174
Slutning
I det ofte nævnte "stenografiske Interview" fra 1905 gør Henrik Pontoppidan Indsigelse imod, at man opfatter ham som Forfatter fortrinsvis som Jyde – der var i de Aar Tale om en særegen "jysk Bevægelse" inden for den danske Litteratur. "Baade paa fædrene og mødrene Side," sagde han, "tilhører jeg disse gamle, bestandigt omflakkende Embedsslægter, der hverken er Jyder eller Øboer, men hvori efterhaanden lidt af de forskellige Landsdeles Ejendommeligheder afsætter sig. De frembringer i Tidens Løb en Slags Normaldanskere, en Art Generalnævnere, hvori baade det jyske, fynske og sjællandske gaar op." Men ikke blot den nationale Ligevægt i Pontoppidans Poesi, ogsaa dens Uro kan maaske udledes af hans Herkomst: "Vandreren" er altsaa dog Barn af en vandrende Slægt. Muligt ogsaa den tragiske Følelse af en Art Hjemløshed midt i Hjemmet. Den gamle Embedsadel har ikke mere hjemme i Nutidens Danmark.
Med Henrik Pontoppidans al-danske Afstamning stemmer geografisk det Danmarks-Billede, der bliver tilbage efter Læsningen af hans Poesi. I højere Grad end hos nogen anden nulevende og afdød Forfatter finder man i dette nydanske Forfatterskab et helt Danmark: Jylland (alle Egne, undtagen den mennesketomme Hede), Fyn, Sjælland (ikke det sydlige); Hovedstaden, Købstaden, Landsbyen, Stationsbyen; Herregaard, Præstegaard, Bondegaard, 175 Hytte; Højskole, Kro, Badested. Ser man hans Land under et i Fugleperspektiv, er det som Udsynet fra en Høj i det bakkede Nordsjælland, som han elsker, f. Eks. fra Vejrhøj ved Sejrøbugten, hvor han i flere Aar har boet: med Øer og Vige, Agre og Enge, Herregaard og Højskole, Kirketaarne og Mejeriskorstene. I Pontoppidans Bøger kan man have en saadan "Vejrhøj" i sin Stue.
Noget mindre fuldstændigt synes hans Billede af det danske Folk. Her mærkes i højere Grad den Begrænsning, der kommer dels fra hans Afstamning, dels fra den Reaktion derimod, der førte til hans Valgslægtskab med Bondestanden og Landsbylivet. Ligesom Pontoppidan gerne giver sine Figurer Navne med Landsby-Klang: Gylling, Villing, Malling, Hansted, Enslev, Gaardbo, saaledes er de Mennesker, der forekommer i hans Bøger, aldeles overvejende Bønder og Bønders Børn med Husmand og Herremand. Af den akademiske Stand forekommer en enkelt Herredsfoged og Borgmester, et Par Universitetsprofessorer – en Læge og en Historiker – et Par Naturforskere og Filologer (de sidste kun som ironiske Masker for Forfatteren), flere Journalister og saa en Mængde Præster (af alle Retninger, men nødigst af den indre Missions). Kunstnere er hyppige, men mest som Bipersoner; en Digter i hel Figur forekommer ikke. Af Borgere er kun faa og da gerne udflyttede (Landsbylægerne, den forhenværende Apoteker); der er Købstadluft i Borgmester Hoeck og Hustru, men ikke i Asgaardsrejens "Vejlby", der ligger i Luften et Sted ved Gudenaaen. Arbejdere forekommer ikke. Københavnerne er mest Jøder; dog er baade Ragnhild Tønnesen og Jytte Abildgaard af Temperament Københavnerinder.
Den Tid, hvori Pontoppidans Danmark udfolder sig, er Forfatterens Samtid fra hans Barndom o. 1870 (Minder) 176 til den nuværende Time ("Enslevs Død"). Men al Vægten ligger paa Firserne og Halvfemserne i forrige Aarhundrede; selv den sidste Roman, der er fremgaaet af Stemningen umiddelbart før Verdenskrigen, spiller paa dette Tidsrums yderste Grænse. Henrik Pontoppidan har helt hjemme i det nittende Aarhundrede og stritter, maaske uden at vide det, imod det nye Aarhundredes Løsrivelse fra det gamle.
Stilen i hans Digtning er Prosa; kun forsøgsvis og under allehaande Skalkeskjul har Pontoppidan indtil den allersidste Tid leget med Versets Tunge. Hans Prosa var fra først af og er endnu det skrevne Dansk og stammer direkte ned fra dette Sprogs klassiske Periode. Mens nogle har sunget og andre pebet i Modersmaalet, er Pontoppidan vedbleven at skrive det – dog saaledes, at den oprindelige, noget blege Grønhed i hans Prosa med Aarene har faaet den gyldenbrune Lød, der er Sundhedens sikreste Tegn, og som staar godt med dens af Livet gennembarkede Indhold.
Ved disse Egenskaber er Henrik Pontoppidan bleven den nydanske Realismes Klassiker. Der var større Digtere mellem Halvfjersernes Mænd end han, men ingen, der saa fast har forfulgt det Maal, man den Gang satte sig: at give et Virkelighedsbillede af Livet i Nutidens Danmark. Han har, just fordi han kom efter, kunnet skrive et stort Stykke af denne Digtning om. Han har paa en frygtelig Maade skrevet den gode Schandorph om; han har næsten ganske afskaffet ham. Af hans "Provins" har han gjort et Danmark, hans litterære Naturalisme har han gjort til Natur, hans Realisme til Virkelighed.
Efter en udbredt Opfattelse er ogsaa Pontoppidans Livssyn og Menneskesind, og ikke blot hans Kunstform, udpræget realistisk. Han er klar og kold, noget tør, rolig, han 177 elsker jo "Sindets maskuline Ro og Ligevægt". Han er af Naturen mere Kritiker, d.e. Menneske-Maaler, -Vejer og -Vrager, end Digter, d.v.s. Menneske-Elsker og -Skaber.
Hans Bedrift er, at han har blottet den saakaldte Realismes Mangel paa Virkelighedssans og dens to Kæmpebedrag: Naturalismen eller Overtroen paa Naturen og Individualismen eller Dyrkelsen af det store Menneske og den store Lidenskab. Der, hvor disse to Illusioner mødtes, fremstod den største Illusionist i den danske Poesi, Holger Drachmann. Men efter ham kom – som Sancho Pansa efter Don Quixote – Des-Illusionisten Henrik Pontoppidan, hans lavbaarne og sortsmudsede Broder, og satte sin Bondefod paa hans Havmandsspor. Og en maanelys Nat gik han om Bord i en Træsko for at jage Poesiens og Religionens og Folkets og Fædrelandets "Spøgelser" bort fra vor drømmebeskyllede Kyst.
Sandheden er, at denne Fantast-Jager selv er en "Fantast". Han har trods nogen skattet til Livets Blendværk og ved, at Drømmen er Drivkraften i Livet. Man ser det deraf, at han i sine Bøger aldrig har fremstillet den usle Tilfredshed med det smaa, altid kun Attraaen efter det store, Naturlængselens, Lykkedrømmens, Kærlighedstrangens Narre og Martyrer: Emanuel Hansted, Per Sidenius, Jytte Abildgaard. Den Kritik af Livet, der findes i Pontoppidans Bøger, er forfattet af en, der selv føler sig som medskyldig i Livet.
Saaledes, med denne Blanding af aabenbar Haan og dulgt Medfølelse, skriver kun den, der skriver mod sig selv; Medfølelsen er dulgt, fordi den er dyb, en Driftytring, som man ikke ønsker, maaske ogsaa skammer sig ved at drøfte. Der er store Kritikere, der aldrig har skrevet et Ord mod sig selv; de er saa uheldigt "placerede", saa udad-vendte og -drejede, at de aldrig kan komme til 178 at tage sig selv om Næsen. Til dem hører Pontoppidan ganske sikkert ikke. Skønt han i Kraft af sine tre formentlige "Tidsbilleder" af mange holdes for at være saa objektiv som en Nationaløkonom, gælder det dog nok ogsaa om ham, hvad han – saa vidt jeg kan se, med Selverkendelse – siger om den store Samfunds-Teoretiker i Det ideale Hjem, at han i Grunden bryder sig mindre om hvad der sker i Verden og drøftes i Samfundet end om det, der ligger ham selv nærmest i Livet. I alle Henrik Pontoppidans tre Hovedværker er der et Menneske, der slipper Taget i Verden for at faa fat paa sig selv. Emanuel slipper Folk og Kirke, Per Sidenius den praktiske Bedrift, Torben Dihmer Politiken. De maa udgrave sig selv. Den dybest liggende Følelse i Pontoppidans Poesi, Angsten, er Frygten for at blive indcirklet af Livet, for ikke at kunne finde Rum i Tilværelsen. Og der er næppe en af de smaa Romaner eller Fortællinger, hvor Digteren, hvilke udvortes Ærinder han saa har haft, ikke med det samme har befriet sig for en ond Lugt af sit overgemte Selv. Endog Hans Kvast betydede jo udlagt Homo sapiens, hvilket atter ligesom Sidenius er Degnelatin og betyder Henrik Pontoppidan. Ikke blot om Torben Dihmer revner "en sejg og børstet Ham". Pontoppidans hele Digterliv er en fortsat Kamp med Trolde og Spøgelser. Paa ingen passer Ibsens bekendte Ord som paa ham:
At leve er Kamp med Trolde
bag Hjertets og Hjernens Hvælv;
at digte, det er at holde
Dommedag over sig selv.
Han har da ogsaa gentaget det (i en Tilskrift1 i en af sine Bøger):
Med Trold jeg kæmpede i Skrift og Tale,
indtil jeg næsten selv fik Horn og Hale o.s.v.
179 Det er paa disse Digteres Sprog det samme, som man i den ældre Æstetik kaldte Undfangelsens Salighed og Produktionens Jakobskamp. Men Værket selv er Befrielse. Da brister Hammen. Dersom Pontoppidan har sine samtlige Værker staaende paa sin Hylde, vil han med et Blik kunne overse alle sine afkastede Hamme. Og hver Gang han i et nyt Værk, en ny Henrik Pontoppidans sidste Bog, som der averteres i Avisen, har kastet sin gamle Ham og skal til at virke sig en ny, vil han, mens han gaar smilende ned ad Gaden i Opstandelsens uplettede Engledragt, kunne have den Morskab at se en Mand staa ganske hed i Hovedet i en Baggaard og gennemprygle hans gamle Bukser. Det er "Kritiken" – en "Hamløber" kan ikke vente anden. Han kunde jo have holdt sig i Skindet.
Det kan han bare ikke. Han er som hin Henrik med Jernbaandene i Eventyret: der skal springe ni Ringe om hans Hjerte – og saa ved man endda ikke, hvor langt der endnu er ind til Marven.
Folk lider ikke dette. Mange taaler ikke dette Tvesyn, dette Dobbeltspil med Menneskenaturen.
Nogle bliver det iøvrigt ikke var. De opdager ikke Digterens dulgte Medfølelse, men opfatter ham simpelthen som en Æreskænder af Menneskenaturen, af sin Familie og sine Venner, af Per og Povl, som han har sat ind i sine Bøger, saa alle kunde kende dem. De kan ikke døje denne opblæste Dreng, denne Lykke-Per, ikke begribe, at Henrik Pontoppidan kunde nænne at skrive Borgmester Hoeck og Hustru. De aner ikke, i hvilken Grad Digteren har alle sine Personer paa sin egen Kappe.
De, der forstaar Dobbeltspillet, ser deri et Udtryk, ikke blot for Kunstens, men for Livets Mekanik. Dersom Pontoppidan, hvad ingen nægter, fortjener Ros for den store Samvittighedsfuldhed i hans kunstneriske Arbejde, kan 180 man ikke forkaste den samme Grundighed og Sandfærdighed i hans Syn paa Livet og Dom om Menneskene. Hans Livsanskuelse er "dialektisk", men det er Livet netop ogsaa, Ret og Vrang i samme Figur. Er der noget ærligt Menneske, som vil noget stort og alvorligt, uden at han har følt Angst og Ringeagt for det Redskab, hvormed han skal naa det: sig selv. Mod Selvgodheden – Synden mod den hellige Aand i den nye Pontoppidans Forklaring – og Menneskeforagten, der ofte ikke er andet end Egoismens skjulte Tilstaaelse, hjælper Tvesynet, Blikket for Sammenhængen, for den nødvendige Forening af stort og ringe i Menneskets Natur og dets Skæbne: at føle sig som en Gud og blive traadt ihjel af en Skarnbasse.
De, der begærer Afslutning af Kunsten som af Livet, taaler ikke det uafgjorte Spil eller det aabne Perspektiv, hvormed Pontoppidans Bøger gerne ender. De vil, at en Roman skal være noget klogere end Livet selv. De fornærmes over aldrig at møde en Mening, de kan tilegne sig, uden tillige at støde paa et Menneske, som de skal forstaa.
Andre vil takke denne Digter, fordi han ligesom Doktoren i Hans Kvast og Melusine altid har talt ud af sin Lidenskab for at forklare, aldrig for at angribe. De vil ikke klage over, at han, Vandreren, allerede som ung har flyttet sin Stav fra Landsbyhytterne og fra den Tid af vandret i Menneskesjæle. De vil ønske, at han maa kunne blive ved dermed, og forstaar nok, at heri er den Følelse af Uendelighed og Evighed, som han begærer – han, der imod alle tilvante religiøse Forestillinger taler om "det Eviges Hvileløshed", og som – rigtignok gennem en Jødes Mund – har ønsket sit Folk denne Stammes "hvileløse, men maalbevidste Higen".
Det Billede, han selv har givet af denne Higen i sit Blod 181 og i sin Digtning, er: Ørneflugt. Det vil sige, det er kun – "Ørneflugt". Endnu tyve Aar efter at det er skrevet, giver dette Eventyr om den stækkede Ørns stakkede Flugt Slutningsbilledet paa al hans Digtning. Han har et Sted udtalt Ønsket om, at der maa komme en Slægt, der kan flyve stolt, støt, stadigt; og han regner da næppe sig selv dertil. Hvor kunde han ogsaa det? Han er af Naturen ingen af de vilde Flyvere med de brede Vinger fra Skoven og Havet – som Oehlenschlæger og Holger Drachmann. Han er efter sin Afstamning en Husfugl, en Præstegaardsfostre, en Sidenius, d.e. udlagt en Paludan-Müller–Pontoppidan. Han er som Klavs fløjet fra Præstegaarden og tilbage igen.
Hvad han har set undervejs er Indholdet af hans Digtning. Han er paa sin Ørneflugt fløjet Landet saa nær, at han har afdækket det fra Hav til Hav. I nogle af Turistforeningen paa Tysk udgivne Rejsebilleder fra Danmark ser han Hav overalt i Danmark: det bølgeformede Land, de brusende Skove, de havblaa Øjne. Paa det samme Sted giver han Typen af det Folk, han har lært – selv lært og lært os – at kende. "Det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne" kalder Jakobe det i Lykke-Per; men oversat paa Tysk og i Folkepsykologiens Stil er Grundtrækket i Danskernes Karakter: "die seltsame Kühle ihres Gemüts, eine eigentümliche Mischung von zäher Kraft und weicher Nachgiebigkeit". Det er Lykke-Per og maaske ogsaa hans Digter.
Og ikke blot ved det, han har set paa Flugten, men ved Flugten selv, ved selve det at skulle flyve med paa en Maade fuldt udvoksede, men en Gang kærligt stækkede Vinger, har han lært sig selv, sit Folk og sin Tid at kende. Er det ikke saaledes, han har fløjet som Digter, saa hans Eventyr er blevet til "Krøniker", hans Myter til "Tidsbilleder", hvortil Fremtidens Litteraturforskere vil have 182 at udfinde Nøgle og Modeller, og han selv stundom har maattet forklare sine Læsere den egenlige Mening med sine Værkers Ide og Komposition. Og hvem af os andre, der har villet det, har kunnet flyve anderledes end han, med stækkede Vinger: i en Tid uden Begivenheder, et Land uden Afstande, mellem lutter Mænd af lige Højde? Er vi ikke alle blevet "sat i Væksten"? Er nogen af os nogensinde bleven rigtig voksen? Ja, har nogen rigtigt, hensynsløst, villet det? Næppe nogen af dem, der som Lykke-Per har hørt "Dr. Nathan", selv en fangen Storfugl, som Jakobe, som Hunørnen i Eventyret (er de tre ikke en Figur?) kalde paa Personligheden i dens "Særhed, Selvstændighed, Trods og adelsvældige Eneraadighed", og som derefter er faldet i dybe Tanker ved en Moders Lig – en død Moder, en udslukt Verden.
Men maaske Digteren med sit poetiske Bomærke, den stækkede Ørn, har afbildet ikke blot sig selv og sin Tid og sit Folk, men noget mere, noget alment menneskeligt. Maaske Eventyrets besk-humoristiske Pennetegning af Klavs, gumpetung og besværet paa Flugt imod Stjernerne, og Mindedigtets Skyggerids af den sørgmodige Digter som "en jordtung Æterflyver" rammer noget, der er fælles for alle Mennesker. I saa Fald vilde Pontoppidans lidet gudelige Legende med det komiske Billede af Aandens Flugt mod det høje og Johannes Ewalds kristelige Ode om Sjælens tragiske Fald i Dybet, to tilsyneladende helt modsatte Syn paa Livet – Aandsforklaringens og Naturforklaringens, Idealismens og Naturalismens – vise sig at have deres Udspring i den samme Kilde: Mennesket. To Ideer, to Aander vilde mødes og hver til sin Side fortsætte deres lave Flugt hen over en Jord, fuld af Grave.
