Jeg lå i mit Vindue

En undersøgelse af Henrik Pontoppidans tøvende og eksperimenterende vej til 1890'ernes jeg-romaner

Af Flemming Behrendt

Uden for fiktionen findes to former for jeg-tekster:

1. en umiddelbar meddelelse til en selv, et Dagbogsblad kunne man kalde det.
2. en umiddelbar meddelelse til en anden, et brev.

Inden for fiktionen er jeg'erne ikke umiddelbare. De er skabte – af forfatteren. Enten således at

1. hele teksten foregiver, illuderer at være fortalt af en person der i selve teksten optræder som (et) jeg: "Jeg lå i mit Vindue."
2. inde i en "neutral", ikke person-fikseret fiktion optræder formerne (1.) dagbogsbladet og/eller (2.) brevet som affattet af en af de personer der måske også tillægges
3. replikker, den mest udbredte form for jeg-tekst, men i denne sammenhæng den mindst interessante. Man kunne udtrykke det sådan: replikken er ikke en tekst og derfor ikke en jeg-tekst. Ofte erstatter brevet replikken fra personer der ikke er til stede i fortællingens aktuelle rum.

Hvis dagbogen eller brevet (eventuelt en korrespondance) erobrer hele fiktionen, får vi brevromanen¹ eller dagbogsromanen.

Det følgende vil beskæftige sig med disse jeg-formers forekomst i Henrik Pontoppidans opera med et indledende sideblik til hans scripta, dvs. til tekster der ikke er skrevet med (umiddelbar) offentliggørelse for øje².

Det begyndte for Pontoppidans vedkommende forsigtigt med en vi-tekst i den allerførste Rusticus-artikel i Ude og Hjemme lillejuleaftensdag i 1883. Ude og Hjemme var et forholdsvis højpandet litterært tidsskrift med righoldig grafik træsnitskåret af udgiveren, xylograf F. Hendriksen. Heri skrev endnu i 1883, før det hele ramlede, alle gennembruddets store og mindre store forfatterpersonligheder: Brdr. Brandes, Drachmann, Schandorph, Kielland, Bjørnson og den jævnaldrende konkurrent Karl Gjellerup (for at nævne dem fra bladets årgang 1882-83). Rusticus-artiklen var den første i en række "Fra Landet"-artikler, alle under denne faste rubrik-overskrift og alle underskrevet Rusticus³. Her er altså tale om et forsøg på at oprette en genre, en slags klumme, en fast ramme om et mere eller mindre løst indhold. Om idéen med mærket skriver Pontoppidan et månedstid senere til Borchsenius, der havde afkrævet ham en tekst til en udleveret illustration:

disse Rusticus-Artikler (…) skulde jo kun være noget, jeg skrev, når jeg havde en ledig Aften og Lyst, ikke noget bindende, som jeg måtte lægge andre Arbejder til Side for; og da jeg hin Aften modtog dit Brev, sad jeg netop i noget andet.⁴

Men apparatet var altså også et dække. Artiklerne var ikke angiveligt skrevet af Pontoppidan. Så når der stod "jeg" (eller "vi") i teksten, forpligtede det ikke forfatteren på samme måde som hvis han havde skrevet under navn. Og det gjorde Pontoppidan yderst sjældent uden for sine bøger eller deres forlods, markedsførende og honorarindbringende udkast eller uddrag. De løjerligste mærker og pseudonymer gennem resten af århundredet er siden blevet afdækket som skjul for vor gode forfatter der selv, da udgravningsarbejdet begyndte, helst så alle avisskriverierne smidt på møddingen: Anton, Bum, En Fredselsker, En gammel Dranker, En Menneskeven, Interviewer, for slet ikke at tale om helt associationsfri bogstaver: A.K. eller K.A., k.eller -k, L. – og så naturligvis P. og H.P. Også mellem de pontoppidanske fortæller-jeg'er hersker der polyfoni.

Det blev nu ikke til så mange Rusticus-artikler som man skulle tro af litteraturhistoriens almindelige omtale: 12 i alt hvoraf den sidste halvdel er fortællingsudkast, dels til Ung Elskov (som jeg skal komme tilbage til), dels de to første kapitler fra en siden ændret udgave af Spøgelser, som er helt uinteressante i denne sammenhæng. Rusticus er som sådan slet ikke til stede i fortællingen der i oktober 1884 stod i Hjemme og Ude, afløseren for det da hedengangne Ude og Hjemme.

Tilbage bliver seks artikler der kan betegnes som en slags petitjournalistik og altså lever op til Pontoppidans definition i brevet til Borchsenius om "ledig Aften og Lyst". Men stedet var jo heller ikke en avis.

Den første af dem er en snakkesalig novelle med reportagekarakter om juleslagtningen i en landsby der nervøst afventer et passende koldt vintervejr for at kunne begynde det blodige arbejdet. Men efter en glimmerlig indledning forlades vi-formen til fordel for et sentimentalt, alvidende fortæller-portræt af den lille stakkels Ane der har måttet afgive sin kælegris til slagtefolket, indtil de afsluttende ord, med skyldig hilsen til H.C.Andersens lille pige med svovlstikkerne, atter lader den eksplicitte fortæller komme til syne:

– naar vi [min fremhævelse] her ude har sat de lange Pølser, fede Svinerygge og tunge Æbleskiver til Livs, mens Musikken spiller op til Dans og Leg inde i den pyntede Storstue, – da vil der hist og her, Landet over, i en mørk Krog sidde en lille Ane sammenkrøben, med Armene viklede ind i Forklædet, og stirre underlig hen for sig med store, grublende Øjne.⁵

Det er en af de mange Pontoppidan-artikler fra disse første år der svæver imellem fiktion og journalistisk reportage⁶.

*           *
*

Skridtet til den egentlige jeg-tekst der stiller fortælleren i centrum af historien, tages i det følgende Rusticus-bidrag Ude og Hjemme små 14 dage senere. "Jeg laa i min Vindue"⁷ har jeg døbt den efter den første sætning (den hedder jo blot "Fra Landet"):

At skyde en fortæller ind mellem sig og stoffet, så man tvinges til at se ham for sig, var ikke nogen ny tanke for en Pontoppidan der allerede som barn havde dyrket St. St. Blicher og kendte hans rollespil som Per Spillemand (i tidsskriftet Nordlyset) og den som nøgent jeg forklædte Blicher i f.eks. "Hosekræmmeren". Men det er første gang han overhovedet offentligt kaldte sig "jeg", og historien sender mindelser frem til Den gamle Adam hvis fortæller også skriver fra sit (hotel)vindue, jo en såre komfortabel fortæller-position. Også fortælleren i "Fra Landet" er forfatter/forfatteren. Om apotekerens døtre i den landsby, der til forveksling ligner forfatterens Hjørlunde, skriver han i parentes: "ganske interessante Damer for Resten, som jeg ved Lejlighed skal fortælle Dem noget om". At han anbringer sig selv i historien, forhindrer ham ikke i at være alvidende. Forfatteren udbreder landsbybilledet for læseren fuldt at hjemkomne Jean de France'er eller besøgende københavnere:

(…) mer end én ung Knøs, hvis Broder kom hjem fra blot et halvt Aars Ophold i Hovedstaden, gik halvvejs bagover ved at se en Allerhelvedes Karl med denne blege Kjælderfarve paa Kinderne, hvidt i Brystet, Manchetter – og allerede dette Smil, der altid var parat, og som gjorde den anden baade rød og forvirret, hver Gang han kom til saadant noget som at snyde sig med Fingrene eller at gjemme sine Æbleskiver i Buxelommerne.

Som for at understrege fortæller-perspektivet, gentager fortælleren nu: "Jeg laa i mit Vindue". Han er ikke med i historien, han er kun iagttageren, han finder ikke på, han bevidner – prøver han at bilde læseren ind. Men han indrømmer dog at han er gudfader til den lille Kirsten der ved bedstefars hånd oplever at præstens søn og en københavnersnude gør nar af den gamles enfoldighed, og hun siger med en omskrivning af slutreplikken i "Kejserens nye Klæder": "Bedstefar! – er de Mennesker rigtig kloge?" Og så har historien den pointe at gamle Anders Lavsen også overvejer: "En af Parterne maatte det være, der ikke var rigtig klog: enten ham eller de andre – – Og saa maatte det naturligvis være ham, tænkte han." "Tænkte han." Den unge Pontoppidan opgiver ikke sit krav på at være alvidende, skønt han lå helt henne i sit vindue.

Efter "Jeg laa i mit Vindue" fulgte en bondebryllups-beskrivelse til et tegning af Julius Exner. Nu nøjes fortælleren ikke med at ligge i sit vindue; han går lyslevende rundt mellem historiens personer og rapporterer om "Esben Bonde og hans Hus" (som Pontoppidan siden tænkte at kalde historien). Jeg-fortælleren er en fremmed udensogns der lidt tilfældigt er blevet inviteret med til det store bryllup, og han oplever en skæv stemning omkring brudens forældre som en gåde han sætter sig for at opklare, og finder da også sidst på aftenen frem til et vidne der kan fortælle ham sandheden, inklusiv en lille besk pointe. Ren blichersk tragedie.

Det er ikke nogen stærkt tekst, og den skulle have været i den pontoppidanske vridemaskine for at overleve i forfatterskabet. Det gjorde til gengæld den næste Fra Landet/Rusticus-tekst. Måske fordi Pontoppidan er lige ved at opgive jeg-formen der indskrænkes til den siden forladte indledning som lyder sådan:

Højstærede Ude & Hjemme! Tillad mig at fortælle Dem og Deres Læsere en lille – jeg havde nær sagt ugudelig – Historie, der i disse Dage er hændt her ude hos os, og som jeg – for dog at døbe den – vil give Navnet: Knokkelmanden.

Jeg kan paa Forhaand forsikre, at den i et og alt er sand; men bør da forsigtigvis ogsaa forberede Dem paa, at den er meget sørgelig – netop saa sørgelig som sande Historier ofte blive, og som Livet endnu oftere virkelig er.⁸

De maa ikke af disse mine Ord fra et mismodigt Øjeblik paa nogen Maade lade Dem forlede til den Tro, at jeg af Hjærtet hører til dem, der nærer formastelige og hovmodige Anskuelser om Forsynets hellige Logik.

Ingenlunde.

Tvært imod.

Og dog kan, nu og da, en Tvivl banke paa i min Sjæl, og den Tanke spøge i min usalige Hjærne: om ikke dog Vor-Herre, da han i hine gamle Dage skabte sin ellers saa sindrigt beregnede Mekanisme, alligevel hist og her er kommet til – som vi sagde i Skolen – at "slaa en gal Logarithme op".

Jeg synes undertiden, at det med ét ligesom klikker i den store, guddommelige Maskines rolige, ensformige Arbejden. Jeg synes ligesom at høre det pludselige, uforvarende Knæk som det, der lyder fra et gammelt, opslidt Stueur med svigtende Tandhjul eller knækkede Tænder, og hvis dirrende Skrat faar os til at fare op af vore vaagne Drømme og slaa os for Panden i den Tro, at Værket er gaaet i Staa.

Men Uret vandrer roligt og uforstyrret videre paa sine hakkende Gænger, som om intet var hændt. Og da dog hverken De, Hr. Redaktør, eller jeg formaar at standse det i dets Gang eller blot saa meget som at bøde paa den ringeste, den ubetydeligste af dets Ufuldkommenheder, skal jeg ikke fortabe mig i bitre Klager eller haabløs Fortvivlelse, men stille og beskeden vende mig mod mine Læsere og Læserinder med de Ord:

"Hør en Historie og græd!"

Kan I gætte hvad det er for en historie? Rigtig – "Knokkelmanden", et mesterværk i empati.

Efter "Knokkelmanden" kommer så en anonym tekst i Ude og Hjemme: "En omrejsende Gjøglertrup i en Landsby". Den var ikke fundet frem af Poul Carit Andersen – og derfor heller ikke godkendt af Pontoppidan. Men ud fra den kronologiske sammenhæng er der et stærkt indre argument, oveni de ydre brevlige, der gør det utvivlsomt at denne tekst, skrevet til en illustration af Alfred Schmidt, er forfattet af Pontoppidan. Den rummer nemlig helt den samme modstilling af by og land som "Jeg laa i mit Vindue" gør.

Så når vi frem til udkastet til den første lille roman, Ung Elskov: "Pigen Marthas Historie" der optager de næste seks Rusticus-bidrag i Ude og Hjemme. Pontoppidan hævdede i forordet til anden udgaven af Ung Elskov i 1906 at historien dermed var "ført tilbage til den Jeg-Form, hvori Fortællingen oprindelig fremkom i 'Ude og Hjemme'". Han har næppe rådført sig med de gamle bind eller udklip, og det er i hvert fald ikke sandt. Den fortæller der indledningsvis fremlægger sin beretning for Ude og Hjemmes læsere, har en helt anden karakter end 1906-udgavens. Det er simpelthen den Rusticus vi nu har lært at kende. Hvad der siden blev første kapitel i den første bogudgave, fremtræder ikke som en del af Pigen Marthas Historie (denne overskrift mangler endnu), men stod blot under rubrikken "Fra Landet" og tre uger før det angiveligt "1ste Kapitel" blev bragt. Optakten introducerer ganske vist – lidt bardus – Martha og hendes mor, men først i de sidste linjer annonceres "denne Egn og disse Omgivelser" som "Skuepladsen for en Tragedie, i hvis Mysterier jeg næste Gang skal indvie Dem. Den er en af disse dagligdags, som enhver kjender, og som aldrig hører op, før vi alle bæres bort paa Dødens Flaggermusvinger." Så kommer som sagt 1. kapitel tre uger senere (det skulle nemlig først skrives færdig), og den tekst har slet ikke noget fortællerjeg i sig. Men så forud for 2. Kapitel lægger fortæller-jeg'et den objektive rapportørs klare afstand til de gengivne beretninger, der "maa staa for Fortællernes Regning; jeg gjengiver kun" (Ude og Hjemme, 7. årg. s. 479 og 525).

Det følgende 3. Kapitel indledes med en jeg-tekst der optager næsten halvdelen af teksten. Rapportøren har nu ændret karakter og træder uvarslet ind i handlingen som en "gammel Jægersmand, der var Marthas Ven, ja halvt fortrolige". Han tegner sit sidste erindringsbillede af hende: "jeg nærmede mig over Gruset", og det er til ham hun direkte udtrykker sin fortvivlelse – over det som først nu skal berettes, og den gamle jægersmand tager endda forskud på den lovede tragedie: "Nu ligger du nede i din friske Grav" – og giver en makaber skildring af den kommende forrådnelse:

dine smukke Øjne stirrer brustne frem i Mørket, og Orme mætter sig i din Bug. Ingen græder ved din blomsterløse Tue. Snart vil dit Minde være glemt, dit Navn slettet ud – vejret hen som den Urt, der nu visner paa dit Bryst. Jeg plukkede den nede paa det Sted mellem Sivene, du véd. Lad den være dig en Hilsen fra én, der ikke fordømmer din Brøde.

Men det er sandt – det var om denne, jeg skulde berette. – (smst. s. 541-44)

Men Pontoppidan opgav undervejs at fastholde denne implicerede jeg-fortæller, han dukker ikke mere op, og han var slet ikke med i billedet i den kvalfuldt fødte bogudgave af Ung Elskov året efter hvor han er erstattet af den mere traditionelle overordnede og alvidende, implicitte man-beretter. Den fortæller der optræder i 1906-udgaven af Ung Elskov, er af samme type som den der har optrådt i "Magister Globs Papirer", d.v.s. Minder (1893), Den Gamle Adam (1894) og Højsang (1896): en pebersvend med hjertekvababbelser, en komisk-fornuftig ræsonnør med vemodige erindringer. Men det kommer vi tilbage til.

Efter de to "Fra Landet"-kapitler i Hjemme og Ude af Agnetes historie, mundsmagen på Spøgelser (1888):

Dette var Agnetes Debut, som er mig fortalt af hendes egen Mund. Skulde jeg senere erfare noget om hendes Skæbne, skal jeg som trofast Korrespondent meddele Dem det. [a.a. s. 24]

er det slut på Rusticus. Som også det sidste citat viser, prøvede Pontoppidan at fastholde ham som "Deres udsendte medarbejder". Rusticus er ikke en umiddelbar oplever der ufiltreret, for slet ikke at sige impressionistisk, formidler begivenheder og indtryk videre til læseren. Han er hele tiden til stede som observatøren, meddeleren, ja, journalisten, kunne man sige, og han flirter endda med en sådans påståede objektivitet ved lejlighedsvis at skyder andre fortællere og deres "regning" ind imellem sig selv og det fortalte. Det er indviklet, men også lidt klodset, ufærdigt, eksperimenterende.

Urbanus den første

Eksperimentet fortsatte en uge efter den sidste Rusticus-artikel. Stadig i Hjemme og Ude brugte Pontoppidan for første gang, 19. oktober 1884, mærket Urbanus. Ikke fordi han var flyttet til København eller byen overhovedet. Tværtimod var familien ved at flytte fra den større landsby Hjørlunde ved Slangerup til den ganske lille Østby i Hornherred som Pontoppidans kone stammede fra. Så man kan roligt sige at Urbanus er en fiktion. Det er måske også en drøm. For prøv at høre hvordan denne, ikke jeg-, men man-tekst hylder efterårets København når beboerne længselsfulde kommer hjem fra landet:

Først naar Himlen hænger som et sort Tæppe over Tagene og hver halve Time slæber sine tætte Byge-Slør hen over Gaderne, gjenkjender man paa ny sit Kjøbenhavn.

Og den rette hjemlige Følelse fæster Bo hos én den Dag, [når] man atter med drivende Paraply og tilstænket til op paa Hattepulden arbejder sig ind gjennem Østergades Vognmylr og Menneskevrimmel eller befinder sig staaende midt paa Halmtorvet for at skjændes med en Droskekusk eller vente paa en Sporvogn.

Det er en baade interessant og bevæget Tid denne, i hvilken Byen skyder sin Sommer-Ham og retter sig ind i de gamle Folder.

En for én dukker for hver Dag nye kjendte Ansigter frem af Vrimlen – paa de gamle Steder og til de vante Tider. Hilsner vexles, og Øjne mødes – mandige Haandslag og ømme Forjættelser for den kommende Kampagne.

Det er som en Livets Fornyelse efter den lange ørkesløse Sommerdvale!

og så følger en meget intim kærlighedserklæring til det mondæne liv Pontoppidan ikke selv havde levet siden sine glade studenterdage.

Der er to andre Urbanus-artikler men begge uden jeg-fortæller. Den ene er fortælling, "Hjærtensfryd" (fra februar 1885), om Nyboderægteparret der siden bliver Lykke-Pers værter, den anden (fra marts s.å.) en vandrehistorie/urban legend med samme pointe som Kjeld Peter/Dirch Passer-dialogen "Klassekammerater". Begge tekster er henlagt til København, men det er også alt, og uden at det havde fået noget egentlig identitet lod Pontoppidan mærket hvile i mere end fire år, indtil han selv var flyttet til København.

Hvorfor Pontoppidan så ikke i juni tager sit Rusticus-mærke med over i Morgenbladet til historien "Nekrolog", er svært at forklare. Historien er bygget op over samme læst som "Et Bondebryllup" (og HP tænkte sig den også siden anvendt s.m. denne i en novellesamling der imidlertid ikke blev til noget). Men han skjuler fortælleren under bylinens pseudonym, Hemming Justesen (med klang af Holberg), og vi får ikke rigtigt andet at vide om ham end at han, på et kritisk punkt af historien, hypper kartofler i sin have.

Måske skyldes det at han i januar 1885 var trådt i politisk karakter. Han smed masken og under eget navn greb han det samfundspolitiske engagement i "Naadsensbrød", der i sine midler rækker tilbage til den mest vellykkede af Rusticus-teksterne om "Knokkelmanden". Hans redaktør på Ude og Hjemme og Hjemme og Ude, Otto Borchsenius, havde i et årstid også været litterær redaktør af avisen Morgenbladet – og havde her trykt føljeton-udkastet til Isbjørnen. Om sit nye bidrag skriver han til redaktøren en mandag i januar 1885:

Kjære Ven!

Jeg undgår al Forklaring og stoler på dit langmodige Venskab. Andre må lægge Tøjler på mig; jeg formår det ikke selv – i denne "Juletid" og på Landet, er man et viljeløst Væsen i sine Omgivelsers Hænder. Jeg kan næppe holde Pennen for Ømhed i din højre Ringfinger – frembragt ved i Kortspil at slå Kortene i Bordet, det er Forklaring nok.

Det medfølgende er til "Morgenbl". Det er ingen Føljeton-Artikkel, intet novellistisk Forsøg eller sligt. Det er en i det enkelte sandfærdig Fremstilling af et af de brådneste Kar her i Landet, og jeg håber du vil skaffe den Bladets 2 første Plads, at man ikke skal misforstå det som en "Novellette". Den halvt novellistiske Form, der er brugt, fordi den er mig naturlig, vil forhåbentlig ikke være den til Hinder for at gå som en "Leder", og jeg skal i så fald med Fornøjelse i Fremtiden sende Bladet slige Små-Korrespondancer, når sligt af Interesse møder mig.

Jeg-aspektet indskrænker sig til et enkelt 1.personspronomen i flertal:

Der stod i Eftermiddag et stort Spektakel bag vort Gadekjær, hvor fire-fem sorte Indsidder-Rønner ligger sammenbyltrede under Kirkebakken. Anledningen var vægtig nok: det var Trine Bødkers, der endelig og omsider skulde paa "Kassen".

Resten er helt nøgternt, helt rent. Et halv år efter fulgte "Under Aaget" der siden blev til "Vandreren" i slutningen af Fra Hytterne, der udkom i maj 1887. Så måske kan man sige at denne novellesamling, Pontoppidans ypperste (jeg sætter den højere end Skyer), plukkede de bedste af blomsterne i det kartoffelbed han havde hyppet i de tre forudgående år.

Urbanus den anden

Urbanus dukkede først op igen efter at Pontoppidan havde tilbragt en kort periode som jeg havde nær sagt all round journalist på Politiken fra november 1887 til juli 1889 (26 bidrag over 20 måneder). Der er mange jeg-tekster, men mest er det en blanding af kommentarer, anmeldelser, polemik, indsigelse, reportage (men helst skæmtende, som "En Kvaksalver", hvor Pontoppidan fik Drachmanns far på nakken). Vægtigst er nogle store anmeldelser (af Amalie Skram og Schandorph) hvor Pontoppidan udfolder sin poetik, sin opfattelse af hvad kunsten er, vil og skal.

Som sagt: det var ikke Urbanus, skønt der er meget københavneri i det. Men så blev Pontoppidan, i slutningen af juli 1889, kaldt til Børs-Tidende. Her kom der helt anderledes boller på (kartoffel)suppen. Fra første dag lå rammen fast: Dagbog. En klumme altså. Med meget vide rammer. Men som naturligvis opfordrede til bestandigt som skrivende at relatere sig til et jeg, fiktivt, faktivt⁹ eller reelt. Det blev i alt til 90 artikler i løbet af seks måneder, flest i begyndelsen, færrest i slutningen, i gennemsnit en hveranden dag, men i perioder virkelig en dagbog (der er 70 under denne titel). Men det var mere, som Erik H. Madsen i 1994 kaldte det i sit udvalg, Meninger & holdninger end det var jeg-fortællere.

En af dem vil jeg fremhæve her fordi vi før var inden på "Ouverturen" om Københavns begyndende efterårssæson. Nu er vi fremme ved slutningen af november, og året er 1889. Dagbogen begynder sådan:

Jeg kommer ude fra Landet.

Forstået sådan at dagbogsføreren har været på besøg derude, men må tilstå at når man først én gang har været rodfast derude, slipper man ikke for fortryllelsen. Men nu er han altså tilbage:

Om Sommeren er Kjøbenhavn en Bagerovn, hvor man gisper efter Luft. Og om Vinteren, især om Efteraaret?

Naar Blæsten fejer Gaderne rene, gaar det endda nogenlunde an. Men kommer der blot en Times Bløde, forvandler hele Byen sig til et Morads, en kæmpemæssig Dyndvulkan, hvor Vognhjul og Hunde og Fodgængere sprøjter Snavset op om Ørene paa enhver, der vover sig udenfor sin Gadedør. Selv i Byens Hovedgader samler Vandet sig midt paa Fortov og Kørebane i Pytter saa store og dybe, at man godt kan tro Fortællingen om, at et Barn en Gang er druknet i dem. Ude over Forstædernes makadamiserede Veje ligger en graabrun, bølgende Vælling, der synes bundløs. Er man saa uheldig at tabe f.Eks. sin Stok ned i dette Hav, ser man den aldrig mere.

Der er ikke et Sted, hvor man kan gaa nogenlunde tørskoet. I denne By, hvor det regner hver anden Dag, findes endnu ikke en eneste overdækket Gade eller Plads, og ikke andre Buegange end de afsidesliggende ved Christiansborg.

Det forundrer mig, at Moden – som dog saa ofte læmper sig efter Øjeblikket Trang og f.Eks. i knappe Tider afskaffer Herrehandsker og tager Slæbet af Damernes Kjoler – det forundrer mig, at Moden ikke har foreskrevet Træskostøvler her i Kjøbenhavn. I denne By, hvis Indbyggere burde fødes med Galoscher paa Fødderne og en Paraply under Armen, vilde et Par Træskostøvler være en passende Konfirmationsgave.

Det er da intet Under, at man herinde saa ofte sukker efter den Natur, der – i Modsætning til Byerne – ofte benævnes "Guds". I Sammenligning med det Helvede, Kjøbenhavn i disse Dage frembyder, er den virkelig rent guddommelig. Hvor meget det end regner og blæser og tuder ude paa Landet – aldrig har man dog den uhyggelige Fornemmelse af at være i Færd med at drukne i al Slags Smuds som her i Kongens Kjøbenhavn.

Og der er ikke megen Udsigt til, at her skal blive hyggeligere i vor Levetid.

Pontoppidan bruger skrivningen af disse brødartikler til at afprøve synspunkter og attituder. Dagbogen i Børs-Tidende, som også senere "Enetale"erne i Politiken i 90'ernes slutning, er en mistbænk hvori der sås for at se om det kan gro. Det jeg der mere eller mindre tydeligt optræder er ikke Pontoppidans private jeg. Knut Ahnlund smed i sin disputat fra 1956 grus i det fine maskineri ved at citere et privatbrev fra Pontoppidan til den svenske ven Axel Lundegård fra et årstid efter at København-er-en-møgby blev skrevet. Pontoppidan skriver fra Berlin:

Den By bliver mig mere og mere imod. Jeg véd egentlig ikke hvorfor; men hver Gang jeg tænker på den, ser jeg et Billede for mig af Tåge, Søle, Ufred, Smålighed, Selvmord, Vrøvl, Fattigdom og endnu meget mere, som gør mig ganske melankolsk.

Der er dog tre jeg-fortalte tekster der tiltrækker sig særlig opmærksomhed. De er tilsyneladende selvbiografiske, selv om de tager et aktuelt udgangspunkt i en artikel i en tysk avis om dødsangst.

Men op af den mistbænk vokser nu jeg-fortællerne i det egentlige forfatterskab. Men også her underkastet de mange eksperimenter og tjenende skiftende formål og hensigter.

Intermezzo

Jeg tror det er Vilh. Andersen der er ophav til den morsomhed at alle personerne hos Pontoppidan taler pontoppi-dansk. At han ikke individualiserer sin replik (i tilstrækkelig grad). Det er sjældent at finde dialekt i forfatterskabets gengivelse af personernes tale. En markant undtagelse blandt flere er Enslev-smedens Fanden i De Dødes Rige, Den bette Mand, der taler ravjysk. Men Pontoppidan kunne godt individualisere sproget. Ikke mindst når det drejede sig om at gøre nar. Herom beretter Pontoppidan-litteraturen to episoder.

Den første findes hos Morten Pontoppidan i en artikel han i 1927 i anledning af Henriks 70-årsdag på opfordring skrev til Gads danske Magasin. Det er ikke noget skudsikker artikel hvad hukommelsen angår. Det er således Henrik selv (i Hamskifte) og ikke Morten der husker rigtigt vedrørende omstændigheder af Mortens læsning af Henriks lærlingestykke, det siden brændte skuespil Hjemve. Men den gode historie lyder nu sand. Morten kalder den selv et "meget tydeligt Erindringsbillede", og de tidsmæssige angivelser er korrekte. Den foregår i 1873. Henrik har lige taget sin realeksamen for efter sommerferie at rejse til København og forberede sig til Polyteknisk Læreanstalt:

Der var altid Ferielystighed i Randers Præstegaard, og denne Sommer var Henrik ret kommen med i Løjerne. Hans Glansnummer var at optræde som Kraftgrundtvigianer. Far, der var interesseret i den ny grundtvigske Bevægelse, havde en Dag haft Henrik med sig ud til et lille folkeligt Møde i en Skolestue paa Landet, hvor en Højskolelærer havde talt, og en Friskolelærer "sunget for"; Dersom Far har tænkt sig, at hans unge Søn skulde blive paavirket af og draget imod det grundtvigske, saa er det ganske slaaet fejl. Henriks Udbytte af det lille Møde var, at han havde taget to grundtvigianske Typer paa Kornet: den selvbehagelige Foredragsholder, og den lige saa selvbehagelige Forsanger. Og nu fik vi – d.v.s. vi unge, ikke Far – disse Typer serveret for os i Præstegaardshaven. Henrik stillede Bænke sammen og lod os tage Plads. Han havde faaet fat paa en Trappestige, som Pigerne brugte, naar de pudsede Vinduer. Den opstillede han som Talerstol, idet han hængte et Tæppe ned foran den.

Saa tog han fat. Gaaende frem og tilbage foran Talerstolen med en Bog i Haanden udsang han paa Melodien "Sol er oppe" med Begejstring i Blik og Holdning og med ravjysk Tonefald følgende – som det desværre maa tilstaaes – virkelig grundtvigske Linier:

"Folk", hvad er vel
Folk i Grunden?
Hvad betyder "folkeligt"?
Er det Næsen
eller Munden,
hvorpaa man opdager sligt?

Mere kunde han ikke af Sangen; men det var ogsaa nok. De sidste Linier gentog han, indtil han kom til Ende med Melodien¹⁰. Og vi andre var nær ved at sprække af Latter, jeg ogsaa, hvor meget jeg end allerede dengang var Grundtvigianer, og hvor højt jeg end satte Grundtvigs folkelige Sange. Men det var da ogsaa uheldigt, at Henrik, naar han blev taget med ud i Landet at lytte til den ny Folkesang, skulde straks komme ud for et af disse Eksempler paa, hvorledes Grundtvig, den store Skjald, kunde komme afsted med i et ubevogtet Øjeblik at mishandle sin folkelige Lyre.

Nok er det, naar Henrik tilstrækkelig havde sat Stemningen op med "Folk, hvad er vel Folk i Grunden", besteg han sin Talerstol med imponerende Værdighed. Og saa fik vi nogle meningsløst men pudsigt sammenføjede Brokker af det folkelige Foredrag, han havde bivaanet, og som vistnok slet ikke havde været saa daarligt. Det var bl.a. om Saga, den hulde Asynje, der sidder ved det rindende Væld og drikker af gyldne Skaaler sammen med Odin. Sligt skal man jo ikke gøre Nar af, men det gjorde nu min kære Broder og efterlignede Foredragsholderen med et saadant mimisk Talent, at man var nød til at skoggerle. Og hvad – vi Mennesker er jo til syvende og sidst allesammen til at le ad, naar vore komiske Sider paa virkelig talentfuld Maade bliver hentet frem, og det maa vi give hinanden Lov til.

Efter Foredraget, som vævedes ud til at vare maaske fem Minutter, sluttedes der af, som der var begyndt, med "Folk, hvad er vel Folk i Grunden", som Tilhørerne nu ogsaa istemte. Og denne Forestilling gentoges – let varieret – flere Gange i Feriens Løb. ]

Jeg-bøgerne

[Tekst følger]

Brevdigteren

Det ældste digtede brev vi kender fra Pontoppidans hånd, stammer fra midten af 1870'erne. Det er skrevet til to-tre ældre brødre (Erik, Morten og måske også Knud) der studerer i København. Vi kender kun brevets slutning som er det "digtede" hvor Henrik ligesom af grundtvigianerne gør nar:

. . . Og tilsidst beder jeg Eder tilgive, at jeg vover at bede Eder om at tillade mig at at tage mig den Frihed at spørge Eder, om I vil være af den Godhed at forunde mig at driste mig til at bede Jer om at skænke mig den Lykke, at turde nærme mig Eder for at sige Jer, at jeg intet ønsker inderligere end at blive i Stand til at vise Jer, hvor meget det glæder mig, at Skæbnen er mig saa gunstig at hidføre det Øjeblik, der skænker mig den Lykke at kunne forsikre Eder, at det er mig umuligt ved Ord at udtrykke de Følelser, der griber mit Hjærte ved den Tanke, at Eders Godhed berettiger mig til at nære det Haab, at I er overtydede om, hvor dybt jeg føler, hvilket Fortrin det er, at jeg har den Ære at tegne mig

med inderlig Højagtelse
Eders trofaste hengivne
Border Henrik P.

Det næste brev jeg vil nævne, stammer fra debutbogen Stækkede Vinger, fra novellen "Efter Ballet"

"Min egen kjære Dreng! Jeg har i den sidste Tid ikke været rigtig rask, og har dog haft meget at bestille, saa du maa nøjes med lidt Hastværksarbejde denne Gang. Det kan jo ikke nytte at nægte, at jeg begynder at mærke Alderen, og det er da heller ikke saa underligt. Men jeg takker min Gud for dig, fordi du jo nok vil være hos mig, naar min Alderdom trænger til en Støttestav; men dog allermest er jeg glad, fordi mit Liv gjennem dig er blevet rigt og stort, da Vorherre saa tidligt tog din Fader fra min Side.

"Ja, havde jeg ikke haft dig, du kjære Søn, at pusle om og arbejde for, da var Dagene sikkerlig faldet mig tunge og trange, ligefra den Stund, de bar hans smukke Kiste bort. Og, Gud ske Lov, at jeg kan høste min Løn ved at tænke og se paa dig, du kjære Søn!

"Det gjør mig naturligvis inderlig ondt, at du heller ikke nu til Julen kan komme hjem og holde den hellig med mig som i gamle Dage; du kan slet ikke begribe, hvor jeg længes efter at se dig igjen. Men naar det er dine Studeringer, der hindrer dig – som du skriver – saa kan jeg jo dog ikke Andet end glædes over, at du bestandig passer din Gjerning med den samme Samvittighedsfuldhed.

"For at dog ikke den glade Juletid skal gaa dig helt forbi, sender jeg i Morgen med Dampskibet en lille Kasse med lidt Godt. Du |40| vil der iblandt nogle Smaakager, som Jomfru Mikkelsen har bagt, finde et Stykke Ost af den Slags, du holdt saa meget af; gid den bestandig maa smage dig; thi den er ikke fin. Ogsaa vedlægger jeg en lille Julekage og to Par varme Sokker, som skal være min Julegave til dig. Inden i det ene vil du finde et Stykke Papir med en af disse smaa Guldskillinger i. Jeg kan aldrig faa i mit Hoved, at disse smaa Tingester kan være saa mange Penge. Men tag du den nu, den er til beskedne Fornøjelser i Juletiden.

Men glem nu heller ikke at besøge Guds Hus ret flittigt, min kjære Søn; det er dog derfra, vi skal hente al Kraften og Modet. – Forresten havde jeg meget Mere, hvorom jeg gjerne vilde skrive, og mange Hilsner fra gode Venner og Bekjendte, men nu vil mine Øjne ikke mere gjøre Tjeneste, derfor maa jeg slutte. Blot vil jeg sige dig, at Marie Olsen spørger saa flittigt til dig, og at hendes Broder – Materialisten paa Hjørnet – er bleven forlovet – tænk dig, med Amalie Sommersted; saa blev det dog endelig til Noget. Jomfru Mikkelsen saa' herind i Gaar; hun er den Samme som altid, kan du nok begribe, og bad mig om at hilse. – Lev nu rigtig vel, min Karsten. Herrens Haand være over os begge to!

Din trofaste
Moder.

Sandinge Menighed:

Kære forældre og syskende

Naar jeg i dag skal skrive til mine kære forældre og syskende saa er det med særlig trang til at aabne mit Hjærte i anledning af at jeg nu har gjort den opdagelse at det er det og intet annet jeg kunde blive lykkelig ved og føler mig saa frigjort ved at jeg ikke er som jeg før har trot den grimme Ælling der slet intet passer til nogenting alle vejne og jeg kunde aldrig tale om det det falt mig aldrig ind jeg var alti optagen af tanker som gik saa langt derfra og jeg har grædt tit men nu skal jeg fortælle jer at her er slet ingen forskæl paa bynder og andre og alle selv den fattigste Kofte og her er en søn som har holden en tale til bynderne men jeg kunde nok fortælle jer en stor nyhed som gjør jer alle glade men ikke nu men i skal nok snart faa den at vide mere tør jeg ikke sige nu men Vorherre har rigtignok aabnet et skjønt liv for mig og jeg mærker Vorherres kjærlighedsgjerning strømme til mig og jeg holder saa |85| meget paa den kjærlighed for den er et lønligt Kildevæld hvor den faar lov at strømme ind i hjærterne men nu vil jeg blot sige at jeg er saa glad som jeg aldrig havde trot jeg skulde blive og jeg er slet ikke længere vred paa dig moder og du maa lade Karen komme ud ogsaa naar hun bliver kumfermeret for alting er saa skjønt som de synger ovre paa skolen og alle menniskerne saa gode og jeg hører tit et godt ord talt her lie saadan og vi synger ofte saa mange sange og vi kan rigtig mærke at vi springer ud af hans kjærlighed liesom en blomst med fuglevinger og Fruen skriver med mig som i vel kan se men Vorherre gjør alting godt mod hvem han har kjær og jeg kan be rigtig til ham netop nu naar det stormer med tvivl omkring mig som noget stort vovespil saa jeg kan næsten ikke rigtig forstaa mig selv i at jeg kan tage det saa rolig og jeg fornemmer nok at det er min fader i Himmelen naar han blot faar lov at at raade paa vore hjærter saa vil vi alti være glade og" hermed hilses i fra mig

Boel.

Jeg har haft en bøllen finger.

 

En liste over jeg- og vi-tekster:

1. PCA 14: Fra Landet 1 ("Juleslagtning") - Rusticus
2. PCA 21: Fra Landet 2: "Jeg laa i mit Vindue" - Rusticus
3. PCA 23: Fra Landet 3: "Et Bondebryllup" - Rusticus
4. PCA 24: Fra Landet 4: "Knokkelmanden" - Rusticus
5. PCA 24a: En omrejsende Gjøglertrup i en Landsby - usign.
6. PCA 25,1: Fra Landet 5: (Martha 1) - Rusticus
7. PCA 25,2: Fra Landet 6: (Martha 2) - Rusticus
8. PCA 25,3: Fra Landet 7: (Martha 3) - Rusticus
9. PCA 29: Naadsensbrød - Henrik Pontoppidan ("vort Gadekjær")
10. PCA 32a: Nekrolog - Hemming Justesen
11. PCA 32c: Under Aaget - anonym
12. PCA 57: En Kvaksalver - Interviewer
13. PCA 97: Dagbog om Den forførende tjenestepige - Urbanus
14. PCA 110: Vildt-serien i Kjøbenhavns Børs-Tidende, 9. afsnit 19.9.-3.10. 1889
15. PCA 145: Dagbog om det våde København. - Urbanus
16. "Vildt" i Natur (1890)
17. Minder 1893 - fra kap. III.
18. Den gamle Adam (1894)
19. Højsang 1896
20. Peter Andreas' breve i Lykke-Per i det fremmede (1899)
21. Ung Elskov, 2. udg. 1906
22. "Præstens Datter" i Tidsskrift for Jødisk Historie og Literatur (1918)
23. Højsang 1921 - Magister Glob

Jeg-tekster i dagbogsform:

1. Den gamle Adam (1894)
2. Minder (2. udgaven 1902)

En Liste over fiktive breve:

1. "Moders Brev" i "Efter Ballet", Stækkede Vinger (1881)
2. Boels brev til familien i Sandinge Menighed (1883)
3. Faderens første brev til Emanuel i Muld (1891)
4. Faderens andet brev til Emanuel i Det forjættede Land (1892)
5. Bettys brev til Emanuel i Det forjættede Land (1892)
6. Jørgen Hallagers breve i Nattevagt (1894)
7. Pers syv breve fra Berlin i Lykke-Per i det Fremmede (1899)
8. Jakobes breve i Lykke-Per
9. Fru Mercks brev til Fru Abildgaard i Toldere og Syndere (1914)
10. Stine Vestrups brev til manden i København i Enslevs Død (1915)

 

Den eksplicitte fortæller er i Pontoppidans forfatterskab en speget størrelse. En håndfuld af hans små romaner har "synlig" fortæller i første person, men også i andre af de små romaner og i Lykke-Per forekommer jeg-tekster i form af breve i et omfang så man tør hævde en pontoppidansk forkærlighed for denne form for "efterligning", nogle gange over i karikaturen. Men går man ud i kanten af forfatterskabet, tilsyneladende uden for den skønlitterære del, finder man et "jeg" der kan være lige så fiktivt som dem i romanerne og novellerne.

[fortsættelse følger]

[4] 9.2.1884. tilbage
[5] Artiklen blev siden omarbejdet til "Grete Gaasepige" i Krøniker. Men denne, måske forfatterskabets dårligste tekst, overlevede ikke Krønikers omarbejdelse i 1899. tilbage
[6] fiktion og reportage: det ses også her på netstedet hvor "Jeg laa i min Vindue" er rubriceret under fiktion, mens f.eks. "Naadsensbrød" er anbragt blandt de journalistiske bidrag, dels fordi forfatteren insisterede, dels fordi den stod trykt på forsiden af en avis, på lederplads som han havde ønsket det. tilbage
[7] laa i mit vindue: Hele livet, så at sige, lå HP "i sit vindue". I Drengeaar har han skildret det som sin tidligste udsigtspost, og Hans Brix´ artikel om ham i Danmarks Digtere er passende illustreret med et billede af den gamle HP i samme position. tilbage
[8] opgive jeg-formen: HP opgiver nu nødigt helt. I førsteversionen af krøniken "Muldskud" læser man i den Illustrerede Kalender Danmark for 1889:

(…) hans Historie er meget sørgelig – netop saa sørgelig, som sande Historier gjærne bliver, og som Livet endnu oftere virkelig er. (s. 134).

tilbage
[9] faktivt: F.eks. øver Urbanus i Dagbogen fra 17.8.1889 "sig paa et Par Sonater" og går til "Fægteøvelse"; det gjorde den private forfatter aldrig. tilbage
[10] Melodien: Det lyder underligt, for versemålet fortsætter sådan:

Hanegal om klaren dag.
Vågner, vågner, danske helte!
Springer op og spænder bælte!
Dag og dåd er kæmperim.

tilbage