9
Indledning
I en gammel Præstegaard gik der mellem Hønsene og Ænderne en tam Ørn. Den var bragt derind som en nedfalden Unge, var bleven stækket paa Vingerne, madet med det øvrige Fjerkræ og trivedes saa vel derved, at den – som Præsten sagde – formelig lagde sig Mave til og næsten aldrig viste Tegn til at savne sin Frihed.
Saa en Dag døde den gamle Præst, og i Forvirringen i Præstegaarden blev "Klavs", som man havde døbt den, glemt. En frisk Søndenvind blæste i de samme Dage Foraaret ind i Landet. Den fangne Fugl lettede paa de udvoksede Vinger, løftede sig til Mønningen af Laden og derfra – tøvende, men dragen af Himmelblaaet og de sejlende Skyer – endnu et Slag til Vejrs, hvorpaa den, pludselig, med et vildt Frydeskrig svang sig i en stor Bue højt op i Luften. Den følte med et, at den var Ørn.
Præstegaarden, Landsbyerne, Dalen med Skove og solbeskinnede Søer gled bort under den. Paa en Fjeldkant satte den sig, endnu lidt svimmel, og saa ud over et fuldkommen fremmed Land op under en truende Himmel. – Modløs kiger den efter en Flok hjemdragende Krager.
Over dens Hoved suser en hvidbrystet Hunørn op imod Aftenrøden. I et Nu er den oppe ved hendes Side. Mens Solen synker, gaar Jaget over Bjergenes Rygge, Hunørnen 10 forrest og højest til Vejrs, "Klavs" lidt anstrengt bagefter, gumpetung og stakaandet.
Farten standser først, hvor Stenørkenen slipper og aabner Udsyn til den evige Sne og de rolige Stjerner. Rystende af Kulde og Skræk for det hvide Dødningeland daler Klavs ned paa et Klippestykke. Og medens Hunørnen stadig kalder fra den frostklare Luft, tænker han tilbage paa den forladte Andegaard, hvor hans smaa Venner nu sidder paa deres Rækker og sover sødt med Hovedet under Vingen. Stille folder han Vingerne ud og sænker sig den Vej, han er stegen, først nølende, men snart hurtigere, jaget af sin Gru for Ødet, sin søde Længsel hjem.
Men en Ulykke skulde ske. Avlskarlen i Præstegaarden, der ikke vidste noget om Klavses Forsvinden, skyder ham ned som en Hønserøver.
Saaledes endte Ørnens Flugt. For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.
*
Ovenstaaende Eventyr, "Ørneflugt" af Henrik Pontoppidan, der her er gengivet i en forkortet Form, stod efter et ældre Udkast – oprindeligt fra Rom i Januar 1893 – trykt i Heftet Juleroser for 1897. Forfatteren var da fyrretyve Aar gammel. Han havde lige fuldendt den første samlede Udgave af sit første Hovedværk, Det forjættede Land, og begyndte straks efter Udgivelsen af det andet, Lykke-Per. Eventyret staar saaledes efter Tidsfølgen i Midten af hans Forfatterskab.
Den samme Stilling tilkommer det efter dets Indhold. Dets Tankegang har nogen Berøring med det foregaaende Værk, Det forjættede Land, og falder helt sammen med det følgende, Lykke-Per. Sindbilledet af Ørnen med de 11 stækkede Vinger forekommer paa mange Steder i Pontoppidans Produktion – fra hans første Bog til den sidste. Det er hans Bomærke i den danske Litteratur.
Han har selv ridset denne Figur som den alt-forklarende Rune paa sit Liv og sin Digtning. Han har ikke taget den fra nogen anden. Men den minder modsætningsvis om nogle andre Fugle-Fabler i dansk Poesi, der paa lignende Maade udtrykker Forholdet mellem menneskelig Higen og Evne.
Nærmest Pontoppidans Eventyr "Ørneflugt" staar Drachmanns næppe ti Aar ældre Digt "Den unge Ørn" (i Sangenes Bog fra 1889). Det fremstiller den unge, stolte Elskov under Billedet af en Ørneunge, der er faldet ned fra Træet, men – skønt nedfalden – har bevaret Højheden fra sit Ophav. Digtet er stærkt passioneret og svagt reflekteret og fremhæver ved sin naive Patos Eventyrets strenge Ironi. Intet tyder paa at Pontoppidan har haft dette Digt i Tankerne, da han skrev sit Eventyr. Mellem de to Fabler er der en slaaende Stilforskel, der tyder paa en dybtgaaende Temperamentsulighed hos deres Forfattere.
Derimod hentyder Pontoppidan selv i sit Eventyrs Slutningslinjer til dets Modstykke, H.C. Andersens "Den grimme Ælling" med Sætningen: "Det gør ikke noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg". Mod den idylliske Udgang paa dette Eventyr, der lader den forvildede Svane ende som Husfugl i en Herregaardshave, skrev i 1870 Georg Brandes og krævede en anden Ende paa Historien: "Lad den dø, om saa skal være – det er tragisk og stort." Pontoppidan skrev den Slutning paa sin Maade. Modsætningen mellem hans og H.C. Andersens Eventyr gaar ikke blot ud fra to ulige Sindelag, men fra to vidt forskellige Litteraturperioder og 12 Kunstopfatninger: en mere gladsindet og idyllisk, en anden tragisk og uforsonlig.
Fjernt fra baade Andersens og Pontoppidans Eventyr ligger Johannes Ewalds "Ode til Sjælen" fra 1780, det stærkeste Udtryk paa vort Sprog for den kristne Opfattelse af Menneskesjælens medfødte Afmagt. Sjælen fremstilles her som en fra Lyset i Skarn og Mørke nedstyrtet Ørneunge, der selv i sine højeste Kraftytringer forgæves – som en Hvals Spring imod Solen – søger at hæve sig med egen Styrke til sit tabte Udspring. Først naar den med den fulde Følelse af sit Fald ydmyger sig for Guds Naade, aabenbaret i Jesus Christus, kan den opløftes fra Dybet. Set imod Ewalds Digt fremviser Pontoppidans Eventyr ikke blot et derfra forskelligt Sindelag, en anden Kunstopfattelse og Stil, men en ny Livstype. I Ewalds Digt nedknuses og oprejses med levende Medfølelse det gudbestemte Menneske, der er den ældre, "idealistiske" Digtnings Genstand, medens Pontoppidan i sit Eventyr med skjult Sympati spotter den nye Tids Mennesketype, det selvhjulpne Menneske, der er den naive Naturalismes Helt, men for den ulige interessantere "kritiske Naturalisme" paa en Gang Helt og Syndebuk.
Saaledes danner der sig om et Midtpunkt i Pontoppidans Produktion Ringe, der foreløbigt afgrænser hans Sindelag, Smag og Livsanskuelse. Som sprogligt Kunstværk gemmer Eventyret inden for sine fem smaa Sider al Kraften af hans Prosa, der har Versets Fasthed uden at tillade sig et eneste af dets Midler. Ved at sammenligne de to sidste, kun ved to Aars Mellemrum skilte Tryk af Eventyret – i Juleroser 1897 og Fortællinger i 1899 – og mærke sig de Ændringer, Forfatteren ogsaa her har ment at maatte foretage i Stilen, lærer man, ligesom i de forskellige Udgaver af Hovedværkerne, hans Kunst at 13 kende ved at se, hvorledes den arbejder. Rettelsen fra: "Bagved staar Himlen, dunkelblaa og fuld af store Stjerner" til: "Bagved staar den mørkeblaa Himmel fuld af rolige Stjerner" er ringe, men væsenlig: i den sidste Form synes Himlen endnu mere fuld af Stjerner og disse endnu større. I Linjen: "Klavs lidt anstrengt bag efter, bugtung og stakaandet" afløses det udhævede, svære og dystre Ord af det lettere gumpetung, der baade i Rytme og Kolorit iagttager det rette Forhold.
I hvilket Maal endelig det gyldne Eventyr kan siges at indeholde Motivet til Pontoppidans hele Digtning vil – ogsaa uden nærmere Paavisninger – fremgaa af det følgende.
*
I Aaret 1881 udkom Henrik Pontoppidans første Bog. Det var tre ganske smaa Skitser og en noget større Fortælling, samlet under Fællestitelen Stækkede Vinger. Det var ikke let at se, hvad Forbindelse der var mellem Bogens Titel og dens Indhold, den føltes for stor dertil og syntes paasat som en Vignet. Man ser nu, at den er et Vaabenmærke, et billedligt Udtryk for Grundmotivet i Pontoppidans Digtning og for Hovedtrækket i hans Forfatterpersonlighed.
Nærmest ved dette Billede, Eventyrets fangne Ørneunge med de stækkede Vinger, er Fortællingen "Kirkeskuden". Den blev skrevet i 1879 – en Toogtyveaarigs første Penneprøve kalder Forfatteren den i Forordet til dens anden Udgave – og indsendt til den ene af Ugebladet Ude og Hjemmes Redaktører, Otto Borchsenius, der skønnede ret om den unge Forfatters Evner og skaffede ham en Forlægger.
Eventyrets Ørneunge i Præstegaarden er Fattighusbarnet Ove, som de barnløse Præstefolk i Søby, en Landsby 14 etsteds paa den sjællandske Kyst, har taget til sig. Han er en Søn af Taterkvinden Lange Ane, der har slaaet hans Fader ihjel, da han haanede hende for hendes Herkomst. Mens hun soner sin Brøde i Tugthuset, faar Degnen i Byen den godtroende Præst til at tage sig af Barnet.
Pastor Østrup, der med sin uprøvede, halvt barnlige, halvt sværmerske Kristendom lader sig tage ved Næsen af sin Menighed, forstaar ikke at opdrage den vanskelige Dreng. Præstekonen derimod føler med ham. Hun er en oprindelig livsglad Brunette med Lyst til at være Moder, kuet af sin Mand – bl. a. ved daglig Forelæsning af "De hellige Martyrers Liv og Gerning" – og af hans ugifte Søster, der tager Styret i Præstegaarden. Mens den unge Præstefrue spaserer med Drengen, læser Frøkenen Lektier med ham, og Præsten sætter ham af Katekismen store Stykker for om Gud, saa Drengen til sidst er nær ved at ønske, at der ingen Gud var til.
En Dag udfinder han en sindrig Hævn. I Kirken er ophængt en fuldrigget Skibsmodel, som han tit er falden i Tanker over under Prækenen. Han synes, han er selv en saadan Fuldrigger, dømt til at smuldne op i et Kirkehus. Det skulde blive lystigt at se denne Kirkeskude med Vand under Kølen! Han bliver en Søndag tilbage i Kirken efter Gudstjenesten, faar Skibet fat og sætter det til Søs. Det gaar til Bunds som en gammel Træsko.
Ved Stranden møder han, uden at kende hende, sin Moder, der er kommet fri og har øvet flere Tyverier paa Egnen – ogsaa i Kirken og den samme Dag. For dem faar Drengen Skyld og sendes til Søs. Der kommer Bud, at Skibet er gaaet under, og Præsten, der er syg, tager sin Død derover. Til Begravelsen kommer Ove hjem. Han er sammen med sin forkomne Følgemand fra Sognet, Ole Lorents, bleven bjerget fra Forliset. Og dermed ender den 15 ungdommelige Historie om en Drengs Hævn paa Katekismusen, ikke meget anderledes end Chr. Winthers klassiske Børnerim "Flugten til Amerika".
Ogsaa Figurerne bringer jævnlig Mindelser fra Præstegaardens Bibliotek. Forholdet mellem Præstekonen og Drengen minder svagt om Adam og hans Moder i Adam Homo, Lange Ane stærkt om Blichers Lange Margrethe i "Fjorten Dage i Jylland"; Frøken Katinka er en hostrupsk Figur, Degnen Mikkelsen synes tegnet efter Schandorph. Stilen har endnu Klatter fra den friske Berøring med J.P. Jacobsen og hans "Mogens". Den Sætning af Foraarsbilledet paa første Side, der i anden Udgave er bleven let overhalet, lyder i første saaledes: "Men Rugen strakte sig velbehageligt efter den lange Vintersøvn og saa ned paa de sorte Jorder, der netop havde gjort Toilette og friseret sig sirligt med den tunge Jernredekam". Den fremhævede Vending, der etablerer det fra H.C. Andersen, Bjørnson og Jacobsen kendte barnlige Sammenspil mellem Elementerne i Landskabsbilledet, er i anden Udgave afløst af det simple Udtryk for Synsvirkningen: "tog sig helt sommerlig ud imellem". Især den Omskrivning, der er foretaget af Billedet af Regnvejret i 4. Kapitel (1. Udg. S. 120 ff; 2. Udg. S. 70 ff), viser, hvorledes Forfatteren skriver sig fri fra sine litterære Forudsætninger til det selvstændige og oprindelige Forhold til Stoffet, der tillader ham at gengive dets Muldlugt.
Ser man nu fra Højden af Pontoppidans Digtning tilbage paa denne Førstebog træder to Figurer frem for de andre i højt Relief, fordi de siden er blevet fyldt med levende Indhold. Det er den sværmerske Præst og hans Plejesøn, de første Udkast til Præsten Emanuel Hansted i Det forjættede Land og Per Sidenius, den "forlorne" Præstesøn i Lykke-Per. Det lover godt for Sammenhængen 16 i Pontoppidans Digtning, at dens Helte allerede er til Stede ved dens Tilblivelse.
Til Modsætningen mellem Emanuel Hansteds forskruede Opfattelse af Bonden og Landbefolkningen, saaledes som den efter Forfatterens Erfaring virkelig er, svarer det Optrin i "Kirkeskuden", hvor Degnen med Sogneraadsformandens Samtykke spiller Lange Anes Dreng i Hænderne paa Præsten, saa at Sognet slipper for sin Forsørgelsespligt. Usminkede Billeder af "Folkelivet" giver Skildringen af Fattiggaarden og Ole Lorents' Hjem i "Blinkfyret".
Hertil slutter sig den ene af de tre Skitser, "Et Endeligt". Den handler om den haarde Alderdom, Fattigdommen og Døden.
Der er lidt Blæk i Randen af Billedet som Spor af Studenterpennen: det gamle Køretøj kommer ud af Granskoven "som ud fra et andet Aarhundrede" og ruller hen ad den støvede Landevej "som en Saga". Mormor læser i "Apostlenes Gerninger", mens Johanne spinder og med den røde Strømpefod klør Katten paa Ryggen (Exner?), indtil alt bliver Stilhed efter den Gamles Hjemkomst, "og Katten fik Lov til at være i Ro og Apostlene at hvile paa deres Gerninger".
Men der er allerede sikker Træsnitskunst i det lille Billede og mere i Albrecht Dürers Stil end i Chr. Winthers. Om Winther og Exner minder vemodigt den gamle Elses tykke, hvide Haar, der er strammet opefter under den sorte Hue uden Skilning. Man kender den milde sjællandske Pige paa dette Strøg af Haaret og ser ret, hvor gammel hun er bleven, siden man saa hende sidst. Ogsaa de nænsomt trofaste Lader, hvormed hun stryger sin ældgamle Mand over Armen og glatter sin unge Datterdatter over Haaret, genkalder en længst forsvunden Kærligheds-Lykke. 17 Men nogen litterær Reminiscens er der ikke i disse gamle Minder.
Den gamle Mand selv, "den lille Vorherre", som han kaldes for sin Abrahams-Alder, og hans ludende Øg har heller ikke noget at gøre med Dürers Billeder af Døden og hans Helhest, men er dog beslægtet dermed i barsk Humor.
Som Helhed virker den lille Historie med den gentagne Tvivl, om ogsaa alting i Verden var skabt saa saare godt, som et Modstykke til et af Andersens fromme Eventyr. Det forholder sig – men denne Gang uden Forfatterens Vidende – til "Den lille Pige med Svovlstikkerne" som "Ørneflugt" til "Den grimme Ælling". Hos Andersen tager den forklarede Mormor den lille Pige med sig i Døden til Gud. Hos Pontoppidan siger Mormor den nittenaarige Johanne Farvel ved Indgangen til "Arbejdshuset" og sender hende med et sagtmodigt "Bryd dig ikke om mig, Lille!" fra sig, uden Gud, ud i Livet. Paa dette Sted strejfes ogsaa denne Fortælling af Titelens "stækkede Vinger", der rammer ikke de to Gamles Endeligt, men det unge Barn, der skal begynde Livet med disse Erfaringer. Allermest dog det Sind, hvormed den unge Forfatter har skrevet denne Fortælling om hvordan Verden bliver øde for Gud i et ungt Sind. Hvis dette er Fortællingens Tendens, er det betegnende, at den ikke udtales, i al Fald ikke understreges, ligesom Forfatteren ikke direkte lægger sin Deltagelse for sine Personers onde Skæbne for Dagen. Hjertet i Pontoppidans Kunst er fra først af indtil nu en taareløs Medfølelse.
Mere usikre i Stilen er de to andre Skitser. Det er to Billeder af københavnsk Selskabsliv "Efter Ballet" og "Tête à tête".
Den første, der har Titel delvis fælles med et Billede af 18 Jérôme "Un duel après le bal" (fra 1857), som i Aarene omkring 1880 ofte saas i København i Fotogravyre, er en Stump af en moderne Adam Homo-Digtning. Den kønne unge Karsten Lund, fra et fattigt Embedsmandshjem i Jylland, har gjort Lykke i det københavnske Selskab og er for Tiden en af de – gerne hvert Aar skiftende – Plejesønner af en rig og kirkeligt sindet Enke. Han er "en af disse Lykkens forkælede Skødebørn, disse mystiske, pludselig opdukkende Eventyrprinser", men "med et tungsindigt Smil, der synes [at] forraade, at selv Lykke kan købes for dyrt".
Paa et Bal, hvor han føler sig uhjælpeligt uden for det hele – han ser ud som en Selvmorder i Regnvejr, siger en Ven – beslutter han at redde sig ud af "det københavnske Uføre" og begynde "et nyt, et arbejdsomt Liv, hvori han kunde finde sig selv". Paa Bordet i hans Ungkarlehjem, hvor han har taget Kammeraterne med til et sidste Farvel efter Ballet, ligger et Brev. En halvgammel Broder Liderlig foredrager – i den Tro, at det er fra hans Veninde – vrængende dets Indhold. Det er fra hans Moder. Halv skamfulde lister Vennerne af. Han læser Brevet, græder som et Barn og forlover sig Dagen efter med en rig Arving.
Belysningen er, som paa Jérômes Billede, "efter Ballet" d.v.s. den graa Vinternat. Figurerne er lige saa lidt levende som Replikkerne. Af denne Skitse og den dertil knyttede "Tête à Tête", – mellem en af Vennerne, en blaseret kgl. Fuldmægtig og den unge Frue, der har vraget ham for et Fornuftparti – turde ingen tildømme den unge Forfatter en Fremtid. Hans Udtryk synes en lige saa forandret i dette triste Hovedstadslys som Karsten Lunds Fysiognomi, hvis naturlige Krølhaar har maattet lade sig indsmøre og skille efter Firsernes Mode.
19 De to ubetydelige Skitser er Henrik Pontoppidans Goddag og Farvel til Firsernes København – Peter Nansens og Gustav Esmanns By og Tid, da "Unge Mennesker" og "Gammel Gæld" rimede lige saa godt sammen som Dag og Daad i Kæmpevisen.
Han vendte senere tilbage til denne By og disse Samfundskrese i en Række smaa Romaner og i Fortællingerne om Lykke-Per. Om dette Værk minder flere enkelte Træk: Karsten Lunds Plejesøns-Forhold til den rige Fru Brasen genfindes i Per Sidenius' Forhold til Baronessen og Hofjægermesterinden, hans Ven den langbenede Fuldmægtig og hans Tête-à-tête er Pers Ven Fuldmægtig Neergaard med hans Veninde, Fru Engelhardt.
Og Lykke-Per selv er foretegnet i den tungsindige Eventyrprins, der svarer til det københavnske Trin i hans Udvikling ligesom Fattighusdrengen i "Kirkeskuden" til hans Forhold til Præstehjemmet. Skitsen har tillige historisk Betydning ved at knytte Pontoppidans Roman til Paludan-Müllers. Karsten Lund er "Leddet" mellem Adam Homo og Per Sidenius.
Henrik Pontoppidans første Bog indeholder saaledes Spiren til alle de andre.
Dens Titel Stækkede Vinger røber det Synspunkt, den Ide, hvorfra denne Digter ser og dømmer Livet og Menneskene.
I dens Indhold, i Modsætningen mellem de københavnske Skitser og Billederne fra Landsbyen viser sig tydeligt de to Grene, hvori hans Digtning siden har delt sig. De to Linjer eller Rækker af Værker skilles ikke alene geografisk ved det Stof, de behandler, men filosofisk: ved den forskellige Aand, hvori Stoffet er fremstillet.
Den ene Række skildrer fortrinsvis Landet og Bonden, den anden Byfolk eller dog Folk uden for Bondestanden. 20 I den første Række raader det Begreb om Naturen, i den anden den Forestilling om Personligheden, der var gængs ogsaa her i Landet i Slutningen af forrige Aarhundrede, og som i Digtningens og Tænkningens Historie kaldes henholdsvis Naturalisme og Individualisme. Hver af de to Retninger naar sin Højde i et Hovedværk, hvis Titel antyder hele Rækkens Ide og Indhold. Natur-Linjens højeste Top er Det forjættede Land, Personligheds-Rækkens er Lykke-Per.
