Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes
Sendt fra Blokhus. 11. august 1888

Min Kvaksalver-Spøg

11/8. 88. Blokhus
pr. Brønderslev.

Kjære Dr. Brandes !

Tak for Deres lille Skrivelse1; den kom hertil sammen med en Postanmeldelse af et Brev fra Politiken, for hvilket jeg skal bløde 1 Kr 20 Øre, så jeg antager, det er den omtalte Bog; – jeg tror, Politiken har fået den tilsendt fra Forlæggeren, ellers havde det ikke kunnet falde mig ind at gjøre Ulejlighed.

Jeg blev også selv lidt forskrækket, da jeg så min Kvaksalver-Spøg i Spidsen af Bladet; den blev derved til mere end tiltænkt. Prof. Drachmanns Indvendinger2 var lidt tåbelige; jeg havde jo kun refereret, og mit Referat var pålideligt.

2 Det glæder mig, De har læst min ”Vestfyn”-Artikkel3 med nogen Fornøjelse; det var ingenlunde mig nogen Fornøjelse at skrive den, husker jeg nok, og på enkelte Småting nær synes den mig heller ikke opløftende. Det norske "sin", De tillægger mig, må jeg dog på det bestemteste fralægge mig – ifald De tænker på et Sted, hvor Talen er om Præster. Det hele er en Fejlskrift, der skyldes hele den Hastighed, hvormed Artiklen er skreven, og har bragt mig til at begynde Punktummet4 med Enkelttal og fortsætte i Flertal – eller omvendt, jeg husker det ikke længer så nøje, men opdagede det strax ved Gjennemlæsningen.

Fru Benedictsons Død forbløffede mig unægtelig; men jeg har hørt så grumme lidt derom, at jeg egentlig kun véd, at hun har taget sig selv af Dage. Måde og Motiv kjender jeg ikke; vidste jeg blot sikkert Lundegårds Adresse, havde jeg skrevet til ham, nu prøver jeg, om et Brev kan nå ham gjennem den gamle Adresse.

3 Jeg går her og forynges, og er så lidt nervøs, at jeg kan tåle Folk, der kaster Øjnene mod Himlen og siger "Vestervovvov" med Rørelse. Når jeg er kommet så vidt, at jeg kan tænke på Fremtiden uden at blive i al for sort Humør, tager jeg herfra.

Med venlige Hilsner

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.

 
[1] kendes ikke. tilbage
[2] artiklen "En Kvaksalver" i Politiken 29.7.1888. tilbage
[3] ”Vestfyn”-Artikkel: I Danmark, bd. II. De to første hefter m. HPs bidrag udkom 14.6. og 2.8.1888; det sidste hefte med slutningen af artiklen udkom 11.11, svarende til henholdsvis 8., 9., og 10. ark. Det er på sidste side af 9. ark man finder det afsnit HP synes at hentyde til:

Og saa denne magelige Bænk [i Vissenbjerg præstegårdshave] endelig, ved Randen af det dybe Svælg – paa den har sikkert de gode, brave Præstemænd til Vissenbjærg mangen stille Lørdagaften siddet med sin Pibe og i Ro memoreret sin Søndagsprædiken. Og mens Solen sagte har dalet bag Højene, og Klokken fra hans Kirker ringet Søndagsfreden ind over dette vidtstrakte, bølgende og rødmende Land, over hvilket han skuer ud som fra en Himmelens Trone, har hans Øjne fulgt disse trælsomme Veje, disse stenede Agre, disse blaalige Røgstøtter, der stiger op fra de tusendtallige Hytter, hvis Ruder Solen har forgyldt. Og sikkert maa de da med Taknemmelighed have gentaget for sig selv: "Vi har det i Grunden godt, vi, i det godmodige lille Land Danmark".

Da stoffet går videre i Den gamle Adam, lyder teksten:

Og saa denne indbydende Bænk under Rønnebærtræerne derude ved Randen af det dybe Svælg! Hvor dejligt det maatte være at sidde dér en stille Lørdagskvæld med sin strikkende Hustru, sin Puddelhund Trofast |127| og sin lange Tobakspibe og i Mag memorere sin Præken, mens Solen langsomt daler og Klokken fra Sognets Kirke ringer Søndagsfreden ind over dette vidtstrakte, bølgende og rødmende Land, over hvilket man skuer ud som fra en Himmelens Trone.

Ja – sandelig! – de har det godt, de gode Præstemænd i det gode lille Land Danmark!

tilbage
[4] HP retter ved overstregning af det ene m til: Punktumet. tilbage