Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Snekkersten. 11. juni 1917
Der var en Gang en Mand, der hed Søren
Snekkersten.
11.6.17.
Kære Vilh. Andersen!
Vi havde iaftes Tebordet dækket i Haven indtil Klk 10½, og vore Nattergale slog deres Triller med en Henrykkelse, som om også de ventede Dem. Klokken elleve opgav jeg Dem. Jeg skulde tidlig op om Morgenen for at se det sidste Hold russiske Krigsfanger komme til Helsingør, og fra det Syn kommer jeg netop. Jeg havde troet at skulle møde et Rædselsbillede af Krigen; men det var slet ikke Tilfældet. Der var ganske vist een Mand på Krykker; men det har man dog set før. Resten var tilsyneladende sunde Folk, lutter Officerer og Underofficerer, ingen Menige. Det forklarer vistnok, at de slet ikke gjorde Indtryk af at være 2 udhungrede. De tidligere Hold af Fanger, der væsenlig bestod af Menige, skal have set helt anderledes ud.
Jeg skrev igår efter Deres Ønske et Par Årstal1 ned og sender dem her sammen med det gamle Interview, som jeg talte til Dem om. Også heri findes et Par af den Art biografiske Oplysninger, De ønskede.
En af Deres Kolleger, Dr. Joseph Hofmiller2 (såvidt jeg veed Literaturprofessor i München) har i sin Bog "Zeitgenossen" skrevet et Essay om mig, som De måske kunde have Interesse af at kende. Men mine Bøger ligger i Kaos, og jeg har ikke kunnet finde den.
I England udkom for nogle År 3 siden en smuk Udgave af "Det forjættede Land", der er morsom, fordi Bogen er illustreret af en engelsk Kunstnerinde, der i den Anledning opholdt sig i Danmark en Sommer og optog Studier. Det er interessant at se, hvordan det sjællandske Landskab og de sjællandske Bønder tager sig ud i et engelsk Kunstnerøje. Det er det rene Japaneseri.
Jeg er jo, som√ sagt, lidt ked af, at De ikke har lært den nye Udgave af "De Dødes Rige" at kende. Da jeg i sin Tid begyndte Bogen, blev jeg syg og måtte være uvirksom i næsten et År. Og da jeg endelig var kommen godt i Gang igen med den, indtraf min Kones Sygdom netop som jeg af økonomiske Grunde var nødsaget til at bringe noget på Markedet. Alt dette har naturligvis sat sit Præg på 4 Billedets Udførelse,og først i Bogens nuværende Skikkelse tilfredsstiller den mig selv. Jeg er med Årene bleven mere og mere led ved den descriptive og stemnings-udmalende Stil, som jeg forøvrigt ålede allerede i "Sandinge Menighed"3, og jeg synes, at jeg i min sidste Bog er kommen nærmest det uopnåelige Mønster: "Der var en Gang en Mand, der hed Søren." Jeg bilder mig også ind, at jeg i "De Dødes Rige" har udviklet min Evne til at udsætte et simpelt Stemningsmotiv4 for stort Orkester, til at benytte mine Figurer som en Komponist de forskellige Instrumenter fortil√ at genskabe det StemningslivFølelsesliv√, hvoraf Værket er fremgået. At mine Menneskers Meninger har skabt det (som det er sagt5) er det bare Vrøvl.
Men nu er Arket fuldt, og jeg slutter med en Tak for det lille Besøg og en6 hjertelig Hilsen herfra.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.
[Bilag, et blad beskrevet på begge sider]
5 Født 24de Juli 1857 i Fredericia. 1863 forflyttedes min Fader til Randers, "hvorfra min Verden går"9. 10 År efter drog jeg til Kbhvn. med en Realafgangseksamen i Ryggen. Blev Polytekniker. Gik 18 År gammel første Gang på Eventyr7 (i Schweiz). Opgav8 (1879)√ Polytekniken og blev Soldat og derpå√ Højskolelærer af Trang (og mere af Navn end af Gavn). I hvert Fald lærte jeg sikkert i det År selv mere, end jeg lærte mine Elever. Her kom jeg for første Gang i nærmere Berøring med Bonden, som jeg hidtil kun nærmest havde kendt fra Torvedagene i Randers og fra mine Drenge-Fodture. Så kort min Højskolevirksomhed blev, fik det dog den største Betydning for min Udvikling. Livet på Landet skærpede min Virkelighedssans, og hertil bidrog, at jeg havde giftet mig og fik Børn. 25 År gammel var jeg fastgroet til den sjællandske Jord. Fra min Broders Højskole flyttede jeg 6 over Issefjorden til en lille By (Østby) i Hornsherred, hvor jeg en Række År levede mellem en gammeldags Bonde-√ Befolkning (væsenlig min Kones Slægt), som jeg kom til at holde meget af.
Men Bisselæderet sad mig endnu i Sålerne. Jeg brød op og vagabonderede atter nogle År, giftede mig påny (1892), rejste ud i Verden (Dresden, Salzburg, senere til Italien, hvor vi forøvrigt havde været på en kortere Rejse i 1882 for Honoraret af min første Bog, der udkom om Efteråret 1881). Året efter vendte jeg tilbage og har siden været bosat forskellige Steder i Landet. (København, Snertinge ved Kallundborg, Hillerød, Snekkersten bl.a.). Norge kender jeg bedre end de fleste af Landets egne Beboere, Sverig veed jeg mindre om. I Berlin levede jeg en Vinter (1889-9090-91√) for det Anckerske Legat og skrev her "Muld".
