Grundstemning
(...) Digtning, Fortælling, Roman kommer dog til Syvende og Sidst mindre af Iagttagelse og Erfaring end af en Grundstemning.
Meir Goldschmidt: Livs Erindringer og Resultater, bd. 1, 1877, s. 63.
(1964-uddrags-udgaven, s. 38).
De unge Medicineres friske Samtaler staa i en levende Modsætning til [Hospitalets] melankolske Grundstemning.
Georg Brandes i Mennesker og Værker, 1883, s. 515-16.
Et ligefremt personligt Had til Frasen, en Forargelse paa al falsk Idealisme, støttet til et stærkt Indtryk af hvor tung Tilværelseskampen er, til hvilket Lavmaal af Tanker og Interesser, den indskrænker de laveststillede – det er Forfatterens Grundstemning, og til den synes han at hengive sig, uden ret at vide, hvor langt den vil føre ham eller hvor vidt han vil gaa.
Hans Vodskov i manuskript om Pontoppidan, ca. 1884.
den videnskabelige Aand, den Grundstemning og den Grundforpligtelse, hvorpaa al videnskabelig Forsken hviler.
Harald Høffding i artiklen Demokratisk Radikalisme, 1889.
Grundstemningen i disse Skildringer er en lignende som i Edvard Brandes' Roman "En Politiker".
C.E. Jensen i sin anmeldelse af Skyer, 1890.
Og hvor Forf.’s egen Lære og Grundstemning indpræntes, dér lyde Ordene saa lødige og inderlige, at de bliver virkelig skøn Poesi.
Vald. Vedel i Tilskueren, 1892, s. 86.
(...) jeg har for "Kitty" (...) fundet en anden Titel, som efter min Mening langt bedre pointerer Bogens Grundstemning.
Sophus Claussen i brev til Jacob Hegel, 28.3.1895.1
Dog, det Indtryk, Bogen2 gør, beror paa den Grundstemning, der slaar ud fra hvert af dens Blade, og som Bogens Navn allerede anslaar.
Vald. Vedel i Tilskueren, 1898, s. 508.
Nu er jeg blot bange for, at De vil spørge mig om Grundtankerne i mine Bøger, og da vil jeg komme i Forlegenhed. Jeg veed i Almindelighed kun noget om den Grundstemning, hvoraf mine Bøger er udgået, eller som jeg har forsøgt at indblæse dem, og den kan jeg næppe forklare med færre eller andre Ord end dem, jeg har fyldt og spækket Bogens Anekdote med.
Pontoppidan til Georg Brandes 28.1.1910.
Der er Bøger, som lever i Kraft af deres Idé eller deres Grundstemning.
Chr. Rimestad i anmeldelse af Niels Jeppesens Den som sejrer i Politiken, 26.3.1911.
Først ved gentagen Læsning er jeg bleven modtagelig for Fortællingens Grundstemning og har formået at gøre mig til ét med den Forfatterpersonlighed, der her lægger sit Inderste blot.
Pontoppidan til Niels Jeppesen 3.11.1918
Det eneste, man maa bygge paa, er den Grundstemning, hvorpaa jeg skrev mine forskellige Arbejder. Den staar jeg ved til enhver Tid. Og den skifter i det, jeg har skrevet, fordi der naturligt finder en Udvikling Sted. Kan den, der læser Bogen, finde ind til den samme Grundstemnmng, som beherskede Forfatteren, da han skrev den, er Kunstens Maal naaet. Digtning minder i den Henseende meget om Musik … det gælder ogsaa for Komponisten at bibringe sit Publikum de Følelser, der beherskede ham i Skabelses-Øjeblikket. Og i jo højere Grad det lykkes for ham, des større Kunstner er han.
Interview med Pontoppidan i Nationaltidende 23.7.1927.