Arv

171

I.

Klokken var fire om Eftermiddagen, da det sidste, ilsomme Bud drog ud i Lillelunde By for at forkynde, at nu var det forbi – store Jeppe Nilen var død.

Det traf sig en Eftermiddag midt i den travle Tid, med Høst i Rugen. Men Stilheden fra den lille beklumrede Stue, hvor den store døde havde lukket sine Øjne, bredte sig hastig ud over Byen, alt som Budskabet naaede frem – fra Dør til Dør og videre ud over Markerne.

Her, i de gule Agre, gik Høstfolket tungt og tavst; Pigerne blege under de store Vigehætter; Mændene nu og da søgende urolig ind over Byen under de skyggende Hænder.

Men idet de saa' Budet komme løbende over Marken, nikkede de stille til hinanden og tog Vejret dybt, ligesom lettet.

172 Thi det kom ikke uventet her. Siden om Morgenen havde man været forberedt. –

Og som en fremskridende Bølge gled nu Budskabet ud i den stille, lumre Sommerdag, – bestandig ilsommere ud over de støvhvide Veje og tørstige Marker; bestandig hastigere, aandeløst: han er død! – han er død!

I de opskræmte Nabobyer stimlede man sammen foran Gaardene; Kvinderne styrtede ud af Dørene med Forfærdelsen i Ansigtet; andre kom løbende ude fra Markerne for at høre, hvad der var hændt. Koner, Piger, alt kom i Bevægelse. – Selv Børnene trykkede sig frygtsomt sammen paa Stenflisen med deres Fedtebrød og hviskede til hinanden: store Jeppe Nilen er død!

Inde i de smudsige, halvmørke Kroer langs Vejene, hvor Rygtet faldt ind mellem halvdrukne Prangere og Slagtere, der netop sad og ventede paa den fornøjelige Lyd af en Lillelunde-Vogn, sprang man op med et Næveslag i Bordet og gjentog Ordet: "død!" – Kjælderpigen slap Kruset og blev bleg. Og omme bag Skjænken sank Værten ned paa en Stol, som om Forbavselsen var ved at kvæle ham.

… Helt ind til Kjøbstaden naaede Efterretningen 173 med en kjørende Hosekræmmer, inden Sol sank i Havet. Og i det svindende Dagsskjær sad alt Byens Redaktør paa sin Skruestol for strax at skrive en lille Notits derom til Morgenavisen.

Thi ogsaa herinde kjendte alle godt denne svære, statelige Skikkelse, hvis prægtige hvide Hoved ragede op over alle Forsamlinger; denne gamle, indflydelsesrige Storbonde, som Embedsmændene venligt klappede i Siderne, og i hvem selv de unge Damer fandt et sært Behag – i Maaden, hvorpaa han med sine smaa Øjne saa' ned paa dem, idet han beholdt deres Haand.

Men da Amtmanden og Herredsfogden mødtes paa den offentlige Spaseresti uden for Byen, nikkede de hemmeligt til hinanden og hviskede: "Det var paa Tide."

Og rundt om fra mangt et Hus og Hjem, hvorhen Rygtet var naaet, steg der i denne stille Sommeraften en inderlig, hviskende Tak til det høje fra ængstede Sjæle, der i Skjælven havde set Fordærvelsen ubønhørlig brede sig over Egnen – dybere og dybere.

174 Hjemme over selve den berygtede By laa Dødens uhyggeligt tomme Stilhed.

Aftenskyggerne skumrede under Husene; Nattens Klamhed steg langsomt op af den side Jord. Og Himlen hvælvede sig over den, ligblaa og kold.

Hist og her ved Murene stod Mænd med Hænderne i Lommen, Sved paa Panden, og saa' op fra Jorden med et sky Blik ned imod den store Gaard ved Kæret, hvor nu Døden sad til Huse.

Konerne sad i Stuerne eller ude i Dørene, med Børnene samlede omkring sig. Unge Piger krøb frysende sammen i Ovnkrogene, ubevægelig stirrende ud i Luften med store, tomme Øjne.

Alt var stille.

Intet af denne vanlige Fnisen bag Stakkene; intet Skrig fra Staldene, eller drukne Karles Banden. Endnu kun denne lumre Luft og Brændevinsange, der havde fulgt den store hedengangne op i hans høje Alderdom.

Inde i Skomagerens lave, tilrøgede Stue, hvor Smugkroen holdtes, sad dog endnu en tre-fire Stykker i en afmægtig Kamp med Rusen. Den lille febergule Kone paa Sengekanten, 175 Værten selv for Bordenden – alle sad de og rullede uroligt med deres stive Øjne uden at kunne vaagne til Bevidsthed.

Men oven over deres fortumlede Hoveder summede det uophørlig og taktfast som Slagene af en Hammer: død – død – død.

Det var Aftenklokken i det gamle Taarn, der ringede Solen ned under Højene, løftende i den stille Aftenluft sin stærke Tro ud over den ødelagte By; – ikke mørkt og truende; men som en mild, vemodig Bebrejdelse over Tiden, der svandt, og bærende med sig i sin bløde Klang Minder fra hine gamle Dage, da alt var Fred og stille Lykke.

Varmt og lyst sang den sin mindelige Sang ind i Sjælene, der sad i Døre og paa Gærder i andagtsfuld Lytten. Frøerne svarede paa deres Trommer ude i Kæret. Og henne over Skoven steg en enlig, jublende Trille som et Halleluja op imod den rosenrøde Himmel, som den synkende Sol havde farvet.

Flere af Kvinderne græd; Mødre trykkede Børnene tættere ind til sig; og hist og her inde i de mørke Stalde sank et blegt, ombundet Hoved ned paa Mælkespanden i en stille, angergiven Graad …

176 Oppe paa en Grønhøj bag Kirken stod et Par rokkende gamle, støttet hver til sin Stav og saa' ud over Byen.

Der saa' sørgeligt ud der nede. Gaardene laa hen – sorte og afskallede, som om en Pest havde hærget dem. Møddingerne sølede ud i store Pøle, Gærderne var nedtraadte, Markerne afmagrede, og Ukrudtet væltede alenhøjt op af Haverne.

Oldingene saa' paa hinanden og rystede paa deres gamle, indtørrede Hoveder.

"Ak, ja, ja – saa'en gaar'et."

"Ak, ja."

"Men hva' sa' itte Sivert Hovmarken, Anders, inden han døde?"

"Ak, ja."

"Han fik Ret, gjorde Sivert."

"Som immer," svarede den anden, tog betænksom en Snus af Daasen og bød den frem.

… Men i den sidste Tid var det ogsaa gaaet op over alle rimelige Grænser. Det var, som om Jeppe forud havde følt, at Døden var sluppet løs efter ham.

For ikke mer end to Dage siden – underligt nu at tænke paa – var det, at han 177 kom rullende i vild Flugt ind igjennem Byen, saa Folk løb til Vinduerne, og Børnene langs Gaden fór til Vægs foran ham som opskræmte Gæs.

Stor og dinglende sad han i Agestolen med sit luerøde Ansigt, Fraaden om Munden, det hvide Haar i Vinden, og Pisken over de forrendte Skimler.

Men ingen anede dog den Gang, at Døden alt havde ham i Nakken …

Ved Siden af ham havde der siddet en ung Fyr med tæt krøllet Haar, som han holdt om Halsen, – en Galning af en Søn, han havde med en Husmandskone fra Overdrevet, og som havde gjort sig saa uundværlig hos ham, at Folk kaldte ham for "Arvingen".

Bag efter fulgte flere Vogne med Prangere og Slagtere, som han havde samlet op i Kroerne under Vejs, og hvoraf nogle var saa drukne, at de maatte bæres op ad Stentrappen i Jeppes Gaard. – Og nu fulgte der en Nat, som ingen Sinde vilde glemmes. Alle Byens Mandfolk strømmede til; senere de svenske Karle fra Herregaarden, der kunde lugte en Snaps i en halv Mils Afstand … Det blev en vild Rasen uden Maade, en sanseløs Skrigen 178 med hæse Stemmer, Raven og Slagsmaal i Krogene … Jeppe selv midt for Bordenden i den store halvmørke Sal, bestandig med Armen om Halsen paa den unge Fyr, der uophørlig skjænkede op for ham – brølende, vanvittig, ustandselig gjennem Larmen, der ligesom rystede Jorden under dem og trængte ud over Byen, hvor Kvinderne fór ud af Sengene og jamrede i Dørene.

"For Fanden! – hvor er I henne? – hvor er I henne, si'er jeg? Hvad er det … Jeg vil ha'e Musik – Musik! – hører I? … Er du dér, Lavrits! – du er min Søn! – min Søn, hører du? – Du skal ikke komme til at mangle – hører du? – Hold Kjæft der henne? – Jeg vil ha'e Musik! – hvor er I henne? – Tænd Lys for Satan – Tænd Lys, si'er jeg – jeg – jeg – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

179

II.

Det havde altid været sagt, at den Dag store Jeppe Nilen skulde i Jorden, vilde hele Uggelejre Herred samles om hans Kiste.

Nu traf det sig paa en Dag midt i den travleste Høst, med tung Luft og ildevarslende, tordenblaa Himmel i Horisonten.

Men strax op ad Formiddagen begyndte ikke des mindre tæt fyldte Vogne at vise sig over Bakkerne. Og hen imod Middag støvede alle Vejene rundt om af lange, tunge Vognrækker med skumsvedte Heste, der fra alle Sider strømmede ind imod den festligt smykkede By, over hvilken Flagene vajede paa halv Stang foran Gaardene.

De blev ved at rulle ind. Folk ligesom mylrede op af Jorden. Gaardsrummene og Stakkehaverne fyldtes med Kjøretøjer; og bag 180 om Vængerne stod de fremmede Heste i Tøjr og svarede hinanden med en engfrisk Vrinsken. –

Omkring Tolvtiden begyndte Folk i en bred Strøm langsomt at bevæge sig ned imod Sørgegaarden.

Over hele Vejen var der tæt bestrøet med fint, hvidt Bakkesand, Granris og store gule og brandrøde Høstblomster. Enkelte af Dørene og Gaardportene var pyntede op med Guirlander af Grønt, og langs med stod Børnene i Festdragt, trykkende sig fladt op mod Murene med Fingren i Munden, betragtende Mængden, der ustandselig bølgede forbi: stille og tavst, i bestandig tættere Rækker; Kvinderne i Handsker og sorte Hætter, Mændene med gamle, alenhøje Cylinderhatte, der skinnede blaalige eller rustrøde i Solen.

Nogle havde Kranse i Hænderne; andre gik med Blomsterkors og Salmebøger. Og nede ved Kæret ud for Sørgegaarden stod Vaabenbrødrene samlede om deres Fane og med tre Basuner, der skulde blæse en Koral over Graven.

Det var et storartet, højtidsfuldt Skue; betagende for den lille By, der aldrig havde tænkt sig blot noget tilnærmende.

181 Og idet de Lillelunde Bønder som Følgets sidste Rest gik ud af deres Gaarde og standsede paa Smedebakken for med Øjet at følge det lange, sorte, stille Tog, der i en Sky af optrampet Støv bevægede sig ned imod Kæret, da var det, som om det med ét i hele dets Fylde gik op for dem, hvad for Mand de – trods alt – dog havde haft imellem dem.

Der var Folk fra fire Mils Omkreds, eller mer. Der var handlende fra Kjøbstaden; udvalgte fra alle Nabokommunerne. Og midt i Toget gik en Deputation af Amtets Sognefogder, bærende paa en mægtig Krans med Inskription.

Forvalteren fra Herregaarden var kommen agende i Jagtvogn med Grevens egne Morenkopper; og det hviskedes for aldeles sikkert, at selve Herredsfogden vilde have indfundet sig med trekantet Hat, om ikke Jeppes sidste Dage havde gjort ham det umuligt. –

Udenfor Sørgegaardens Port stod Byens halvvoxne Ungdom i to tætte, nysgjerrige Rækker, hvor imellem Toget, Fod for Fod, og endda kun med Besvær, rykkede frem.

Thi inde i den ellers rummelige Gaardsplads kunde man allerede næppe trænge sig 182 igjennem; og op fra det almindelige Røre der inde steg en døvende Summen af Mænd og Kvinder, der trykkede paa for at komme frem – røde og oppustede af Heden, der ligesom laa sammenhobet her inde mellem de hvide Længer.

Især var Trængselen stor op ad Hovedtrappen og inde i Forstuen, hvor man trængte sig frem for at komme ind i selve Storstuen eller "Salen", der laa strax til venstre, og som med sin usædvanlige Størrelse indtog hele Længens Brede.

Her var bølgende fuldt af Folk. Og skjønt alle Vinduerne til den ene Side, ud mod Gaarden, var lukket helt op, og de til den anden, mod Haven, var blændede med store hvide Stykker for den indbagende Sol, kunde man dog næppe faa Vejret her inde.

Langs under Vinduesrækken mod Haven var der dækket et langt Bord, hvorom Folk sad og spiste. Ved dets ene Ende stod en ganske ung og bleg Pige med mørkebrunt Haar og et forskræmt Udtryk i Øjnene foran en blank poleret Messingmaskine, der nu og da sendte en forfriskende Kaffelugt ud under det lave Loft.

183 Men der var mærkeligt, underligt stille her inde. Folkene om Bordet rørte sig næppe og spiste uden Lyd; selv denne Menneskemængdens urolige Summen standsede brat uden for Tærskelen uden at naa her ind; medens derimod alle som én saa' hen mod den samme Plet midt paa den inderste Væg ved Ovnen.

Her, i en gammeldags Armstol og med en Pude i Ryggen, sad en gammel Kvinde og strikkede paa en sort Uldhose.

Hun sad tilsyneladende rolig; saa' aldrig op. Hun var lille og før; Legemet sammensunkent. De korte, tunge Arme hvilede under Strikningen paa den opsvulmede Mave.

Hendes Ansigt var graaligt, uden Rynker; Haaret hvidt og gulligt, strøget glat ind under det simple hvide Lin, der i en usædvanlig bred Stribe stak frem af den sorte Hue.

Det var Gertrud, Enken, Jeppes efterladte Hustru.

I Dagens Anledning var hun bragt her op med samt sin Armstol fra de to smaa mørke Undertagsstuer i Sidelængen, hvor hun i tredive Aar havde siddet indegjemt for Verden, – for hvert langt, haabløst Aar bøjet dybere ned over Strikkehosen – uden nogen Sinde at lade 184 sig se, saa at man halvvejs havde glemt, at hun overhovedet existerede.

Men da man nu paa én Gang stod Ansigt til Ansigt med hende og saa' ind i disse sløvede Træk, som mange slet ikke kunde gjenkjende; saa' paa denne lille, sammensunkne, ligesom rugende Skikkelse, der sad saa urokkelig med sine Pinde, – da var det, at mange følte en underlig Beklemmelse om Hjærtet og en egen kold, prikkende Sved over Panden.

I en Halvkreds omkring hende sad efter Skik Egnens fornemste Koner med Sørgehætter og Kranse. Men alle saa' de ufravigelig ned i Skjødet; og det lød helt pinligt ind i Stilheden, naar nu og da et Raab eller en kort Latter ude fra Mængden i Gaarden strøg ind gjennem de aabentstaaende Vinduer.

… En bestandig større Trængsel opstod i Salens ene Ende, omkring Døren ind til Havestuen, hvor Jeppe endnu laa i aaben Kiste.

Alle vilde se ham. Men mange – især af Kvinderne – vendte strax om paa Tærskelen med Lommetørklædet trykket for Øjnene og maatte støttes under Armen.

Dér laa han: stor, og tyk, i sin lange, hvide, stive Papirs-Ligskjorte, hvor over den 185 fulde Sol strømmede gyldent ind gjennem den aabent staaende Havedør. I lange, lige Læg, med fint udhuggede Kniplinger om Hals og Haandled, strakte den sig netop ned til Fødderne, der blaa og opsvulmede stak frem forneden. Hagen var barberet som til en Fest; det sølvhvide Haar kæmmet glat ud med Vand over den lille sorte Pude, der laa under Hovedet. Armene hvilte strakt langs Siderne; Halsen var ombundet med et hvidt Baand i en sirlig Sløjfe; og for at ikke Øjnene skulde glide op, havde Jordemoderen, der klædte Liget, behændig syet et lille Silkesting i hvert Laag.

En bedøvende Duft af Kranse, der næsten skjulte Kisten, steg op omkring ham. Hvide og gule Sommerfugle flagrede uophørlig ud og ind fra Haven gjennem den aabne Dør; og saa stille var der, at man hørte Fluesværmenes utrættelige Summen derude under de tætte Linde.

I tavs, indadvendt Betragtning stod Folk omkring Kisten, men i Afstand fra den, – skelende med et usikkert Blik hen mod Ligets store, lergraa, af Smerte helt forvredne Ansigt; paa den lille visnede Næse og paa denne Mund, som var drejet om til den ene Side 186 i et af disse den sidste Nats rædselsskjærende Skrig, der endnu ligesom laa og dirrede i Luften omkring dem.

Ude i Havegangen stod de to rokkende gamle, der hin Aften havde staaet paa Grønhøjen bag Kirken og sét ud over Byen.

Hver ved sin Stav, begge med den venstre Arm bag paa den gammeldags Skjødetrøje og en høj, ulden Hat paa Hovedet, stod de – rystende paa deres smaa, indtørrede Hoveder – og talte, som de plejede, om gamle Dage.

"Ak, ja, ja – saa'en gaar'et."

"Ak, ja."

"Det sku' nu ingen ha' sagt om Sivert Hovmarkens Gertrud den Gang, Anders! – at det sku' ende saa'en, nej. Der var nok om hende i de Tider."

"Ak, ja."

"Og stort begyndte det da, om du husker det, Anders? – med Æden og Drikken og Majgrene og Skyden og Spekulationer, saa Vor-Herre maatte bevare sig."

"Ak, ja."

"Men gamle Sivert fik dog Ret, gjorde han."

187 "Som immer," svarede den anden og stirrede tankefuldt ud i Luften. – –

Men inde i Krogene hviskedes der om, at Jeppe havde gjort Sonebod, inden han døde. Saa underligt det end lød, saa forsikredes det aldeles bestemt, at hin frygtelige Nat, da hans hjærteskjærende Skrig holdt hele Byen vaagen, havde Gertrud siddet paa hans Sengekant og holdt hans Haand, naar Smerterne kom.

Man vilde vide, at hun havde været ene hos ham lige til det sidste; at de var bleven helt forligte og uophørlig havde bedt sammen for hans Sjæls Frelse, samt at hun til Slut havde læst højt for ham af Aabenbaringen, da han for heden.

Det var næsten ikke til at tro; og rundt om saa' man Folk ivrig stikke Hovederne sammen, mens hist og her én rejste sig fra Bænkene langs Væggen og strakte Hals hen mod Gertrud. Men nu slog det ogsaa alle, at ingen havde set noget hverken til "Arvingen" eller dennes Moder, "sorte Marie", der ellers ikke plejede at mangle Mod til at indfinde sig.

Imidlertid ankom nu Præsten. Der blev Bevægelse i Mængden; inde i Havestuen blev Laaget hurtig skruet paa, og Følget ordnede sig.

188 Vaabenbrødrene var allerede marscheret uden om Gaarden og ind i Haven, hvor de havde stillet sig op foran Døren med Fane og Basuner for at aabne Toget. Andre, der ikke havde kunnet faa Plads inde i selve Gaarden, var fulgt med og fyldte alle de nærmeste Gange.

Og idet nu Kirkeklokkerne begyndte at lyde, satte Menneskemassen sig rundt om i en langsom Bevægelse. Af otte Sognefogder blev Kisten baaren ud gjennem Haven og den nordre Laage, der førte lige ind til den højtliggende Kirkegaard; og saa stort var det samlede Følge, at Salen endnu stod halvt fyldt med Folk, da Sangen begyndte oppe omkring Graven.

Men da det sidste tunge Trin havde lydt over Tærskelen, og Havelaagen lukket sig efter den bageste – med denne kjendte knirkende Lyd af det tørre Træ, – mens Stilheden lejrede sig i de store, tomme Stuer, gik den unge, blege Pige bort fra Bordet, knælede ned hos den gamle Enke og lagde sit Hoved i hendes Skjød.

De var ene tilbage, disse trofaste to, der havde delt den lange Ensomhed i de mørke Rum med hinanden.

189 Den gamle havde sænket Strikkehosen; men sad ganske stille. Hendes ene, skjælvende Haand laa paa Ane-Mettes Haar; og hun havde løftet Hovedet – som i Lytten efter den sidste Rest af det bortdragende Følge.

I fulde, højtidelige Slag tonede Kirkeklokkerne ned gjennem den stille Luft. I løftende, hundredstemmigt Kor strømmede Sangen oppe fra Graven ned over dem:

"Du, Jord, maa nu Legemet gjemme.
Gud vil det dog ikke forglemme,
Men pryde det dejligt med Ære,
Til evig hans Billed at bære!"

"Moster! – aa Moster!" hulkede den unge Pige og trykkede Hovedet dybere ned i den gamles Skjød.

Men denne rørte sig ikke; sad bestandig i den samme stille, aandeløse Lytten, mens en Skjælven mer og mer tog Magten over hendes Legeme.

Saa standsede Sangen; Klokkerne forstummede … En lang Stund gik hen i Stilhed …

190 "Vor-Herre være ham naadig," mumlede hun endelig bevæget og bøjede Hovedet, idet Sangen atter begyndte, og Klokkerne faldt ind.

**
*

Ude over Graven blæste Vaabenbrødrene Koral, saa selv Lænkehundene inde i Byen gav sig til at tude.

191

III.

Hen paa Eftermiddagen efter Begravelsen gik Gertrud ved Ane-Mettes Arm ind gjennem Rækken af de store, tomme Stuer, som hun nu – efter tredive Aars Fravær – ligesom paa ny tog i Besiddelse.

De vandrede langsomt, Fjed for Fjed, fra det inderste Kammer ud mod Gaarden, gjennem Havestuen ind til Salen og tilbage igjen, – nu og da standsende i Tavshed foran et eller andet nyt Møbel eller nyt Billede paa Væggen.

Over den gamles Ansigt laa en dyb, fortrøstningsfuld Ro.

Hendes trætte Sjæl havde nu endelig fundet Hvile. Hendes Tanke Dag og Nat sov nu med Fred i Jordens Skjød.

Hun vidste det: hendes egne Dage var næppe længer mange; og hun trøstede sig derved. Hun følte, at hendes Livs Gjerning 192 var endt; dets Lidelser løst op i denne store Forsoning, der havde været dets eneste Maal.

Og for den stakkede Tid, hun endnu kunde have tilbage, havde hun kun ét Haab: dette, at faa ordnet og lagt alt, hvad der endnu maatte være, saaledes til rette, at hun kunde efterlade sin Fædrenegaard til en ny Slægt – hel og ubeskaaren, saaledes som hun i sin Tid selv havde modtaget den.

Thi selv følte hun sig allerede som halvvejs løst fra de Baand, der bandt hende her nede til Forkrænkeligheden, – levede alt med sine Tanker oppe i denne lange, trygge Hvile, mod hvilken hendes trætte Hoved stundede.

Og de var som Udslag af denne hendes stille, sejrssikre Fortrøstning – disse smaa, uvilkaarlige Tryk om Ane-Mettes Haand, som hun holdt i sin. –

De gik tavse videre.

Men over Ane-Mettes unge Ansigt laa en urolig Feber, der blev stærkere for hver ny Stue, de kom ind i.

Hun gik sagte; turde næppe tage Vejret, idet hun saa' sig om med en halvt højtidelig, halvt nysgjerrig Glans i sine store, barnligt brune Øjne.

193 … Saaledes saa' her altsaa ud! … Dette var altsaa disse Stuer, som det fra Barns Ben saa strængelig havde været hende forbudt blot at nærme sig, og som hun derfor havde brændt efter at se … Herfra var de kommen – disse forunderlige Lyde, der som en fjærn Brusen naaede ned til hende i Stilheden, naar Moster gik urolig op og ned ad Gulvet uden at tale. – – – Og her var det sket … dette, som hun egentlig ikke vidste, hvad var; men som hun havde brudt sit Hoved med i Ensomhed, – dette, der havde gjort Mosters Haar hvidt, da hun var tredive Aar, som hun hørte …

Der gik en let Gysen igjennem hende. Det kom hende for, som om det endnu hemmeligt hviskede, kyssedes og lo inde i Krogene; som om Gulvet gyngede under hende til en fjærn Dansemusik et Sted langt borte fra … Hun lukkede Øjnene halvt; følte sig ligesom beruset af Luften her inde, der endnu var svanger med Duft af Kranse og stærke Blomster.

"Skal vi sætte os," sagde Mosteren endelig og standsede.

De stod inde i det lille, halvmørke Kammer 194 mod Gaarden, – det eneste Sted, hvor alt endnu havde faaet Lov at staa saa godt som urørt fra gamle Dage. Her var Lergulv og smaa Vinduer. Endog en Række støvede Tintallerkener stod endnu uforandret paa en Hylde under Loftet, og Væggene havde de gamle riflede Paneler.

Ane-Mette hentede Mosterens Armstol fra Salen og lukkede Døren efter sig, da hun atter kom ind. Selv satte hun sig paa den faste Bænk, der løb under Vinduerne, bag det store, tunge Egebord.

I lang Tid talte de ikke til hinanden, og der var fuldstændig stille omkring dem. Den gamle havde faaet fat i sin Strikkestrømpe; Ane-Mette sad i en tankefuld Stilling med Haanden under Kinden og saa' ud i Gaarden.

Omsider løftede dog Mosteren Hovedet og saa' hen paa sin Søsterdatter.

"Ane."

"Ja," svarede denne hurtig, idet hun vendte sig, og følte, at hun var brændende rød.

"Hvor mon Avgustinus er i Dag?"

"Avgustinus? … Ja, Gud véd," sagde hun tankeløst og lagde atter langsomt Albuen op i Vindueskarmen.

195 "Jeg længes efter ham," sagde den gamle efter en lille Stunds Forløb.

"Ja, jeg gjør," svarede atter Ane-Mette; hun var allerede langt borte igjen, med Haanden under Kinden, og havde ikke hørt det rigtig.

En rum Tid forløb paa ny i Stilhed. Ude i Bryggerset færdedes i et Par Minuter en Kone paa Træsko, men forsvandt derpaa igjen. En Karl fløjtede inde i en af Staldene; og lige under Vinduet sad en Kat og nøs uafbrudt.

"Ane."

"Nu – Moster?" svaredes der; men denne Gang lidt fortvivlet over igjen at blive forstyrret.

"Hent Bogen, Ane," fortsatte den gamle ufortrøden; og Ane rejste sig langsomt og gik som i Drømme over Gulvet.

"Hvad skal jeg saa læse, Moster,* sagde hun derpaa med et tungt Pust, idet hun atter satte sig.

"Slaa op i Gjerningerne."

"Gjerningerne … Gjerningerne," gjentog hun ved sig selv, mens hun bladede, ligesom for at samle Tankerne helt; strøg dernæst Haaret op fra Panden, lagde sig tungt ned til 196 den ene Side med Hovedet i Haanden, pustede ærgerlig til en Flue, der havde sat sig paa hendes Bryst, og begyndte endelig i et syngende, ensformigt Tonefald, som hun syntes at have anskaffet sig til dette Brug:

"Den første Beretning skrev jeg, o Theophilus! om alt det, som Jesus foretog sig baade at gjøre og lære indtil den Dag, han blev optagen, efter at han havde givet Apostlerne, hvilke han havde udvalgt, Befaling ved den Hellig-Aand; for hvilke han og, efter at han havde lidt, fremstillede sig levende med mange Bevisninger, da han blev sét af dem i fyrge-tyve Da ...."

Det bankede paa Døren.

Efter en Mængde unødvendige Skrabninger udenfor paa Maatten indtraadte en meget lille Kone i sort Kjole, og bag hende en lang, ung Fyr med rødt Halstørklæde og Ringe i Ørerne. Konen holdt et sammenlagt Lommetørklæde foran mellem Hænderne og blev beskeden staaende ved Døren, medens den unge Fyr syntes at gjøre sig Umage for at se skjødesløs ud og navnlig ikke tog Huen af, før han var helt over Tærskelen.

Ane-Mette gav et let Skrig, idet hun saa', 197 hvem det var, og stirrede hen paa Mosteren. Men skjønt dennes Hænder i dette Øjeblik rystede usædvanlig, syntes hun dog kun at have ventet dem og bød dem med et kort Ord at sidde.

Konen gik varsom over Gulvet og satte sig lydløs paa Kanten af en Stol i Nærheden af Bordet; Sønnen efter. Hun saa' ud til at være hen imod et halvt Hundrede eller maaske mere, men var endnu usædvanlig smuk, med et meget mørkt og glat Haar foran Huen og et Par spillende brune Øjne, som Sønnen havde arvet.

Om Munden laa et stillestaaende, lidt rødligt Smil, der gav Ansigtet et tænksomt Udtryk, navnlig da hun gjerne lagde Hovedet lidt til Siden og holdt Lommetørklædet op til Kinden.

Hendes Klædedragt var overordentlig proper, men meget tarvelig, og syntes alt for gammeldags til den ranke, knejsende Figur, som Sønnen ogsaa havde arvet.

Men i dette Øjeblik saa' de begge meget blege ud. Moderen tørrede sig i ét væk urolig med det sammenlagte Lommetørklæde over den svedige Pande; medens den unge Fyr paa Trods 198 strakte Benene fra sig ud paa Gulvet og saa' op i Loftet.

Gertrud sad urokkelig bøjet over sine Pinde og saa' ikke op. Ane-Mette havde trykket sig ind i Hjørnet bag om hendes Stol, hvorfra hun med dette halvt sky, halvt nysgjerrige Blik stirrede ud paa dem, fra den ene til den anden.

"Der var nok mange Folk i Dag," sagde endelig Konen; hun havde et mærkværdigt blidt Tonefald.

Men da ingen svarede, vendte hun blot Øjnene lidt fra Armstolen og fortsatte endnu blidere:

"Vi kunde, til Uheld, ikke komme med."

"Vi var i Byen – i Forretninger," føjede hun til lidt efter, med en sær Betoning, der maatte mærkes.

Vedvarende Tavshed.

Den unge Fyr gjorde en utaalmodig Bevægelse paa Stolen; men Moderen lagde sin Haand paa hans Arm og tog atter efter en passende Stunds Forløb Ordet.

"Nu er det kanske jer Agt," sagde hun, lidt rød og dirrende, men næsten syngende blidt, idet hun saa' ud i Stuen. "Nu er det 199 kanske jer Agt, Gertrud, at slaa jer til Taals her oppe paa Gaarden?"

"Ja," svarede Gertrud kort og skiftede en Pind.

Moder og Søn vexlede Øjekast. Den første snoede febrilsk Lommetørklædet mellem sine korte, tykke Fingre. Den anden trak pludselig Benene ind under Stolen, slog Armene overkors og satte Øjnene fastere i Loftet.

"Ja saa," sagde Moderen; hun saa' fra Sønnen hen paa Gertrud og videre over paa Ane, der slog Øjnene ned. "Ja, saa er det vel efter Jeppes Ordning?"

"Ja."

"Nej, – det er det vist inte," lød det nu fra Sønnen med en meget dyb Stemme, der imidlertid var saa utydelig, at Gertrud ikke forstod det, men blot saa' op.

"Lavrits mener," lagde Moderen sig imellem, skjønt hun næppe længer selv kunde beherske sin Stemme. "Lavrits mener, at den salig afdøde mulig kunde have haft en Mening med ham. Han gjorde jo saa meget af ham, gjorde Jeppe, mens han levede; det maa vist alle bekjende, at det var helt forunderligt, som han i alle Maader hang ved den Dreng, og 200 det fejler vel heller næppe, at han har haft sin Tanke derom."

"Ja saa," sagde Gertrud tørt og strikkede rolig videre.

"Vi mente," fortsatte den anden og saa' nu fast paa hende. "Vi mente, at Jeppe heller ikke havde glemt ham paa det sidste. Det var ikke saa hans Vane … Vi mente – han maatte vel ha'e tænkt paa os? …"

"Nej."

"Ikke det?"

Hun vexlede atter et hurtigt Blik med Sønnen. Hun var nu ligbleg; Sveden perlede paa Panden, og Hænderne vred krampagtig Lommetørklædet nede i Skjødet.

"Dér husker I vist fejl, Gertrud. Der maa vist være et – et Dokument. –"

"Hvad skulde det være for et Dokument?"

"Det véd I vist nok."

"Nej."

"Ja saa … Da har der én Gang været et, Gertrud," lød det dirrende skarpt.

"Det er nok muligt," svarede denne og skiftede atter en Pind.

"Naa, saaledes," sagde den anden efter en 201 lille Stunds Forløb og slog sig smaa Slag med Lommetørklædet i den ene Haand, idet hun saa' ud ad Vinduet. "Saa findes det vel nok igjen."

"Det gjør det vist ikke."

"Aa haa! Der er vel Raad for det. Der er dog endnu Lov i Landet."

"Aa ja."

"Og hvad der én Gang har været paa lovlig Papir, det staar vel fast, tænker jeg."

"Hvem si'er det?" spurgte Gertrud og saa' hurtig op.

"Prokurator Sandberg," lød det pludselig igjen fra den dybe Stemme.

Det kom aabenbart for tidligt; thi Moderen lagde atter hurtig sin Haand paa hans Arm. Men da det nu en Gang var sagt, gjentog hun det, blot mildere.

"Prokurator Sandberg," gjentog Gertrud langsomt og saa' fra den ene til den anden. Det faldt som en Bombe ind i Stuen – dette Navn, der kunde faa selve Gaardene til at ryste. "Jeg tænker ikke, vi har Brug for Prokurator her!"

"Ja, I faar selv om det," sagde den anden og saa' op paa Sønnen, der havde rejst sig.

202 "Jeg tænker ikke, vi har Brug for Prokurator her," gjentog Gertrud; hun syntes endnu ikke at have fattet det, eller vidste ikke, at hun havde sagt det før.

"Det kommer an paa jer selv," svarede den lille Kone paa ny og rejste sig nu ogsaa. "Det var dette, vi vilde sige jer. Men kanske I finder Dokumentet alligevel. Nu maa I gjøre, som I vil."

Lidt efter var de ude af Døren. Men Gertrud sad endnu længe og stirrede fortumlet hen imod, hvor de forsvandt.

Ane-Mette derimod, som ikke havde forstaaet et Ord af det, listede sig fra sin Krog til at kigge ud i Gaarden. Og da det forekom hende, at Lavrits nikkede til hende, idet han forsvandt gjennem Porten, blev hun blussende rød. – –

203

IV.

Det var nogle underlige Rygter, der begyndte at gaa rundt i Byen. Først ligesom paa Hosesokker, hvisket i Krogene; senere temmelig aabenmundet og med et saa tilforladeligt Anstrøg, at man virkelig til sidst ikke vidste, hvad man skulde tro.

Rigtig nok hørte man det snart fortalt paa den ene, snart paa en ganske anden Maade; og ingen havde fuld Rede paa, hvordan det egentlig forholdt sig. Men saa meget syntes dog efterhaanden at blive sikkert: noget mistænkeligt var der i alle Fald ved Jeppes Endeligt.

Ærlig talt: det havde altid lydt noget mærkværdigt med denne hans "Omvendelse" paa det sidste. De, der kjendte ham bedst, havde bestandig med en besynderlig vantro Mine set op i Loftet, hver Gang den kom paa Omtale.

204 Men nu begyndte man rent ud at ymte om, at disse hin sidste Nats rædselsfulde Skrig, der fik Folk til at springe ud af Sengene hele Byen over, havde haft en ganske anden – og uhyggeligere – Aarsag, end den, man hidtil havde troet.

Det var sorte Marie, der havde sat Sagen i Omløb. Og det drejede sig nok om intet mindre end en stor Arv – et betydeligt Gavebrev, lydende paa omtrent hele Hovmarkgaarden, som Jeppe i sin sidste Tid skulde have udstedt til "Arvingen".

Selve Originaldokumentet – det vidste man bestemt – havde til det sidste beroet i Jeppes Værge. Og nu var det, man vilde vide, at Gertrud hin Nat, benyttende sig af hans afmægtige Tilstand og frygtelige Pinsler, havde affordret ham det og trods hans vedholdende Nægtelser ikke ladet ham Rist eller Ro, før han havde indvilliget i at tilintetgjøre det Bevis, som han i sin Tid skulde have nødt hende til at medunderskrive.

Saaledes fortaltes der. Mange rystede rigtig nok endnu mistroisk paa Hovedet; thi sorte Marie havde ikke altid været af de paalideligste. De gamle og besindige skjød 205 endda Sagen helt hen, idet de slog fast, at hvorledes det end forholdt sig, saa sad Gertrud i uskiftet Bo; og "hvor intet Testamente er oprettet, har ingen noget at fordre".

Men da det blev bekjendt, at Prokurator Sandberg havde taget sig af Sagen, begyndte der at gaa Gjæring i Gemytterne. Og som alle Steder, hvor den Karl slog ned, varede det heller ikke længe, før man hørte om Afsløringer, der satte alle i den højeste Forbavselse.

Der faldt med ét som Skæl fra alles Øjne. Ikke en Dag gik hen uden nye oprørende Oplysninger. Og inden lang Tid var alt saa soleklart bevist; hele Sagens Gang, lige fra Jeppes første Sygedag til hans sidste Suk, saa uigjendrivelig godtgjort, at man kun kunde undres over ikke selv for længst at have opdaget det.

Det blev bevist, at Lavrits og sorte Marie hin Aften – af let forstaaelige Grunde – havde villet trænge sig ind til den syge, men fundet alt lukket og stænget, trods deres gjentagne Bankninger. Gaardens Folk havde været samlede i Borgstuen – langt borte fra Sygeværelset – med Ordre til ikke at lade nogen 206 som helst slippe ind og heller ikke paa nogen Betingelser selv at nærme sig den modsatte Ende af Længen. Men sorte Marie havde stillet sig under Sovekammervinduet, der vendte ud mod Haven, og derfra hørt saa godt som alt, hvad der var foregaaet derinde.

Ganske vist var der læst Bønner og ogsaa nu og da sunget Salmer; rnen det havde aabenbart kun været et Skalkeskjul, for at aflede Opmærksomheden. Thi beviseligt var det, at Mellemtiderne – og navnlig hver Gang Smerterne kom – havde været brugt til en uafladelig Pining og Plagning uden Naade, bestandig ubarmhjærtigere, jo mere han stred imod. Ja, saa snedig havde hun været, at hun i det sidste Dødens Øjeblik ikke lod ham Fred, før han med egen Haand havde underskrevet et nyt Dokument, hvori han bevidnede "af egen Drift, med fri Vilje og Hustrus Samtykke" at have tilintetgjort det gamle. Først da dette var ordnet, lod hun Staklen dø i Ro; men veg dog ikke fra ham – naturligvis for at passe paa, at ingen kom ham nær – før Aanden helt var af ham.

Der rejste sig en rasende Ophidselse. Og alt som hver ny opdukkende Tvivl blev slaaet 207 til Jorden af nye og fuldstændigere Oplysninger, steg Forbitrelsen.

Især var Røret stort imellem de unge, der allerede var bleven kjed af det stille Liv, som var ført siden Jeppes Død. Man syntes nu næsten, man skyldte hans Minde at tage fat igjen. Og en Aften, da en Flok havde været samlet til Drikkelag hos Skomageren, drog man under Hujen og Skraalen ned mod Gaarden og slog Sten ind ad Gertruds Vinduer. Der var et helt Oprør.

Men en Dag hen paa Efteraaret gik det som en Løbeild gjennem Byen, at Stævningsmændene havde været i Hovmarksgaarden og stævnet Gertrud til at møde næstkommende Tingdag inde i Kjøbstaden for at forsvare sig imod Beskyldningerne og bevise sin Ret.

Skjønt det ikke var andet, end hvad man hele Tiden havde ventet, gjorde det dog et stærkt Indtryk paa alle. En forventningsfuld Ro lagde sig over Sindene, mens man ligesom samlede sig om Lavrits, der gik som en Helt imellem de unge.

Mange ønskede ham allerede i Stilhed til Lykke. Og under stedse stigende Spænding 208 imødesaa' man den store Dag, der skulde bringe den endelige Afgjørelse. –

Aftenen forud – det var en mørk, tung Novemberaften med Storm og Regnbyger – var der helt stille over Byen. I Portene stod Fjervognene parate til næste Morgen; og alle Vegne gik man tidlig i Seng for at komme tidsnok til Byen og overvære Handlingen.

 

Nede over Hovmarksgaarden var alt allerede mørkt og slukket. Kun fra det lille Kammervindue, der vendte ud imod den store tomme Gaardsplads, skinnede der endnu et fattigt Lys; og her indenfor gik Gertrud, støttet til Ane-Mettes Arm, i denne stille, tavse Vandring frem og tilbage over Gulvet, – fra Armstolen ved Bordet over imod Stuens mørke Hjørne og tilbage igjen.

Hun var tilsyneladende rolig og fattet. Men hendes Øjne brændte; Læberne dirrede let; og selv Kinderne fik en svag Farve, mens hun nu og da i Tanker klappede Ane-Mettes Haand, som hun holdt i sin.

Alting var ordnet til Morgendagen. Over Sengen laa hendes Dragt, hentet op af Kisten fra de mange Aars Hvile, men nu pudset og 209 færdig til at tage paa: Slægtens Bryllupsklædning med de svære Sølvkjæder foran Brystet; Storhuen og de tykke, vægtige Silkebaand. Ved Siden af: Kniplingsmanchetterne og Korsklædet, glattet ud over Sengetæppet, med Naalen i.

Ude i Stalden stod Hestene til Knæs i ny, ren Halm – blanke og skinnende. Slægtens berømte Seletøj var beordret ned fra Loftet, og i Porten stod Vognen: nymalet og med nye Hynder.

Ane-Mette trykkede sig frygtsom ind til den gamle. Hun saa' bleg og lidende ud, med blaalige Skygger under de store, forskræmte Øjne, der saa' sig omkring, som om et eller andet ondt laa og lurede paa hende inde i de mørke Kroge.

Alt var roligt omkring dem. Paa Bordet ved Vinduerne stod en lille lav og mat Lampe, skubbet hen imod Ane-Mettes Plads, hvor Bibelen laa opslaaet. Gertruds Strikkestrømpe hvilte i Armstolen. En halvvoxen Killing løb under Bordet og legede med Garnnøglet.

Kun Blæsten jog med Sus over Huset, af og til førende Byger af Hagl og Regn ind mod Ruderne. Et Sted ude i Gaarden stod 210 en Lem og slog; og inde fra Forstuen lød nu og da smaa dumpe Slag, som om én bankede paa Yderdøren.

"Naar bare Avgustinus var her, Moster," klynkede Ane-Mette.

Den gamle nikkede, som i Tanker; men svarede ellers intet.

Lidt efter standsede hun og holdt Haanden op til Panden.

"Hvad er Klokken, Ane?"

"Otte, tror jeg."

Hun havde næppe faaet det sagt, før Taarnuret begyndte ude over Kirkegaarden; og strax efter kom med spinklere Slag det lille Stueur inde fra Ane-Mettes Kammer ved Siden af.

"Nu slog det, Moster."

Den gamle nikkede.

"Lad os læse videre," sagde hun, da de atter var kommen hen til Armstolen ved Bordet.

"Ja, Moster," sagde Anne-Mette, tog Strømpen fra Stolen og hjalp hende til Sæde. Men da hun havde skubbet Skammelen ind under hendes Fødder og lagt Puden til rette bag om Ryggen, gled hun selv i en pludselig 211 Bevægelse ned ved Siden af hende og trykkede Hovedet i hendes Skjød.

"Moster – Moster!"

Den gamle lagde sin Haand over hendes Haar og saa' længe deltagende ned paa hende. Hun vidste det, skjønt hun aldrig havde spurgt, at det unge Hjærte en kort Stund i Tankerne var gleden ud fra hende, og at det var Angeren, der pressede Taarerne frem. Og hun strøg hende mildt og kjærligt Haaret fra Panden og klappede hendes Kind.

"Lad os læse videre, Ane. Vi maa finde os i det med Taalmodighed, hvad Vor-Herre tilskikker os."

Ane-Mette blev dog endnu liggende en lille Stund, ganske stille, ligesom i Bøn. Endelig rejste hun sig og vaklede omkring Bordenden hen paa sin Plads under Vinduet.

Men hun havde næppe læst den første Linie, før det begyndte at buldre paa Porten. De saa' begge hastig op, og Ane-Mette udstødte et Skrig, men formaaede ikke at rejse sig.

En Karl kom løbende over Stenbroen i Træsko; en anden slog en Lem op og spurgte, hvad der var, da i det samme en Vogn rullede ind i Gaarden.

212 Der kom flere Træsko; Døre blev lukkede op og i, og en stor, fremmed Stemme raabte paa Lygter. En af Karlene svarede "Nu kommer vi" inde fra Stalden, hvor Hestene blev urolige og smaavrinskede i Krybben. Men lidt efter hørtes allerede den fremmede Stemme ude i Forstuen.

"Er det her inde?"

"Ja," svarede Lillepigens frygtsomme Røst bag Køkkendøren.

"Til højre?"

"Nej, lige ud – Værsaago'."

Der blev banket stærkt paa Døren, og uden at afvente noget Svar, indtraadte nu med en Duft af Regn og Tobak en stor Rævepels, op fra hvilken der stak et tilsyneladende aldeles skallet Hoved, et stort, blegfedt Ansigt og et Par Guldbriller.

Med en kort, men venlig Hilsen og Haandbevægelse blev denne ukjendte fremmede i nogen Tid staaende ved Døren og saa' sig mønstrende omkring i den halvmørke Stue. Og under de andres stigende Forbavselse tog han derpaa uden et Ord en Stol, satte den haardt i Gulvet henne imellem dem og prøvede dens Rygs Styrke, inden han lod sig falde 213 ned paa den; trak dernæst rolig sine Handsker af, puttede dem omhyggelig i Lommen, pudsede med stor Støj sin Næse, lagde det ene Ben op over det andet, derpaa Armene overkors, og saa' endelig stift – lidt skjævt over Brillerne – fra den ene hen til den anden.

"Mit Navn er Prokurator Sandberg."

Dødsstilhed.

Det var, som om han vilde give Indtrykket Tid til at fæstne sig. Han lagde sig tilbage i Stolen, strakte Benene fra sig, pudsede sine Briller og satte dem paa igjen med et resolut Strøg bag om Ørene. Derpaa vendte han sig helt om mod Gertrud og fixerede hende stærkt.

Lyset fra den lille lave Lampe faldt ind paa ham, og det viste sig nu, at han ingenlunde var skallet; men Haaret var blot ganske lysegult og aldeles tæt og ens klippet helt ned til Hovedbunden. Under Ørene voxede to smaa bløde, æggegule Bakkenbarter lidt ned paa de buttede Kinder. Øjnene var smaa og ganske sorte; det ene trak han sammen, mens det andet stirrede frem uden Blinken, fast og sikkert som et Glasøje.

Paa hans fede, hvide Fingre sad kostbare Ringe; og da han knappede Pelsen op og slog 214 den til Side, strømmede der en fin Duft ud fra hans Klæder.

"De undrer Dem over min Nærværelse paa denne Tid af Dagen," sagde han forretningsmæssig, gnidende sine Hænder med smaa Klaps, idet han lagde Hovedet til Siden og saa' op i Loftet med det ene Øje. "Meget forklarligt – paa begge Sider meget forklarligt," gjentog han. "Havde Forretninger her i Nærheden – mange Forretninger – meget Vrøvl – o.s.v. Er her imidlertid nu for at afgjøre Sagen hos Dem saa kort som muligt. Beder Dem'1 altsaa formulere Deres Svar saa fyndige og afgjørende, som De kan. … Kort og godt derfor," fortsatte han, bestandig uden at tage Øjet fra Loftet, "De fastholder altsaa, trods alt, disse Deres fortvivlede Paastande, som jeg i et og alt kjender fra min Fuldmægtig og mine Agenter, der – som De véd – har foretaget Undersøgelserne?"

"Ja," lød det lavt og anstrengt fra Armstolen.

"Og De har i Sinde at møde i Morgen med disse Paastande?"

"Ja."

"Ja saa. – Hør min gode Kone," sagde 215 han nu i en lidt anden Tone, idet han flyttede sig nærmere og atter saa' meget skarpt paa hende. "Har De ret betænkt, hvad det er, De dermed gjør? Er det ogsaa gaaet ret op for Dem, hvad De dermed gaar i Møde? … Jeg skal spare Dem for Svaret; for det har De ikke, – det har De ikke, min gode Kone!"

"Jeg maa i det hele," fortsatte han, idet han atter slog Armene overkors og nu saa' ned paa hende med begge Øjnene opspilede. "Jeg maa i det hele udtrykke min For-bavselse over den – lad mig sige det med et smukt Ord: Dristighed, hvormed De utrættelig vedbliver at nægte alt, trods de mer end himmelraabende Beviser paa Deres Uret. Jeg vil erklære det rent ud: jeg forstaar Dem ikke, – jeg forstaar Dem ved Gud ikke. Thi jeg kan dog umuligt tro, at De, efter alt hvad der nu er fremkommen, endnu taabelig hengiver Dem til Haab. I saa Fald vil jeg da alvorlig bede Dem tage under Overvejelse, hvad jeg i Fortrolighed her forsikrer Dem; at ikke nogen Sinde siden Verdens Skabelse har en Sag ligget klarere for Dagen end denne; aldrig er et beundringsværdigere Bevismateriale samlet end i dette Tilfælde. Saa hvor snildt De, min 216 gode Ven, end har lagt Deres Plan – og jeg maa virkelig tilstaa: i den Retning skylder jeg Dem min Kompliment – saa kan jeg dog forsikre Dem, at intet – rent ud sagt: intet – længer er skjult; alt er saa til Overmaal godtgjort, at jeg kun, min gode Kone, paa det indstændigste kan raade Dem til at kaste Masken jo før jo heller.... Lad os høre, hvad vilde De sige? Men fat Dem kort."

Gertrud havde virkelig løftet Hovedet. Hendes ene Haand laa krummet paa Stolens Sidelæn, den anden holdt krampagtig om Garnnøglet nede i Skjødet. Hun dirrede fra Isse til Fod og ledte efter Ordene uden at kunne faa dem frem.

Endelig sagde hun langsomt og dybt bevæget, idet Taarerne traadte frem i de flammende Øjne:

"Jeg véd det nok, Prukerater, hvad onde Mennesker har spredt ud om mig. Og han faar nu at klage mig an for hvad I vil, Prukerater. Men saa sandt hjælpe mig Gud i min sidste Stund...."

"Talemaader! – Talemaader! – lille kjære," svarede han endnu meget venlig og strakte sin ene ringbesatte Haand ud imod 217 hende. "Deres Tid skulde dog nu virkelig snart være forbi. De maa ikke glemme, hvem De sidder overfor; og jeg haaber ikke, De omgaas med Tanker om at løbe løbsk fra mig. I saa Fald kjender De mig ikke ret, kan jeg forsikre Dem. Her hjælper ingen Udflugter og fromme Talemaader. Og idet jeg derfor paa ny alvorlig foreholder Dem, hvad det her gjælder om, spørger jeg Dem endnu for sidste Gang: vil De fragaa Deres Paastande, eller vil De ikke? – hurtigt og kort – ja eller nej?"

"Jeg har ingen Ting med Dem at skaffe, – jeg vil ikke svare mere," sagde hun, halvt som i Vildelse, og virrede op for Øjnene med Haanden, som om det begyndte at løbe rundt for hende. "Jeg har ingen Ting med Dem at skaffe. Ingen Ting! – ingen Ting!"

"Godt!" udbrød nu Prokuratoren afgjørende og rømmede sig eftertrykkeligt et Par Gange. "Ja, saa har jeg kun tilbage, at gjøre Dem den Meddelelse, for hvis Skyld jeg egentlig er kommen herud. Det er denne: at Sagen er allerede afgjort; Dommen er saa godt som falden."

218 "Afgjort," gjentog Gertrud stammende og saa' fortumlet op.

"Afgjort," nikkede han rolig, idet han atter ligesom gjennemborede hende med sit ene Øjne.

"Det tænker … jeg tænker dog ....," begyndte hun.

Men Prokuratoren flyttede i det samme sin Stol endnu nærmere og lagde sin Haand paa hendes Arm.

"Lad mig tale," sagde han og dæmpede sin Stemme. "Jeg beder Dem høre mig med Opmærksomhed … Sagen er, som jeg sagde, afgjort; i Eftermiddags fik jeg de sidste afgjørende Beviser, der klarede det hele, – jeg behøver ikke at sige Dem til Gunst for hvem. Men se: den ligger endnu i denne min Haand. Og nu har jeg – for strax at gaa til Hovedpunktet – et Forslag at gjøre Dem. Da der nu altsaa ingen Redning findes for Dem ad Rettens Vej, saa foreslaar jeg Dem at afgjøre Sagen i Mindelighed. Ikke sandt? Det vil jo utvivlsomt være det fordelagtigste for Dem, idet De jo saa selv kan stille Fordringerne – f. Ex. til et betydeligt Undertag1, som jeg i saa Tilfælde ganske sikkert tror at turde love 219 Dem .... Og, ærlig talt," fortsatte han, nu næsten hviskende, idet hans Pegefinger gjentagende pikkede hende paa Armen, "er det saa dog ikke meget bedre for Dem i Deres fremrykkede Alder at blive fri for al det Vrøvl og Mas, der hører til at bestyre en saadan Gaard; at kunne hygge sig inde i en lun Stue med Tæpper og .... Ja, ja, ja – jeg véd, hvad De vil sige. De vil naturligvis sige, at Deres afdøde Mand vilde det anderledes, ikke sandt? .... Men hør," sagde han pludselig og lænede sig tilbage i Stolen, idet han atter lagde Hovedet lidt til Siden og satte Øjet i Loftet: "Hvordan var det egentlig med det? Hvad Tid paa Natten var det nu, han skrev under paa dette nye Dokument? Lad mig se, var det ikke Klokken ét?"

"Klokken ét, ja," svarede Gertrud afgjørende og prøvede atter at se vist paa ham.

"Ja, det er rigtigt; det var det. Men sig mig … man er saa glemsom … var det ikke Klokken syv om Eftermiddagen, at De kom ind til ham – var det ikke?"

"Halv syv."

"Halv syv, ja. – Ja, nu husker jeg det. Det var Klokken halv syv … Men da var 220 han endnu ikke rigtig til at komme i Tale – vel? – det var først hen imod Midnat, da Smerterne kom stærkere, ikke sandt?"

"Klokken elleve."

"Klokken elleve. Og da var det, Smerterne blev saa slemme, saa meget frygtelige – var det ikke saa."

"Jo."

"Det er Løgn!" udbrød han pludselig, med en hel Forandring af Stemmen og saa' hende lige ind i Ansigtet. "Det er en sort Helvedes Løgn, forstaar De … Sig ikke et Ord! … Guds Død! det kunde komme Dem dyrt til at staa! … Den Nat, hvorom vi her taler, – Deres afdøde Mands sidste – var han aldeles fri for legemlige Lidelser. – Nægt intet! … Deres Mands Sygdom – forstaar De ! – kunde efter kompetente Lægers – hører De: Lægers! – Udsagn kun i det første Stadium være forbunden med Smerter, der altsaa i dette Tilfælde maa have naaet deres Maximum omtrent midt paa Eftermiddagen, for dernæst jævnt og langsomt at aftage saaledes, at de lidt før Midnat – netop det Tidspunkt, De anfører – næsten maa 221 have været ophørte. .... Hvad siger De til det!"

"Det er ikke sandt, – det er ikke sandt," raabte Gertrud forvirret; hun var sunket helt sammen i Armstolen, Garnnøglet var gledet ud af hendes Fingre, og den ene Haand laa skjælvende foran Øjnene.

Men Prokurator Sandberg strakte truende sin Finger ud imod hende og forstærkede sin Stemme:

"Hold hellere op med dette Komediespil. Det hjælper Dem dog ikke længere. Deres samvittighedsløse Handling er i et og alt aabenbaret. Og tvivler De endnu derom, kan jeg yderligere fortælle Dem, at samme Eftermiddag Klokken halv sex, netop en Time før De kom til, og altsaa efter at Lidelserne havde naaet det højeste … disse Lidelser, der – som De saa fromt skal have sagt – var "hidsendte fra Gud" til Frelse for den dødes Sjæl .... da har andre, som den Gang stod omkring hans Leje, spurgt ham angaaende akkurat det samme, som det, De senere pinte ham med. Men nu skal jeg sige Dem, hvad han svarede; – han svarede: at intet – intet (læg Mærke til det!) skulde faa ham til at forandre den én 222 Gang tagne Bestemmelse; at han intet – intet – havde at angre, men vilde i sin Grav forbande den, der vilde tvinge ham dertil. Og nu vover De desuagtet frækt at paastaa, at han tilintetgjorde Dokumentet af egen fri Vilje; at De ikke formastelig har tvunget ham dertil i hans Dødsstund. ..."

Han rejste sig op i sin fulde Højde og gik tæt ind til hende med Hænderne i Siden.

"Véd De – min gode Kone! – hvad det vil sige at afgive falsk Forklaring for Retten? Véd De, hvad det vil sige at aflægge falsk Ed?"

"Jeg aflægger ikke falsk Ed," stønnede Gertrud med sine sidste Kræfter og holdt ligesom afværgende Haanden frem for sig.

"Jeg spørger Dem blot: véd De, hvad det vil sige at aflægge falsk Ed? Har De rigtig gjort Dem klart, at det første, der vil blive foretaget med Dem, om De i Morgen vover at aflægge Ed, ganske simpelt er at putte Dem i Hullet; det kan De være lige saa sikker paa, som om De allerede sad der; det skal jeg sørge for … Jeg anbefaler Dem derfor endnu en sidste Gang; betænk Dem! De kan i Morgen tidlig inden Retsforhandlingerne 223 træffe mig paa mit Kontor, og jeg skal da afgjøre det hele for Dem; ja De behøver endog blot skriftligt – med Navns Underskrift naturligvis, og Vitterlighedsvidner – at tilmelde mig det, og jeg skal da love Dem et Forlig, som De selv vil rent ud forbavses over! … Men hvis ikke, da Gud trøste Dem, min gode Kone! Tror De, man generer sig for at gjøre hvad som helst ved en gammel Kælling, der halvvejs har slaaet sin Mand ihjel? I saa Fald tager De mærkeligt fejl, – det skal jeg vise Dem. Har De sat en gammel døende Mand i en Skruestik, saa skal De min Sæl komme til at føle den, saa De baade skal skrige og jamre Dem ved det. Jeg skal være over Dem Nat og Dag; spionere Dem ud, saa De ikke skal faa Søvn i Deres Øjne, før De bekjender; og jeg kan forsikre Dem om, at jeg før skal æde Dem med Hud og Haar, end lade Dem slippe levende fra dette her … Nu har jeg gjort mit. Nu maa De selv gjøre Valget."

Han tog hurtig sin Hat fra Bordet og slog Døren i efter sig, saa det rystede Huset.

Man hørte ham ude paa Stentrappen raabe efter Karlen, og lidt efter rullede Vognen ud 224 med et Smæld; Porten lukkedes, den sidste Træsko gik over Gaarden, og alt blev atter roligt.

Men endnu havde ingen af de to inde i Stuen rørt sig fra Pletten. Ane-Mette sad stift opad Væggen; hun var ligbleg og stirrede med et stift, koldt og sky Blik paa Mosteren, der som lamslaaet sad forover bøjet, med begge Hænderne paa Knæene, og saa' idiotisk ned mod Gulvet.

"Skal jeg læse videre," spurgte endelig Ane-Mette, sagte og hæst.

Den gamle rystede paa Hovedet, men rørte sig ellers ikke.

Heller ikke syntes hun at mærke det, da Ane-Mette senere sneg sig ud af Stuen, ind i sit Kammer.

Men Ane-Mette klædte sig hurtig af og skyndte sig ind under Dynen, hvor hun længe laa ganske stille og saa' ud i Mørket med store, vaagne Øjne.

Til sidst kunde hun ikke udholde det længer; hun satte sig over Ende med Hænderne for Ansigtet og græd.

Hvad skulde hun dog tro? – hvad skulde hun dog tro! … Der dukkede paa én 225 Gang en Mængde Ting op for hende fra Jeppes sidste Dage – Smaating, hun aldrig før havde ænset, men som nu talte saa forfærdelig klart imod Mosteren. Og jo mere hun tænkte derpaa, des flere strømmede der ind imod hende – uafviseligt, ubønhørligt … O Gud! O Gud! hvad skulde hun dog tro? …

Inde i Stuen rejste den gamle sig og begyndte at vandre langsomt over Gulvet.

Alene! … Ane-Mette kunde næsten ikke tro det muligt; hun havde rejst Hovedet og taget Hænderne fra Ansigtet.

Men hele den lange, mørke Nat, der nu fulgte paa, hørtes gjennem Stormen og Regnen Gertruds langsomme Trin over Gulvet – frem og tilbage – frem og tilbage.

**
*

Hen ad Morgenstunden maatte Ane-Mette dog endelig være faldet i Søvn; thi hun vaagnede ved Lyden af en Vogn, der rullede ud af Gaarden.

Hun skyndte sig op til Vinduet og kom just tidsnok til at se den forsvinde gjennem Porten; og i det svagt begyndende Dagsskjær 226 fangede hun netop det sidste Glimt af Mosteren, der sad i Agestolen med oprejst Hoved.

Oppe i Byen stod Folk i Dørene for at se hende drage af Sted. Nogle Vogne var allerede kjørt; de andre stod med dansende Heste inde i Gaardene, parate til at følge efter.

227

V.

En rummelig, højloftet Retssal med Vinduer til den ene Side og stærkt Lys ind paa de store, nøgne lysegraa Vægflader.

Ved den bageste Væg staar to mægtige Reoler uden Bøger, og midt imellem dem, i en stor Nische, en lille mager Retfærdighed, der forslæber sig paa en Vægtskaal.

Ellers intet.

Tværs igjennem Salen gaar Skranken; og bag ved denne, midt for, i en højrygget Stol med gammel Forgyldning, sidder Birkedommeren og pudser sine Brilleglas.

Thi Retshandlingen er allerede i fuld Gang. Prokuratorer og afhørte Vidner staar i to Klynger op mod Væggene; Tilhørerpladserne er stuvfulde af Folk, og der ligger en Spænding i Luften, der naar helt ned til den støvede Protokolfører og de tvende bedagede Retsvidner, 228 som – lysvaagne – stirrer frem imod Vidnet og lægger Haanden lyttende bag Øret.

Der er en Trængsel om Pladserne, en Bevægelse over hele Salen, som ikke har været set i Mands Minde. Fra hele Amtet er Folk strømmet til; selv ikke Kjøbstadboerne har holdt sig borte, men staar samlet i en ophidset Gruppe henne ved Døren. Og for hvert nyt Vidne, der føres ind, rækker man Hals og skubber sig frem, saa Politibetjent Raffenstein, der har Opsynet med dem, maa vende sig om og paabyde Tavshed ved et strængt Blik ud over Forsamlingen.

Til højre for Dommeren staar Prokurator Sandberg og blader i nogle Papirer, hvori han nu og da gjør Optegnelser; hans Haand ryster, og han er varm over Panden. Men henne mellem Mængden, der under hele Forhandlingen holder vaagent Øje med ham, hvisker man ogsaa om uhyre Summer, som man vil vide, han har betinget sig, i Fald Sagen vindes.

Tæt under ham sidder sorte Marie – rank og stiv, med Øjnene lige frem og Hænderne trykket fast om det sammenlagte Lommetørklæde i Skjødet.

Ved Siden af hende har Lavrits Plads 229 mellem de afhørte Vidner. Han er meget bleg, sidder foroverbøjet, med Armen hvilende paa Knæet, og drejer Huen i Haanden, idet han fraværende ser ud over Gulvet. – –

"Tal højt og tydeligt," siger Dommeren for tyvende Gang til Vidnet, der staar foran ham ved Skranken.

Han er en anselig Skikkelse med stærkt, graaligt Skjæg, svært, purret Haar og en Stemme, der giver Gjenlyd i det store Rum; Vidnerne derimod hvisker og tisker, saa man – trods Stilheden – næppe kan høre dem.

"Var De ene inde hos den afdøde paa den Tid, De taler om?"

"Nej," svarer Vidnet, en lille tyk Mand med et ildrødt Ansigt og udvæltende Øjne. "Nej – Hr. Birkedommer! – det var jeg rent ud sagt ikke."

"Hvem var der da ellers?"

"Hvem der ellers var, Hr. Birkedommer? – ja, saa var der jo Jeppe."

"Naturligvis, Mand! – men andre? – andre?"

"Jo, Hr. Birkedommer!"

"Naa – og hvem? – skynd dem, Mand!"

230 "Det var – rent ud sagt – Hjulmand Andersen."

"Hjulmand Andersen? – hvor er han?" spørger Dommeren og sér ud.

Et Par forfjamskede Sognefogder faar travlt og trækker endelig frem fra Vidnebænken en lang, mut Fyr med et lille ludende Hoved, men hurtige Øjne.

"Er det Hjulmand Andersen? – Naa! – Og De var den Eftermiddag sammen med denne Mand inde hos den afdøde? – Naa! – Ytrede han den Gang noget Ønske om at se sin Hustru? Husk Dem nu om!"

Hjulmanden skeler op til Prokurator Sandberg og svarer derpaa hurtig:

"Nej."

"Godt! – De kan gaa! – Næste Mand!"

– Der bliver bestandig større Bevægelse i Salen, alt som Forklaringen skrider frem; og hver Gang et Vidne forlader Skranken, vender alle Øjne sig mod Gertrud.

Selv Birkedommeren tørrer sig stadig hæftigere over Panden med sit Lommetørklæde og sér urolig hen paa hende.

Hun sidder paa en Stol noget fra ham, foran Klyngen til venstre, i Slægtens gamle 231 Pynt, med Sølvkjæder snørt i Brystet, Kniplinger om Haandledene og store sorte Silkebaand ned fra Huen.

Men hvert Spor af Farve er veget fra hendes Ansigt; Hænderne famler sanseløst over Kjolens Læg, og Øjnene brænder vildt hid og did over Gulvet.

"Et rigtigt Forbryderfysiognomi," bemærker en ung Kjøbstadbo til sin Nabo, idet han betragter hende gjennem sin Næseklemmer.

"Fuldkomment! … Men har du set Niecen – den unge Pige dér?"

"Hvem? – hvor?"

"Prima Varer – hvabeha'er?"

Dér, klemt inde mellem Mængden, staar virkelig Ane-Mette. Hun har ikke kunnet udholde det hjemme, og har faaet Lov at følge med en af Vognene.

Hun sér helt forstyrret ud; Haaret sidder i Uorden ned over Panden. Øjnene viger ikke fra Mosterens Ansigt; og med stigende Rædsel ser hun hende synke bestandig dybere sammen under Mængdens Blikke. –

Endelig er Rækken af Vidner forhørt, som Prokurator Sandberg har faaet samlet imod 232 hende. Mængden ligesom aander ud, og Birkedommeren tørrer sig atter stærkt over Panden.

"Frederik Christiansens Enke! – værsaagod og træd herhen lidt igjen," siger han.

Det er sorte Marie. Hun rejser sig fra sin Plads og gaar frejdig frem imod ham.

"De fortalte før, at for omtrent et Fjerdingaar siden, umiddelbart efter at det meget omtalte Gavebrev var udstedt, skal Jeppe Nielsens Hustru, nu Enke, Gertrud Sivertsdatter Hovmarken til Dem have udtalt, at hun nok skulde vide – "hvordan det end skulde ske" – at faa den Sag ændret, og at De ikke for tidligt skulde "stikke Næsen i Vejret" … Var det ikke saaledes?"

"Jo, Deres Velbaarenhed."

"Var der andre i Lokalet ved bemeldte Lejlighed?"

"Nej, Deres Velbaarenhed."

"Men De husker tydeligt, hvad der den Gang blev sagt?"

"Ja."

"Det er godt. – De kan træde tilbage."

Sorte Marie gaar atter rank over Gulvet og sætter sig paa sin Plads. Men alles Øjne 233 hviler spændt paa Dommeren, der har sat Brillerne paa, slaaet Armene over Kors og betænksom stirrer ned for sig.

Endelig løfter han Hovedet, lægger resolut Haanden med Lommetørklædet paa Skranken og ser ud til venstre.

"Gaardejer Jeppe Nielsens Enke, Gertrud Sivertsdatter Hovmarken, – træd frem."

Der bliver dødsstille i Salen, da hun rejser sig af Stolen og vakler over Gulvet. Midtvejs standser hun, som om hun skulde falde, og en af de forfjamskede Sognefogder maa springe til for at støtte hende under Armene og føre hende hen til Skranken.

Her har Dommeren rejst sig. Selv han er bleven lidt bleg i Ansigtet, og hans Stemme er mere dæmpet.

"Fastholder De – Jeppe Nielsens Enke! – endnu denne Deres forrige Forklaring, som forhen, Punkt for Punkt, er Dem oplæst af Protokollen?"

"Ja," svarer hun højt og klart.

"Og har De nøje ransaget Deres Samvittighed, saa at De endnu efter alt, hvad der er fremkommet, uden Frygt tør afslutte Sagen 234 ved en fornyet Bekjendelse om, at hint i Dag meget omtalte Gavebrev er tilintetgjort af Deres afdøde Mand – frivilligt uden noget som helst Tryk fra Deres Side? Har De nøje betænkt, hvad Følger det vilde have for Dem, om De for sent kom til anden Erkjendelse? Og kan De sluttelig, Jeppe Nielsens Enke, paa den forhen afgivne Forklaring uden Bæven aflægge Deres Saligheds Ed?"

Hun svarer ikke strax; men da han gjentager det, udtaler hun atter et højt og tydeligt "Ja".

Dommeren sér lidt ned paa hende. Han synes endnu at betænke sig, men rækker dog til sidst Haanden ud imod Edsformularen, som Protokolføreren giver ham.

Der er ikke en Bevægelse i Salen, da han med dæmpet, alvorlig Røst begynder Oplæsningen. Tilhørerpladsen er en eneste Samling af blege Ansigter, der ufravendt stirrer hen paa ham og Gertrud. De bedagede Retsvidner bag Skranken folder stille Hænderne; og selv Politibetjent Raffenstein samler sine spejlblanke Støvler og bøjer Hovedet.

Selv staar Dommeren rolig; hviler samvittighedsfuld paa hvert Ord, for at intet skal 235 gaa tabt, og sér efter hver Sætning ned paa Gertrud. Men efterhaanden hæver han Stemmen; og det giver Gjenlyd under Loftet:

"Den sværgende forsikrer, at han har udsagt Sandhed, den rene og fulde Sandhed, saa at han intet har forklaret, som han ikke vidste, og intet fordulgt af, hvad han vidste til Oplysning angaaende det, hvorom hans Forklaring blev æsket, ej heller har brugt nogen Forbeholdenhed, men oprigtigen taget Ordene i den Mening, hvori han vidste, at de bleve forstaaede. Han staar for Menneskers Dom, som haardeligen ville straffe den ménsvorne, naar Gud lader Sandheden komme for Lyset, og alles Hjærter ville tillukke sig for den, der er mærket med en Méneders forfærdelige Navn. Han staar for den alvidende Guds Aasyn, som ser i det skjulte og betaler aabenbare; som lod Forbandelsen udgaa, at den skal komme til Tyvens Hus og til dens Hus, som sværger falskeligen ved hans Navn."

Han standser lidt og ser stift ned paa Gertrud, der har lagt Haanden paa Skranken 236 for at støtte sig. Derpaa fortsætter han med stedse stærkere Røst:

"Han oprækker efter den gamle Vedtægt de trende Fingre paa hans højre Haand, at dette synlige Tegn skal minde ham om, at han kalder den treenige Gud til Vidne, og at, dersom han sværger falskeligen, har han frasagt sig Gud Faders Naade, Beskjærmelse og Velsignelse; han har fornægtet Verdens Frelser, og kan ikke søge Tilflugt hos ham i Livets Angester eller paa Dommens Dag; han har tillukt Vejen for Guds Aand, og opgivet al Trøst af Guds Ord i Livets og Dødens Nød; han har udelukt sig fra den kristelige Menigheds Samfund, saa at dens Forbøn ikke kommer ham til gode, at Evangeliets Prædiken ikke er ham til Trøst; at hans Synder ikke vorde ham forladne, og han ikke har Haab om at opstaa til den Herlighed, som er beredt den sande troende Kristen. – Medens han er paa Jorden, vil hans Hjærte være bævende, og hans Fod ikke finde Hvile; derefter gaar han hen, hvor der skal betales enhver efter hans 237 Gjerninger; thi hvad et Menneske saar, det skal han og høste.

Med denne Formaning og Advarsel have vi gjort vort; det øvrige overlade vi til den alseende og retfærdige Gud. Hver der bliver ved Sandhed, aflægge med Frimodighed sin Ed; men enhver vogte sig for at sværge falskeligen ved den højestes Navn."

Han standser; tørrer sig over Panden og lægger Formularen fra sig.

Derpaa vender han sig atter imod hende og siger stille og højtideligt, idet han berører hendes Arm:

"De oprækker de trende Fingre paa den højre Haand med disse Ord: At den af mig afgivne Forklaring er overensstemmende med Sandheden, bekræfter jeg hermed ved min Saligheds Ed, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord."

Men Gertrud rører sig ikke. Hun staar aldeles sammenbøjet og skjælver over hele Legemet. … Der gaar som et Sus gjennem Salen. Lavrits springer op fra Bænken, kridhvid i Ansigtet; Prokuratorerne strækker Hals, 238 og henne bag Vidnerne staar Sandberg og sluger hende med Øjnene.

De oprækker de trende Fingre …," gjentager Dommeren langsomt og med en uvis Klang i Stemmen, idet han nøje betragter hende.

Hun rører sig ikke; ryster blot bestandig stærkere og synker helt sammen.

"Moster! – Moster!" skjærer det paa én Gang igjennem Salen, og et Legeme høres at falde tungt inde imellem Tilhørerne.

Men i samme Nu rækker Gertrud hurtig Fingrene i Vejret og fremmumler Eden.

Handlingen er endt.

**
*

En halv Time efter var Gertrud allerede langt fremme paa Hjemvejen og sad i Agestolen ved Siden af Kusken, som da hun kjørte ud.

Kusken var en lille halvgammel, skikkelig Karl, der saa' stift ud paa de fremilende Heste, som om han havde ondt ved at holde dem. Han vendte aldrig Hovedet, men skelede nu og da ned imod Gertruds Skjød. Thi han 239 havde opdaget, at hun paa en besynderlig Maade skjulte sin højre Haand inde i Kaaben.

De kjørte henved et Par Mil uden at vexle et Ord. Pludselig for hun op som af Drømme og stønnede: "Kjør! … kjør! – Anders!" og viklede Haanden endnu dybere ind i Kaaben.

Anders svarede endnu intet; men lod Hestene strække ud, alt hvad de kunde bære.

"Kjør, Anders! … kjør! …" lød det igjen, og han mærkede Sædet ryste under hende.

Lidt efter trak hun Haanden ud af Kaaben og rakte den frem imod ham, idet hun greb ham om Armen med den anden.

"Anders!" sagde hun hviskende og angst. "Anders! – kan du se, – den visner? .... De tre Fingre, ikke sandt? … kan Du se det? … den visner. …"

Han forstod nu, hvordan det var fat med hende, og lod Hestene sprænge til, saa de var nærved at styrte.

"Anders!" skreg hun pludselig, rejste sig op og virrede med Haanden, "den brænder, Anders! – den brænder! – den brænder! …"

240 De kjørte netop ind i Byen, hvor Folk stod i Dørene og ventede paa dem.

"Aa, Gud! – aa, Gud!" raabte hun, men faldt i det samme bagover ud af Vognen og blev liggende stille med Hovedet i en Stenbunke ....

Tre Mænd kom løbende til og bar hende ind.

241

VI.

Der er endnu kun at tilføje, at den Nat døde Gertrud.

Hun laa til hen imod Morgenen uden at have kunnet tale – ganske stille og hvid, uden Tegn til Bevægelse. Kun gjennem den højre Haand gik der nu og da smaa, hurtige Trækninger, der forplantede sig op ad Armen.

Doktoren havde været der, men sagt, at der var intet at gjøre; man maatte helst lade hende ligge ganske rolig, saa vilde det hurtigst og lettest være forbi. Heller ingen af Byens Folk havde været inde hos hende – uden netop de tre Mænd, der bar hende ind. Selv Gaardens egen Befolkning holdt sig langt borte og vilde ikke hjælpe hende.

Kun Ane-Mette laa den hele Nat over hendes Seng og kaldte paa hendes Navn. Hun maatte ikke dø, før hun havde set paa hende; 242 før hun havde sagt, at hun ikke var vred paa hende. Hun raabte op til Gud og tryglede om at maatte beholde hende – blot en Dag, blot til i Morgen, for at hun kunde vise hende, hvor meget hun holdt af hende.

"Moster! – Moster!" raabte hun. "Se op – se op med dine Øjne, om du kan. Kan du høre, jeg taler? – sig blot et Ord, lille, kjære, gode Moster … du maa ikke gaa bort … lever du, Moster? – det er mig, Ane-Mette. …"

"Hun er død," sagde en Stemme ved Siden af hende.

Hun saa' op. Der stod en ung Mand med store blaa Briller, gult krøllet Haar og Skjæg. Over Skuldren havde han en Taske, i Haanden en Stok, og Vejsølen havde stænket ham højt op paa Klæderne.

"Avgustinus!" raabte Ane-Mette, kastede sig om hans Hals og skjulte sit Hoved hos ham.

Han lagde bevæget sin Arm omkring hendes Liv og trykkede hende heftig, men tavs ind imod sig.

En lang Stund stod de saaledes.

"Aa, du – det var godt, du kom," sagde endelig Ane-Mette langsomt og inderligt, 243 idet hun angst vendte sit blege Ansigt op imod ham og holdt Haanden til sin Pande.

Han nikkede.

"Jeg fik det først at vide i Gaar," sagde han.

De gik sammen hen til Sengens Hovedgjærde og foldede den dødes Hænder over Brystet. Avgustinus stod længe og saa' ned paa hende, og idet han trykkede Ane-Mette ind til sig og holdt hendes Hænder fast i sine, bad han stille og jævnt et Fadervor over Liget.

 

Nogen Tid efter blev Hovmarksgaarden solgt, Arven delt mellem Slægtningene. Ane-Mette fik sin Part, og hen paa Foraaret giftede hun sig med Avgustinus.

De kjøbte et lille ensomt Sted uden for Byen, under en høj, lodret Brink, hvorfra gamle Trærødder vred sig ud i Luften som visnede Troldfingre.

Og over deres Dør satte de et Bræt, hvorpaa der med store Bogstaver, der kunde ses helt ude fra Vejen, stod at læse: Jeg og mit Hus vi ville tjene Herren.

 
[1] Undertag: aftægt; stedet citeret i ODS XXV, sp. 1295. tilbage
['1] Dem: < dem. tilbage