"urimelig ringe Paaskønnelse"
Literatur
Birgittes Skæbne. Roman af S. Schandorph. 482 S. C.A. Reitzels Forlag.
I.
Det er som Regel ikke nogen misundelsesværdig Lod at være Digter i Danmark. I dette lille Land, hvor Spidsborgerligheden bestandig har siddet til Højbords og forvaltet det store Ord og det fede Flæsk, frister Poeten med sin Zigøjnernatur i Almindelighed en temmelig kummerlig Kæltring-Tilværelse paa Forsagelsernes graa Hede, og ofte er det først Alderdommen, der giver ham Fristed, og Dødens klamme Haand, der sætter ham Lavrbærkransen om den kolde Pande.
Naar al Ild er slukket, naar hans Krop hviler vel forvaret i Graven, og hans Sjæl har forputtet sig i det Hinsidige, hvorfra ingen vender tilbage – da strømmer de salte Taarer, Røgelse brændes og Lovsange synges til den udødeliges Ære. Tilsidst plantes en stor Ihukommelses-Sten paa hans Hvilested, og ingen forundrer sig over, at de samme ædle Mænd, hvis Spidsborgerpligt det i Digterens levende Live havde været at hudflette ham med alle Ondskabens Skorpioner, ved denne Lejlighed forestaar den højtidelige Afsløring og om Aftenen i den officielle Avis indrykker et stort Kvad til hans uforgængelige Minde.
Hvorpaa de atter tager fat paa deres gamle Dont, der bringer dem Ære og alle retskafne Menneskers Anerkendelse.
Steen Blicher er det mest kendte, men langt fra det eneste Eksempel paa en Digter, for hvem Vejen til det danske Parnas gik gennem Kirkegaarden. Dette ensomme Geni, der levede sit Liv for Lud og koldt Vand, som saa at sige aldrig følte, hvad Anerkendelse eller Opmuntring vilde sige, han er vel nu snart en af de mest læste og bedst kendte af alle danske Digtere – nu først, da allerede en hel ny Skare af Forfattere behandler de samme Æmner fra nye Synspunkter og efter Nutidens Behov.
Da J.P. Jacobsen døde, studsede mange Folk trindt om i Landet ved i deres Avis at læse om den betydelige Mand, som vi – uden at de anede det – havde haft imellem os, og oppe i Thisted har de sikkert forundret sig over, at de virkelig ikke behøvede at skamme sig over ham. Nu spredes hans samlede Skrifter over utallige Hænder – nu, da deres sarteste Duft begynder at svinde, deres skæreste Farver er ved at blegne.
Det er næsten et Særsyn, naar en Digter som Hostrup har formaaet allerede i levende Live at omgive sit Navn med en saadan Ukrænkelighed, at saasnart blot et Blad – som det forleden var Tilfældet med Politiken – gør hans Virksomhed til Genstand for en lidt alvorligere Kritik, futter alle den officielle Menings Troldkællinger straks i Vejret og spruder om sig med Banstraaler til alle Sider.
Det ligger maaske noget i, at Hostrup, foruden at være Digter, tillige er Præst, og at saavel hans Digtning som hans Liv altid har haft noget paafaldende fredsommeligt over sig. Goldschmidt, der i ingen Henseende var Teolog, men desmere Digter, opnaaede aldrig en saadan Fredlysning, skønt han i sine senere Aar aabenbart var lige saa ængstelig for at komme til at saare, som han i sin Ungdom synes at have været hidsig derefter.
Hvad endelig de nulevende af Halvfjerdsernes Forfattere angaar, saa er det endnu i for friskt et Minde, hvorledes de, udenfor en snæver Kreds af Venner, hovedsagelig har høstet Utak og været Genstand for personlig Forfølgelse af den usømmeligste Art.
Schandorph f. Eks., hvis Alder og Fortjenester dog snart skulde synes at kunne fritage ham i det mindste for Uartigheder, kan endnu den Dag idag se sig behandlet en canaille'1 af den første den værste anonyme Skribler, der skaffer sig Adgang til en Avis. Og han kan i illustrerede Blade, der vil gøre Fordring paa at kaldes anstændige, hver Ugesdag1 se sin Person latterliggjort2, sit Navn trukket i Skarnet, sit private Liv og sine intimeste Forhold paa den raaeste Maade stillet komisk til Skue for et latterlystent Publikum.
Og alt dette, uden at den gode Tones Vogtere tager Forargelse deraf, end sige skrider ind derimod.
Tværtimod.
Og Følgen ligger nær. Af denne daglige Skandalisering, langt mere end af Digterens egne Værker, som ikke læses, danner Publikum sig sin Dom. Og naar hans Navn nævnes, ser de for sig Billedet af hans Karrikatur, og ler overlegent.
Denne Utaknemlighed lod sig endda forklare og maaske undskylde i de Tilfælde, hvor Digteren enten var saa langt forud for sin Tid eller af et for os saa fremmed Temperament, at han maatte blive uforstaaelig for Mængden. Men med banebrydende Genier er vi jo ikke forvænte her i Norden, og hvad det fremmede angaar, saa er der den Ejendommelighed ved dette saa danske Land, at intet har saa vanskeligt ved – og er saa længe om – at trænge igennem hos os end netop det særlig danske.
Blicher og Jacobsen, som blev nævnet før, er saa danske Digtere som nogen, ja dem, til hvis Værker man maaske netop maatte henvise en fremmed, der ønskede at stifte Bekendtskab med digteriske Udslag af ejendommelig dansk Naturel. E Bindstouw og Niels Lyhne findes næppe i andre Literaturer.3
Naar da en saa urimelig ringe Paaskønnelse kan blive saadanne Folk, eller Schandorph, til Del, mens de lever iblandt os, maa det have andre Grunde. Det kommer da vel af, at vort Land er saa lille, vore Forhold saa smaa, at den Fjærnhed, der gør stor, ikke kan opnaas herhjemme. Mon f. Eks. ikke en Del af den enestaaende Glorie, der hviler over Henrik Ibsens bebrillede Løvehoved, skriver sig derfra, at han selv er saa langt borte, lever sit daglige, borgerlige Liv saa fjærnt fra vor Synskreds, saa lidet undergivet vor Kontrol, at hans hele Væren derved ligesom løftes op i fremmede Sfærer, omgiver hans Person med en mystisk Uvirkelighed, der forklarer hans jordiske Træk og næsten giver ham en Afdøds Avtoritet?
Den Mand, man daglig ser paa Gader og Stræder, træffer i Teatret og paa sin Kafé, maaske siddende ved en varm Bøf saadan som andre dødelige Mennesker – en saadan Mand har man vanskeligere ved at hensætte paa den fantastiske Skytrone, hvor han skal sidde tænksom med Haanden under Kind, saadan som man nu en Gang helst vil forestille sig en Digter, mens man læser hans Bøger. Billedet af hans graa Hat, hans afstikkende, tærnede Benklæder, den varme Bøf og hans Portemonai (en Digters Portemonai!) kort sagt: hele hans ydre Menneske træder under Læsningen bestandig forstyrrende frem for ens Blik. Og da man nu i det hele er fortrolig med alle hans Forhold, til Punkt og Prikke véd Besked om alle hans Tilbøjeligheder, kender hans Forfængelighed, hans Gnavenhed, hans Skaberi, hans Dovenskab, hans gnieragtige Sparsommelighed eller letsindige Vellevnet – saa fæster man sig ved Bedømmelsen af hans Person fortrinsvis ved disse smaa menneskelige Svagheder, der netop hos Aandens kronede Storheder hyppig optræder i saa talrigt et Følge og ligesom smaabitte bjældeklingrende Narre-Pager bærer Slæbet paa det kongelige Purpur.
Den, der for alles Øjne spiser, drikker, ryger Tobak osv., kan i det højeste blive en Forfatter. Digter er den, om hvem det med Bestemthed blot vides, at han digter og har elsket, det sidste helst ulykkeligt.
Nu er da særlig denne store Ravnekrog Kjøbenhavn, hvor Sladderen sidder tilhuse fra Kvist til Kælder, hvor Klafferen gaar fra Dør til Dør, saa det tuder med "Forlydender" gennem hver Sprække og hvisler med Rygter om hvert Hjørne; hvor alle lugter smudsige Affærer i hver Krog, og ingen kan se to Mennesker stikke Hovederne sammen uden at være forvisset om, at der stikker noget fordægtigt under; hvor det Par hundrede Mennesker, der, delt i to Lejre, danner Byens – og deraf Landets – offenlige Mening, indbyrdes bekriger, bagvasker, beklikker og mistænkeliggør hinanden paa en saadan Maade, at snart den ene maa bekendtgøre, at han ikke er nogen Tyveknægt, snart den anden offenlig bevise, at han ikke er kommen paa en Daareanstalt, snart den tredje skaffe Vitterlighed for, at han ikke har voldtaget Børn eller pryglet Livet af sin Kone – nu er da dette i Sandhed kongelige Kjøbenhavn just det rette hede Helvede for en Mand, der har været saa uforsigtig at gøre sit Navn til offentlig Ejendom. Er han dertil Digter, er ikke alene hans Ære prisgiven, hans Rygte fredløs, men han er endda selv en værgeløs Mand, en svinebunden Thor, fordi Digteræren hertillands endnu fordrer, at han ikke tager til Genmæle mod Kritik. Etiketten byder, at han rolig skal være Vidne til, at hans Navn beskæmmes, hans Værk besudles af enhver, der har Lyst og Lejlighed. Ingen behøver at frygte, alle har frit Slag – han tør ikke slaa igen.
Gennem denne Dunst af Bysnak og Trappesladder, gennem denne Os af Beklikken og Bagtalelse er det da, at Digterens Billede herhjemme skal ses. Kan man forundre sig over, at han i Almindelighed maa have vandret endog en forsvarlig Tid i Evigheden, før Sværten helt er visket af hans Træk? Og kan man ikke forstaa, at han i levende Live tilsidst taber Taalmodigheden og enten bryder Etiketten og trækker fra Balgen – eller fortrækker?
Er det for igen at kunne drage Vejret frit, at Schandorph endelig har rystet det kjøbenhavnske Smuds af sine Fødder og søgt sig Hjemstavn i et fremmed Land, maaske for Livstid? Dersom vi tør tro paa, at det virkelig ikke er paa Grund af forfalskede Veksler, et pludselig indtraadt Vanvid eller en uhyggelig Historie med en fattig Kone i Salviegade4 – er det da for igen at kunne gaa ugenert ned ad en Gade, for at kunne sidde med en Ven ved et Glas Vin uden at risikere, at det bliver gjort til Genstand for allehaande Rygter og Godtfolks Forargelse, for at kunne betro en Bekendt noget den ene Aften uden straks at faa det igen i forvrænget Skikkelse fra andet Hold den næste, for at kunne tage en Avis i Haanden uden Frygt for deri at se sit Navn besmudset og standse udenfor et Boghandlervindue uden at se sin egen raat fremstillede Karrikatur grine sig i Møde fra de illustrerede Blades Bagsider?
Det vilde i alle Fald ikke være besynderligt. Af alle det sidste Tiaars offenlige Navne, i ethvert Tilfælde udenfor Politikernes Kreds, er der ikke mange, i hvilke Sladderens Schakaler har snasket med saa stort et Velbehag som i Schandorphs. Og der er næsten ingen af dem alle, der mere havde fortjent at være fritaget herfor.
Naar Schandorph en Gang er død, og alle begynder at læse hans Bøger, vil man sikkert forundre sig over, at denne Mand ikke blev Folkedigter, mens han levede – paa samme Maade som man nu ikke kan forstaa, at Sten Blicher ikke blev sin Samtids Kæledægge.
Det er sandt, han ejer ikke Blichers formende Ævne, han har aldrig formaaet at koncentrere sin Kunst saaledes som denne har gjort det i f. Eks. i De tre Helligaftener, der fra det første Ord til det sidste Punktum ikke har en Stavelse for meget eller for lidt. Ogsaa kan han ikke sjældent paa en kedelig Maade falde ud af Tone, – ved et uoverlagt Ord sætte Læseren ud af den Stemning, han selv har skabt, og ligesom i Kaadhed rive ned med den ene Haand, hvad han møjsommelig har bygget op med den anden.
Naar han saaledes lader sin Birgitte Korneliussen, et Storbondebarn i Købstadklæder, ved Synet af en sort Knebelsbart i et fint hvidt Ansigt tænke paa "Ibenholt mod Elfenben", saa slipper han her Taget i os og forplumrer vor Fantasi ved pludselig at give en for ham ejendommelig kunstnerisk Følelse Udtryk gennem Birgittes Mund.
I "Natmandens Datter"5 kommer en simpel, endog særdeles simpel Landsbypiges Øjne til at skinne, hendes Blod til at brænde og Standhaftighed – nemlig overfor en adelig Herres Efterstræbelser – til at vakle ved Synet af en kostbar Diamantring paa dennes Haand.
Men er dette troligt?
Hun véd dog sikkert godt (og alle Læserne med hende), at i enhver 50 Øres Butik kan hun forskaffe sig selv et Smykke, der for hendes Øjne straaler ligesaa pragtfuldt som den adelige Pigejægers, og den Slags Lokkemad bringer vistnok aldrig nogen fattig Natmandsdrossel i Donen.
Den Slags smaa Unøjagtigheder er saa meget mærkeligere og bliver saa meget mere iøjnespringende, som Schandorph jo ellers er saa enestaaende fortrolig med slige Smaafolks Tænke- og Følelsesliv, deres ejendommelige Maade at tale og gebærde sig paa i ethvert Forhold. Det er – ikke mindst for dem, der selv beskæftiger sig med lignende Æmner – ofte en rent forbløffende Viden, han lægger for Dagen paa disse Omraader. Maaske er hans Felt ikke stort, hans Syn lidt underlig enøjet. Men der, hvor han har hjemme, ser han ned til den bare Bund, og han hverken skjuler eller besmykker noget for os, naar han beretter os om sine Fund.
Derfor vil maaske ogsaa Schandorph af alle Halvfjersernes Digtere være den, der lever længst. Ikke fordi hans Talent var størst, men fordi det er saa solidt, og fordi hans Digtning, foruden dens digteriske Værd tillige har den paalidelige Historieskrivnings.
Det er oftere sagt, at J.P. Jacobsens Værker var for Lækkermunde, en Likør, sød og stærk, – men den efterlader ogsaa, synes mig, ligesom visse fine Essenser en sygelig Moskusduft, der kan stemme sunde Folk lidt for Brystet. Drachmanns kostelige Vin randt desværre af et saa sørgelig skrøbeligt Kar, der nu synes i Færd med at falde i Staver. Schandorphs sunde Bryg, blandet af Alvorens bedste Malt og Humorens friskeste Humle, har, trods lidt Bærme nu og da, bevaret sig lige stærk, ja synes endog at beruse en mere, jo ældre det bliver.
(Sluttes.)
Henrik Pontoppidan.
