Skyer
Literatur
Henrik Pontoppidan: Skyer (Gyldendalske Boghandel).
Pontoppidan har i det foreliggende Bind Fortællinger givet en Skildring af Bønders og Borgeres Liv under de sidste Aars provisoriske Regimente, særlig et Billede af dansk Opposition i denne Tid. Det er Synd at beskylde Forfatteren for at male sit Parti med Roser. Hans Bog er meget mere en bitter Anklage og en besk Satire over Venstremændenes valne Opposition end en Lovprisning. Han har Sympati for de enkelte, der vil og tør ofre noget, men hvor de optræder i Flok, ser han kun et Parti, der bruger store Ord, men ikke tænker paa at løse dem ind med Hænderne, og han spotter med Vid Folks Overtro paa Ordenes Magt og Mundheltenes Indflydelse. Ved Siden heraf tegner han sørgmodige og sandfærdige Billeder af den Skilsmisse, politisk Uenighed kan sætte mellem Ven og Ven, af den tvingende og tyssende Magt, sociale og private Forhold har over Samvittigheden, af stilfærdige og heroiske Ofre, der bliver halvt komiske og halvt tragiske ved deres Unytte og den lavsindede Egoisme, de støder mod.
Der er meget træffende og berettiget i Pontoppidans Satire, men den er ikke fri for at være ensidig, og den dækker over en hel Del Romantik. Hans Syn paa Magtforholdene her til Lands er skjævt, og hans Spot over Venstres Daadløshed preller derfor delvis tilbage. Den Tro paa "Krapylet", der hævdes i Prologen, og hvorover Bogen bygges, har næppe et paalideligt reelt Grundlag. Revolutionernes Historie synes just ikke at godtgjøre, at deres heldige Udfald afhænger af et Proletariat, der har lidt al menneskelig Elendighed, og er voxet op i Drukkenskab og daarligt Levned.
Til Trods for det snævre i Forfatterens Grundsyn læser man hans Bog med megen Interesse. Der er næppe mange her hjemme, der skriver Dansk saa rent og frit som Pontoppidan. Over hans Sprog er der en styrkende Duft af aabent Land og fri Luft; hans Kunst er moden og saftfuld som et Æble i September, han er behersket i sin Billedbrug og fyndig i sine Skildringer af Livet paa Landet og i Byerne. Og trods de tungsindige Æmner er der ikke Spor af Klynkeri over hans Bog. Den er sund og mandig i sin Tone, ja der er ligefrem godt Humør i den. Man mærker overhovedet i disse Dages Literatur en vis Tendens hen imod at slaa Gjækken løs. Den Sørgmodighed, der i adskillige Aar har haft Magten over de fleste, der skrev, dels af naturlige Aarsager, dels ogsaa som Mode, har som saadan tvunget Livslysten tilbage eller tørret den ud hos mange, der havde faaet den til givendes af Naturen. Nu synes det, som den begynder at piple frem hos flere. Saaledes ogsaa hos Pontoppidan. I denne Bog er Himlen nok skyet, men det er Skyer i April, og Solen titter igjennem. Rundt om i Bogen skinner den frem i Udbrud af Lune eller i komiske Tegninger - som det Marstrandske Kjælderinteriør og Skrædderen med de mange Slagord i "Et Offer" eller Knejpeværten i "To Gange mødt". Det var ønskeligt, om Pontoppidan vilde være sig denne sin Evne fuldt bekjendt og udvikle den videre; derved ville han sikkert ogsaa virke kraftigere end ved alvorlig Satire, der hos ham mere rammer i enkelte vittige Snært, end den faar Magt ved at bæres frem af en storladen og harmfuld Patos.
N. M.
