Enetale

Min gamle Ven, pensioneret Overbaadsmand Olufsen er i Forgaars afgaaet ved Døden, 92 Aar gammel, næppe to Maaneder efter, at hans 86aarige Ægtemage tog Afsked med Verden med en rygende Kaffekop i Haanden og et Stykke Kandissukker i Munden. Hans Sønnesønssøn, der var hos mig i Aften for at overbringe Dødsbudskabet, fortalte derom, at bedst som den Gamle i Morges sad og stavede sig gennem Avisen, faldt Brillerne ham af Næsen, og en Time efter var han død.

Hvor tydeligt ser jeg ikke for mig hans høje, lidt krogede Skikkelse, naar han i sin Tid – præcis naar St. Poulskirkens Taarnur slog elleve – traadte forsigtigt ud af sin lave Dør i sit lille lave Nyboderhus, iført en falmet, men til Gengæld yderst omhyggeligt afbørstet Overfrakke (i hvis øverste Knaphul et bredt Dannebrogsbaand kom til Syne) med en høj, graa Cylinderhat paa sit lille hvide Hoved og med en gammel sort Handske paa den venstre Haand, hvormed han støttede sig til sin Paraply. Ude paa Fortovet blev han et Øjeblik staaende for paa Sømandsvis at kigge op til Skyerne og lade Blikket løbe hen over Tagryggene som over Takkelagen paa et Skib. Derpaa lagde han den højre stive Arm omstændeligt om bag Ryggen og trippede med smaabitte Skridt henad Gadens slidte Fliserækker, mens samtidigt hans Kone kom tilsyne i Gadespejlet oppe foran Salsvinduet i en blomstret Nattrøje og med en stor Avispapirs-Papillot foran hvert Øre. Den gamle blev ved at følge ham med Øjnene, indtil han var kommen vel over Rendestenen ved Hjørnet af Elsdyrsgade; og med en Følelse af stolt Selvtilfredshed nød hun Synet af hans høje, velbørstede, ret omhyggeligt holdte Person, som var han helt og holdent hendes eget Værk.

Jeg husker, at hans Vej Aar ud og Aar ind var den samme; forbi Nyboders Vagt (den han aldrig undlod at skele ind til for at se, om nogen af Vagtmandskabet skulde staa udenfor Døren og give ham militær Honnør), gennem Borgergade og videre ind i Byen. Længere end til Købmagergade gik han dog aldrig. Hvad der laa paa den anden Side af denne Gade, var for ham ikke det rigtige Kjøbenhavn, men en Slags Forstad, saa afsidesliggende, at han ikke kunde begribe, hvor nogen vilde bo der. Det var Adel- og Borgergade, der i hans Øjne var Byens Hovedaarer; og forøvrigt var det Kvarteret Grønne-, Sværte- og Regnegade, der tilligemed Toldboden og Holmen udgjorde hans Verden. Naar han paa sin Spaseretur var naaet til den sidste Børstenbinder i Antoniestræde eller havde været inde i Jordans Lejebibliotek i Silkegade for der at bytte en Bog, vendte han om og gik hjem.

Bedst husker jeg baade ham og hans prægtige Kone, naar de om Eftermiddagen sad inde i den lavloftede, kahytslignende Dagligstue – "Salen", som den kaldtes paa Nybodersproget – han altid i Skjorteærmer og henne ved et af de smaarudede Vinduer, hvor han mellem Potteplanterne kiggede ud paa de store Skarer af halvtamme Krager fra Grønningen, der sad og gav Hals paa Tagryggene eller krigedes nede paa Stenbroen omkring de tomme Skarnbøtter, der gærne endnu paa den Tid af Dagen stod opstillede udenfor alle Dørene. Nu og da kunde der trække sig ligesom en Hinde over hans Øjne, og Hagen sank langsomt ned mod Brystet, indtil Madam Olufsen vækkede ham ved at rømme sig stærkt eller ved at sige: "Nu sidder du jo igen og koger Ærter", med hvilket Udtryk hun hentydede til en egen brummende Lyd, som Overbaadsmanden ubevidst gav fra sig, naar Søvnen var ved at overmande ham. Hun sad i en lav Stol henne ved Kakkelovnen og strikkede, idet hun samtidigt læste i en Lejebiblioteks-Roman, som hun havde liggende foran sig paa Knæet, og hvis Blade hun – uden at afbryde sin Strikning – vendte med sin ene Albu. Selv havde jeg Plads henne bag Bordet ved en Kop Kaffe, som den gode Madamme hver Eftermiddag beværtede mig med.

Hun var lige saa høj som sin Mand, havde dertil en Bygning som en Hestgardist, ja endog en Antydning af en graa Mustache.

Naar hun om Formiddagen gik med sine store Avispapirs-Papillotter og sin aabentstaaende Nattrøje, der lod en hel Del af den nobrede og indskrumpede, dog endnu svære Barm til syne, var hun ikke indtagende. Men naar hun efter Middag havde faaet Snørliv og sin sorte Merinos Kjole paa og havde bedækket sin halvskaldede Isse med en hvid, baandbesat Krusekappe, hvorfra de nu omhyggeligt ordnede Tindingekrøller hang ned over de endnu ikke helt afblomstrede Kinder, kunde man meget godt forstaa, hvad Rygtet fortalte om hendes fordums Tiltrækningskraft. Det havde i det hele i sin Tid været et baade smukt og lykkeligt Par, hun og Overbaadsmanden. Havde denne maaske ikke altid holdt sig Lovens sjette Bud strængt efterretteligt, saa havde til Gengæld Madammen været trofast for dem begge, skønt det ingenlunde havde manglet hende paa Forlokkere. Der fortaltes blandt andet, at den i hine Aar endnu halvgamle Prins Ferdinand, der efter Sigende altid gik paa Rov efter de unge Nyboderskoner, hvis Mænd var paa Langrejser, en mørk Aftenstund i en Toldbodvagts Lignelse havde passet hende op paa Hjørnet af Haregaden og dér – samtidig med, at han gav sig tilkende for hende – gjort hende et galant Tilbud. Hun havde nejet og slaaet Øjnene ned og takket for den store Ære, hvorpaa de havde fulgtes hen i Kirsebærgangen under Volden. Men her, hvor de var uden Vidner, havde hun pludselig lagt den lille visne Prins over sit Knæ og af sit gode Hjærte givet ham en Endefuld, der nok ikke netop var den første Revselse, nogen Nyboderskone havde tildelt ham, men sikkert nok har været den kraftigste.

Og nu er disse to gamle Hædersfolk begge døde. Dersom jeg var Kommandant her i Byen, vilde jeg lade alle Forterne salutere til deres Ære. De havde fortjent det.

H. P.

 
[1] udtrykket brugt i et foredrag om Aksel Sandemose i Maison du Danemark i Paris 28.2.2006. tilbage