremhævet af de skinnende Dekorationer og Hatten over det hvide Hoved, ligesom et Skjær af fornem Ærværdighed, der vækker Forestillinger om noget som en gammel Admiral fra Aarhundredets Begyndelse. Paa begge Fortovene standser ogsaa Folk, alt som de kommer frem, og ser efter dem med en Blanding af Ærefrygt og Forundring, hvilken sidste forstærkes derved, at unge Didriksen, stolt over sit Selskab, hvert Øjeblik vender sig om imod dem i fortrolig Samtale.
Vejen gaar først til Sparekassen, hvor Madammen – sit Princip tro – selv gaar ind og hæver af Bogen. Dernæst gjøres en Afstikker om ad Gammeltorv og Vandkunsten, blandt hvis "Loppekællinger" Madammen nemlig fra gammel Tid har en uforsonlig Fjende, hvorpaa man endelig drejer tilbage og stiler hen imod Børsen.
Her staar Skipper Mortensen paa Flyvefiskens Dæk og gjenkjender Optoget, strax han ser det nærme sig.
Han er en lille Tyksak paa en sexti Aar, der netop forstaar saa meget Sømandsskab, som er nødvendigt, for hver Mikkelsdag at føre en Slup med Fede- og Flæskevarer fra Flensborg til Børsen. Ikke des mindre kunde man gjæme antage ham for en ægte uforfalsket Ostindiefarer, naar han staar paa sit Dæk med en Skraa i hver Kjæve og Armene sænket ned i de dybe Klaplommer indtil op over Albuerne.
Han har alle Attributerne: en stor Lammeskindskabuds ned over Ørenringene, et blaat Anker paa Bagen af hver Haand – samt denne Mine, der som et fintmærkende Thermometer synes at snuse mod den mindste Vejrforandring og ane den længe før dens Komme.
Dertil spytter han rigelig saa langt som en almindelig Haandsprøjte, og bander værre end en Kavalleriofficer.
Overfor Olufsen har han imidlertid bestandig bevaret Koffardifarerens dybe Respekt og Højagtelse for Orlogsmanden. Og da han tillige er af en beleven Natur, der titulerer Madam Olufsen "Frue", 251 har han alle Dage hørt til Højbaadsmandens mest skattede Venner.
Idet Vognen standser, skridter han ogsaa fra Borde og aabner galant Vogndøren for Madammen, der smilende og nikkende stiger ned med Parasollen i den ene Haand og den anden forsigtig fattende i Kjolen, saa at kun Brunelstøvlerne og det underste af de hvide, svulmende Strømpelægge præsenterer sig for Skipperens artige Blik. I den dødeligste Vaande for Halsknappen følger Højbaadsmanden baglængs efter og trykker Mortensen højtidelig i Haanden, hvorpaa unge Didriksen spænder Skaglerne fra Caroline Amalie og følger bag efter dem over Landgangen.
Og nu begynder egentlig først den store, saa længselsfuldt ventede Begivenhed, hvori dog kun Madammen tager aktiv Del.
Paa Bunden af Lasten, hvortil en Stige fører ned, staar Fede- og Flæskevarerne opstillede i indbydende Rækker, den ene over den anden, og opsendende en Duft, som man kun kjender den fra visse Høkerkjældere paa Kjøbmagergade, naar man om Vinteraftener i Forbifarten faar deres lumre Atmosfære op i Næsen. Det er et Forraadskammer af den mest fristende Art. Blot et Blik derned kan faa Kallunet til at vende sig. Mægtige Spegeskinker hænger under Dæksplankerne, Rækker af aabnede Smørfustager fylder Bunden, og over dem kommer Bedelaar, røgede Bryster, Krukker med smeltet Flomme samt sande Kabler af de forskjelligste Slags Pølser, der som Guirlander hænger paa Skibssiderne.
Naar "Fruen" – under Skipper Mortensens bestandig lige tugtige Blik – er praktiseret ned ad Stigen, tager Forestillingen sin Begyndelse.
Med virkelige Fruenoder vanker hun om dernede mellem Herlighederne uden at lade sig dupere – lugter til en Fustage hist, en Skinke her, og modtager Smageprøverne med Spidsen af sine Læber, idet hun samtidig lukker Øjnene og omstændelig lader Prøven glide ned gjennem Halsen – for derpaa at ryste paa Hovedet med en lille Næsekrølle eller give sit Bifald til Kjende ved et betænksomt Nik.
I Følelsen af Sagens Alvor lader hun sig uden Barmhjærtighed hele Lageret fremsætte til Bedømmelse, inden hun træffer noget Valg. Nye Fustager slaas op, hele Bjærge af Skinker og Fedelaar stables ovenpaa hinanden, vejes og beføles. Især volder Smørret mange Vanskeligheder. Dette er for salt, dette for lindt, dette ikke fra Ævred. Og naar endelig Bestemmelse er taget og Prisen fastsat, kommer Turen paa samme Maade til Pølserne, Flæsket og tilsidst til de store Holstensk-Oste, der som en Række af Møllesten staar lænet op til den ene Skibsside.
Imidlertid staar Højbaadsmanden urokkelig oppe paa Dækket med sin Paraply og Admiralsmine, og lader Blikket glide hen over Vanter og Spryd, mens unge Didriksen, i tryg Forventning om, hvad der skal komme, rolig har sat sig ned i en Rulle Tov for der at afvente Tidens Fylde.
Endelig er da alting afgjort nede i Lasten, Handelen sluttet og Varerne bragt paa Dækket. Og nu foregaar der en Scene, der hvert Aar vender tilbage med samme Regelmæssighed som en Vittighed af Bolteslager Fuss.
Skipper Mortensen aabner nemlig Lemmen ned til Kahytten og raaber med sin Stentorstemme:
Fer'nand – er du klar?
Samtidig stiger en forfriskende Duft af Kaffe op til dem gjennem Trappen, og Ferdinand høres ilfærdig at rumstere dernede i Dybet med Glas og Kopper.
Men Madam Olufsen vil paa ingen Maade tage mod nogen Indbydelse, der tilmed kommer hende saa overraskende. Ogsaa Højbaadsmanden vægrer sig paa det bestemteste mod længer at opholde Tiden for ham, medens derimod unge Didriksen, alt for vel kjendt med disse Formaliteter, rolig spytter Skraaen ud i Haanden og gjemmer den i Buxelommen
Snart sidder man da ogsaa nede i det lille hyggelige Lukaf, hvor Mortensens navnkundige Flensborger Rom troner over Honningkager og "Lebkuchen". For Resten begynder Angrebet med en Schiedam-Genever og et Faarelaar, og Grunden lægges videre med tre danske Snapse til en varm Isterpølse. Men Madam Olufsen beholder sine sorte Handsker paa, som for at antyde, at hendes Overgivelse dog alligevel kun er halv, og at hun hvert Øjeblik kan være parat til Opbrud.
Dette kan ogsaa nok gjøres nødvendigt efter de Erfaringer, hun hvert Aar høster i dette lille Rum, hvis Luft hurtig bliver en tyk Os af Fedevarer, Kaffe, Sprit og Tobak. Thi med Kaffen begynder Drikningen først for Alvor. Og da det ved denne Lejlighed er en fastsat Skik at drikke "Mindebægre" for de i Aarets Løb afdøde fælles Venner, og da Bægrenes Styrke forøges, eftersom Rørelsen stiger, naar Temperaturen herinde gjærne temmelig nær op imod Kogepunktet.
Men naar de efter den ottende Kaffepunsch begynder at fortælle Fruentimmerhistorier, rejser hun sig med en Bestemthed, der ikke længer tør misforstaas, og Selskabet bryder op.
Imidlertid har den unge Didriksen ogsaa paa dette Punkt med Ære overtaget sin afdøde Faders Forpligtelser, idet han for egen Regning i Stilhed har "dyppet" en Halvflaske Rom i sig, saa at han kun ved Mortensens og Højbaadsmandens forenede Anstrængelser naar op gjennem Trappen. Men idet han kommer op paa sin Buk, gjenfinder han, ligesom af gammel Vane, strax Ligevægten og smiler fortrolig ned til Caroline Amalie, der i Mellemtiden taalmodig har staaet og gumlet i en tom Mulepose.
Madam Olufsen fremviser atter ved Opstigningen sin Brunelstøvle og det underste af sine snehvide 252 Lægge for Skipperens ærbare Blik, Højbaadsmanden trykker ham paany højtidelig i Haanden og sætter sig med Anstand ved sin Ægtehalvdels Side.
Saa kjører de ind igjennem Byen.
Ligesom før stanser ogsaa Folk nu paa Fortovene, alt som de kommer frem, og ser efter dem. Men denne Gang tegner der sig ingen Uvished i de Godtfolks Ansigter. Smilet breder sig frodigt og ender i en hjærtelig Latter.
Thi Højbaadsmandens Skjorteknap er ganske rigtig under Dagens Anstrængelser sprængt, og i Stedet for den sagtmodige Paraply favner han nu en mægtig holstensk Ost, stor som et Vognhjul. Paa Forsædet ligger det kommende Aars Fedevarer optaarnede, og i Madammens Kjole hviler – kjælen som en Skjødehund – Juleaftens festlige Spegeskinke, smukt indbunden i Papir og med frynsede Manchetter.
Paa Hjørnet af Elefantgaden staar allerede Kvartermand Mørup og spejder efter dem. Inde fra Krokodillen ses Madam Fuss' friserede Hoved ud af Salsvinduet ved Siden af Bolteslagerens halvtafragede Sæbefjæs.
Og Madam Olufsen vinker ivrig til dem med sin Skjødehund, og Kvartermand Mørup svinger med sin Stok – for nu begynder Festen dog først rigtig.
