Skyer

Af: "Et literært Rundskue"

Der er en Forfatter, som jeg har gemt til sidst, fordi han af dem, der i Foraaret har udgivet Bøger, forekommer mig mest at svare til Begrebet: moderne dansk Skribent. Det er Henrik Pontoppidan. Paa hans Skyer, Skildringer fra Provisoriernes Dage vil man nogenlunde nøjagtig kunne aflæse den literære Ævnes Højde for Øjeblikket i Danmark.

Stille, ikke overdreven fast, smagfuld, haanlig, syslende med smaa Opgaver, klar og lind som en Indsøs Skvulp er da i 1890 den danske Literatur.

Den brødføder ikke Landet, men den giver os en Maalestok i Hænde, der kan bruges over hele den civiliserede Verden.

Vi er et lille Folk, men vi er pæne Mennesker. Sender vi for Øjeblikket en af vore til et hvilket som helst europæisk Stævne, maa det indrømmes, at han ikke har en eneste ny Idé i Panden, men han vil ikke blive forbløffet over, hvad han faar at høre og se. Gaar Folk paa den Kongres, hvorhen han kommer, med Støvlerne i Vestelommen, vil han ganske vist skemtende sige, at sligt var han ikke forberedt paa. Men han vil ikke skrige op og stille Forslag om, at Støvlerne skal trækkes paa Fødderne igen, for det bruger man i Danmark. Han vil efterhaanden vænne sig til at gaa paa Strømpefødder, og saa putter han maaske Støvlerne i 491 Baglommerne for at vise, at han baade er en praktisk og original Mand.

Der er dog en Kreds af Mennesker her hjemme, der ikke har det saa stille som vore Forfattere. Det er Malerne. Blandt dem sporer man en tydelig og absolut Bevægelse frem efter. Det har varet længe med dem. Der var en Tid, hvor de var et godt Stykke bag efter dem, der skrev. Nu er de foran, og en Nation kan lige saa godt male sig frem, som den kan skrive sig frem; det gælder blot om at faa Befolkningen uddannet til at se, som det før drejede sig om, at den skulde forstaa.

Bedst var det naturligvis, om man i Danmark baade kunde lære at se og forstaa. Men kan kun den ene Ting drives ad Gangen, maa man give Fred.

Heldigt er det jo, at her ikke overhoved er Stilstand.

E. Skram.