Skyer

Skyer. Skildringer fra Provisoriernes Dage
Af Henrik Pontoppidan
(288 Sider. Gyldendalske Boghandels Forlag)

Det er en Række Noveller om danske Tilstande i Tidsrummet 1885-90, fra hin første April, da den provisoriske Foraarsbebuder satte Oprørsgrøde i Folket og mange fede Ord sprang ud – frem gennem Aarene, da det samme Folk gav Oprørsvaabnene fra sig, mens det stadigvæk brugte Mund, til det ogsaa lod Munden binde – og indtil vore Dage, da merbemeldte Folk omsider har fundet sig selv igen i sin gamle danske Godmodighed og kun bruger sin Mund til gemytligt Skænderi indbyrdes, medens dog en og anden er kommet i Tanker om, at han lige saa gærne først som sidst kan give Køb for dem, der nu én Gang har Magten og Pengene.

***

Bogen aabnes med en Prolog: Ilum Galgebakke, hvor Forfatteren lige som overskuer disse fem Aar af Danmarks Historie, Undertrykkelsens og Usselhedens Aar. Han ser ud over det frodige danske Landskab, omgivet af det gendarmblaa Hav; der hviler en inderlig Enfold over det. "Ingen dristigt svungne Linier, ingen himmelstormende Tinder eller svimlende Afgrunde."

Det er tung og fed Muldjord i ensformige Bølgedrag med fredelige Skove, Landsbyer, Kirker og Møller paa sin Ryg. Søen ligger dybt gæmt mellem de afrundede Bakker – "saa lunt og fredeligt som Smørhullet i et Fad Grød". Men "Byens gamle Arvefjende", det mosbegroede Herresæde, skjuler sig "lige som med ond Samvittighed i en tæt og mørk Lund af Bøg og Gran."

I Aarhundreder laa Bondeby og Herregaard i Krig. Bønderne var et stridslystent og selvstændigt Folkefærd, som sparkede fra sig, naar nogen traadte dem paa Foden. "Dyrets Friheds-Instinkt var endnu vaagent hos dem. Uden først at granske nogen gammel eller revideret Grundlov eller at raadføre sig med en Katekismus om Tidspunktet for en Opstands Tilladelighed, brød de som med én Skulder det Aag, der blev dem for tungt, og tog deres Hævn uden Sentimentalitet."

"Men de Tider er forlængst – forlængst forbi!" Nu har de Ilum Bønders Kamp for Selvstændighed antaget mere civiliserede Former, nu stifter de Foreninger osv. til Frihedens Bevarelse, men navnlig holder de Taler. Paa det moderne Skafot, Talerstolen, gør de det af med Fjenderne, og naar Hævntørsten er stillet, runger fra begejstrede Struber det gamle Bjarkemaal:

"Vaagner, vaagner, danske Helte!
Springer op og spænder Belte!"

– Den Gang, den politiske Spænding var paa sit højeste – fortæller Forfatteren – kom der en besynderlig Fremmed til Byen, en gammel Mandsling, som havde været i Berlin i otteogfyrre og i Paris under Kommunen. Denne Mand bliver en Spottens og Fornuftens Dæmon for Egnens Demokrati. En Dag holder man stort Møde for at bestemme sig til en "energisk Protest" mod det provisoriske Regimente. Skolelæreren oplæser en Adresse til Kongen, som begynder med en historisk digterisk Paavisning af, at "Folkets Kærlighed bestandig har været Kongernes sande Styrke" og slutter med "Fortvivlelsens Selvhjælp" osv. Adressen vedtages enstemmigt.

Da er det Mandslingen tager Ordet, idet han sarkastisk anerkender den store og løftende Tanke, som ligger i, at "Folket saaledes henvender sig til sin Konge for aabent at forberede ham paa en Revolution". I Samklang hermed foreslaar han "et Leve for vor ophøjede Monark", men da rejser sig fra hele Salen en harmfuld Protest, og under Skolelærerens Forbandelser mod den Grinets og Frækhedens Aand, der har snyltet sig ind i det danske Folkelivs friske Træ, under Forsamlingens Raab: Fremad under Troens Mærke til Frihed og Frelse! – maa han forlade Talerstolen; men nu spiller Smilet ikke mere om hans Mund, hans Ansigt er sammenfaldent og ubevægeligt som en Dødsmaske.

***

Denne Dødsmaske stirrer ud gennem Linierne i mere end én af Pontoppidans Fortællinger om dansk demokratisk Politik under Provisorierne. Bitrest i "To Gange mødt" – den smukke tungsindige Fantasi om Bogtrykkersvenden, en "lang, underlig Fyr, som gik deroppe paa de norske Fjælde", og som ved Genlyden af hint Revolverskud paa Ministeren drager til København med bankende Hjærte, overbevidst om, at nu slaar endelig Hævnens Time for de Undertrykte og Forurettede.

Hvad møder ham i København? er der Revolution? aa nej, de liberale holder Fest med Faneindvielse, Førerne kommer rullende i Ekvipage, Folk staar maabende og ligegyldige paa Gaden. Han opsøger en af de ledende Politikere for at tilbyde sin Tjeneste, kommer ind i en luksuriøs Lejlighed, modtages af en balklædt Herre, som studser, da den underlige, luvslidte Skikkelse erklærer sig parat til "hvad som helst", afspiser ham med de sædvanlige Fraser om "Lovlighedens Vaaben" og Oppositionens "hellige Ret", opfordrer ham til at melde sig ind i Vælgerforeningen og yde sin Skærv osv. Smærtelig skuffet ser Staklen langt efter den liberale Førers Ekvipage, da den ruller bort til Faneindvielsen.

***

Grundstemningen i disse Skildringer er en lignende som i Edvard Brandes' Roman "En Politiker": en ædruelig spotsk Mistillid til den demokratiske Frasesvamp, som udfoldede sig saa frodigt paa Venstres Møder, den Gang det allermest gjaldt om at handle, og som kvalte al Kraft i sit bløde, fede, selvgode, fejgt-praleriske Væv.

Men hos Pontoppidan saa vel som hos Brandes er den kolde og klare Ironi over Liberalismen og Grundtvigianismen kun Udtryk for en saa meget mere brændende og stærk Overbevisning. Naar Pontoppidan hudflætter Ynkeligheden i det danske Demokrati, de drabelige Mundhelte og det dumme Grinebideri med Hænderne i Lommen; – naar han satiriserer eller melankoliserer over de skæbnesvange Mærker, som alt dette Vrøvl afsatte i smaa Sjæle – saa er det for med større Styrke og Pathos at vække os, true, at varsle og oprøre for Alvor.

Paa Ilum Galgebakke træffer Digteren for sidste Gang hin sælsomme lille Mand, hvis Haan forstyrrede Stemningen paa det demokratiske Møde. Han har opgivet Troen paa dette Folk og disse Førere, som ganske svarer til Folket; dér kører en guldgalloneret Herredsfoged, som har været paa Udpantning hos Skattenægterne, og et Par Gendarmer rider bagefter Vognen – det er den "Overmagt", man bøjer sig for! Men det er ikke saa mærkeligt, at disse brave Venstrebønder vel vogter sig for at vove Trøjen:

"Kast et Blik udover dette guds velsignede lille Smørland!" siger den hemmelighedsfulde Mand. "Træd inden for hos disse Folk, der sidder dér bag lune Døre, mellem skikkeligt fyldte Lader, med Frihed til daglig at spise sig mætte, til aarlig at sætte et Barn i Verden, til hver Aften at besøge Naboer, spille Kort, tale, synge, danse, drikke o.s.v. … og spørg dem om, hvor det egenlig er, at Træskoen trykker."

I Sandhed – disse velstaaende Gaardmænd har Grund til at betænke sig paa at gøre Revolution. Der skal andre Elementer til, saadanne for hvem Friheden ikke er et højtideligt Evangelium, men hos hvem Frihedstrangen endnu er dyrisk: instinktmæssig og uovervindelig. Og den Gamle fremmaner Billedet af det forsultne Proletariat i Storstæderne, hine pjaltede, lyssky Væsener, som hellere lider al menneskelig Elendighed i deres mørke Huler, end de udsætter sig for at berøves Friheden under det offenliges Varetægt – Krapylet, som man kalder dem.

"For – ikke sandt? – dette Krapyl er dog Frihedens egentlige Livvagt, Retfærdighedens udkaarne Adelsgarde, den altid beredte, selvopofrende Hær, som ved et Vink, et eneste tændende Ord kan manes frem til Død over Undertrykkerne … Hvor denne Garde fattes i et Land; hvor der ikke hænger et saadant evigt ruende Sværd over Magthavernes Hoved, dér vil Folket altid blive et viljeløst Redskab i Hænderne paa den frækkeste … enten denne saa er en salvet Konge eller en forhenværende Skolelærer."

Prisen for Frihed – det er da at indvie vore Børn til at dele Skæbne med Krapylet:

"Spark Ungerne nøgne ud af Rederne, saa snart de er store nok til at stjæle. Lær dem at sulte, at fryse og lide al menneskelig Elendighed. Fyld deres Hjærter med Had og Bespottelse! Lad dem voxe op med Drukkenskab og liderligt Levnet. Lad dem søge deres Fader i Fængslerne, deres Moder blandt Skøgerne … Det er Prisen, siger jeg! Det er Kravet! alt andet er Mundsvejr og tomme Trusler. Lad dem høre op en Gang … Leve Krapylet!"

Idet den besynderlige Mandsling udstøder dette Truselsraab, rejser han sig op, dødbleg, og – "bag ham hang nu hele den tunge Solnedgangshimmel som en rygende Verdensbrand, der kastede et uhyggeligt Blodskær hen over hans Brilleglas". Han antager Skikkelse af selve den sociale Revolutions Profet og Dæmon.

Han bebuder i sit skæbnesvangre og maleriske Sprog det Øjeblik, da Digterens Fantasier og Talernes Fraser maa vige for den jernhaarde Virkelighed – det Øjeblik, da Sulten og Nøden med uimodstaaelig Frihedstrang sprænger Tyranniets sidste Baand.

C. E.