69
Henrik Pontoppidan
Slægten Pontoppidan er en af Danmarks talrigste og navnkundigste Præsteslægter. Navnet havde længe Kirkefader-Klang og Værdighed i den danske og norske Menighed ved Siden af Luthers, igennem Biskop Erik Pontoppidan den Yngres "Forklaring" til Katekismen. Det blev først baaret paa Christian den Fjerdes Tid af Biskop Erik Pontoppidan den Ældre og hans Brødre, derefter ogsaa af den Gren af Slægten, hvortil Digteren hører. Det er efter Tidens Skik oversat efter Navnet paa Fødebyen, Sønder Broby paa Fyen: af Bro-by kommer Pont-oppidanus ligesom Lacoppidan af Søby, Lucoppidan af Lundby. (Tilbageførelsen til den danske Form har Digteren forsøgt ved at kalde sine Sønner: Broby Pontoppidan.) Begge Bisperne syslede ved Siden af den lutherske Teologi ivrigt med dansk Sprog, Digtekunst og Historie. Den ældre skrev den ældste danske Grammatik, men paa Latin: Grammatica Danica, 1643. Den yngre udgav hundred Aar derefter (1743) en Slags Roman, kaldet "Menoza" om "en asiatisk Prins, som drog Verden rundt og søgte Kristne, men fandt kun lidet af det, han søgte" – saa vidt vides den eneste Roman, som Slægten har paa Samvittigheden før Henriks, der paa en Maade har det samme Indhold.
Hundred Aar efter, i 1844, ægtede Kapellanen i Ribe Dines Pontoppidan Marie Oxenbøll, Datter af den senere 70 Etatsraad og Byfoged i Vordingborg, Morten Oxenbøll. Mellem dette Ægtepars 16 Børn er Sønnerne Erik Jansen, f.1847, Morten Oxenbøll, f.1851, Knud Børge, f.1853, og Henrik Pontoppidan, f.1857. Af dem hører Præsten Morten, Lægen Knud og Digteren Henrik hver paa sit Omraade til den nydanske Litteraturs klassiske Skribenter.
Dines Pontoppidans Fader Børge – hvis Moder var en Sidenius – døde som Præst i Damsholte paa Møn. Han har efter Familietraditionen været "en for sin Tid usædvanlig frisindet og selvstændig, men ogsaa en egenraadig Mand og en kraftig Personlighed"1. Han blev som ung Kapellan i Grenaa, men snart efter afsat (1803); to Aar efter blev han Feltpræst og i 1809 Sognepræst. En Prædiken, han udgav i 1807, handler om "de Grunde, som opfordre os til med Mod og uovervindelig Standhaftighed at trodse enhver Fare, som Fremtiden maatte føre os i." Han blev gift med Mette Marie Jansen, en Datter af den djærve Biskop i Aalborg. Han havde 15 Børn. I Damsholte skal han have haft et Sammenstød med Godsejer Tutein paa Marienborg, der efter Præstens Mening indførte "franske Sæder" paa Slottet og i Egnen. Heraf skal endogsaa være kommet en Udfordring, som Præsten besvarede med: at paa Kaarder forstod han sig ikke, men dersom Gods-ejeren vilde møde ham paa dansk Vis med de bare Næver, var han til Tjeneste. Vist er det, at Børge Pontoppidan optraadte meget skarpt imod et Forslag af Tutein (om Retsforholdet mellem Godsejere og Fæstebønder) i en Artikel i Københavnsposten (1835, Nr. 259), hvori han hensynsløst forsvarede Bonden mod Herremanden.
Dines Pontoppidan havde i sin Ungdom været som Skibspræst med "Bellona" og blev fra Ribe i 1856 forflyttet til Fredericia (med Annekset Vejlby), hvor Digteren Aaret efter blev født, og derfra i 1863 til det store Sct. 71 Mortens Kald i Randers. Det sidste fik han imod Aarhusbispens, Brammers, Ønske, hvis Uvilje han altid siden og endnu paa sit lange Dødsleje følte. Et Indtryk af kirkelig Ufordragelighed satte sig derigennem fast i Sønnens Sind. Det meget store Embede og den børnerige Familie tog saa meget af hans Tid og Kræfter, at han ikke blev i Stand til helt at opfylde de Forventninger, han havde givet i sin Ungdom, om en større Virksomhed i Kirken som en ny og grundtvigsk Pontoppidan. I Fr. Barfods Fortællinger af Fædrelandets Historie fra 1853 nævnes han blandt de ypperste af Datidens yngre Præster2, derimod ikke i de senere Udgaver3. Da Sønnen Henrik i sin daværende litterære Uskyldighed bragte denne Oplysning frisk fra Skolen hjem til Familiebordet i Præstegaarden, hørte han Faderen hviske bevæget hen for sig selv, at han trøstede sig til at have gjort Fyldest der, hvor det var mest fornødent. Han nævnes mellem Præster som "en streng og alvorlig Mand, men hjertensgod som faa"4. Mellem hans Skrifter er foruden Rejse til Sydamerika5 – der læstes, men ikke paa hans Opfordring, af Børnene i Præstegaarden og maaske har indgivet Drengen Henrik hans "Kirkeskude"-Drømme – kirkelige Taler og Betragtninger, f. Eks. over Datidens gudelige Opvækkelse med Forsvar for det menneskelige. Til Gengæld for Udeladelsen hos Barfod har Henrik Pontoppidan indsat hans Navn i sine Fortællinger af Fædrelandets Historie; han nævner ham i Dommens Dag som en af dem, der sammen med Barfod og Budstikke-Bojsen havde talt i Sandinge Præstegaardshave i Grundtvigianismens Gyldenaar. Paa en anden Maade har hans Broder Morten givet det gamle Præstenavn ny Navnkundighed.
Over Barndomshjemmet laa der i Digterens Opvækst et Tryk paa Grund af Moderens vedvarende Sygeleje. 72 Hun kom fra et verdsligt dygtigt og livsfrodigt Hjem og var – ogsaa efter at Livet i Præstegaarden med de mange Fødsler og husmoderlige Pligter havde taget hendes Kræfter – en betydelig Personlighed. Af Udseende slægtede Sønnen mest sin Moder paa, og da han var mørk af Lød og sorthaaret (men med Fædreneslægtens store, hvidblaa øjne, en Arv fra Aalborgbispens "Himmelkugler"), næredes tidligt den Forestilling hos Drengen, at der var fremmed – maaske (o Jubel!) Tater- – Blod i hans Aarer. Mange Aar efter, vistnok først efter Udgivelsen af Lykke-Per, kom den Familie-Tradition ham for Øre, at der skulde være foregaaet en, formentlig ubevislig, jødisk Indblanding et Sted i hans Moders Familie. Paa dette Grundlag er han bleven nævnt offenlig som en dansk-jødisk Forfatter.
Ogsaa paa anden Maade blev Præstehjemmets Tradition brudt i Drengen Henrik. Han kom som de tre ældre Brødre til Latinskolen, men i dens Realklasse6 og rejste med dens Afgangseksamen i 1873 til København, hvor han Aaret efter tog Adgangsprøven til Polyteknisk Læreanstalt. Tre Aar efter tog han Ingeniøreksamens første Del, indstillede sig i 1879 til anden, men trak sig efter den skriftlige Prøve til almindelig Overraskelse tilbage fra Eksamen. Han var i den ellevte Time bleven fuldt klar over sig selv. Han vilde ikke binde sig. Han vilde være Digter. – Hermed hang det saaledes sammen.
Da han fyldte 18 Aar, fik han Raadighed over sin lille Del af den beskedne Arvelod, som hans joviale Morfar havde bestemt til Deling mellem Børnene i Præstegaarden. For Pengene – det var 200 Kr., Renter uberegnet – gik han tidligt næste Foraar, altsaa 1876, paa Eventyr. Ene, med Randsel og Stok og intet videre, som en Haandværkssvend tog han til Schweiz – Eventyrlandet i Modsætning 73 til Gudenaaens Enge – forelskede sig dødeligt i en dejlig Schweizerpige og overlevede det.
Kærlighedseventyret blev til hans første Digterværk. Det blev et Skuespil og fik Navnet "Hjemve". Helten, en ung dansk Turist eller Vandrer, har giftet sig med en ung Pige fra en schweizisk Alpeby og er ved at sætte sig fast der, da han en Dag hører Lyden af Posthornet fra den nordgaaende Dagvogn og drages af den søde Længsel hjem. Skuespillet – altsaa en Slags "Ørneflugt" i dramatisk Form – blev indsendt til det kongelige Teater og kom tilbage med Molbechs Censur, at det med nogle Ændringer vilde være særdeles antageligt for et Privatteater. Det er nu desværre brændt.
Men mod et andet Eventyrland stundede den unge Nordbos Længsel. Hans Velynder, Professor Johnstrup, foreslog ham et Par Aar senere7, efter at han havde taget første Del af Ingeniøreksamen, at han skulde ansøge om at blive Deltager i en geologisk Rejse til Grønland (under den afdøde Steenstrups Ledelse), hvortil han i alle Tilfælde havde to gode Forudsætninger: et stærkt Helbred og et ungdommeligt Mod. Han forberedte sig ved forskellige Grønlandsstudier ivrigt til Rejsen, men en anden, svageligere, men mere faglært Kammerat blev ham foretrukken (og døde kort efter Hjemkomsten). Det egenlige Ingeniørstudium fortsatte han derefter med stigende Ulyst, indtil han lod det fare. Han regner det for en Lykke, at han saa bestemt brød Broen af til borgerlig Virksomhed og bevarede sin Frihed som Digter.
Der findes fra disse Aar et lystigt Billede af ham, en Tegning af Wenzel Tornøe8, hvor han ses siddende mellem en Kres af Kammerater, maaske i Færd med at fortælle Rejseeventyr. Som en ældre og ensom Vandrer er han fremstillet paa et Maleri9 af sin Ven, Johan Rohde, 74 med hvem han i Skoletiden havde gjort Fodture i Jylland. Det er indkøbt til Frederiksborg-Samlingen.
I København havde han næppe følt sig hjemme uden maaske i sit rare Logis i Nyboder – mellem Kammeraterne paa Læreanstalten skal han have været ujævn, stundom sky og stundom kaad10. I al Fald tog han nu, da han var kommen klar af Læreanstalten og havde aftjent sin Værnepligt (som Ingeniør), ud paa Landet til sin Broder Morten, som i 1878 havde begyndt en Folkehøjskolevirksomhed i Frerslev i Frederiksborg Amt. Han blev da af Trang og – har han tilføjet –"mere af Navn end af Gavn" Højskolelærer. Skolen var meget lille og rummedes i et almindeligt Stuehus. Med sin Broder, der ligesom han selv var traadt ud af Embedsvejen – han havde et Aar været Kapellan i Helsingør – og med hans Hustru, en Datter af Vilh. Marstrand, forligtes han godt og fik vistnok i denne Kres sin ungdommelige Personlighed baade fornyet og hærdet11. Fra Frerslev flyttede Morten Pontoppidan i 1880 til det nærliggende Hjørlunde og fortsatte der Højskolen i en større Stil efter Vallekildeskolens beundrede Forbillede; Ernst Trier stod ham ogsaa personligt nær. Her gled Henrik Pontoppidan efterhaanden ud af den daglige Højskolegerning. Afdøde Jakob Knudsen vilde mindes12 at have hørt ham begynde en Time med den ikke upædagogiske Bemærkning, at da Eleverne nu ventelig havde hørt tilstrækkelig om Odin og Thor, vilde han fortælle dem om den Kakkelovn, der stod der. Selv mener han, at han i hele denne Tid lærte mere selv, end han lærte sine Elever. "Her kom jeg for første Gang i nærmere Berøring med Bonden som jeg hidtil nærmest havde kendt fra Torvedagene i Randers og fra mine Drenge-Fodture. Saa kort min Højskolevirksomhed blev, fik den dog den største Betydning for min Udvikling." 75 Faa Aar efter Overflytningen til Hjørlunde brød han ogsaa denne Bro af ligesom fem Aar forinden den til Ingeniørstillingen. Men paa de afbrudte Broers Sted rejste sig ti og tyve Aar derefter hans Hovedværker Det forjættede Land og Lykke-Per. Foreløbig tog han bare over Fjorden til den lille, afsides liggende Landsby Østby i Horns Herred, hvor han vilde leve i det Land og blandt de Folk, han havde faaet kær, for sin Digtning og sit Familieliv.
For Honoraret af sin første Bog Stækkede Vinger havde han til Julen 1881 giftet sig i Hjørlunde. Hans Hustru blev en sjællandsk Pige af Højskolekresen, den 26-aarige Mette Marie Hansen13, Datter af Bonden Hans Nielsen i Østby. Var det Ynglingedrømmen om en Naturens Datter, der sad ham i Blodet? Han var kun 24 Aar gammel. Ti Aar efter blev Ægteskabet opløst ved kongelig Bevilling og Dagen efter blev Henrik Pontoppidan gift med Antoinette Kofoed, Datter af da afdøde Justitsraad, Kontorchef H.P. Kofoed. I Tillid til den usædvanlige Indtægt af Romanen Muld, der kom i to Oplag, blev det ny Hjem grundlagt.
I Østby levedes der stille nok i det allermindste Hus i Byen, der ikke var meget mere end en Stue, dog ikke uden Afbrydelser. Der var Velstand i Byen, og der blev efter gammel Skik og paa de dertil fastsatte Tider slaaet svære Slag, f. Eks. det store Fastelavnsgilde, der skulde staa hos den Gaardmand, der "havde Ornen", og som altid varede fra Søndag til Torsdag Nat (i ældre Tid hele Ugen ud). Sagtere lød de Pik paa Ruden – i Øverstestuen i Nabogaarden, hvor Digteren havde søgt sig Skrivero14 – hvormed Landsbyens Honoratiores indbød til en Formiddags-L'hombre. I Stuen voksede to Smaapiger op og døde den ældste af dem til den unge Faders store 76 Sorg. I Østby skreves Fra Hytterne, der i personlig Medfølelse overgaar de grovere Landsbybilleder. Om begge Samlinger gælder Forfatterens Ord (i et Privatbrev): "Livet paa Landet skærpede min Virkelighedssans, og hertil bidrog, at jeg havde giftet mig og fik Børn. 25 Aar gammel var jeg fastgroet til den sjællandske Jord mellem en gammeldags Bondebefolkning (væsenlig min Kones Slægt), som jeg kom til at holde meget af." "Venner i Østby" er første Udgave af Fra Hytterne tilegnet.
Under et Besøg i København i disse Aar lærte Pontoppidan første Gang Georg Brandes at kende. Herom skriver Brandes i Levned: "I Januar 1884 gjorde H. Pontoppidan og Fru Edgren mit personlige Bekendtskab. Den første hilste mig paa en og samme Dag tilfældigt to Gange paa Gaden, saa jeg studsede og spurgte, hvem jeg havde for mig, hvorpaa et mangeaarigt, aldrig forstyrret venskabeligt Forhold fulgte."
Den anden store Lys- (og Varme-) Kilde i moderne nordisk Aandsliv, Bjørnstjerne Bjørnson, kom han først henimod 25 Aar efter i Berøring med, brændte sig og sved igen. I et privat Selskab forestilledes han for Bjørnson, der ved Navnet Henrik Pontoppidan tænkte sig lidt om og sagde: "Ja saa. Jeg liker saa meget Morten." Efter Maaltidet, hvor den danske Forfatter talte med tappert Lune om sit Forhold til den norske Digter, fik han med en urokkelig Mine fortalt ham, at han en Gang i Gudbrandsdalen var bleven fraraadet at tage ind i Gausdalen "for at høre Bjørnson" af en opvakt Skytsgut, der ikke vidste, hvem "Bjørnson" var.
I Østby viste det sig imidlertid, at ikke blot Familien, men ogsaa dens Forsørger trængte til mere Rum for at trives. Det fik han til fulde, da han o. 188715 i Havreholm i det luftige Land bag Hornbæk Strand lejede Fabrikinspektørens 77 Villa, "Slottet", med dens 24 Værelser. Her fortsattes, ligeledes i en tre, fire Aar16, det stille Liv i de store, ikke netop herregaards-udstyrede Stuer; her fødtes en Søn, der nu er 30 Aar gammel og driver et stort Fællesmejeri-Anlæg efter dansk Mønster i Nord-Carolina. Ogsaa her afbrødes stundom Stilheden, og da Slotsherren umuligt kunde staa tilbage for det menige Folk, kunde det vel ogsaa en enkelt Gang hændes, at det var ham, der havde Ornen. Saaledes vaagnede han en Morgen med en tydelig Erindring om at han ved det drabelige Købmandsgilde havde budet alle Deltagerne til Gæst den kommende Søndag – hvad hans Hustru skikkede sig i med den særlige, husmoderlige Form for kristelig Taalmodighed, der siden Kirkens Reformation har været sjællandske Gaardkvinder og Præstekoner egen. Fra denne Tid skriver sig kun et Par nye Bind af den i Østby paabegyndte Række "Smaa Romaner" (Isbjørnen og Spøgelser).
Fra Havreholm gjorde Henrik Pontoppidan i Sommeren 1887 efter Opfordring af en yngre Broder, der var Boghandler og havde Sommerferie, en lille Udflugt til Vesterhavet, beregnet til otte Dage. Men da det meldtes i Blokhus, at Digteren Goldschmidt vilde komme, mente Novellisten sig paa Professionens Vegne forpligtet til at oppebie Mesterens Komme og holdt saa ud et godt Stykke over hans Afrejse. Samme Dag som Goldschmidt kom nogle unge Damer fra København og iblandt dem den, der blev hans anden Hustru, og som ventelig har haft fuldt saa megen Indflydelse paa "Stilen" i hans Personlighed som Goldschmidt paa den i hans Romaner og Noveller.
Men først fem Aar derefter vovede Henrik Pontoppidan i Forstaaelse med sin Hustru at paatage sig Ansvaret for sit hjemløse Hjems Opløsning. Forinden den lovformelige Skilsmisse var han i 1890 ude for det Anckerske Legat og 78 skrev i Berlin Muld. Efter det andet Bryllup rejste han med sin Frue til Dresden, de østrigske Alper og Italien (hvor han alt havde været paa et kort Besøg efter det første Bryllup): Siena, Firenze (hvor Det forjættede Land blev sluttet), Rom og Napoli. Efter Hjemkomsten slog han sig ned i Fredensborg, derefter i den sidste Del af Halvfemserne i København, saa i de første Aar af det nye Aarhundrede i Snertinge ved Kalundborg, saa i Hillerød, til sidst i Aarene omkring 1910 atter i København. Sommerophold havde han som Regel i Rørvig. Paa Sjælland boede han, i Jylland vandrede han gerne hvert Aar; ogsaa med Norge er han fortrolig. – I Aarene omkring Aarhundredskiftet blev Fortællingerne om Lykke-Per skrevet, et af Bindene (Lykke-Per finder Skatten) under en tiltvungen Skrive-Rast i Dresden.
Et Publikum, skønt ikke det brede, havde han nu vundet siden sin første store Roman. Hans nye Bøger kom nu gerne – paa P.G. Philipsens, Schubothes, Nordisk og Gyldendals Forlag – i to Oplag og de ældre efterhaanden i nye Udgaver. Hullerne i Udkommet udfyldtes i nogle Aar ved journalistisk Arbejde. Saaledes skrev han op imod 1890 i "Børstidende" under Ernst Brandes' Redaktion under Mærket Urbanus (det er udlagt: et Bymenneske af en Pontoppidan at være), der i sin Tid var blevet brugt af J. L. Heiberg, og som formentlig fjernede ethvert Spor af Guds Ord fra Landet. Herpaa gik Artiklerne stundom ogsaa ligefrem ud: for to af dem opnaaede han endogsaa et Sagsanlæg, nogle Aar efter at hans Broder Morten (der iøvrigt i 1891, samme Aar som Muld udkom, opgav Skolen i Hjørlunde og flyttede til København) var bleven dømt for Injurier mod det estrupske Ministerium. I Slutningen af Halvfemserne skrev han efter fransk Mønster en lille daglig Artikel i Politiken med det for Forfatteren 79 mere end for Bladet betegnende Navn "Enetale". Men Virksomheden hørte snart efter op, som det stundom gaar ogsaa Fornuftpartier, efter mindelig Overenskomst paa Grund af Gemytternes Uoverensstemmelse, bl. a. fordi Pontoppidan i nogle – navngivne – Artikler havde udtalt sig om Danmarks politiske Forhold til Tyskland paa en Maade, der ikke stemmede med Bladets Retning. Saa faldt ogsaa den Bro, og Pontoppidan har som den Insulanus, han med mere Ret kunde have underskrevet sig, den aandelige Øbo, han som de fleste ret grundige Danskere er, fra da af kun sjælden været i Forbindelse med Omverdenen igennem Aviser. Saaledes f. Eks. ved nogle Artikler fra en Dampskibsrejse til Nordland.
I de senere Aar har hans Helbred – hvad der ogsaa og i højere Grad gælder hans Hustrus – været vaklende, og han har derfor ogsaa i ydre Forstand maattet leve et ret ensomt Liv. I Foraaret 1911 laa han længe paa Rigshospitalet efter en Galdestensoperation og var derefter i halvandet Aar i Wiesbaden, Freiburg og Norditalien. Siden har han boet i en Villa i Snekkersten Aaret rundt fraregnet smaa Ferierejser, især paa Fyn. Han har i det sidste Aar haft den Sorg at miste den af den sjældne Broderflok fra Præstegaarden, der vistnok personligt stod ham nærmest, Professor Knud Pontoppidan, og den Lykke at kunne holde Sølvbryllup med sin Hustru sammen med en ung Søn og en gift Datter. Ligesom hans nuværende friske og lyse Hjem rumligt holder den rette Midte mellem de to første – Hytten og "Slottet" – og ved sin Beliggenhed oven over og bortvendt fra Strandvejen og med nært Udsyn over det sjællandske Land, staar paa Grænsen mellem Menneskemylret og Ensomheden, saaledes giver ogsaa hans Personlighed nu det fulde Indtryk af den Midtpunktskraft, der under alle Omskiftelser har 80 holdt sammen paa hans Liv i det indre. Det er rimeligt, at hans Bane ingenlunde vil synes ham selv saa bugtet, som den nødvendigvis maa vise sig i den forkortede Linje, hvori den her er tegnet efter til nødvendig Oplysning af de personlige Forudsætninger for hans Digtning. Om dens ubrudte indre Sammenhæng taler selve denne Digtning. – I Snekkersten har Pontoppidan skrevet, udgivet og omarbejdet sit sidste Hovedværk De Dødes Rige.
Med hvilke Tanker han har beredt sig til dette Værk, viser nogle Smaavers, han har skrevet i disse Aar, og hvoraf de fleste er kommet offentligt frem. De hører til en "Enetale", dybere i Tonen – vel ogsaa i Teksten – og dog ikke uden Forbindelse med den, han i sin Tid holdt i de københavnske Aviser.
Meget nær ved Stemningen i De Dødes Rige – hvis første Bind udkom i 1912 – ligger Digtet til Georg Brandes' 70-Aars Fødselsdag samme Aar:
Den 4. Februar
Vi har staaet med Fakler, med Faner, Orkester
for at fejre en Ven, for at hylde en Mester.
Da var han forsvunden – var hemmeligt flygtet
for Vennernes Tak og de velmente Fester.
Man har spurgt, man har skumlet. Selv ved jeg ej Grunden,
men jeg hørte en Fugl tage Bladet fra Munden,
en Natfugl, en Ugle. – Jeg lytted til Skriget
et angstfuldt Minut mellem Vaagen og Blunden.
Hvad blev der – saa skreg den – af Riget, han skabte?
I Grus er det sunket! Og Tavshed og Øde
nu græsser paa Tomten hos fredløse Døde!
Den Sandhedens Sol, han paa Himmelen satte –
hvem bragte den Glæde? Til hvem gav den Styrke?
Han raabte "Bliv Lys!" – og der voksede Mørke.
81 Den Vaarstorm, han rejste i Ungdommens Sind,
de Blomster, der mylred af Jord, hvor han traadte,
nu driver i Luften som lumrende Vind.
Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,
som favned saa vidt over Fjorde og Bugter,
forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.
Og Adam, den nye, blev dum som den gamle.
Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven
og aad med hver lysten Gorilla i Haven.
Af Herlighedsdrømmen blev intet tilbage.
Et Luftsyn den var – og nu sank det i Jorden.
Men ingen har sørget, og ingen vil klage.
Hvad Under, han gøs for det festlige Møde
og vendte sig mismodig bort fra sit Værk! –
Jeg tænker, han fejrer sin Dag med de Døde.
Næste Aar fremkom til en "Forsvarsfest" i Kasino et lille Digt, der ligesom hans Farfars Feltpræken handlede om "de Grunde, der opfordrer os til at vise Standhaftighed". At han ikke har ændret sin Opfatning af vort Forhold til Tyskland siden Artiklerne i Politiken – hvis Ide var den, at der var gaaet Prøjsen i dansk Politik – viser det andet Vers af dette Digt (som Festkomiteen ikke ønskede oplæst):
Længe nok den danske Mand
fandt sig i sin Trællestand,
i vor Angst for tyske Noter
gik vi om paa Kattepoter
i vort eget danske Land.
Fra det følgende Aar er et Digt ved Forfatteren Hjalmar Bergstrøms tidlige Død med Hentydning til det af hans 82 Værker, Vejen imod Gud, hvori der er mest Udtryk for hans Personlighed. Ogsaa i ham, der af Publikum mest kendtes som en dreven Teaterskribent med et syrligt Lune, havde Pontoppidan genkendt det fælles Mærke: Ørnen med de stækkede Vinger.
Vi maa til Støvet skatte!
En Ven blev os berøvet
af Dødens Skyggehaand.
En Digter og en Drømmer,
en jordtung Ætersvømmer
udløste nu sin Aand!
En Digter og en Tænker. –
Saa tyst han gik i Vrimlen,
saa tavs, saa verdensklog!
Og dette Smil om Munden
– hvor var der dybt til Bunden
i Sjælens stumme Sprog!
Som Møllet omkring Lyset
han søgte Sandhedssolen,
der aldrig slukkes ud.
Han følte Hjertet gløde
– og flagred sig til Døde
paa "Vejen imod Gud".
Om de sidste Aars Mørketid, der baade i ligefrem Betydning og i en dybere Mening er den nye Romans Vejrlig, taler et lille Digt:
Jul
Ved Lygtens Skin, imellem Faar og Stude,
blev Jesusbarnet født og svøbt i Klude.
Et Æsel lagde Ørene tilbage
og hilste lydt den Lilles første Klage.
83 Det var i Bethlehem for længe siden,
og Drengens Ry er vokset stærkt med Tiden.
Hans Fødselsstund er Aarets store Time,
da Festlys tændes, alle Klokker kime.
Men altid gennem Juleaftens Glæde
jeg hører Æslet skryde, Barnet græde.
