Af Dagens Krønike
Maanedsskrift for Literatur, Kunst og Politik, redigeret af P. Nansen. Avgust-September. (Schubothe.)
Septemberhæftet indeholder en Novelle af Hr. Henrik Pontoppidan. Den kaldes Et Offer, og man fejler næppe ved at tro, at Forfatteren har taget sin Idé fra den politiske Figur, der hyppigt optræder i Højreblade under Navnet "den omvendte Venstremand". Enten i Korrespondancer eller paa Møder fortælles der, at nu kan selv en tidligere ivrig Venstremand ikke længer vinde med i sit Partis tøjlesløse Færd, har indset sine og andres Vildfarelser og er gaaet over til de Anskuelser, som daglig udbreder sig mere imellem Landets ædleste Mennesker. Den "omvendte Venstremand" vil kunne antræffes med smaa Mellemrum i Højrebladene, der lader uhyre forbavsede, hver Gang denne fingerede Person omvender sig til den rette Tro.
Skomagermester Holleufer tager Skeen i den anden Haand ud fra den simple Grundbetragtning, at de Folk, der gaar med Træsko, ikke kan være dem, der giver en Skomager Brødet. Og han er usaligt fattig, og som adskillige Fattige – flere end de Velhavende vil være ved – yderst misfornøjet med den fortrykte Stilling, i hvilken han lever, og som Pontoppidan har givet i et Interiør fra Skomagerkælderen, hvilket i malerisk Kraft er ganske uforligneligt. Det er en Nydelse at læse den Beskrivelse, der begynder saaledes:
Det halvmørke Kælderrum, der paa én Gang tjente baade til Værksted, Dagligstue, Køkken og Sovekammer, var opfyldt af en ejendommelig blandet Stank af surt Læder, Mug, Tørverøg, Sæbevask, Stegeflæsk og Menneskeuddunstninger. Kom man oppe fra den ellers ikke parfumerede Gade, sortnede det formelig for Øjnene, og man fik en Fornemmelse, som om Maven vilde op gennem Halsen paa En; – og dog havde Skomager Holleufer henlevet snart tyve Aar i disse Omgivelser, uden at det tilsyneladende havde tæret synderlig paa hans Livskraft.
Naar Holleufer vil op af Kælderen, indser han, at dette maa gøres med et stort Slag. Han har tidligere været en af Venstres Støtter paa Egnen og savnedes ikke ved nogen demokratisk Fest, saa at han i Højre er bleven en ret berygtet Person. Men denne femte Juni, paa hvilken Fortællingen begynder, siger han Nej til sine almindelige Kammerater, to af Pontoppidan dejligt beskrevne Kumpaner, hvoraf Skræder Ziegler taler i følgende snurrige Jargon:
Her er ingen Tid at spilde, gamle Dreng! – Honnør! Hvad siger De, Madam? Nu gaar den godt igen, forstaar De, – fremad mod det stolte Hav!
Men Holleufer vil ikke fremad mod det stolte Hav sammen med de gamle Demokrater, han tror ikke mere hverken paa Smaamanden eller Rettens Sejr. Han begiver sig derimod lige ud til Højres Grundlovsfest, og her bestiger han til Forsamlingens Forbavselse, ja Forbitrelse, Talerstolen. Hvad vil denne radikale Urostifter blandt Honoratiores og andre gode Mænd? Men Forbitrelsen lægger sig, da Holleufer begynder sin Bekendelse, den ruefulde Tilstaaelse af sine Venstresynder. Nu har han faaet Øjnene op for, hvem der er Arbejdernes sande Velgørere, og han ender med de frygteligste Forbandelser, udslyngede mod Venstreførerne, Gudsfornægterne, og alt det Rakkerpak, der leder Smaafolk vild for at mele deres Kage.
En kort Stund bliver ogsaa Højre hans sande Velgører. Partiet bruger ham til at figurere som "Omvendt" ved adskillige Møder, og imens flyder der kendelig Velstand til den mørke Skomagerkælder. Dog Holleufers Prestige opbruges snart, ingen har Bud efter ham mere, Redaktøren vil ikke længer trykke hans umulige Vers imod Venstre i Stiftsavisen, og Historien ender nok saa sørgeligt med, at den usle Nar køres paa Galehuset: hans svage Hjærne har ikke kunnet taale den vekslende Med- og Modgang. Slutningen optræder i en yderst skitseret Form, Forfatteren selv kalder sidste Afsnit for Udtog, men Hovedscenerne er skildrede med kostelig Humor og stor Anskuelighed.
[Efter en omtale af to skitser af Gustav Esmann i samme nummer, fortsætter anmelderen:]
Vil man læse et Dansk, der ejer Klang og Vægt, saa tage man Pontoppidans Prosa; ønsker man et raffineret Sprog med et mere anspændt Præg af Velopdragethed og Elegance, saa læse man Esmanns "Ved et kjøbenhavnsk Badested" […]
