Ørneflugt

En Krønike af Henrik Pontoppidan.

Dette er Historien om den unge Ørn, der som gulnæbbed Unge blev funden af nogle Drenge og bragt ind i Præstegaarden, hvor den – ligesom Æventyrets grimme Ælling – voxede op mellem rappende Ænder og kaglende Høns og brægende Faar. Den havde sit sædvanlige Stade oppe paa et gammelt Plankeværk bagved Svinehuset, hvor den sad og passede paa, naar Pigen kastede Affald ud fra Køkkenet. Og saa vel befandt den sig efterhaanden i disse Omgivelser, at den blev baade stor og bred, ja – som Præsten sagde – "formelig lagde sig Mave til."

Aldrig kom der Gæster til Præstegaarden, uden de skulde ud at betragte den fremmede Fugl – "Klaus", som man havde døbt den. Selv Damerne trodsede Moradset omkring Møddingpølen og hoppede med opløftet Kjole fra Sten til Sten, medbringende den én Gang vedtagne Tribut: et lille Kødstykke paa en Gaffel. Og aldrig saa snart fik "Klaus" Øje paa et saadant Optog, for den kastede sig ned fra sit Plankeværk og vraltede Selskabet i Møde i det burleske Sækkeløb, hvori Æterens Kongebørn bevæger sig paa Landjorden.

Det kunde vel en og anden Gang hænde, især paa Dage, naar Stormene rejste sig i deres Vælde, at der vaagnede en ubestemt Længsel i den fangne Kongeætlings Bryst, en taaget Hjemve-Følelse, der fik den til at sidde i halve Døgn indesluttet i sig selv uden at røre sig eller tage Føde. Det kunde da ogsaa hænde, at den pludselig bredte Vingerne favnende ud i Luften og rask svang sig i Vejret, . . . men det blev altid kun en stakket Flugt Vingerne var forsvarlig stækkede, og efter et Øjebliks ubehjælpsom Flagren faldt den ned paa Jorden. Her gjorde den først – ligesom lidt fortumlet – et Par smaa sidelæns Hop, hvorpaa den løb med fremstrakt Hals hen og forputtede sig i en mørk Krog for at skamme sig.

Paa denne Vis havde den levet et Par Aar, da det hændte, at Præsten døde; og i den Forvirring, som deraf opstod i hele Præstegaarden, ja i hele Landsbyen, glemte man ganske at tage Vare paa "Klaus". Den vraltede som sædvanlig omkring mellem de andre Husfugle, altid fredsommelig næsten lidt ængstelig, fordi den var vant til at faa over Næbet af Præstedøtrene, naar den vilde gøre sin medfødte Overmagt gældende overfor Smaakrybet Men en Dag, da en frisk Søndenvind blæste Varme og Foraar ind over Landet, befandt den sig pludselig oppe paa Mønningen af den store Ladebygning, uden at det var den selv muligt at forklare, hvordan den var kommen derop. Den havde – som saa ofte før – siddet og drømt oppe paa sit Plankeværk og i et Anfald af tungsindig Frihedslængsel udbredt Vingerne til Flugt; men i Stedet for at dratte ned i Gaarden var den bleven løftet op i Luften med en saadan Fart, at den ganske perplex havde skyndt sig igen at finde Fodfæste.

Og nu sad den deroppe paa den høje Tagryg, aldeles forbavset over, hvad der var sket. Aldrig før havde den set Verden fra saa højt et Stade. Nysgerrig drejede den Hovedet, nu til den ene, nu til den anden Side; og da den første Befrielse1 havde fortaget sig, bredte den atter en Gang Vingerne ud og satte fra med Fødderne. Højere og højere steg den op imod den klare Himmel, først forsigtig prøvende, snart dristigere, sikrere, … indtil den med et Frydeskrig svang sig i en stor Bue ret ud i Luften. Den følte med ét, at den var Ørn.

Landsbyer, Skove, vilde Klipper og solbeskinnede Søer gled bort under den, mens den kongeligt sejlede frem gennem den blaa Æter, berust af den vide Horisont og sine Vingers Styrke. Men pludselig standsede den og blev urolig. Den kunde ikke længer øjne noget Plankeværk eller andet Hvilepunkt i sin Nærhed. Rundt omkring den bredte sig kun det store, tomme, tavse Rum, og den var ikke fri for at føle lidt Svimmelhed i disse uvante Regioner.

Efter en lille Stunds Forløb naaede den dog lykkeligt en fremspringende Klippespids, hvor den strax med den Omhu for sin Person, som den havde lært af Duerne derhjemme paa Straataget, gav sig til at ordne paa den forpjuskede Dragt. Men helt underlig til Mode blev den, da den saa' sig om for at finde Præstegaarden og Ladelængens høje Mønning, som den nys havde forladt. Udover et fuldkommen fremmed Land skuede dens Blik til begge Sider, og saa svimlende dybt laa den hele Verden under den, at ikke mindste Lyd trængte op til den dernede fra. Rundt om sig havde den kun det øde, stumme Fjæld, og bag ved stod en mørk, skummel Skov, hvorfra der nu og da lød en uhyggelig Knagen, som den ikke kunde forklare sig. Ene og forladt sad den dér langt borte fra alt levende Liv. Solen var just ved at gaa ned i Vest bag blodrøde Uvejrsskyer, og alt som Mørkets klamme Taager steg frem og indhyllede Jorden, sneg der sig en bestandig heftigere Benauelse ind i Kongesønnens bankende Hjærte. Med hængende Næb og Hovedet trykket ned mellem Vingerne sad den dér paa den kolde Klippe og tænkte paa sin lune Krog derhjemme bag Svinehuset og Møddingen, tænkte paa den hyggelige Pludren og Snadren af Hønsene og Ænderne, paa Grisenes Grynten og Kirkeklokkens milde Toner, der forkyndte, at nu kom Ane Kokkepige med Aftensmaden.

Da susede det i Luften oven over den. Den saa' forskrækket op. En Hunørn kredsede omkring deroppe og standsede med ét lige over dens Hoved.

I samme Nu var al Modløshed som blæst bort, og i det næste Øjeblik svang den sig med Vælde ret op i Luften.

Og nu begyndte et vildt Jag ind over Fjældene … Hunørnen bestandig forrest og højest, "Klaus" lidt tungt bagefter, vingeklaprende, hvæsende af Stakaandethed.

"Mon hun dog ikke snart vil sætte sig," tænkte han, da han inden ret .længe begyndte at sakke agterud. Han havde allerede allerede næsten ingen Vejr mere og følte Vingerne saa tunge, saa tunge.

De var kommen ind mellem Højfjeldene. I Aftenens sene Skumring svævede de hen over en vild, bundløs Slugt, hvorfra et mørkt Sus af Skove, blandet med djævelske Skrig af Nattens Ugler, steg op til dem under Flugten.

"Hvad vil hun dog her," tænkte Klaus og havde slet ikke Mod til at se ned. "Her er jo uhyggeligt. Og nu kan jeg snart ikke mere."

Men højere og højere steg Hunørnen, videre og videre sejlede den frem over Bjærgenes Rygge, – lokkende, kaldende. Klaus kom ogsaa lykkeligt og vel over det mørke Svælg; men efter dette fulgte først en endeløs Stenørken, uden en Busk, ja uden et Græsstraa, derpaa et Kaos af uhyre Klippeblokke, der laa væltede over hinanden som et nedstyrtet Babelstaarn. En isnende Vind strøg ned over Bjærgenes Sider, og pludselig brødes Ørkenens Stilhed af frygtelige, ligesom underjordiske Drøn, der fik Luften til at sitre.

Nu begyndte Klaus for Alvor at tabe Modet. Hvor længe skulde dog dette blive ved? Hvor i Alverden kom de hen?

Der standsede den med ét sin Flugt ved et Syn, der gjorde den stiv af Forundring og Rædsel. Den havde naaet Bjærgryggens Kam, og op fra den kaotiske Stenørken hævede sig højtidsfuldt de evige Snetinder i overspændt2 Ro, uberørt af alt levendes Færden, kun Ørnens og de vilde Vindes Hjem. Fra den nedgaaede Sol laa endnu et svagt Rosaskær over den jomfruelige Sne; men bag ved stod Himlen fuld af nytændte Stjærner.

"Dér vil hun dog vel ikke over!" tænkte Klaus, og alene Tanken fik ham til at gyse, saa Næbet klaprede. Og da Hunørnen virkelig blev ved at stige, som om den vilde lokke ham helt op til Stjernerne, tog Klaus sin Beslutning. Han satte sig paa en Sten. Nu havde han faaet nok. Den Slags Galskaber vilde han dog ikke være med til. Det var jo Vanvid! … Hun maatte være gal!

Og som den sad dér i dette skrækkelige Øde, gennemisnet af den kolde Vind og forfærdet af disse pludselige, underjordiske Drøn, der nu og da gennembrød den endnu mere knugende Stilhed, vendte dens Tanker atter tilbage til det fredelige Liv i Præstegaardens lune Andegaard. Den tænkte paa sine Venner, som den havde forladt, og som nu sad paa deres Rækker inde i Kostalden eller sov sødt med Hovedet under Vingen ude i Møddingpølen. Hvor havde den dog nogensinde kunnet forlade et Sted, hvor den havde levet saa lykkeligt!

Oppe fra Luften blev Hunørnen ved at kalde. Men Klaus bredte tyst Vingerne ud og bortlistede sig som en Fjer3 den Vej, han var kommen … først tøvende, men snart hastigere, utaalmodigere, jaget af sin Skræk, sin Uro og sin søde Længsel – hjem – hjem – hjem!

Først den næste Morgen naaede den tilbage til Præstegaarden, og en saadan Jubel fyldte den ved atter at se det gamle Hjem, at den, skønt saa sønderknust i alle Lemmer af Nattens vildsomme Flugt, i nogle Øjeblikke holdt sig svævende ovenover det for ret at nyde det glade Gensyn og overbevise sig om, at det endnu var ved det gode gamle!

Saa dalede den langsomt ned.

Imidlertid havde Avlskarlen faaet Øje paa den, og da han endnu intet havde hørt om Klaus' Forsvinden, var han gaaet ind efter sin Bøsse og havde stillet sig paa Lur bag en Træstamme for at fyre paa den formodede Hønserøver, naar den var dalet tilstrækkeligt langt ned.

Skuddet faldt. Man saa' nogle Fjer flyve ud i Luften, – og som en Sten sank den døde Klaus lige ned i Møddingpølen.

For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er voxet op i Andegaarden.

 
[1] Befrielse: trykfejl for "Befippelse". tilbage
[2] overspændt; trykfejl for "overjordisk", tilbage
[3] Fjer: trykfejl for "Tyv". tilbage