Vinterbillede

153 Nu havde det regnet samvittighedsfuldt i alle Ugens syv Dage og Nætter.

Og da det havde været en saadan mild og sagtelig Regn, begyndte man næsten at tro, det var Vaarregn – især da Folk fra Lavderne mod Syd paastod, at de i det lille Middagsminut, Solen fik Lov at skinne igjennem, havde sét "Vaarvinden" danse hen over Engene.

Folk talte for Alvor om at slukke i Ovnen og gjemme Vinteren hen. Og inde i Byerne begyndte allerede de nyeste Foraarsmoder at spire saa smaat under Paraplyen – længselsfulde efter at folde sig ud ved første Solskinsdag.

Men en Avis havde ikke saa snart meddelt en lille Notits om en udsprungen Viol, før Vinteren om Natten atter strøg sin hvide 154 Haand hen over den. Og da gamle Pastor Falster tidligt om Morgenen hoppede af Sengen i bar Skjorte for bag Gardinet at titte ud paa sit eget Violbed, stødte han Næsen mod tykke, kolde Isblomster, som Vinteren saa spodsk rakte ind igjennem Ruden.

Udenfor laa Rimfrosten tommetyk paa de sorte Trægrene. Og da Solen stod op, var Himlen ganske glasklar og blaalig; og under den laa – i skingrende hvidt – Marker og Skove, blinkende og glinsende dér i Solskinnet, ligesom i et drillende Smil:

Hvor blev Violerne af?

Inde imellem laa de otte Dages Regn og lurede, Pyt ved Pyt, som staalgraa Is. Og langt derhenne – op over en lille hvid Lund – saa' man et stærkt, luende Glimt op imod den blaalige Himmel.

Det var Vindfløjet paa det store Herresæde.

Paa Afstand kunde dette næppe skjelnes. Sneen viskede det ud i et med Skoven. Men nær ved traadte den røde, slanke Bygning 155 frem for sig selv – og tog sig ud dér i Solskinnet foran Skoven.

Tommetykke Snebræmmer lyste hvidt hen ad de brede Gesimser og paa de fremspringende Sandstensornamenter. Høje Flisetrapper og støbte, snirklede Balkoner kastede blege Vinterskygger langt hen ad den murstensrøde Façade. –

Gjennem minderige Tider havde denne Herlighed tilhørt en og samme af vore allerværdigste Adelsslægter, hvis Stamfader – en forløben Tysker – havde faaet den skjænket af en af vore højsalige Konger som Erstatning for en ung Maîtresse med "spanske" Øjne.

Derfor var der over Indgangsdøren et adeligt Vaaben med Hjælm i Marmor, Sværd i Guld. Og rundt om Vinduesfagene var der rigt med Løvehoveder og Ørnenæb i Sandsten, Drageflab og Kvindebryster.

Men hvad der laa paa den anden Side af den rummelige, brolagte Borggaard: et sortladent Krimskrams af Stalde og Lader, Stier og Skur – det var mildest talt lige saa forfaldent som Forpagteren selv, der sad derinde i al sin ubevægelige Fedme og bestilte ikke det, man kan tænke sig andet, end at 156 drikke Portvin og tabe lange Askesøjler fra Cigaren ned i Folderne paa Vesten. Bedriften havde han i mange Aar ladet skjøtte sig selv; og det samme havde derfor den Sværm af svenske Karle og Piger, der gjerne holdt sig til her.

Derimod skete der nok Ting inde i de mørke Stalde og oppe paa Lofterne, som kunde faa Rødmen til at rejse Haarene selv paa gamle erfarne Koner . . . .

Det kunde maaske synes underligt, at alt dette saa uhindret fik Lov at passere lige foran de adelige Vinduer. Men disse vare alle kridtede, alle Salene tomme; og foruden Rotter og Spindelvæv husede den store Bygning ikkun en gammel musegraa Sjæl, der havde det hæderfulde Hverv at bringe Værelserne i Orden for det Tilfælde, at Herskabet skulde beære Egnen med et Besøg.

Men dette Tilfælde var endnu aldrig indtraadt i hans 30-aarige Tjenestetid. Og nu sad han dernede i sin mørke Kjælderstue, urokkelig, som en rugende Edderkop i Hjørnet af sit Spind, luskende sig omkring paa Listesko i Salene, saa snart han havde Færten af noget, der ikke var kjendte Rottefjed.

157 Thi den grevelige Besidder henlevede Dagene et Steds i Tyskland og havde intet andet med sine tvende danske Godser at gjøre end at modtage, kvittere for, og anvende de Beløb, som Godsernes Bønder og fattige Husmænd terminsvis maatte erlægge i Fæste paa Godskontoret, hvilket hæderfulde Hværv han ligeledes havde bestridt i 30 Aar, dog ikke uden en beklagelig Svækkelse i Rygradsregionerne.

Men Bønderne og de fattige Husmænd?

Det kunde hænde – navnlig mod Terminstid – at de kom til at tænke derpaa; og saa kløede de sig ind under Huen, skjævede med Munden og mente, at disse hersens "spanske Øjne" egentlig efterhaanden blev lovlig dyre, især for dem, der ingen Fornøjelse havde af dem.

Men til dagligdags hændte dette dem ikke ofte; dels fordi det jo kun var til liden Nytte, dels fordi de overhovedet ikke tænkte meget.

De drak.

Og det var – destoværre – endda noget af det nobleste, de foretog sig.

Oppe fra Herregaarden var Fordærvelsen 158 kommen og havde allerede gjennem et Par Slægtled bredt sig ud i Sognet, dybere og dybere. Lillelunderne var ligefrem berygtede i Nabobyerne; og man kjendte den ene i den anden: paa denne hede, tørre Brændevinshud, der tidligt sætter sig i Rynker.

Der gik næppe en Dag uden Spektakler ud over hele Byen; næppe en Nat uden en Karl havde noget at gjøre sig stolt af, en Pige noget at fortryde. Ufred, syge Kvinder og de uhyggeligste Jordemoderhemmeligheder hørte til Dagens Historie, og den kunde hver Mand paa sine Fingre.

Men Gud ske Lov for Præsterne! – Lillelunderne havde ingenlunde været forurettede. De havde endda haft adskillige, Slag i Slag, pæne Mennesker med fuldt Laud, som dog desværre næppe havde faaet Embedet, før de søgte fra det igjen af Alverdens Magt "fordi der ikke var nogen Menighed".

Men med gamle Pastor Falster var det en anden Sag. Han var ikke af denne Verdens Laudabilister; kun godmodig og elskværdig, men med et fortrykt lille Smil i de sænkede Mundvige.

Den gamle Mand kunde gyse, hver Gang 159 han tænkte paa Fordærvelsen derude, – og næsten græde, hver Nat han vaktes af det vilde Skraal fra svenske Karle og Malkepiger, der fra Byens Kro drog hjemad til Herregaarden.

Men Verden havde lært ham, at han ikke var Manden. Og Bispen havde venskabeligt betydet ham, at det var det sidste Embede, han kunde vente at faa.

Derfor havde han ikke Mod til at hidse Befolkningen op omkring sig ved at tordne om Loven og Dommen, men trak sig tilbage til sin lille venlige Præstegaard for at henleve sine sidste Dage i Fred med alle, i Hygge med det eneste af kjært, han endnu havde tilbage: sin unge Datter og sine Blomster.

Saa fik det i Guds Navn at gaa der udenfor som det bedst kunde. Han vilde glemme det derude, rulle tæt ned for Ruderne og blot føle, hvor det var dejligt at sidde dér under Lampen med sin Ragnhild og læse hende for om Vaulundur og stærke Thor til langt ud efter Midnat.

Og saa blev han der, – blev der saa længe, indtil han til sidst selv begyndte at 160 finde Smag i en stærk Kop Kaffe med en god Snaps Rom.

Hvert tredje Aar kom Bispen og "visiterede". Det var saa nær den eneste Afvexling i de tvendes rolige Samliv. Men naar det højtidelige Budskab – mindst tre Uger i Forvejen – arriverede gjennem Provsten, satte det ogsaa den stilfærdige Præstegaard i en fuldstændig Konfusion.

Alting blev vendt op og ned, skuret og luftet paa Retten og Vrangen. Vin blev forskrevet fra Kjøbenhavn, Kogekone fra Kjøbstaden; og vejfarende paastod, at de i det meste af denne lange Tid kunde fornemme Duften af And og fint Bagværk ud af Præstegaardsporten.

Præsten selv dukkede ned paa Bunden af sin Skrivebordsskuffe, hvor, i et gulnet Omslag, den Prædiken laa, som han havde faaet Laudabilis – sit eneste Laudabilis – for til Bispeexamen.

Den holdt han saa – hver Gang.

Men Bispen hørte saa meget mellem Aar og Dag. Han sad deroppe i Koret og næsten gjemte sit lille lærde Ansigt i Haanden, som han lagde op over Kinden med Lillefingren 161 under Næsen, mens han nikkede lige som ved sig selv, hver Gang Falster endte en af sine smukke, velrundede Perioder. Og naar han derfor bagefter selv henvendte et Par Ord til den festligt klædte Forsamling, da var det ud af en virkelig Glæde over det Menighedsliv, han her saa' blomstre frem.

Hvorhen han end vendte Øjet, var den lille Kirke stoppende fuld af begjærlige, der vare strømmede til for at se den berømte Mand med de mange straalende Ordner paa Fløjlskjolen; og især dvælede hans Blik henne ved Indgangsdøren, hvor de svenske Karle og Piger stode i et langt Geled med Hænderne efter gammel skaansk Skik fast foldede under Hagen. – –

En Middag endte Visitatsen. Det var denne længe forberedte Middag, dette fine hvide Bord, der havde været Ragnhilds stadige Tanke og hemmelige Stolthed de sidste Dage og Nætter. Der var fire Glas for Kuverten, otte Retter ud af den fineste Kogebog.

Bispen lod de fleste Retter passere forbi sig; men han var dog ingenlunde fortrydelig over, at de var der. Med usædvanlig Elskværdighed saa' han ned over de to Rækker 162 tavse, spisende Præster, der i andægtig Lytten standsede Gaffelen paa Halvvejen, saa snart han talte.

Til allersidst skrev Bispen med store Bogstaver i Sognets Protokoller, at han paa Embeds Vegne havde glædet sig over det Kristenliv, han havde sét fremblomstre her i Sognet. —

 

Men en Gang, da de havde rejst sig fra Bordet, vendte Bispen sig pludselig om imod Solskinnet, hvor det legede med Sneen hen ad Staldlængens Tag, og udbrød livligt:

"Hvor fristende! Tror jeg næsten ikke, det er første Gang, Solen skinner for mig paa denne Egn. – Hvad mener d'Hrr. om et Ridt paa Apostlenes Heste? Jeg har endnu en lille Time til min Raadighed."

I de smaa, lave Stuer var der kvalmt af Madlugt og Kakkelovnsvarme, saa alene af den Grund blev Forslaget modtaget med en bifaldende Mumlen af de omkringstaaende Præster.

Værten, gamle Falster, vilde endda sige noget yderligere, men kunde ikke for Glæde. 163 Men da han havde faaet sine Gjæster vel ud af Havelaagen, vendte han – i sin Henrykkelse over, at alt nu var klappet og klart for denne Gang – pludselig omkring, sprang ind i Spisestuen, tømte i ét Drag et stort Glas Rødvin, satte med et Klask i Pulden sin gamle Cylinderhat paa Hovedet og havde nær, idet han atter løb ud, givet Tjenestepigen et Smækkys lige midt i Ansigtet i den Tro, det var hans Datter.

Thi nu slap han jo for denne pinagtige tête à tête med Bispen inde i Studereværelset, hvor han ellers efter Middagen maatte opbyde al sin Behændighed for at glide let hen over de virkelige Tilstande og slippe uden om disse – disse Søndagstimer, i hvilke han prædikede Synd og Syndernes Forladelse for Kirkekonen og de tolv Apostle omkring Prædikestolen. –

Ude paa den brede Landevej gik den gejstlige Middag, to og to, med smaa, gejstlige Skridt. Frostsneen gav Lyd under alle Støvlesaalerne, og den blaa Cigarrøg flød let og lempeligt ud i Solskinnet.

Bispen gik forrest – i Samtale med en ung Mand, der næsten bogstaveligt gik paa Siden af ham og erkjendte ethvert af hans 164 Ord med et dybt, embedssøgende Buk. Det var en Kapellan fra Nabosognet, en lang Rangle med et underlig klamt Ansigt og røde, rindende Øjne.

Gamle Falster havde sluttet sig til et Par gemytlige Provster, der med hinanden under Armen holdt sig saa langt tilbage, at de turde være højrøstede. Men mens den ene Provst var nær ved at tage Livet af den anden med halvkvalt Latter, blev den gamle Præst paa én Gang ganske tavs og stirrede betænkelig ud over en Bivej, som Bispen pludselig var slaaet ind paa, opfordret dertil, som det syntes, af sin bukkende Ledsager.

Det varede heller ikke længe, før Bispen standsede brat og saa' stift ud til Siden.

Dér – et Stykke fra Vejen, under en høj, lodret Sandbrink, hvorfra gamle Trærødder vred sig ud i Luften som visne Troldfingre – laa et gammelt Hus, uhyggelig ensomt og med en underlig Stilhed, hvorigjennem man ude paa Vejen hørte en stille Sang af en Moder, der vuggede sit Barn.

Men det mærkeligste var et nymalet Bræt, der som et Skilt stod ud over Døren, og hvorpaa der med store, hjemmegjorte 165 Bogstaver stod at læse: Jeg og mit Hus vi ville tjene Herren.

"Hvad skal det sige?" – spurgte Bispen; han rettede sig i Vejret og vendte sig tilbage med et ildevarslende Blik.

"Ja – hvad mon det skal sige?" – sagde de andre Præster, der nu kom til. Men den klamme foldede sine Hænder og sukkede dybt.

Pastor Falster kom nu krybende frem og forklarede, at det jo rigtignok var en Irvingianerfamilie, der for nylig havde slaaet sig ned her paa Egnen; men Bispen maatte være overbevist om, at de endnu ingen Indgang havde vundet hos Befolkningen, og at han – Præsten – skulde gjøre sit yderste, for at forhindre, at . . . .

"Naa, saaledes!" – sagde Bispen og fortsatte sin Vej. Men han sagde det i en Tone, der gjorde den gamle Præst ganske bleg.

Hjemvejen blev lagt om ad en anden Sti; men den gode Stemning var og blev ødelagt. Bispens Ansigt saa' fortrædeligt ud, og hvert Øjeblik vendte han sig om for i en 166 skarp Tone at foreholde de tilstedeværende Præster det fordærvelige i dette Sekt-Uvæsen.

"Det er" – endte han med Varme – "det er giftige Snylteplanter, der sætter sig paa det friske Menighedstræ og kvæler det til Trøske, hvor man ikke tager alvorlige og kraftige Forholdsregler."

De sidste Ord udtalte han med en saa stærk Betoning, at gamle Falster følte sit Hjærte synke dybere og dybere; og med urolige Blikke skottede han tilbage, da Bispen og Provsten paa én Gang gik afsides, tilsyneladende i ivrig Samtale.

"Den gode Falster bliver gammel – for gammel, er jeg bange. Dette Sektvæsen, der nu begynder at slaa sig ned her paa Egnen, er mig et Tegn derpaa. Jeg tror virkelig, vi blive nødt til at se os om efter en anden og yngre Mand med friske Kræfter" sagde Bispen og tænkte paa den lange Kapellan.

Provsten vilde gjerne forsvare sin gamle Ven, Falster, men da blev Bispen utaalmodig og udbrød hvast:

"De tager fejl. Ogsaa hans Prædiken i Dag var mig et tydeligt Bevis paa, at hans aandelige Evner ere'1 svækkede; det var ikke 167 den gamle Klarhed og Fylde. – Det er kjedeligt, at Folk ikke selv kan se det Tidspunkt, da de bør trække sig tilbage; og det er pinligt for mig – som nu i dette Tilfælde – at skulle sige dem det. Men vi maa virkelig passe paa, navnlig i denne Tid, da saa mange vil ryste Kirkens Grundpiller, at vi ikke lader noget som helst passere, der kan vække Forargelse!"

 

Da Bispen var rejst, og Præsterne taget af Sted, sad gamle Falster og hans unge Datter ene tilbage i den lille, stille Præstegaard. Han næsten laa i Lænestolen, hvid i Ansigtet og med trætte Lemmer. Hun stod stille ved hans Side, stirrede blot ud over Gulvet med et tankefuldt Blik.

Ingen talte. Men Blomsterne der ude, Aftnerne her inde, Thor og Vaulundur svandt bort for deres Øjne som i graa Taage.

"Har du det nu bedre ?" – spurgte hun endelig og bøjede sig over ham.

Først svarede han ikke. Men saa tog han hendes Haand, rystede paa Hovedet og 168 sagde langsomt: "Jeg forstaar det ikke; – jeg forstaar det ikke."

Alt andet havde han kunnet forsone sig med. Men at hans Prædiken . . . .

Og det var dog den, han havde faaet Laudabilis for af gamle Biskop Tage Müller1 for 40 Aar siden! –

 
[1] Tage Müller: (1780-1849) var Dines Pontoppidans biskop i Ribe fra ansættelsen ved Seem kirke i 1843. tilbage
['1] ere: NB! at PCA 8 har "er". Hvem har rettet hvor? Borchsenius i Ude og Hjemme el. typografen/forlæggeren til Landsbybilleder? Det bør undersøges nærmere. tilbage