Ørneflugt
En Krønike
Dette er Historien om den unge Ørn, der som gulnæbbed Unge blev funden af nogle Drenge og bragt ind i den gamle Præstegaard, hvor kærlige Mennesker tog sig af den og fik den kær, saa de ikke senere formaaede at skille sig ved den. Ligesom Æventyrets "grimme Ælling" voksede den her op mellem skræppende Ænder og kaglende Høns og brægende Faar, og saa vel befandt den sig efterhaanden i disse Omgivelser, at den blev baade stor og bred, ja – som Præsten sagde – "formelig lagde sig Mave til".
Den havde sit Stade oppe paa et gammelt Plankeværk ved Svinehuset, hvor den sad og passede paa, naar Pigen kastede Affald ud fra Køkkenet. Saasnart den fik Øje paa den store Dorthe, kastede den sig ned paa Jorden og vraltede det fyldte Fad i Møde i det burleske Sækkeløb, hvori Æterens Kongebørn bevæger sig paa Landjorden.
Det kunde vel en og anden Gang hænde, især paa stormfulde Dage eller naar et Uvejr trak op, at der vaagnede en ubestemt Længsel, en taaget Hjemvefølelse i den fangne Himmelætlings Bryst. Den kunde da sidde i halve Døgn med Næbet trykket ned i Brystets smudsige Fjerklædning, uden at røre sig og uden at ville æde. Og pludselig kunde den da sprede Vingerne ligesom favnende ud i Luften og rask svinge sig i Vejret, … men det blev altid kun en stakket Flugt, Vingerne var forsvarlig stækkede. Efter et Øjebliks ubehjælpsom Flagren faldt den ned paa Jorden, hvor den i sin Fortumlelse først gjorde et Par smaa sidelæns Hop og derpaa med fremstrakt Hals løb hen og forputtede sig i en mørk Krog ligesom for at skamme sig.
Paa denne Vis havde den levet i et Par Aar, da den gamle Præst blev syg og døde; og i den Forvirring, som deraf opstod i Præstegaarden, ja i hele Landsbyen, glemte man efterhaanden at tage Vare paa den fremmede Fugl – "Klaus", som man ganske borgerligt havde døbt den. Den vraltede som sædvanlig omkring mellem de andre Husfugle, altid fredsommelig, næsten lidt ængstelig, fordi den var vant til at faa over Næbet af Præstedøtrene, naar den en Gang imellem fandt paa at gøre sin medfødte Overlegenhed gældende overfor Smaakravlet.
Men saa hændte det en Dag, da en frisk Søndenvind blæste Foraar og Varme ind over Landet, at den pludselig befandt sig oppe paa Mønningen af den store Ladebygning, uden at det var den muligt at forklare sig, hvordan den var kommen derop. Den havde – som saa ofte før – siddet og drømt vemodigt oppe paa sit Plankeværk og i et Anfald af ubestemt Frihedslængsel udbredt Vingerne til Flugt; men i Stedet for som sædvanlig at dratte ned paa Stenbroen var den bleven løftet op i Luften med en saadan Fart, at den ganske forskrækket havde skyndt sig at finde Fodfæste.
Og nu sad den deroppe paa den høje Tagryg, aldeles fortumlet af, hvad der var sket. Aldrig før havde den set Verden fra saa højt et Stade. Betaget drejede den Hovedet, nu til den ene Side, nu til den anden, indtil den – uimodstaaeligt draget af Himmelblaaet og de sejlende Skyer – paany bredte Vingerne ud og lod sig løfte, … først forsigtigt prøvende, snart dristigere, sikrere, … indtil den pludselig med et vildt Frydeskrig svang sig i en stor Bue ret ud i Luften. Den følte med ét, at den var Ørn. – – – –
Landsbyer, Skove og solbeskinnede Søer glider bort under den. Højere og højere stiger den op imod den klare Himmel, beruset af den vide Horisont og sine Vingers Styrke.
Men pludselig standser den. Det store, tomme, tavse Rum gør den urolig, og den ser sig om efter et Hvilested.
Lykkeligt naa'r den en fremspringende Fjældkant højt oppe over Floddalen. Men idet den her – lidt svimmel – ser sig om efter Præstegaarden og Ladelængens høje Mønning, møder der den en ny Overraskelse. Udover et fuldkommen fremmed Land skuer dens Blik til alle Sider. Ikke en kendt Plet, ikke en Tilflugt, saa langt dens hvasse Øje rækker.
Over dens Hoved hænger Fjæld bag Fjæld – bratte, nøgne Klippevægge uden en Busk til Læ. Og derude i Vest bag det aabne Land gaar nu Solen ned i blodrøde Aftenskyer, der varsler Uvejr og mørke Nætter.
En beklemmende Følelse af Forladthed sniger sig ind i den unge Kongeætlings Bryst, alt som Aftenens gulblege Taager indhyller Dalen neden under ham. Modløs stirrer han efter en Flok Krager, der drager ham skræppende forbi paa Vejen hjem til deres lune Reder dernede omkring de menneskelige Boliger. Med Næbet trykket ned i Brystet, Vingerne tæt sammenfoldede sidder han ensom og stille paa det øde, stumme Fjæld.
Da suser det med ét i Luften over hans Hoved. En hvidbrystet Hunørn kredser deroppe under den flammende Aftenhimmel …
En Stund sidder han med fremstrakt Hals og besinder sig paa dette fremmede Syn. Da – i et Nu – er al Raadvildhed, al Forknythed som blæst bort. Under et mægtigt Brus af de udspændte Vinger svinger han sig i Vejret og er i næste Øjeblik oppe hos hende.
Og nu begynder en vild Jagt ind over Bjærgene … Hunørnen bestandig forrest og højest til Vejrs, "Klavs" lidt anstrengt bagefter, bugtung og stakaandet.
Snart er de oppe mellem Højfjældene. Endnu mens Solen skinner paa de højeste Toppe sejler de frem over Bjærgenes Rygge i Aftenens Straaleglans. Snart hører Klavs under sig det mørke Sus af store Skove, snart de dumpe Drøn af Elvene i de dybe Slugter.
"Mon hun dog ikke vil sætte sig?" tænker han – han har næsten ingen Vejr mere og føler Vingerne saa tunge, saa tunge.
Men højere og højere stiger Hunørnen, videre og videre sejler den frem over Bjærgenes Rygge, – lokkende, kaldende.
De er kommen ud over en endeløs Stenørken, hvor store og smaa Klippeblokke ligger væltede over hinanden som Resterne at et omstyrtet Babelstaarn.
"Nu vil jeg snart ikke længer," tænker Klavs, helt uhyggelig tilmode – han øjner ikke saa meget som et Græsstraa noget Sted, bare Sten og Sten og intet uden kolde, nøgne Sten.
Da aabner med ét Udsigten sig foran dem. Højt oppe over de drivende Skyer svæver – som et Syn – et overjordisk Landskab: de evige Snetinders forklarede Rige, uberørt af alt levendes Færden, kun Ørnens og den vilde Stilheds Hjem. Et svagt rødligt Dagskær ligger endnu og ligesom blunder deroppe paa den hvide Sne. Bagved staar Himlen dunkelblaa og fuld af store Stjerner.
Rædselsslagen af dette Syn har Klavs standset sin Flugt og sat sig paa et Klippestykke. Nu vil han ikke længer. Ikke for hundrede Hunørne vil han op den Isørken deroppe, hvis Kulde han allerede fornemmer gennem Marv og Ben. Med voksende Forfærdelse stirrer han op paa dette hvide Dødningelands forstenede Ro, paa disse store Stjerner, der blinker ned til ham gennem Mørket ligesom onde Katteøjne.
Og atter vender hans Tanker vemodigt tilbage til det Hjem, han har forladt. Han tænker paa sin lune Plads paa Plankeværket og paa den hyggelige Andegaard, hvor hans smaa Venner nu sidder paa deres Rækker og sover sødt med Hovedet under Vingen. Han tænker paa de smaa Grise, som han altid holdt saa meget af, der nu ligger inde hos Moderen og drømmer med Pattevorten i Munden, … paa den tykke Dorthe, der naar Kirkeklokken ringer Solen op vil komme ud fra Køkkenet med det dampende Fad. …
Oppe fra den frostklare Luft bliver Hunørnen ved at kalde. Men Klavs breder med ét Vingerne ud og lister sig stille bort den Vej, han er kommen, … først tøvende … flakkende ligesom skamfuld fra Klippeblok til Klippeblok, men snart hurtigere, utaalmodigere, jaget af sin Skræk, sin Uro, sin søde Længsel – hjem – hjem – hjem!
Først den næste Morgen naaede den tilbage til Præstegaarden fra sin ubetænksomme Flugt. Henrykt over Gensynet holdt den sig i nogle Øjeblikke svævende over det kære Barndomshjem, for at forvisse sig om, at alt virkelig endnu var ved det gode gamle.
Saa dalede den langsomt ned.
Men en Ulykke skulde ske. Avlskarlen, som tilfældigt havde faaet Øje paa den, og som endnu intet havde hørt om Klaus's Forsvinden, var hastig løbet ind efter sin Bøsse og havde stillet sig paa Lur bag en Træstamme for at fyre paa den formodede Hønserøver, saasnart den var dalet tilstrækkeligt langt ned.
Skuddet faldt.
Man saa' nogle Fjer flyve ud i Luften, – og som en Sten sank den døde Klavs lige ned i Møddingpølen. – – – –
Det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.
