Vinterbillede

Nu havde det regnet samvittighedsfuldt i alle Ugens syv Dage og Nætter. Og da det havde været en saadan mild og sagtelig Regn, begyndte man næsten at tro, det var Vaarregn – især da Folk fra Lavderne mod Syd paastod, at de i det lille Middagsminut, Solen fik Lov at skinne igjennem, havde set "Vaarvinden" danse hen over Engene.

Folk talte for Alvor om at slukke i Ovnen og gjemme Vinteren hen. Og inde i Byerne begyndte allerede de nyeste Foraarsmoder at spire saa smaat under Paraplyen – længselsfulde efter at folde sig ud ved første Solskinsdag.

Men en Avis havde ikke saasnart meddelt en lille Notits om en udsprungen Viol, før Vinteren om Natten atter strøg sin hvide Haand hen over den. Og da gamle Pastor Falster tidligt om Morgenen hoppede af Sengen i bar Skjorte for bag Gardinet at titte ud paa sit eget Violbed, stødte han Næsen mod tykke, kolde Isblomster, som Vinteren saa spodsk rakte ind igjennem Ruden.

Udenfor laa Rimfrosten tommetyk paa de sorte Trægrene. Og da Solen stod op, var Himlen ganske glasklar og blaalig; og under den laa i skingrende Hvidt Marker og Skove, blinkende og glimtende dér i Solskinnet, ligesom i et drillende Smil:

Hvor blev Violerne af?

Indimellem laa de otte Dages Regn og lurede, Pyt ved Pyt, som staalgraa Is. Men langt derhenne – op over en lille hvid Lund – saa' man et stærkt, luende Glimt op imod den blaalige Himmel.

'1

Det var Vindfløjet paa det store Herresæde.

Paa Afstand kunde dette næppe skjælnes: Sneen viskede det ud i Et med Skoven. Men nærved traadte den røde, slanke Bygning frem for sig selv – og tog sig ud dér i Solskinnet foran Skoven.

Tommetykke Snebræmmer lyste hvidt henad de brede Gesimser og paa de fremspringende Sandstensornamenter. Men høje Flisetrapper og støbte, snirklede Balkoner kastede blege Vinterskygger langt henad den murstensrøde Façade.

Gjennem minderige Tider havde denne Herlighed tilhørt en og samme af vore allerværdigste Adelsslægter, hvis Stamfader – en forløben Tysker – havde faaet den skjænket af en af vore højsalige Konger som Erstatning for en ung Maitresse med "spanske Øjne".

Derfor var der over Indgangsdøren et adeligt Vaaben med Hjælm i Marmor, Sværd i Guld. Og rundt om Vinduesfagene var der rigt med Løvehoveder og Ørnenæb i Sandsten, Drageflab og Kvindebryster.

Men hvad der laa paa den anden Side af den rummelige, brolagte Borggaard: et sortladent Krimskrams af Stalde og Lader, Stier og Skure – det var mildest talt lige saa forfaldent som Forpagteren selv, der sad derinde i al sin ubevægelige Fedme og bestilte ikke det man kan tænke sig Andet end at drikke Portvin og tabe lange Askesøjler fra Cigaren ned i Folderne paa Vesten. Bedriften havde han i mange Aar ladet skjøtte sig selv; og det Samme havde derfor den Sværm af svenske Karle og Piger, der gjerne holdt sig til her.

Derimod skete der nok Ting inde i de mørke Stalde og oppe paa Lofterne, som kunde faa Rødmen til at rejse Haarene selv paa gamle, erfarne Koner. –

Det kunde maaske synes underligt, at alt dette saa uhindret fik Lov til at passere lige foran de adelige Vinduer. Men disse vare alle kridtede, alle Salene tomme; og foruden Rotter og Spindelvæv husede den store Bygning ikkun en gammel musegraa Sjæl, der havde det hæderfulde Hverv at bringe Værelserne i Orden for det Tilfælde, at Herskabet skulde beære Egnen med et Besøg.

Men dette Tilfælde var endnu aldrig indtraadt i hans 30-aarige Tjenestetid. Og nu sad han dernede i sin mørke Kjælderstue, urokkelig, som en rugende Edderkop i Hjørnet af sit Spind, luskende sig omkring paa 250 i Salene, saasnart han havde Færten af Noget, der ikke var kjendte Rottefjed.

Thi den grevelige Besidder henlevede Dagene et Steds i Tyskland og havde intet Andet med sine tvende danske Godser at gjøre end at modtage, kvittere for og anvende de Beløb, som Godsernes Bønder og fattige Husmænd terminsvis maatte erlægge i Fæste paa Godskontoret, hvilket hæderfulde Hverv han ligeledes havde bestridt i 30 Aar, dog ikke uden en beklagelig Svækkelse i Rygradsregionerne. Men Bønderne og de fattige Husmænd?

Det kunde hænde – navnlig mod Terminstid – at de kom til at tænke derpaa; og saa kløede de sig ind under Huen, skjævede med Munden og mente, at disse "spanske Øjne" egenlig efterhaanden blev lovlig dyre, især for dem, der ingen Fornøjelse havde af dem.

Men til Dagligdags hændte det dem ikke ofte; dels fordi det jo kun var til liden Nytte, dels fordi de overhovedet ikke tænkte meget.

De drak. Og det var – desværre – endda noget af det Nobleste, de foretog sig.

Oppe fra Herregaarden var Fordærvelsen kommen og havde allerede gjennem et Par Slægtled bredt sig ud i Sognet, dybere og dybere. Lillelunderne vare ligefrem berygtede i Nabobyerne; og man kjendte den ene i den anden: paa denne hede, tørre Brændevinshud, der tidligt sætter sig i Rynker.

Der gik næppe en Dag uden Spektakler udover hele Byen; næppe en Nat uden en Karl havde Noget at gjøre sig stolt af, en Pige Noget at fortryde. Styr1, syge Kvinder og de væmmeligste Jordemoderhistorier hørte til Dagens Historie, og den kunde hver Mand paa sine Fingre.

Men Gud ske Lov for Præsterne. Lillelunderne havde ingenlunde været forurettede. De havde endda havt adskillige, Slag i Slag, pæne Mennesker med fuldt Laud2. Men – desværre – havde de næppe faaet Embedet, før de søgte fra det igjen af Alverdens Magt, "fordi der ikke var nogen Menighed".

Men med gamle Pastor Falster var det en anden Sag. Han var ikke af disse Verdens Laudabilister; kun godmodig og elskværdig, men med et fortrykt lille Smil i de sænkede Mundvige.

Den gamle Mand kunde gyse hver Gang han tænkte paa Fordærvelsen derude – og næsten græde hver Nat han vaktes af det vilde Skraal fra svenske Karle og Malkepiger, der fra Byens Kro drog hjemad til Herregaarden.

Men Verden havde lært ham, at han ikke var Manden. Og Bispen havde betydet ham, at det var det sidste Embede, han kunde vente at faa.

Derfor havde han ikke Mod til at hidse Befolkningen omkring sig ved at tordne om Loven og Dommen, men trak sig tilbage til sin lille venlige Præstegaard for at henleve sine sidste Dage i Fred med Alle, i Hygge med det eneste af Kjært, han endnu havde tilbage: sin unge Datter og sine Blomster.

Saa fik det i Guds Navn at gaa derudenfor, som det bedst kunde. Han vilde glemme det derude, rulle tæt ned for Ruderne og blot føle, hvor det var dejligt at sidde dér under Lampen med sin Ragnhild og læse hende for om Vaulunder'2 og stærke Thor til langt ud efter Midnat.

Og saa blev han der, – blev der saa længe, indtil han tilsidst selv begyndte at finde Smag i en stærk Kop Kaffe med en god Snaps Rom.

Hvert tredje Aar kom Bispen og "visiterede". Det var saanær den eneste Afvexling i de Tvendes rolige Samliv; men naar det højtidelige Budskab – mindst tre Uger i Forvejen – arriverede gjennem Provsten, satte det ogsaa den stilfærdige Præstegaard i en fuldstændig Konfusion.

Alting blev vendt op og ned, skuret og luftet paa Retten og Vrangen. Vin blev der forskrevet fra Kjøbenhavn, Kogekone fra Kjøbstaden; og Vejfarende paastod, at de i det meste af denne lange Tid kunde fornemme Duften af And og fint Bagværk ud af Præstegaardsporten.

Præsten selv dukkede ned paa Bunden af Skrivebordsskuffen, hvor i et gulnet Omslag den Prædiken laa, som han havde faaet Laudabilis – sit eneste Laudabilis – for til Bispeexamen.

Den holdt han saa – hver Gang. Men Bispen hørte saa meget mellem Aar og Dag; han sad deroppe i Koret og næsten gjemte sit lille lærde Ansigt i Haanden, som han lagde op over Kinden med Lillefingeren under Næsen, mens han nikkede, ligesom ved sig selv, hver Gang Præsten endte en af sine smukke, velrundede Perioder. Og naar han derfor bagefter selv sagde et Par Ord, da var det ud af en virkelig Glæde over det Menighedsliv, han her saa' blomstre frem omkring sig.

Hvorhen han end vendte Øjet, var den lille Kirke stoppende fuld af Begjærlige, der vare strømmede til for at se den berømte Mand med de mange straalende Ordener paa Fløjlskjolen; og især dvælede han med Fryd henne ved Indgangsdøren, hvor de svenske Karle og Piger stode i et langt Geled med Hænderne – efter gammel skaansk Skik – fast foldede under Hagen. – –

En Middag endte "Visitatsen". Det var denne længe forberedte Middag, dette fine hvide Bord, der havde været Ragnhilds stadige Tanke og hemmelige Stolthed de sidste Dage og Nætter.

Der var fire Glas for Kuverten, otte Retter ud af den fineste Kogebog. Bispen lod de fleste passere forbi sig, men han var dog ingenlunde fortrydelig over, at de var der. Med usædvanlig Elskværdighed saa' han ned over de to Rækker tavse, spisende Præster, der i andægtig Lytten standsede Gaffelen paa Halvvejen, saasnart han talte.

Til allersidst skrev Bispen med store lærde Bogstaver i Sognets Protokoller, hvori han paa Embeds Vegne glædede sig over det Kristenliv, han havde set fremblomstre her i Sognet. –

'3

Men en Gang, da de havde rejst sig fra Bordet, vendte Bispen sig pludselig om imod Solskinnet, hvor det legede med Sneen henad Staldlængens Tag, og udbrød livligt:

"Hvor fristende! Tror jeg ikke, det er første Gang, Solen skinner for mig paa denne Egn. – Hvad mener d'Hrr. om et lille Ridt paa Apostlenes Heste? Jeg har endnu en lille Time til min Raadighed."

I de smaa, lave Stuer var der kvalmt af Madlugt og Kakkelovnsvarme, saa alene af den Grund blev Forslaget modtaget med en bifaldende Mumlen af de omkringstaaende Præster.

Værten, gamle Falster, vilde endda sige noget yderligere, men kunde ikke for Glæde. Og da han havde faaet sine Gjæster vel ud af Havelaagen, vendte han – i sin Henrykkelse over, at Alt nu var klappet og klart for denne Gang – pludselig omkring, sprang ind i Spisestuen, tømte et stort Glas Rødvin, satte med et Klask i Pulden sin gamle Cylinderhat paa Hovedet og havde, idet han atter løb ud, nær raabt Hurra for Tjenestepigen i den Tro, det var hans Datter.

Thi nu slap han for denne pinagtige tête à tête med Bispen inde i Studereværelset, hvor han ellers efter Middagen maatte opbyde al sin Behændighed for at [glide let hen over de virkelige Tilstande og]'4slippe udenom disse – disse Søndagstimer, i hvilke han prædikede Synd og Syndernes Forladelse for Kirkekonen og de tolv Apostle omkring Prædikestolen.

Ude paa den brede Landevej gik den gejstlige Middag to og to, med smaa, gejstlige Skridt. Frostsneen gav Lyd under alle Støvlesaalerne, og den blaa Cigarrøg flød let og lempeligt ud i Solskinnet.

Bispen gik forrest – i Samtale med en ung Mand, der næsten bogstaveligt gik paa Siden af ham og erkjendte ethvert af hans Ord med et dybt, embedssøgende Buk. Det var en Kapellan fra Nabosognet, en lang Knokkel med et underlig klamt Ansigt og røde, rindende Øjne.

Gamle Falster havde sluttet sig til et Par gemytlige Provster, der med hinanden under Armen holdt sig saa langt tilbage, at de turde være højrøstede. Men mens den 251 ene var nær ved at tage Livet af den anden med Latter, gik den gamle Præst stille ved deres Side, stirrende betænkelig ud over den Bivej, Bispen pludselig havde taget som det syntes, opfordret dertil af sin bukkende Ledsager.

Det varede heller ikke længe, før Bispen standsede brat og saa' stivt ud til Siden. Dér – et Stykke fra Vejen, under en høj og lodret Brink, hvorfra gamle Trærødder vred sig ud i Luften som visne Troldfingre – laa et gammelt Hus, uhyggelig ensomt, med en underlig Stilhed over sig, hvorigjennem man ude paa Vejen hørte en stille Sang af en Moder, der vuggede sit Barn.

Men det Mærkeligste var et nymalet Brædt, der som et Skilt stod ud over Døren, og hvorpaa der med store, hjemmegjorte Bogstaver stod at læse: Jeg og mit Hus vi ville tjene Herren.

"Hvad skal det sige?" spurgte Bispen. Han rettede sig i Vejret og vendte sig tilbage med et ildevarslende Blik.

"Ja – hvad mon det skal sige?" sagde de andre Præster, der nu kom til. Men den Klamme foldede sine Hænder og sukkede dybt.

Pastor Falster kom nu frem og forklarede, at det jo rigtignok var en Irvingianerfamilie, der for nylig havde slaaet sig ned her paa Egnen; men Bispen maatte være overbevist om, at de endnu ingen Indgang havde vundet hos Befolkningen, og at han – Præsten – skulde gjøre sit Yderste for at forhindre, at ...

"Naa, saaledes?" sagde Bispen og fortsatte sin Vej. Men han sagde det i en Tone, der gjorde den gamle Præst ganske bleg.

Hjemvejen blev lagt om ad en anden Sti, men den gode Stemning var og blev ødelagt. Bispens Ansigt saa' fortrædeligt ud, og hvert Øjeblik vendte han sig om for i en skarp Tone at foreholde de tilstedeværende Præster det Fordærvelige i dette Sekt-Uvæsen. "Det er giftige Snylteplanter," endte han med Varme, "der sætter sig paa Menighedstræet og kvæler det til Trøske, hvor man ikke tager alvorlige og kraftige Forholdsregler!"

Gamle Falster følte sit Hjærte synke dybere og dybere i Livet, og med urolige Blikke skottede han tilbage, da Bispen og Provsten gik afsides, tilsyneladende i ivrig Samtale.

"Den gode Falster bliver gammel – for gammel, er jeg bange. Dette Sektvæsen, der nu begynder at slaa sig ned her paa Egnen, er et Tegn derpaa; og jeg tror derfor, vi bliver nødt til at se os om efter en anden og yngre Mand," sagde Bispen og tænkte paa den lange Kapellan.

Provsten vilde gjerne forsvare sin gamle Ven, Falster, men da blev Bispen utaalmodig og udbrød hvast: "De tager fejl. Ogsaa hans Prædiken idag var mig et tydeligt Bevis paa, at hans aandelige Evner er svækkede; det var ikke den gamle Klarhed og Fylde. Det er kjedeligt, at Folk ikke selv kan se det Tidspunkt, da de bør trække sig tilbage; og det er pinligt for mig – som nu i dette Tilfælde – at skulle sige dem det. Men vi maa virkelig passe paa, navnlig i denne Tid da saa Mange vil ryste Kirkens Grundpiller, at vi ikke lader Noget som helst passere, der kan vække Forargelse!"

'5

Da Bispen var rejst, og Præsterne taget afsted, sad gamle Falster og hans unge Datter ene tilbage i den lille, stille Præstegaard. Han næsten laa i Lænestolen, hvid i Ansigtet og med trætte Lemmer. Hun stod stille ved hans Side, stirrede blot ud paa Gulvet med et tankefuldt Blik.

Ingen talte. Men Blomsterne derude, Aftenerne derinde, Thor og Vaulunder svandt bort for deres Øjne i graa Taage.

"Har du det nu bedre?" spurgte hun endelig og bøjede sig over ham.

Først svarede han ikke. Men saa tog han hendes Haand, rystede paa Hovedet og sagde langsomt: "Jeg forstaar det ikke; – jeg forstaar det ikke."

Alt Andet havde han kunnet forsone sig med; men at hans Prædiken …

Og det var dog den, han havde faaet Laudabilis for af gamle Biskop Tage Müller for 40 Aar siden!

 
[1] Styr: påstyr, ballade. tilbage
[2] Laud = Laudabilis (lat.): rosværdigt, førstekarakter til eksamen. tilbage
['1] I originaltrykket følger her kun én linjes luft. Men det kan redaktionelt set være uden mening. tilbage
['2] Vaulunder: i Landsbybilleder s. 159 rettet til "Vaulundur", men det er ikke nødvendigvis en trykfejl; jf. næste forekomst af ordet. tilbage
['3] I originaltrykket følger her kun én linjes luft. Men her giver det mening med et afsnit. tilbage
['4] Tilstande og: teksten i kantet mgl. i Ude og Hjemme men er indsat i Landsbybilleder. tilbage
['5] I originaltrykket følger her kun én linjes luft. Men det kan redaktionelt set være uden mening. tilbage