Fra Boghylden
Henrik Pontoppidan: Muld. Et Tidsbillede. Kjøbenhavn 1891. (P.G. Philipsen.) Pris 5,25.
Det er ingen Skade til, at Højskolebladets Anmeldelse af denne Bog har ladet længe vente paa 894 sig. Selv nu kommer den for tidlig, thi Muld kan først ret værdsættes, naar den af Forf. bebudede Fortsættelse foreligger. Bogen er i sin nuværende Skikkelse – ikke just en Ruin, thi den har i sin blanke Ulastelighed intet som helst af Ødelæggelsens Vederstyggelighed ved sig, men en Torso, glimrende modelleret, fast, muskuløs, men hvis Hoved mangler. Handlingen er ført til en foreløbig Afslutning, hvor alt tilsyneladende former sig godt og glædeligt, uden at dog andre end meget naive Læsere vil bilde sig ind, at der nu er Fred og ingen Fare for Pastor Hansted og hans Bondebrud. Der er Eksplosionsstof nok til Stede, ikke blot i den problematiske Væver Hansens Skikkelse, men vel mest i det unge Ægtepars indbyrdes Forhold. Her er den psykologiske Skildring aldeles ufærdig; vi skilles fra Parret paa dets Bryllupsdag og véd slet ikke, om de to vil kunne føre et Samliv; det er endda saare tvivlsomt, om ikke den unge Patriciersøn bitterlig vil fortryde, at han valgte Hansine til sin Hustru. Hende kjender vi nu aldeles ikke og ham kun saare ufuldstændigt, begge er de indtil Bogens sidste Blad kun Individualiteter i Knop. Og det er aldeles uafgjort, hvorvidt Hansted (med det serafiske Fornavn Emanuel) vil kunne magte de vanskelige Forhold i hans ny Præstegjerning, thi det er ingenlunde personlig Dygtighed, men kun behændigt tilrettelagte Omstændigheders Magt, der foreløbig har gjort ham til Situationens Herre.
Alt dette vil Forf. have at klare for os i Bogens Fortsættelse; som et Løfte om alle disse Gaaders Løsning kan hans korte Efterskrift opfattes. Derfor skal det, som oven for er skrevet, ikke forstaas som en Anke mod Forf.; han kan til Forsvar for Bogens brudstykkeagtige Karakter pege paa Titelbladets "Et Tidsbillede"; han kan sige: et Tidsafsnit med den Sum af Menneskeliv, det indeholder, er aldrig et Hele for sig, men Ægget for en ny Tid, hvor forud antydede Udviklingslinjer vil føres videre, knyttede Problemer løses. Det skal indrømmes, at Halvfjersernes Kirke- og Folkeliv i Danmark – selv taget i saa snæver en Begrænsning, som her er sket: udelukkende som et Blad af Grundtvigianismens Saga – er et mulighedsrigt Stykke Historie, som fortjener at skildres, ogsaa uden noget Løfte om en Fortsættelse. Men for Karakterernes Ufærdigheds Skyld er en Fortsættelse absolut nødvendig. Naa, den kommer jo – imødeset med en vis Bæven af adskillige, som har en svag Formodning om, at Forf. da vil styrte sit Feslot i Ruiner og lade det saa smukt begyndte Liv løbe ud i Sandet. Men naar det altsaa er en Kjendsgjerning, at Bogen er uafsluttet, vender Læserens Ærgrelse sig nærmest mod Forlæggeren, der har hastet saa meget med Udgivelsen; det er et noget ufint Forretningstræk at skære en Bog i to eller flere Stykker og dryppe den portionsvis i et Publikum, som forud ikke aner, at det er blevet Subskribent paa et Hæfteskrift.
Handlingen i en saa meget omtalt Bog som Muld vil være de fleste bekjendt. Den er saa 895 enkelt i sin Bygning, at den i faa Linjer vil kunne opfriskes. Emanuel Hansted, af "god" kjøbenhavnsk Familie, men med en Moder af meget demokratisk-folkelige Sympatier – hun har i øvrigt i Sønnens Barndom under Sindssyge taget sig af Dage – er bleven personel Kapellan hos den selvbevidste, højkirkelige Provst Tønnesen til Vejlby og Skibberup, der lever som Enkemand med sin Datter Ragnhild i fornem Afsluttethed fra det Liv, der har begyndt at røre sig i hans Menighed, i Skibberup, hvor en vis Væver Hansen i Sognets folkelige Forsamlingshus samler dem, der er blevne kristelig og folkelig vakte gjennem en af Egnens Højskoler. Provsten betragter den hele Bevægelse som demokratisk Vildskab, og Frøken Ragnhild, der nærer en udpræget Afsky og Foragt for Bønder, er sin Faders Datter. Emanuel, som fuld af Lede ved den Overkultur eller Unatur, hvori han er vokset op i sit fine, kjøbenhavnske Hjem, thi han har slægtet stærkt paa sin Moder, er gaaet med Begejstring til sin Præstegjerning blandt det ukultiverede Folkefærd paa Landet, mærker efterhaanden, hvordan hans Indlevelse i Provstefamilien gjør ham mistænkt blandt Bønderne, der oprindelig havde modtaget ham med stor Tillid, fordi hans Moders Navn for mange Aar tilbage havde en god Klang i de vakte Kredse; nu er der som et tomt Rum mellem ham og hans Tilhørere, naar han prædiker om Søndagen, og om Hverdagene har han intet med dem at skaffe. Under et tilfældigt Besøg i Skibberup hos en Familie, hvis Datter, Hansine, han har taget til Alters en Gang, da hun var meget syg – hans første præstelige Handling –, bliver han af Væver Hansen gjort fuld klar over, hvor falsk hans Stilling er. Han beslutter da at gjøre en Tilnærmelse til Forsamlingsfolkene, og Tilnærmelsen er denne, at han – meget imod den myndige Provsts Vilje og tillige paa Grund af tilfældige Omstændigheder uden hans Vidende – i Forsamlingshuset holder et temmelig barnagtigt og meget overdrevent Foredrag om sig selv og om Hovedstadslivets Unatur, og dette Foredrag gjør ham med et Slag til Dagens Helt blandt de henrykte Skibberupper, som bliver endnu stærkere vundne for ham, efter at han samme Aften temmelig overilet har forlovet sig med deres Bysbarn, Hansine. Provstens Klage til Biskoppen over Kapellanens opsætsige Optræden som Foredragsholder medfører blot, at Provsten, der uden at vide, at Biskoppen var nærværende, paa det eftertrykkeligste har tiltalt sin Menighed fra Prædikestolen, bliver umulig paa Stedet. Han faar med megen Anerkjendelse en Seminarieforstanderplads som Retrætepost, og Emanuel, der i Mellemtiden har gaaet i Lære hos sin umiddelbare Svigerfader og til Fuldkommenhed har lært at fodre og muge under Køerne samt bliver solbrændt og veltilfreds efter at have vendt Kulturen Ryggen, bliver midlertidig, mens Embedet omlægges, (hvad der skal være flere Aars Arbejde for et bebyrdet Ministerium) hans Eftermand og kan faa Maaneder efter, viet af Bispen i egen Person, hjemføre sin Hansine.
896 Denne Fortælling, der i et sammentrængt Referat som ovenstaaende vil synes noget flad og usandsynlig, er af Forf. saare fint motiveret i alle Enkeltheder, saa Læseren forstaar det allermeste; selv Emanuels pludselige Frieri bliver ham ikke helt ubegribeligt.
Men hvad der giver Bogen dens fremragende Værd, er Skildringens sjældne Liv. Her findes næppe en Scene, uden at den staar uforlignelig kraftigt. Hvor livfuldt er blot saadan et lille Genrebillede som Pigen med Katten og Mælkespanden i Bondegaarden! Det virker indtagende som et Maleri af Exner, men kraftigere end hans i Farven. De sarte, solgjennemskinnede Farver ynder Forfatteren mest; den Guldgrund af skær Aftenhimmel, hvorpaa Scenen i "Kirken" nede ved Stranden tegner sig – maaske noget for "lækkert" gjort, men fin og straalende – er typisk for ham Farvegivning.
Med ikke mindre Mesterskab er Figurerne tegnede, særlig Bifigurerne, lige fra den godmodigt karikerede Højskoleforstander, der tegner sit eget Portræt i en højst pudsig Enetale, til Biskoppen (Monrad), hvis Billede vist nok er overmaade lignende. Med størst Sympati er stakkels Frøken Ragnhild skildret; i denne i Grunden dygtige, men af Forholdene blaserede Skikkelse, som har faaet Bugt med alle Illusioner, synes Forf.s Hjærte at banke med kraftigere Slag end noget andet Sted. Er det et aandeligt Slægtskab, som volder det? Saa meget er sikkert: for en opmærksom Læser lægger han en vis Blasérthed for Dagen i Skildringen af de øvrige Karakterer. Den Sympati, han f. Eks. skjænker Emanuel, er temmelig overfladisk; man venter hvert Øjeblik, at han ærlig skal bekjende, at samme Emanuel er et Barn, en stakkels Fantast. Men han vogter sig derfor, ikke en Gang ved Emanuels store Tale i Forsamlingshuset saa meget som trækker han paa Smilebaandet. En saadan Fremstilling, der stadig balancerer mellem kølig Overlegenhed og Sympati, virker noget utrygt paa de ikke-naive. Bogen er alt i alt en med stor Kunst og glimrende Fremstillingsævne slynget Gaade.
Løsningen følger.
P. E. Benzon.
