Fra Landet
Jeg laa i mit Vindue.
I fuldt, gyldent Sollys bredte det bakkede, nøgne, vaade Vinterlandskab sig med en festlig Glans for mine Øjne.
Der var først min egen unge, kraftige Rugager, hvis grønne Spirer næsten lyste i Solen. Dernæst min Nabos gule afgnavede Græsmark med et – ét – Faar. Og imellem: den brede opblødte Vej, der i et Par vilde Svingninger kommer inde fra Byen for pludselig at stige stejlt op ad en Bakke, op til Kirken paa Toppen, hvor pyntede Folk gaar ind og ud og mødes i stille Hilsner under Juleklokkernes højtidelige Kimen.
Et underligt Vinterlandskab! – en underlig Jul! tænkte jeg, idet jeg følte Solens Varme hen over min Kind.
Hvorhen jeg vendte Øjet – ikke et Glimt af Vinter. Over alle Marker og Grøfter – ikke saa megen Sne, som et Barn behøver til en Snebold. I hele Byen ikke en frossen Rude. Ja, om det saa var Gadekjæret, saa satte det end ikke om Natten det mindste kjendelige Spor af "Fløde", men laa strax fra Morgenstunden frit og farbart for de store, brede Ænder, der Dagen igjennem boltrede sig i det.
Og over det hele laa en Luft saa grødefugtig, saa foraarslun, saa fyldt med Sol og munter Fuglekvidder, som om al tænkelig Vinter paa Forhaand var taget i Beslag af disse mange smukke Julefortællinger, som vi nu alle have læst, og hvori man muligvis har fraadset lidt vel ubeskedent i uhyre Snemasser og klingrende Frost, for efter gammel Vis at frembringe den rette Julestemning.
En underlig Jul!
Oppe fra Kirken kimede det uafladelig ned gjennem den klare Luft, og i bestandig tættere Skarer arbejdede Menigheden, Mænd og Kvinder og Børn, sig langsomt op ad den stejle Bakke for at forsvinde ind ad Kirkedøren.
Men ikke denne sædvanlige Julemenighed med indbundne Hoveder, blaafrosne Næser og rindende Øjne. Ikke disse sammenkrøbne, smaatrippende Skarer foran Kirkedøren, eller denne evige Hosten, Snøften, Harken og Spytten under hele Gudstjenesten, og en Præst med lodne Vanter paa Prædikestolen.
Der var Parasoller og opslaaede Kaaber. Ja, endda en enkelt 182 – en Kokkepige fra Byen – i "bar Figur" med Kaaben frejdigt over Armen.
Bønderne gik strax stille ind og satte sig paa deres Pladser; men af de mange kjøbstadklædte Gjæster, som Julen havde ført her til Byen, blev mange staaende udenfor i muntre, højrøstede Klynger, indtil Præsten viste sig paa Vejen med Alterbogen under Armen og Lommetørklædet i Haanden.
Saa lukkedes Kirkedøren, og Orgelet begyndte.
*
Der var mange Folk.
Der var hele Apothekerens fine Familie fra Kjøbenhavn; der var Præstens Søn Studenten med tre-fire Regensvenner; et formeligt Mylr af Tjenestepiger, der var hjemme til Besøg i Julen, Fabrikarbejdere og Arbejdsmænd, som i sin Tid var indvandret til Hovedstaden og som nu med Kone og Sværme af Børn var taget ud for at se deres gamle Hjem. Der var alle Doktorens otte ugifte Søstre (ganske interessante Damer for Resten, som jeg ved Lejlighed skal fortælle Dem noget om), Kjøbmandens gamle Butikssvende, og mange fler – kort sagt: hele vor By var som bemægtiget af glade Kjøbenhavnere, medens dens egen daglige Befolkning næsten forskrækket trak sig tilbage – i alle Fald til en lidt sky Gjæstfrihed, der stirrede sig som halvt fortumlet paa denne lystige Sværm, som saa ugenert bredte sig; paa denne uophørlige Snakken og denne evige Latter ad Ting, som de ikke forstod.
Og mangen gammel Bondemand, der saa' sin egen Datter vende hjem fra Konditionen1 – i "bar Figur" og med Sløjfer paa Enden – satte sig hen i en Krog i underlige Grublerier. Og mer end én ung Knøs, hvis Broder kom hjem fra blot et halvt Aars Ophold i Hovedstaden, gik halvvejs bagover ved at se en Allerhelvedes Karl med denne blege Kjælderfarve paa Kinderne, hvidt i Brystet, Manchetter – og allerede dette Smil, der altid var parat, og som gjorde den anden baade rød og forvirret, hver Gang han kom til saadant noget som at snyde sig med Fingrene eller at gjemme sine Æbleskiver i Buxelommerne.
Fra Morgen til Aften, ja langt ud paa Natten, var der derfor Liv og Færd af denne glade Sværm. De unge Frøkener fra Apothekerens saas uafladeligt fulgt af Præstens vittige Studenter – frem og tilbage gjennem Byen, leende sig halvt ihjel over hver anden Ting, de mødte paa deres Vej, svøbende forsigtig de fine Kjoleslæb over deres nysselige Sko og broderede Strømper, foran hver Pyt, de skulde over, – alt til den yderste Forbavselse for de unge Bønderpiger, der stod gjemte bag Dørene og fulgte dem med Øjnene.
De unge Fruer gjorde sig gode Venner med Bønderkonerne, snuste ugenert om i Mælkestuer og Fadebur og gjorde de urimeligste Spørgsmaal. Ja selv de ældre Herrer – en Justitsraad og en Prokurator – rumsterede omkring paa Lofter og Pulterkamre efter gamle Sager, saa man til sidst blev ganske tummelumsk i Hovedet.
Men fremfor alt vaktes dog Forundringen ved en ung, elegant Herre i fin Spaserepels, gule Handsker, Snabelsko og spillende blank Cylinderhat, der hver Middag til en bestemt Tid vandrede frem og tilbage langs Gaden paa det Stykke op imod Kirken, hvor der var mest tørt.
Han var Gjæst hos Kjøbmanden. Og Forbavselsen steg næsten til det foruroligende, da det blev bekjendt, at denne unge, fine Herre hverken var mer eller mindre end – man tilgive Ordet – den "snottede Lodevig", Kjøbmandens gamle Butiksdreng, der i sin Tid stod med Frostvabler og blaa Basunkinder til alles Ynk.
Den omtalte Tur op og ned ad Gaden gik han regelmæssig med smaa knirkende Skridt, en Cigaret mellem to Fingre paa den venstre Haand, og et tyndt Spasererør mellem de to tilsvarende Fingre paa den højre. Og naar han nu og da standsede foran en af Bønderne og stod dér foran dem, saa fin og rig, og klappede dem venligt paa Skuldren, hændte det, at de næsten sank i Knæ af Forvirring og Forundring over, hvad Livet dog kunde føre med sig.
*
Jeg laa i mit Vindue.
Halvt i en vammel Døs af de alt overstandne2 Juledages ferske Flæsk og søde Punsch, af denne evige Kimen med Kirkeklokken og denne lattermilde, snakkesalige Hovedstadsbefolkning, lod jeg Øjet glide dovent omkring, mens jeg nød den friske Luft i det aabne Vindue.
Sangen lød endnu ud fra Kirken, og der var tomt paa Vejene.
Skraat over for mig stod min gode Ven og Nabo Anders Lavsen uden for sin Gaardport, ved Laagen til Stakkehaven, og holdt en lille Datterdatter – min egen prægtige Guddatter – ved Haanden, mens han sindig trak paa en lille Træpibe og tankefuldt – som det er hans Vane – stirrede ud i Luften. Anders Lavsen er en Bondemand af en lidt gammeldags Art. Han er lille, lidt sammensunken af Alder og Slæb og med et lidt tungt Drag ved Mundvigene, som – skjønt han kun har kjendt Lykke – dog aldrig har forladt ham.
Jeg sad længe og saa' paa ham og skulde netop til at fordybe mig i Betragtninger over dette indesluttede, grublende Udtryk, der i Dag syntes mig saa underlig forstærket, da min Opmærksomhed aflededes ved to Personer, der kom hen ad Vejen. Det var Studenter, – jeg gjenkjendte strax Præstens Søn i den ene af dem, den høje, med Cigaren og Spaserestokken, og Huen som en lille Silkeballon over Haaret.
Den anden – som bestandig lo beundrende op imod ham – var meget mindre og havde Pibe.
Da Præstens Søn fik Øje paa Anders Lavsen, puffede han den anden fortrolig i Siden og hviskede:
"Se til venstre. Nu skal jeg præsentere dig en af en lidt anden Kaliber – et sandt Pragtexemplar, min Ven. Vær blot rolig, og lad mig … God Dag, Anders Lavsen. Naa, hvordan gaar det?" Anders Lavsen tog først lidt ængstelig Sigte paa dem, og Kirsten trykkede sig frygtsom op til hans Ben; men efter at det var gaaet op for ham, at det var Præstens Søn, og da han aabenbart derfor ikke fandt dem mistænkelige, svarede han efter en lille Betænkning, at det gik saadan ved det gamle Tøv – en Bemærkning, som strax hos den lille krøllede bevirkede et Anfald, som han dog lykkeligvis fik bidt fast til Pibespidsen.
"Men sig mig, Anders Lavsen," sagde Præstens Søn, da de havde talt en Stund. "Hvordan var det nu – er Deres Gaard ikke brændt en Gang?"
"Jo, det er da vis," svarede Anders frejdig; han havde nu lagt al Mistænksomhed til Side.
"Hvor længe er det siden?"
"Ja, se det var jo den Gang li'saa bestemt, da vor gamle Øg gik som Plag, om den onge Herre husker det, og nu er hun jo paa det tyvende. Ja, se saa var'et jo at li'saa bestemt i samme Stund, som vor Mor sku' gjør' Barsel, saa … "
"Skulde Deres Mor gjøre Barsel, Anders Lavsen?"
"Ja, Gu' min Sæl sku' hun saa. Og saa var'et jo, li'e paa Morningen, som jeg sku' etter Joremor, saa var'et jo, at vi grangivelig ser den baresten rø'e Lue stikke op over Langloen. Men se jeg tror nu li'saa bestemt, at det er saa'en en Vagabonder, der har snejet sig op paa Stænget, tror jeg, i Høet, forstaar han, og Gu' min Sæl har han ikke sat Ild paa hender."
"Har han ikke sat Ild paa hende, Anders Lavsen," spurgte Præstesønnen, idet han med et næppe mærkeligt Smil saa' ned paa den lille, der var sprudende rød.
"Hvordan?" spurgte Anders, uden at forstaa, og saa' pludselig forvirret fra den ene til den anden.
"Jeg mener – naar han ikke … jeg syntes, De sa' … "
Men nu kunde den krøllede ikke længer. Og Explosionen var saa fuldstændig, at det selv kneb for Præstesønnen.
"Naa, ja, ja – Tak, Tak skal De ha'," stammede denne og klappede beroligende Anders Lavsen paa Skuldren. "Farvel og glædelig Jul – Farvel."
Da de vare komne saa langt bort, at de havde faaet lét ud, vendte han sig om mod den krøllede: »Naa?«
"Aa, ypperlig! – Pragtexemplar, Gud døde mig! lige til at sætte ind i en Bog!"
Men de to henne ved Leddet havde ikke rørt sig. Den gamle stirrede atter som fortumlet ud i Luften; Blodet havde farvet hans Hals og Kinder røde, og han trak stærkt paa den udgaaede Pibe, mens den lille Kirsten, hvis tykke, friske Kinder og lille Stumpnæse stak frem af det graa Uldtørklæde, hvori hendes Hoved var indbundet, med et fornærmeligt Blik saa' efter de to bortdragende, der forsvandt under Bakken.
Endelig vendte hun sig op imod den gamle og sagde:
"Bedstefar! – er de Mennesker rigtig kloge?"
Den gamle svarede ikke, men vendte blot Hovedet til den anden Side og trak endnu stærkere paa Piben. Thi det var jo netop det, han hele sit Liv, og navnlig paa det sidste, havde gaaet og grublet paa. En af Parterne maatte det være, der ikke var rigtig klog: enten ham eller de andre. – – Og saa maatte det naturligvis være ham, tænkte han.
Rusticus.
