Dagbog.

10de Oktober.

"Min Kjærligheds Bog" har Karl Gjellerup dristigt kaldt en Samling Vers, han i disse Dage har udgivet paa P.G. Philipsens Forlag. Dersom man tør gaa ud fra, at den første Halvdel af disse Poersier skriver sig fra Forfatterens Ungdomstid, den anden fra hans modnere Aar, har disse unægtelig givet ham en rig Udvikling.

Det kan i det hele ikke fragaaes, at Gjellerups egenlige "Gennembrud" som Digter skriver sig fra den Tid, han skilte sig fra sine første literære Venner. Mellem disse kan han næppe nogensinde have følt sig rigtig hjemme. Hans Digterperson passede ikke i den stolte literære Garde fra Halvfjerdserne, der slog paa Skjoldene, saa selv døve maatte høre. Han indsaa i hvert Fald snart selv, at han kun gjorde en kummerlig Figur i Himmelstormernes tunge og glimrende1 Rustning. Man fornærmer ham nu næppe ved at sige, at det i sin Tid var et ligefrem uhyggeligt Syn at se ham svinge Drachmanns Dyrendal2, og at hverken Heine3s Piccolofløjte eller Swinburnes Domsbasuner passede til Styrken af hans Lunger.

I det hele ligger den "store" Stil, de svulmende Ord, den brede Pathos ikke for ham. Hans Væsen rummer ikke den mandigt opbrusende Lidenskab, men er en inderlig, dyb Betagethed med et kvindeligt Hang til Afguderi. Han, der i Begyndelsen optraadte som den vildeste Jakobiner, er i Virkeligheden gennemtrængt af Pietet; ja netop i at give denne Følelse digterisk Udtryk har han fundet sin Specialitet. Hvad der slaar En i Møde fra Bladene i hans "Kærlighedsbog" er Andagt, oprigtig Hengivelse. Taknemlighed. Elskoven er her en Religion, som besynges med en mild, rørende Fromhed, der helt igennem virker bedaarende. fordi den aldrig slaar over i Salvelse eller Sentimentalitet.

Bogens Slutning er ligesaa fuld af ypperlige, dybt følte og fint formede Digte som dens Begyndelse af overfladiske og kluntede Rimerier. Man mærker vel nok, at Ord og Billeder kun under haarde Veer fødes paa Digterens Læber, at hans Kunst er en flitttig Udhamring, oftest endog med et bestemt Forbillede for Øje. Men til Gengæld slipper intet uoverlagt ned paa Papiret, og hans Digte bliver ikke – hvad undertiden hænder Drachmanns –: "store Glimmerblomster" uden Duft.

Mærkeligt er det da, at Gjellerup, der nu synes saa velgørende klar over sine Ævners Art og Begrænsning, i Begyndelsen kunde tage saa fuldstændig fejl af sig selv. Men dobbelt mærkelig, ja rent ud barnagtig var i sin Tid den Harme, hvormed han pludselig opdagede sin Fejltagelse. Naar man ved egen Skyld er kommen i et forkert Tog, plejer man at liste ud med saa lidt Rabalder som muligt; og det er ikke pænt bag efter at beklage sig over et Selskab, som man ubuden har trængt sig ind i.

Urbanus.

 
[1] glimrende: strålende. tilbage
[2] Dyrendal: (sagnridderen) Rolands sværd. tilbage
[3] Heinrich Heine: den tyske digter (1797-1856). tilbage