Henrik Pontoppidan til Ernst Bojesen
Sendt fra Fakse Ladeplads. 16. januar 1901
gennemgå de forhen udgivne Hefter
| 16/1 1901. | Fakse Ladeplads. |
Kære Direktør!
Af "Politiken"1 vil De have erfaret, at jeg er rejst på en flere Måneders Rekreationstur til det sydlige Udland, hvilket oversat på Sandhedens Sprog, der ligesom det mesopotamiske er et underligt Sprog, vil sige, at jeg er flyttet herned til Fakse Ladeplads for at arbejde af alle Livsens og Dødsens Kræfter. At jeg hertil valgte en Ladeplads2, var ikke udelukkende for en dårlig Vittigheds Skyld, men havde også den Grund, at jeg her har mine to Sønner3 boende, og at min mindste lille Pige4 lever kun en Mil herfra. Selv boer jeg hos en aldrende Kvinde og har foran mine Vinduer den istilskruede Bugt, hvorfra man gennem Stormens Brag hører et ustanseligt Spektakkel af Ænder og andet Vildt, der dog desværre ikke nåer ind på mit Bord.
Men alt dette interesserer Dem nu ikke det mindste. Jeg kan endog tænke mig 2 at De har sprunget denne Indledning over, utålmodig efter at erfare, hvad Fa'nen jeg denne Gang kan ville Dem. Og De vil udstøde et Lettelsens Suk, når jeg meddeler Dem, at jeg egentlig ingenting vil Dem, men at jeg efter at have spist Bollemælk og Plukfisk er bleven hensat i en så overstadig Stemning, at jeg nødvendigt må give min Glæde over Livet – og specielt over Dem og det nordiske Forlag, som bespiser mig – Luft.
Hik!
Altså: Tak for Mad!
Dog, det vilde ikke ligne mig at gribe til Pennen uden at have en eller anden Bøn på Læben; og det har jeg da også, men undtagelsesvis ingen angående Pengekassen.
Trods den Mad-Donnert, hvori jeg unægtelig skriver Dem dette til, er der den Sandhed i mine Ord, at "Lykke-Per" nu skrider fremad på lange Ben, og jeg er lykkelig over igen kun at have ham og hans Kærester at bekymre mig om. Her, hvor jeg boer, har jeg Ro og Tid, – ja min Tid slår endog så godt til, at jeg kan have lidt 3 vanskeligt ved at komme over de lange Aftener. Da jeg nu dog, som sagt, dårligt kan tænke på andet end Lykke-Per, har jeg tænkt at benytte nogle overflødige Timer til at gennemgå de forhen udgivne Hefter af samme Bog, idet jeg går ud fra, at den dog engang – tidlig eller silde – vil presentere sig i en ny Udgave. Jeg vilde derfor gerne bede om at måtte få foreløbigt 1ste og 2det Hefte tilsendt med et Ekpl, hvori der er indskudt (helst gule) Blade af Conceptpapir. Jeg håber, De ikke vil anse det for fordringsfuldt af mig. – –
Iøvrig skylder jeg Dem – og det jyske Forlag – at meddele, at dette nu har opfyldt sine Forpligtelser overfor mig, så nu er heldigvis den Sag ude af Verden, og jeg har et Par Hundrede Kroner anbragt i Sparekassen. Vorherre holde sin Hånd over dem!
Af andet godt√ Nyt veed jeg intet andet, end det, der dog for mig gælder mere end alt det foregående tilsammen, og rimeligvis lige så meget som Bollemælken og Plukfisken har gjort mig tilfreds igen med Tilværelsen, at min Kone nu har anmeldt sin Ankomst hertil i Begyndelsen af næste Måned, idet Lægerne har 4 erklæret, at hun til den Tid vil blive udskreven, om end hun stadig må betragtes som Patient. Dog er her nu godt Håb om en virkelig Helbredelse.
Modtag venlig Hilsen fra
Deres hengivne
H. Pontoppidan
