En Kvaksalver
En Arbejders Kone ude paa Landet stak sig for nogle Uger siden paa en irret Knappenaal. Om Aftenen, da hun gik til Sengs, mærkede hun intet særligt, men om Natten blev hun vækket af stærke Smærter i Haand og Arm, og da hun fik Lyset tændt, saa hun til sin Forskrækkelse, at Haanden var ganske sorteblaa og Armen var saa opsvulmet, at hun maatte sprætte Linnedet op for at faa den fri.
En Læge, der om Morgenen tilfældig kørte der forbi, blev hentet ind og erklærede det straks for at være Blodforgiftning.
Den stakkels Kone var lige ved at segne død om paa Stedet af Skræk.
"Vi maa sætte Haanden af, og det hurtigt," sagde Lægen. "Der er intet andet at gøre. Det er det eneste, der mulig kan redde Deres Liv".
Men Konen vilde ikke tro derpaa, og Lægen kørte atter bort.
I Løbet af Dagen blev hendes Smærter ganske uudholdelige; samtidig svulmede den ene Side af Brystet op og stemmede for Vejret, saa hun var nær ved at kvæles. Om Eftermiddagen blev hun anbragt paa en Vogn og kørt til Egnens sædvanlige Læge en lille Mil derfra.
Ogsaa denne saa betænkelig paa Haanden, rystede paa Hovedet og udtalte de skæbnesvangre Ord: Blodforgiftning.
"Der er intet andet for min gode Kone, vi maa snitte Haanden af. Og det maa ske straks paa Stedet. Inden tolv Timer vil det ellers være forbi med Dem."
Konen saa paa sin Haand; det var netop den højre. Hun var en fattig Mands Hustru og havde begge sine Hænder behov for at kunne være Manden behjælpelig med at skaffe Brødet til sig selv og Børnene. Hvad skulde det blive til, naar nu ogsaa hun bare skulde fødes uden at kunne være med til at fortjene?
Efter en kort Betænkningstid erklærede hun, at Haanden vilde hun ikke miste, saa vilde hun hellere dø.
"Ja, det kan jeg ikke sige noget til. Det er jo noget, De naturligvis selv bestemmer," sagde Lægen og trak paa Skuldren. – Dermed var Konsultationen forbi, og Konen gik bort.
Da hun var kommen udenfor Døren og alt i Tankerne begyndte at tage Afsked med denne Verden, som hun inden mange Timer skulde forlade, kom hun til at tænke paa, at hun havde hørt om en "klog" Mand, som skulde bo i samme By, og som mange syge søgte til, naar al anden Udsigt til Redning var lukket for dem. Hun troede egenlig ikke paa den Slags Ting, men hun mente, at da der jo alligevel ikke var andet Haab, saa kunde det i alle Fald ikke skade at forhøre sig hos denne ogsaa. Saa havde hun dog gjort, hvad der stod i hendes Magt, og havde ikke noget at bebrejde sig.
Hun søgte Manden op, og ogsaa denne sagde straks og afgørende "Blodforgiftning", saasnart han havde set Haanden. Men da Konen sagde, at saa var der vel ingen Redning, uden Haanden skulde af, smilte den gamle Mand og mumlede: "Aa, det var da ikke godt det … kom hun blot her, saa skal vi snart faa det Djævelskab jaget ud af Kroppen."
Saa smurte han en Salve indeni hendes Haand og bandt nogle Klude om den, gav hende nogle gode Raad og bad hende køre hjem.
Nu gaar Konen derhjemme og pusler i sit Hus og i sin Have med begge sine Hænder. Jeg saa hende selv forleden, hun var frisk og fornøjet og viste mig triumferende sin dødsdømte Højre. Den var endnu noget stiv og ubevægelig og saa nærmest ud, som om den havde været skoldet.
"Men den bliver nok helt god," sagde hun smilende og klappede den kærtegnende med den venstre, som om hun virkelig havde mistet den og faaet den igen.
*
Det vil sikkert ikke forundre Politikens Læsere, at Bladets utrættelige Interviewer, saa snart han havde hørt om denne Historie og forsikret sig om dens fuldkomne Paalidelighed, ikke rastede, før han var bleven stillet Ansigt til Ansigt med denne mærkelige gamle Mand, især da han samtidig fik at høre om hundrede andre lignende eller endnu vidunderligere Tilfælde, hvor en simpel Salve, et Par Urter eller en lille Gnidning med en Tommeltot havde reddet Liv og Lemmer for Folk, som ikke alene alle de berømteste kjøbenhavnske Professorer havde opgivet, men som selv gamle Mo’er Sct. Helene1 havde maattet sige Pas til i sin Grav.
Saaledes fortaltes det – og jeg erkyndigede mig om, at det forholdt sig rigtigt – at en ung Bondekarl, der havde været indlagt paa Frederiks Hospital og der skulde have haft det ene Ben snittet af fra midt paa Laaret, ifald han ikke i sidste Øjeblik selv havde protesteret, nu gik og slog Græs fra Morgen til Aften paa et Par friske Ben efter blot i et Par Uger at have været under "Kvakdoktorens" Behandling. Derimod indbragtes forleden til Amtssygehuset en Pige, der ligesom Arbejderens Kone havde faaet Blodforgiftning paa Grund af en ubetydelig Rift i Fingeren. Hende skar Lægerne hastig Haanden af – og saa døde hun alligevel.
– – –
Jeg vil ikke fragaa: det var ikke ganske uden en vis Beklemmelse, jeg begav mig paa Vej til denne gamle 80aarige Mirakelmand2, der saa gaadefuldt trodser baade Død og al Slags Djævelskab, ja endog Doktorer. Det var hen paa Eftermiddagen, og Naturen rundt om mig bidrog nu ogsaa alt, hvad den formaaede, til at forhøje Spændingen og gøre mit letbevægelige Sind modtageligt for allehaande overnaturlige Forestillinger. Ovenover mit Hoved hang Himlen sort som et Helvede, og rundt langs hele Horisonten gnistrede dæmoniske Lyn Slag i Slag som uhyre Gnister fra den Smede-Esse, ved hvilken efter Sigende Fanden paa saadanne Dage forfærdiger de Lænker, hvori blandt andre alle vi Politikens Børn en Gang skal svede. Det løb mig koldt ned ad Ryggen. Det regnede nemlig ogsaa alvorligt, og gennem Træerne langs Vejen peb og skreg Stormen som en Hærskare af smaa Djævleunger, mens Makadamiseringen3 under mine Fødder rystede, naar Tordenens underjordiske Drøn syntes at ville sprænge Jordens Indvolde.
Til alt Held stilnede Vejret lidt af, efterhaanden som jeg nærmede mig mit Maal, saa jeg med mere Ro i Sindet kunde begynde Overvejelsen af, hvorledes jeg mest passende kunde introducere mig hos Mirakelmanden.
Uden at rose mig selv, er jeg mig ikke nogen legemlig Lyde bevidst, ja jeg tror at kunne paastaa, at jeg er et ganske velskabt Menneske, hvis Hoved blot er noget for lille til mine Ideer. Men i Anledning af dette Misforhold at henvende mig til ham, indsaa jeg straks vilde være omsonst, og for første Gang i Livet følte jeg mig trykket af ikke at have en stiv Ankel eller blot en overliggende Taa, der kunde retfærdiggøre mit Besøg. Thi at anskaffe mig en Blodforgiftning, blot for at have den Tilfredsstillelse at kunne konstatere dens Helbredelse ved denne Mand, syntes mig dog lidt for voveligt selv for en Interviewer, der ellers ofte nok maa udsætte Liv og Lemmer for Fare for at kunne tilfredsstille sine kære Læseres naturlige Videbegærlighed, og hvad den Tanke angik – som virkelig et svagt Øjeblik faldt mig ind – at foregive en eller anden Gebrækkelighed f. Eks. en lam Fod eller en stiv Finger for at stille hans Kløgt og Paalidelighed paa Prøve, saa tilbageviste jeg den øjeblikkelig med Foragt som uforenelig baade med min egen Værdighed og med det Hensyn, man skyldte en Mand, der havde givet saa utvetydige Beviser paa sine overordentlige Ævner. En saadan Mand skulde ikke føres bag Lyset, selv af en Interviewer, og jeg besluttede da tilsidst uden Omsvøb at fortælle ham, hvem jeg var og hvorfor jeg var kommen.
Ved et frygteligt Tordenskrald over mit Hoved tilkendegav Himlen sin Tilfredshed med denne min højmodige Beslutning.
Jeg fandt snart Huset efter forudgaaende Beskrivelse i Udkanten af den lille By og midt i en mørk, tæt overgroet Have. Det var, som jeg havde ventet, en lille og gammel Hytte, der saa skummelt ud gennem sine smaa Vinduer og syntes mistænksomt at betragte enhver Fremmed, før den indlod ham.
En smal Gang førte mellem to høje Hække op til Huset, og ikke uden Bevægelse betraadte jeg den lille Forstue og bankede paa den lave Inderdør.
Der var og forblev ganske tyst i Huset og rundt omkring det. Skulde jeg være gaaet forgæves? Da hørtes en Skramlen derindenfor og Døren aabnedes paa vid Gab af en Skikkelse, der spurgte om mit Ærinde.
Jeg nævnede den kloge Mands Navn.
"Det er mig," sagde han og traadte til Side for at lade mig træde ind.
Lad mig sige det straks: jeg blev en Smule skuffet. Jeg havde ventet at træffe en mosgroet koboltagtig Gubbe, der kunde tænkes at staa i Pagt med underjordiske Magter, og jeg saa for mig en forholdsvis rank og væver Skikkelse med et ganske vist ældet og af Rynker gennemfuret Ansigt, men med ungdommelige, gulbrune Kunstnerlokker og et ikke mere end netop graanet Frederik den Syvendes Skæg paa Hagen. Han talte et ægte Kjøbenhavnsk og bød mig med en beleven Gestus at tage Plads.
Det varede ikke længe, før vi var inde i en livlig lægevidenskabelig Samtale. Imens kastede jeg et undersøgende Blik rundt i den lille halvmørke Stue; men foruden dette hemmelighedsfulde Halvmørke var der intet Paafaldende at iagttage. Kun henne i en Krog standsede mit Øje ved Synet af nogle Flasker og Krukker, der dog havde et ganske ordinært Udseende.
Des mere fængsledes jeg af hans Fortællinger. Han talte flydende, paa en meget underholdende Maade og tilsyneladende ikke ugærne. Med stor Beskedenhed og megen Taknemmelighed mod Forsynet berettede han om forskellige af sine Kure, hvis Held han udelukkende tilskrev Vorherres særegne Naade, hvilken han i intet Tilfælde undlod at paakalde.
"Jeg er hverken nogen Heksemester eller Troldmager", sagde han. "Men jeg stoler paa Gud, uden hvis Bistand vi intet formaar".
Jeg indvendte, at han jo dog ved Siden af Guds Naade maatte være i Besiddelse af særegne naturlige Hjælpemidler, almindelige jordiske Medikamenter, paa hvis lægende Kraft han ubetinget stolede, og som for den Sags Skyld enhver maatte kunne forskaffe sig og anvende; og jeg udtalte min Forundring over, at Lægerne, der jo dog maatte kende hans Virksomhed, ikke eftersøgte disse Midler og tog dem i Brug – saaledes f. Eks. den Salve, han bevisligt i saa mange Tilfælde havde anvendt med heldig Virkning over for Blodforgiftning.
Men paa dette Punkt, angaaende sine Lægemidler og den Maade, hvorpaa han var kommen i Besiddelse af sit Kendskab til disses undergørende Kraft, bevarede han en urokkelig Hemmelighedsfuldhed. Han talte blot forblommet om en vis "Hansen", der i Aarhundredets Begyndelse havde levet her i Kjøbenhavn, og hvem han i den Retning havde meget at takke for; og han beroligede mig med, at ligesom denne for den lidende Menneskeheds Skyld havde testamenteret sin Viden til ham, saaledes agtede ogsaa han forinden sin Død at betro den til en paalidelig Mand, der i Pagt med Gud vilde fortsætte hans Gærning.
Overfor Paastanden om, at Lægerne, ved Hjælp af den moderne Videnskab skulde kunne opdage Sammensætningen af hans Medikamenter, havde han kun et medlidende Smil til Svar. Det var der altfor mange, der havde forsøgt paa, men med samme sørgelige Resultater.
Forøvrigt omtalte han sine akademisk uddannede Kolleger med største Agtelse, ja henfaldt ved Omtalen af flere kjøbenhavnske Læger til varme Lovtaler over deres Geni. Kun beklagede han sig over, at der ikke var bleven ham forundt Tilladelse til at praktisere, og det var ene og alene af den Grund, han stadig hemmeligholdt sine Fremgangsmaader.
"Herregud! Mine mange hundrede Kure kan jo dog bevise, at jeg aldrig paatager mig andet, end hvad jeg véd, jeg forstaar mig paa – og det er maaske ikke alle Læger, der kan sige det. De Folk kan jo nemlig ikke overfor Patienter være bekendt at tilstaa, at de ikke nøje nok kender Sygdommen eller ikke forstaar at behandle den. Og det er jo dog umuligt f. Eks. for en Provinslæge at være tilstrækkeligt inde i alle de Tilfælde, hvorom han bliver raadspurgt. Derfor er d’Hrr. Læger i Virkeligheden de eneste, der er nødt til at kvaksalverere – er De ikke enig med mig deri?"
Jeg ytrede ikke mindste Mening, men da jeg ved hans sidste Ord syntes at spore et lille Stænk af tilbageholdt Bitterhed i hans Stemme, spurgte jeg ham, om han fra Læger eller Avtoriteters Side var Genstand for Forfølgelse paa Grund af sin Virksomhed.
"Aa, nej – det kan jeg ikke sige. Der er jo nok enkelte af d’Hrr. Læger, der faar lidt ondt i Maven, naar de hører om mine heldige Kure, og en af dem – Gud bevare min Mund for at nævne Navne – henvendte sig saamænd ogsaa for ikke ret længe siden til Dommeren her for at faa mig tiltalt. Men Dommeren, som – det tør jeg sige – er en særdeles human Mand, rejste sig blot op og sagde: Den Mand, De taler om, kender jeg godt og han gør ingen Fortræd. Men Dem, Hr. Doktor, kender jeg ogsaa – nemlig som en meget slet og upaalidelig Læge. Er det dette, De ønsker skriftlig, kan De godt faa det. – Siden har Vedkommende ikke ladet høre fra sig."
Denne Historie morede den gamle Kvaksalver meget. Men som en Mand, hvem Livet havde lært Diplomati, vogtede han sig vel for at give sin Taknemlighed overfor den humane Dommer altfor tydelig tilkende.
Paa mit Spørgsmaal om, hvilke Sygdomme han specielt tog under Behandling, nævnede han først alle udvendige Skader, dernæst Edder, alle Arter af Blodforgiftning, forskellige Slags Svækkelse samt Nyre- og Blærelidelser. Til disse sidste havde han et Afkog af forskellige Urter, hvis Virkning var overordenlig. Han havde med dette helbredet en bekendt, nu afdød kjøbenhavnsk Læge, der til sin Død forgæves søgte at udgrunde, hvoraf det bestod.
"Og saa lo han alligevel bestandig af mig, naar jeg siden talte til ham om mine Kure," tilføjede den gamle med et lille vemodigt Suk.
Kort efter rejste jeg mig og tog Afsked. Idet jeg traadte ud i det fri, hvor Himlen atter var bleven blaa, og Solen skinnede paa det vaade Løv og de perlende Græsmarker, tænkte jeg i mit stille Sind: Dømmer ikke. I alt Fald: det tilkommer ikke Dig. Du har her i Livet blot den Opgave at fremstille de uforvanskede Kendsgærninger som en paalidelig
Interviewer.
