Fra Landet
Højstærede Ude & Hjemme! Tillad mig at fortælle Dem og Deres Læsere en lille – jeg havde nær sagt ugudelig – Historie, der i disse Dage er hændt her ude hos os, og som jeg – for dog at døbe den – vil give Navnet: Knokkelmanden.
Jeg kan paa Forhaand forsikre, at den i et og alt er sand; men bør da forsigtigvis ogsaa forberede Dem paa, at den er meget sørgelig – netop saa sørgelig som sande Historier ofte blive, og som Livet endnu oftere virkelig er.
De maa ikke af disse mine Ord fra et mismodigt Øjeblik 347 paa nogen Maade lade Dem forlede til den Tro, at jeg af Hjærtet hører til dem, der nærer formastelige og hovmodige Anskuelser om Forsynets hellige Logik.
Ingenlunde.
Tvært imod.
Og dog kan, nu og da, en Tvivl banke paa i min Sjæl, og den Tanke spøge i min usalige Hjærne: om ikke dog Vor-Herre, da han i hine gamle Dage skabte sin ellers saa sindrigt beregnede Mekanisme, alligevel hist og her er kommet til – som vi sagde i Skolen – at "slaa en gal Logarithme op".
Jeg synes undertiden, at det med ét ligesom klikker i den store, guddommelige Maskines rolige, ensformige Arbejden. Jeg synes ligesom at høre det pludselige, uforvarende Knæk som det, der lyder fra et gammelt, opslidt Stueur med svigtende Tandhjul eller knækkede Tænder, og hvis dirrende Skrat faar os til at fare op af vore vaagne Drømme og slaa os for Panden i den Tro, at Værket er gaaet i Staa.
Men Uret vandrer roligt og uforstyrret videre paa sine hakkende Gænger, som om intet var hændt. Og da dog hverken De, Hr. Redaktør, eller jeg formaar at standse det i dets Gang eller blot saa meget som at bøde paa den ringeste, den ubetydeligste af dets Ufuldkommenheder, skal jeg ikke fortabe mig i bitre Klager eller haabløs Fortvivlelse, men stille og beskeden vende mig mod mine Læsere og Læserinder med de Ord:
"Hør en Historie og græd!"
Ude imod Øst bag den lange sammensunkne Voldgrøft, der dannede Grænsen mellem Overdrevet og de egentlige Bymarker, laa et lille, pynteligt Bolsted med grønne Vinduesrammer, Vinløv om Gavlen og Bikuber langs Havehegnet.
Ensomt og trist laa det paa de graa og stenede Jorder, der skraanede ned imod Fjordindløbet.
Men i den lille sirligt anlagte Have foran Stedet stod et pragtfuldt Flor af de fineste og sjældneste Blomster. Navnlig hen paa Sommeren, naar Rankerne og Slyngplanterne skød sig helt op paa Straataget og naar ogsaa Frugterne paa de smaa, bugnefulde Dværgtræer begyndte at modnes, saa' den henrivende ud midt i det magre, trøstesløse Øde, – som en tropisk Æventyr-Oase, en tusendfarvet Blomsterkurv, der spredte sin fine, flygtige Vellugt ud imod Havets bittersalte Aande.
Det var virkelig aldeles forbavsende, hvad der i alle Maader var fremelsket paa denne lille Plet. Og mangen stille Sommeraften drev baade en og to af Byens Folk med Piben op over Grusbakkerne for fra Østerstien at nyde Synet af den fremvældende Rigdom.
"Bolfolkets Paradis" kaldte man det gjærne mellem Mand og Mand, og mange var vel heller ikke langt fra virkelig at tro, at der hvilte en særegen Velsignelse over det.
Men Bolfolket selv kjendte ingen.
For otte Aar siden var de kommen her over fra Landet hinsides Fjorden med to rødmalede Kister, en Spinderok og en Ægtesengs Klæder og havde siden da altid holdt sig fremmede for Egnen.
Fra Morgen til Aften kunde man se dem i uforstyrret Arbejde ude paa Marken med deres langskjæggede Hest – eller i Haven med Gartnerkniv og Spade. Men ikke ved nogen Lejlighed havde de endnu blandet sig med Befolkningen, skjønt denne oftere havde givet dem Anledning.
Selv i Kirken, hvor de mødte til Aarets tre store Højtider, satte de sig sammen i en af de bageste Stole og holdt hinandens Hænder, mens deres Blik ufravendt hvilte paa Præsten. Og ved det sidste Ord i Degnens Fadervor rejste de sig uden Lyd, og var alt paa Vej ud over Grusbakkerne, naar det øvrige Kirkefolk kom frem gjennem Portalen.
Han var en temmelig lille, fortrykt og forslæbet Skikkelse med denne alt for store Højre-Skulder og i det hele lidt skjæve Figur, som er karakteristisk for Folk, hvis Liv har været en eneste Trældom. Udtrykket i hans store, blakkede, troskyldige Øjne tydede paa en noget skjør Forstand; og i Virkeligheden maatte ogsaa Konen træde til, hver Gang noget særlig indviklet eller vigtigt kunde forefalde.
Hun var et stort og sundt Bondefruentimmer af den Art, som nu desværre er ved at dø ud. Sandt nok: Savn og tidlige Lidelser havde udmagret hende, og Livet havde lært hende en vis Forsigtighed. Men hele hendes Holdning talte om et uforfærdet Mod, som endnu intet havde formaaet at knække. Og der laa i hendes store, lysvaagne Ansigt en Selvsikkerhed og Kraft, der ligesom tog Maal af Verden og ikke længer frygtede den.
Man vilde vide, at det i sin Tid skulde have holdt haardt for dem at komme sammen. Og man forstod, at det var derfor de nu knyttede sig des fastere og usvigeligere til hinanden.
Oprindelig var de nok et Par forladte, udsatte Børn, som først i en ussel Sognepleje, senere – skilte fra hinanden, men begge besjælede af samme Tanke og arbejdende mod samme Maal – i kummerlige Tjenester mellem al Slags Ukrudt rundt om paa store Gaarde havde lært, hvad ondt var, – indtil de omsider efter tyve Aars selvfornægtende Slid og møjsommelige Sparen havde formaaet at bestride den første lille Udbetaling paa det Sted, de siden da havde besiddet.
Den Gang var det i alle Maader en sand Elendighedens Hule, med forfaldne Mure og forsømte Jorder. – Nu, efter otte Aars Forløb, var ikke alene hele Kjøbesummen med Rente og Rentes Rente fuldstændig udbetalt og Jorderne og hele Pladsen tifold forbedret, ja steget i Værdi til det tredobbelte; men man vilde endog mene, at de lykkelige Mennesker paa det sidste havde kunnet gjøre ikke saa ubetydelige Indskud i Sparebanken.
Men heller ikke dette var naaet uden den utroligste Selvopofrelse. Hver Dag, hver Time i alle disse mange Aar havde været en eneste slidfuld Stræben hen imod Maalet for deres Ungdoms store, gyldne Drøm: at blive frie Folk paa fri Jord.
Deres Dør var den første, der aabnede sig ved Daggry, den sidste, der lukkede sig for Natten. I stegende Middagssol, naar andre sov, i Strømregn og Nordenstorm – altid var de ude bag den langskjæggede Hest uden at lade sig afbryde. Og selv i den strængeste Vintertid kunde man Klokken fire om Morgenen se Lysskjæret fra deres Vinduer hen over Sneen.
Der inde sad de da med en stilfærdig, aldrig trættet Iver og gjorde Tiden nyttig, indtil det dagedes. Ane kartede eller spandt. Simon bandt Sivmaatter og snittede Træskeer. – Om Sommeren derimod var det Haven. Her var hver Tomme af Jord taget under den samvittighedsfuldeste Behandling. Her vrimlede det af smaa snilde Indretninger til at værge Smaatræer for Blæsten, til at skræmme Fuglene fra et Bær eller skaffe Sol paa en Blomst. Og alt – Sivmaatter, Træskeer, Blomster, Frugter, ja lige ned til de mindste Bær blev paa det omhyggeligste sanket sammen og skillinget ud paa Torvene i de nærmeste Kjøbstæder for at forøge Tyngden af den røde, hæklede Pung, der laa i Kommodeskuffen, og som under stærk Spænding tømtes og taltes hver Terminsdag til Afbetaling. –
I sex Aar levede de uden Børn. Men i det syvende fødte hun en Datter, som de nævnte op efter Dagen1 og kaldte Eulalia.
Aaret efter kom det hende for, at hun atter var begyndt at bære. Men da Tiden led, viste det sig til hendes Forundring, at hun maatte have taget fejl.
Denne Opdagelse, der maaske forhen – i de slette Dage – vilde have været hende en Lettelse, var hende nu en Skuffelse og vilde sikkert have været hende en virkelig Sorg, dersom ikke en anden betydningsfuld Begivenhed, som netop indtraf paa samme Tid, ganske havde overskygget den. – Den sidste Afbetaling fandt nemlig Sted.
Det var med en underlig Følelse af Højtidelighed, at de saa' denne Dag nærme sig. Det var, som om de ikke rigtig turde tro paa, at det virkelig skulde ske; at den saa længselsfuldt ventede Time virkelig vilde oprinde, da de skulde begynde at høste Lønnen for deres langsommelige Møje i et trygt, jævnt og roligt Liv, saadan som de havde drømt om.
Natten forud kunde de næppe sove for Bevægelse. Allerede to Timer før Dag var Simon oppe og i Stadstøjet for at gaa til Staden; og da Ane over Grusbankerne havde set det sidste Glimt af hans blanke Vadmelsfrakke, i hvis rummelige Sidelomme de to hundrede Kroner laa forsvarlig indpakkede, kom hun med ét til hæftigt at græde og lagde sig paa Knæ over Vuggen og den lille sovende Eulalia, som hun nær havde kvalt i Kys.
Endnu hen paa Eftermiddagen, da Simon endelig kom tilbage og med et Nik betydede, at nu var det sket, havde hun røde Øjne. Og et Stænk af Benauelse og Tomhed forlod heller ikke ham, da de sad ved det lidt festlige Maaltid, som hun havde anrettet.
Senere fulgtes de stiltiende ud i Haven, hvor alt stod i duftende Flor. Derpaa gik de ud over Marken, saa' til den dræende Rug, til Køerne paa Kløveren og Faarene i Bakken. Polle, den langskjæggede, stod der ogsaa; og ligesom i Smug 348 tog Ane et Stykke Brød op af sin Lomme og stak det til den.
Alt stod saa frodigt, saa lykkespaaende og talte til dem om en overvunden Strid, et nyt Liv, en rig Naade, en Guds Velsignelse, som de næppe kunde fatte og ikke syntes at have fortjent.
Ud paa Aftenen satte de sig sammen paa en Bænk, som Simon netop i disse Dage og med Hensyn paa dette kommende Liv havde faaet sammentømret midt i Haven. Han stoppede og røg paa en Pibe, idet han tankefuld saa' ud paa dens blaa, hensvævende Røg, saaledes som han vidste, det hørte sig til for en, der nød Tilværelsen. Ane gik nu og da rundt og plukkede Stikkelsbær i sit Forklæde og satte sig uden videre hen at spise dem, idet hun tvang sig til ikke at bryde sig om, hvad de kunde være gjort til i Penge paa Torvet i Kjøbstaden. I Brystet havde hun ogsaa en stor nyplukket Rose.
Undertiden saa' de paa hinanden og smilte lidt. Anes Øjne var aldrig helt fri for Fugt; og ogsaa Simons Tanker fængsledes ved Billede paa Billede af den svundne Tid, der med en saadan Magt strømmede igjennem hans Sjæl, at han kun af og til lettede sit Hjærte med et langsomt: "Naa ja ja – her sitter vi, Ane!"
Men efterhaanden flyttede de nærmere sammen og lo mere utvungent. Til sidst begyndte Ane at kaste Stikkelsbærskaller i Hovedet paa Simon. Han gjorde Gjengjæld ved at give sig til at prikke hende i Siden og nappe hende. Hun slog ham over Haanden, men saa tog han hende om Livet og vilde kysse hende. Hun værgede sig og holdt med sin Haand over hans Mund, indtil han fandt paa at kilde hende under Armhulerne. Saa skreg hun og vilde slaa ham over Øret … Dette morede dem. Den Slags Ting havde de aldrig haft Tid til at tænke paa før. Men da Solen helt var under og de gik i Seng, kyssedes de saa hedt og eftertrykkeligt, som om de for anden Gang havde fundet hinanden i en ny og lykkeligere Ungdom.
Det var en af deres Bestemmelser, at de fra denne Dag skulde ligge en Time længere om Morgenen. Men i Begyndelsen havde de for megen Uro i Blodet dertil. Og i det hele skete der ikke store Forandringer i deres Livs daglige Gænge.
Men ud paa Høsten følte Ane sig paa én Gang mindre vel, end hun plejede; og en Dag, hun stod paa Læsset og lagde Slohalm, trykkede hun pludselig Haanden ind i Siden, idet hun undertrykte et lille Skrig.
"Vent lidt," fik hun hurtig presset frem mellem Tænderne ned til Simon, som stod under og stak op.
"Hva ska'r?" spurgte han og lod Tyven falde.
Men Smerterne overvældede hende. Hun maatte sætte sig i Læsset.
"Herre Gud! – hva' er der, Ane?"
"Jeg véd ikke, … det er i Maven."
"Naa–aa," sagde Simon beroliget og stak atter op. "Du faar ta' et Par Peberkorn til Midaften, saa linder'et vel."
Da hun kom hjem, tog Ane tretten store Peberkorn i et halvt Glas Brændevin. Om Natten laa hun med Surdejg bundet under Fødderne og havde end yderligere i Smug lagt en flækket Ært ned i et nygnavet Musehul, saa det behøver ikke at fortælles, at hun denne Gang kom sig.
Men helt rask blev hun alligevel ikke. Hele Efteraaret gik hun og smaaskrantede og frøs, skjønt de i et og alt samvittighedsfuldt fulgte alle Distriktslægens Formaninger og Opskrifter – baade med hyppig Gnidning over Lænderne, varme Uldstykker paa Maven, og med at underskrive Befæstningsadressen.
Den gamle Mand, der gjærne kom fra en Middag eller Frokost paa en af Herregaardene, vidste aabenbart ikke synderlig Besked og slog derfor det hele gemytligt hen. Men det blev ikke bedre. Bedst som hun stod ved Kjærnen eller Saltetønden, kunde Smerterne komme som et Sting tværs igjennem hende, saa hun ikke kunde staa oprejst. Men da det heller ikke blev synderlig værre, bestemte de sig til at tage en lille Fornøjelsestur ind til Hovedstaden, for dér med det samme at raadspørge en Professor, af hvem der gik Ry, saa hun kunde blive helt rask, inden Vinteren strængedes.
Det var ikke faldet dem ind, at der for Alvor kunde være Tale om Fare. Naar de havde ymtet noget i den Retning for Distriktslægen, svarede han altid paa sin sædvanlige spøgefulde Maade, idet han tog Cigaren af Munden og klappede dem paa Skuldren:
"Kjære Venner!" sagde han. "Hvad er farligt? Man kan dø af et Knappenaalsstik og leve med et Sabelhug. Altsaa, kjære Venner, – god Morgen!"
Men da de stod i den berømte Professors Venteværelse og saa' den Kreds af Nød og Elendighed, der her sad langs Væggene eller med vaklende, lydløse Skridt gik over Tæppet, betoges de af en pludselig Angst. Den sælsomme Stilhed i Værelset, de blege, spændte Ansigter, Luften, der var mættet med Karbol som paa et Hospital – alt talte paa én Gang til dem om Død og Opløsning.
De havde, efter Sædvane, anbragt sig i en afsides Krog, hvor de stod og holdt hinanden i Haanden. Hver Gang Døren til Professorens Stue aabnedes og en bleg Skygge gled ud eller ind, saa' de der hen imod, hvorpaa deres Blikke mødtes. Men Ane gjemte hurtig sit igjen. Og da endelig deres Tur kom, og de selv stod i Døren, i Færd med at gaa ind, greb hun pludselig angstfuld om Simons Arm, som for at holde ham tilbage.
"Vær saa god – træd ind og luk Døren!" sagde Professoren, en lille hastig Mand med hvide Haar og hvidt Halsbind, der stod midt paa Tæppet og pudsede et lille Instrument med sit Lommetørklæde. – "De fejler?" spurgte han med et hurtigt undersøgende Sideblik hen imod dem.
Da Simon efter bedste Ævne havde forklaret og omstændelig beskrevet Aarsagen til deres "Besøg", puttede Professoren, der hidtil ikke havde forandret Stilling, Lommetørklædet i Baglommen og viste med en Haandbevægelse hen imod et lille Værelse i Baggrunden, hvor han kort bad hende gaa ind og klæde sig af.
"Jeg skal strax være hos Dem," føjede han til, idet han gav det blanke lille Instrument et sidste Strøg med Pegefingeren, inden han satte det i et Etui paa Bordet.
Ane saa' spørgende paa Simon. Men da han nikkede, gik hun over Gulvet og forsvandt ind ad Døren.
Der blev et Øjeblik stille i Stuen. Professoren havde givet sig til at blade i nogle Blanketter, paa hvilke han nu og da gjorde en Optegnelse. Men der gik et underligt Stød gjennem Simon, da han lidt efter fulgte Ane og lukkede Døren efter sig.
Han holdt sig fast ved en Bordplade og lyttede. Alt var stille der inde. Kun af og til med lange Mellemrum lød en dæmpet Raslen af Instrumenter . . . Hans Ben blev saa tunge. En kold, prikkende Sved traadte frem paa hans Pande. Stuen med Skilderierne og Bøgerne langs Væggene løb mere og mere rundt for hans Øjne, og da han til sidst syntes at høre et lille undertrykt Skrig der inde fra, maatte han sætte sig paa en Stol for ikke at falde.
Professoren kom ind. Uden at tage Notits af Simon, der hurtig havde rejst sig, gik han hen for at vaske sine Hænder bag et Tæppe i en Krog af Stuen. Men idet han bag efter, tørrende sig i Haandklædet, gik frem og tilbage over Tæppet, saa' han nu og da hastig hen paa ham, naar han ikke mærkede det.
Simon turde ikke spørge. Han stod blot og lod Fingrene Gang efter Gang gaa gjennem sit varme Haar, mens Øjnene uroligt og raadvildt flakkede om i Stuen.
Endelig kom Ane. Men da var ogsaa al Forklaring overflødig. Hun undgik hans Øjne og var lighvid.
Simon vaklede et Skridt frem paa Gulvet, med Haanden i den indvendige Brystlomme.
"Hvor … hvor-me … meget?" stammede han.
"Otte Kroner," sagde Professoren henne fra Vinduesfordybningen – med en Stemme, hvori man ikke skulde kunne spore den dybe Medlidenhed, der laa i det Blik, hvormed han betragtede dem.
Simon famlede med sine tykke Fingre i Tegnebogen og talte Pengene op.
"I Fald De kun har smaa Midler, saa koster det intet," sagde Doktoren meget stille. Men Simon rystede paa Hovedet, og de gik.
Professoren blev staaende lidt, støttet med Ryggen mod Vinduesposten, og faldt i Tanker.
"Den næste," raabte han derpaa pludselig og stillede sig atter midt ud paa Gulvtæppet for at tage imod. –
– – Først langt hen ad Hjemvejen, da de sad paa Vognen bag den tro langskjæggede, fik Simon Mod til at tale.
"Det er vel ikke godt?" spurgte han, uden at se paa hende.
"Nej," hviskede hun, næppe hørligt.
Han daskede lidt paa Hesten.
"Det er kanske helt skidt?"
"Ja."
Skjønt han havde ventet Svarene, gik der dog for hvert af dem et Sæt igjennem ham, og han vovede ikke at fritte mere.
349 – Men da de kom saa langt frem, at de kunde se Bolstedet, faldt Ane i Graad. Og da hun havde faaet Eulalia i sine Arme, kyssede hun hende med en saa usædvanlig Hæftighed, at Simon nu forstod alt.
Det var Døden.
Langsomt, men ustandselig vilde den komme og uden Skaansel tage hende med sig over i det store Mørke . . .
I de første Timer efter Hjemkomsten gik de omkring som bedøvede af Slaget. Men allerede hen paa Aftenen, da Eulalia var bragt i Seng, satte de sig sammen paa Bænken for at tale roligt om Sagen.
Ane gjenfortalte nøjagtigt og omstændeligt hele Professorens Forklaring over Sygdommen, hvis Begyndelse og Udgang han i korte Træk beskrev, for at hun kunde træffe sine Forberedelser og gjøre sit Valg.
Hun maatte slippe ethvert Haab. Inden fire Maaneder – havde han sagt – vilde hendes Tilstand være uudholdelig. Han havde tilføjet, at hun til den Tid kunde lægge sig ind til Operation, hvorved hun vilde slippe en lang, lidelsesfuld Hensygnen, thi Resultatet var næppe i noget Tilfælde tvivlsomt. –
Efter nogle Dages Tøven valgte hun selv det sidste. Og fra det Øjeblik, denne Bestemmelse havde fæstnet sig hos hende, syntes hun ganske fattet.
Hun forstod, at nu maatte hun for Alvor samle sig og ikke lægge Hænderne i Skjødet for den korte Tid, hun havde tilbage.
Den gamle uforfærdede, men stedse mere feberagtige Iver kom atter over hende. Der var saa meget at udrette, om hun skulde kunne efterlade alt, saaledes som hun ønskede det.
Men man mærkede intet paa hende. Stille og uforstyrret som altid gik hun omkring og ordnede alt i Huset, saa længe hun kunde; skurede og vaskede, eftersaa og bødede Simons og Eulalia's Klæder og Linned, som hun nøjagtigt talte og samlede, idet hun bestandig lige rolig gav Simon Oplysning om, i hvilken Kiste eller Skuffe han vilde kunne finde hvert Stykke, naar hun ikke mere var hos ham.
Imidlertid gik det i et og alt, som Professoren havde forudsagt. Uden egentlige Smerter følte hun sin Tilstand, som om der et Sted inden i hende laa en tung Klump Bly, der for hver Dag voxede. Hendes Mave svulmede op som paa en frugtsommelig, og Knæene blev svage og vaklende.
Men aldrig kom en Klage over hendes Læber; altid var hun lige klar og fattet.
Kun en Gang i den første Foraarssol, da hun i en Rundtur i Haven saa' de skydende Knopper og Skud, hvis Flor hun aldrig mer skulde se, løb hendes store Øjne over, men uden Graad.
Til sidst svandt hendes Kræfter pludselig, med rivende Hast. Hun blev kun ganske sammenbøjet, saadan som gamle Folk, Ansigtet gult og Benene saa svage, at hun kun med Nød og næppe kunde slæbe sig frem fra Sted til Sted.
Endelig, en Aften i Marts, satte hun sig tungt ned paa Bænken i Stuen, støttede Hovedet i Haanden og sagde sagte:
"Nu – Simon, … nu tror jeg, jeg maa lægge ner."
Simon, som sad paa sin vante Plads for Bordenden, nikkede tavs, rejste sig og gik ud for strax at ordne det vigtigste til Afrejsen den næste Morgen.
Da han kom ud i Stalden, drejede den langskjæggede fiere Gange forundret Hovedet om imod ham. Den fandt formodentlig, at han var lidt underlig i Hovedet i Aften …
Kun én Gang i Løbet af Natten kastede Ane sig i Uro ind til Simon. Ellers laa de stille hen og holdt blot hinanden i Haanden.
De havde talt ud om alt. Ane havde faaet sit Ønske opfyldt. Huset var fra Loft til Gulv i en Stand, som hun kunde være bekjendt at efterlade det i. Alt Eulalias Tøj laa vasket og nystrøget i Skufferne; Sengklæderne havde været luftede og udrensede; Stuerne stod renskurede og Køkkenet i Orden.
Ud paa Natten vendte hun sig dog én Gang mod Simon og kaldte hviskende.
"Simon – sover du?"
"Nej – Ane."
"Jeg har glemt at sige dig, at Eulalias røde Hoser – de nye, du véd – de maa ikke vaskes i Sæbelud – kan du huske det?"
"Det skal jeg, Ane!"
"Ja, det var blot det."
Tidlig om Morgenen havde Simon den langskjæggede for Vognen, der skulde kjøre hende til Amtets Sygehus. En fremmed Kone kom for at passe Eulalia, som stod i en Krog med Fingren i Munden og kunde aabenbart ikke forstaa sig paa Moderen.
Afskeden var kort. Men endnu langt henne paa Vejen kunde Ane høre Barnet skrige efter hende.
– Tre Dage efter kjørte Simon atter til Byen og kom om Natten igjen med en sort Kiste.
Forleden blev Anes Lig begravet her paa Kirkegaarden. Mange af Byens Folk fulgte hende, og Præsten talte over de smukke Skriftens Ord: Herrens Naade er over al Maade.
Rusticus.
