"Paa 160 Sider ..."
Literatur
Birgittes Skæbne. Roman af S. Schandorph. 482 S. C.A. Reitzels Forlag.
II.
(Sidste Artikel.)
Nu har Schandorph atter skænket os en ny Bog.
Den hedder Birgittes Skæbne og er af en imponerende Tykkelse. Med Længsel efter at erfare, hvad nyt han denne Gang har villet betro os i saa omfangsrigt et Værk, har alle Digterens Venner kastet sig over Bogen og – lidt langsomt maaske – læst dens fire Hundrede og otteoghalvfjerdsindstyve Sider til Ende.
Skønt Schandorph jo ikke er nogen Ungersvend længer, har han bevaret sin beundringsværdige Arbejdsævne lige usvækket. Det er næppe et halvt Aar siden, han udgav sin ikke heller uanselige Samling Fortællinger fra Isle de France og Sorø Amt. Og i Mellemtiden har man endda til Stadighed kunnet se hans Navn under Artikler i Blade og Tidsskrifter – saaledes de fortrinlige Theaterbreve i Tilskueren – der viser, med hvilken Trofasthed han i sin Udlændighed vedvarende følger enhver Bevægelse herhjemme, saa at endog (se Brev til Politiken) de kjøbenhavnske Mopper og Køtere paa fire endnu kan smigre sig med hans usvækkede Bevaagenhed.
Det er derfor forstaaeligt, at denne nye store Bog paa Forhaand maatte tiltvinge sig vor Beundring.
Alligevel – det er tillige med en vis Mistro, man i vore Dage tager en Bog paa fire Hundrede og otteoghalvfjerdsindstyve Sider i Haanden. Det gaar os med den, som naar vi paa en moderne Kunstudstilling stilles overfor et af disse mægtige Lærreder med mange Figurer, rig Komposition og megen Farve – vi skuffes ikke, dersom vi ikke her finder det, som vort Hjerte begærer.
Det er de smaa Rammer, de smaa Romaner, der er Tidens Løsen, og hvortil vi, de Nydende instinktmæssig søger hen. Det er de smaa Æmner, de enkle Motiver, som den store og alvorlige Kunst for Tiden med Forkærlighed vælger, fordi den der kan tilfredsstille sin Trang til at fordybe sig, til at gaa lige til Bunden og udtømme sit Æmne helt. Og vi, de Nydende, ønsker heller ikke længer af Kunsten at blændes, men at blive seende.
Man hører saa ofte den Bebrejdelse fremsat mod vore yngste Kunstnere, at de er saa lidt opfindsomme, saa fattige paa Ideer. "En Kone, der spinder", "En Pige, der træder en Naal", "En blind Kone", "En halt Mand" – det er de Motiver, der fylder Kataloget. Og fra de smaa Æmner slutter saa Folk, at ogsaa Kunstnerne er blevne mindre, og Aviserne begræder regelmæssig hvert Foraar i lange Spalter Tabet af den hedengangne store Kunst – som om det at kunne frembringe noget ud af saa lidt, at kunne opfange og for alle gengive en hel Verden i et eneste lille Glimt ikke netop er den sande Storhed, Kunstens virkelige Triumf, langt mere beundringsværdig end den, der maa kalde alle Følelser i Gevær og lade alle Lidenskabens Trommer røre for at faa Folk til at høre og se.
Der findes f.Eks. af Anna Ancher et Billede af En blind Kone. Mange vilde nu her fordre at se en stakkels Skikkelse med grøn Øjenskærm og Krykkestok, der ængstelig famler sig frem langs Husrækkerne i en overfyldt Gade eller bliver ledet ved Haanden af en lille Pige, der ser op paa hende med et hengivent Blik, som tilfulde maa gøre Stakkelens Blindhed aabenbar for alle. Er der saa tilmed paa et Hjørne anbragt et Par onde Mennesker, der vender sig om efter hende ligesom med en spottende Bemærkning paa Læberne, mens en smuk Tjenestepige med Hankekurv ovre paa den anden Side af Gaden betragter hende medlidende og tankefuldt, som om hun sagde til sig selv: Se, saaledes kan maaske ogsaa jeg engang komme til at vandre – saa har vi et Billede, saaledes som Folk ønsker det, og som Aviserne vil berømme.
I Anna Anchers lille Billede findes intet af alt dette. Dér sidder en halvgammel Kone ene i en pæn Stue med hvide Kalkvægge og et rødmalet Bord under et Vindue, indad hvilket en lille Solstrime falder. Hun har hverken Krykkestok eller Øjenskærm. Og dog – hvor slaar ikke hendes Blindhed os imøde fra hver Krog i Stuen, hvor føler vi den ikke ved at se paa hendes Haand, der ligesom vagtsomt hviler paa hendes Knæ, eller i hele Overkroppens Stilling, saaledes som hun sidder der i Stolen og stille ligesom inddrikker det lille Solglimt i Vindueskarmen, som hun ikke kan se, men hvis Tilstedeværelse hun med den Blindes fine Følsomhed alligevel fornemmer, og som fylder hendes Ensomhed med Glæde. Jo længere vi betragter det lille Lærred, des større vokser det sig for vort Blik; og naar vi derfra vender os mod et af de vældige Plastere fra "den store Kunst", svinder dette for vore Øjne ind til at blive som en tom Illustration til et lille Søndagsblad.
Hvad nu Schandorph angaar, saa har ogsaa han hidtil ydet sin ypperste Kunst indenfor de snævreste Rammer. Det er ret egenlig Anekdoten, der er hans Felt. Ingen kan paa én Gang saa fornøjeligt og dybsindigt som han fortælle en lille Historie, saa denne bliver som den klare, regnbuespillende Dugdraabe, hvori en hel Verden spejler sig. Næsten overfor ethvert eneste af hans smaa Billeder fra Borger- og Bondeliv føler man, at man her staar overfor den store og uforgængelige Kunst.
Nu kan man vel ikke sige, at Æmnernes Beskaffenhed absolut vedrører Lærredets Alenmaal eller Bøgernes Arkantal. Maa kan godt male en blind Kone i overnaturlig Størrelse og fortælle en Anekdote i et Værk paa tyve Bind. Men der er alligevel noget i det Ord, som man – det være nu med Rette eller Urette – lægger en af vore største Digtere i Munden, at alt, hvad der i en Bog er over ti Ark, er af det onde. Paa 160 Sider skal en Digter kunne udtrykke, hvad han har paa Hjærte, Resten er blot Fyldekalk, Slakker, der skriver sig fra en ufuldstændig Udsmæltning af Digtningens Guld ud af det forhaandenværende Raastof, og som skal fjærnes.
I alle Fald maa man sige om de fleste danske Værker fra de senere Aaringer, der har udmærket sig ved forvoven Tykkelse, at de ikke synes at have faaet denne fremtvunget ved en indre Nødvendighed. Uden Skade for Værkerne, og til ubetinget Gavn for Læserne, havde de kunnet været smæltet ind til mere overkommelige Former – og Birgittes Skæbne danner i denne Henseende ingen Undtagelse.
Tværtimod. Mange har vistnok forundret sig lidt over denne Bog, i hvilken Schandorph som ingensinde før har givet sin altid – for at benytte et af hans egne Ord – lidt "rumpegale"1 Pegasus frie Tøjler. Og maaske trænger den ogsaa til en lille Forklaring.
Den aabnes med et Par fortræffelige Kapitler, der danner som en hel lille Novelle for sig selv, og hvori der berettes om den højtliggende Stenbjerggaard og den lavtliggende Vandmøllegaard, hvis Ejere bekriger hinanden ved List og Vold, indtil den ene ligger slagen paa Marken. Stemningsfuldt fortælles der her om de store Sværme af Krager, der med baskende Vinger og hæse Skrig stadig kredser omkring Stenbjærggaardens Tage, "mest efter Høsten, naar Stakkene stod i Geled langs Ladelængen". Men efter dette kommer vi ind paa ujævn Vej, og den kortes ikke derved, at vi kender en Del af den fra andre Rejser under Schandorphs Førerskab.
Jeg kan tænke mig, at Schandorph dernede i Frankrig ofte har fundet en Tilfredsstillelse ved i sin Ensomhed at opfriske Mindet om sine gamle Bekendte – baade de virkelige og de, han har givet Liv i sine Værker. Han har da i Tankerne den ene Dag gæstet hin, den anden Dag denne; og med Digterens Trang til at fæste sine Tanker paa Papiret, har han halvt legende ladet Pennen følge Fantasiens Fart. Det har moret ham snart at kigge ind til sin gamle drikkende og bandende og buldrende Gaardpranger Hans Peter Korneliussen paa Stenbjærggaard, snart at overraske sin velbekendte Kæledægge, den afskedigede Overlærer, i det lille romantiske Hus midt i Spidsborgerbyen, mens denne en Aften sidder ensomt under sin gamle Olje-Astrallampe og nyder sine Klassikere, snart at banke paa hos den lille snurrige Danser Lenoir, der har "brukken" sit Ben og knust en andens Hjærte, snart at gaa paa Lur efter gamle Fruentimmers Samtaler paa Gadehjørner og i Grønthandlerkældere, naar de giver deres Stemninger mod Mandfolkene Luft i bekendte Ord som disse:
"Naar Mandfolk er skikkelige, saa er det nogle Fjolser … og naar de har en Smule Forstand …, saa er det nogle Vindhaser eller nogle … Forrædere … og … og – uh!"
Alle disse smaa nedskrevne Minder har Schandorph saa samlet i en Bog, som han har kaldt "Birgittes Skæbne" og sendt Vennerne hjem som en Hilsen til Julen.
Naar man ikke vil se andet i Bogen, ikke vil søge i den en konsekvent gennemført Menneskeskildring i den store Stil, som Bogens Omfang fristede os til at tro, er her da ogsaa meget at glæde sig ved. Bogen er fuld af mange ypperlige Enkeltheder, mange Detailmalerier af stort Værd, mange kostelige Anekdoter, fortalte med Schandorphs sædvanlige Mesterskab.
Blot en lille Historie som denne, der kommer dumpende midt ind i en lidt omstændelig Beretning om en af Birgittes Aftenudflugter fra Hjemmet:
"Hun kunde magelig bryde over Gjærdet gennem Pilehegnet … det havde hun en Gang gjort som en lille Pige, var ogsaa bleven opsnappet af Lars Povlsen, som da smilende havde sagt:
"Ja, havde det været en af Korneliussens Køer, og jeg havde taget den op paa min Bygmark, saa havde det kostet en Specie; men, da det er saadan en lille Kviekalv, saa kan det blive ved et Kys."
Hvor er dette ikke nydeligt!
Et andet Sted møder to gamle Bekendte hinanden efter flere Aars Adskillelse, en Sømand, som det er gaaet vel, og en anden, som det er gaaet tilagters for. Den sidste siger:
" – – Livet sætter immer Tælle paa Menneskene, naar det ikke gaar dem altfor simpelt. Du er heller ikke mager; men det er da ledt, saa du er bleven sort paa de lange Rejser. Er det morsomt at være Sømand, Laavis (Louis)?"
"Nej … Hvad er Du?"
"Jeg er Bunde". Han udtalte det sidste Ord med bred Trods.
Dette ene Ord og dets Betoning maler den hele Mand med uforligneligt Mesterskab.
Eller hvor udmærket er ikke det Sted, hvor den gamle Overlærer og den gamle Danser Lenoir taler sammen om den sidstes Søn, Louis. Danseren siger:
"Undskyld, at jeg udtaler en ældre Mands ikke saa lidt dybt følte Bekymringer over for et ungt Menneske, som ved Vorherres uudgrundelige Styrelse er blevet betroet til dennes Omsorg. Jeg tror ligefrem, Louis er bleven … bleven … ja amoureux … det er for mildt."
"Liderlig … Lenoir? Er det Meningen?"
Lenoir nikede langsomt og alvorligt. –
Man kunde blive ved at uddrage saadanne Steder, der forfrisker én som et Glas Vin under Vandringen gennem Bogen. Men nægtes kan det jo ikke, at det burde være selve Vejen og ikke Bedestederne, der bevaredes i éns Erindring, naar Rejsen var endt, – og det bedste i denne Bog berører kun let eller slet ikke Birgittes Skæbne.
Dog, Schandorph er saa rig, at selv Smulerne fra hans Bord kan optages med Taknemlighed.
Mange har sikkert ogsaa under Læsningen af denne Bog sendt Digteren sin fornyede Tak.
Henrik Pontoppidan.
