Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes
Sendt fra Blokhus pr. Brønderslev. 15. august 1888
nu står jeg udenfor alt
15/8 88. |
Blokhus pr. Brønderslev. |
Kjære Dr. Brandes!
Tak for Deres venlige Brev; jeg må atter ulejlige Dem med en Skrivelse for at gjøre en Uret god igjen. Det viste sig nemlig, at den Pakke fra "Politiken" i Virkeligheden var et Brev, og dette indeholdt ikke en Bog men var en ganske simpel Postopkrævning på 1 Kr 20 Øre for "Politiken" i Avgust. Jeg har nu rigtignok ikke bestilt nogen Politik for Avgust, jeg abonerede kun for Juli Måned af dette Kvartal, fordi jeg vidste, at Resten af Kvartalet vilde sandsynligvis Havreholm være uden Beboere1, og herovre findes Politiken på Hôtellet. Det forekommer mig for Resten lidt dristigt at kræve 2 gjennem Posten Betaling for noget, man ikke har udbedt sig; og da man nu her må betale og kvitteret>kvittere, før man ser, hvad man betaler og kvitterer for, idet Blokhus kun er et almindeligt Brevsamlingssted, så gik jeg denne Gang i Nettet og blev narret 1,20 Kr fra. – Bogen har jeg ikke modtaget.
De er så venlig at spørge mig om, hvorfor jeg hænger med Hovedet. Jeg har virkelig adskillig Grund dertil. Jeg synes ikke, jeg ser nogen Ende på de Bryderier, der nødvendig følger med de første Skridt på Forfatterbanen. Jeg har nu gjort otte Skridt, d.v.s. udgivet otte Bøger, og jeg synes, jeg er lige
nær, ja næsten fjærnere fra ethvert Mål end nogensinde. I Begyndelsen havde jeg en tryg Fornemmelse af at høre med til noget; nu står jeg udenfor alt. I Begyndelsen gjorde jeg mig kun meget beskedne Forventninger, der blev højt honorerede. Nu begynder jeg selv at tro på√ og få Tillid til mit Talent, og 3 nu er der såre få, der bryder sig om det. – De troer, jeg trænger til Oplevelser, og>til stærke Sindsrørelser etc. I Virkeligheden trænger jeg til det modsatte, til den Ro efter Storm, der er nødvendig for at kunne producere – ja, De vil måske le af min "Storm"; men alligevel har jeg i de sidste 6-7 År tumlet om mellem "Oplevelser", der nu er i Færd med at tage Vejret fra mig.
Lad mig endelig ikke glemme at sige Dem den kloge Mands Navn2. Han hedder Bless (eller Pless, jeg husker det ikke længer så nøje) og boer i Fredensborg, Dør og om Dør med Professor Drachmann; han træffes bestemt hver Søndag, og Søgnedage inden 8 Morgen. Prof. Drachmanns Artikkel3 synes mig urigtig, fordi han lod sin Hån gå ud over mig, der kun refererede, i Stedet for over de to Læger, der – og derom hersker ikke Tvivl – anbefalede en Kone at lade en Hånd sætte af, der ved anden Behandling kunde reddes. Jeg holder i mange Tilfælde på kloge Mænd, fordi disse i Almindelighed har 4 den Tålmodighed, som navnlig Læger på Landet alt for ofte savner. –
Her har vi for Øjeblikket en Brandstorm, der fløjter gjennem tusind Sprækker i det hele Hus; af Gjæster findes så at sige ingen fler; jeg er snart ene på Valen. Skulde der komme en Stranding ud af denne Storm, slipper "Politiken" ikke for en√ hårrejsende Skildring af denne Vestervovvovs uhyggelig sultne Gjøen "som efter Rov" – og det ulykkelige Byttes Fortæring.
Med venlige Hilsner
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
