Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes
Sendt fra Hillerød. 17. oktober 1903
et sandt Medusahoved
| 17de Oktb. 1903. | Hillerød. |
Kære Dr. Brandes!
Skønt jeg af nogle venlige Ord om "Sandinge Menighed"1 i Politikens Dagsnummer kan se, at De har modtaget Bogen fra Forlaget, vil jeg dog sende Dem den, da jeg√ nu engang har skrevet Deres Navn i et Ekpl. Jeg vil ikke derved pålægge Dem nogen Forpligtelse til at læse den igen.
Men mest skriver jeg for at sige Dem Tak for Deres så anerkendende Udtalelser om min "Lykke-Per",2 denne lange Bændelorm, der er afgået Led for Led fra Halen af, og hvis "Hoved" nu vil vise sig med 8d. Hefte, et sandt Medusahoved. Det gør mig kun ondt, at jeg stadig ikke synes at have fået Held til at fremstille Romanens Hr. Dyhring i det Lys, hvori jeg gerne vilde have ham set. Jeg elsker ham ganske vist ikke; men han forarger mig ingenlunde; tværtimod, – der er ikke så lidt 2 Beundring blandet i min Afsmag for ham. Han mangler, synes mig, kun det Korn af Idealitet, der som et Salt hindrer Forrådnelsen.
Nå, lad mig ikke begynde at forsvare mig, at det ikke skal tage sig ud som en Undskyldning. Jeg skynder mig da med at gå over til den anden Ting, der har foranlediget dette Brev. Det er et Spørgsmål til Dem i Anledning af den Fortælling3, De afkøbte mig til Deres sidste Julenummer. Jeg mener mig nemlig berettiget til at genoptrykke denne Fortælling, når der er gået et Årstid eller to efter den første Offenliggørelse, og jeg håber, at vi i den Henseende er enige. Det er slet ikke, fordi jeg har i Sinde at benytte mig heraf foreløbig; men i denne Tid, hvor "Det nordiske Forlags" Dødsbo4 gøres op, og hvor også mine Aktiver skal vurderes, skulde jeg gerne være på det rene med, at>om jeg tør tilregne mig Ejendomsretten til nævnte Fortælling eller ej.
For to Ord herom vilde jeg være Dem taknemlig.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.
