Ørneflugt, december 1893

Dette er Historien om den unge Ørn, der som gulnæbbed Unge blev funden i Skoven af nogle Drenge og bragt ind i Præstegården, hvor den - ligesom Æventyrets grimme Ælling - voxede op mellem skræppende Ænder og kaglende Høns og brægende Får. Den havde sit sædvanlige Stade oppe på et gammelt Plankeværk bagved Svinehuset, hvor den sad på Lur og passede på, når Pigen kastede Affald ud fra Køkkenet. Og så vel befandt den sig efterhånden i disse Omgivelser, at den voxede sig>blev både stor og bred, ja - som Præsten sagde - "formelig lagde sig Mave til. "

|2|

Aldrig kom der Gæster til Præstegården, uden de skulde ud at betragte den fremmede Fugl - "Klaus" som man havde døbt den. Selv Damerne trodsede Moradset omkring Møddingpølen og hoppede med opløftet Kjole fra Sten til Sten, medbringende den én Gang vedtagne Tribut: et lille Kødstykke på en Gaffel. Og aldrig så såre fik "Klaus" Øje på et sådant Optog, før den kastede sig ned fra sit Plankeværk og vraltede Selskabet i Møde i det burleske Sækkeløb, hvori Æterens Kongebørn bevæger sig på Landjorden.

Det kunde vel en og anden Gang hænde, især på Dage, når Stormene rejste dig i deres Vælde, at der vågnede en ubestemt Længsel i den fangne Himmelætlings Bryst, en tungsindig>tåget Hjemve-Følelse, der fik den til at sidde i halve Døgn indesluttet i sig selv uden at ville røre sig eller

|3|

tage Føde. Det kunde da også hænde, at den pludselig bredte Vingerne ligesom favnende ud i Luften og ^rask svang sig i Vejret, . . . men det blev altid kun en stakket Flugt, Vingerne var forsvarlig stækkede, og efter et Øjebliks ubehjælpsom Flagren sank faldt den ned på Jorden , hvor>. ^{Her gjorde} den først - ligesom lidt fortumlet - gjorde et Par små sidelæns Hop, og derpå ^skamfuld hvorpå den løb med fremstrakt Hals hen og forputtede sig i en mørk Krog.>for at skamme sig.

På denne Vis havde den levet i et Par år, da det hændte, at den gamle Præst døde; og i den Forvirring, som deraf opstod i hele Præstegården, ja, i hele Landsbyen, glemte man ganske at tage Vare på "Klaus". Den vraltede som før>sædvanlig omkring mellem de andre Husfugle, altid fredsommelig, næsten lidt ængstelig, fordi den var vant til at få

|4|

over Næbbet {tilføjet i marginen: af Præstedøtrene}, når den engang imellem fandt på at gøre sin medfødte Overlegenhed gældende overfor de Små>Småkrybet. Men en Dag, da en frisk Søndenvind blæste Varme og Forår ind over Landet, befandt den sig pludselig oppe på Mønningen af den store Ladebygning, uden at den {indsat: selv} muligt at fatte>forklare>forklare, hvordan den var kommen derop. Den havde - som så ofte før - siddet og drømt vemodigt på oppe på sit Plankeværk og i et Anfald af tåget>tungsindig ubestemt Frihedslængsel udbredt Vingerne til Flugt: men i Stedet for at dratte ned i Gården var den ført}>bleven løftet op i Luften med en sådan Fart, at den ganske perplex havde skyndt sig igen at finde Fodfæste.

Og nu sad den deroppe på den høje Tagryg, aldeles forbavset over, hvad der var sket. Aldrig før havde den set Verden fra så højt et Stade. Nysgerrig drejede den Hovedet {indsat: ,nu} til den ene og}{indsat: , nu} til den anden

|5| transkription følger

|6|

|7|

|8|

|9|

|10|

|11|

|12|

|13|