En Kvaksalver

Hr. Redaktør! Da det, ifølge Deres Udtalelser, vil kunne vare 8–14 Dage, førend det vil være Dem muligt at forskaffe de mange ventende, hvis Antal utvivlsomt med hver Dag vil forøges, Meddelelse om, hvor og til hvem de vil kunne henvende sig for at faa Blodforgiftning og andre livsfarlige, haardnakkede og langvarige Sygdomme og Lidelser hurtig, grundig, paa den behageligste Maade og med de simpleste Midler kurerede, og tillige, hvad jeg ogsaa skylder et Hensyn, førend De træffer Valget af den "kloge Mand", der skal afløse deres dygtige lægekyndige Medhjælper, turde det maaske være mig tilladt at give en lille Kommentar til den ærede "Interviewer"s opsigtvækkende Opdagelse. Jeg maa meget beklage, at det Materiale, der staar til min Raadighed, er saa overmaade ringe, at det maa siges at være fuldstændig ubrugeligt til statistisk Behandling, hvilket, som bekendt, anses for en stor Mangel, naar Talen er om en Behandling, om hvis Resultater der skal føres Bevis. Materialet bestaar nemlig, uheldigvis, kun af et eneste Tilfælde, hvorom "paalidelig" Oplysning foreligger gennem Selvsyn af den ærede Interviewer, og som angaar en Kone, der igennem et Naalestik har paadraget sig en Blodforgiftning.

Den første Læge, Konen henvender sig til, inden tolv Timer efter at Læsionen er sket, erklærer Sygdommen for Blodforgiftning og Hjælpen: Amputation af Haanden; den anden Læge, raadspurgt nogle Timer derefter, samme Diagnose og samme Kur, med den trøstende Tilføjning, at dersom Haanden ikke bliver "snittet" af, vil det inden tolv Timer være forbi med hende. Derefter kører hun til den kloge Mand, der "smurte en Salve inden i hendes Haand, bandt nogle Klude om den, gav nogle Raad", og som S. Kierkegaard udtrykker sig: "Eins, Zwei, Drei, Kokelorum!" saa er ikke alene Haanden men ogsaa Blodforgiftningen kureret.

Skulde der virkelig behøves særlig Sagkundskab for at indse, at Sagen ikke kan hænge saadan sammen? Naar Talen er om Blodforgiftning, saa ligger det i selve Ordlyden, at der er Gift i Blodet; og da Naturhistorien nu læres i enhver Borgerskole, vil enhver halvvoksen Dreng fra en saadan Skole vide, at Blodet ikke staar stille, men bevæger sig i et Kredsløb og med en vis Hastighed omkring i Legemet.

Naar blot denne Kundskab forudsættes, og saa megen haaber jeg dog, man tør antage, en Læge sidder inde med, saa vil det vel ikke falde nogen Læge ind at borttage et eller andet Lem for derved at kurere en Sygdom, der ikke alene findes i Lemmet, men i hele Legemets Blodmasse. Heraf mener jeg mig berettiget til at uddrage to Slutninger: Enten har en Blodforgiftning været tilstede, og da har Lægerne ikke raadet til Amputation, eller ogsaa har det ikke været Blodforgiftning, men en simpel Betændelse, og mod den tilraader ingen Læge, der er ved sine fulde Fem, Amputation. Jeg skal, efter hvad der foreligger, og efter hvad jeg kender til den Slags Tilfælde, der meget almindeligt forekommer blandt Almuen paa Landet, med en til Vished grænsende Sandsynlighed angive, hvad der i dette specielle Tilfælde i Virkeligheden har fundet Sted. Stikket af den "irrede" Knappenaal har foraarsaget (heldigvis) ikke en Blodforgiftning, men Betændelse af Lymfekarrene (lymphangitis), som, naar den er tilstede i højere Grad, netop frembyder de af Konen angivne Symptomer. Men lymphangitis er ikke nogen farlig Sygdom, den kan helbredes saavel overladt til sig selv som ved Anvendelsen af ganske simple Midler. Hvad Lægerne har sagt eller ikke sagt, kan jeg selvfølgelig ikke have nogen Mening om, men at den kloge Mand har været klog nok til ikke at betage Konen Troen paa, at hun led af Blodforgiftning, finder jeg burde tale til Fordel for Manden; thi jo farligere Sygdom, jo større Ære at kurere den.

Hvad de andre af den kloge Mands mærkeligt heldige Kure og de dermed sammenstillede af Lægernes ligesaa mærkelige, men uheldigt forløbne, angaar, da maa jeg beklage, at de kun foreligger som løse Paastande og derved unddrages enhver nærmere Analyse. Som Bevis paa denne kloge Mands "store Beskedenhed" foreligger en Liste over de af ham behandlede og selvfølgelig heldigt kurerede Sygdomstilfælde, og der iblandt: "alle Arter af Blodforgiftning". Den tykkeste Uvidenhed om, hvad disse Ord indeholder, er den eneste Forklaring, der kan gives paa denne Udtalelse.

Skulle den ærede Interviewer gøre det omhandlede Æmne til sin Specialitet, da vil han Landet over finde en vid Mark for sin Virksomhed, og skulde Politiken med lige Redebonhed ville aabne sine Spalter for hans Produkter, da turde den nærmeste Følge blive, at et Følgeblad ikke blev Undtagelse, men Regel.

Jeg beklager meget, at Politikens dygtige, lægekyndige Medarbejder i Steden for at imødegaa den omhandlede Artikel, hvilket ganske sikkert havde ligget bedre for hans Pen end for min, har trukket sig tilbage fra sin Stilling til Bladet, som, mirabile dictu, synes at foretrække "en klog Mand" for en klog Læge.

Jeg forbliver med særdeles Højagtelse

Deres ærbødige
A.G. Drachmann.

Fredensborg, 27.7.1888.

*

Med Tak til Prof. Drachmann for ovenstaaende sagkyndige Vejledning maa vi kun overfor Slutningen tage et Forbehold. Politiken foretrækker ikke i Almindelighed kloge Mænd for kloge Læger, men i et særligt Tilfælde har vi af den haarde Nød været tvunget til at tænke os den kloge Mand som et tarveligt og usikkert Nødmiddel, hvor vor kloge Læge ikke viste sig saa klog, som vi og som ogsaa Prof. Drachmann kunde have ønsket.

Red.