Henr. Pontoppidan
Skyer. Skildringer fra Provisoriernes Dage. (Gyldendalske Boghandels Forlag.)
Krøniker. (P.G. Philipsens Forlag.)
Natur. To smaa Romaner. (J.H. Schubothes Forlag.)
I ovennævnte Bøger, hvoraf den første er fra Foraaret, de to sidste fra disse Dage, har Henrik Pontoppidan samlet en Del af sin i Blade, Tidsskrifter og Almanaker spredte Produktion. Et og andet heraf har ogsaa tidligere været omtalt her i Bladet. Det meste i Samlingerne er dog værd at fornye Bekjendtskabet med, og selv om Forfatteren egenlig ikke viser sig fra nogen ny Side i disse Arbejder, vil alle tre Bøger uden Tvivl bidrage til at hævde hans fremskudte Stilling i vor nyeste Literatur.
Højest staar uden Sammenligning de to smaa Romaner, der sidst er udkomne under Fællestitlen "Natur". Særlig er atter "En Bonde" paa sin Vis et Mønster paa et sundt og sandt Stykke Virkelighedsdigtning. Man faar den dybeste Medfølelse med den gamle Bonde, der ikke kan rive sig løs fra sin fædrene Jord, skjønt hans Kone og Børn fra Morgen til Aften gjør ham Livet til et Helvede for at faa ham til at sælge Gaarden og skifte med dem. Med faa og jævne ydre Midler skildrer Pontoppidan den Gamles Vedhængen ved Ejendommen, indtil han maa give tabt i den ulige Kamp og se alt det, han har samlet, spredes for alle Vinde. Og medens den nye Ejer udpiner Jorden og vanrøgter Husdyrene, stavrer Per Bonde daglig hen til et Dige, hvorfra han kan se ud over de gamle Marker. Her staar han og forbander sin Skæbne og sine Børn. Der er en Simpelhed og Kraft i den lille Skildring, der ikke staar meget tilbage for Turgenjews "Kong Lear i Landsbyen".
Den anden Fortælling, "Vildt", er af mere romantisk Art. En ung Student lejer sig nogle Efteraarsuger i Kost i en afsides liggende Skovkro og oplever mange Haande mærkelige Æventyr med Fiskere og Krybskytter. Det unge Blods første lidenskabelige Brusen er ypperligt fremstillet, og der er i Rammen omkring Historien nogle af de Naturskildringer og Naturstemninger, som sikkert udgjør Pontoppidans egenlige Styrke som Forfatter. Man kunde vel næsten paastaa, at Pontoppidan fremdeles fornemmelig virker ved sin sjældne Fremstillingsevne. Selv hvor Indholdet i hans Historier er ubetydeligt eller endogsaa frastødende, fængsler han ved sin Fortællerkunst. Evnen synes at være ham medfødt. I og for sig var saaledes hans første lille Skitse i "Ude og Hjemme" ligesaa formfuldendt, som hvad der findes i disse hans nyeste Samlinger. Nogen indre Udvikling er ikke særlig kjendelig. Men den lykkelige Haand, under hvilken alt bliver levende, er stadig fremherskende.
Selv hvor Pontoppidan som Urbanus i Børstidenden med Rette vakte Anstød og Forargelse, kunde disse Egenskaber en Stund blænde. Men det letløbende i Talentet var næppe mindst for Pontoppidan selv en Fare. Vi skal her ikke opfriske vore aarsgamle Sammenstød med disse nu pludselig fra alle Sider saa omstridte Føljetoner fra Børstidenden. Pontoppidan har selv i sine nye Samlinger udeladt de værste Skildringer og mildnet andre. Baade i "Krøniker" og "Skyer" er der dog endnu Pletter tilbage. Et og andet Sted løber Forf.s Radikalisme endogsaa ud i det rene Vildskab.
Vi kan f. Ex. tage "Prologen" til "Skyer", Mødet paa "Ilum Galgebakke" mellem Forf. og den revolutionære Mandsling. Det er i Provisoriernes værste Dage. De politiske Førere – hedder det – har svigtet, og da et Folks Førere altid er det paalideligste Udtryk for Folket selv, dømmer Folket sig selv, naar det dømmer sine Høvdinger. Det gjælder at skabe et splinternyt Folk, og den Talende henviser som sit eneste Haab til de Vilddyr, som i store Byer dukker op i Mørket, eller ved Opløb, Revolutioner o.s.fr. Det er "Krapylet", der er "Frihedens egenlige Livvagt, Retfærdighedens udkaarne Adelsgarde, den altid beredte, selvopofrende Hær, som ved et Vink, et eneste tændende Ord kan manes frem til Død over Undertrykkerne". Og der fortsættes:
Hvor denne Garde fattes i et Land; hvor der ikke hænger et saadant evigt truende Sværd over Magthavernes Hoved, dér vil Folket altid blive et viljeløst Redskab i Hænderne paa den frækkeste … enten denne saa er en salvet Konge eller en forhenværende Skolelærer.
Den, der endnu haaber paa en Revolution her til Lands, har derfor intet Valg. Han maa bringe følgende Offer:
Spark Ungerne nøgne ud af Rederne, saa snart de er store nok til at stjæle. Lær dem at sulte, at fryse og lide al menneskelig Elendighed. Fyld deres Hjærter med Had og Bespottelse! Lad dem voxe op med Drukkenskab og liderligt Levnet. Lad dem søge deres Fader i Fængslerne, deres Moder mellem Skøgerne … Det er Prisen, siger jeg! Her er Kravet! Alt andet er Mundsvejr og tomme Trusler. Lad dem høre op en Gang! … Leve Krapylet!
En Prolog som denne vidner om den Bitterhed og Misfornøjelse med sig selv og alt omkring sig, som i lang Tid paatrykte Pontoppidans Produktion et lidet tiltalende Præg. Den virkelige store Lidenskab, der f. Ex. banker i Holger Drachmanns første revolutionære Digte, findes ikke her. Henrik Pontoppidan har jo ogsaa selv søgt sin Plads mellem en lille Flok Publicister og Forfattere, der, skjønt de kalder sig selv Venstre, snarere udhuler Grunden under Demokratiet end underbygger dette med Tro og Arbejde. Vi har baade Romaner og Skuespil, baade politiske Ledere og skjønliterære Føljetoner, der hver paa sin Vis sprænger væk under Fødderne paa Fremskridtet, medens man samtidig selv udraaber, at man er den rette Fremskridtshær. Man har krænget sit eget Parti saaledes paa Vrangen, at ikke Partiets uforsonligste Fjender kunde gjøre det bedre. Ogsaa i "Skyer" findes der meget af dette ætsende, der æder sig ind og destruerer. Det er spredt rundt i flere af Samlingens Skildringer, og det har i hvert Fald for en Stund været typisk for Pontoppidan som for adskillige andre af hans samtidige.
I mange Henseender er "Skyer" imidlertid en Bog, der fortjener Opmærksomhed. De Skygger, Provisorierne har kastet over Folk og Land, tegner sig skarpt. Hvad Svaghed og Fejghed har afstedkommet af Brud mellem Familier og Venner, er her uden Dække stillet frem. Provisorierne bærer ikke mindst deres Del af Skylden for den Fart, de negative Strømninger herhjemme har faaet. Det opbyggende politiske Arbejde var her ingen Plads for. Negationen, Goldheden, Blaserheden skød som Svampe op i de onde Aar. Det vil koste meget Arbejde, megen Selvfornægtelse, før Virkningerne baade udadtil og indadtil forvindes af alt dette. som Aktstykker paa deres Vis vil Historierne i "Skyer" derfor altid bevare en ikke ringe Interesse. Men en betydeligere Forfatter, en stærkere og renere Vilje havde ikke blot malet graat i graat under sit Folks Trængsler. Han havde splittet Skyerne ad og vist den blaa Himmel bag dem.
Det klæder heller slet ikke Pontoppidan at være skeptisk og blaseret. Han, der fra først af gav Løfter om at være det sundes Repræsentant blandt de unge, maatte nødigt selv blive syg paa Sjælen. Derfor tiltaler ogsaa hans "Krøniker" os mindst. Allerede Udstyrelsen med den snørklede Schwabacherskrift og de øvrige moderne Finesser passer ikke til Pontoppidan. Han skulde langt hellere som den unge Bonde forbavse de blege Byfolk og Asfaltslidere med røde Kinder og friske Øjne, tarvelige Klæder og jævne Sæder. Selvfølgelig er dog ogsaa hans "Krøniker" af højst forskjelligt Værd. Nogle er griumme uskyldige, men ogsaa en Smule tomme; andre er ikke fri for at være lidt bedærvede. Et Par af dem burde helst være blevet i Børstidenden hos deres kasserede Fæller. Forf. har dog ikke villet trykke alle sine Føljetoner op paa ny.
De to smaa "Natur"-Romaner er imidlertid den sidste Bog, Henrik Pontoppidan i Aar har udsendt. Vi tager det gjærne som et Varsel om, at Skepticismen og Pikanteriet, Blasertheden og Negationen nu er bragt som Offer paa Naturens Alter.
