Ørneflugt

side 1 side 1

1 Ørneflugt.

En Krønike af Henrik Pontoppidan.

Dette er Historien om den unge Ørn, der som gulnæbbed Unge blev funden i Skoven af nogle Drenge og bragt ind i Præstegården, hvor den – ligesom Æventyrets grimme Ælling – voxede op mellem rappende Ænder og kaglende Høns og brægende Får. Den havde sit sædvanlige Stade oppe på et gammelt Plankeværk bagved Svinehuset, hvor den sad på Lur og passede på, når Pigen kastede Affald ud fra Køkkenet. Og så vel befandt den sig efterhånden i disse Omgivelser, at den blev1 både stor og bred, ja – som Præsten sagde – "formelig lagde sig Mave til."

side 2 side 2

2 Aldrig kom der Gæster til Præstegården, uden de skulde ud at betragte den fremmede Fugl – "Klaus" som man havde døbt den. Selv Damerne trodsede Moradset omkring Møddingpølen og hoppede med opløftet Kjole fra Sten til Sten, medbringende den én Gang vedtagne Tribut: et lille Kødstykke på en Gaffel. Og aldrig så såre fik "Klaus" Øje på et sådant Optog, før den kastede sig ned fra sit Plankeværk og vraltede Selskabet i Møde i det burleske Sækkeløb, hvori Æterens Kongebørn bevæger sig på Landjorden.

Det kunde vel en og anden Gang hænde, især på Dage, når Stormene rejste sig i deres Vælde, at der vågnede en ubestemt Længsel i den fangne Kongeætlings Bryst, en tåget2 Hjemve-Følelse, der fik den til at sidde i halve Døgn indesluttet i sig selv uden at ville røre sig eller

side 3 side 3

3 tage Føde. Det kunde da også hænde, at den pludselig bredte Vingerne ligesom favnende ud i Luften og rask√ svang sig i Vejret, … men det blev altid kun en stakket Flugt. Vingerne var forsvarlig stækkede, og efter et Øjebliks ubehjælpsom Flagren sank faldt den ned på Jorden. Her gjorde3 den først – ligesom lidt fortumlet – gjorde et Par små sidelæns Hop, og derpå skamfuld√ hvorpå den løb med fremstrakt Hals hen og forputtede sig i en mørk Krog for at skamme sig.

På denne Vis havde den levet et Par År, da det hændte, at Præsten døde; og i den Forvirring, som deraf opstod i hele Præstegården, ja i hele Landsbyen, glemte man ganske at tage Vare på "Klaus". Den vraltede som før sædvanlig omkring mellem de andre Husfugle, altid fredsommelig, næsten lidt ængstelig, fordi den var vant til at få

side 4 side 4

4 over Næbet af Præstedøtrene4, når den vilde gøre sin medfødte Overmagt gældende overfor de Små[?] Småkrybet√. Men en Dag, da en frisk Søndenvind blæste Varme og Forår ind over Landet, befandt den sig pludselig oppe på Mønningen af den store Ladebygning, uden at det var den selv√ muligt at fatte forklare√, hvordan den var kommen derop. Den havde – som så ofte før – siddet og drømt oppe på sit Plankeværk og i et Anfald af tåget tungsindig√ Frihedslængsel udbredt Vingerne til Flugt; men i Stedet for at dratte ned i Gården var den faret[?] bleven løftet√ op i Luften med en sådan Fart, at den ganske perplex havde skyndt sig igen at finde Fodfæste.

Og nu sad den deroppe på den høje Tagryg, aldeles forbavset over, hvad der var sket. Aldrig før havde den set Verden fra så højt et Stade. Nysgerrig drejede den Hovedet nu√ til den ene, og nu√ til den anden

side 5 side 5

5 Side; og da den første Befippelse havde sat fortaget√ sig, bredte den atter en Gang Vingerne ud og satte fra med Fødderne. Højere og højere steg den√ op imod den klare Himmel, først forsigtig prøvende, men[?] snart dristigere, sikrere, … indtil den med et højt Frydeskrig svang sig i en stor Bue ret ud i Luften. Det var, som om den Den følte med ét følte, at den var Ørn.

Landsbyer, Skove, vilde Klipper og solbeskinnede Søer gled bort under den, mens den kongeligt sejlede frem gennem den blå√ Æteren, berust af den vide Horisont og sine Vingers Styrke. Men pludselig standsede den og blev urolig. Den kunde ikke længer øjne noget Plankeværk eller andet Hvilepunkt i sin Nærhed. Til alle Sider Rundt omkring den√ bredte sig kun√ det store, tomme, tavse Rum, og den var ikke

side 6 side 6

6 fri for at føle lidt Svimmelhed i disse uvante Regioner.

Efter en lille Stunds Forløb nåede den dog lykkeligt en fremspringende√ Klippespids, hvor den strax med den omstændelige[?]√ Omhu for sin Person, som den havde lært af Duerne derhjemme på Stråtaget, gav sig til at ordne √ sin af Blæsten[?] forpjuskede Dragt. Men helt underlig til Mode blev den, da den nu så' sig om for at finde Præstegården og Ladelængens høje Mønning, som den nys havde forladt. Et Udover et√ fuldkommen fremmed Land mødte skuede√ dens Blik til alle[?] begge√ Sider, og så svimlende dybt lå den hele Verden under den, at ikke mindste Lyd trængte op til den dernede fra. Rundt om sig havde den kun det øde, tavse[?] stumme Fjæld, og bag ved den[?] stod en mørk, skummel Skov, hvorfra der nu og da√ lød en uhyggelig

side 7 side 7

7 Knagen, som den ikke kunde forklare sig. Ene og forladt sad den dér langt borte fra alt levende√ Liv. Solen var just ved at gå ned i Vest bag blodrøde Uvejrsskyer, og alt som Mørkets klamme√ Tåger steg frem og indhyllede Jorden, sneg der sig en bestandig heftigere Benauelse ind i Kongesønnens bankende Hjærte. Med hængende Næb og Hovedet trykket ned mellem Vingerne sad den dér på den kolde Klippe og tænkte på sin lune Krog derhjemme bag Svinehuset og Møddingen, tænkte på den hyggelige Pludren og Snadren af Hønsene og Ænderne, på Grisenes Grynten og Kirkeklokkens milde Toner, der forkyndte, at nu kom Ane Kokkepige med Aftensmaden.

Da susede det i Luften oven over

side 8 side 8

8 den. Den så' forskrækket op. En Hunørn kredsede omkring deroppe og standsede med ét lige over dens Hoved.

I samme Nu var al Modløshed som blæst bort, Med en vældig Kraft og i det næste Øjeblik√ svang den sig med Vælde ret op i Luften.

Og nu begyndte et vildt Jag ind over Fjældene … Hunørnen bestandig forrest og højest, "Klaus" lidt tungt bagefter, vingeklaprende, og hvæsende af Stakåndethed.

[i marginen: NB: 1 Linjes Mellemrum

"Mon hun dog ikke snart vil sætte sig," tænkte han, da han inden ret længe begyndte at sakke agterud. Han havde allerede næsten ingen Vejr mere og følte√ Vingerne så tunge, så tunge.

De var kommen ind mellem Højfjældene. I Aftenens sene Skumring svævede de hen√ over

side 9 side 9

9 en vild, bundløs Slugt, det såkaldte Helvedessvælg hvorfra et mørkt Sus af Skove, blandet med djævelske Skrig af Nattens Ugler, steg op til dem under Flugten.

"Hvad vil hun dog her," tænkte Klaus og havde slet√ ikke Mod til at se ned. "Her er jo uhyggeligt. Og nu kan jeg snart ikke mere."

Men højere og højere steg Hunørnen, videre og videre sejlede den frem over Bjærgenes Rygge, – lokkende, kaldende. Klaus kom også lykkeligt og vel over Helvedessvælget det mørke Svælg√; men efter dette fulgte først en endeløs Stenørken, uden en Busk, ja uden et Græsstrå, derpå et Kaos af uhyre Klippeblokke, der lå væltede over hinanden som et nedstyrtet Babelstårn. En isnende Vind strøg ned over Bjærgsiden Bjærgenes Sider√, og pludselig brødes Ørkenens knugende√ Stilheden af endnu frygteligere [overstreget ord], ligesom underjordiske Drøn, [overstregede ord: kraft...Buldren] der fik

side 10 side 10

10 Luften til at sitre.

Nu begyndte Klaus for Alvor at tabe Modet. Hvor længe skulde dog dette blive ved? Hvor i Alverden kom de hen?

Da standsede den med ét sin Flugt ved et Syn, der fik gjorde√ den stiv af Forundring og Rædsel. De havde nået Bjærgryggens Kam, og op fra den kaotiske Stenørken hævede sig [overstregede ord: roligt? og] højtidsfuldt de evige Snetinder i overjordisk Ro, uberørt af alt levendes Færden, kun Ørnenes og de vilde Vindes Hjem. Fra den nedgåede Sol lå endnu et svagt Rosaskær over den jomfruelige Sne; men bag ved stod Himlen fuld af nytændte Stjerner.

"Dér vil hun dog vel ikke over!" tænkte Klaus, og alene Tanken fik ham til at gyse, så Næbet klaprede. Og da Hunørnen virkelig blev ved at stige, som om den vilde lokke ham

side 11 side 11

11 helt op til Stjernerne, tog Klaus sin Beslutning. Han satte sig på en Sten. Nu havde han fået nok. Den Slags Galskaber vilde han dog ikke være med til. Det var jo Vanvid! … Hun måtte være gal!

Og som den sad dér i dette skrækkelige Øde, gennemisnet af den kolde Vind og forfærdet af disse pludselige, underjordiske Drøn, der nu og da√ gennembrød den endnu mere knugende Stilhed, vendte dens Tanker atter tilbage til det fredelige Liv i Præstegårdens lune Andegård. Han Den√ tænkte på sine Venner, som den havde forladt, og som nu sad på deres Rækker inde i Kostalden eller sov sødt med Hovedet under Vingen ude i Møddingpølen. Hvor havde han den√ dog kunnet nogensinde kunnet forlade et Sted, hvor h[an] den havde levet så lykkeligt!

side 12 side 12

12 Oppe fra Luften blev Hunørnen ved at kalde. Men Klaus bredte tyst Vingerne ud og sneg bortlistede√ sig som en Tyv bort den Vej, han var kommen … først tøvende, ligesom lidt undselig, men snart hastigere, utålmodigere, drevet jaget√ af sin Angst Skræk, sin Uro og sin søde√ Længsel – hjem – hjem – hjem!

… Først den næste Morgen nåede han den√ tilbage til Præstegården, og en sådan Jubel fyldte ham den√ ved Gensynet af atter at se√ det gamle Hjem, af Svinehuset, Plankeværket og at han den√, skønt så sønderbrudt i alle sine Lemmer af Nattens vildsomme Flugt, i nogen Tid nogle Øjeblikke√ holdt sig svævende ovenover det for ret at nyde det glade Gensyn. Alt og overbevise sig om, at alt endnu√ var ved det gode√ gamle!

Så dalede den langsomt ned.

Imidlertid havde Avlsgården Avlskarlen fået Øje på den, og da han endnu√ intet havde hørt om Klaus' Forsvinden, var han gået ind efter

side 13 side 13

13 sin Bøsse og havde stillet sig på Lur bag en Træstamme for at fyre på den formodede Hønserøver, om når den var dalet tilstrækkeligt langt ned.

Skuddet faldt. Man så' nogle Fjer flyve ud i Luften, – og som en Sten sank den døde Klaus død lige ned i Møddingpølen.

For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, når man har er voxet op i Andegården.

 
[1] blev: rettet fra to ulæselige overstregede ord, muligvis: voksede sig tilbage
[2] tåget: rettet fra: tungsindig tilbage
[3] på Jorden. Her gjorde: rettet fra: på Jorden, hvor tilbage
[4] af Præstedøtrene: tilføjet i marginen. tilbage