135
De Dødes Rige
I 1907, midtvejs mellem de sidste Hefter af Lykke-Pers Historie og første Bind af det nye Hovedværk De Dødes Rige udsendte Henrik Pontoppidan en ganske lille Bog Det store Spøgelse.
Efter mer end tyve Aars Forløb er han her igen paa Landsbygrund. Bogen er "et Landsbybillede", tilmed "fra Hytterne", og Fortroligheden med Emnet og Skuepladsen synes ikke aftaget med Aarene. Billederne af de to Gamle i Husmandsstuen en Lørdagaften under Forberedelserne til Nattelejet og den følgende Søndag under Husandagten maaler sig med Pontoppidans allerbedste Landsbyinteriører. Det første Sted ser man den gamle Kone gaa halvt afklædt omkring og smaanøsle – en Vane fra den Tid, Børnene var hjemme – i Stuen og det tilstødende lille Køkken med en Lysepraas i en Profit. "Hun havde netop stillet denne hen paa Madbordet mellem Vinduerne og var beskæftiget med at omvikle sit store, næsten skallede Baghoved med et Tørklæde, hvis Ender hun fæstede over Issen med et Par Naale. – Endelig fik hun ordnet sig for Natten, vædede et Par Fingerender og slukkede Lyset. Ved det blaahvide Skær af Maanen, der tegnede to lysende Vindues-Firkanter paa det mørke Lergulv, satte hun sig paa Sengestokken, trak Strømpeskafterne halvt ned over de aaresvulne Lægge, bandt et gammelt uldent Stykke omkring 136 Maven og krøb op i Sengen. Under megen Stønnen fik hun sine stive Lemmer lagt til rette under Dynen, foldede de runkne Hænder over Brystet og bad sin Aftenbøn."1
Man fristes til at spørge, hvorfra Digteren ved dette saa nøje, han har dog næppe beluret gamle Mariane. Er Vandreren fra Landsbyhistorierne bleven synsk siden sidst? Eller er han Manden i Maanen? Det var andre Billeder, Maanen i sin Tid viste H.C. Andersen (i Billedbog uden Billeder), men var de mere poetiske end dette, hvor – alt mens Hammen falder af Mariane – Grundbilledet i hende, den gamle Moder, træder næsten ærefrygtindgydende frem i det hvide Lys.
Dog er det ikke for hendes Skyld, Historien er skrevet, men for hendes Datters, den rødhaarede Gretes. Hun er en hjertensgod, enfoldig Pige – Familien hører til "Dværge"-Slægten, hedder det med et Sving af "Hytternes" Mytologi – som for en ringe Forseelses Skyld tager sig selv af Dage. Hun er under et Nattemøde med sin Kæreste bleven for længe ude fra Præstegaarden, hvor hun tjener, og af Skræk for Opdagelsen og dens Følger, hidset af Spøgelsesfrygt i Maanenatten, kaster hun sig saa henad Morgenen ligesom den røde Martha i Ung Elskov i et Vandhul i Skoven.
Hvad der har fængslet Digteren er ikke Landsbybilledet, men Sjæleskildringen: at vise, hvorledes Angsten fra den første aabnede Pore, det første lille Ormehul, æder om sig i et værgeløst Sind. Man ser, hvor nøje han har levet sig ind i Udtrykkene for denne Udvikling: fra Pigebarnets Stivnen foran det oplyste Vindu i Præstegaarden, Samvittighedens lurende Øje, hendes raadløse Kresen om dette tabte Fredens Hjem og om Barndomshjemmet, til hendes rædde Død, med Forklædet for Ansigtet.
Sin personlige Deltagelse har Digteren røbet i et lille Indledningskapitel, 137 et Billede af en dansk Sommeraften, højst uligt den uhjertelige Parodi af en saadan, der indledte Skyer, men forklarende et Udtryk i Lykke-Per, der fik en til at studse: "den uhjemlige Sommeraften"2. (Sammestedsfra, fra Eventyret i Per Sidenius' Papirer, er ogsaa Bogens Titel). Sommeraftenen og dens Følge – Stilheden, det hjemvandrende Kvæg, Himmelrandens Paradissyner og den fjerne Klokkelyd – siges her at fremlokke en særegen Sørgmodighed, en sværmersk Ensomhedsfølelse, hvori der dølger sig en ubestemt Fornemmelse af Skyld.
Der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer paa vor Eftertankes svage Øjeblikke. Allerbedst som vi sidder i vore lykkeligste Drømme, sniger Uhyret sig over os og lammer os med sin Giftbrod. Først mærker vi maaske kun en lille Kuldegysning i Sjælen, en øjeblikkelig Tunghed i Tanken. Men snart lægger Mørket sig omkring os, og før vi ved det, vugger vi i Dødens Skyggearme3.
Denne Angst synes den hemmelige Stemningskilde for det meste af hvad Henrik Pontoppidan har skrevet i det tyvende Aarhundrede. Det mærkes vel, at det er en Digtning, der er bleven til under et Tryk.
Og Trykket kommer tydeligt nok ikke blot udefra: fra den Tordenluft, der for de skarptseende i disse Aar har ruget over Verden, og nu har faaet Luft i en selv for de klogeste uoverskuelig Katastrofe, eller fra det Misbrug af Livsnydelserne, hvortil den halve Verden, forlokket af den til det uhyggelige voksende Lethed i deres Tilfredsstillelse, har hengivet sig. Heller ikke blot fra Udviklingen af de hjemlige Forhold: hvor det politiske "Systemskifte" og dets Følger i fuldt Maal har givet Folket den ydre Frihed, uden at den indre – Frisindet og Storsynet, Æresfølelsen og Retfærdighedssansen – endnu har kunnet vise, i hvilken Grad 138 det har fortjent denne Frihed, og hvor man ogsaa uden for det politiske paa alle Omraader af det aandelige Liv, i Religionen og i Litteraturen, mere har mærket Reaktionen mod de to Aandsretninger fra Slutningen af det forrige Aarhundrede, som Pontoppidan havde gjort op med i sine to Hovedværker fra denne Tid – Naturalismen og Individualismen – end en stærk og sejrrig Nybevægelse.
I Pontoppidans sidste Digtning sporer man Nedslaget af alt dette, der er Samtidens Historie, i en medlevendes Sind. Men især mærker man dette Sind selv. Et ensomt, sygt, stolt Sind, trofast mod den Fortid, hvoraf det fik sin Modenhed, følsomt for den Uhygge, hvormed Fremtiden truer. Derved har ogsaa det sidste Afsnit af hans Digtning faaet Betydning som et Skriftemaal for Tiden – i alle Tilfælde for dem af hans eget Slægtled, der skal tage Del i det nye Aarhundredes Liv med det gamles Erfaringer.
*
Rækken af de "smaa Romaner" genoptages med et lille Mesterværk Borgmester Hoeck og Hustru4 fra 1905, oprindelig trykt et Par Aar før i Politikens Julenummer under Titel af "Livets Kilde", altsaa samtidig med de sidste Bind af Lykke-Per.
Hermed hænger det sammen, at Ægtemanden i den lille Roman paa mødrene Side er af Slægten Sidenius, den bekendte Præstefamilie – hedder det nu – som ansaa sig selv for den fremfor alle benaadede Slægt, der af Forsynet havde faaet tildelt den Mission her i Landet at sige det sidste Ord om Livets og Dødens Gaader. Den Mistro og Misfornøjelse, hvormed Borgmesterens Moder i sin Tid modtog sin Svigerdatter, der var af en verdslig Provinsfamilie, var det, som efter samme lille Frues Mening gik igen hos Sønnen som en arvet Sindslidelse, en vanvittig 139 Skinsyge. Hendes Søster, en tysk Majors Frue, som er kommet til Stede ved hendes Sygeleje, er ikke i Tvivl om at det er denne Kulde, der har først sjæleligt, siden ganske bogstaveligt talt dræbt hende.
Fortællingen kaldes "et Dobbeltportræt", men er ikke malerisk udført – trods de tydelige Glimt af de to Ansigter: hendes fremtrædende hvide Tandrækker og rødbrune Haar, de eneste Rester, Sygdommen har sparet, og hans Hoved, der ser ud som skaaret i gammel Eg med den mørkladne Hud under det allerede hvide Haar. Og Dobbeltheden i det sjælelige Billed er – mindre raffineret, men fuldt saa troværdigt som Karl Larsens Hvi ser du Skæven? –5 ført saaledes igennem, at man først lærer hendes og derefter hans Opfatning af deres Ægteskab at kende med det Resultat, at man ikke vover at dømme. Dobbeltportrætet vipper som en Vægtskaal. Læseren føler noget af den samme Angst som den lille Frue over for Livets Ubønhørlighed og Sjælenes Uigennemtrængelighed. At den døende har vendt den Haand, der laa Manden nærmest, opad som en stum Bøn om Barmhjertighed, ser han ikke. Men Forfatteren har altsaa set denne Haand og opfyldt dens Bøn. Han har endnu en Gang taget det stakkels kærlighedstørstige, glædesyge Hjerte i Forsvar mod det selvplagerske, sjælemorderske Instinkt: Sideniusarven, "Spøgelseshaanden".
I Modsætning til den baade kloge og kærlige Ironi i denne Fortælling, der ligesom Livet selv maner til at være varsom med at dømme, synes Skuespillet Asgaardsrejen fra 1906 kun alt for tydeligt. En tidligere Journalist og Lystspildigter, der har gjort Halvfjerdsernes Feltttog med, kommer tyve Aar efter denne Tid, syg og bitter og "ond i Sulet", paa Besøg hos sin Svoger, Rektoren i en lille Fjordby, der i Ungdommen var hans Ven og Meningsfælle, men 140 nu med nøjsomt Frisind og til Gavn for det lille Samfund har søgt at virkeliggøre det opnaaelige. Ved sin trodsige Person som før ved sine Skrifter sætter han sin Søsterdatter op imod Hjemmet, saa hun bryder et Løfte til en ung Herremand, vil følge Onkelen til København for at blive radikal Journalist og maaske Forfatter, men i sidste Øjeblik flygter, ogsaa fra ham – maaske til det Mosehul, der i Pontoppidans Poesi har opslugt saa mange raadløse Piger.
Stykket opfattedes ved sin Fremkomst som et Diskussionsdrama. Det er betegnende, at det Ord "mener", der ellers ikke spiller nogen Rolle i Pontoppidans Poesi, her forekommer noget nær paa hver anden Side. Rektor Nordby mener noget andet nu, end han mente som ung; Otto Kall mener det samme nu som i de unge Dage og glæder sig over at Ragna mener det, som han altid har ment. De gamle Lurtoner! mumler han.
Paa Grund af nogle Ligheder i det forhistoriske – bl.a. Hentydningen til Kalls Fængselsstraf for en formentlig blasfemisk Artikel – opfattede man den unægtelig noget forkomne Repræsentant for Halvfjerdsernes og Firsernes Realisme som Forfatterens Talerør, hvorigennem han forkyndte sin Harme over de nye poetiske "Gennembrud", fordømte baade den "jyske" og den "dionysiske" Bevægelse og manede Kamptidens Helte som en Asgaardsrej frem over Ungdommens Hoved. I Kalls Lytten efter denne vilde Jagts Naturtoner i Vildgæssenes Træk, i hans Betegnelse af Ragna som en Ørneunge, der længes efter Flugten, genkendte man Pontoppidans egne Ord og Miner.
Og saa var det dog kun Jørgen Hallager fra Nattevagt, man saa og hørte. Det er gaaet med det nye Skuespil i Forhold til denne Bog som med "De vilde Fugle" i Forhold til Højsang, hvis forlorne Helt i Skuespillet er nær ved 141 at tages for ægte, saa at selv Billedet af den tragiske Vildgaas mellem de tamme Rappere uden Modsigelse anvendes paa ham. Pontoppidans Ironi formaar ikke at gennemtrænge den dramatiske Form; den flade Fremstilling fremkalder den flade Opfatning.
Men i et synes Forfatteren enig med sin Helt, nemlig i Angsten for hvordan det skal gaa Frihedsfølelsen, nu den har faaet kronede Dage. "For det er efterhaanden bleven lovlig billigt at være Frihedshelt her til Lands. Det formelig lumrer En om Ørene med "Frisind" nu. Tænker du aldrig selv med en Smule Vemod tilbage paa den Tid, da Frihedsidealerne herhjemme skabtes af en lille Flok modige Mænd, der satte Liv og Ære ind paa den Sag?"
Men den dybeste Angst er den, at i dette rolige Fremskridts Lys, imod denne ugendrivelige Virkelighed (Rektoren i Skuespillet) skal ogsaa hine modige Mænd synes som Spøgelser. Otto Kall er en ny Fold paa en gammel Hud – Sideniusnaturen paa en anden Maade.
Med Nattevagt staar ogsaa den Aaret efter (1907) udkomne Fortælling Hans Kvast og Melusine i Forbindelse, for saa vidt ogsaa den behandler den religiøs-poetiske Bevægelse fra Halvfemserne, som en af Deltagerne (Helge Rode) kort og godt har kaldet "det sjælelige Gennembrud".
Men her er Forfatter-Ironien atter fri og overlegen. Dersom man ved Det forjættede Land maatte tænke paa Ibsens Brand befinder man sig her paa Højde med Vildanden.
Musikeren og Kunst-Profeten Hugo Martens er en aandelig Slægtning af Fotografen og Opfinderen Hjalmar Ekdal; han er "Hans Kvast" i Bogens lidt vanskelige Titel. Til Gina svarer den yppige Fru Matilde, der ser saa pragtfuld ud – i vinrødt Silke med det svære sølverne Haar – og har saa stort et Hjerte, "en Efterlevning af det københavnske 142 Borgerskabs storhjertede Kvinder", og saa svagt et Hoved: hun er Melusine (Navnet fra det bl.a. fra Goethes "Nye Melusine"6 kendte Feeventyr). Men medens "Livsløgnen" d.v.s. Personligheds-Forfalskningen for Ibsens Fantast er en Redningsplanke, hvorved han kan holde sig flydende, er den for Pontoppidans, der er en virkelig Kunstner, en Arbejdshypotese. Han kan producere derpaa og skaber ud af det falske Billede af sig selv en ægte Kunst.
Han befinder sig ved Fortællingens Begyndelse i en Stilstands- og Tilbagegangs-Periode, plaget af Dovenskab, Lede og Misundelse og andre af det geniale Menneskes Indvoldsorme og af dets Blodigler: haardhjertede Rykkere og ondsindede Kritikere. Hvor langt Digteren har haft sin Sonde inde i denne Byld, viser hans Diagnose af Kunstner-Misundelsen, der stikker nogle Grader dybere end J.L. Heibergs: "Som alle skinsyge og misundelige Mennesker havde han overhovedet aldrig svært ved at opfylde Budet om at elske sine Fjender. I sit Hjertes Afgrunde maatte han bestandig kæmpe mod et troløst Sværmeri for sine lykkelige Medbejlere, mens han i Virkeligheden kun havde Foragt tilovers for sine Tilhængere." Til sidst forsøger han, stimuleret af en Flaske Portvin, at skyde sig en Kugle gennem Hovedet med en lille – en meget lille – Revolver. Han føres paa Hospitalet og sendes derfra ved Hjælp af en hos Venner og Beundrere indsamlet Sum til Nordland paa en Rekreationsrejse. Den friske Luft og den gode Kost om Bord, det fremmedartede Rejseselskab, hans Hustrus Ømhed og især de storartede Naturindtryk gengiver ham hans Munterhed og Aandskraft. Af en frisk Kuling – en Orkan, tror han – paa Polarhavet og Synet af den i sin Nedgang standsede Midnatssol faar han Motivet til et stort Orkesterværk "Syndflodssagn", der giver ham det tabte Ry fordoblet tilbage.
143 Naar han fra denne nye Højde ser tilbage paa hin ulykkelige 29. Marts, staar den for ham som hans anden Fødselsdag; den lille runde Plet paa hans skallede Tinding skal han, halvt spøgende, have kaldt for Mærket af Guds Finger. Hans Selvbedrag viser sig ikke i at han fordølger Fakta; han fortolker dem. Han snyder, ligesom Faust forøvrigt, Fanden for sin syndige Sjæl ved at gøre sig til en Type paa Tiden. Sin daværende Ynkelighed anskuer han som et Symptom paa Kunstens Forfald, hvis dybeste Grund er at den har emanciperet sig fra det Hinsidiges Mysterium. "Men der kommer i ethvert ærligt følende Menneskes Liv det Tidspunkt, da han saa at sige maa slaa Vinduet op til Uendeligheden for ikke at kvæles i Endelighedens Kælderluft. Jeg maatte have Luft – og stødte saa i min Vildelse Hovedet tværs igennem Ruden." Dybden af Ironien synes naaet, hvor denne Fantast betegner Vindingen af sit Gennembrud som "den hellige Enfold, Bibelen taler om, og hvormed den i Grunden simpelt hen mener Virkelighedssansen."
Ved Siden af denne nye Hjalmar Ekdal staar ingen forskruet Idealist som Gregers Werle eller Kyniker som Dr. Relling. For den Doktor, igennem hvem Digteren taler tydeligere end i nogen anden af de store og smaa Romaners Ræsonnører fra Pater Rüdesheimer til Dr. Levin, ser maaske nok ud som en Kyniker – en Knokkel af et Mandfolk i Modsætning til Virtuosens Kastrat-Fedme – men er det ikke:
Han stod ude paa Gulvet i en lidt skrævende Stilling med Hænderne i Bukselommerne og vuggede sig i Knæene som en Sømand paa et gyngende Dæk. Det skæggede Ansigt vendte opad; Øjnene var halvt tillukkede; den store kødrøde Underlæbe svulmede med et Udtryk af Foragt – hvad der slet ikke var ham selv bevidst. Han talte 144 som altid ud af sin Lidenskab for at forstaa, ikke for at angribe.
Han er Fætter til Komponisten og har som han det urolige martenske Blod i Kroppen. I sin Ungdom har han prøvet lidt af hvert, været Sømand og Landsbylærer, og har nu en beskeden Stilling ved det zoologiske Museum. Om Sommeren strejfer han Landet rundt med sin store Bliktromle som en Vagabond, ellers bor han i Gentofte med en Søster, en halvgammel, noget surladen Præsteenke. Skønt han er af en fredsommelig Natur, støder han gerne Folk ved sine mange Egenheder og sin mutte Ubehjælpsomhed; han er tilmed tunghør.
Ogsaa aandelig talt er han trods eller paa Grund af den store Samvittighedsfuldhed, der er Marven i alt, hvad han foretager, stadig paa Vandring og finder aldrig hvad han søger. Selv sine naturvidenskabelige Studier betragtede han nu kun som en Forberedelse. Han var netop naaet til det Standpunkt, da han indsaa, at han maatte søge ud over Naturen for at finde Fred.
Sin Fætter og hans kunstneriske Gennembrud opfatter han derfor med en Blanding af zoologisk Interesse og menneskelig, maaske endog broderlig Medfølelse. Han medgiver, at han maaske nok selv tror fuldt og fast paa sine Overbevisninger – i hvert Fald, naar han har Brug for det. Men, siger han, saa forfalskede er Begreberne om aandelige Ting hos den Slags Mennesker: de aner ikke, at vi ogsaa for vore sjælelige Udviklingsmuligheder har en lovbestemt Drægtighedstid og taalmodigt maa gaa den til Ende, om der ikke skal komme Misfødsler og Fuskerværk ud af det. Og da han ser ham igen efter Opførelsen af det store Værk, hvori han har forløst sin Sjæl, og finder ham ophovnet af sin Sukces, kroende sig i det nye Lys af sin Omvendelse, men med den gamle Urenhed i Hjertet, meddeler han sin lille 145 tørre Søster det Visdomsord, hvormed Bogen ender: "Vi Mennesker naar aldrig frem mod det fuldkomne, saa længe vi forser os paa dets Vrængebilleder", og tumler saa paa sin sædvanlige hovedkuls Maade ind i sin Stue.
Som man ser, er Pontoppidan nær kommen for Skade at give et aandeligt Selvportræt i denne sære Doktor – i al Fald nærmere derved end i nogen tidligere Bog, Lykke-Per ikke undtaget. Derimod ser man ikke, ikke endnu, hvor nær Digteren i denne Bog er rykket op imod sit næste Hovedværk, i hvis Prolog han har ladet Hans Kvast gøre Løjer, for at Dr. Faust uden Afbrydelse kan tale Alvor siden. Han har med denne gode Doktors Hjælp villet kurere sig selv for en højst generende Fætter, alt mens han uden at lade sig forvirre af Tidens indbildte Forventninger og utidige Fødsler taalmodigt gik sin Tid ud.
Hvor dybt der alligevel er til Bunden i hans Ironi, saa man, da han i en Notis7 i et Blad som Svar paa et Spørgsmaal om Betydningen af Bogens Titel forklarede sin Helt, denne lille gule Flødebolle med det grumsede Ansigt og de sodbrune Øjne, som en af Menneskehedens Faust-Karikaturer, en ny Ridder af den stækkede Ørns Orden. Historien er et Eventyr, siger han, Helten var en Ridder, der forelskede sig i Melusine, en underskøn og hjertensbrav Fe, der var Prinsesse i Lilleputternes Land. Han blev saa selv til Lilleput, men gækkedes af Minder om sin fordums Storhed. "I sine Drømme knuste han Himlen med sin Isse og omfavnede Uendeligheden. Han følte sig en Gud lig og blev til sidst traadt ihjel af en Skarnbasse. Hans smaa Medskabninger kaldte ham paa deres Lilleputmaal Homo sapiens. Det er udlagt Hans Kvast."
Et andet Tegn paa Pontoppidans Tvesyn, det Blik nedefter, der er al naturalistisk Kunst medfødt, er det, at han vel har opfattet de Naturindtryk, der skabte Lies Den Fremsynte8 146 og Bjørnsons Over Evne9, men gengivet dem, som de spejlede sig i et Par falske Øjne. Bogen er skrevet efter hans Rejse til Nordland.
Endnu samme Aar som Hans Kvast og Melusine udkom, stod den – indtil videre – sidste i Rækken af de smaa Romaner trykt i Juleroser og udkom det næste Aar i Bogform med Titelen Den kongelige Gæst.
Udtrykket minder om et Sted i sidste Del af Lykke-Per: Skildringen af den lille, "forventningsfuldt stille" Stue hos den hellige Træskomager paa Bøstrup Mark, der mod hans Vilje gør saa stærkt et Indtryk paa Per Sidenius. Man kunde tro – hedder det her med tydelig Mindelse om Julesalmens "høje Gæst, der steg til lave Hytter ned" – at Huset altid stod saaledes beredt til at modtage en højbaaren Gæst.
I en ensomt liggende Lægebolig i Vestjylland indfinder sig en Aften i Fastelavnen en fremmed. Han opgiver at komme fra Præstens, hvor han ikke har fundet nogen hjemme, og foreslaar med en elskværdig Frækhed de unge Lægefolk, at de i Forening skal holde en festlig Aften, hvortil han som en Julenisse medbringer allehaande sjældne og kostelige Sager i sin Kuffert. Hvem han er, vil han ikke ud med; han siger spøgende – det er jo Fastelavn – at han kalder sig Prins Karneval, og at Hans Kvast er hans Fader.
Halvt modstræbende gaar Ægteparret, der er faldet til Ro i Ensomheden og Vanelivet, ind paa Spøgen og deltager festlig klædte i et yppigt Maaltid, hvor den fremmede har Forsædet – lig en aldrende Satyr med de klare, brune Bukkeøjne, den druerøde Mund og de graanende Lokker som en høstlig Krans om den skallede Isse. Med sin Sang og Musik og sit faunisk gratiøse Vid gør han deres Aften til et Orgie og forsvinder derefter lige saa sporløst, som han er kommen.
147 Men i de to ensomme Sjæle gaar der lange Dønninger efter dette "Møde med Bacchus" – et uroligt Stemningsliv med bratte Overgange, Smil og Taarer, Ømhed og Trods, Angst og Vemod. Endnu som gammel staar Lægefruen stundom ved Vinduet og stirrer ud paa Solnedgangen og den store Uvejrshimmel, hvor Skyerne ustandseligt sejler frem fra Vest som et Billede paa det Eviges Hvileløshed.
Paa dette Punkt slutter den sidste af Pontoppidans smaa Romaner fra dette Aarhundred sig til den, der efter Affattelsen er den ældste, Det store Spøgelse. Der er den samme Angst i dem begge; ogsaa Bacchus er et Spøgelse. De to smaa Bøger er, naar man holder dem sammen, hvad en fortvivlet Dionysiker (Emil Aarestrup i Digtet "Med Roser og Ranunkler") kalder "Livsglæden og Dødsangsten i en Buket forenet".
Det store Spøgelse blev skrevet i Snertinge ved Kalundborg paa en Erindring fra Østby og har Mærke deraf i sit Landsby-Motiv. Den kongelige Gæst er digtet i København i 1907, hvor Forfatteren den Gang boede. Dens Motiv kan være hentet fra det i de Aar temmelig løsslupne Selskabsliv i Hovedstaden, maaske endog fra et af de Privatkarnevaler, som da almindeligt holdtes. Maaske han ogsaa derfra har taget noget af Stemningen til det nye store Værk, den "nye Dødedans", der i disse Aar forberedtes i ham.
Men ogsaa paa en anden Maade fører den lille Roman over i den store. For den kongelige Gæst, som den fortæller om, er ikke bare Karnevalsgøglet, heller ikke blot den "dionysiske Bevægelse" med dens Længsel efter Fest og Trang til Skønhed. Det er Kunsten selv, der drager ind i det forventningsfuldt stille Sind med sit bacchantiske Følge af brogede Skikkelser og modstridende Følelser, og som paa ny gør det til en urolig Ting at leve.
*
148 I saa nært et Forhold som Landsbyhistorierne til Det forjættede Land og de smaa Romaners ældre Række til Lykke-Per staar den yngre Række Fortællinger (og Skuespil) ikke til det tredje Hovedværk: De Dødes Rige.
Der er endnu som tidligere Forbindelseslinjer mellem det lille Format og det store. Figurer, der er udkastede, Motiver, der er antydet eller sluppet det første Sted, tages op og føres igennem paa det andet. I Borgmester Hoeck og Hustru antydes Embedsaristokratens Racesky for den selvgjorte Købstadmatador – i den store Roman staar der en sand Negerlugt af den rige Kaffehandler i hans Svigersøn Jægermesterens Næse. Misforholdet mellem Borgmesterens Retfærds-Hypokondri og hans Hustrus totale Brist paa Evne til at have Rede paa sig selv bliver varieret til et Hovedmotiv i Romanen: Forholdet mellem Torben Dihmer og Jytte Abildgaard. Hvad der i Asgaardsrejen siges om Ragna af hendes Moder, at "hun har en underlig, en virkelig sygelig Tilbøjelighed til at gøre netop det modsatte af, hvad hun ved er rigtigt" – det siges ogsaa med lidt andre Ord i Romanen om Jytte af hendes Moder. Den tragiske Slægtskonflikt mellem frisindede Forældre og deres styreløse Afkom, der i Skuespillet forgæves raabte paa Digterens Medfølelse, har til fulde faaet den i Romanen i den gamle Gehejmeraadinde Abildgaards medskyldige Angst for den Slægt, der kommer efter. Og imod Romanens til Bunds forstaaede stridige Brødre, Poul og Johannes Gaardbo, Præsten og Lægen, synes Skuespillets kæmpende Svogre, Rektoren og Litteraten, rene Typer paa det nøjsomme og det hensynsløse Frisind – ikke meget mere levende end de øredaskende Træmænd paa Mester Jakels Teater. Men medens Klovnfiguren i Romanens store Maskerade, den mondæne Maler Karsten From, først udfolder sig ret ved at ses i Fortsættelse af Hans Kvast og især af hans Efterfølger, 149 Prins Karneval i Den kongelige Gæst, hvem han tilmed ligner i Attituden – hans orientalske Maade at tiltale Damer med Naadige Frue! og Haanden paa Hjertet – synes Romanens egenlige Helt maaske netop derfor mindre levende, fordi Digteren alt har taget Draaben af hans Væsen i den elskelige Særling Dr. Martens i Hans Kvast og Melusine.
Alligevel har i dette sidste Afsnit af Pontoppidans Digtning de forholdsvis faa forberedende Arbejder et mere flygtigt og spredt Forhold til Hovedværket end tidligere. Instrumenterne stemmes, men man hører ikke Ouverturen.
I en af disse Bøger har man dog, maaske uden at mærke det, hørt et Ledemotiv – om ikke for Værket selv, saa for den Plan, hvorefter Digteren ønsker at udføre det.
"Ved du, hvad der mere og mere bliver mit kunstneriske Ideal?" siger Hans Kvast til den taalmodige Melusine, medens han klæder sig paa til Første Frokost i sin Køje paa Nordlands-Damperen. "Michel Angelo! Husker du hans Dommedag! Dette levende Mylr af alle Helvedes Rædsler og alle Salighedens Glæder. – Jeg har jo virkelig i de sidste Maaneder gennemlevet noget lignende. – Et verdenshistorisk Sindbillede og samtidig et Udtryk for en personlig Kamp. – Det skal blive noget andet end det jammerlige Bierfiedleri, som nu gaar og gælder for Kunst derhjemme. Stakkels Sivert Nielsen!" Heraf kommer saa virkelig hans store Orkesterværk "Syndflodssagn" (en Drachmannsk Titel) med det indledende Tonemaleri af Menneskeslægtens store Dødsgilde, med Guds Raadslagning og Dom, med Flugten op i Bjergene og det uhyre Litani af alle Skabtes Klagesange, med Undergangens Tusmørke over det endeløse Hav og til sidst Slutnings-Apoteosen med Solopgangs-Hymnen.
Man kommer herved til at tænke paa at en af Digterne i 150 "Gryden" i Lykke-Per, Stilisten Enevoldsen, der har Træk af J.P. Jacobsen, efter en lignende Plan har digtet sine smaa fine Fantasibilleder: Skabelsen, Syndefaldet og den yderste Dag. Fremdeles falder der herfra et nyt Lys paa Titlerne paa Pontoppidans egen første Roman-Trilogi: Muld – Det forjættede Land – Dommens Dag. Man tænker sig, at i al Fald den sidste, der er skrevet under Opholdet i Rom, ikke saa meget er inspireret fra Bibelen selv som fra det sixtinske Kapel. Og i det sidste Storværk synes saa ikke blot Fællestitelen De Dødes Rige, men det Navn, som Midtpartiet har faaet i den nye (endnu ikke foreliggende) Udgave "Den ellevte Time", at skrive sig fra samme Stemningskilde.
Til Kompositionen af dette Værk i dets sidste gennemarbejdede Skikkelse hentyder Forfatteren i et Privatbrev: "Jeg er med Aarene bleven mere og mere led ved den deskriptive og stemningsudmalende Stil, som jeg forøvrigt allerede aalede i Sandinge Menighed, og jeg synes, at jeg i min sidste Bog er kommen nærmest det uopnaaelige Mønster: "Der var en Gang en Mand, der hed Søren." Jeg bilder mig ogsaa ind, at jeg i De Dødes Rige har udviklet min Evne til at udsætte et simpelt Stemningsmotiv for stort Orkester, til at benytte mine Figurer som en Komponist de forskellige Instrumenter til at genskabe det Følelsesliv, hvoraf Værket er fremgaaet. At mine Menneskers Meninger har skabt det (som det er sagt), er det rene Vrøvl."
Virkelig fortælles der i Pontoppidans sidste Roman blandt andet ogsaa en Historie om en Mand, der hed Søren, og den begynder i første Udgave: "En Vinternat i Aaret 1825 fødtes der et Drengebarn o.s.v.", men i anden med de rette Smedeslag i Stilen saaledes: "Søren Smed var født en Vinternat i Aaret 1820 i Søndbjerg i Thyland." Og ganske rigtigt ender det hele Værk, om ikke med en Solopgangs-Hymne, 151 saa dog med en musikalsk gengivet Naturlyd: "Oppe fra Skovhytten hørtes i Stilheden Kjeld Borgens Skalmejetoner" – altsaa en lignende Slutning, som naar Lykke-Per – dog uden at føle Freden – klager over, at "kun en enlig Skalmeje var bleven tilbage af det store Orkester, som havde larmet disharmonisk i hans Indre".
Om nu Værket som Helhed naar Forfatterens Hensigt, gælder en Undersøgelse.
Naar et Menneske har naaet hel Modenhed gennem Oplevelse og Selvprøvelse, bliver han mistænksom mod Sproget, hvori han hidtil har følt sig hjemme. Det er dog kun Ord, men i hans Indre staar Tingene, Sandheden af hvad han har levet, med en klar Kulde, der ikke taaler nogen Dug af Stil eller Stemning. Han maa for sin Sjæls Skyld vogte vel paa at denne Krystal af hans Liv ikke falmer.
Den Modenhed har Henrik Pontoppidan nu naaet. Hans Stil har altid været sober, uden Duft, men med en Lugt af Renlighed, der syntes halv Kunst og halv Natur – den mindede paa samme Tid om Bunden i Pinseskoven og om de "klare" Gardiner og det hvidvaskede Gulv i Præstegaarden. Nu sanses hans Stil overhovedet ikke mere som saadan af Læseren. Den er ikke mere. Tingene træder igennem den.
Kun imod dette Helhedsindtryk af en Prosa, der i en sjælden Grad er et med den Sag, som skal siges, kan man udhæve de Træk, der endnu røber denne Stils direkte Nedstamning – uden nogen moderne Mellembyrd – fra den klassiske Guldalderprosa hos Blicher og hos Poul Møller – om Goldschmidt tør man her slet ikke tale.
Saaledes kender man endnu den klassiske Formel for et billedligt Udtryk som: "Time efter Time sad han ørkesløs hen uden noget Værn mod Dødstankernes sorte Flok" (kun i 1. Udg.) eller: "Men trods de triste Tanker, der kresede 152 som Aadselfugle over hendes Lykke, maatte hun dog smile". Det er uden nogen Omvej ad J.P. Jacobsen ("I sorte Sværme kom de flyvende, de mørke Tanker, lokkede af hendes Lykkes Lig") Horatses "sorte Sorger, der flagrer under det tavlede Loft". Ligesaa Vestenvinden, der "opad Formiddagen sprængte frem gennem Skyerne i sin blaa Kappe med Guldtrompeten for Munden som Solens Herold" som en lystig Fætter af Blichers "Nordsøens grumme Behersker, indsvøbt i skumle Taager" og af Horatses "det urolige Adrias balstyrige Admiral". Ganske enestaaende er nu en Levning af den sirlige Stil som: "hans orientalske Ansigtsfremspring" (2. Udg.: Næseryg) og en "død" – skreven, ikke set – Sammenligning som: "de drøjeste Beskyldninger gled af hende som Regn af en Skildpadde" (kun i 1. Udg.). Forfatteren har sikkert aldrig set dette Natur-Fænomen; naar han indsætter det i Stedet for det gængse "Vand paa en Gaas", sviger han det Princip: at stedpræge ogsaa det billedlige Udtryk, som han ellers overholder, tro imod Modersmaalets Aand, der som et oprindeligt Bondemaal er sprængfyldt af landlige Lignelser. Saaledes skriver han i de Dele af Bogen, der foregaar paa Landet i Fyn og Jylland f. Eks.: en "grisefed" Mand, et Par store, tunge "Okseøjne", menneskefjendsk "som en Bindehund"; Børnene boltrer sig i Jorden "ligesom Spurve"; Hanen og Hønsene liver op paa Møddingen "som Tulipaner".
I de Afsnit, der foregaar i Staden (f. Eks. i "Den ellevte Time", "Enslevs Død"), kappes de københavnske Billeder med de landlige i sproglig Fynd og bunden Stemning: "Ned gennem Taagen dalede Raadhusurets Salmetone" – det er altid Taage i København i De Dødes Rige. Men her er Italien: "Under tre Appelsintræer, der var fulde af modne Frugter, blaanede Græsset af Violer". Og her Efteraaret i de jyske Bakker: "Nu løb Solsorterne lydløst om i den røde 153 Løvbund, og af og til svang en Fluesnapper sig tavs hen over Kløften. Det var Høst". Ja, paa den Maade er det virkelig Efteraar. Den sidste Sætning betyder ikke, at Kunstneren efter en vel udført Beskrivelse nedlægger sin Pensel, men at det gaar mod Slutningen af Heltens Bane, med hvis Sjæl dette er sanset. Naturens store Klokke falder i Slag. Det er silde.
I Menneskeskildringen træder nu det skyggeløse Portræt, der kendes fra de tidligere Romaner, tilbage for Fysiognomiets skiftende Belysning. Kun Bifigurer og de flygtige Masker af Hoben fastholdes endnu af det episke Signalement: "Etablissementets tusindøjede Chef ledede selv Serveringen". "En ung bleg Fyr med et bruskhvidt Øje under et flækket Bryn sagde grinende, idet han skuttede sig med Hænderne i Bukselommerne o.s.v." (1. Udg. kortere og bedre: En ung bleg Fyr, der stod med Hænderne i Bukselommerne, sagde o.s.v.). Til Sjællandsbispen staar hans Sekretær (i Missionsforeningen) malerisk som Kardinalen til den hellige Fader paa et rubensk Billede. Den første er "en høj Mand med ludende Holdning, gammel af Skikkelse, kun Ansigtet havde bevaret sig mærkværdig friskt. Med sine tunge røde Kinder og et Par dagklare Øjne, der gennem Brillerne lyste af enfoldig Godhed, lignede det et Barneansigt." Pastor Stensballe derimod "var en lille spinkel Mand med glatbarberet Ansigt, rødkantede Øjne og et tyndt graasprængt Haar, der sad tilbagestrøget over Hovedbunden. En stramt sluttende sort Dragt og et hvidt Slips, der hang uden for Frakken som en Bladkrave, gav den lille nervøse Skikkelse et Udseende, der mindede baade om en asketisk Jesuiterpater og om en holbergsk Pedant". Et i fornem Portrætkunst noget misligt Middel, Fremhævelsen af et dyrelignende'1 Træk i det menneskelige Fysiognomi, forekommer paafaldende ofte. Den ynkelige Frøken Søholm ligner "en 154 Tusse i moireret Silkechenille med Esprit". Generalkonsul Kolding forestilles "med et kraftigt Overskæg og to mandelstore, skinnende hvide Fortænder, der hver Gang han smilte – og han smilte næsten bestandig – præsenterede sig bag Skægget som gennem et Hareskaar", og man har da 500 Sider senere den Morskab at kende ham igen paa dette "Kænguru-Smil". Derimod nærmes Helten betænkeligt til sin egen Karikatur ved sin "Vædder-Profil", ja endog – i 2. Udg. – sin "Flodheste-Skikkelse".
Af Hovedpersonerne ser man ellers mindre den plastiske Kontur – som "den jomfru-moderlige Bedaarelse" i Jyttes lavvoksne Skikkelse med "de blødt formede, tunge Bryster" – end Ansigtets sjælelige Udtryk. Enslevs blyfarvede Ansigt med det hvide Fuldskæg kræver – ligesom Heden en Uvejrshimmel – hans "vildeste Mulm i Blikket". Saa husker man det. Af alle Hovedpersonerne ser man nu Øjnene, endog – hvad man i Virkeligheden lægger mindst Mærke til – deres Farve. Jyttes Øjne er (for Digteren selv) honningbrune – man husker til Sammenligning paa Hugo Martens' "sodbrune" og Præstekonens "kaffebrune" Øjne – men for Maleren Karsten From, der ser hende som Model til en Diana, har hun løvbrune Øjne. Den blonde Maler selv har "smukke, lidt tunge Øjne med et Farvespil som Labrador"; den jødiske Direktør Zaun har "et nervøst Ansigt med opalblege, vildt melankolske Øjne" og synes paa en meget finere Maade jødisk derved end ved sit "orientalske Ansigtsfremspring".
Hverken Interiøret eller Kostymet er fremstillet saa detaljeret som i de ældre Romaner. Et Sygestue-Interiør gives ved at Vaagekonens Indtræden, med Haanden for Lyset, vækker en Natsværmer, der basker imod Loftet. En Landhusholdning ser man, naar man ser Husmoderen, med Hovedet skjult i en stor Helgolænder, i Haven mellem de blafrende 155 Lagenrækker og ved hendes Fødder et lille Barn, som eftertænksomt ribber en Fandens Mælkebøtte – Billedet virker som et Interiør af Poul Møller (Scenen, hvor Frits spiller for de dansende Børn uden for Bondegaarden). En fornem gammel Stue (Gehejmeraadindens) gives – varmere end af Hammershøj – alene ved "de tunge Mahognimøbler, hvori det blodrøde Lampelys spejler sig". Et forstyrret Kunstnerhjem bider sig fast i Erindringen gennem det Træk, at den seksaars Pige, der ligger i Soverummet ved Siden af Atelieret, bliver vækket ved Spektaklet, tumler søvndrukken frem foran Forhænget i sin halvsnavsede Natkjole og siger, blendet af Lyset, med Hænderne for Øjnene: Hvad er'et I laver herinde? – En fuldstændig, idyllisk Parallel hertil er den Scene i Chr. Winthers "Annette", hvor den unge Kone farer op i Sengen under Tordenvejret og – ægte kvindeligt! – først ordner Haaret under Kappen:
og sidder i den hvide Trøje
søvndrukken der paa Sengens Bræt
og kan med halvtillukket Øje
ej finde Skørtets Bændel ret –
og derpaa kommer ind i Stuen:
hun vakler, kan ej Søvnen glemme
og stirrer mat mod Lampens Skær
og siger med en søvnig Stemme:
Min Gud og Fader! hvilket Vejr!
Ogsaa Toilettet gives nu helst med et Par Streger. "Jytte var i hvid Silkekjole og saa dejlig ud". Og endnu dejligere, da hun i Skumringen, lidt kuldskær, sidder med "et blødt, søgræsgrønt Silkesjal over Skuldrene". Karsten From maa i Modsætning til Dyhrings Morgenham i Lykke-Per, som 156 er fra forrige Aarhundrede, nøjes med en kinesisk Silkeslobrok til Hjemmedragt. Et Stykke moderne Ungdom afbildes saaledes: "Det unge Menneske saa uhyggelig ud i en resedafarvet Dragt efter sidste Mode med Undertøj af violet Silke" – og ser allerede derved saa uhyggelig ud, at Tilføjelsen: "De lange Ben slingrede, og Øjnene hang ham ud af Hovedet af Træthed" med fuld Ret er udeladt af den nye Udgave.
Repliken er nu ført helt op til det mundlige Udtryk. I den nye Bog er der ikke mere nogen, som "derom kan spørge" (med g). Ypperlig gengivet er det fynske i to Mundarter der "synger", uden Dialekt: det primitivt folkelige og det modernt rigsdagsmandige: "Nu faar vi jo se, hvordan det alt sammen vil og maa og skal udvikle sig, for det er jo saadan, at det skal nu blive aabenbaret, hvad der i det hele og store er Enslevs sande Hensigt. Der maa jo snart komme en Klaring paa Situationen. Det mener jeg for min Del bestemt". Ligeledes den Maade, hvorpaa Kaffekongen efter Modtagelsen af Nadveren befrier sig for den særdeles oprigtige gudelige Rørelse ved at bede Præsten om Regningen: "Kort sagt, min Herre – De har skænket mig Religionens Trøst, og jeg vil gerne have Lov til at vise Dem en lille Opmærksomhed". Paa en helt anden Maade viser Knejpesangerinden Frk. Susse Frederiksen, kaldet "Folkets Glæde", sin candeur under Præsten Mads Vestrups gudelige Foredrag. Da hendes halvsovende Ven et Par Gange støder hende dvask i Siden for at faa hende til at gaa, svarer hun først ikke, men puffer saa, uden at se paa ham, igen og siger forbitret: Saa lad mig dog være, dit Fjols. Hendes Andagt er allerede hel evangelisk – hun bliver snart efter omvendt – hvad hendes Udtryk altsaa endnu ikke er. Men det er ægte københavnsk.
Alt i alt maa man tilstaa Forfatteren af De Dødes Rige, 157 at han i dette Værks sproglige Stil er kommet det Ideal: at kalde Søren for Søren og intet andet – og just derved sætte Læseren i Stand til at genskabe Søren – saa nær som aldrig før, langt nærmere, end da han som sin Student og sin Magister mente at maatte kalde "Sørens Hul" for Almas Tempel. Denne Roman er i sin sidste og fuldkomneste Skikkelse et Digterværk, som giver den opmærksomme Læser et levende Billede af Tingene ved at indpode i hans Fantasi den Rod, hvoraf de vokser.
Om Digteren lige saa fuldt har naaet sin anden Hensigt: at forme det Værk, hvis Enkeltheder ligger saa fast, som de var loddet, som Helhed til en musikalsk Komposition og besjæle det med en Stemning, er et andet Spørgsmaal, der kræver en ny Undersøgelse.
Af Læserne er denne Hensigt næppe bleven almindelig forstaaet. Hertil bidrog Værkets Udgivelse, der ligesom de tidligere Stor-Romaner foregik gennem en Række af Aar, fra 1912 til 1916, i fem Bind med Fællesbetegnelsen "En Fortælling-Kres" og særskilte Titler: "Torben og Jytte" (1912), "Storeholt" (1913), "Toldere og Syndere" (1914), "Enslevs Død" (1915) og "Favsingholm" (1916). Først derefter foretoges ligesom med Fortællingerne om Lykke-Per en Gennemarbejdelse af de fem Bind til en Tobinds-Roman De Dødes Rige, delt i otte Bøger (Torben og Jytte; Søren Smed og hans Æt; Storeholt; Toldere og Syndere; Den ellevte Time; Vandrepræsten; Enslevs Død; Favsingholm). Omarbejdelsen er i Enkeltheder ret indgribende med mange Forkortninger, men lader, bortset fra nogle Kapitel-Omstillinger, Fortællingens Gang uændret.
For den, der med Ordets Kunst vil skabe et stort Værk, der har Linje som Arkitektur eller Rytme som Musik, er det altid misligt, at Læserens Fantasi ikke saaledes kan sanse Helheden i hans Plan, som Øjet kan overfare en Bygning 158 og Øret inddrikke en Symfoni. Selv de, der forstod Pontoppidans Kunst bedst, fik under de fem Binds Fremrykning i fem paa hinanden følgende Aar ikke Indtryk af en sammenhængende musikalsk Komposition, næppe nok af et langsomt voksende Bygningsværk. Det forekom en, at han her drev en ny Kunst, der krævede et særgent Haandelag hos Mesteren og et særegent Øje hos hans Publikum for at komme til sin Ret, nemlig Mosaiken.
Man gik i Overensstemmelse med den gængse Opfattelse af de tidligere Hovedværker, Det forjættede Land og Lykke-Per, ud fra at Digteren ogsaa i den nye Fortælling-Kres havde villet give et Tidsbillede. Han havde villet tage et kunstnerisk Aftryk af Danmark omkring 1900, ligesom han i Lykke-Per havde afbildet Tilstanden ti og i Det forjættede Land tyve Aar tidligere. Men medens dette Billede i de tidligere Bøger midtsamledes om en enkelt Hovedperson – den, der stod Digteren nærmest – savnede man en saadan Samling i den nye Roman. De forskellige Krese af Mennesker, hvorom den fortalte, stod kun løseligt i Forbindelse med hinanden; under det idelige Skifte af Kres og Sted syntes Handlingen ikke at skride frem, men at hoppe. Og Hovedpersonen, Romanens udkaarne Helt, Torben Dihmer, gik ud af Sagaen i første Bind og kom først ind i den igen i næstsidste. Endelig syntes Digteren hverken i ham eller i nogen af Bogens andre Figurer saa personligt interesseret som i de tidligere Romaners Helte og Heltinder.
I Stedet for det energiske Modelstudium i de ældre Bøger mærkedes nu en Model-Sky, en Forkærlighed for Typen, der tog sig ud som en kunstnerisk Svaghed. Til det livfulde Portræt af Biskop Monrad i Det forjættede Land og af Georg Brandes i Lykke-Per fandtes intet tilsvarende. Billedet af den radikale Partihøvding Enslev syntes ikke tegnet efter nogen enkelt Model, men dannet ved Sammenstykning 159 af Træk fra Viggo Hørup, Georg Brandes og Pontoppidans egen Forfatterpersonlighed: Enslevs Angreb paa Præsterne er samtidigt med Forfatterens eget.
Med andre Ord: i Stedet for Maleriet, Portrætgruppen omkring den monumentale Figur, til hvis Udførelse der hører en passioneret Stemning og en fyrig Pensel, havde Pontoppidan denne Gang valgt Mosaiken, der kræver et roligt Blik og en lang Taalmodighed. Man satte dette Valg af Kunstform i Forbindelse med aftagende kunstnerisk Energi og en ved Sygdom (hvortil der hentydedes i en Note for ved det fjerde Bind) nedsat Arbejdsevne.
Ligesom en Mosaikmester ved nøjagtig Sammenlægning af forskelligt farvede brændte Tegl eller Stene frembringer et Billede – en assyrisk Løve, en pompejansk Lænkehund, en byzantinsk Kristus – saaledes saa man her et stort farvet Fladebillede af Nutidens Danmark blive til for sine Øjne. Overalt, hvor der for den tænksomme Kunstner sprang et Træk frem i Tidens Fysiognomi, trykkedes en dertil svarende Sten ind i Billedet. Ved disse Stenes forskellige Form og Farve fremkom Tidens Mønster, en kunstnerisk stiliseret Figur, hvorom ingen ved Arbejdets Begyndelse kunde sige, hvordan den faldt ud ved dets Ende. Vilde det blive en brølende Løve eller bare en Hund, som bjæffede? Eller mon det skulde slippe ud til en stækket Ørn?
En Morskab fik Bogens Læsere ved den stykkevise Udgivelse: at se Spillet i Bevægelse og Stenene flyttes som Brikker paa et Tavlbræt af Forfatterens Haand – det eneste, der saas af hans Person under Spillet – frem og tilbage til det vundne eller tabte Parti.
Men – medens dette Spil i de ældre Romaner er trukket ganske tydeligt op: i Det forjættede Land som Forholdet mellem By og Land, sjællandske Bønder og Københavnere, i Lykke-Per som Modsætningen mellem Jyder og Jøder 160 – flokkes Figurerne i den nye Roman i Krese. "Brikkerne" lader sig ikke dele som i de tidligere Romaner i "sorte" og "røde" eller lignende. Skønt Enslev søger – eller tvinges til at tage – en Deling mellem kirkelig og ikke-kirkelig Politik, og skønt Modsætningen mellem Præst og Fritænker skærer sammen i Bogens Kerne, i Forholdet mellem hans to Brodersønner, Præsten Johannes og Lægen Poul Gaardbo, er Bogen dog ikke bygget over en religiøs Idé. Det er ikke heller en politisk Roman (som Hjemløs10), skønt der er en politisk Katastrofe deri, nemlig Sprængningen af Enslevs Parti. Men alene dette Parti, altsaa den radikale Intelligens, er paa Brættet og især dets "Konge", medens det oprindelige Venstre, Gaardmændenes og Skolelærernes, færdes i en Slags Underverden, f.Eks. i den ved en – symbolsk – Kortslutning lysberøvede Sal, hvor Enslevs Fald forberedes, og dets Jupiter, Regeringschefen, holder sig bag Skyerne. Endvidere er der hverken Arbejdere eller Embedsmænd i Romanen; paa Højremænd er den saa blank som en Folketingssal. Der er kun Husmands- og Herregaardsslægt deri. Over denne Modsætning mellem Hytten og Herregaarden er den sociale Roman komponeret ligesom Lykke-Per over Præstegaarden og det jødiske Handelshus.
Herfra udgaar de to mest betydningsfulde af de Krese, hvoraf Bogen – ligesom Topsøes noget kavallermæssigt skrevne, men meget skarpt sete Nutidsbilleder11 – bestaar, og af hvis ret tilfældige Berøring dens Handling fremgaar.
Fra Hytterne kommer Søren Smed og hans Æt, hvis Historie omhyggeligt fortælles. Hertil hører af Hovedpersoner Politikeren Tyge Enslev, Broderparret Gaardbo og i sidste Bind den purunge Kjeld Borgen, der ligesom Thors Sønner i Vølvespaa alene har den Betydning, at han er den, som overlever. Maaske han ogsaa er den, der skal komme – Helten i en ny Roman.
161 Til Herregaardsfolket hører Slægten fra det fynske Herresæde Storeholt, altsaa foruden Ejeren Jægermester Hagen, hans Broder Lægen, Professor Asmus Hagen, hans Kusine Jytte Abildgaard og hendes Moder, Gehejmeraadinden. At dette gamle Familiegods til sidst gaar over til Jægermesterens Svigerfader, Kaffehandleren, og at den lille korthalsede Jægermester bliver Hanrej paa alle de Omraader af Livet – i Penge, Politik og Kærlighed – hvor der er Horn at hente, og ender i den glade Idiot-Idyl, føles af Slægten som et uforskammet Kapitel af det nyeste Danmarks Historie. Vistnok ogsaa af Forfatteren, der lader sin Pen smelde over Ryggen af denne nye Adel som en Svøbe. I Kaffekongens Studebrøl under hans Nyrekolik, ja i den Fløjte, hvorpaa hans stakkels Søster (Tussen) daglig øver sig for at hærde sine Lunger, hører han Trællenes "usle Dødsfrygt". Den har han ogsaa opdaget hos de sidste Dages Hellige, de troende "System"-Dyrkere, hvortil hører nogle af Bogens morsomste Bifigurer (Ægteparret Kolding).
Herremand er ogsaa Bogens Helt, Torben Dihmer paa Favsingholm (ved Gudenaaen). Han er liberal og udset til Ministerchef, men opgiver paa Grund af Sygelighed og en ulykkelig Kærlighed (til Jytte Abildgaard) al politisk Virksomhed og udtaler til sidst, belært af hvad han har erfaret i sig selv og med andre, overfor en moderne Husmandsdigter sin Tvivl om at det er Uligheden i de ydre Kaar, der er Livets Smertekilde. Han minder herved – ligesom i Navnet – om Thorkild Drehling, Godsejersønnen i Nattevagt, vistnok et Forfatteren ganske ubevidst Gengangeri. Paa sin ensomme Gaard hengiver han sig til astrologiske Studier og ser rolig sin Død i Møde.
Af Jøder, der fordum var det oplivende Element i Pontoppidans Danmark, findes i denne Bog kun en, og han græder. Det er den alvidende og dybt bekymrede lille Direktør 162 Zaun – i øvrigt en Replik af en tidligere benyttet Model12 – der ved Enslevs Død gør samme Figur som en Dværg paa et Gravmæle. Som det var at vente, er ogsaa denne Udsending fra Babylons Floder forstaaet til Bunds, helt ned i Taarekilden, af sin Digter. I hans Avisforslugenhed og Gert Westphalerske Meddelelsestrang ser Helten ikke blot den abeagtige Optagethed af det ligegyldige, men Livstrangen hos den Ensomme, der maa kaste et rigt Hjertes naive Følelse fredløs ud for Vinden. – Kresen af Kunstnere, der i Pontoppidans Bøger gerne behandles i et andet Plan, ligesom i et andet Lokale, end de andre Mennesker – de "optræder" eller forevises paa deres Knejpe som et Zigøjnerorkester – er her mindre genial og mere anløben end i "Gryden" og "Nattevagten". De forgrener sig her nedefter i Varieteen og Kunstreportagen: Susse Frederiksen (der har Træk af Anna Larssen) og Journalisten A.B.D. Carlsen, Danmarks sidste Bohême, er de bedst tegnede i denne Kres. Opefter sender den et vandigt Skud i Maleren Karsten From, der ligesom Dyhring i Lykke-Per er Heltens (og Forfatterens) obligate Kontrast, men ikke nær saa godt hadet som denne.
Præsteskabet anskues i Romanen, som det sømmer sig en Klerus, trinvis, kun at Stigen er den modsatte af den hierarkiske. Mere end af Bispen og Missionshøvdingen fængsles Forfatteren af den privatkristne Pastor Johannes Gaardbo (hvis kirkelige Standpunkt vistnok er nærmere ved Digterens Faders end ved hans Broders). Ligesom Pastor Sidenius i Lykke-Per har han taget Glæden (ja Livet) fra sin Kæreste og gaar, da han forstaar det, helt menneskeligt i sig selv og forsoner sig med sin Broder. Mest optages Digteren dog af den jydske Vandrepræst Mads Vestrup, der har mistet sit Embede for en kønslig Udskejelse og holder Vækkelsesmøder for Bladet "Femte Juni's" Regning i København, men taler der om Lidelsen som Livets Mening som Fjaltring og 163 Per Sidenius selv. Det Salmevers, der i Hans Kvast og Melusine tilskrives Hugo Martens:
Nu det lysner i mit Sind,
Solen har jeg lukket ind,
Livets Kilde har jeg fundet,
Døden har jeg overvundet –
lægges her fuldt oprigtigt ham i Munden. Han er ved sin Blanding af grovt og rent, med alt det i hans Natur, der maatte støde Forfatteren, sympatisk opfattet, et nyt Bevis paa Pontoppidans fanatiske Trang til at forstaa. I denne Figur sætter Vandreren fra Landsbyhistorierne og de smaa Romaner sine sidste Spor i Pontoppidans Digtning. I sin ydre Skikkelse har han Træk af Jakob Knudsen.
Til sammen udgør disse Krese det Mønster af Tiden, som Digteren har set for sig, ligesom de tilsvarende Krese i Nutidsbilleder med deres typiske Repræsentanter – den fornemme Verdensmand, den folkelige Politiker, Bonde-Maleren og Epigon-Digteren – til sammen danner en Figur af det samme Samfund, som det saa ud for en elskværdig litterær Frondør for 40 Aar siden. Gaar man fra Topsøes Bog uden videre over til Pontoppidans, er Indtrykket overraskende, uhyggeligt – som om man fra et Middagsselskab, hvor ingen giver mere af sig selv, end den gode Tone taaler, traadte lige ud i Dommedagen, hvor alt kommer for Lyset. Deri adskiller Pontoppidans Bog sig fra Topsøes, at der er noget, noget mægtigt bagved. Bag Nutidsbilleder er der kun et Smil, et klogt og spotsk, et varmt og vemodigt, ja et kærligt Smil, men bag Pontoppidans et vildt uroligt Blik. Der har aldrig været saa meget "Mulm" i hans "Hav-Øjne" som nu.
Det "simple Stemningsmotiv", som han i sin sidste Nutidsroman har udsat for stort Orkester, er et Motiv fra Dødedansen. 164 Han spillede det først igennem i Digtet til Georg Brandes i 1912. Allerede her findes Titelen paa det nye Værk: De Dødes Rige – i det Ugleskrig, Digteren hører i sin Sjæl, "et angstfuldt Minut mellem Vaagen og Blunden":
Hvad blev der – saa skreg den – af Riget, han skabte?
I Grus er det sunket! Og Tavshed og Øde
nu græsser paa Tomten hos fredløse Døde –
og i Slutningsbilledet af den fra Festen bortflygtede Helt:
Hvad Under, han gøs for det festlige Møde
og vendte sig mismodig bort fra sit Værk! –
Jeg tænker, han fejrer sin Dag med de Døde.
Titelen De Dødes Rige forekommer i Pontoppidans Digtning første Gang som Kapitel-Overskrift i Minder. Der er det den modne Mands Barndomserindringer, der kommer til ham paa Hjemmets Grund, som han om Dagen næppe har kendt igen, i Aftentaagerne over Engen som Bud fra dem, der er døde. Det er Vemod. Men i Romanen er alt det samme, kun Manden ikke. Der gives ingen "Minder". Det er Helvede. Det er en Trolddom modsat den i Legenden om Munken, der gaar efter Evighedsfuglens Sang, og da han kommer tilbage, er der gaaet flere Hundred Aar og Verden blevet en anden. Her er det omvendt. Verden er ganske uforandret, men Sværmeren er selv blevet 300 Aar ældre. Billedet bruges i Romanen om dens Helt Torben Dihmer. I alle Pontoppidans ældre Bøger er der "Spøgelser", Gengangere af det gamle Mørke, hvorfra Sjælen vil gøre sig fri for at kunne aande i Dagen. Her er det omvendt "Verden", der er den sande Underverden, det dagklare Helvede, og du selv er den eneste levende i de Dødes Rige. Billederne bruges i Romanen af og om dens Helt.
For at faa denne Stemning til at klinge igennem det døde 165 Ler og besjæle sit historiske Nutidsbilledes Mosaik med sin personlige Kunstnervilje har Pontoppidan i den nye Roman brugt den samme Fremgangsmaade, som han har vedkendt sig for de gamle. Han illuderer. Han opstiller i Billedets Forgrund nogle Stykker uforarbejdet Virkelighedsstof og leder derfra umærkeligt Læserens Blik ud i det illusoriske Fjerne. Han maler efter Model, men digter efter Ide.
Enslev, Romanens historiske Hovedfigur, er tegnet efter Model. Sit Ydre har han fra den norske Sverdrup; ligesaa sin ildfulde, unordiske Veltalenhed, hel forskellig fra Hørups sjællandske Slagkraft, og sit lidenskabelige Sind; til det galliske i Sverdrups Afstamning og Temperament svarer det Taterblod, som Pontoppidan har indgivet sin sidste Helt – ligesom den første. Sin haltende Gang skylder han – efter en Meddelelse fra Forfatteren – det Tilfælde, at Pontoppidan paa Vejen til Festen for Systemskiftet i Sommeren 1901 saa den syge Hørup, der ikke kunde komme til Stede i Kongens Have, flytte sig møjsommeligt frem ved sin Stok uden for Kliniken i Rosenvænget. Men af dette Tilfælde blev der en Tanke, som udvidede sig til Bogens Ide.
I Enslevs Samtaler med hans kloge og fine politiske Veninde Fru Bertha (Gehejmeraadinde Abildgaard), i Torben Dihmers Dom om hans Politik og i en enkelt undsluppen Forfatter-Bemærkning har man i højere Grad end af Otto Kalls Mund i Asgaardsrejen, end sige af røde Hallagers i Nattevagt, hørt Henrik Pontoppidans Dom om den brandes-hørupske Bevægelse fra Halvfjerserne og dens senere Skæbne. Enslev har villet vække et sovende Folk og gøre det til det frieste og mandigste i Verden, skabe en Ungdom i et Oldingeland. Drømt af en Kvinde (Fru Bertha) var det Lykkeland, han kæmpede for, en Fredens og Menneskekærlighedens Guldalder; opfattet af en Mand (Torben Dihmer) var han maaske den guddommeligste 166 Vilje, vi har haft her i Landet – en Moses, der vilde føre Folket ud af Trældommen ved at opvække en Ulveappetit paa Livet – og nu er Verden fuld af Mennesker, der hader og forbander det Liv, hvortil de klæber med alle deres Ønsker og Forhaabninger.
Dømt af sin Digter er han en Ensom som Per Sidenius og Emanuel Hansted. Han er af dem, der vil Kærlighed uden at ville, hvad den koster, nemlig Kærlighed. Han tror, at han i den eneste af alle Livets mange "Forretninger", der er Prisen værd, kan tage uden at have givet. Han elsker Ideer, Aand, Vilje – Billedet af hans eget Jeg paa en for Evigheden præpareret Plade, men har aldrig vidst et af de Ord, der kan trøste en bedrøvet Kvinde. Med rystende Sandhed gives hans Forhold til den Veninde, der elsker ham grænseløst: han hundser hende under sin Sygdom og føler sig bekvemmere betjent af en Madamme. Endnu paa Dødslejet ser han ikke hendes Haand, men dikterer sit Eftermæle og sine syv Ord paa Korset til en Reporter. Et af dem lyder, som om det var Svar paa et stort Spørgsmaal: "For Mennesker af min Art gives der ingen Lykke. Vi er ligesom Spedalske fordømte til Isolation."
Hermed løfter Blikket sig fra Hørups Politik og Bladet Politiken, fra Tilfældet "Georg Brandes og Danmark" og fra den hele Diskussion, om Brandes og Hørup har haft Ret og Pontoppidan nu har Ret til at dømme saaledes om Frugterne af deres Gerning, ind i en Verden, hvor Diskussionen forstummer, fordi der slet ingen Meninger er, men kun Mennesker og deres Skæbne. Det er der, hvor Skikkelsen – Skyggen af Modellen – bliver fri og forløst fra Virkeligheden i Digterens Fantasi, og Blodet stiger i den fra den lønlige Forbindelse med hans eget Hjerte.
De Dødes Rige er ikke bare Danmark i 1905 eller 15, set med Øjne fra 1875. Det er heller ikke det hele moderne 167 Samfund i Febertilstanden før den store Krise – hvorom der ogsaa profeteres i Romanen. Pontoppidan skriver hverken Fædrelands- eller Verdenshistorie, men endnu som i sine to andre Storværker Sagn og Eventyr. De Dødes Rige er en Myte paa den tungeste af Livets Illusioner. Ikke paa "Natur"-Blendværket som Det forjættede Land eller paa Lykke-Blendværket som Lykke-Per, men paa Kærligheds-Illusionen. Bogen er et Billede af dette vort stakkels kærlighedssyge og kærlighedsøde Menneskeliv.
En Dronning i dette Skyggerige, ligesom en Venus i Tartarus, er Romanens Heltinde, Jytte Abildgaard. Uden noget af det sædvanlige Dejligheds-Apparat – hun er lav af Vækst og temmelig ligegyldig med sin Paaklædning – efterlader hun i Læserens Fantasi et lifligt Indtryk. Man husker Drachmanns Vers13:
Det store, brændende Øjepar
med Livsens Vemod paa Bunden
og Honningduften af Brude-Kys
i Smil omkring Pigemunden,
og finder al dets Sødme samlet i hendes "honningbrune" Øjne. Hun lokker Mænd.
Men hun selv kan ikke elske. Man kan som bekendt komme Livet igennem foruden: de fleste Mennesker, der ikke kan elske, ved slet ikke af, at de ikke kan det. Men hun ved det og lider derunder. Hun er gold og føler den frugtsommeliges Kvaler.
Hendes Fader har, da hun var en ganske ung Pige, fortalt hende – efter Platons Myte – om den Sjælens Tvillingbroder, der en Gang skulde gøre hendes Liv helt. Men det er hende umuligt at finde ham.
Hun er ikke ukysk. Tværtimod, hun er sky, ogsaa fysisk, saa hun ikke taaler at se sig selv nøgen; hun er, siges det, 168 ligesom hudløs for enhver Berøring og trækker endog for sin Moders varsomme Frieri til hendes Fortrolighed Hænderne til sig. Hun sætter sig med Legeme og Sjæl imod at blive taget i Besiddelse af nogen. Blot den Maade, hvorpaa Torben Dihmer siger "min Gaard" og med Betoningen ligesom assurerer hendes Fremtid sammen med sin egen, oprører hende. Det Kys, hvormed han tror at have vundet hende, skiller hende for evigt fra ham, der kunde have frelst hende. Gribende er det Sted i Romanens Slutning, da hun faar Bud om hans dødelige Sygdom, telefonerer til Jylland og, længe efter at hun har lagt Hørerøret, vedbliver at høre den fremmede Stemme skratte inde fra Fjernheden og Mørket: Godsejer Dihmer døde i Aftes Klokken ni. Der er næppe noget tilsigtet Skæbne-Symbol i denne Scene; der er kun en Telefon. Men Skæbnen er tungest for dem, der maa bære den uden Symboler.
Jytte har ingen. Den, der ser Jehova, skal dø14, siger et underligt Ord. Det er vist symbolsk. Men den da, der ser Djævelen – uden Symboler, nemlig sit eget fordærvede Hjerte. Jytte har set det. Det er et Tjørnekrat, et Urskovsdyb, fuldt af Spøgelser og røde Rovdyrøjne; bedst bider Billedet, da Jytte paa et flygtigt Stik af Nag tager paa Vej, som om alle Selvets Snyltere sydede i hendes "Hvepsehul" af et Hjerte. Det er, som om Digteren maa tilbage til sine Fædres stærke Sprog for at skildre det naturlige Menneskehjerte.
Men Jytte Abildgaard vil ikke tilbage til Præsterne. Da hun over for Præsten Johannes Gaardbo til sin Overraskelse har maattet spørge for Alvor, om han er den Sjælens Tvillingbroder, der skal frelse hende, skræmmes hun, ikke blot som over for Torben af Angst for sin egen Sjæl, men af Frygt for at Præsten er dum og ikke ved, hvorom han taler. Kun Gud kender Mennesket indtil Sjælens 169 Bund, havde han sagt. Man maatte være meget glad ved sig selv for at kunne finde nogen Trøst i den Tanke.
Saa, efter at være flygtet, først for Manden, saa for Præsten, giver hun sig en Bajas i Vold og gifter sig med Karsten From. Hun er nu paa det Trin af Livsligegyldighed, som hendes Moder kalder det, at hun ikke vil Frelse, blot Glemsel: han tager i al Fald ikke Livet tungt og højtideligt og er maaske netop derfor den Tvillingbroder, som hendes forpinte og selvplagerske Sjæl trænger til. Kort efter Brylluppet er han hende utro.
Til Livets Kval føjer sig saa for første Gang i hendes Bevidsthed Dødens Jammer, da hun ser Moderen, det bedste og kærligste af alle Mennesker, martres langsomt som til Forlystelse for en vanvittig og bloddrukken Gud. Hun taaler nu ikke Solen og Synet af de sommerglade Mennesker paa Gaden og forstaar ikke, hvor nogen kunde lade sig narre af dette falske Skønhedsskær over en Jord saa fuld af Grave. Hun lever ikke mere; hun er en Død, der begraver sine Døde. I første Udgave lader Digteren hende overleve Fødselen af en Søn, som hun vilde "prøve paa at komme til at holde rigtig af"; i anden dør hun straks efter Fødselen.
Der er sort Blod af Pontoppidans Digtning i denne dejlige Medusa. Ragna i Asgaardsrejen er, som oplyst, hendes Forgængerske, men i saa lang Afstand som et "radikalt" Skørt fra en michelangelosk Sibylle. Ogsaa Jytte bærer den stækkede Ørns Mærke; hun minder om "en Storfugl i Fangenskab". Der er noget af Landsbybilledernes "Realisme" og "Indignations-Pessimisme" i hende: Sandhedsdriften, der søger Bunden, af Sjælen som af Samfundet, Tungsindsblikket, der med Gru opdager Selvet – det samme Selv, som det var Lykke-Pers Lykke at have fundet. Endelig har vel ogsaa de sidste Aars Rædsler været 170 med til at forme eller dog at fuldende Billedet af denne brudeklædte Dødsgudinde.
Men der er da ogsaa noget af Sundheden i Pontoppidans Poesi i Helten, den syge Mand Torben Dihmer. Han kommer fra Mørket, men gaar imod Lyset.
Skildringen af hans ensomme Sygeliv paa Fædrenegaarden Favsingholm i Romanens første Bind er given med stor kunstnerisk Energi, vistnok paa Grundlag af Erfaringer og Iagttagelser fra Forfatterens nys og næppe overvundne Sygdom. Og ved dette realistiske Sygestue-Interiør hænger i Romanens Panorama den hele Illusion: det er den "virkelige" Nedgang til den malte Underverden.
Allerede Navnet paa dette store Rundmaleri antyder Illusionen. Romantitelen De Dødes Rige – som Bogen iøvrigt først fik i en Boghandlermeddelelse i sidste Bind af Førsteudgaven – er ironisk paa samme Maade som Det forjættede Land og Lykke-Per, for saa vidt den mere er formet ud af Heltens end af Forfatterens Bevidsthed. Overalt, hvor dette Billede, og hvad dermed staar i Forbindelse, forekommer i Romanen selv, er det set med den syge Mands Øjne. Med en Ironi, der først ved Værkets Slutning blev klar, hilses han i det første Bind efter sin Sygdom af en af de latterlige Sundhedsapostle (Generalkonsulen): "Velkommen tilbage fra de Dødes Rige." Men allerede da har han ved Synet af det mondæne Liv, ved Rivieraen som forinden i Wiesbaden, det Indtryk, at der, og ikke paa Favsingholm, er den sande Sygestue. Han ser Folk af mange Slags og mange Nationer, men det forekommer ham, at Festsalenes lighvide Lys paatrykker dem alle den samme Dødningemaske. Han synes, at Livet mere og mere former sig som en Kehraus til stumt Orkester. Og i de to sidste Bind (der udkom under Verdenskrigen), da han atter vender hjem 171 fra en lang Rejse, har han mange Gange baade i Europa og Amerika haft en Fornemmelse af at befinde sig paa et underjordisk Pinested, hvor Millioner af hvileløse Skygger halsede af Sted paa Jagt efter en uopnaaelig Lykke. Selv paa Favsingholm – over hvis Indgang han uden Bitterhed tænker sig Indskriften fra Dantes Helvede: Her lades Haabet ude – føler han sig befriet, løftet som paa vældige Vinger af det Ildhav, hvori de store Staldbygninger brænder. Nu maatte den være nær, den store Verdensbrand, han havde ventet paa, en Syndflod af Ild, hvori en fordærvet Menneskeslægt skulde nedhvirvles og forgaa.
Man spørger stundom sig selv, hvorledes vel den nærmeste Fremtids Litteratur skal være, for at vise sig Verdenshistorien voksen. For at være eller blive det er det ikke nødvendigt, næppe raadeligt at skrive Krigsromaner eller anden krigsinspireret Litteratur. Men der er andre Maader, hvorpaa en Kunstner, en Tænker, et aandeligt levende Menneske i en grusom Tid kan "give igen" paa Verdenshistorien. Han kan samle netop den Angst og Gru, han selv har oplevet i sin egen Tid, sit eget Folk, sin egen Sjæl, i et Helhedsbillede og, hvis han formaar det, besjæle dette Billede med den Spire af Overlevelseskraft, hvorved han selv, midt i de Dødes Rige, lever.
Da Torben Dihmer efter sin Sygdom genser Jytte i Italien, bruges der det Udtryk om ham, at det var, som om en sejg og børstet Ham var bristet omkring ham. Man faar det Indtryk, at det er gaaet Forfatteren selv paa en lignende Maade: at han har forløst sin Sjæl ved at skrive denne Bog. Man finder Spor af denne Stemning ikke blot i den Friskhed og Sikkerhed, hvormed det afsluttende Arbejde er gjort, men i den Sindsro, ja – med Forlov – det gode Humør, hvormed han ser sin Ven og Helt derude paa sit kære Favsingholm forskanse sig imod "Spøgelseverdenen" 172 og hygge sig til Døden. Det er blevet en religiøs Ide hos Torben Dihmer, at man skal knytte sig med Inderlighed til sin Skæbne "som en Brud til sin Brudgom". Maaske Forfatteren ligesom den brave Dr. Gaardbo smiler lidt ad hans astrologiske Undersøgelser, "disse Vindueskig ud imod Uendeligheden" – dog næppe mere end ad samme Doktors naive Levelære. Og naar Torben Dihmer ønsker at efterlade sine rudolphinske Tavler til en kommende Kepler i Videnskaben om "den sympatisk-organiske Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet", er han, skønt forblommet, i god Overensstemmelse baade med Naturforskeren i Det ideale Hjem, der vil bygge al videværdig Videnskab paa Natur-Jeget, med Per Sidenius' afbrudte Konfession til Naturen, og endnu mere med Doktoren i Hans Kvast og Melusine, der føler, at han nu maa gaa ud over Naturen for at faa Fred. Jo, vist var Torben Dihmer en Tænker – en "jordtung Ætersvømmer".
Og dette Favsingholm – hvor friskt det lyder: som Høet dufter ved Gudenaaen! – som han før sin Død, da han for længst har opgivet det paatænkte Alderdomshjem med alle Nutidens Bekvemmeligheder, har bestemt til et Asyl for dem, der lever midt i de Dødes Verden – er det ikke Danmark i 1917? Med Fremtidsvidenskaben, der "foreløbig ikke har meldt sig", paa Udkig mod Uendeligheden og Bondegilder i Riddersalen (som i sin Tid paa "Slottet" i Havreholm!) Hvor den yngste af den enslevske Slægt, der er dumpet nogle faa Gange til juridisk Eksamen, vender tilbage til den Jord, han er kommen fra, "henter forøvrigt sin Føde fra Skoven" og om Aftenen blæser paa Fløjte som en Pan op under Aasen. Hvor Fru Meta – den lille store Moder, Jyttes Trøst og Modkraft, den eneste af dem alle, der efter hendes Mening lever, fordi hun har givet 173 sig Livet i Vold og født sine Børn med lukkede Øjne uden Kloroformmaske – endnu en Gang oplever at lægge et nyfødt Barn til sit Bryst. Hvor hendes Mand – da "den Gift, der i Tidernes Morgen blev udsaaet i vor Slægt og i vort Folk, har fuldendt sit Opløsningsværk" – forliger sig med sin Broder Præsten, der af egen Drift vender tilbage fra de Dødes Rige – Selvretfærdighedens Skyggeverden.
Favsingholm! Pan lever, Madonna føder, og Manden tænker. Er der mere?
Maaske "lidt endnu", som Præsten siger, da han giver Broderen Haanden. Det stille Haandtryk, hvormed to Mennesker finder hinanden midt igennem deres Meninger.
